Læsetid: 9 min.

Grønland skal stoppe nationalklynkeriet

Han er elsket at hade — Grønlands uddannelsesminister. I 2001 vendte Palle Christiansen hjem til Grønland for at være med til at forme landets fremtid. I dag skaber han forsider med sin kontante form og upopulære udmeldinger om, at Grønland skal stoppe nationalklynkeriet og kræve mere af øens ungdom. Men ambitionerne har sin pris
Palle Christiansen er halvt grønlandsk, halvt dansk og født i Tåstrup. Da han kom i skolealderen, flyttede han med sin danske far og grønlandske mor til Nuuk og et år senere til morens hjemby, Sisimiut. Folkeskoleårene blev herefter et skift mellem den grønlandske skole og en skole i Albertslund. Senere tog Palle Christianden sin gymnasieuddannelse i Allerød.

Palle Christiansen er halvt grønlandsk, halvt dansk og født i Tåstrup. Da han kom i skolealderen, flyttede han med sin danske far og grønlandske mor til Nuuk og et år senere til morens hjemby, Sisimiut. Folkeskoleårene blev herefter et skift mellem den grønlandske skole og en skole i Albertslund. Senere tog Palle Christianden sin gymnasieuddannelse i Allerød.

Jens Andersen

17. januar 2012

Børn i hvide anorakker, farverige nationaldragter og for store skoletasker går ind ad glasdørene. Pårørende modtager med blitz og viftende flag, indtil de små elever er samlet i skolens entré. Opmærksomheden på første skoledag gør de små størrelser generte. Midt på trappen til første sal stopper skoleinspektøren op. Hun byder velkommen til Atuarfik Hans Lynge, Nuuks nye, store folkeskole.

»I er de første til at tage skolen i brug. Vi har alle chancer for, at det skal gå jer godt!«

Aftenen før, i et moderne lejlighedstårn få hundrede meter derfra, står Grønlands minister for Uddannelse, Forskning og Nordiske Anliggender, 38-årige Palle Christiansen, og steger engelske bøffer til familien. I morgen bliver Nuuks nye store folkeskole, som Selvstyret har postret et millionbeløb i, taget i brug. Men Palle Christiansen er ikke inviteret. Hverken til den dag eller den officielle indvielse få uger forinden.

Det er okay. Det rør ham ikke.

»Junngilaq. Det er fint nok. Sådan er det her i Grønland,« konstaterer han tørt.

Ægte grønlænder

Grønlands toppolitikere bliver typisk indbudt til indvielser, men Palle Christiansen er ikke en typisk grønlandsk politiker. Palle Christiansen er, ja — tit alene. I hvert fald i den politiske verden. Men det er hans drivkraft.

»Er der noget, jeg elsker, så er det at svømme imod strømmen,« som han siger.

Den tandlægeuddannede uddannelsesminister fra det socialliberale parti, Demokraterne, har for længst accepteret, at han ikke både kan konfrontere Grønlands problemstillinger og modtage varme invitationer.

»Grønland er en total provinsby på det område,« konstaterer han.

Palle Christiansen er halvt grønlandsk, halvt dansk og født i Tåstrup. Da han kom i skolealderen, flyttede han med sin danske far og grønlandske mor til Nuuk og et år senere til morens hjemby, Sisimiut. Folkeskoleårene blev herefter et skift mellem den grønlandske skole og en skole i Albertslund, da faren undervejs skiftede job. Senere tog Palle Christianden sin gymnasieuddannelse i Allerød.

Under skoletiden i Danmark oplevede han, at det grønlandske samfund lå fjernt i mange danskeres bevidsthed.

Mange betragtede alle grønlændere som de fordrukne i gadebilledet uden job eller uddannelse, men i Grønland oplevede Palle Christiansen, at det var hans danske islæt, der problematiserede ting, særligt i den grønlandske folkeskole, der dengang var delt op i grønlandsk- og dansksprogede klasser.

»Vi havde en grønlandsk lærer, der i første time sagde: ’Jeg er så blevet påduttet at lære jer grønlandsk, selv om I aldrig nogen sinde vil bruge det. I rejser alligevel bare hjem’,« fortæller Palle Christiansen.

»Samtlige elever i den klasse bor i Grønland i dag.«

I hjemmet i Sisimiut var der til gengæld rum til forskellighed og højt til loftet, men også en devise om, at talent forpligter. Ingen ting bliver til ved tilbagelænethed — eller ud fra folks stempling. For eksempel om sproget. Palle Christiansen taler ikke grønlandsk i dag — lige som en stadig større del af befolkningen i Grønland. Alligevel har sagen været et yndet emne både i medierne og blandt politiske modstandere, men for hovedpersonen er det »overhovedet ikke et ’issue’«.

»Folk må tale kinesisk eller dansk. Jeg er komplet ligeglad. Jeg vil bare væk fra tankegangen om, at sproget sætter prædikatet frem for det, du egentlig kan og vil,« siger Palle Christiansen.

Folk nær ministeren understreger, at han dog er stor fan af landets natur og gerne fremhæver øens storsind. Men han er ikke nationalromantiker. Folk må lære at forstå, at Grønland skal handle rationelt og stoppe nationalhykleriet.

Et skandalested

Lyset falder blødt på de hvide vægge i Selvstyrets Departement for Uddannelse og Nordiske Anliggender. Abstrakte malerier ligger på et rullebord, efter kontoret i efteråret flyttede i nye lokaler. Hverken her eller i det tidligere kontor er der leflen for traditionel grønlandskunst i ben eller sælskind.

Palle Christiansens kalender er booket med møder i den politiske samling i Inatsisartut - Grønlands parlament. Et tysk parlamentsmedlem på orienteringsrejse i Nordatlanten har anmodet om et møde. Palle Christiansen har indvilget. Han vil hellere end gerne nuancere billedet af Grønland.

Let forpustet træder en høj, bredskuldret, ældre herre og hans kvindelige ledsager ind ad døren til departementet. Manden hilser straks på Palle Christiansen og undskylder forsinkelsen med en forklaring om, at taxichaufføren kun talte et begrænset engelsk. Palle Christiansen slår venligt forsinkelsen hen. Skønt han er mindst et hoved mindre end sin gæst, syner Palle Christiansen selvsikkert næsten lige så høj.

Han takker som det første to-mands-delegationen for at komme til Grønland «i stedet for bare at læse om landet«.

»Grønland bliver tit præsenteret som et skandale-sted, men nu kan I se, at det også er et civiliseret samfund,« siger Palle Christiansen.

De samme overskrifter

Med overskrifter i den grønlandske presse som ’Prioriter vores fiskere’. ’Magteliten rager til sig’. ’Vores sprog bliver tilsidesat’ var det ikke lige frem nyheder, der fik Palle Christiansen og kæresten Ulla til at rejse tilbage til Grønland i 2001. Han havde hørt, at tingene gik lidt i tomgang. Men som nyuddannet tandlæge og nybagte forældre, besluttede familien at flytte til Nuuk. Året efter flyttede de videre til Sisimiut, hvor Palle Christiansen startede egen praksis. Parret var enige om, at deres børn skulle opleve det land, som både Palle Christiansen og Ulla, der også er halvt grønlandsk, har i blodet. Samtidig følte parret et ansvar: De ville give Grønland noget tilbage i form af deres uddannelser.

»Det ville plage mig resten af livet, hvis jeg ikke kom tilbage,« siger Palle Christiansen.

Men udviklingen i Grønland var gået langsommere, end de havde forventet. Mens overskrifterne i Palle Christiansens liv havde ændret sig, var det ikke tilfældet i hjemlandet.

»Det var, som om jeg havde trykket på pauseknappen, da jeg rejste og tændte på play, da jeg kom tilbage. Det var det samme, man snakkede om. De samme debatter med de samme mennesker,« husker Palle Christiansen.

Men én overskrift var ny, da Palle Christiansen kom tilbage: Grønlandsk var blevet opprioriteret i skoler og det offentlige rum som et led i en ’grønlandisering’. Et tiltag, der handlede om generelt at definere og beskytte grønlandske kendetegn. I Palle Christiansens øjne isolerede det øen, mere end den profilerede Grønland for omverdenen. Flere bemærkninger, blandt andet i Palle Christiansens tandlægepraksis, hvor en patient forlangte at blive tiltalt på grønlandsk, fik ham til at tænke: ’noget skal rettes op’.

»Hvor er det, vi er på vej hen,« tænkte jeg. Der sidder to landsmænd; den ene kan ikke forstå den anden. Det er et problem! Jeg vil have, at mine børn skal vokse op med tolerance og som globale grønlændere.«

Palle på forsiden

Overskrifterne var måske ensartede tidligere, men Palle Christiansen har om nogen ryddet forsider, siden han i 2003 blev valgt som landspolitiker for Demokraterne. Et parti, han tog initiativ til at starte med blandt andet uddannelse og erhverv som mærkesager. Efter valget i 2009 blev Palle Christiansen finansminister i Naalakkersuisut - Selvstyrets første regering. En post lige efter Palle Christiansens hoved. Landskassen skulle reddes efter år med underskud, og finanserne krævede rationelle beslutninger. Beslutninger som at fjerne tax-free-salg af alkohol i lufthavne skabte overskrifter — det samme gjorde et forslag om at lukke alle bygder under 100 mennesker for at spare på udgifterne til opretholdelsen af de dyre ydredistrikter.

I foråret 2011 ryddede Palle Christiansen alle forsider, da Departement for Finanser indgik en aftale med Air Iceland A/S om at købe flybilletter til Selvstyrets ansatte ved tjenesterejser. Aftalen var et alternativ til en dyrere købsaftale med Air Greenland A/S. Økonomien blev prioriteret over en grønlandsk arbejdsplads, som Selvstyret tilmed er mindretalsaktionær i. »Palle på grænsen til magtmisbrug«, stod der på forsiderne.

Palle Christiansen var ugrønlandsk og fræk. Aftalen blev fastholdt, men endte i en politisk rokade, hvor Palle Christiansen i stedet fik ansvaret for uddannelsesområdet. Medierne frydede sig, men her var Palle Christiansens plan også klar: Grønland skal have et højere ambitionsniveau på uddannelser.

Den gode skole

Den tyske politiker, der er på besøg, kender ikke meget til Grønlands uddannelsessystem. Det indrømmer han ved mødets start. Men han ved, at EU i 2009 støttede Grønland med cirka 26 millioner euros — cirka 200 millioner kroner — i en uddannelsesaftale.

Palle Christiansen fortæller om den grønlandske folkeskole, der blev reformeret i 2003, og at den ny model Atuarfitsialak — Den Gode Skole — har styrket indsatsen især over for svage elever. Men befolkningen bor spredt. Der mangler 6-700 lærere på landsplan, og det er ekstra svært at få lærere til yderdistrikterne. Palle Christiansen ønsker at satse mere på fjernundervisning og sende bygdeelever til større byskoler i 7. klasse. Eventuelt hvor familien flytter med på skolehjem. Men forslaget er blevet kritiseret. Man kan ikke sende så unge børn væk hjemmefra. Samtidig rammer forslaget ned i et gammelt, ømt sår om tømning af bygder.

»Det er en emotionel debat, der nogle gange overser facts,« siger han.

Light-uddannelser slut

Ambitionen om at højne uddannelserne i Grønland forsøger Palle Christiansen nu at rulle ud. Han valgte i sin tid selv at tage på Allerød Gymnasium, fordi han frygtede, at et udenlandsk universitet ikke ville optage én fra et lille, ukendt ø-gymnasium.

I Palle Christiansens optik har Grønland for længst snydt sine unge ved at lette uddannelsesniveauet, så det treårige gymnasium for eksempel svarede til en dansk toårig HF. Grønlandske unge har været undskyldt af især dårlige folkeskoler.

»Man har gjort grønlandske uddannelser til ’light’-uddannelser på grund af de særlige grønlandske forhold. Hvorfor tror man, at unge i Grønland ikke er i stand til at løfte de samme opgaver som i Danmark? Hvis de ikke kan, må vi sørge for, at de kommer til det!« siger Palle Christiansen.

En gymnasiereform blev derfor vedtaget i det forgangne efterår. Derudover er der tale om at indføre nationale tests i folkeskolen for at forberede eleverne til videre studier. Men kritikken fra især Grønlands Lærerforening, IMAK, lyder, at Palle Christiansen leger bedrevidende. Han kritiserer lærerne uberettiget og overser de svageste elever.

Samtidig har Palle Christiansen og konen valgt ikke at sende deres børn i ’den gode skole’. Til forargelse hos mange. Parrets to ældste går på Nuuks Internationale Friskole, hvor kravet til eleverne er markant højere.

»Bare fordi man er minister, må man ikke give sine børn en bedre uddannelse? Friskolen er ikke et fravalg af folkeskolen. Det er et tilvalg,« argumenterer Palle Christiansen.

Stedet for højere viden

»I har et universitet, har jeg hørt. Hvad kan man blive der? Er der masteruddannelser,« spørger den tyske politiker interesseret.

Palle Christiansen fortæller om Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet i Nuuk — eller ’Stedet for højere viden’. Om bachelor- og kandidatniveau og enkelte ph.d.-projekter. Han lister andre uddannelsessteder op: Politiskolen, Lærerseminariet og den nye Råstofskole i Sisimiut, foruden antallet af studiepladser i Danmark, som er forbeholdt grønlandske unge.

»Men vi har dog aldrig prøvet at have for mange ansøgere til pladserne i Danmark,« erkender han.

Presset på grønlandske ungdoms- og videregående uddannelse er til gengæld stort. Det er positivt, men også et flaskehalsproblem, for der mangler praktikpladser og kollegieboliger i et land, hvor der ikke er kultur for at pendle. I efteråret har Selvstyret afsat penge til byggeri af 180 kollegielejligheder. Uddannelsessystemet skal passes til, så nogle uddannelser kan startes i Danmark og afsluttes i Grønland eller omvendt. Grønland har brug for, at de unge vender hjem efter studietiden.

»Har I arbejdsløshed blandt akademikere,« spørger gæsten.

»Ikke en eneste,« svarer Palle Christiansen.

Selvstyret og kommunerne ansætter de fleste med en akademisk uddannelse. Gæsten er overrasket. Arbejdsløsheden i Tyskland er kolossal. Men forbavselsen bliver endnu større, da han hører, at Palle Christiansen er uddannet tandlæge og har taget efteruddannelse i Tyskland.

»Hvorfor blev du politiker? I Tyskland tjener tandlæger meget!« lyder det over bordet.

Udtjent værnepligt

Politiske kolleger og venner beskriver Palle Christiansen som varm, ærlig og stærkt dedikeret i sit arbejdet, men som til gengæld ikke ser nogen grund til at please etablerede holdninger for at blive populær - eller blive inviteret med til første skoledag.

Egentlig kender Palle Christiansen ikke årsagen til, at han ikke blev indbudt til skolestart på Atuarfik Hans Lynge — eller den officielle åbning af den ny skole. Han ved bare, at han ikke bliver gammel i Grønland. Stopper Palle Christiansens politiske karriere i morgen, føler han, at han allerede har givet det, han trådte til for.

»Jeg har ind til nu aftjent min værnepligt med hensyn til at prøve at give noget igen og gøre en forskel.«

For der er brug for tandlæger andre steder i verden. Eller måske en som Palle Christiansen i det internationale erhvervsliv. Grønland er et isoleret sted at blive gammel, og børnene bør også se, at der også er noget uden for øen.

Grønland er — måske — for lille til Palle Christiansen.

Serie

Seneste artikler

  • Det er slut med at lukke øjnene

    18. januar 2012
    Grønland kan ikke længere negligere sine sociale problemer. Det mener landets finans-minister, Maliina Abelsen, der voksede op med en alkoholikerfar. Men pengene til at forbedre de sociale forhold er få, og problemerne mange
  • Valget 2009 forvandlede selvstyrets politik

    16. januar 2012
    To et halvt år med selvstyre har ændret Grønland. Den ny regering er langt mere villig til at træffe upopulære beslutninger, men den pragmatiske stil har også konsekvenser
  • Grønlands nødvendige stemme

    16. januar 2012
    Verdens største ø skal være åben for omverdenen og samtidig inddrage befolkningen i udviklingen. I 2009 blev Kuupik Kleist valgt til selvstyrets første formand ved en jordskredssejr. Han kræver opgør med grønlandsk nationalisme og bliver kritiseret for at være mere ude i verden end hjemme. Men hvorfor skal jeg rejse rundt og give gaver, som ikke står på finansloven, spørger han
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Lund-Andersen

Heller ikke Helle Nørrelund Sørensens anden portrætartikel om Grønlands siddende koalitionsregering tegner et ærligt billede af den portræterede politiker - i dette tilfælde Palle Christiansen.

Fakta er at den selverklæret provokerende politiker tager sine udgangspunkter i udokumenterede myter og antagelser som ophavsmanden aldrig besværer sig med at føre bevis for. Og disse skamrides derefter i forfølgelsen af liberalistiske løsningsmodeller hvis effekt heller ikke hverken sandsynliggøres eller forklares substantielt.

Når man ønsker at portrættere politikere må det vel være på sin plads at forholde sig til deres politik relateret til den virkelighed som denne politik skal udspille sig i - eller måske endda som politikeren har magt til at gennemtrumfe sin politik over!

Der er synd at Informations oprigtige ønske om at tegne et mere fyldestgørende billede af den grønlandske virkelighed anno 2012 bliver overladt endnu et overfladisk portræt af udvalgte politikere.

Med venlig hilsen

Pær Køie Kofod

Udsyn er vigtigt. Det samme er indsigt.

Kontakt evt. Knud Seblon. For en mere jordnær analyse. Af den faktuelle situation.

I det hele taget. Så har Grønland De "samme" uddannelsesmæssige/beskæftigelsesmæssige
" mindreværdskomplekser". Som andre danske Udkantsregioner.

Adoption af et uddannelsessystem. Der undsiger selvstændig tænkning/handling.
Visonær lokal HR (Human ressources) udvikling!
En åbensindet "Mesterlære" orientering ville hjælpe på det Beskæftigelsesmæssige/Uddannelsesmæssige.
Innovation branchemæssigt. Reduktion af afhængige parametre.

Hvorfor eksportere sit "Guld". Sine ressourcer!?

Når potentialet kan opdyrkes optimalt. På hjemmefronten.

Ved at benytte viden, erfaringer og informationer. Der findes i Grønland.(Hentet "hjem".)

Grønlandsk kultur har styrker som den vestlige verden. Civilation endnu ikke forstået.

Autonom team-orientering.

En forståelse af det lille i det store. Og det store i det små.

Felix Zelda Xavier

Hvis det ikke er nødvendigt for Grønland, at indbyggerne taler Grønlandsk, hvorfor er det så nødvendigt, at vi taler dansk i Danmark? Engelsk er jo et meget mere brugbart sprog, og indvandere og flygtninge vil blive fri for at radbrække det danske sprog.

Søren Kristensen

I sommer tog jeg en ung norsk blaffer op som insisterede på at tale engelsk, fordi han var træt af at misforstå og blive misforstået. Lidt ærgerligt, for jeg synes det er mægtig moro at "tale" norsk! I Danmark er det strengt taget heller ikke nødvendigt at vi taler dansk altid, men siden de fleste gør det er det selvfølgelig meget praktisk og logisk. I Grønland er sprogforvirringen lidt større, fordi andelen af udlændinge er forholdsvis stor og det er meget praktisk at kunne tre sprog: dansk, engelsk og grønlandsk. Men i fremtiden kan det meget vel være "globaliseringen" af Grønland vil gøre engelsk mere interessant end dansk og hvem ved på sigt, måske også mere interessant end grønlandsk - når der skal laves penge. Når der skal hygges og knyttes bånd er det selvfølgelig en anden sag. Grønlænderne har således et stort pensum, når det kommer til sprog og man må bare håbe at de tager det som en udfordring. De tager det i hvert fald pænt.