Læsetid: 2 min.

Bagsiden: Den glade dans på rådhuset

Efter godt en måneds betænkningstid udtaler Frank Jensen (S) sig nu om, hvad der egentlig skete til julefrokosten på rådhuset: Den var rigtig god, og han var bare glad
’Jeg er et åbent og positivt menneske, og jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at min glade dans på dansegulvet udviklede sig på en måde, hvor nogle har følt sig provokeret,’ siger Frank Jensen om sin opførsel til julefrokosten.

’Jeg er et åbent og positivt menneske, og jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at min glade dans på dansegulvet udviklede sig på en måde, hvor nogle har følt sig provokeret,’ siger Frank Jensen om sin opførsel til julefrokosten.

Dennis Lehmann

12. januar 2012

Måske stod det ikke helt klart for overborgmester Frank Jensen (S), hvad der egentlig var sket til den julefrokost på Københavns Rådhus den 16. december. I hvert fald ville han gerne lige vente på en skriftlig redegørelse, før han sagde noget i sagen.

Nu er redegørelsen så kommet, og den beskriver, »at nogle af de kvindelige AC-medarbejdere følte, at deres grænser var blevet overskredet i forbindelse med, at de havde danset med overborgmesteren sidst på aftenen under julefrokosten«.

Det samme fik Frank Jensen åbenbart at vide om mandagen efter julefrokosten

»Og jeg siger straks, at hvis der er nogle, der har følt det, så er jeg den første til at beklage,« forsikrer overborgmesteren.

I den lille måned, der er gået siden julefrokosten, har der nu været en del andre, der har nået at beklage forløbet, inden Frank Jensen fandt vej til mikrofonerne. Men fred være med det. Selv har han følgende erindringer om hændelsesforløbet: »Det var en rigtig god julefrokost. Der var dans, og jeg gik til den. Jeg dansede og var glad, og det har så provokeret nogle,« siger overborgmesteren med et glad smil og uddyber: »Jeg er et åbent og positivt menneske, og jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at min glade dans på dansegulvet udviklede sig på en måde, hvor nogle har følt sig provokeret. Det er jeg selvfølgelig ked af«, forklarer Frank Jensen.

Og med »glad dans« hentyder overborgmesteren måske til, hvordan han slikkede en kvindelig medarbejder i øret, og en anden på halsen, mens han omklamrede flere andre og holdt dem fast, som Ekstra Bladet tidligere har beskrevet.

Glad med glad på

Det er Frank naturligvis ked af, hvis det er blevet misforstået. Men det bliver ikke den sidste julefrokost, han tager med til, selv om han nok skal gå tidligere hjem næste gang.

»Jeg er et glad og positivt menneske, der godt kan lide at være til fest. Jeg skal nok finde ud af, at jeg også sørger for at gå hjem i rette tid«, siger overborgmesteren, stadig med et stort smil.

Ok, vi har fanget den, Frank. Du var glad. Det kan jo ske for os alle sammen. Det skræmmende er måske bare, hvordan du vælger at give udtryk for din glæde. Især i betragtning af, at din begejstring endnu ikke har lagt sig: »Jeg er rigtig glad for, at både direktøren for forvaltningen og fællestillidsrepræsentanten siger, at det her ikke fører til, at der er rejst nogen videre sag«, slutter Frank Jensen.

Så ved vi vist godt, hvem der får den næste dans.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu