Læsetid: 1 min.

Forældreansvarsloven lader fædrene i stikken

Forældreansvarsloven fra 2007 skulle sikre barnets ret til begge forældre i skilsmissesager, hvor forældrene ikke selv kan finde en løsning. Men tal viser, at fædrene i dag står lige så dårligt som før den nye lov. ’Deprimerende, at ligestillingen står i stampe på det område,’ siger familieadvokat
Forældreansvarsloven fra 2007 skulle sikre barnets ret til begge forældre i skilsmissesager, hvor forældrene ikke selv kan finde en løsning. Men tal viser, at fædrene i dag står lige så dårligt som før den nye lov. ’Deprimerende, at ligestillingen står i stampe på det område,’ siger familieadvokat
13. januar 2012

En af hensigterne med Forældreansvarsloven, der blev indført i 2007 med støtte fra samtlige partier, var at sikre, at fædre blev ligestillet med mødre i skilsmissesager, hvor børn er indblandet. Men nu viser det sig imidlertid, at det er lige så sjældent, som før loven, at fædrene får hovedansvaret for børnene efter en skilsmisse.

Når et forældrepar bliver skilt, sondrer man imellem bopælsforælder og samværsforælder. Bopælsforælderen er den, der har barnet boende og modtager børnepengene, mens samværsforælder skal ansøge om samvær.

I 2007 endte 11,8 procent af alle børn med deres far som bopælsforælder. Det tal var i 2011 på 12,6 procent, mens det i 1980 var på 13,3 procent.

»Der hersker en gammeldags forestilling om, at moren utvivlsomt er den bedste forælder i både Statsforvaltningen, men oftest også blandt dommerne, der fælder dom i disse sager,« siger Lars Borring, der har været praktiserende familieadvokat igennem 40 år.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Et af de store problemer er, at hvis der er konflikt mellem parterne, så siger myndighederne at konflikten i sig selv er til skade for børnene. De kan ikke finde ud af, om parterne lyver, så de skærer igennem og siger, at når vi ikke ved hvad der er sandt og hvad der er løgn, så giver vi som rutine forældreretten til moderen.
Et lignende problem er, at hvis moderen fremsætter (falske) påstande om incest, vold eller misbrug, så har dette altid opsættende virkning. Samtidig samarbejder moderen og moderens advokat - efter råd fra advokaten - om at få afgørelsen til at trække mest muligt ud. Det kan typisk blive halvandet til to år. I AL DEN TID er der totalt forbud mod at faderen har nogen som helst kontakt med sine børn. Når man så efter et par år konstaterer, at anklagerne var falske, så er den lille datter på 3 år blevet 4-5 år. I al mellemtiden har hun intet set til sin far. Og moderen forklarer hende hvorfor: Det er fordi faderen ikke elsker hende. Den lille pige bliver først meget ked af det, og derefter meget vred på far. Når så far endelig efter to år får adgang til hende, nægter hun at have noget med ham at gøre. Og moderen har opnået, hvad hun vil. Keine Hexerei, nur Behändigkeit.
Advokaten tjener på forløbet, moderen får sin vilje, og myndighederne lader mistanken komme faderen til skade. Ikke et system der er til barnets tarv, men sådan er systemet.

Michael Kongstad Nielsen

Kåre Fog:- enten har du fuldstændig ret, eller også
har du for det meste ret. I disse sager er der så mange følelser og underliggende interesser på spil, som myndighederne ikke har den fjerneste chance for at tage stilling til. Lovgivning på området er svær, men bevidstgørelse om mekanismerne kan fremme bedre løsninger.

Anne Marie Pedersen

Kåre Fog

Det er sjovt at du går ind for ligestilling ved skilsmisse, når du ikke gør det ved barsel. Du vil jo ikke give fædre mulighed for at tage hele barslen, så hvorfor skulle de dog have mulighed for at få børnene senere. Men det er måske kun når det er en ulempe i forhold til karrierer, at kvinders biologi gør dem til mændene overlegne i omsorg.

En supplerende betragtning:
Hvilken skade kan det gøre på den lille pige på 3-5 år, hvis moderen optræder som i mit eksempel nævnt ovenfor?
Som jeg har skrevet i bogen "To køn - tre sandheder", så har det enorm betydning for en voksen kvinde, hvordan moderen i sin tid over for hende omtalte faderen. Specielt kan nævnes en omfattende undersøgelse, der skulle kortlægge hvad der har indflydelse på en voksen kvindes evne til at få orgasme under samleje. Der var kun én faktor der bongede kraftigt ud, nemlig hvordan moderen i sin tid omtalte faderen, og dermed hvor varme tanker den lille pige havde om faderen. Med et dårligt forhold til faderen var vejen blokeret for let adgang til at opleve orgasme som voksen.
Elskerens færdigheder eller mangel på samme havde ingen indflydelse.

@Michael Kongstad Nielsen:
Jeg har selvfølgelig kun for det meste ret. Normalt er der ingen mennesker, der har fuldstændig ret.

@ Anne Marie Pedersen
Jo, jeg vil godt give fædrene mulighed for at tage hele barselen. Men jeg finder det OK, at lovgivningen gør det økonomisk set lidt mindre fordelagtigt. Og bortset fra det, så anbefaler jeg ikke, at fædre tager hele barselen, jvf. hvad jeg skrev i et tidligere indlæg om erfaringerne fra Sverige.

I de første få uger efter fødslen er det naturligt, at moderen har mere med babyen at gøre, end faderen har. Men så snart barnet er nået ud over den mest spæde tilstand, kan far eller mor være lige gode. Også tre eller sytten år senere, når forældrene skal skilles.

Michael Kongstad Nielsen

Anne Marie Pedersen.
7
Jeg skal ikke tale for Kåre Fog. Men på egne vegne vil jeg gerne sige, at barslen ikke er hele menneskets liv, men ca. kun en lille del af det. Og efter barslen begynder det lange seje træk, som bekendt.

Erik Lillienfryd

mange af de ting en del af denne tråds kvinder skriver 'vi' fædre IKKE gør, er faktisk noget jeg kan genkende jeg og andre enlige fædre netop gør i det daglige. Bliver hjemme ved sygdom, tager til læge, til møde i daginstitutionen eller skolen, køber tøj , vasker tøj, laver mad, smører madpakke, og læser go'nat historie osv.
Jeg 'kender' også til mødre, der har 3 børn, med 3 forskellige mænd. Ryger hash flere gange dagligt, og aldrig har interesseret sig for børnene..
Måske der er en del kvinder der efterhånden ikke aner hvad fædre i dag egentlig gør for deres børn, hvis de vel at mærke får lov!..
Der er ligeledes nogle her der nævner, 'at far udebliver fra møder i statsamtet'.
Det kunne jo hænge sammen med, at sagen jo så er afgjort i retten, og der derfor ikke er en grund til at besøge statsamtet?.
For mit eget vedkommende, var det 'mor', der ikke ville møde til børnesagkyndig rådgivning, men ville direkte i retten, som blev anbefalet af nogle såkaldte 'veninder', der selv havet prøvet det samme - altså retten. Både 'mor' og hendes advokat løj direkte for landsretten, men det bekymrer ikke de ærede dommere. Hvad skulle man da også med lighed for loven, og den slags trivialiteter?.
Statsamtet og kommunen rådgav 'mor'. Far fik besked på at tale med en advokat, og sådan 'fungerer' det hele vejen igennem .
Hvem sagde ligestilling mellem kønnene?..

Jens Overgaard Bjerre

For at skære det ud pap:

Det drejer sig om de sager, hvor man er uenig om forældremyndigheden. Altså hvor både moderen og faderen ønsker forældremyndigheden over barnet, at Statsforvaltningen går ind og vurderer, hvem der er den mest egnede.

Og det er der intet ændret ved i over 40 - 50 år. Tværtimod. Moderen får forældremyndigheden "automatisk", hvis hun ikke lider af en en sindslidelse, er misbruger ect.

Det er faktisk sørgelig for mange drenge, at de skal opdrages af en mor med hoved og håndsret over dem. Drenge har især brug for en far som de kan identificere sig med.

Hvor mærkeligt kan det være? Og hvor længe skal det blive ved?

Jens Overgaard Bjerre

@Erik Lillienfryd. Jeg kan garantere dig for at du har ramt et ømt punkt. Den med at gå i retten først havde jeg ikke hørt om. Men det er klart. Retten "følger paksis", og det ligger den jo ikke skjul på. Det kan vel heller ikke være anerledes før der kommer en politisk lovændring, som retten kan henvise til.

Når mødrene i de fattige lag af befolkningen er så vilde med at få forældreretten, skyldes det jo også Carina-effekten i de fattige lag: En enlig mor har, med børnebidrag, børnechek, børnetilskud og boligsikring, mere end hun ville have sammen med en lavtlønnet eller arbejdsløs mand. (Ikke sagt at hun har for meget, men det er fakta).

Men det er ikke børnenes tarv man tager hensyn til. Sørgeligt og pissedumt. Men det er en kvindeverden vi lever i. Andre steder i verden ryster man på hovedet af den slags automatik, som ikke ser på hvad der er bedst for børnene.

Erik Lillienfryd

@Jens Overgaard Bjerre.
Så sandt så sandt. Men hvilken 'kvinde/mor' tør indrømme den slags fakta?..
I think NOT..

Anne Marie Pedersen

Kåre Fog

Manden har jo ikke ret til at få fri til hele barslen (altså indtil det tidspunkt hvor man i mange kommuner først kan få en plads i vuggestue eller dagpleje). Så det er da nye toner fra dig, at mænd skal have ret til at tage fri (nu med dårligere økonomiske vilkår end kvinden). Det har de ikke nu, så du går nu pludselig ind for at systemet skal ændres. Ja, ja. Det er da dejligt.

Michael Kongstad Nielsen. Nej, barslen er en meget lille del af barnets liv. Ligesom det første år i pasningstilbud med rigtig mange gange barn syg til forældrene kun varer kort tid. (Men begge perioder fylder sørme meget når de står på. Mere intenst bliver livet sjældent; manglende søvn og i øvrigt tilsidesættelse af stort set alle ens egne behov i lange perioder.) Når fædre er så fraværende ved barslen, så viser det en skævhed i forholdet til barnet, som altså genfindes ved skilsmisser. Gad vide om der ikke er signifikant større sandsynlighed for at blive bopælsforælder jo mere barsel man har taget?

Jeg går bestemt ind for, at fædre og mødre skal ligestilles i forhold til barnet. Men for det første må de gælde før skilsmissen også og for det andet, så synes jeg, at kontinuiteten for barnet skal komme i første række. Hvis mor var mest til stede før skilsmissen, så skal hun da have barnet boende. Og var det far, ja så må det være hos ham.

Og hvis der er noget galt med retspraksis, så skal den måske ændres - men i denne artikel fremgår det absolut ikke, at det er loven, den er gal med.

Hans Jørgen Lassen

Jeg har aldrig forstået, hvorfor man skulle have ret til at få passet sit barn.

Men det er så åbenbart vedtaget af lovgiverne, og så er det sådan.

Ligesom man har ret til at få sit barn slået ihjel, hvis man ikke ønsker at få dette barn.

Og vil man godt have det alligevel, ja, så har man ret til at få det passet af andre.

Mærkværdigt, hvad man har ret til i vore dage.

@ Jens Overgaard Bjerre

Jeg tror ikke, at du har fået rigtig fat på tingene.
Så vidt jeg ved, går den nye lov ud på, at default-tilstanden er fælles forældremyndighed. Hvis forældrene kan blive ENIGE om dette ved forhandlinger i statsforvaltningen, kommer sagen ikke til retten. Hvis forældrene IKKE kan blive enige, kommer sagen til byretten.

I princippet burde det være et fremskridt, at man til en start tager udgangspunkt i, at der skal være fælles forældremyndighed, og i at et barn har brug for BEGGE forældre. I praksis går det ikke så godt - der kører de samme rutiner, som der plejer; hvis kvinden ikke vil samarbejde, kan hun obstruere processen i statsforvaltningen tilstrækkeligt til, at sagen må for byretten. Og her kører tingene på den samme skæve måde som hidtil.

Jeg har med stort udbytte læst bogen
Sanford L. Braver (1998): Divorced dads. Shattering the myths. 289 pp. Jeremy P. Tarcher/Putnam.

Her argumenteres der for fælles forældremyndighed. Han argumenterer kraftigt for, at i ca. 90 % af tilfældene er fælles forældremyndighed den bedste løsning. Dette kan han understøtte med sine data; han har data for, hvor meget konflikt der er imellem skilte ægtefæller med al forældremyndighed hos den ene part, sammenlignet med mængden af konflikt der hvor der er fælles forældremyndighed. Tallene er korrigeret for effekten af, at fælles forældremyndighed især gennemføres i de tilfælde, hvor forældrene kan forliges nogenlunde. Der er en særlig positiv effekt at spore i de tilfælde, hvor moderen har modsat sig fælles forældremyndighed, men hvor denne alligevel er gennemført, trods hendes ønske.

Ud fra dette skulle man vente, at der også i Danmark ville være en positiv effekt at spore af den nye lov. Der er der måske også, men forbedringen er så lille, at den dårligt er til at få øje på. Hvis loven skal virke bedre og skabe færre konflikter, så skal der nok lægges mindre op til frivillige aftaler og gives bedre mulighed for at gennemtvinge fælles forældremyndighed mod moderens vilje.

@ Anne Marie Pedersen
Jeg gider ikke diskutere med dig.
Den første forudsætning for en meningsfuld diskussion er, at hver part gengiver modpartens synspunkter korrekt.
Du, derimod, driver det som en sport hele tiden at vende modpartens synspunkter rundt, så de kommer til at gå ud på det modsatte af, hvad der blev sagt. Det er sikkert et intellektuelt tilfredsstillende spil for dig at køre. Jeg gider bare ikke spille med.

Michael Kongstad Nielsen

Anne Marie Pedersen. - jeg ser du har henvendt en
kommentar til mig, og jeg skal svare kort. Ja, den tid er intens, nyd den sagde min mor, den varer så kort. Før man ved af det er ungerne blevet store.

Det er ikke længere normalt, at fædrene overser perioden, de går meget op i den faktisk. Så andre ting må forsømmes måske. Skilsmiisesituationen er en kamp, desværre. At bruge gamle fordomme og fortabte længsler til at knægte modpartens ønske om at påtage sig forældreansvaret, er menneskeligt fornedrende for den der udfører det.

Erik Lillienfryd

@Kåre Fog.
Hvis far og mor ikke kan tale sammen, kan man søge om børnesagkyndig rådgivning/mediation i statsamtet.
Har selv prøvet at inviterer 'mor' til dette 2 gange, netop for at undgå at havne i retten. Dette er dog frivilligt, og hvis 'mor' - eller 'far' siger nej, går sagen direkte til byretten. Den praksis blev min søns mor rådet til af 'veninderne'. Hvorfor?..
Fordi det ville stille 'far' i et bedre lys, når/hvis sagen kom for retten, at FAR havde forsøgt, ved at invitere til børnesagkyndig rådgivning, og således havde vist initiativ til at løse problemerne.
Det koster i øvrigt rigtig mange penge, med disse forældresager i retten, hvor mange MÅSKE kunne være løst, hvis denne børnesagkyndige rådgivning, blev 'obligatorisk', når man skulle skiilles, eller ved ophør af samliv. Meningen med disse møder er jo netop, at få 'de voksne' til at lytte til hinanden, uden at råbe, og uden at blive afbrudt.
Jeg er overbevist om, at mange retssager kunne undgås, til gavn ikke mindst for børnene.
Sådan er det desværre ikke.

Anne Marie Pedersen

Kåre Fog, ingen sport herfra. Du svarer bare i forhold til din egen fejlfortolkning af loven. Det er en smart lille retorisk finte.

randi christiansen

Når to voksne mennesker ikke kan enes om at dele forældremyndigheden og derfor beder tredjepart om at mægle eller fastsætte en løsning, så kan de ikke forvente, at denne tredjepart er i besiddelse af overnaturlige evner og vha dem kan etablere en løsning, som begge forældre er tilfredse med. Der er en grund til, at de ikke selv kan finde ud af det - det er svært. Når de altså af den ene eller den anden grund ikke kan løse problemerne, har de derfor diskvalificeret sig selv, og må acceptere den løsning som tredjepart/myndighederne efter bedste evne og med størst muligt hensyn til alle parter når frem til. Det er naturligt, at en forælder vil være frustreret over at føle, at han/hun ikke har ligeværdig adgang til sit eget barn, men det kan altså være konsekvensen af at have engageret sig i et umuligt parforhold. Livets fejltagelser kan koste dyrt. Det allervigtigste her er, at de voksne kan tilsidesætte egne behov, til fordel for barnets tarv. Det er fuldstændig diskvalificerende, hvis man ikke engang magter det.

Marianne Mandoe

Man kan tydeligt se, ved at følge diskussion, at Information er en avis for intellektuelle..

Det synes jeg i bund og grund er en god ting. Det er der brug for i dagens Danmark.
Desværre er det også sådan at mange, rigtigt mange, af samme intellektuelle der læser Information og kommenterer ikke har den fjerneste forbindelse med den del af samfundet som ikke har en eller anden form for intellektuel baggrund/uddannelse.

Den måde mange her på Informeren lever deres liv på er på ingen måde repræsentativt for den måde størstedelen af befolkningen lever.
Det værste er at det ikke virker som om det segment der benytter Information er den mindste smule interesserede i at sætte sig ind i hvordan det andet, og meget større, segment i Danmark lever.

@ Erik Lilienfryd
Vi er vist ikke meget uenige.
Princippet i, at man skal starte i statsforvaltningen, er at samfundet helst ser, at man kan snakke sig til rette, sammen med en person der fungerer som mægler.
Problemet er, at det kan betale sig for (mindst) den ene part, ikke at være samarbejdsvillig.
Det kunne gå bedre, hvis myndighederne i relevante tilfælde skar igennem og fastholdt, at der skal være fælles forældremyndighed, uanset at mindst en af parterne er imod dette.

@ Randi Christiansen
"Det allervigtigste her er, at de voksne kan tilsidesætte egne behov, til fordel for barnets tarv." Ja, men det er jo det de voksne ikke kan i ca. 35 % af alle tilfælde. Som skrevet ovenfor: Det kan betale sig for mindst en af parterne, specielt moderen, ikke at være samarbejdsvillig.
Jeg mener at ægteskaber især lider forlis i de tilfælde, hvor kvinden mister respekt for manden. Og det gør hun, hvis manden påtager sig for meget af omsorgsrollen, lader sig hundse med, og ikke formår at sætte grænser. På grund af diverse dunkle motiver, der har deres udspring i det ubevidste, ønsker hun at hævne sig maksimalt på den mand, der via sin svaghed har dræbt respekten og dermed kærligheden; og det gør hun mest effektivt ved at sabotere hans kontakt til de børn, som han indtil skilsmissen havde så meget omsorg for.
Jeg tænker derfor på situationer, hvor kvinden er besat af ond vilje og hævntørst. Her hjælper ingen formaninger, ingen mægling, ingen gode intentioner. Der er én ting at gøre: Hvis der ikke er nogen evidens for, at faderen er en dårlig far, så må man gennemtvinge fælles forældremyndighed, uanset at moderen modsætter sig dette med alle tænkelige midler.

randi christiansen

Kåre - Er det antagelser, eller ved du, at det forholder sig sådan ? Mon ikke de psykodynamiske dynamikker er noget mere komplicerede og deres tilstedeværelse i øvrigt ligeligt fordelt på begge køn ?

Fordi mændene muligvis er forfordelte, kan heraf ikke konkluderes, at kvinder er ´ondere´. Hele mæglings-og skilsmisseprocessen er så vanskelig, at det i visse sager kræver overnaturlige evner at gennemføre med fuld retfærdighed.

Man kan spørge sig, om det er en fordel for barnet, at gennemtvinge samarbejde mellem dets voksne, hvis forholdet er så umuligt ? For nogle vil det muligvis medføre fornuftens fremkomst, andre er uden for pædagogisk rækkevidde.

Hvis der er ligeligt delt forældremyndighed, risikerer man en konstant magtkamp. Her er det myndighedernes opgave, at vurdere hvilke dynamikker, der er på spil, og herudfra vurdere hos hvem af forældrene, det vil være bedst for barnet at være.

Måske kunne man i disse ´umulige´sager overveje et tvungent terapeutisk forløb med det formål at supervisere forældre og børn. På den måde kan man både holde sig løbende orienteret om hvilke dynamikker, der er i spil, så det bliver vanskeliggjort at manipulere og sabotere, og man kan ligeledes håbe på, at den tiltrængte personlige udvikling vil indtræde. Betaling af forløbet må være indkomstreguleret.

Erik Lillienfryd

@marianne mandoe.
Du må da være på svampe!.
Mage til vrøvl skal man lede længe efter.
Jeg læser også børsen, uden at arbejde inden for området, men alene af interesse, og for at lære noget nyt. Måske du skulle overveje om du tilhører 'de intellektuelle , og prøve at søge ander medier end 'informeren', som du kalder den..

@randi.
Jeg er faktisk meget enig. Problemet er dog, at domstolene ikke dømmer udfra faktiske forhold, men mere 'hvordan plejer vi at dømme denne type sager'.

Domstolene er ligeglade med hvem der sagde hvad, hvornår, med mindre selvfølgelig der er tale om tilfælde med vold, sindsygdom etc.

Alene det, at hvis 'mor' har børn fra tidligere forhold/ægteskab, så får hun pr. automatik forældremyndigheden. Det uanset du kan bevise hun evt. har hænderne fulde med det første barn, grundet problemer, som sygdom, eller indlæringsvanskeligheder etc.
'Man skiller ikke 'søskende' ad, uanset aldersforskellen evt. kan være 7 år!.

Efter min mening er domstolene ikke gearet til denne type sager. Der er brug for fagfolk, til at bistå dommerne, i hvad der er hensigtsmæssigt for børnene. Det kræver selvfølgelig som du er inde på, at der foregår nogle samtaler/forsøg på mægling først.
Endvidere skal det ikke kunne betale sig, først at ville have den fulde forældremyndighed, gøre den anden part til 'statist', for at hæve bidrag samt børnecheck osv. for derefter at kræve den anden part skal tage sin del af byrden, hvadenten det er økonomisk eller ved samvær, der dermed øger bopælsforældrens lommepenge.
Sådan fungere loven desværre i dag.

Erik Lillienfryd

@marianne mandoe.
Du må da være på svampe!.
Mage til vrøvl skal man lede længe efter.
Jeg læser også børsen, uden at arbejde inden for området, men alene af interesse, og for at lære noget nyt. Måske du skulle overveje om du tilhører 'de intellektuelle , og prøve at søge ander medier end 'informeren', som du kalder den..

@randi.
Jeg er faktisk meget enig. Problemet er dog, at domstolene ikke dømmer udfra faktiske forhold, men mere 'hvordan plejer vi at dømme denne type sager'.

Domstolene er ligeglade med hvem der sagde hvad, hvornår, med mindre selvfølgelig der er tale om tilfælde med vold, sindsygdom etc.

Alene det, at hvis 'mor' har børn fra tidligere forhold/ægteskab, så får hun pr. automatik forældremyndigheden. Det uanset du kan bevise hun evt. har hænderne fulde med det første barn, grundet problemer, som sygdom, eller indlæringsvanskeligheder etc.
'Man skiller ikke 'søskende' ad, uanset aldersforskellen evt. kan være 7 år!.

Efter min mening er domstolene ikke gearet til denne type sager. Der er brug for fagfolk, til at bistå dommerne, i hvad der er hensigtsmæssigt for børnene. Det kræver selvfølgelig som du er inde på, at der foregår nogle samtaler/forsøg på mægling først.
Endvidere skal det ikke kunne betale sig, først at ville have den fulde forældremyndighed, gøre den anden part til 'statist', for at hæve bidrag samt børnecheck osv. for derefter at kræve den anden part skal tage sin del af byrden, hvadenten det er økonomisk eller ved samvær, der dermed øger bopælsforældrens lommepenge.
Sådan fungere loven desværre i dag.

@ Randi Christiansen.
Der er jo ikke lavet nogen statistik på det.
Man kunne formode, at de tilfælde, hvor faderen via en retssag fratages kontakten til barnet, må være tilfælde hvor faderen virkelig er en slem fyr - narkoman, ludoman, psykopat eller hvad ved jeg. Men der er meget få sådanne tilfælde. De fleste tilfælde hvor faderen helt mister muligheden for at se sine børn, er han dybt ulykkelig over det, netop fordi han var knyttet til dem.
De over 100 fædre, som Johnny Carlsen har interviewet, er fædre i den situation. Og det var kun et udvalg af alle dem, der havde henvendt sig i Foreningen Far. Der er altså mange i den situation.
Der er også tilfælde - som det eksempel jeg har citeret tidligere - hvor det ligefrem er faderen som har ydet MEST omsorg. Også andre eksempler fra udlandet går i retning af, at det er netop særlig omsorgsfulde fædre, der møder de største vanskeligheder under skilsmissen. Så pilen peger i den retning.
Nærmere undersøgelser kunne selvfølgelig være meget tiltrængt.
Det jeg skrev om at tvinge en løsning igennem, handlede om fælles forældremyndighed. Det er vel ikke helt det samme som delt forældremyndighed?
Jeg tror ikke på terapi i den her forbindelse. Jeg har læst for mange historier om kvinder, der går i parterapi på skrømt, og som mere bruger det som endnu et middel til at ydmyge manden og gøre ham svag, samtidig med at kvinden på forhånd er fast besluttet på at få sin vilje m.h.t. hvordan skilsmissen skal ende.
Der er simpelt hen tale om ond vilje, og ingen frivillige tiltag kan stille noget som helst op over for ond vilje. Det kan kun tvang.
Som jeg nævnte, har amerikaneren Sanford Braver undersøger konfliktniveauet under forskellige omstændigheder, og han konkluderede som nævnt at fælles forældremyndighed alt andet lige giver lavest konfliktniveau, især hvis det indføres imod moderens vilje.
Forklaringen synes at være, at det er moderen mere end faderen der skaber og optrapper konflikterne, og derfor giver tvang over for netop moderen det mest gunstige resultat.

randi christiansen

@Kåre - Tvungen terapi/supervision. Her vil professionelle folk før eller siden kunne gennemskue hvilke dynamikker, der er i spil, hvem der manipulerer, saboterer m.m.

Jeg glemmer aldrig en tv serie omhandlende et forældrepar og deres to børn. Familien blev fulgt tæt af en relevant fagperson, for hvem det var umuligt at skabe borgfred, eller blot våbenhvile. Det var så tydeligt for udenforstående, at de to mennesker sad fuldstændig fast i gensidig forbitrelse og forurettelse. De så ud til at hade hinanden. Hvis de var blevet sluppet løs med en fælles foældremyndighed, var det endt i ragnarok - de var hæmningsløse lige neden under deres fine, selvretfærdige facader. I sådanne situationer, vil den som er stærkest, tromle den anden part. Et oplagt emne for tilbundsgående videnskabelig kortlægning, så disse påstande, om hvem der er mest ond, kan høre op. Dynamikken

kan være vanskelig at identificere på kort tid af en domstol. Derfor mit forslag om tvungen supervision.

@ Randi Christiansen.
Interessant. Men i den situation du beskriver, vil tvungen terapi/supervision kunne hjælpe der? Hvad nu hvis den ene af parterne ikke har tillid til, at terapeuten er neutral i forhold til konflikten? Hvordan skaber man en sådan tillid?
Du snakker om tvungen terapi. Jeg snakker om gennemførsel af en forældreordning ved tvang. Så vi er enige om, at en form for tvang kan være nødvendig (en ubehagelig, men måske nødvendig konklusion).

Baggrunden for mit spørgsmål til Kåre om indkomst hænger også sammen med uddannelse, man ved fra flere undersøgelser, at det er de bedst uddannede kvinder, der insisterer på at mandne tager en del af barslen (hvis ikke størstedelen af barslen), mens de kvinder, der ikke har så en lang en uddannelse mere synes at de skal da gå og hygge sig med baby derhjemme - i stort set hele barslen.

Men jeg vil da gerne tro at kvinder (og mænd) mister respekt for hinanden, hvis mænd (og kvinder) ikke markerer deres grænser overfor kvinderne i deres parforhold eller ægteskaber. Hvem ville ikke gøre det?

@ Karsten Aaen.
Jeg tror du har ret i dine betragtninger, sådan i det store gennemsnit.
Jeg ved ikke umiddelbart mere om baggrunden for Carlsens undersøgelse, end jeg har sagt her. Nogle af de enlige fædre, jeg selv har mødt, som led under samværschikane og ikke kunne se deres børn, har været højtuddannede og højtlønnede akademikere. Men jeg ved ikke noget om deres ex-koner.
Hvad angår at sætte grænser, så er der desværre en del ægtefæller, som i kærlighedens navn glemmer at sætte grænser, hvorved de netop dræber kærligheden. Dvs. de kan godt sætte grænser i alle mulige andre sammenhænge, men over for deres elskede bliver de bløde i knæene og kan ikke sig nej. Det gælder selvfølgelig begge køn. Men det er måske specifikt, at det netop er kvinder der udvikler en særlig form for had mod deres (ex-)partner, hvis vedkommende viser sig svag.

Jens Sørensen

Martin

Har lige set den.
Sjovt, når en kvindes mand tager deres fælles barn med hjem til farens hjemland, så er det bortførelse.
Og de danske myndigheder prøver at hjælpe moren.
Når det omvendte er tilfældet, altså en dansk kvinde bortfører et fælles barn, her fra New Zeeland, ja så gør de danske myndigheder alt for at hjælpebortføren.
Køn eller ???

Martin Nielsen

Det kan godt være det skyldes kønsdiskrimination, det kan også være det skyldes diskrimination af fremmede statsborgere.

I hvertfald ser man i denne internationale sag nogle af de samme strategier som nogle kvinder bruger i rent danske sager: Kidnapning af barnet, gemme barnet, beskylde faren for at ville kidnappe barnet, appellere til hensynet til barnets velfærd og helbred for at forhale sagen.

randi christiansen

@Kåre - Man kan ikke give fælles forældremyndighed til to mennesker, som ikke kan samarbejde. Altså er den eneste mulighed tvungen terapi og/eller supervision - af hensyn til børnene naturligvis. Hvorvidt den ene part eller begge ikke har tillid til vejlederen, er et praktisk spørgsmål, som der gives forskellige løsninger på. F.eks. kan begge parter komme med forslag til vejleder, og et kompromis vil blive fastlagt af myndigheden, hvis enighed ikke kan opnås. I en situation, hvor to voksne mennesker ikke er mere voksne, end at de tillader deres egen mangelfuldhed at gå ud over deres børn, vil jeg mene, at de har diskvalificeret sig selv ifht til at bestemme den overordnede sagsgang.

Martin Nielsen

Bente Holm Nielsen:

Advokaten kritiserer at domstolene og forvaltningen ikke længere har frit skøn, men skal følge en hovedregel, med mindre der er stærke beviser for noget andet.

Hun påstår at hun ikke forstår hvorfor denne lovteknik er anvendt, udover at Folketinget stemte for den. Hun må tale mod bedre vidende, for hun kan da bare læse om bevæggrundene i dagspressen:

Det såkaldte frie skøn i denne type sager, var skævt, bl.a. fordi det tit var bestemt af beskidte tricks, som dem jeg nævner ovenfor (samværschikane).

Jens Pigernes

Hej Mødre og Fædre

Mange af de kommentarer jeg læser til denne artikel minder mig om, når voksne uden børn kommenterer børneopdragelse. Hvis man ikke har været der - er det svært at forstå!

Jeg hører selv til den del af de tavse fædre der nu på niende år ikke har haft mulighed for at se to af mine børn. Jeg kunne aldrig finde på at optræde i den offentlige debat, ligesom dem jeg kender der har oplevet det samme. Der er flere grunde til dette.

For det første synes jeg ikke offentligheden skal have kendskab til mine familieforhold både af hensyn til mine børn og af hensyn til mig selv.

Derudover ønsker jeg ikke som mand at fremstå offentligt som en taber eller som semi-militaristisk medlem af foreningen far. De fædre jeg har mødt med de samme problemer klinger alle til værdigheden og kærer sig om ikke at udstille sin familie. Aldrig i livet om jeg vil stå på Rådhuspladsen og demonstrere eller havne på forsiden af formiddagsaviserne.

Når nu jeg vil forsøge at forklare "børneopdragelse for ikke-forældre" så er det fordi jeg synes at denne tråds tendens til at diskutere kønsroller egentlig er forfejlet.

Hvis jeg skal sammenligne med noget, så er det ikke svært at forstå hvorfor en pædofil far ikke kan se sine børn. Der er tale om en psykiatrisk diagnose, der er til fare for børnenes tarv og det giver rigtig god mening.

Men når en mor ikke spiller efter reglerne hvad gør man så? Så har vi (i Danmark) endnu ikke en psykiatrisk diagnose at hænge det op på og når vi ikke har en diagnose har vi ikke noget vi kan sikre med lovgivning. Den kraft, med hvilken en såret mor, kan kæmpe for at forhindre faren i at se sine børn overgår alt i styrke jeg i mit liv har oplevet.

Selv efter disse mange år mener jeg stadig at det er godt for mine børn at være med deres mor - men jeg synes ikke det er godt at de ikke ser mig. Netop denne betragtning gør sig gældende i alle de sager jeg kender til. Fædre der har gennemgået de værste mareridt tænker stadig på at det er godt for børnene at se deres mor - men sådan forholder det sig ikke den anden vej. Jeg har mødt mødre der ønsker at stjæle børnene, ved at dæmonisere faren - men ingen fædre. Den forskning jeg kender til viser også at PAS mest gør sig gældende hos kvinder.

Jeg har hørt at omkring 400 fædre årligt havner i denne situation - det uanset om de har taget barsel, været indlagt på barselgangen, taget opvask eller kun tjent kassen.

For de af jer der ikke har oplevet dette kan denne kommentar måske synes "sort", men sjovt nok er det en meget kendt sag i det offentlige system. Pædagoger, politi, socialrådgivere og sagsbehandlere kender alle til disse sager - og de behandler faren pænt, når de finder ud af at det er en PAS sag - men de kan ikke gøre noget.

Dette drejer sig lige så lidt om forældreansvar som Anorexi drejer sig om manglende appetit. Hvis vi ikke kan få en ordentlig offentlig dialog om (primært) kønsbetinget adfærd i samlivsbrud kan vi aldrig få en ordentlig debat om ligestilling.

Hvis moren ikke spiller efter reglerne og ikke vil samarbejde - kan faren ikke gøre noget. Jeg ønsker stadig ikke børnene taget fra deres mor, jeg ønsker blot at se dem!

randi christiansen

Til Jens : Det er netop derfor, jeg foreslår tvungen, indtægtsbestemt betalt supervision-og eller terapi i de svære sager. Det er forfærdeligt, når børnene inddrages i de voksnes mareridt af uafklarede og egoistiske følelser, og det SKAL undgås. Kan to voksne mennesker ikke håndtere dette, må de finde sig i at være under administration af ´psykologiske detektiver´, indtil miséren er afklaret. Vi kan ikke tillade denne børnemishandling.

Janus Vinther

Det er et meget stort problem at statsforvaltningen har en forældet holdning til hvem der er bedst til at være forældre. En moderne far er absolut ligeså god forældre som moderen.

Jeg er pissetræt af at være den der hele tiden skal ansøge om at få tid med mine børn. Min børn, især den store, savner mig meget og siger at hun helst vil være lige så meget sammen med mig som med sin mor. Men det får jeg bare ikke lov til fordi moderen (statsamtet og kvindelige advokater) ser sig selv som den primære forældre. Jeg skal bare betale ved kasse 1, får iøvrigt den kolde skulder og skal køre 40 km hver gang jeg skal se mine børn. Benzin er temmelig dyrt og det ødelægger mit arbejde når jeg skal bruge halvanden time om morgenen på at køre børnene i skole/børne-have.

Det skal ikke handle om penge og tid når det handler om sine børn. Men hvad nu hvis det var moderen der var i den situation. Tænk hvis hun betalte børnepengene til mig, hun skulle søge om lov til at se børnene og hun skulle betale dyr benzin og køre halvanden time om morgenen for at aflevere dem i skole/børnehaven. Jeg kunne faktisk ikke finde på at sætte hende i en sådan urimelig situation.

Sikke en utroligt dårlig ligestilling vi har her i Danmark. Det er fandeme en ommer!!!

Sider