Læsetid 5 min.

Lille Claus skulle tage alt tøjet af, sagde plejefar

Jeg har haft fantasier om, hvordan jeg kunne tage hævn over min plejefar, hvis jeg mødte ham igen, siger 42-årige Claus Niebuhr, der har været anbragt, siden han var seks år
Claus Niebuhr er en af de mange anbragte børn, der som voksen nu står frem med beretninger om ydmygelser og overgreb. Han fortæller, at alle de pædagoger, han har været udsat for igennem sin opvækst, har været magtliderlige, og at det har stået højst på deres dagsorden at vise, at det var dem, der bestemte

Claus Niebuhr er en af de mange anbragte børn, der som voksen nu står frem med beretninger om ydmygelser og overgreb. Han fortæller, at alle de pædagoger, han har været udsat for igennem sin opvækst, har været magtliderlige, og at det har stået højst på deres dagsorden at vise, at det var dem, der bestemte

Jakob Dall
9. januar 2012

»Jeg er resultatet af en voldtægt. Den blev aldrig meldt til politiet, men jeg ved, hvem min far er,« siger 42-årige Claus Niebuhr og lægger sine tatoverede hænder fladt på bordet foran sig. På fingrene står der ’hard core’, og hard core lyder også hans beretning om en opvækst som anbragt, fra han var seks, til han var 12.

Claus Niebuhr er en af de mange anbragte børn, der som voksen nu står frem med beretninger om ydmygelser og overgreb.

I modsætning til regeringerne i Sverige og Norge ønsker den danske regering ikke at undskylde det svigt, som de anbragte børn har været udsat for på børnehjem eller i familiepleje.

Senest har socialminister Karen Hækkerup (S) sagt nej til at mødes med foreningen Godhavnsdrengene. Dermed følger den nye regering i samme spor som VK-regeringen, hvis socialminister Benedikte Kiær nægtede at sige undskyld, da en rapport i sommer dokumenterede, hvor udbredt ydmygelser, vanrøgt og overgreb har været helt op i nyere tid.

I de allerførste år voksede Claus Niebuhr op hos sin morfar og mormor i Hillerød, mens hans mor havde arbejde på et hospitalsvaskeri og senere en plastfabrik. Moren blev senere gift igen, og Claus fik sit efternavn efter sin stedfar.

»Da jeg var seks år, kom jeg på børnehjem. En aften sagde min mor, at kommunen nu ville fjerne mig. Forklaringen var, at jeg led overlast, men sådan følte jeg det ikke selv,« fortæller han.

Claus Niebuhr kom først på et børnehjem for drenge. Det var Villa Heise i Allerød. Nogle måneder senere blev han flyttet til en større institution, Harløse, nær ved Hillerød.

»Jeg husker, jeg prøvede at flygte og tage hjem til min mor. Så ringede de fra skolen og sagde til hende, at hun ikke måtte lukke op, når jeg ringede på døren,« siger Claus Niebuhr, der også husker, at han efter at være blevet kørt tilbage til Harløse blev låst inde med besked om at skrive 10 sider fra Bibelen af, før kom han ikke ud.

Han husker personalet på Harløse som »rimelig håndfaste«, selv om de ikke fik tæv: »Vi blev tit fysisk holdt fast af pædagogerne,« som han siger.

Efter Harløse blev Claus Niebuhr anbragt i familiepleje i Kulhuse. Plejefaren i familien var ansat som socialpædagog på den sikrede ungdomsinstitution Sølager, som ligger tæt på Hundested. Men Claus Niebuhr oplevede ikke meget pædagogik i de år, han var plejeanbragt i familien.

»Plejefar var virkeligt et svin. De havde nogle store hunde, som fik lov til at skide indendørs på gulvet, og det blev jeg tvunget til at tørre op. Hver dag når jeg kom hjem fra skole,« husker han.

En stortudende dreng

Det værste var dog en aften, hvor plejefaren var alene hjemme i huset sammen med Claus. Plejefaren forlangte, at den 10-årige dreng skulle tage alt sit tøj af og gå ud på badeværelset.

»Han ville lære mig, sagde han, hvordan man vaskede sig på pikken. Jeg skulle altså tage alt mit tøj af. Og han tog også selv alt sit tøj af, og så stod vi der alene på badeværelset,« fortæller Claus Niebuhr og går i stå i sin fortælling.

Han kan ikke huske, om plejefaren låste døren — i det hele taget kan han ikke huske særlig meget fra den aften. Men han kan godt huske, hvordan han stortudede, og at han var ræd og bange for plejefaren.

»Og så kan jeg ikke huske mere, men det var første gang, at der var noget seksuelt,« som han siger.

Claus Niebuhr husker, hvordan han en aften opdagede, at der var brand i familiens villa: »Der kom røg op mellem gulvbrædderne, og jeg husker, at brandvæsnet kom. Men som straf for, at jeg havde fortalt en kammerat, at det var mig, der opdagede branden, blev jeg låst inde og fik stuearrest. Så stak jeg af og gemte mig i en lade, og jeg husker, at plejefaren kom cyklende forbi uden at finde mig.«

Plejefaren var ifølge Claus Niebuhr nærig og fulgte nøje det lommepengecirkulære, som Frederiksborg Amt havde udarbejdet for anbragte børn på institutioner. Hver uge fik Claus Niebuhr derfor udbetalt 17,65 kroner af plejefaren.

»De fik kassen for at have en som mig anbragt, og så misrøgter de en,« siger han.

»Plejefar gjorde forskel på sin egen søn og mig. Hans egen søn fik alt, hvad han pegede på, men jeg skulle nøjes med de sølle lommepenge. Jeg kan også huske, at familien havde fået penge fra amtet til at købe en cykel og en madras til mig. Det var noget af det eneste, som jeg selv ejede, men da jeg blev flyttet fra familien, ville de beholde både cykel og madras.«

Efter nogle år skulle plejefaren skilles fra sin kone, og derfor blev Claus Niebuhr flyttet til Jens Olsensskolen i Nivå, som var en kæmpeinstitution med masser af anbragte drenge.

»Plejefaren holdt også op med at arbejde på Sølager. Det ved jeg, for da jeg selv nogle år senere kom på Sølager, arbejdede han ikke der længere.«

Det er begrænset, hvad Claus Niebuhr overhovedet kan huske fra Nivå. Han erindrer dog en episode, hvor en af de voksne pudsede sin schæferhund på ham, så den bed ham i armen, fordi Claus nægtede at gå ind på sit værelse.

Han husker også, at drengene fysisk blev tvunget til at se TV-Avisen hver aften.

Det interesserede Claus Niebuhr sig ikke for. Han havde andre interesser. Eller som han selv siger:

»Jeg var måske ikke kriminel, da jeg blev anbragt på Jens Olsensskolen, men det blev jeg.«

På gaden som 12-årig

Allerede da Claus Niebuhr var anbragt på Villa Heise som seksårig, var han startet med smårapserier. Det tog for alvor fart på Jens Olsensskolen, hvor Claus Niebuhr snart blev engageret i knallert- og biltyverier foruden indbrud i nordsjællandske villaer og butikker.

Som 12-årig flygtede Claus Niebuhr fra Jens Olsensskolen. Han tog til København og boede på gaden. Hjem til sin mor og stedfar ville han i hvert fald ikke. Som 14-årig fixede han for første amfetamin og tog stesolider.

»Siden er det gået slag i slag. De næste mange år var fyldt med fængselsophold, vold, stoffer og kriminalitet.«

I Ungdomshuset på Jagtvej fandt Claus Niebuhr om ikke et hjem, så dog et tilhørssted.

»Det var pisseheldigt for mig, at Ungdomshuset var der, for jeg kunne lige så godt være endt som grønjakke. Som teenager er man jo meget søgende efter en mening med det hele. Dengang holdt jeg sammen med to andre drenge, der var i samme situation som mig. Den ene af dem er død af junk, og den anden er helt opløst af sprut,« siger Claus Niebuhr.

»Jeg kan ikke vide, hvordan mit liv havde formet sig, hvis jeg ikke var blevet anbragt som lille. Men alle de pædagoger, som jeg har været udsat for, har været magtliderlige. Det har stået højst på deres dagsorden at vise, at det var dem, der bestemte, og at jeg ikke kunne bestemme noget som helst.«

— Hvad skulle de voksne have gjort i stedet?

»De skulle ikke have brugt fysisk vold. Børn er ikke lavet af træ, så fysisk vold er det dummeste, man kan anvende, for det gør bare drenge trodsige. Jeg ved fra mig selv, hvordan man bliver fyldt med iskold foragt, og så er man endnu mere genstridig næste gang. Det bliver skruen uden ende,« siger Claus Niebuhr.

Som voksen fik han en tid etableret sig med eget gulvfirma, men han måtte sælge firmaet, fordi han blev påkørt bagfra og fik smadret ryggen. Siden 1999 har han været totalt sprut- og stoffri, og i dag drikker han ikke noget stærkere end juice eller saft.

»Før var jeg konstant på sprut og kokain. I dag kan jeg slet ikke huske, hvor jeg fik alle pengene til det misbrug fra.«

— Er du bitter?

»Jeg ved ikke, hvad der ellers kunne være sket i mit liv. Jeg har haft fantasier om, hvordan jeg kunne tage hævn over min plejefar, hvis jeg mødte ham en dag. Hvad skal jeg sige …? Til trods for alt det lort, jeg har været igennem, så er jeg stadig i live. Det er egentligt meget imponerende.«

De anbragte børn

I maj udkom Godhavnsrapporten, som er en granskning af en række klager over overgreb og medicinske forsøg med udgangspunkt i Godhavn Drenge og Lærlingehjem i Nordsjælland samt 18 andre børnehjem i perioden 1945-76. Skorpeskolen er ikke medtaget. I alt 99 personer er interviewet til undersøgelsen, som er den første af sin slags i Danmark.

Dermed er der sat punktum for den uværdige behandling af anbragte børn i fortiden, mener socialminister Benedikte Kiær (K), der har afvist at undskylde overgrebene.

Seneste artikler

  • Skorpeskole-elever blev aldrig spurgt om overgreb

    11. januar 2012
    Rygter om seksuelle overgreb mod elever på Det Kgl. Opfostringshus blev i slutningen af 1970’erne undersøgt af en kontorchef fra Københavns Kommune, der var medlem af skolens bestyrelse. Han valgte ikke at spørge eleverne. Det undrer i dag Claus Due, en af de børn der blev udsat for krænkelser
  • 'Hele mit liv er bygget op med skyld og skam'

    25. oktober 2011
    65-årige Erling Betnass har været anbragt på så mange forskellige drengehjem, at han i dag ikke kan huske dem alle. Et bestemt sted kan han dog godt huske ...
  • Giver du en kop kaffe, minister?

    17. oktober 2011
    Socialminister Karen Hækkerup opfordres nu til at beskæftige sig med de talrige overgreb, som anbragte børn har været udsat for
Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Mareine Saberudo
Mareine Saberudo

Ja, hvordan knække en dræng. tak Niebuhr, for at du fortalte din historie, og tak til ungdomshuset på Jagtvej 69, der reddede så mange af os.

Brugerbillede for Vibeke Nielsen
Vibeke Nielsen

Hvorfor er der ingen kvinder, der bliver interviewet til den her serie? Der er vel lige mange piger, som bliver fjernet hjemmefra som drenge.

Uden at hænge bestemte institutioner ud har jeg en særdeles velbegrundet mistanke om, at pigerne er blevet misbrugt af kvindelige pædagoger, måske i lige så høj grad som drengene er blevet det af mandlige.

Brugerbillede for John Vedsegaard
John Vedsegaard

Flot skrevet. Det viser meget om hvad virkeligheden er, kunne alle bare lære noget af det og tage plejebørn for børnenes skyld, frem for pengene!

Brugerbillede for Grethe Preisler
Grethe Preisler

John Vedsegaard,

ja, det ville være godt, om mennesker, der påtager sig at tage andres børn i pleje, gjorde det for børnenes skyld og ikke for pengenes.

Desværre er det bare sådan, at når myndighederne fjerner et omsorgssvigtet barn fra dets biologiske forældre, så er den arme unge som oftest så skadet og adfærdsforstyrret, at der skal mere til end god vilje og børnevenlighed for at gøre skaden god igen.

Så er det, at barnet er blevet en opgave for professionelle, og de er i sagens natur noget dyrere i drift end end nok så mange velmenende amatører og overbebyrdede kommunale sagsbehandlere med sparecirkulærer i skufferne og ingen ekspertise på området.

Claus Niebuhrs historie er blot et af alt for mange eksempler på, at børn er i lommen på de voksne, de tilfældigvis havner i hænderne på, og at der skal mere end held i sprøjten til for at undgå en voksenkarriere som taber og tugthuskandidat, hvis man er født på den forkerte side af det sociale plankeværk.