Nyhed
Læsetid: 4 min.

Den britiske regering drømmer om private universiteter

Er innovative partner-skaber med det private erhvervsliv nøglen til en universitets- og forskningssektor, der kan gøre sig fri af offentlige bevillinger? Det mener den britiske regering
Indland
28. januar 2012

MILTON KEYNES — Et sammensurium af ombyggede flyhangarer, en tidligere flyvevåbenkaserne og en klynge boligblokke fra 1960‘erne i Milton Keynes, en satellitby 80 kilometer nord for London, forekommer ikke umiddelbart at være nogen inspirerende lokalitet. Ikke desto mindre bliver Cranfield University fremhævet som forbillede af universitetsminister for England og Wales, David Willetts, og det er især universitetets satsning på at tilbyde overbygningsuddannelser og være et kraftcenter for forskning, som han finder inspirerende.

Willetts vision går ud på at skabe nye partnerskaber, dels mellem udenlandske og britiske universiteter, dels mellem universiteter og erhvervsliv. Dette skal ske ved at oprette nye institutioner, som kan bidrage til at gøre Storbritannien »til det bedste sted at forske i hele verden«. Derfor har han inviteret organisationer, som måtte være mulige interessenter i etableringen af sådanne institutioner, til at komme med konkrete forslag. Dog skal de selv finde pengene, hvis de vil være med.

Som Storbritanniens eneste rent forsknings- og teknologibaserede overbygningsuniversitet kunne Cranfield godt ligne en eksemplificering af Willets vision. I en tale, han holdt i forbindelse med de britiske universiteters årskonference, hæftede den konservative minister sig både ved »det brede spektrum af avanceret forskning«, som bedrives her, og dens potentiale til at »fremme vækst og give britiske fremstillingsvirksomheder et løft.«

Innovation og handling

Cranfield, som blev grundlagt efter krigen som College of Aeronautics — et institut for forskning i luftfart — blev siden udvidet til også at omfatte andre teknologier. Det tæller nu cirka 4.000 fuldtids- og deltidsstuderende fra 100 forskellige lande og samarbejder med over 750 virksomheder fordelt på seks kontinenter. Med speciale i et nøje afgrænset antal områder — rumfart, bilindustri, sundhed, miljø, administration, produktion, sikkerhed og forsvar — lægges der i Cranfield stor vægt på at »omsætte innovation til handling.«

»Det, som driver værket for vores forskere og studerende, er ikke bare tanken om akademisk anerkendelse,« siger Clifford Friend, vicerektor på Cranfield. »Det er at kunne gå ind i et supermarked og se produkter, de har arbejdet med at udvikle. Det er lige så stor en drivkraft for dem akademisk anerkendelse.«

Ud over denne særlige etos kan Cranfield prale af en årsomsætning på 180 millioner pund sterling (1,6 mia. kr., red.) — en indtægt så høj, at de offentlige tilskud er nede på nu at udgøre 15 procent af budgettet. Men er det realistisk, at denne model kan vinde større udbredelse?

David Docherty, administrerende direktør for det britiske Råd for Industri og Videregående Uddannelser, påpeger, at penge fra erhvervsfolk var afgørende, da mange af Storbritanniens eksisterende universiteter oprindeligt blev grundlagt i 1800-tallet, og at der allerede i dag findes virksomheder, der foretager langsigtede investeringer i universitetsforskning, deriblandt BP Institute i Cambridge, og Jaguar Land Rovers nære samarbejde med Warwick University.

»Om virksomhederne reelt vil intensivere deres engagement, er noget, vi først finder ud af ved at gøre praktiske erfaringer,« siger han.

Sir John O’Reilly, der er rektor på Cranfield, indvender dog, at Willetts vision afviger fra Cranfields model, da sigtet med førstnævnte er at lukke helt af for offentlige bevillinger.

»Vi får bevillinger — blot ikke så mange som de traditionelle universiteter, men uden tilskud ville det være op ad bakke for os,« siger han.

Han vurderer desuden, at virksomheder kun vil bidrage, hvis de kan øjne et målbart afkast. Og selv om Cranfields direkte offentlige tilskud udgør en beskeden andel af budgettet, er den indirekte afhængighed langt højere. Op til halvdelen af universitetets indtægter har deres oprindelse i de offentlige kasser, så når disse skal spare, er det noget, man vil kunne mærke. F.eks. forventes de seneste nedskæringer i forsvarsudgifterne at få en afsmittende effekt.

Sløje tider

Sandt at sige er det blevet sløje tider for Cranfield. Universitetets høje afhængighed af erhvervslivet, når der skal findes midler til forsknings- og uddannelseskontrakter, gør det sårbart i en recession, hvor virksomheder er tilbøjelige til at skære ned på alle udgifter, der opfattes som ikke-væsentlige.

Hertil kommer usikkerhed om, hvilke konsekvenser det indeværende års radikale nedskæringer på finansieringerne af bacheloruddannelserne kommer til at få på den fremtidige kandidattilgang.

Afgørende vægt lægger O’Reilly på det »symbiotiske« forhold mellem undervisning og innovation. Det har betydet, at der er blevet samlet et stort antal kompetente forskere og branche- folk omkring, hvad der i princippet er et stort fælles laboratorium.

De studerende synes at sætte stor pris på dette aspekt af institutionen og værdsætter kontakten med lærere, der også er praktikere. På trods af deres begejstring er Cranfields ledelse dog ikke overbevist om, at universitetet sidder inde med universalløsningen på Storbritanniens fremtidige videnskabelige behov.

»Vi er smigret over, at Willetts roser os, men vores model er ikke en, som alle universiteter kan følge,« siger Friend.

 

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her