Læsetid: 4 min.

’Middelklassen må ofre deres ret til barnet’

Hvis vi vil sikre landets svageste børn, må middelklassen ofre sig, mener Annette Kronborg, der er ekspert i forældreansvarsloven. For fjerner man den tvungne fælles forældremyndighed slipper de svageste børn for at blive fastholdt i konflikt. Og så må de ressourcestærke forældre finde ud af det selv og risikere at blive trynet af den anden forælder, mener hun
Hvis vi vil sikre landets svageste børn, må middelklassen ofre sig, mener Annette Kronborg, der er ekspert i forældreansvarsloven. For fjerner man den tvungne fælles forældremyndighed slipper de svageste børn for at blive fastholdt i konflikt. Og så må de ressourcestærke forældre finde ud af det selv og risikere at blive trynet af den anden forælder, mener hun
23. januar 2012

Det lignede en flot afspejling af flertallets forestillinger om, at forældre skal finde ud af det sammen, da forældreansvarsloven i 2007 indførte fælles forældremyndighed som udgangspunkt i alle skilsmissesager.

Men i virkeligheden var det en asocial og egoistisk foranstaltning indført for dem, der vil indrette sig frit med rettigheder i ryggen uden at tage hensyn til de svageste i samfundet. De familier, hvor forældrene er fastholdt i en skadelig indbyrdes konflikt. Sådan lyder det fra Annette Kronborg, der er jurist og lektor på Københavns Universitet og sammen med en række andre har skrevet bogen Forældreansvarsloven — når der er vold i familien.

»Det er fint at have fælles forældremyndighed, hvis man bor sammen eller er enige, men i alle andre tilfælde er det nødvendigt, at den fælles forældremyndighed afskaffes, hvis vi ikke vil fastholde forældre i deres indbyrdes kampe til skade for deres børn. Som loven er udformet nu, ofrer vi en helt gruppe af landets svageste børn for at sikre forældres ret til barnet og fælles forældremyndighed,« siger Annette Kronborg.

Hun mener, at de bedrestillede forældre må holde op med at forvente sig retten til barnet fra lovens side. De har i dag rig mulighed for at løse det privat med rettigheder i ryggen, mens det er de svage i samfundet, der for alvor er afhængige af lovens udformning.

»Lovens værdigrundlag om barnets bedste går direkte imod en gruppe af børn og skader dem direkte ved statens håndhævelse af retstilstanden. Derfor skal loven begrænses,« pointerer hun. Langt de fleste familier løser de praktiske omstændigheder omkring fælles forældremyndighed selv. Det er kun 20 procent af familierne, der ender med at få tildelt forældremyndighed ved dom.

Skabt ud fra glansbillede

Det var i kølvandet på en debat om fædrenes indskrænkede retssikkerhed i forældremyndighedssager, at et enigt folketing for snart fem år siden vedtog loven:

»Er forældre samlevende ved tidspunktet for barnets skabelse, eller indgår de senere ægteskab, har de fælles forældremyndighed. Har forældre fælles forældremyndighed, fortsætter denne, selv om de har ophævet samlivet eller er blevet separeret eller skilt,« som det står i forældreansvarsloven. Så når Annette Kronborg ønsker den fælles forældremyndighed afskaffet, betyder det i praksis en tilbagerulning af forældreansvarslovens hovedsag:

»Vi ved godt, at det er traumatiserende for børn med tvangsfuldbyrdelser af afgørelser om samvær, men vi gør det alligevel — for ellers ryger hele grundlaget for loven,« siger hun og påpeger, at de negative konsekvenser allerede var beskrevet i lovfor-arbejdet.

»Det er jo en selvindlysende sandhed, men loven lægger op til, at det er forældrenes ansvar. Og at det er forældrene, der skader børnene ved at fastholde konflikten, selv om loven i sig selv lægger op til det. Desuden er sager mellem forældre typisk en kæmpe personlig belastning og til tider økonomisk ligeså.«

Kronborg mener, at loven er bygget på en glansbilled-forestilling om kernefamilien, som selv efter en skilsmisse skal bestå i sin naturlige form med en far og med en mor, der løser problemerne i fællesskab:

»Forældreansvarsloven er i virkeligheden en bagudskuende lov, der fastholder tanken om kernefamilien som det eneste rigtige for barnet. Skilt eller ej. Den ser helt bort fra det faktum, at en rolig barndom hos en enlig forælder kan være langt bedre for barnet end en barndom fanget i en konflikt mellem mor og far. Samtidig har man skabt en lov, hvor individet er sat i centrum i stedet for familien.«

Konsekvenser

Annette Kronborg er ikke alene om at kritisere forældreansvarsloven. Der gik ikke længe fra loven trådte i kraft i 2007, før de forskellige fagfolk og foreninger råbte op. Allerede et år efter dens implementering ønskede flere politikere og fagfolk den revideret. Flere foreninger er enige om, at børn i højere grad bliver trukket igennem endeløse sager hos domstolene og møder i statsforvaltningen. For når loven lægger op til en øget ligestilling mellem de to forældre, resulterer det i en længerevarende krig mellem forældrene, lyder det fra langt de fleste debattører på området. Også Annette Kronborg:

»Spørgsmålet er i hvor høj en grad, loven skal skabe svage og udsatte børn, fordi forældre ønsker individuelle rettigheder.«

Det var ikke kun det øgede konfliktniveau, som de forskellige interessenter kritiserede, efter loven trådte i kraft. Foreningen Far fastholdte ligeledes en kritik af, at Statsforvaltningen til stadighed ikke forholdte sig til den øgede lovpligtige ligestilling mellem far og mor, når der skulle tildeles bopælsret over barnet. Som loven ser ud nu, ender den ene forælder som samværsforælder, mens den anden bliver bopælsforælder. I 88 procent af afgørelserne ender moren som bopælsforælder, der har forbindelsen til skolen, retten til børnepenge og barnet registreret på sin folkeregisteradresse, mens samværsforælderen — ofte faren — skal ansøge om samvær med sit barn. Og ligesom den fælles forældremyndighed skal samværsretten også afskaffes, mener Annette Kronborg. For den er på samme måde med til at fastholde barnet i en potentiel klemme mellem far og mor. Selv om Kronborg erkender, at en sådan lovændring ville stride imod menneskerettighederne, og har tæt på ingen chance for at blive implementeret, fastholder hun sin kritik:

»Der er naturligvis en konsekvens, hvis den fælles forældremyndighed og samværsretten afskaffes. Og den ligger hos en af forældrene — i mange tilfælde faren, som samfundet ser ud i dag, men kønnets betydning må bero på barnets bedste i den enkelte sag. Flertallet skal forstå, at en tilfredsstillende retsstilling for dem selv, skader samfundets svageste børn.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nikolaj Rommedahl

Allerede ved overskriften bliver jeg helt stille og trist.... En lektor og jurist ved københavns universitet der skriver bøger om vold og forældreansvarsloven burde vide at det her handler om børnenes ret til forældrene.... Ikke omvendt...Vi kunne jo måske få et indslag fra mandecenteret stillet op ved siden af ?

Vi skal lave forældreansvarslov for alle, ikke kun for de få derude der ofre deres børn i en kamp mod exén pga sårede følelser og behov for hævn, eller for dem der har måtte forlade et forhold pga vold af fysisk eller psykisk karakter.
Vi skal have muligheder for at håndtere disse også, men hovedtemaerne i forældreansvarsloven bør, efter min mening, altid være at fokusere på at voksne ikke skal opføre sig som "børn" når de skilles. De har et ansvar. Det fik børn, de skulle ikke blive børn.

Umiddelbart virker hun jo fuldstændigt som taget ud af en virkelighed, der ligger flere årtier tilbage i tiden og det undrer mig, at hun ikke er fotograferet med en lilla klud om hovedet.
Skræmmende når en så - på papiret - veluddannet person kan komme med sådanne udtalelser og jeg håber meget, at der vil være contra-interesser og -personer, politikkerne vil lytte mere til.
Jeg er direkte uenig i hendes sidste udsagn, hvor hun anfægter betydningen af "tilfredsstillende retsstilling".- Er det ikke netop at sende klare signaler (også til sine børn) om, hvad tilfredsstillende retsstilling er ved netop at fastholde denne; alternativet er at sende generationer af børn ud i den tro, at den ene forælder er helt og aldeles retsløs, hvilket bare vil forstærke forskellen mellem kønnene!?
Problemet ligger ikke i Forældreansvarsloven men i forvaltningen af den - en forvaltning som typisk varetages af netop de generationer af kvinder, som var piger, dengang mænd (læs; fædre) var retsløse i relation til deres egne børn!

Ville det ikke være et bedre udgangspunkt at styrke de svage familier? Der er alt for megen accept af tingenes tilstand, som om den er en given ting.
Beslægtet var børneministeren i radioen i morges for at tale om pjæk - og her var det endnu engang denne fastholden af gamle systemer, fremfor at øge friheden.

Damen har da ikke ret.

Hovedparten af de sager der er i dag opstår fordi den vigtigste præmis i loven aldrig bliver hørt.

"hvad er barnets tarv".

Man kan godt høre hvad et barn på 5 år synes og har lyst til, men det gør man ikke.

Der er også en klar overvægt i kvinder der får forældremyndighed, særligt fra de ældre dommere, hvilket selvfølgelig gør at en masse mænd føler sig tvunget til at føre sager (som de så alligevel ender med at tabe).

Dommerne har også et medansvar.

Til sidst - hvem tror hun at hun hjælper - de ressourcestærke er jo dem der bliver skilt.

Dem der virkelig har problemer, det er jo dem der ikke bliver skilt, dem systemet spiller fallit overfor, brønderslev sagen havde jo stadig været der selvom moren ved en eventuel skilsmisse skulle have fået forældremyndigheden - hun turde jo ikke blive skilt.

Niels Engelsted

@Henrik
Kronborg har ret i, at lovbestemt delt forældremyndighed handler om forældrenes individuelle rettigheder og ikke om barnets tarv.
Det ligner mere noget fra ejendomsretten og lighedsretten (en støtte til den tidligere forfordelte far). Og i en lang række tilfælde går det faktisk udover barnets tarv.

@Uggi
Man kan selvfølgelig med loven i hånd stadig forsvare barnets ved hjælp af dommere osv, men i praksis vil det være en uoverstigelig forhindring for de fleste.

Måske er der en grund til at moren oftest får børnene. Jeg tror personligt på at de fleste børn ender med at være mere knyttet til deres mor end deres far. Jeg tror de fleste mødre har et stærkere mødregen end fædre har et fædregen.

I Danmark er det i forvejen kvinderne der bruger langt mest tid på og med deres børn. Det er dem der er sammen med børnene mest når de er spæde, det er dem der tager første sygedag, oftest henter og afleverer, ordner deres lægebesøg, laver lektier osv. Og så når skilsmissen kommer undrer mænd sig over at de ikke får børnene??

Niels Engelsted

PS--jeg har ikke hermed sagt, at det gamle system nødvendigvis var bedre, eller at fædre nødvendigvis er dårligere forældre end mødre, i mange tilfælde er de sikkert bedre.

Sandheden er nok, at skilmisse--uanset hvordan vi spinner det--som regel er et lose-lose spil for børnene.

Det virker som utopi at tro, at de der ikke kunne få parforholdet/ægteskabets samarbejde til at fungere, skulle kunne få skilsmissens samarbejd til at fungere.
De kunne ikke samarbejde, da de var sammen, at forvente at de skulle kunne samarbejde når det er gået fra hinanden, virker nærmest som taget ud af Utopia.

Det springende punkt er så samarbejdet og her har man over en længere årrække, gjort det uhensigtsmæssigt for kvinder at samarbejde.

Idet kvinden med største sandsynlighed vil få børnene, hustrubidrag, børnecheck, boligsikring og samfundet opmærksomhed.

Så økonomisk er det til kvindens fordel ikké at samarbejde.
Magt messing er det også til kvindens fordel, ikké at samarbejde, idet lovgivningen til skønner hende lang mere end ham.
Og hvad opmærksomhed angår, så går der næppe en dag hvor der ikke bliver talt om hvad der nu skal gøres for kvinder.

Så hun har kun et incitament til at få samarbejdet til at fungere, børnenes bedste.

Den skævvredne økonomi, magt og samfund opmærksomhed, bliver der ikke rettet op på sådan uden vider og der kommer i fremtiden en hel del vidnesbyrdet fra børn, som er vokset op i skyggen af illusionen om, at mor selvfølgelig er bedst til børnene.

Og er et af dem: http://www.information.dk/290989

Når den virkelighed bliver afspejlet i samfundets love og holdninger, kommer der et forældresyn som ikke er baseret på køn, men på personlighed og så kommer barnets tarv i fokus som første prionet.

Men det kommer til at tage tid.

Helt tilbage i midt firserne, begyndte forsker og psykologer at gøre opmærksom på problemet, men er til dato blevet overhørt, så det må nødvendigvis gå sin skæve gang og konsekvenserne tale sit tydelige og uhyggelige sprog og med det er vi tilbage i den gamle skoles læresætning, ”vil du ikke høre må du føle”

Så fremskredet blev også et tilbageskridt.

Al magt til mødrene. Annete Kronborgs synspunkt er ti år gammelt og velkendt fra betonfeministerne. Desværre får hun lov til at lire det af uden et eneste kritisk spørgsmål fra Informations journalist.
Konsekvensen er klar - fædrene må leve med mødrenes uindskrænkede diktatur, der kan true fædrene til underkastelse og afgivelse af fælles ejendom. "Ellers får du ikke dine børn at se!" Velkommen tilbage til den mørke middelalder med Anette Kronborg som guide.

jacob jørgensen

I forbindelse med jeg ønskede at blive skilt i 2006 afgav jeg frivilligt min forældremyndighed for hurtigt at skabe ro og stabilitet for mine børn (2 drenge) og deres mors nye situation. Jeg fik i den forbindelse en samværs aftale med samvær hver anden weekend. Det viste sig meget hurtigt at børnenes mor ikke havde til hensigt at overholde denne samværsaftale og jeg henvendte mig til Statsamtet som det hed den gang. Men da jeg ikke mere havde forældremyndighed blev jeg afvist af Statsamtet i mit ønske om hjælp til at få den samværs aftale respekteret af børnenes mor. Jeg forsøgte at få børnenes mor til at gå med til at vi fik hjælp at en uddannet familie vejleder (tredjepart) men det ville hun ikke - jeg forsøgte at få, det er nu var blevet til Statsforvaltningen til at indkalde til konfliktmægling, men børnenes mor afviste at deltage og medvirke til dette. Jeg oplevede flere gange hvor jeg ikke så mine børn i mange måneder, fordi børenes mor begyndte på alle måder at forhindre mig at opretholde kontakten med vores fælles børn. Statsforvaltningen eneste svar var, at jeg kunne henvende mig til fogedretten, hvilke jeg så gjorde, men uden at det ændrede på børnenes mors adfærd med at forhindre mig i at få kontakt med vores børn. Da den nye forældreansvars lov blev indført forsøgte jeg at få min forældremyndighed tilbage, så jeg kunne blive ligestillet i Statsforvaltningen og kunne kræve at børnenes mor medvirkede til konfliktmægling i statsforvaltningen. Men den sag tabte jeg på i de første 2 minutter af restmødet, da dommeren mente at der var et alt for højt konflikt niveau og ville udsætte sagen 1 år så vi kunne få konfliktmægling i Statsforvaltningen. At jeg forsøgte at forklare dommeren at - 1) at børnenes mor flere gange havde afvist at deltage i det. 2) At Statsforvaltningen også på dette tidspunkt ikke ydede konfliktmægling, på grund af resursemæssige nedskæringer gjorde ikke indtryk på dommeren – han troede ikke på at Statsforvaltningen ikke ydede konfliktmægling – for det står der i loven at de skal.
Så hvis en mor ønsker at forhindre samvær eller fælles forældremyndighed med børnenes far, skal hun sørge for at der er ét højt konflikt niveau. Efter mange års tovtrækkeri med Statsforvaltningen, fik jeg dem til at indkalde vores børn til en børnesagkyndig samtale, her gav de udtryk for at de gerne ville have mere samvær med deres far – hvilke fik, Statsforvaltningen til at udvide mit samvær – men min glæde var meget kort da børnenes mor derefter valgte at flytte dem til Grønland start maj 2011. Igen var jeg ude i ikke at have nogen kontakt med mine børn i flere måneder, heller ikke telefonisk. Nu kunne jeg ikke mere henvende mig til Statsforvaltningen, da jeg ingen forældremyndighed har og hos Familiestyrelsen kunne de kun henvise mig til at få en advokat i Grønland, da det er at betragte som ”udland” – da der på Grønland ikke findes Statsforvaltning, bliver samvær afgjort ved en kredsret. Jeg fik endelig d. 30. september 2011 tilkendt telefonisk samvær hver uge med 10 minutter til hvert barn og hvis børnenes mor tog vores børn til Danmark skulle jeg have lov til at se dem på samvær. Desværre respektere børnenes mor ikke den aftale der blev indgået ved kredsretten, så det telefoniske samvær er kun lykkedes nogle få gange, ved hjælp af en venlig præst hjælp i byen og da børnenes mor var i Danmark i julen, fik jeg ikke lov at se dem. Jeg forsøgte at få hjælp i Fogedretten, men sagen blev afvist da jeg ikke præcis kunne fortælle retten hvor mine børn befandt sig i Danmark.
Som jeg har oplevet den danske lovgivning, er jeg helt retsløs og har ingen steder hvor jeg kan henvende mig for at få hjælp til at opretholde kontakten til mine drenge – jeg har også oplevet at det kan betale sig for børnenes mor at opretholde ét højt konflikt niveau, uden at det har nogen konsekvens for hende eller den forældremyndighed jeg frivilligt afgav til hende.
Jeg vil ønske at Statsforvaltningen fik mere magt til at kræve at begge forældre indgår i konfliktmægling og derigennem vurderer hvem af parterne det er, som ikke vil medvirke til at sørge for at børnene ikke kommer i en så langvarig loyalitets konflikt, som har store menneskelige omkostninger for både børn og forældre.

martin jensen

Tilhøre Annette Kronborg selv Middelklassen ! "der er ekspert i forældreansvarsloven" jeg kan også være ekspert i jura men det gør mig ikke bedre til at forstå børns behov.

jacob jørgensen

Til Bente Holm Nielsen – Når jeg skriver at jeg føler mig retsløs, er det ikke fordi jeg ikke har fået det som jeg gerne vil – eller fordi jeg syntes at lovgivningen er helt forkert. Det som jeg syntes er forkert og giver mig følesen af at være retsløs, er at det rige samfund vi lever i, ikke har råd til at leve op til sin egen lovgivning, fordi der skal spares. Som det kan læses i det her link giver Statsforvaltningen selv udtryk for at den ikke kan leve op til lovgivningen.

http://www.bt.dk/danmark/hjaelp-til-skilsmisseboern-spares-vaek

Problemet er at Statsforvaltningen mangler forskellige muligheder / værktøj til at gå ind i de konfliktfyldte familier som ikke selv kan blive enige om hvordan de efter deres skilsmisse skal dele deres fælles børn. Der er en grund til at det koster kr. 1500.- at tale i mobil telefon mens man køre bil eller på cykel, det er ikke for at få penge i statskassen, men fordi det er til fare for både én selv og andre. Problemet med lovgivningen som Statsforvaltningen skal håndhæve, er at den ikke har nogle sanktioner eller værktøj til at få forældrene til at respektere den lovgivning der findes. Hvis politiet kun kunne løfte en pegefinger når de stopper en som tale i mobil telefon mens de køre bil, så var der helt sikkert mange som ville være ligeglade med at blive stoppet.

Jeg har igennem årene, været ude for at skrive til Statsforvaltningen, og først få et svar tilbage et ½ år sener. Det er klart at det er med til at skabe problemer og gøre de problemer som man søger om hjælp til meget værre. Det er som at ringe til brandvæsnet når der ild i huset, og de så først kommer når det er brændt ned til grunden – fordi der er blevet sparet så meget, at de ikke har noget udstyr eller mandskab.

Så når kloge eksperter og politiker sidder og skal evaluere forældreansvarsloven – så skal de huske at alle deres velmenende og sikkert helt fornuftige forslag og meninger – koster det penge at administrer og leve op til – så lad vær med at lave en lovgivning som vores samfund ikke har råd til at betale for.

Til sidst vil jeg gerne minde om at vi helt tilbage i 1992 ratificerede FN-konventionen om Barnets rettigheder, og at jeg ikke mener at vores rige samfund lever op til den konvention.

"Bekendtgørelse af FN-konvention af 20. november 1989 om Barnets Rettigheder

" Kapitel 1 / artikel 8 - stk. 2. "Hvis et barn ulovligt berøves en del af eller hele sin identitet, skal deltagerstaterne yde passende bistand og beskyttelse med henblik på hurtigt at genoprette barnets identitet."

Jeg mener at en del af et barns identit, er at have ret til at have kontakt til både en mor og en far.

"Bekendtgørelse af FN-konvention af 20. november 1989 om Barnets Rettigheder

" Kapitel 1 / artikel 9 stk 3. "Deltagerstaterne skal respektere retten for et barn, der er adskilt fra den ene eller begge forældre, til at opretholde regelmæssig personlig forbindelse og direkte kontakt med begge forældre, undtagen hvis dette strider mod barnets tarv."

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=60837

Jeg mener ikke at Statsforvaltningen / Danmark, med de meget lange sagsbehandlings tider og nuværende lovgivning - lever op til denne konvention.

Men det koster jo også en del penge – har vi råd til det ? eller har vi menneskeligt råd at lade vær ??

Torben Rasmussen

Annette Kronborg er ikke den eneste der har fremsat kritik af Forældreansvarsloven.

Der kan også henvises til de kritiske holdninger Danner (grevinde Danner Stiftelsen) har givet udtryk for:

Den 12. oktober 2010 udsendte Danner nyheden om, at Danner var medunderskriver på erklæring om Forældreansvarslov.

Erklæringen blev sendt til Familiestyrelsen og politikerne bag Forældreansvarsloven og ”hovedbudskabet er, at loven bør justeres”, oplyste Danner på deres hjemmeside.

Af erklæringen fremgår det, at Forældreansvarsloven ”skaber alvorlige problemer for både børn og voksne i familier, hvor konfliktniveauet er højt eller der er tale om psykisk/fysisk vold- og at loven således er og virker i modstrid med sin egen hensigt; at sikre og varetage barnets bedste”.

Det anføres endvidere, at ”Forældreansvarsloven har sin berettigelse i forhold til de ca. 90% af skilsmisser og samlivsophør, som ikke er præget af vedvarende og/eller højt konfliktniveau og hvor forældre selv indgår aftaler omkring børn og samvær” men ”for de resterende 10% der er ramt af uenighed om samvær og forældremyndighed i forbindelse med skilsmisse og samlivsophør, dvs. i tilfælde hvor en forældre ønsker forældremyndigheden alene og den anden modsætter sig dette, har Forældreansvarsloven vist sig ikke at skabe de nødvendige retlige rammer for at undgå/løse konflikter og sikre børns og forældres retssikkerhed”.

Desuden mener Danner ifølge erklæringen, at der er et ”problem” ved Forældreansvarsloven, idet ”tvungen fælles forældremyndighed fastholder familier i konflikt”

Danner er yderligere af den opfattelse, fremgår det af erklæringen til Familiestyrelsen og politikerne bag Forældreansvarsloven, at ”den fælles forældremyndigheds forudsætning er, at forældrene kan samarbejde i væsentlige spørgsmål vedr. barnet/børnene. Imidlertid rummer Forældreansvarsloven et paradoks, idet uenige forældre kan dømmes og dermed tvinges til at samarbejde om børnene. Uenighed og konflikt er en dårlig forudsætning for samarbejde, og det er evident, at konflikter mellem forældre er skadeligt for børn. Det tvungne samarbejde mellem forældre, og lovens mulighed for at genoptage forældremyndigheds- og samværssager gang på gang, hensætter mange familier i en kronisk uløst konflikttilstand til skade for både børn og voksne”.

En temmelig hård kritik af Forældreansvarsloven og muligheden for at dømme til fælles forældremyndighed må man sige!

(For de der ikke har hørt om Danner, kan oplyses, at Danner er en organisation der bl.a. driver et krisecenter for kvinder.

I 2009 boede der ifølge Danners egne oplysninger 73 kvinder på centret.

”Betina Heldmann arbejder som konstitueret landsdommer i Østre Landsret og har stor interesse for kvindepolitiske emner”, skrev Danner i en pressemeddelelse d. 4. februar 2009, da de valgte Betina Heldmann som ny forkvinde.

”Jeg ser meget frem til at yde en indsats i Danners arbejde med kvinder og børns rettigheder. Der er brug for flere stemmer, der bryder tabuet om volden og forebygger problemet”, udtalte Betina Heldmann.

”Vi er meget glade for at få vores første bestyrelsesforkvinde – og i særlig grad glæder vi os til at kunne få gavn af Betina Heldmanns juridiske ekspertise”, udtalte Danner i pressemeddelsen d. 4. februar 2009.

I dag er Betina Heldmann iøvrigt dommer ved byretten i Roskilde. Her har hun bl.a. har fået tildelt forældreansvarssager, og hun har fx i en sag fra foråret 2011 ophævet den fælles forældremyndighed og tillagt den til moren alene.)

.

.

Mai Mikkelsen

Hvis udgangspunktet skal være barnets tarv, bliver vi vel nødt til at acceptere at udfaldet af en forældremyndigheds-sag ikke altid er retfærdig for den ene forælder?

Jeg er meget enig i, at det er yderst problematisk hvis børn skal være en del af tovtrækkeri og ubehagelige samtaler med både mor og far, der ivrigt forklarer barnet hvor meget de ønsker at bo sammen med det til hverdag.

Og når man skal dømme i en forældremyndighedssag må det først og fremmest være barnets tarv der tilgodeses, og dermed også hvilken forælder der hidtil i barnets liv har været den primære.

Og som en anden har skrevet, så er det typisk moderen. Ikke altid - men ofte. Det er moderen der varetager størstedelen af det praktiske arbejde i hjemmet og dermed også omsorgen for barnet. Jeg undrer mig gang på gang over fædre der med en 60 timers arbejdsuge i barnets 5 første leveår, pludselig ved en skilsmisse mener at barnet har bedst af at bo hos dem.

Omvendt har jeg uendeligt lidt tilovers for de mødre der i bitterhed over at faderen ikke var en, i deres optik, god nok ægtefælle, krampagtigt sætter lighedstegn mellem evnerne som ægtefælle og fader. Man kan sagtens være en strålende fader og en dårlig ægtefælle, ganske som moderen kan være ditto.

Om der bliver dømt "for mange sager" til moderens fordel er rigtigt svært at bedømme. For det første er der altid 3 sider af sagen, moderens, faderens og sandheden. Det er meget svært at være udenforstående og så vurdere dette, når man ikke kender til alle aspekter.

Hvis der er indgået en samværsaftale skal bopælsforælderen selvfølgelig overholde denne. Hvis barnet gentagne gange ikke udleveres efter aftale kan der idømmes dagsbøder og i sidste instans kan politiet blive en del af overdragelsen (hvilket nok ikke er i barnets interesse) I de familier hvor dette er udfaldet tror jeg ikke en Forældreansvarslov til eller fra gør udslaget. Her er der tale om helt andre ressourcer der skal sættes ind, for at lære de nyskilte at samarbejde. Og det skal man ikke kunne vælge fra i min optik. Omvendt kan man selvfølgelig spørge sig selv, om tvang er et godt udgangspunkt for et kommende samarbejde.

Det er et meget meget svært område det her, fordi det er så følsomt for alle parter. Jeg vil dog alligevel fremføre at jeg vil s**** på forældres rettigheder. Det bedste for barnet frem for alt!

Mai Mikkelsen

# Torben Rasmussen:

Hvad er din pointe? At Danner ikke må have holdning til emnet, med de mange års erfaring de har?

At en dommer ikke kan sidde i en bestyrelse for Danner eller?

Jens Sørensen

Mai Mikkelsen

Hvor mange timer tror du den enlige mor skal arbejde efter skilsmissen for at få det til at løbe rundt ?
Nåh nej, der har vi jo moder velfærd og eksen, der betaler festen.
Burde man ikke se det hele i en større sammenhæng. F.eks, at den enlige mor efter skilsmissen pludselig skal til at arbejde mere ?
Og at samværsfaren, efter skilsmissen, bedre kan arbejde mindre, idet han nu ikke skal brødføde eksen ?
Igen nåh nej. For det skal han jo stadig. Han bliver aldrig skllt fra sine økonomiske forpligtelse overfor eksen. Enten gennen skatte eller gennem diverse bidrag.
Måske burde alle ekstra bidrag fjernes. Begge forældre betale 50% at omkostningerne til barnet.
Så kunne man jo se hvem der så ville være den primære forsørger.

Jens Sørensen

Jeg ved ikke hvad Torben Nielsen mener.

Men det er da betænkeligt at en dommer, på den måde viser sin foragt for en demokratisk lov.

Og sjovt nok var det noren der fik forældremyndigheden.
Hvis begge forældrer er forældre-egnede kunne man passende trække lod, hvis kun en skal have forældremyndigheden.

Det største problem er dog stadig, at folk, der vælger at blive forældre, fastholder en teenage-attitude til livet og vælger parforhold ud fra de tyndeste motiver.

Mai Mikkelsen

Jens Sørensen:
Citat: "Hvor mange timer tror du den enlige mor skal arbejde efter skilsmissen for at få det til at løbe rundt ? Nåh nej, der har vi jo moder velfærd og eksen, der betaler festen."

Den enlige forælder, hvad enten vedkommende er mand eller kvinde, kan få følgende tilskud:
Børneydelse:

0-2-årige: per kvartal 4.266 kr. (2012)
3-6-årige: per kvartal 3.375 kr. (2012)
7-14-årige: per kvartal 2.658 kr. (2012)

Ovenstående er det tilskud alle familier får, uanset civilstatus.

Hertil kommer et tillæg som reelt enlig der er på:
1.276 kr. i kvartalet per barn (2012) samt
Det ekstra børnetilskud er på 1.300 kr. i kvartalet (2012) - uanset antallet af børn

Altså sammenlagt kr. 2576 i kvartalet såfremt der er tale om 1 barn. (Bemærk at dette kun udbetales hvis man er reelt enlig)

Børnebidrag: 1228 for 1 barn.

Lad os tage udgangspunkt i at der er 1 barn. I det tilfælde vil bopælsforælderen få ekstra kr. 2086 om måneden i forhold til ikke-enlige forældre. Det synes jeg egentlig ikke er en formue.

Citat: "Burde man ikke se det hele i en større sammenhæng. F.eks, at den enlige mor efter skilsmissen pludselig skal til at arbejde mere ?
Og at samværsfaren, efter skilsmissen, bedre kan arbejde mindre, idet han nu ikke skal brødføde eksen ?
Igen nåh nej. For det skal han jo stadig. Han bliver aldrig skllt fra sine økonomiske forpligtelse overfor eksen. Enten gennen skatte eller gennem diverse bidrag."

Nu betaler vi jo allesammen til vores fælles velfærd gennem skatterne, så den del kan jeg ikke helt forholde mig til at du inddrager. For det andet kan bidraget trækkes fra således at bidragsyderen reelt betaler 66-67%, resten betaler vi alle via vores skat.
Jeg kan ikke se hvordan det kan være den helt store økonomiske belastning for bidragsyderen reelt at skulle bidrage med ca. 850 kr. om måneden. Som forsørger bruger jeg i hvertfald noget mere end 850 kr om måneden på mit barn.

Citat: "Måske burde alle ekstra bidrag fjernes. Begge forældre betale 50% at omkostningerne til barnet. Så kunne man jo se hvem der så ville være den primære forsørger."

Nu handler det med at være den primære forsørger jo ikke om det økonomiske aspekt, men hvem der primært har taget sig af barnet indtil skilsmissen. Det er jo ikke nødvendigvis i barnets interesse at bo hos den forælder der tjener flest penge, så det argument kan jeg ikke helt forstå.

For det andet tror jeg der er en hel del bidragsydere der vil takke nej til dig forslag. Børnebidraget er skruet sådan sammen at den forælder der ikke har barnet boende, har en reel mulighed for også at skabe en ny familie rent økonomisk. Det synes jeg egentlig er meget rimeligt.

Mai Mikkelsen

Att: Jens Sørensen:

Citat: "Men det er da betænkeligt at en dommer, på den måde viser sin foragt for en demokratisk lov. Og sjovt nok var det noren der fik forældremyndigheden.
Hvis begge forældrer er forældre-egnede kunne man passende trække lod, hvis kun en skal have forældremyndigheden."

Jeg synes det er en smule tyndt at betvivle en dommers beskaffenhed på grundlag af en enkelt afgørelse. Hvis det er sådan at vedkommende gennem en længere periode konsekvent dømmer til moderens fordel, så synes jeg også det er bekymrende - men det er jo ikke sagen her.

Vi kender ikke til alle aspekter i den omtalte sag, og jeg synes derfor man skal være meget forsigtig med at komme med så alvorlige anklager.

I en forældremyndighedssag kigger man ikke kun på hvorvidt forældrene er egnede, men også hvem barnet har den tætteste kontakt med. Man kan altså være en velegnet forælder og så stadig ikke få forældremyndigheden, hvis en dommer vurderer at den primære omsorgsyder har været den anden part.

For mig lyder det som om I taler mere om rettigheder - faderens rettigheder. Og jeg er ret ligeglad med både faderens og moderens rettigheder. Det handler udelukkende om barnets tarv i min verden.

For jeg er nemlig enig i Peter Hansens kommentar omkring teenage attituder og ægteskab/familieforøgelse. Det er uartigt når forældrene gør barnet til et våben i en bitter skilsmisse. Det er uartigt at man ikke behandler hinanden med respekt, om end ikke andet, så for barnets skyld.

Torben Rasmussen

”Selvfølgelig må dommere ikke have bierhverv, som kan svække domstolenes eller dommernes uafhængighed og upartiskhed eller den almindelige opfattelse heraf. Det har danske dommere da heller ikke, hverken når de beklæder formandsposten i offentlige nævn eller udpeges af en retspræsident til en voldgift. Dommeres adgang til bierhverv er nøje reguleret i Retsplejeloven, og reglerne er udformet, så ethvert krav til dommeres uafhængighed og upartiskhed er fuldt ud opfyldt.”

(Citat: Børge Dahl, Højesteretspræsident, Nyhedsbrev for bestyrelser, nr. 19, 5. november 2010.)

Ifølge Retsplejelovens § 60, stk. 1, nr. 1 må ingen handle som dommer i en sag, når han selv er interesseret i dens udfald.

Af Retsplejelovens § 61 følger det endvidere, at ingen må handle som dommer i en sag, når der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at rejse tvivl om dommerens fuldstændige upartiskhed.

Hertil kommer udsagn i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 6, der også skal sikre borgere en retfærdig og upartisk rettergang.

Det påhviler altså den enkelte dommer at vurdere, om hendes øvrige aktiviteter er forenelige med dommerembedet.

Betina Heldmann må således have vurderet, at det er iorden at behandle sager om ophævelse af fælles forældremyndighed, selvom hun er forkvinde i en interesseorganisation der over for Familiestyrelsen fx har påpeget, at ”tvungen fælles forældremyndighed fastholder familier i konflikt”.

Denne vurdering har domstolene på nuværende tidspunkt ikke modsat sig.

Jeg mener, man må respektere domstolenes ret til suverænt selv at bestemme hvilke kriterier der skal være til stede, før en dommer bør vige sædet.

Og jeg respekterer fuldt ud at domstolene på nuværende tidspunkt har helt andre kritier end jeg for hvornår en dommer bør vige sædet.

Men det skal ikke afholde mig fra at påpege, at domstolenes accept af Betina Heldmanns dobbeltrolle allerede har svækket tilliden til retssystemet.

Mai Ottesen spurgte tidligere om Danner ikke må have en holdning til emnet, når de har mange års erfaring.

Naturligvis må de da det! Og det har de da også!

Det fremgår af den netop offentliggjorte evalueringsrapport om Forældreansvarsloven, at statsforvaltningerne i perioden 1. februar 2010 – 31. januar 2011 har behandlet 440 sager, hvor der har været påstand om vold og anden grænseoverskridende adfærd.

Det fremgår endvidere, at der i 5% af disse sager forelå en krisecentererklæring.

Som bekendt er parterne i samvær- bopæl- og forældremyndighedssager langt fra altid enige om indholdet af disse krisecentererklæringer. Det er derfor op til sagsbehandlere og dommere, at skille skit fra kanel og vurdere troværdigheden af disse krisecentererklæringer.

Som bekendt indgår Danner i kredsen af krisecentre, der ifølge evalueringsrapporten jævnligt, ensidigt og loyalt, udsteder krisecentererklæringer på kvindens side.

Jeg synes derfor det er "uheldigt" når en dommer der skal fremstå upartisk og uafhængig, samtidig er forkvinde i Danner.

Mai Mikkelsen skriver endvidere, at det på hende virker "som om I taler mere om rettigheder - faderens rettigheder". Jeg skal beklage, at du fejlagtigt har fået den opfattelse.

Jeg finder, det ville være lige så uacceptabelt, hvis en dommer der behandler forældreansvarssager samtidig var formand i fx Foreningen Far. Jeg tror ikke mange mødre ville føle de havde fået en fair behandling, hvis en dommer ophævede den fælles forældremyndighed og tillagde den til faren alene i den situation.

Jeg respekterer som sagt fuldt ud, at domstolene har helt andre kriterier end jeg for hvornår en dommer bør vige sædet. Og desværre er jeg ikke tankelæser. Jeg kan derfor ikke vide, hvilke overvejelser Betina Heldmann har gjort sig i forbindelse med hendes fremtrædende rolle i Danner, navnlig i forhold til den meget kritiske udtalelse om muligheden for at dømme til fælles forældremyndighed, jfr. Forældreansvarslovens § 11, som Danner har givet udtryk for i erklæringen til Familiestyrelsen. Jeg mener, det kunne være interessant at få indblik i disse overvejelser.

Bente Holm Nielsen

@ Jacob Jørgensen
Du skriver, at du føler dig retsløs, og du fortæller om, hvad der er årsagen til din følelse af at være retsløs.

En ny publikation fra Institut for Menneskerettigheder (i samarbejde med Advokatsamfundet) handler om retssikkerhed ctr. retsbeskyttelse.

Dette citat er fra side 5: "Personlig sikkerhed [...] ligger tæt op ad retsbeskyttelse, men er i videre omfang en oplevelse eller en følelse."

Kan din følelse af retsløshed måske skyldes, at du føler dig truet på din personlige sikkerhed?

Publikationen er på i alt 7 sider og kan hentes gratis her
http://www.advokatsamfundet.dk/Service/Nyheder/2012/retssikkerhedsguide....