Læsetid: 4 min.

Magtens pris

Med gårsdagens udmelding fra skatteminister Thor Möger Pedersen om, at en skattereform ikke skal skabe mere lighed, må SF’s forvandling fra fløj- til regeringsparti anses for fuldbyrdet. Søvndal & Co. har nu afsluttet en årelang rejse, der vil afsløre, hvor stor den danske centrum-venstrefløj egentlig er i dagens Danmark
I 2004 syntes den nuværende regeringskonstellation helt utopisk. Alligevel sad SF’s gruppefomand Aage Frandsen systematisk og opgjorde, hvor S, SF og R havde fælles interesser. Siden blev projektet med at gøre SF regeringsduelige fuldbragt af Villy Søvndal og Ole Sohn. arkiv

I 2004 syntes den nuværende regeringskonstellation helt utopisk. Alligevel sad SF’s gruppefomand Aage Frandsen systematisk og opgjorde, hvor S, SF og R havde fælles interesser. Siden blev projektet med at gøre SF regeringsduelige fuldbragt af Villy Søvndal og Ole Sohn. arkiv

JOHNNY FREDERIKSEN

19. januar 2012

For ni år siden sad SF’s daværende gruppeformand og nestor Aage Frandsen på sit kontor på Christiansborg og skrev på et notat. Overskriften var ’S+SF+RV’s placering i Folketinget’. Og dokumentet opgjorde systematisk de områder, hvor de tre centrum-venstrepartier havde indgået aftaler med VK-regeringen — enten sammen eller hver for sig.

Notatet viste også de områder, hvor S, SF og R stod sammen mod VKO. Formålet med papiret var at skabe et overblik over muligheden for noget, der dengang lød utopisk: Et regeringssamarbejde mellem S, SF og R.

I dag sidder Villy Søvndal i udenrigsministerkontoret på Asiatisk Plads. Missionen er lykkedes. SF er ikke længere et fløjparti, men i regering sammen med Socialdemokraterne og Radikale Venstre. Det er historisk. Det er en bedrift af rang.

Alligevel har regeringens første 100 dage ikke levnet mange nanosekunder til at glæde sig over udviklingen i SF.

Søvndal ligner en makuleret udgave af sig selv. Prisen for magten har været høj. Og den er blevet betalt i afdrag over mange år.

Transformationen

Med gårsdagens melding fra Thor Möger Pedersen om, at en skattereform er til for det arbejdende folk, blev der betalt endnu et afdrag på ministerbilerne. Det kan diskuteres, hvornår SF præcis gjorde op med tanken om, at en skattereform skal øge ligheden i samfundet. Men det kan ikke diskuteres, at der — set over en årrække — er tale om en kovending af dimensioner for SF’erne.

Den under tiden turbulente transformation kan ende med at afsløre, hvor meget centrum-venstre egentlig fylder i politiske hjerter i Danmark i dag:

For — med fare for nedadvendte mundvige hos stålsatte og ansvarsparate SF’ere — kan man spørge, om der er brug for et ’Socialdemokrati Light’ — eller om venstre-snoede danskere så hellere går til Enhedslisten for at få den ægte røde vare?

Hvis partiet kommer ud fra næste folketingsvalg med mandaterne nogenlunde i behold — hvad fremtiden og ikke de nuværende meningsmålinger vil vise — er det ikke mindre end imponerende. For mens Radikale Venstre og Socialdemokraterne har historien med sig helt tilbage fra Kanslergadeforliget i 1933, er folkesocialisterne som bekendt nye i trafikken som regeringsparti.

Afspaltningen

Historisk har det altid været vanskeligt for SF at nærme sig magten (for partiets vedkommende synonymt med Socialdemokraterne). I 1966, hvor SF var parlamentarisk grundlag for en ren S-regering under ledelse af Jens Otto Krag, kostede det en afspaltning og dannelsen af VS. Og samarbejdet mellem de to partier fra 1971 til 1973 endte med at splitte Socialdemokraterne — og kulminerede da Erhard Jakobsen stiftede CD.

Senest i 1990’erne, hvor SF støttede de socialdemokratisk ledede Nyrup-regeringer — dog ligeledes uden for ministerkontorerne — var det hårdt for partiet, sådan som tidligere formand Holger K. Nielsen også har erkendt.

Ledte man således, dengang Aage Frandsen skrev på sit notat, efter toppolitikere, som for alvor troede på nutidens trepartis-centrum-venstreregering, skulle man søge i SF. Da S-formand Mogens Lykketoft kom til at flirte med ideen om et tættere samarbejde med folkesocialisterne i en bog, løb Holger K. Nielsen over af begejstring: »Historisk frieri,« jublede han, mens Lykketoft ligeså hurtigt, som SF-formanden kunne nå at sige »falske forhåbninger«, nævnte, at en alliance hen over midten med de konservative da også var en udmærket mulighed.

Mogens Lykketoft og Socialdemokraterne anså på det tidspunkt EU og udlændingepolitikken for at være de væsentligste barrierer for et regeringssamarbejde med SF. Og satsede fortsat på en gentagelse af 1990’ernes SR-regeringer. Året efter — i 2004 — kunne en opdateret version af notatet slå fast, at de radikale og SF stod sammen med Socialdemokraterne mod den daværende regering på i alt 17 punkter.

Formanden

Villy Søvndal blev formanden, der tog de afgørende ryk i retning mod regeringsdeltagelse. Og han gjorde det sammen med Socialdemokraternes nye ledelse under Helle Thorning-Schmidt.

Søvndal og gruppeformand Ole Sohn begyndte med at tage fat på det, som er blevet kaldt et ’moderniseringsprojekt’ af partiet:

Ledelsen blev strømlinet, der blev ansat kommunikationsfolk, og der blev indgået kompromisser på bl.a. skattepolitikken og udlændingepolitikken. Man nærmede sig hinanden. Og i september blev drømmen om regeringsdeltagelse så opfyldt.

Siden har SF betalt den for partiet så velkendte pris for magt og indflydelse: Når det er svært at se forskel på S og SF, taber SF — fordi vælgerne hellere napper den ægte vare og sætter kryds ved Socialdemokraterne eller Enhedslisten. Sidstnævnte har i flere målinger overhalet Aksel Larsens gamle parti, og kampen om venstrefløjen er derfor skudt i gang.

Forskellen

Det er også i denne sammenhæng, at meldingen om, at skattereformen kun skal komme det arbejdende folk til gode, skal ses. SF forsøger at markere forskellen på dem selv og Enhedslisten, der i forgårs endnu engang gjorde det klart, at partiet ikke vil acceptere en skattereform, der øger uligheden i samfundet.

Derfor må det også have vakt en vis skuffelse blandt SF-toppen, at Enhedslisten — højst overraskende — ikke gik ud og pandede unge Mögers udspil ned med det samme. Partiets finansordfører, Frank Aaen, åbnede derimod for, at en skattereform ikke behøver at skabe mere lighed i samfundet. I så fald skal de arbejdsløse tilgodeses på anden vis, lød det:

»Det kan sagtens være lagt sammen med andre initiativer. Også fordi skat ikke ubetinget er den nemmeste måde at opnå et målrettet resultat,« sagde Aaen til Ritzau.

Enhedslisten er begyndt at spille noget-for-noget-spillet, som Dansk Folkeparti praktiserede så effektfuldt under den tidligere regering.

Forløbet udstiller sværhedsgraden af den operation, som SF er ude i: Det kan godt være, at partiet med regeringsdannelsen passerede målstregen på en årelang og vanskelig etape. Men i så fald venter flere forude. Og den sidste stigning er uden for kategori.

Den går ud på at bevare særkendet som parti siddende som lillebror i en regering med to meget historisk selvbevidste storebrødre.

Den virkelige bedrift for SF vil altså være at overleve regeringssamarbejdet. Lykkedes det, kan der for alvor stilles vaser frem. Og så kan Aage Frandsen og de mange andre, der igennem årene har trukket deres læs, for alvor trække på smilebåndet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Johannes Nielsen

endnu en omgang ligegyldigt strategi-positionerings-spin-diller-daller...

måske SF bare er kommet til fornuft? det er vel ganske naturligt at et arbejderparti går ind for at arbejde belønnes?

og det kan meget vel være at den økonomiske lighed bliver mindre hvis skatten på arbejde sænkes for de lavtlønnede - det afhænger blandt andet af hvordan skattereformen finansieres

Esben Bøgh Sørensen

Den parlamentariske kretinisme har bredt sig. Man tror, at "magten" per deifinition skal søges i folketinget og på ministertaburetterne. Det er sørgeligt for et venstrefløjsparti at hoppe på denne illusion. Rigtig nok findes samfundet politiske magtelite på Christiansborg, men det kan aldrig være et socialistisk partis mål, at blive en del af denne elite, i så fald, er man en del af det man kæmper imod.

Arbejderbevægelsens magtfulde position blev aldrig konstitueret ud fra deres plads på Christiansborg, men derimod den stærke samlede bevægelse den formåede at opbygge ude i det virkelige liv, bestående af fagbevægelsen, kooperationen, ungdomspartiet, socialdemokratiet og kulturbevægelsen. En arbejder kunne i mellemkrigsårene nemt gå gennem hele livet, uden at have været i berøring med andet end arbejderbevægelsen. Fra børn- og ungdomsforeninger som DUI og DsU, til foreningen borgerlig konfirmation, voksenlivets mange organisationer og foreninger (bolig, forbrug, produktion, lån, etc.) til Arbejdernes ligkistemagasin.

Arbejderbevægelsen udgjorde således en modmagt (som slet ikke eksisterer i samme omfang længere), som havde det mål at forandre samfundet gennem denne modmagt.

SF tror at de kan forandre samfundet fra Christiansborg. Indtil videre har de ikke formået andet end at rykke til højre. Fortjener SF egentlig at blive kaldt et socialistisk parti længere? Nej, det mener jeg ikke. SF har opgivet socialismen, for at blive en del af den politiske elite.

Så har SF profileret sig og har sammen med Socialdemokratiet taget førertrøjen på i angrebet på de

svageste.
Foruden mistænkeliggørelsen af arbejdsløse, træder de frem og holder fanen højt i

straffeekspeditionen som skal udhule værdien af de svageste indkomster.
Skattelettelserne til mennesker i arbejde finianceres af den halve million på

overførselsindkomster og inden hykleriet for helt frit spil, burde SF stille forslag om, at den

enkeltes bidrag til samfundets skattekiste bliver offentlig tilgengelig.
Det vil vel ikke overraske, at kassedamens bidrag til skattekisten kan være højere end

multimillionærens eller de skattebegunstigede sportsfolk m.f.
SF kunne også - for år tilbage - tænkes at støtte forslag om bruttoskat således, at

skatteprocenten blev udtryk for hvor meget den enkelte betalte i skat.
Den tidligere regerings hovedstadsliberalister kunne ikke etablere et mere omfattende angreb på

halvdelen af befolkningen og det er ufatteligt, at SFs vælgere er så fikseret på regeringsmagten,

at vælgerne ligger navn til opbuddet politiske initiativer der tilgodeser de velbjergede.
Ikke mindst SF kunne - sammen med de øvrige politikere - sørge for der kom tilstrækkelig med

arbejdspladser i Danmark.
150.000 arbejdspladser mangler og selvfølgelig betyder mindre skattetryk ikke der kommer flere.
Selv staten betragter som udgangspunkt borgeren som en udgift.
Politikerne kunne tage hul på at indrette et samfund der tilgodeså alle borgere.
Både dem med stort drive som starter virksomheder og tjener millioner og dem hvis evner og anlæg

ikke rækker længere end til ufaglærte jobs.
I de læsende og skrivendes selvbekræftende profetier forventes det, at alle borgere er istand til

opfylde uddannelsesvæsnets horible krav som om, at skriften og pengesedler er istand til helbrede

syge, bygge vores huse og producerer vores fødevare.
Med godt 300.000 arbejdsløse - arbejdsløshedsforsikrede, kontanthjælpsmodtagere m.f. - går der

dagligt ca. 2.5 millioner arbejdstimer til spilde om dagen!
Her kunne SF og socialdemokratiet gøre en forskel ved fokuserer på den værdi som findes i disse

2.5 millioner daglige arbejdstimer.
Men også her skrider 'arbejderregeringen' når den viser sig at gå i front for indføre

tvangsarbejde i Danmark.
Tvangsarbejde som straffeforanstaltning som skal ligge slør over politikernes manglende evne til

sikre tilstrækkelige arbejdspladser.
Lars Løkke Rasmussens hilsen til statsminister Helle Torning Smith: "pas godt på nøglerne, du har dem kun til låns" er godt set.
Det borgerlige Danmark har med alle fordele placeret SF - og socialdemokratiet - i en regering der skal gennemføre den politik, som en borgerlig regering næppe vil være istand til fordi fagbevægelse m.f. ville reagere alt for voldsomt.
Til lykke til SF og partiets vælgere!
Fingeraftrykkene på Dansk politik er tydelige!
Der er ca. 60000 danskere som har taget arbejde i Norge. Herforuden vel et tilsvarende antal i det øvrige udland.
Men den førte politik kan det være en hjælpende hånd til borgerne, hvis SF arbejder for tildele imigrationsstøtte til dem som ønsker at rive teltpælene op og flytte hen hvor arbejdspladserne er.
Selvom dronning Magrethe pegede på at 'man' kunne blive nød til at flytte til en anden by - eller anden landsdel - for finde arbejde, rækker det ikke at flytte indenfor landets grænser.
Velbekommen SF!

Willy

Søren Kristensen

Der er heller ikke nødvendigvis æbler i æbleskiver. Vi lever i repræsentationernes tidsalder. Vi køber emballage med billeder af det liv vi gerne vil leve, men indholdet er ofte forskelligt fra plakaten.Ta´ fx. rejsebureauernes plakater fra Tyrkiet med de blå sandstrande og den lille fiskerbåd. Det der ikke siges så meget om er alt det du skal igennem før du når til pardiset: køerne i lufthavnen, det middelmådige hotelværelse og den overfyldte strandpromenade. Du kan ligeså godt vende dig til, at træerne ikke vokser ikke ind i himlen og hvis du vil have æbler i æbleskiverne, må lave dem selv.

" Man tror, at “magten” per deifinition skal søges i folketinget og på ministertaburetterne. Det er sørgeligt for et venstrefløjsparti at hoppe på denne illusion. Rigtig nok findes samfundet politiske magtelite på Christiansborg, men det kan aldrig være et socialistisk partis mål, at blive en del af denne elite, i så fald, er man en del af det man kæmper imod."

En udmærket beskrivelse for den virkelighed der finder sted. Men man kunne supplere ved at påpege at det netop er illusionen ved det repræsentative demokratiet, at bilde folk ind at de jo kan vælge dem de ønsker sat på magten, og derved kan påvirke tingenes gang. Det kunne ikke være mere langt fra sandheden.

Ja det er ligesom når man får at vide som forbruger at du kan jo bare vælge de varer væk i supermarkedet du ikke ønsker og derved prøver man at bilde folk ind at det jo er forbrugeren og ikke producenten der har den egentlig magt.

Sandheden er at jeg jo kun vælge imellem de varer som supermarkedet ligger frem på hylden. Og når så mærkning emballage og reklame sker på en måde at man som forbruger ikke er i stand til at vide hvad varen egentlig indeholder og hvordan den bliver tilvejebragt så er mulighederne for at magten er hos forbrugeren og at vi kan påvirke noget jo uendelig lille og latterlig.

Ja på samme måde foregår det ved det demokratiske valg. Hvor politikere pakker sig ind i den ene løgn efter den anden, og fortæller egentlig ikke folk hvad indholdet består af. Og bagefter når en del af løgnen bliver afsløret så siger de til folk at de jo har valget og må så vælge anderledes næste gang.

Jamen valget består imellem partier som i sidste ende alle er repræsentanter for en magtelite (som ikke sidder inde på CHristiansborg men i bestyrelseslokalernes bonede gulve hos Mærsk, danske bank osv.) der aldrig vælges af folket og som sikrer at udbudet af partier vi andre kan vælge imellem altid vil stemme overens med deres interesser, og skulle der være et enkelt parti som modsætter sig , går der ikke langt tid førend at de ændre ståsted hvis de skal gøre sig nogle håb om at have en plads.

Hvori ligger så vores indflydelse i det demokratiske parlamentariske system.

Og derfor vil den politik som den nuværende regering gennemfører være næsten ligeså som den tidligere. Måske går tingene en smule langsommere, måske pakkes varen ind i en anden emballage og måske er man bedre til at skjule indholdet, men tingene ændrer sig ikke i det store hele uanset hvem du vælger ind.

Og årsagen er simpel, nemlig at det ikke er den almindelig borger som vælger noget som helst han kan kun vælge imellem det udbud magteliten ligger frem for ham.

Og derfor rykker dem yderst til venstre i folketinget langsomt ind mod midten, hver gang de skal have indflydelse og giver langsomt afkald på alle de hellige principper de havde og sluger den ene kamel efter den anden og bilder så befolkningen ind at de er tvunget til det og pakker det ind i slogans som " vi stemmer kun for det som vi mener vil hjælpe til at fjerne skelnet mellem rig og fattig". En meget bøjelig formulering som man så kan pakke tingene ind i.

Og intet vil ændre sig før man som borger indser at det parlamentariske demokrati ikke er andet end et skalkeskjul og en illusion der blot skal tjene det samme formål som enevældet gjorde, nemlig sikre at magten befinder sig hos en bestemt gruppe af mennesker.

Hvis man kan løfte sig bare en smule fra den virkelighed man er en del af så vil man indse at sådan har det altid været igennem tiderne. Og at intet ændrer sig før man er i stand til at briste den illusion, uagtet om det kan være smertefuldt at indse.

Det kan undre at så mange så uimodsagt får lov til at påstå at det skal kunne betale sig at arbejde...?

Øhh.. Det kan altid betale sig at være på arbejdsmarkedet. Hele samfundet er økonomisk, socialt og kulturelt indrettet til at der i den grad er forskel på at være på eller udenfor arbejdsmarkedet.
Denne ulighed vil man nu øge?

Vi er ganske mange der enten midlertidigt eller permanent er udenfor arbejdsmarkedet, det er ikke et valg, men skyldes mangel på jobs, sygdom eller handicap.

Hvis "reformer" = nedskæringer og forringelser, rinder det gamle ordsprog endnu engang i hu.
"når krybben er tom så bides hestene".

De næste par år vil vi se den ene gruppe efter den anden blive beskyldt for "belaste" samfundet og blive spillet ud mod hinanden, det er grimt og det bliver endnu grimmere.

Når riget fattes penge, er det fuldstændigt vanvittigt at alle økonomiske diskussioner starter med præmissen at skatten skal ned...!

Sæt dog skatten op - eller sørg i det mindste for at ikke kun folk som er ufrivilligt på overførselsindkomster ( og DET er alle på overførselsindkomst ) betaler den korrekte skat eller skat i det hele taget....

Det er sgu' som om at man politisk bare kan råbe krise og så accepterer den danske befolkning at hårdt tilkæmpede principper om lighed uden diskussion blot kastes på historiens mødding for anstændighed og civiliserede samfund.

Ole Brockdorff

Det skal nok lykkes for Socialistisk Folkeparti, at overleve regeringssamarbejdet frem til efteråret 2015, for til den tid er der ”skovlet” endnu flere mennesker ned i den vanvittige sociale massegrav, hvis daglige livsforsørgelse er fuldstændig betinget af statens nåde gennem den økonomiske omfordelingspolitik af overførselsindkomster = bistandshjælp = socialhjælp, der nu har eksisteret i over 35 år på bekostning af den til enhver tid eksisterende arbejdsstyrke med arbejdsgivere og lønmodtagere i det private erhvervsliv.

Allerede nu står vi med et par unge historieløse generationer der tror, at Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten altid vil sørge for, at der hver eneste måned er kontanthjælp, børnebidrag, børnefamilieydelse, børnetilskud, boligsikring og alle mulige andre offentlige ydelser til dem, så de kan leve en arbejdsfri tilværelse og sætte alle de børn i verden de vil på statens regning. Men ingen har lært dem noget om i skolen, at nationens bruttonationalprodukt er fuldstændig betinget af et velfungerende privat erhvervsliv med arbejdsgivere og lønmodtagere, der indtjener skatter gennem eksport af varer til hele verden.

Ej heller har nogen af de politiske partier på Christiansborg belært de historieløse generationer om, at de 179 folkevalgte politikere aldrig kan forhindre ”de rige svin” med selvstændige virksomheder og store formuer, at flytte alle deres aktiver til et hvilket som helst andet land, så de ikke længere behøver at betale skat eller skabe arbejdspladser i en nation, der i socialismens hellige navn har omdannet det private erhvervsliv til en ”slavehær” for næsten èn million offentligt ansatte og mere end to millioner borgere på overførselsindkomster.

Ligeledes vil de historieløse generationer af danske mænd og kvinder til sin tid erfare, at det multikulturelle samfund med tilstrømningen af fattige mennesker fra hele kloden, systematisk vil udradere deres førstefødselsret til vores fædrene jord og gøre dem til èt folkeslag ud af mange. Takket være blandt andet Enhedslistens og Socialistisk Folkepartis vision om, at vi etniske danskere skal være ”mangfoldige” og ”tolerante” og ”åbne” over for hele verden, og hvor alle der kan finde vej til vores grænse naturligvis skal have det socialt og økonomisk godt.

De historieløse generationer er sammen med Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti ligeglade med det arbejdende folk i det private erhvervsliv, men disse hundredtusinder af mænd og kvinder, der hver måned lever på statens nåde gennem den politisk vedtagne socialpolitik med overførselsindkomster, får på et tidspunkt et chok af dimensioner, når de fra det ene øjeblik til det andet erfarer, at den økonomiske velfærdspolitik kollapser, og der ikke længere kommer penge ind på bankkontoen til den månedlige livsforsørgelse, fordi statskassen ikke får penge nok ind i skatter og afgifter.

Men til den tid vil Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti naturligvis have den mediemæssige strategi klar gående ud på, at det er alle ”de rige svin” i det private erhvervsliv, der har kørt landet i sænk gennem mange år, og de historieløse generationer på overførselsindkomster vil sluge påstanden råt. Hvorefter de som flokdyr på den afrikanske slette vil strømme ind i Fælledparken og andre forsamlingssteder, hvor de vil hylde Villy Søvndal og Johanne Schmidt-Nielsen som nationens frelsere, selvom de kun er i stand til at byde på tom retorik, kaos, anarki, vold, selvtægt, massetyverier og svigt, fordi deres vælgere sammen med andre ikke kan få daglig mad og drikke samt et sted at bo.

Og så kan Aage Frandsen jo trække på smilebåndet af dèt.

Ud over at venstrefløjspartierne har flyttet sig mod centrum, så har centrum flyttet sig mod højre.

Det har været en lang rejse for et fløjparti.

Hanne Christensen

”Magten har en pris”, kan Informations artikel vist sammenkostes til. Mange, mange ord – uden egentligt andet indhold.

Det interessante er : Hvilken pris. Det forholder Information sig ikke til. Esben Bøgh giver svaret:
” Indtil videre har de (SF) ikke formået andet end at rykke til højre. Fortjener SF egentlig at blive kaldt et socialistisk parti længere? Nej, det mener jeg ikke. SF har opgivet socialismen, for at blive en del af den politiske elite.”

Præcis. I dag kan man kun glimtvis øjne forskellen på S-R-SF og VKO.

Man må spørge, har SF vundet noget ved at overtage højrefløjens politik. Som Brian Mikkelsen sagde i går, er skattereformen jo ren konservativ politik.

SF har opgivet socialismen og overladt det alene til det yderste venstrefløjsparti at drage omhu for at bevare en social anstændighed. Og ja, anstændighed. For om lidt ser vi SF også lægge stemmer til, at ledige – startende med de lavest rangerede ledige (unge kontanthjælpsmodtagere og syge) – tvinges i arbejde uden løn. I ”frivilligt arbejde” kalder de det så smukt. Om end det er grumt.

Forleden så jeg en udsendelse om ”frivilligt arbejde”, hvor borgerne ”frivilligt” anlagde og reparerede fortove, satte skoler i stand osv. De borgerlige mikrofonholdere fandt selvfølgelig borgere, der syntes dette var ok, ligesom mikrofonholderne i går fandt kontanthjælpsmodtagere, der syntes, det var helt ok, at de ikke fik glæde af skattereformen.

Argumentet for dette ”frivillige arbejde” var selvfølgelig kommunernes dårlige økonomi. Men tro mig, om få år vil vi se unge kontanthjælpsmodtagere udføre dette arbejde for kontanthjælpen. Og det vil ske med SFs stemmer!

SF har opgivet socialismen og dermed sit eksistensgrundlag. De har overladt det til Enhedslisten at føre en anstændig socialpolitik. DET har en pris. Enhedslistens målsætning er at opnå 10 % af stemmerne ved næste folketingsvalg. Enhedslistens fantasi rakte ikke til det gode resultat ved det netop overståede folketingsvalg. Gad vide om fantasien rækker til det næste.

Jeg synes, det er en farlig vej at føre en politik, der splitter befolkningen i den grad, at vælgerne bevæger sig mod yderfløjene. Mit gæt er, at ved næste valg vil Enhedslisten opnå mindst 10 %, LA nær de 10 % og DF tilsvarende. Mere end hver tredje vælger vil stemme på et yderfløjsparti. Er det en sund udvikling? Nej.

Prisen for SFs knæfald for højrefløjen skal ikke læses alene i, om SF bevarer ministertaburetterne alene ved at opgive sin politik, nej, prisen bliver i høj grad en splittet befolkning, såvel socialt som politisk. Jeg må spørge Information, om det er en sund udvikling?

Måske er Informations chefredaktør alt for opstemt over at kunne se frem til kommende skattelettelser til at kunne se gennem denne halleluja-tåge og øjne de egentlige dystre konsekvenser af, at SR-SF reelt viderefører VKOs politik (på nær lidt DF-krymmel).

Til Esben Bøgh:

Jeg synes du har skrevet et fantastisk indlæg. Specielt holdningen til, at civilsamfundet i langt højere grad bør få øjnene op for, at der kan stiftes et slags "modsamfund" (det er et dårligt ord, men jeg kan ikke finde et bedre, det er ikke ment som noget negativt), der varetager interesserne for dets medlemmer bedre end man oplever "Danmark-samfundet" varetager dem.

Dit oprids med fagforeninger, studenterforeninger og så videre helt frem til Arbejdernes Ligkistemagasin er rigtig godt. Organisationer der leverede en ydelse for dets "medlemmer" uden at være stiftet med det formål at generere profit.

Kritikere vil nok sige det er at lukke sig om sig selv, men jeg synes det er godt formuleret.

@ Erika,

Jeg syntes at det skal være mere end blot et alternativ,
men sådan vi som helhed indretter samfundet.

Det bør ikke længere være "nok" som virksomhed "blot" at genere profit ved at skabe kunstige behov igennem markedsføring. Den type virksomheder er der rigtigt mange af, det er intet mindre end en forbrydelse mod menneskeheden.

Sven Damm-Ottesen

WHO CARES!

Potato / potato.

Vi har jo trods alt fleretalsstyre, og så længe de 51% er glade må e 49 jo finde på noget andet. Det er hyklerisk at kalde det for en nyhed.

Enten går man med slips eller også gør man ikke.
Villy og resten af de høje herrer går på arbejde for deres egen skyld ligesom resten af os. At tro man kan vælge andre til at repræsentere sine ønsker og tale sin sag er ignorant.

Det repræsentative demokrati er er en gradsforskel fra fascisme.

Frej Klem Thomsen

Analysen forbliver partipolitisk og valgstrategisk. Men i modsætning til hvad både nærværende artikel og konsensus i spinanalyse-segmentet hævder, så handler politik ikke først og fremmest om at positionere sig for at sikre sig stemmer. Det handler om at tage beslutninger der øver afgørende indflydelse på samfundet!

Og det er her at "magtens" pris skal findes for SF. For ved at opgive først værdierne, så standpunkterne og til sidst de politiske initiativer har de forvandlet deres magt til afmagt. Når man ikke længere formår at træffe beslutninger, eller som minimum præge de beslutninger som andre træffer, som skaber rammerne for samfundet, men er tvunget til - eller snarere, af uransagelige grunde har besluttet sig for - at støtte de beslutninger andre træffer mens man foregiver at man er enig, at de er ens egne, så har man sat sig definitivt uden for indflydelse.

I kampen om adgang til ministerier har SF meget enkelt betalt den pris ikke at føre SFs politik. Spørgsmålet er hvad i alverden de så skal bruge ministerpladserne til. Og hvorfor SFs vælgere skulle stemme dem adgang til dem.

Martin Haastrup

Smid magten ud. Gør alle folketingsmedlemmer til løsgængere. Nul mere parti-politik og magtkampes strategiske udhulende fnidder fnadder og personforfølgelse. Magt er ikke en skid værd. Magt skaber afmagt og ikke holdbare bæredygtige løsninger gennem saglige forhandlinger forholden sig til realiteterne.

Smid magten ud. Prisen er ikke værd at betale.

Demokratiet giver jo netop muligheden for at smide "magten" eller idiotiske elementer ud af en forsamling. Om den forsamling så er Folketinget eller en haveforening kan i den forbindelse være ligegyldigt.

Pointen er blot at demokratiet er redskabet til at fjerne dem, der ikke bidrager eller er uden værdi for fællesskabet.

Niels Engelsted

@Jaweed
"Og intet vil ændre sig før man som borger indser at det parlamentariske demokrati ikke er andet end et skalkeskjul og en illusion der blot skal tjene det samme formål som enevældet gjorde, nemlig sikre at magten befinder sig hos en bestemt gruppe af mennesker."

Her tror jeg, at det løb af med dig. Det er rigtigt, at det parlamentariske og repræsentative demokrati ikke forhindrer, at bestemte grupper af mennesker får priligeret adgang til magten og dens goder. Men det garanterer det vel heller ikke? Og så længe folk stemmer blåt, bliver resultatet jo blåt. I øvrigt hvad skulle alternativet til parlamentarisk demokrati være i disse år? Direkte demokrati og folkeafstemninger? Det tror jeg ville give bestemte grupper endnu bedre adgangsmuligheder til magten.

Det er skarpt set, som hovedparten af kommentarerne også konstaterer: at SF har forvildet sig med hensyn til, dels hvad magt er, dels hvordan man positionerer sig i forhold til den. For man kommer ikke udenom magtens egne monologer, når man lytter til SF for tiden. Afvisninger uden forklaringer i en lind strøm...

Eller rettere karakteren af monologerne. F.eks hvad den bygger på? Et fornuftigt bud burde have været samfundets sammenhængskraft, som man i gamle dage dage benævnte solidaritet. Men den diskurs er decideret tabt, når man lytter til Thor Møger Pedersens indlæg i debatten om en kommende skattereform.

Tværtimod har han travlt med i typiske magtvendinger at bedyre sin utilfredshed med kritikken. Han virker nærmest irriteret over, at den vælter ned over ham og SF. Men det er imidlertid ikke så vanskeligt at begribe for alle andre.

For solidaritet udspringer hverken øverst eller midt i samfundet. Og det ér her, at SF viser sit absolutte fumlegængeri i øjeblikket, samt det forhold at man spinmæssigt er gået i panik over blødningen i vælgertilslutningen.

Solidariteten eller sammenhængskraften i samfundet genereres naturligvis sammen med kalkulen over, hvordan det behandler sine svage individer. Og skattelettelser for den arbejdende del af befolkningen er sosialdemokratisk arvegods i SF's hænder. Løsrevet fra solidaritet, udmeldte principper om at gøre op med uligheden og leflen for udvalgte grupperinger på spinvilkår.

Alle har kendskab til familiemedlemmer, venner og bekendte, som må klare sig på overførselsindkomst. Og er langt overvejende klar over, at købekraften for dette segment har været frosset mere end alt for længe. Den umulige konstruktion med satspuljemidlerne, der i realiteten er en særskat på fattigdom og en uforståelig bekendelse til borgerlig dogmatik om at fodre hunden sin egen hale, mens politikerne ved magtens højborde stolt beretter, hvad man bruger de mindrebemidledes penge til. Underforstået at de nok ikke er i stand til at forvalte egne midler. Og SF har nu udvidet overformynderiet.

Anskuer man de ledige, syge og f.eks folke og -førtidspensionisterne har SF nu åbentlyst hjulpet erkendelsen frem, at disse grupper i flere årtier har kunnet være sikre på at være kanonføde for stærkt ideologiske forestillinger og magttaktiske hensyn. Og nu er SF så faldet i gryden og nærmest fornærmede, hvis man kritiserer partiet for ikke at forstå, hvor sammenhængskraft baserer sig.

Og det er af gode grunde, at SF nu kritiseres voldsomt for direkte at føre borgerlig politik. Og dermed rende fra både vælgere og bagland. Hvilket er en klar markering af, at man har valgt den monologiske magtform som allieret hovedprincip.

Og det kan såmænd siges meget mere om. Og det ville derfor være hovedløst over offentligheden (som magt altid er rundet af i et moderne demokrati), såfremt SF ikke åbent erkender, at magtens perspektiver slet ikke er patiets stærke side for øjeblikket og dermed påny lader sig inspirere af skabelsen af solidaritet nedefra. Ellers farer partiet yderligere vild i spekulationer af spinmæssig karakter, kan man roligt forudsige.

Med venlig hilsen

Jakob Lindblom

Kære alle

Tillad mig at anbefale min seneste blog, hvor jeg netop kritiserer Thor Mögers udspil for ikke kun at øge uligheden, men også at øge presset på lavtlønsområderne.

Kort fortalt, så vil mester/arbejdsgiver æde skattelettelsen op, når der skabes større ulighed i bunden mellem dem indenfor og udenfor arbejdsmarkedet, og vi vil se en tendens til working poor, som man har set det i andre lande. Det er ufatteligt, at SF ikke kan se det, eller bare er ligeglade...

Her er linket :-)

http://www.modkraft.dk/blogs/jakob-lindblom/article/sf-skader-de-lavestl...

Venlig hilsen

Jakob Lindblom

Ann-Charlotte Kjeldsen

Knaldgodt indlæg, Jacob Lindblom... tak fordi du gjorde opmærksom på det.

Og så til Information: Det er dog noget nær den kedeligste og mest tandløse artikel om SF, jeg nogensinde har læst.

Der er intet Socialistisk gemt i SF længere, det har partitoppen solgt for adgang til ministerkontorerne og magten. Jeg kan ikke se forskel på SSFRs politik og VKO..

Det kan koste SF livet, denne omgang i regeringskontorerne.. ligesom HTS har kørt Socialdemokratiet i sænk, kører Willy og Ole nu glad afsted i bussen mod afgrunden...

Jens Overgaard Bjerre

Allerede Asger Jorn var i mod den snak om parasitter og argumenterede meget klart at ALLE i samfundet fik tilskud af den ene eller anden art fra staten. Måske var der kun den lille bonde som klarede sig uden mente han.

Det var dengang.

Hvorfor er der ingen som stiller forslag om gennemsigtighed i borgernes løn som i Sverige? Så ville man se hvad millionærerne betalte i skat. Det er sikkert meget interessant.

SF kommer aldrig tilbage. Socialdemokraternes ræve har atter engang pelset dem for stemmer og anseelse. For sidste gang. Håber de nyder turen i ministerbilen. Den bliver kort.

Amalie Kestler slutter sin artikel af med at skrve, at den virkelige bedrift for SF vil være at overleve regeringssamarbejdet.

Det er rigtigt set. Ved næste valg vil SF komme meget tæt på spærregrænsen, og mon ikke sandsynligheden for at partiet kommer under spærregrænsen er størst?

Det vil dog ikke være noget problem for ambitiøse og kyniske typer som Thor Møger, for hvis SF bliver udslettet vil han blot melde sig ind i et andet parti, hvor han kan gøre karriere.

Som han selv udtrykker det, så er Thor Møger jo ingen vagthund men derimod en magthund.

Hej Niels,

Argumentet for eller imod det parlamentariske demokrati, som vi kender det i DK eller resten af den vestlige verden, må aldrig hvile på det grundlag at man ikke umiddelbart har eller kan se et alternativ.

Hvis det var tilfældet i historien så ville Europa stadig være fanget i kirkens undertrykkende styre.

Vi er som mennesker altid nødt til at søge mod noget bedre eller ihvertfald forsøge på det, og til hver en tid være kritisk anlagt overfor det som man præsenteres for. Uanset om man lige på stående fod kan præsentere et alternativ. Når det sagt så skal folk fra den vestlige halvkugle nogle gange forsøge at se udover deres egne breddegrader og udover deres egen kultur, for det kunne jo være at andre kulturer/civilisationer har en bedre tilgang til sagen.

HVad angår det parlamentariske demokrati, så vil jeg gerne indrømme at mit udgangspunkt var den virkelighed vi befinder os i. En stat hvor Kapitalismen hersker og hvor netop parlamentariske partier er bundet i deres ageren overfor en magtelite (ja de er ofte selv en del af den) som har sin gang i bestyrelseslokalerne. Det kan jo ske igennem elitens magt over medier, direkte tilskud til partier, trusler om at flytte ud af landet, lobby arbejde o.s.v. , men faktum er at de parlamentariske partier som udgør det parlamentariske demokrati i en sådan verden altid vil sikre magtstrukturerne i samfundet.
Og når den endelig lovgivning skal vedtages så er det ikke Hr. hansen eller andre der tages ind til diskussion, men det er Hr. Maersk, DI og deres lobbyister. Derfor så er virkeligheden den at lovgivningen og den politik som de regerende partier fører altid underlagt denne magtelites interesser.

Derfor kan du stemme blåt eller du kan stemme rødt, men uanset hvem der får flertal så vil udvikling gå i nøjagtig samme retning, måske med små modifikationer for at undgå at befolkningen føler at de er helt til grin. (Ja lidt ligesom for tiden hvor en rød regering fører fuldstændig blå politik og endda med samme argumenter). Derfor er vi alle jo forargede, men hvorfor blev vi ikke ligeså forargede da Nyrup i sine mange år gennemførte de største liberaliseringsprojekter i nyere Dansk historie. Ja fordi han formåede at pakke det lidt bedre ind. Og ja den krise vi står overfor idag kan vi jo blandt andet takke ham for.

Derfor er min pointe uden at fortsætte i al evighed, at valg og det parlamentariske demokrati er i dagens DK en illusion der skal få borgeren til at tro at han har noget at skulle sige. Og ved at borgeren opfatter dette så tror han at hans opgave er gjort ved at ligge en stemmeseddel i en boks med et kryds på. Og derved fjerner det parlamentariske demokrati folk fra at indse at ændring ikke sker gennem et kryds, men snarere gennem politisk pres uden for det parlamentariske demokrati. Llidt ligesom når de franske bønder tager deres traktorer ud på motorvejen eller ind i byerne. Ja så sker der noget. Ikke at jeg anbefaler den slags civil ulydighed.

Når det sagt så har man i Vesten et filosofisk og etisk problem hvad angår det parlamentariske demokrati. Og derfor er det ikke så simpelt at præsentere et alternativ medmindre man er villig til at diskutere hele det filosofiske udgangspunkt for at nogle mennesker skal have retten til at lege guder over andre menneskers skæbne, ved at bestemme hvad der er ret og hvad der er slet.

Når det sker så bestemmer de her mennesker at det er ret at bankerne kan stjæle andre folks penge, smide dem ud eller bruge dem til at give kæmpe bonusser og derefter tvinge staten til at dække deres tab ved at staten stjæler penge fra befolkning, og alt det her er ret.

Hvorimod det er slet når en enlig forsørger på bistand med 2 børn , vælger efter 4 år at rejse en enkelt uge på ferie med sine børn. Og hun skal så straffes for det.

Derfor hvis man skal komme nærmere et alternativ mener jeg at man bliver nødt til at fjerne ideen om at nogle repræsentanter har retten til at lovgive som det passer dem. Og man er nødt til at have en lovgivning som sikre en retfærdig fordeling af goder, sikrer sig mod at bestemte interessegrupper ikke kan få for meget magt osv. uden at en sådan lovgivning kan ændres fordi en bestemt gruppe af mennesker sider på magten.

Men en sådan diskussion er ofte bandlyst i det danske samfund.

randi christiansen

Før vi tager opgøret med den 0,01%´s magt over ressourcerne, får vi ikke grundlæggende ændringer til det bedre.

Indtil det sker, kan man i forbindelse med regeringens fjernelse af gini-koefficienten kræve en fastsættelse af fattigdomsgrænse som erstatningsminimum herfor