Læsetid: 4 min.

Eksperter: Kommunalreform svigter udsatte børn

Kommunerne fik med kommunalreformen for alvor problemer med socialområdet, som blandt andet tager sig af de udsatte børn. Sådan lyder det fra velfærdsforsker Kurt Klaudi Klausen, der er forfatter til en ny bog om strukturreformen. Ligesom flere forskere på området mener han, at kommunerne skal have hjælp, hvis de igen skal vægte mennesket over økonomi
Kurt Klaudi Klausen, professor ved KU, mener, at da det specialiserede social°©omr?de gik fra amterne til kommunerne, gik det ud over de mest udsatte b©™rn, fordi den specialviden, amterne havde, ikke blev videref©™rt til kommunerne.

Kurt Klaudi Klausen, professor ved KU, mener, at da det specialiserede social°©omr?de gik fra amterne til kommunerne, gik det ud over de mest udsatte b©™rn, fordi den specialviden, amterne havde, ikke blev videref©™rt til kommunerne.

Anders Brohus

12. januar 2012

Socialreformen Barnets Reform har resulteret i, at kommunerne nu anbringer udsatte børn i billigere plejefamilier frem for de dyrere — men mere specialiserede — døgninstitutioner. Sådan har det lydt igennem den seneste uge i Dagbladet Information. Her har eksperter på området kritiseret reformen, som de mener, var et ideologisk dække over en sparemanøvre, som gav kommunerne en anledning til at anbringe børn i de billige plejefamilier.

Men den negative udvikling begyndte længe forinden, lyder det fra velfærdsforsker Kurt Klaudi Klausen, der i denne uge er udkommet med bogen Den danske kommunekonstruktion med og efter strukturreformen, som han har skrevet sammen med Henrik Christoffersen fra den liberale tænketank Cepos. Bogen kaster lys over en helt anden reform end Barnets Reform, nemlig kommunalreformen fra 2007, der i sidste uge rundede fem år. Her blev 271 kommuner til 98, og de 13 amter erstattet af fem regioner, og det specialiserede socialområde gik fra amterne til kommunerne, ligesom det økonomiske ansvar gjorde. Netop her begyndte problemerne, påpeger Kurt Klaudi Klausen, der er professor på institut for statskundskab ved Syddansk Universitet. Nu skulle anbringelserne betales ud af egen kommunekasse til forskel fra tidligere, hvor udgifterne til de specialiserede anbringelser var dækket igennem amtsskatten.

Liberalistisk reform

»Da det specialiserede socialområde gik fra amterne til kommunerne, gav det kommunerne et større ansvar — samtidig skulle de selv klare finansieringen. De fik et øget ansvar for de mest udsatte børn, uden at få den specialiserede viden amterne havde,« siger han.

I 2008 kom finanskrisen, og ligesom i resten af verden blev Danmark ramt. Det forøgede det økonomiske pres på kommunerne, og samtidig blev incitamentet til at spare nu større.

»I økonomisk pressede tider har kommunerne haft vanskeligt ved at håndtere det her område. Fordi de selv har stået med regningen, har de været tilbøjelige til at gribe ind for sent,« siger Kurt Klaudi Klausen.

Siden kommunalreformen har man i statistikkerne kunnet konstatere et fald i antal af anbringelser, påpeger han: »Kommunerne har været mere karrige med at anbringe børn uden for familien i specialiserede institutioner som koster store summer,« siger Kurt Klaudi Klausen.

Ifølge ham var disse faldgruber allerede forudset fra forskellige fagfolk på området. Blandt andre Socialpædagogernes Landsforbund advarede, imod det økonomiske incitament kommunerne nu havde for ikke at anbringe.

»Men man overhørte advarslerne fra central hånd. Strukturreformen var intet forlig, nærmere en aftale, som regeringen handlede af med sit støtteparti Dansk Folkeparti,« siger Klaudi Klausen og understreger, at den manglende stillingtagen til høringssvarene er blevet bekræftet fra flere centrale embedsmænd.

»Reformen var et led i et mønster, hvor man ønskede at indføre markedslignende mekanismer på alle politiske områder. Institutioner blev taxameterfinansierede, og det giver en ændret adfærd, fordi institutioner så pludseligt skulle skaffe finansieringen selv. Tilmed fik man en ændret adfærd fra kommunerne, der skal bestille opgaverne, fordi der reelt er tale om brugerbetaling. Og når man selv står med regningen, kan man også lettere se, hvor der hurtigt kan spares.«

Reformen er skabt ud fra en typisk liberalistisk tanke, forklarer Kurt Klaudi Klausen. Den er præget af new public management-tanken, der tror på, at markedsorientering i den offentlige sektor vil føre til større besparelser. Kurt Klaudi Klausen ønsker ikke at fælde værdidom over den liberalistiske tanke:

»Man skal dog stadig genoverveje, om modellen dur på alle områder.«

Kurt Klaudi Klausen påpeger, at staten bør træde til for at sikre sig, at kommunerne igen varetager menneskets tarv over økonomiske hensyn.

Nye løsninger

En af kommunalreformens store kritikere, Karin Kildedal, er ekspert i anbringelser og har forsket i området i 20 år. Hun mener, at reformen fik katastrofale følger for landets mest udsatte børn.

»Man burde oprette centre, der kan placeres i regionerne, som de var det i amterne, hvis vi ønsker at få kommunerne på ret køl igen. Desuden skal kommunerne hæfte solidarisk for udgifterne på det specialiserede socialområde, som regeringen også lægger op til. På den måde kan vi forhåbentligt få barnets tarv i centrum igen,« siger Karin Kildedal og konkluderer: »Det, der simpelthen skal til, er, at de tiltag kommunalreformen bragte med sig skal rulles tilbage.« Hun fremhæver, at der i praksis kun er tale om 12.000 anbragte børn, som er spredt ud over de 98 kommuner.

Et er det økonomiske aspekt, men endnu mere afgørende er det tab af viden, som området har lidt, efter at amterne opløstes, påpeger Jill Mehlbye, der netop nu forsker i konsekvenserne af kommunalreformen på det specialiserede socialområde hos Anvendt Kommunalforskning:

»Vi mangler mere viden. På baggrund af kommunalreformen opstod der en fare for, at kommunerne ville gå glip af den ekspertise og viden, der var oparbejdet i amterne. Det er svært at forudse, hvordan man skal genetablere den.«

Mehlbye lægger op til, at man kan oprette centre i enten regionalt eller statsligt regi:

»Det kunne skabe en større videnskoncentration, som kommunerne ville kunne trække på. Som det ser ud nu, er det svært for de små kommuner at opøve alt den viden, der skal til på dette område.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Benjamin Bøg

ØV:(

Hvor er det ærgeligt at liberalistiske spare modeller nu skal gå ud over udsatte børn..specielt når der kun er tale om 12000 børn ialt.

samt den viden går tabt som den tidligere kommune struktur havde oparbejdet.

Det er ret vigtigt at anbringelses- og behandlingsindsatsen ikke anbringes i statsligt, men derimod regionalt regi - hvis der skal skabes grobund for mangfoldighed i videns- og praksisudviklingen, samt skabes nærhed/lokalkendskab mellem de kommunale myndigheder og indsatserne.

"»Reformen var et led i et mønster, hvor man ønskede at indføre markedslignende mekanismer på alle politiske områder. Institutioner blev taxameterfinansierede, og det giver en ændret adfærd, fordi institutioner så pludseligt skulle skaffe finansieringen selv. Tilmed fik man en ændret adfærd fra kommunerne, der skal bestille opgaverne, fordi der reelt er tale om brugerbetaling. Og når man selv står med regningen, kan man også lettere se, hvor der hurtigt kan spares.«"

Med strukturreformen blev BUM-modellen cementeret i det offentliges socialfaglige arbejde, og således fuldbragtes drømmen om at enhver kommune skal være en minikoncern med sit eget indre marked - i tilknytning til de store og større markeder udenfor andedammen. Og i new public managements navn lykkedes det VKO at trække den offentlige økonomistyring tættere på staten mens kommunerne fik øget delegation når det handler om at udfylde lovens rammer. Et klassisk double-bind, som ikke overraskende forlener de kommunale myndigheder med en pæn skizofreni - og samtidig øger kynismen.

Idag ser vi de danske kommuner over en bred kam flage efter friviilig arbejdskraft, pårørende som kan lappe hullerne i den stadig spinklere indsats samt tilløb til alskens indtægtsdækket virksomhed som kan afbøde det vaklende økonomigrundlag. Hvis planen var at knække velfærdsstaten via en kombination af markedsgørelse/privatisering og befolkningens svækkede tiltro til det offentliges duelighed og stabilitet, så ser den afgjort ud til at løkkes.

Det er givetvis helt rigtigt hvad Cepos og andre er kommet frem til, men det er nu engang forældrene som svigter i første omgang.

Jesper van der Schaft

Men kære Jens Bruun.
Hvad hvis forældrene ikke kan varetage deres opgave som forældre? Hvem skal så hjælpe børnene?
Det bliver de udefrakommende foranstaltninger, som kommuner, regioner og private aktører, der skal det. Derfor er det også vigtigt, at der bliver satset på at varetage børnene på den rigtige måde. Og det er i hvert fald ikke kun ved at sende børnene ud til plejefamilier, men der også kan være børnehjem/institutioner til dem, så de kan få den bedst mulige opvækst, når nu deres forældre ikke kan klare dem.

Med venlig hilsen

Jesper van der Schaft, adoptivbarn

Mia Hesselberg-Thomsen

Det er dybt bekymrende at vi mister vores ekspertise og særlige steder til at hjælpe de udsatte børn, uanset om barnet er landet i en familie med forældre der af forskellige årsager ikke formår at varetage forældreskabet, eller børn med fysiske og psykiske handicap.

Olav Bo Hessellund

Som forælder til en ung, der nu har gennemført den såkaldte STU-uddannelse (Særligt tilrettelagt uddannelse for unge med særlige behov) kan jeg kun bekræfte, at kommunernes overtagelse af specialundervisningsområdet fra de tidligere amter har betydet et føleligt og markant tab af kompetence i både sagsbehandling og implementering af foranstaltninger for unge, der har behov for støtte for at kunne kompensere for et psykisk eller fysisk handicap.

Konkret mærkede vi det, fordi vi tilfældigvis skulle flytte til en anden kommune i samme periode, hvor vores søn søgte om optagelse på STU. Kort fortalt, så oplevede vi en himmelvid forskel i tilgangen til, hvordan man behandlede ansøgningerne til STU: Hvor man i den ene kommune syntes at skære alle ansøgninger over én kam, dvs. visiterede uden at tage konkrete, individuelle hensyn, fik ansøgningerne i den nye kommune, vi flyttede til, en grundig behandling og visitering, der tog udgangspunkt i de nødvendige hensyn til vores søns behov.

Udfra retssikkerhedshensyn er det betænkeligt, at man som borger i samme land kan opleve så store forskelle i behandlingen af disse ofte sårbare menneskers behov. Hvis man vil have syn for sagen, kan man læse årsberetningerne fra Klagenævnet for vidtgående specialundervisning http://www.klagenaevnet.dk/.

Det er rystende læsning. Her er nogle eksempler: Kommunerne begår formelle fejl i hver anden sag; manglende skriftlighed i sagsbehandlingen; inddragelse af usaglige hensyn i de kommunale afgørelser; væksten i klagesager over kommunernes afgørelser er på et enkelt år, fra 2009 til 2010, steget 73%. Det sidste siger jo næsten alt. Hertil kan føjes de lange sagsbehandlingstider i kommunerne, der indebærer, at forældrene ofte afskæres fra at få deres klage behandlet rettidigt i forhold til skoleårets start og manglende koordinering i sagsbehandlingen mellem kommunernes forskellige afdelinger.

Når vi har talt med andre forældre i samme situation, er det ofte groteske historier, man hører om, hvordan kommunerne søger at smyge sig uden om at give de tilbud, der ud fra faglige hensyn må anses for mest velegnede. Det generelle billede baseret på vores erfaringer og samtaler med andre forældre kan sammenfattes til: kommunal inkompetence i sagsbehandlingen - at økonomiske hensyn vægter mere end faglige hensyn - samt ofte en oplevet manglende god vilje til at tage disse sager seriøst i kommunerne. Som sagt findes der heldigvis også undtagelser.

Men stadigvæk: Hvor er retssikkerheden med kommunalreformen blevet af for de børn, unge og voksne, der har særlige behov?

Mia Hesselberg-Thomsen

Kære Olav B. Hessellund. æv - hvor er det ærgerligt at høre, og ikke mindst at I ikke møder god vilje, det bør dog være udgangspunktet. Det er alvorligt hvis vores velfærdssystem mister evnen til at udvise respekt ved at lytte med interesseret og ikke med modvilje, som nemt kan føre til magtdemonstrationer.