Danmark forstyrrer grønlandske vækstdrømme

Grønland vil imod Danmarks vilje have lov til at sætte fart på udvindingen af råstoffer som aluminium og olie uden at skele til udledning af CO2. Det har givet anledning til et sammenstød mellem Grønland og Danmark på baggrund af tolkningen af et to år gammelt notat underskrevet af daværende klima- og energiminister Lykke Friis (V) og Grønlands selvstyreformand, Kuupik Kleist (IA).

I notatet står der, at Grønland og Færøerne er undtaget Danmarks mål om at reducere CO2-udslippet med 20 procent inden 2020.

Men da notatet blev underskrevet i forbindelse med den fejlslagne globale klimaaftale på COP15-klimatopmødet i København, har notatet ingen juridisk gyldighed i dag, lyder det fra Lykke Friis:

»Dengang var det under forudsætning af, at man blev enig om en juridisk bindende klimaaftale på globalt plan. Og det skete som bekendt ikke,« siger hun, uden ellers at vil kommentere sit tidligere ressortområde.

Samme melding kommer fra nuværende klima- og energiminister Martin Lidegaard (R):

»Det er ikke nogen hemmelighed, at Grønland og Danmark har forskellig opfattelse af, hvordan aftalen skal læses,« siger Martin Lidegaard, men understreger, at han er »i en god dialog med selvstyret«.

Modsat de danske politikere ser Kuupik Kleist på notatet med andre øjne og fastholder, at »aftalen er gældende«.

Urimelig overpris

Tvisten om notatet gør det klart, at Danmark og Grønland i stigende grad ser forskelligt på klimaudfordringerne fra 2013, når Kyoto-aftalen udløber. Danmark tør ikke lave særaftaler, der tilgodeser Grønland, af frygt for at andre industrielt underudviklede lande vil gøre krav på en øget udledning af drivhusgasser.

Grønland ønsker derimod en højere CO2-kvote, der vil tillade landet at udvikle en industri, som på sigt kan gøre landet fri af bloktilskuddet fra Danmark på godt 3,4 milliarder kroner om året.

»Det virker urimeligt, at de industrialiserede lande, der har skabt problemerne, ikke vil give et land som Grønland mulighed for at udvikle sig,« siger direktør Henrik Leth fra Grønlands Arbejdsgiverforening til den grønlandske avis Sermitsiaq.

Kyoto-protokollen binder såvel EU-landene som Grønland til at reducere sine udslip af drivhusgasser med otte procent i forhold til niveauet i 1990.

Af samme grund mener det grønlandske regeringsmedlem for Demokraterne Jens B. Frederiksen, at det er uretfærdigt, hvis ikke Danmark fremover tillader Grønland at blive fritaget for CO2-reduktioner. For Danmark var olieproducerende allerede inden 1990, mens Grønland endnu blot kan håbe på en fremtidig olieproduktion, og derfor vil Grønland komme til at betale en uretfærdig høj pris for CO2-reduktionen.

»Hvis vi skal kunne udvikle os industrielt, så bliver vi nødt til holde nye industrier uden for reduktionsforpligtelsen,« siger han og tilføjer:

»Danmarks tilgang til os er: Forureneren betaler. Det ville også være sundt nok, hvis det var et verdensomspændende princip. Men reelt er det konkurrenceforvridende,« siger han og pointerer, at Danmark er sikret CO2-kvoter til sin olieproduktion igennem EU-medlemskabet, mens Grønland, der ikke er EU-medlem, må købe kvoter til al den råstofudvinding, der udleder drivhusgasser.

Han frygter desuden, at olieselskaber som Cairn, der allerede har investeret fem milliarder i olieefterforskning omkring Grønland, vil opgive arbejdet, hvis det bliver meget dyrere.

Hypotetisk situation

Da Danmark repræsenterer Grønland ved alle klimaforhandlinger, håber Jens B. Frederiksen, at Martin Lidegaard vil forhandle en særaftale gennem for Grønland ved det næste COP-møde.

Han opfatter også notatet fra 2009 som en aftale, der fortsat gælder mellem Danmark og Grønland. Bestyrkende for den tanke er, at Danmark i foråret 2010 indberettede det omstridte notat til FN’s klimapanel.

»Hvis klimaaftalen blev lagt ned i december 2009, hvorfor så efterfølgende indsende notatet til FN,« spørger han.

Det gør dog ikke notatet til et juridisk dokument, vurderer Ellen Margrethe Basse, der er professor i miljøret ved Aarhus Universitet.

»Regeringer notificerer FN om alle mulige ting. Det er bare en orientering, ikke en retlig tilkendegivelse om, at Danmark nu herved fraskriver sig at bede Grønland om at hjælpe til med klimaproblemerne,« siger Ellen Margrethe Basse.

»Notatet vedrører en hypotetisk situation, som jo ikke opstod. Så juridisk set kan man ikke bruge det til noget som helst,« siger Ellen Margrethe Basse og uddyber:

»Vi to kan indgå en aftale om, at jeg køber et hus, og du så skal have halvdelen af det. Men køber jeg ikke huset, så er det jo ligegyldigt, at vi har den aftale.«

Den 24. februar vil Martin Lidegaard og Jens B. Frederiksen holde et møde i København, hvor de vil diskutere Grønlands klimaforpligtelser.