Læsetid 3 min.

Hvem kan vi stille krav til?

Det kan være svært at vide, om man er blevet udsat for vold. Det er meget almindeligt at slå det hen, bagatellisere situationen eller endda, hvis man har indset, hvor meget man har gået igennem, at påtage sig skylden for det. Og som man siger: Der er jo altid nogen, der har det værre
18. januar 2012

To måneder hvert halve år går størstedelen af min omgangskreds i koma. Venner forsvinder, som var de faldet i et sort hul. Folk glider ud af kontakt. For mange af os er bogstaveligt talt hele vores vågne tid fyldt med én ting. Vi indser, at man lige så godt kan gå i eksil, fordi vi har mistet evnen til at tale med hinanden om andet.

Denne vinters eksamensperiode fik mig for alvor til at tænke. Og mærke hvordan jeg ikke længere kan holde det ud.

Folk, der ryger flere smøger under opgaveskrivning for at dæmpe deres angst, har vi vænnet os til. Jeg er selv en af dem. Jeg har også vænnet mig til, at en af mine bekendte altid kaster op, før han skal ind til eksamen. En af mine venner bliver så stresset under eksamensperioden, at han ikke kan spise. Hans sambo tager hen til læsesalen og prøver at fodre ham. Han taber 10 kg i løbet af eksamensperioden, og man siger til ham: »bare hold ud, det er snart overstået«.

Måske vækker disse eksempler genklang hos dig. Hvis ikke, så lad bare være med at læse videre. Dette er ikke et debatindlæg. Det er en flaskepost, sendt ud i et ønske om nå jer andre, der også kan mærke noget af det, jeg kan mærke.

Bedøve, knokle, skam

En ven har i flere år været ude af stand til at studere og arbejde på grund af en række symptomer, som lægerne ikke har kunnet helbrede. I vinter rejste hun væk for første gang i lang tid. Til konsultationen derefter forklarede hun sin læge, hvordan det havde lindret symptomerne, men at de var vendt tilbage, da hun kom hjem. Efter lidt betænkningstid stillede lægen en lidt uortodoks diagnose:

»Det er helt tydeligt, at du føler dig svigtet af samfundet. Og det er et problem.«

Men i hendes problematiske forhold med samfundet kan kun den ene part behandles. Hun skulle give slip på sin følelse af svigt. Så ville symptomerne gå væk.

I dag kan ingen være sikre på at have et job. De, der har et, knokler hele tiden, og de, der ikke har, knokler for at få et. Er vi så heldige at få løn for vores arbejde, føler vi enorm taknemmelighed. Som om vi stod i evig gæld til markedet. En af mine venner arbejder 70 timer i en deltidsstilling, og da han tog en uge fri, følte han, at han snød sin arbejdsplads.

Hver dag bedøver vi os konstant med kaffe eller smøger, og alkohol i slutningen af ugen; vi ser dårlige film og tv-serier på fast forward, når vi kommer hjem fra vores studie eller job for at ’slå hjernen fra’; vi har tics, fordi vi ikke ved, hvordan vi skal føle det, vores krop er fyldt af. Alle omkring mig går i terapi (alle dem, der har råd), og lige så mange er på antidepressiva. Voksne har altid beklaget sig over ungdommen, over at de ikke gider at arbejde og indordne sig. Men vores forældre var de første, der i stor skala ordinerede piller og medicin til deres børn mod det.

Vi ofrer vores barndom i skolen for at vinde en uddannelse; vi ofrer vores ungdom for at vinde en fremtid på arbejdsmarkedet; vi ofrer os i arbejdet for at vinde en folkepension, der med garanti er blevet skåret væk, hvis jeg formår at udsætte mit liv så længe.

Find dig ikke i det

Vi er blevet så vant til at holde ud, at det er blevet en næsten hjemlig følelse. Vold kan være lige så tryg, som den kan være genkendelig. Så længe man fortsætter med at håndtere den.

At begynde at stritte imod handler ikke om at have nået en grænse. Det handler om, som for min veninde, at mærke efter, hvor voldsomt presset allerede er og tage den følelse alvorligt. Og så dele det med andre.

I Kairo, Athen og Brighton er det de desillusionerede unge, der mest energisk deltager i kampene. Man beskylder dem for ikke at have nogen krav. Hvem skulle de stille dem til? De er udmærket klar over, at hverken politikere eller erhvervslivet kan give dem det, de behøver.

 

Malte Max Roed Lundén er psykologistuderende på Københavns Universitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Niels-Holger Nielsen
Niels-Holger Nielsen

Flaskepost modtaget.

Flaskepost afsendt:
Kvit illusionerne og slå jer sammen med ligesindede: Bliv revolutionære. Det er den eneste vej ud, men den er ikke for klynkere.

Brugerbillede for Anne Marie Pedersen
Anne Marie Pedersen

Ja, men problemet er indoktrinering i, at alle er frie til at gribe alle muligheder og de ulykkelige bare ikke har gidet gribe appelsinen. Den forestilling sidder dybt i vores samfund, som en religiøs barnelærdom, der ikke bare kan kastes bort, men lurer under overfladen som en skam der nager såsnart sindet har et stille øjeblik.

Brugerbillede for Jesper Wendt

Niels-Holger, den tror jeg Cameron 'skyder' ned, ret hurtigt. En konventionel revolution er ikke realistisk, digitalt kan der være et spinkelt håb.

Tyranniet fortsætter så længe middelklassen lader sig bestikke.

Lad os antage det lykkedes med en konventionel revolution midt i det mørkeblå europa, så står vi måske med fjender der før var venner.

Bare se ungarn, der er kun tale om grundlovsændringer.(for eller imod er irrelevant.)

Brugerbillede for Anne Marie Jensen
Anne Marie Jensen

Kære Malte.

Uden flaskepost-metaforer og sensimentalitet:

Det er ikke dig - det er mig/os/samfundet. Gå ud og omgør det, samfundet. Det lyder på mig som om, du har gennemskuet hvor skoen trykker. Det er din generation, der skal gøre det. Det er din/jeres revolution. Som Niels-Holger Nielsen skriver: bliv revolutionære. Og gør også dét bedre end os andre. Hav hjertet og hovedet med i det og skid på alt det andet, der kræver antideprisiva. Det er kun for en tid. Det er jeres ungdom til gengæld.

Held og lykke.

Brugerbillede for Ursula Nielsen
Ursula Nielsen

Modtaget:-)

Og Malte: Jeg kan betro dig at det ikke står bedre til hos de midaldrende omkring de 50! Når jeg ser mig omkring, så er ufatteligt mange på piller, og dem der ikke er sværger til positv tænkning etc. Nogen gange er det som om, jeg er ankommet til en fest hvor alle de andre har røget Hash. ( Dem der har prøvet det ved at det ikke er særlig sjovt)

Brugerbillede for Ursula Nielsen
Ursula Nielsen

"Anne Marie Pedersen siger:
Ja, men problemet er indoktrinering i, at alle er frie til at gribe alle muligheder og de ulykkelige bare ikke har gidet gribe appelsinen. Den forestilling sidder dybt i vores samfund, som en religiøs barnelærdom, der ikke bare kan kastes bort, men lurer under overfladen som en skam der nager såsnart sindet har et stille øjeblik."

Er det ikke på tide at skrotte doktrinen om at alle kan blive det de vil - kan skabe sig det liv de vil - med hårdt arbejde? Måske har vi alle potientialer - men langt fra alle kan udnytte dem - uden store konsekvenser for helbred og psyke, ( og moralsk og etisk sjælefred).

Jeg kender flere og flere der leaner deres liv. Prioriterer og skemalægger. Og helt ærligt - jeg er træt af at blive prioriteret. Det giver mig præstationsangst at blive prioriteret.

Hm... Jeg vil prioritere tilfældighederne. Livet har lært mig, at lige meget hvor meget jeg priorierer, sætter mål, planlægger og tænker positivt - så dumper kriserne ned fra himlen og kræver damagecontrol.

Brugerbillede for Erika Grann

Hvis man ønsker gennemgribende forandringer blandt "politikere eller erhvervslivet" så kræver det at man enten:

Gør sig fuldstændig fri af den indflydelse de måtte have i ens liv.

Melder sig i blandt dem og aktivt laver om indefra.

Førstnævnte kan være svært i et samfund som det moderne danske. Jeg kender flere tidligere studiekammerater der havde symptomer som dem du beskriver, men som idag har taget konsekvensen og bor i fællesskaber enten i Danmark eller andre steder i verden hvor de definerer deres egen lykke, identitet og formål med livet. De har så at sige opgivet politikere og har ikke brug for virksomhederne, de kan godt finde mål og mening selv og kan også selv bestemme hvilke produkter de vil forbruge (få, de er ofte meget selvforsynende).

Andet punkt kræver at bruge sin tid anderledes. Nogen gange er det rigtigt man tilhører en stor gruppe der har ensartede oplevelser og dette faktum kan med stor mulighed udnyttes politisk. Mulighederne for at give sig selv til kende idag er både større og billigere end nogensinde før i historien, men at skabe et sammenhængende netværk vil naturligvis tage tid. Det kan dog lade sig gøre, OWS er et eksempel, men et nyt politisk parti er også en mulighed hvis ingen taler ens sag.

Grunden til det er vigtigt at nævne sidstnævnte er, at ønsker man vidtrækkende legale konsekvenser, ændringer af samfundets regler, så kræver det enten man river det eksisterende samfund ned og starter forfra eller man engagerer sig i samfundets øverste mekanismer.

Jeg er selv af den opfattelse og holdning at Danmark i vid udstrækning agerer på den internationale scene ud fra motiver dikteret fra diverse eksterne aktører, men sådan behøver det ikke være. Vi er medlem af EU, men det behøver vi ikke være. Vi har et Forsvar fordi det kræver NATO, men vi behøver ikke være medlem af NATO. Vi har en Grundlov, ja, men den kan laves om.

Det eneste du ikke kan lave om (med andet end voldelige midler) er at Danmark er et demokrati. Hvilket er din oplagte mulighed! Held og lykke med eksamen, livet og lykken.

Brugerbillede for Anonym

Du er ikke alene Malte, og som Ursula, så rigtigt påpeger er den også gal hos os omkring de 50.

Talte med en gruppe mænd omkring de 50 i går og ret enstemmigt lød det;" Det virker ikke", flere af dem havde haft virksomheder og var blevet slidt op, et par stykker var gået helt ned og klarede sig kun ved hjælp af lykkepiller.

Og hvad terapien angår, så er der også behandler der smider håndklædet i ringen og siger "opgven er umulig" "vi behandler på raske menesker som bliver syge af samfundet og når de igen træder ud i samfundet bliver de igen syge, det tjener vi penge på og betaler skat til en samfundsstruktur som gør raske syge, det er uetisk".

Så du er på ingen måde alene og der er rigtig mange der deler dit synspunkt.

Brugerbillede for Esben Maaløe
Esben Maaløe

Samtidig ku' det altså godt være lidt fedt hvis i så lige tog og blev lidt hurtigere færdige! Så sparer vi nemlig en masse penge, og det er jo stadig visdom på tinge at bare man har en universitetsuddannelse så er lykken gjort. Og der behøver man altså ikke smålig skelen til hverken uddannelseskvalitet eller det jobmarked i skal ud til ..

Øv for pokker, studenter, pensionister, arbejdsløse, sindslidende - bare de dog ku' tage sig sammen så ærlige bankfolk, konkursryttere, advokater og driftige investorer ku' arbejde i fred og have deres surt tjente penge for sig selv ...