Nyhed
Læsetid: 4 min.

Minister forsvarer kontroversiel net-aftale

Danmark underskrev torsdag en omdiskuteret antipirattraktat. ACTA-aftalen skal beskytte mod ophavsretskrænkelser, men anses af eksperter for begyndelsen til enden på det åbne og frie internet. Handelsministeren nedtoner konsekvenserne
Der har været massive protester mod ACTA, som Danmark og en række andre lande underskrev i torsdags.

Der har været massive protester mod ACTA, som Danmark og en række andre lande underskrev i torsdags.

Peter Andrews

Indland
28. januar 2012

»Jeg ønsker på det skarpeste at fordømme hele processen, der førte til underskrivelsen af denne aftale.«

Med de ord valgte Kader Arif torsdag at forlade sin stilling som EU’s udpegede rapportør om ACTA-aftalen, som 22 EU-lande, herunder Danmark, kort forinden havde underskrevet ved en ceremoni i det japanske udenrigsministerium. Aftalen, der også er blevet kaldt internettets nye grundlov, har blandt andet til hensigt at sikre virksomheder mod netpirateri, men ifølge kritikere indebærer traktaten samtidig en krænkelse af privatlivet og ytringsfriheden for millioner af internetbrugere.

Konkret frygter kritikerne, at ACTA, der er kort for Anti-Counterfeiting Trade Agreement (handelsaftale for bekæmpelse af forfalskning, red.), vil medføre vidtgående restriktioner på brugen af materiale på nettet og tvinge internetudbydere til at udlevere personfølsomme oplysninger til myndigheder og copyright-havere.

Aftalen bliver desuden kritiseret for manglende åbenhed, fordi den er blevet til uden om de mange multilaterale organisationer — som eksempelvis World Trade Organization — og hastet igennem via hemmelige forhandlinger, som pressen kun drypvis har fået kendskab til gennem utilsigtede læk. Ifølge den nu afgåede EU-rapportør Kader Arif har processen været lige dele udemokratisk lyssky og præget af hemmelighedskræmmeri.

»Dette er en aftale, som kan få store konsekvenser for borgernes liv, og alligevel bliver alting gjort for at forhindre Europaparlamentet i at gøre sin indflydelse gældende,« skrev han på sin hjemmeside torsdag og tilføjede dramatisk: »Jeg vil ikke tage del i denne maskerade«.

Nedtoner betydning

Handels- og investeringsminister Pia Olsen-Dyhr (SF) er derimod ikke bekymret for hverken aftalens indhold eller tilblivelse. I en mail til Information nedtoner ministeren ACTA-underskriftens betydning og skriver, at aftalen kun retter sig mod større og organiserede overtrædelser af ophavsrettighederne og ikke indebærer nogen indskrænkning af borgernes grundlæggende rettigheder.

»For Danmarks vedkommende medfører traktaten ingen ændringer i den gældende lovgivning eller i borgernes adgang til eller brug af internettet,« skriver hun.

ACTA er ellers af kritikerne blevet sammenlignet med det omstridte lovforslag Stop Online Piracy Act (SOPA), der for nylig fik flere store internetfirmaer til at gå sammen i en storstilet demonstration, hvor man lukkede for Wikipedia. Protesterne fik de amerikanske lovgivere til at udskyde lovforslaget. Men ACTA er ikke SOPA, understreger Pia Olsen-Dyhr.

»Der er en væsentlig forskel mellem ACTA og SOPA, idet ACTA ikke sigter på at begrænse borgernes adgang til internettet eller indføre censur af hjemmesider,« skriver hun.

Men helt så enkelt er det ikke, mener et voksende kritikerkor, som ikke længere kun tæller internetaktivister og teleudbydere. For nylig i Davos blev et medlem af den amerikanske kongres, Darrel Issa, spurgt om sin holdning til ACTA. Issa var en stærk modstander af det amerikanske lovforslag SOPA — men ACTA er endnu farligere, sagde han.

»ACTA fremstår, som om den ikke ændrer eksisterende lovgivning (...) Men så snart den bliver implementeret, skaber den en helt nyt system for håndhævelse og binder kongressen på hænder og fødder,« sagde han og uddybede: »Aftalen lød sikkert som en god idé for mange mennesker, men det spørgsmål, de skulle have stillet, var: Hvorfor gik de uden om WTO og alle de andre internationale institutioner? Og jeg tror svaret er: Fordi de kunne arbejde i hemmelighed, de kunne få det gjort, og så kunne de sige til folk: ’Det her kan I ikke ændre’. Det er det, vi frygter med ACTA.« 

Se interview med Darrel Issa her - ovenstående vurdering falder cirka 23 minutter inde i samtalen.

Vrede demonstranter

Og det er ikke en frygt, Darrel Issa står alene med. I Polen, hvor vreden mod aftalen har været størst, gik demonstranter torsdag på gaden i Poznan og Lublin, mens flere politikere mødte op i parlamentet med Guy Fawkes-masker på for at vise deres støtte til demonstranterne. Guy Fawkes er den officielle maskot for internetaktivisterne i hackergruppen Anonymous, der har kæmpet hårdt imod den nye aftale.

I sin mail til Information skriver Pia Olsen Dyhr, at hun »hilser debatten om ACTA velkommen«. Hun siger, at Europaudvalget løbende har været orienteret om forhandlingerne, og at regeringen »vil gå videre med den danske ratifikationsproces«, når sagen er færdigbehandlet i Europaparlamentet, som skal stemme om aftalen i juni i år. Hvis parlamentet forkaster aftalen, kan den ikke træde i kraft i noget EU-land.

Opdateret 28. januar med citat fra Magrethe Auken. Desuden er aftaleteksten nu vedhæftet:

Uenighed i SF

Magrete Auken, der repræsenterer SF i Europaparlamentet, er ikke enig med sin partifælle Pia Olsen Dyhr. På sin Facebook-væg skriver Auken fredag:

»Lige nu tumler et rygte rundt om at jeg har underskrevet støtte til Acta. Jeg aner ikke hvor det stammer fra - jeg og den Grønne gruppe i Europa-parlamentet bekæmper Acta det bedste vi kan.«

Morten Messerschmidt, der er valgt ind i Europaparlamentet for Dansk Folkeparti, er enig:

»Jeg vil fraråde alle mine kollegaer at stemme for det indgåede forlig. Vi kan ikke ofre frihedsrettighederne på internettet for en aftale, vi reelt ikke kender indholdet af, siger han til DR.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Glemte at nævne det var kl 15.

Ah - den gode gamle sang : "Loven her ændrer ingenting" - hvorfor implementere vi den så?

Det var samme sang vi hørte da anti-terror lovgivningen blev skrevet over Amerikansk læst. Hvorfor kopierer vi hovedløst alt fra USA? Er Danmark en kopi-stat?

Som med licens-regler (alle med mobiltelefoner skal betale licens) og ophavsrettighedsregler (læg pirat afgift på tilfældige blanke datamedier), er det åbenlyst at politikere ofte er inkompetente og derfor lytter til den interessegruppe med flest penge.

Det hedder vist lobbyisme, og jeg er forbavset over at der ikke er flere åbenlyse penge i det...men så falder mine tanker på Dyremose/TDC, og så behøver jeg ikke spekulere mere over den slags.

Ib Christensen

"I en mail til Information nedtoner ministeren ACTA-underskriftens betydning og skriver, at aftalen kun retter sig mod større og organiserede overtrædelser af ophavsrettighederne og ikke indebærer nogen indskrænkning af borgernes grundlæggende rettigheder."

Minder meget om tidligerer løfter om et andet filter der ikke ville blive brugt til andet nogensinde end lovet.

At den danske befolkning knap kender til ACTA bør vel også undre, i lyset af at vi betaler medielicens netop for at være sikret information!

Samtidig husker vi alle den med at "det kun er dem der har noget at skjule der ikke vil overvåges" Så hele processen bag ACTA taler da højlydt klart om at de selv føler den bør skjules.

Sider