Læsetid: 5 min.

Panik og frygt styrer kamp imod misbrug

Ikke engang retssikkerhed skal stå i vejen for bekæmpelsen af seksuelle overgreb mod børn. Sådan lyder det ofte efter store misbrugssager som den i Rebild. Men det skyldes frygt og udløser panikløsninger, mener kritikere. Måske skal man i stedet erkende, at ikke alle sager kan forhindres
Ikke engang retssikkerhed skal stå i vejen for bekæmpelsen af seksuelle overgreb mod børn. Sådan lyder det ofte efter store misbrugssager som den i Rebild. Men det skyldes frygt og udløser panikløsninger, mener kritikere. Måske skal man  i stedet erkende, at ikke alle sager kan forhindres
24. januar 2012

Det skorter ikke på sanktioner og tiltag, når politikerne i en fart skal finde løsninger på de opsigtsvækkende sager om seksuelle overgreb i familier: Et nyt it-system skal overvåge de såkaldte nomadefamilier, der flytter misbrugte børn rundt mellem kommunerne for at undgå tvangsfjernelse. Kommunerne skal have større beføjelser til at trænge sig ind i borgernes hjem. Og det skal gøres strafbart for socialrådgiverne ikke at handle på en mistanke om seksuelle overgreb.

Sådan lyder en række af de udmeldinger, der er kommet i kølvandet på den såkaldte Rebild-sag, hvor både fagfolk og politikere efterlyser mere kontrol og overvågning af familierne for at komme problemet til livs.

Men eksperter advarer nu mod forhastede panikløsninger, der ikke nødvendigvis virker efter hensigten og truer de grundlæggende retsprincipper.

For vi kan alligevel aldrig gardere os fuldstændig mod en ny Rebild- eller Brønderslev-sag, siger psykolog, ph.d. og lektor ved center for Sundhed, Menneske og Kultur ved Aarhus Universitet Karen Pallesgaard Munk.

»Der hersker en forestilling om, at man fuldstændig kan komme det onde til livs, men det er en illusion, som ingen tør italesætte. Og det, man overser, er, at det har en meget høj pris, når man jagter den forestilling med alle tænkelige midler,« siger Karen Pallesgaard Munk.

»Det er ikke det samme som, at man skal acceptere seksuelle overgreb, men netop nu er det nødvendigt med en reel diskussion af, hvilke retssikkerhedsmæssige konsekvenser det har, når vi forsøger at overvåge, kontrollere og straffe os ud af problemet i disse sager,« siger hun.

Hastetiltag

Nyheden om, at kommunen først fjernede børnene i Rebild-sagen fem år efter, at politiet anmeldte faren til politiet, fik forleden familieordfører fra Dansk Folkeparti Mette Hjermind Dencker til at foreslå socialminister Karen Hækkerup (S) at gøre det strafbart for kommunale medarbejdere ikke at handle på mistanke om overgreb.

Men ligesom Karen Pallesgaard Munk efterlyser også ph.d. og underviser i socialforvaltningsret på Professionshøjskolen Metropol Idamarie Leth Svendsen mådehold fra politikere ovenpå de mange sager om seksuelt misbrug.

»De her sager kalder igen og igen på nogle brede samfundsmæssige overvejelser om, hvor langt vi vil gå i forhold til overvågning og kontrol for at komme problemet til livs. Det kan godt være, at det er muligt at forhindre samtlige overgreb med nogle mere skrappe regler — men så skal man bare være helt klar over, hvad det koster,« siger Idamarie Leth Svendsen.

Peter Høilund er professor på RUC og har skrevet bogen ’Frygtens Ret’, som beskriver, hvordan det danske samfund igennem særligt de seneste 10 år er blevet præget af frygt, der påvirker politikernes måde at handle på. Ifølge ham er den seneste uges politiske udmeldinger om yderligere beføjelser til kommunerne endnu et eksempel på denne udvikling:

»Løsningen er ikke at haste sig til ændringer i loven, nye reformer eller tiltag, for de fleste kommuner har intet råderum til at ændre deres praksis rent økonomisk. Derfor bør politikerne have modet til at tage sig tid til en grundig undersøgelse af de sociologiske årsager, der ligger bag denne udvikling. På den måde kan man lave begrundede ændringer, der ikke er båret af hverken samfundsstemning eller frygt,« siger Peter Høilund.

Omvendt logik

Men skal man bekæmpe de mange misbrugssager, er man slet og ret nødt til at gå på kompromis med retssikkerheden, pointerede formand for de kommunale socialchefer Ole Pass i fredags til B.T.

Han opfordrede socialministeren til at give kommunerne yderligere beføjelser, »så sagsbehandlerne ikke længere skal vente med handling, til skaden er sket.«

»Vi vil givetvis komme til at genere nogle familier, der ikke har gjort noget forkert. Men det må vi tage med, hvis vi vil de her sager til livs,« sagde Ole Pass til B.T.

Dette er endnu et udtryk for det normskred, der har influeret de politiske og faglige udmeldinger i løbet af de seneste år, mener Peter Høilund.

»Når fagfolk siger, at man hellere skal anbringe et barn for meget end et for lidt, er det udtryk for en skrækkelig panikhandling. Man skal huske på, at tvangsfjernelser af børn er et meget alvorligt indgreb i enhver familie, som de uagtet skyld i anklagerne aldrig vil komme sig over. Derfor må vi opretholde en høj grad af retssikkerhed på det her område,« siger Peter Høilund.

Men som vi har set med de seneste udmeldinger, hersker der en omvendt logik på dette område, pointerer han:

»Inden for kriminologien siger man, at vi hellere må lade en skyldig gå fri end dømme en uskyldig — men på det her område gør det omvendte sig gældende.«

Peter Høilund er dog ikke overrasket over de forhastede handlinger. Udviklingen er derimod symptomatisk for den populisme og frygtsomhed, der driver langt de fleste politiske udmeldinger:

»Det er som oftest drevet af frygt, når politikere farer ud med signaler eller lovforslag. De står på skuldrene af hinanden for at indføre ny lovgivning og reformer for at fremstå handlekraftige over for befolkningen.«

Men det er frygtstemningen, der genererer deres handlinger, påpeger Peter Høilund. Og så bliver handlingerne forhastede og hverken forankret i videnskab eller i erfaring.

»Det resulterer i symptombehandling i stedet for at opgradere den viden, der kan forklare de bagvedliggende årsager til udviklingen med de mange misbrugssager,« siger han.

Film din far

I sidste uge opfordrede formand for Børnerådet Lisbeth Zornig Andersen misbrugte og udsatte børn til at dokumentere de handlinger, de bliver udsat for.

Når børnene er vidner til overgreb mod eksempelvis deres søskende, skal de bruge deres kameratelefoner til at filme hændelserne, så kommunerne kan effektivisere deres tvangsfjernelse med konkret bevisførelse.

Denne udmelding illustrerer, hvordan panikløsningerne forplanter sig til alle led af aktører på området, mener Peter Høilund.

»Der er en helt forkert udvikling og en skræmmende tendens at bekæmpe frygten med yderligere frygt i stedet for at søge ned i årsagerne til de her overgreb.«

Karen Hækkerup mener dog ikke, at forældrenes retssikkerhed kan stå over barnets tarv i sager, hvor kommunen har mistanke om seksuelle overgreb.

»Vi risikerer at være medansvarlig for, at overgreb finder sted. Det skal vi for alt i verden forhindre. Det er nu engang lettere at sige undskyld overfor en voksen for, at man har truffet en forkert vurdering og lavet en fejl, end det er at komme mange år efter og sige til et barn ’hov, der røg din barndom, fordi vi hellere ville være på den sikre side’. I de her sager handler det om én ting, og det er barnets tarv.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Riis-Nielsen

Jeg er meget enig i artiklen. Dog skal man også huske på, at det med forældres retssikkerhed er en myte. Det er bare en dårlig undskyldning, når kommunen ikke har handlet af økonomiske grunde - eller fordi de har sjusket.

Og så har Karen Hækkerup desværre slet ikke forstået, hvad barnets tarv handler om. Man kan ikke bare sige undskyld til forældrene. En fejlagtig tvangsfjernelse rammer rigtig mange personer. Det rammer hele familien - OGSÅ BARNET. Det er også barnets retssikkerhed, der varetages, når man sikrer mod at børn fjernes vilkårligt.

Lovgivningen er svækket så meget, at man slet ikke længere kan tale om at forældre har retssikkerhed. Der er stort set intet tilbage.

Jeg har selv vundet en sag - ikke om incest, men om omsorgssvigt baseret på falske indberetninger fra en person ansat til at passe mit handicappede barn. Hendes mål var tilsyneladende at stjæle mit barn for at tjene penge på det. Et svært handicappet barn er jo mange penge værd i plejevederlag.

Det er 12 år siden - og selvom jeg er blevet behandlet pænt og respektfuldt i alle årene siden løgnene blev afsløret, så vil jeg aldrig - aldrig - aldrig komme mig over den følelse af at være totalt retsløs. Jeg har endda fået en undskyldning.

Ikke alene er der ikke meget retssikkerhed, men den, der er på papiret findes heller ikke. En kommune kan jo frit bryde loven. Det er svært, når selv en kommune bakker en løgner op med falske sagsakter, forhindrer aktindsigt osv.

Og hvordan var det så med barnets tarv dengang? Jo, min søn har aldrig haft det værre end i den tid. Han skreg og skreg i timer hver dag. Så falske sager og anbringelser på falsk grundlag går meget hårdt ud over børnene også.

Og må jeg så lige minde om at forældre faktisk også er en slags menesker.

Skam dig, Karen Hækkerup.

Torben Riis-Nielsen

Du har ret, Jesper. Paniklovgivning tjener ikke nogen. Det kan endda bevises med tørre tal.

Man har i alle de 12 år lavet den ene panikløsning på dette område efter den anden. Og der fjernes stadig færre børn end dengang. Hvorfor? Fordi det er økonomien, der bestemmer - og overhovedet ikke forældrenes retssikkerhed.

Paniklovgivningen har betydet, at man kan tvangsfjerne et barn på en løs formodning - at man nu lovligt kan holde en sag hemmelig for forældrene til f.eks. et handicappet barn - og at man lovligt kan lave hemmelige undersøgelser af barnet uden at inddrage forældrene. At man kan tvangstilbageholde et barn i en anbringelse uden dom i op til 6 mdr. - også selvom anbringelsen skader barnet osv. osv.

Stort set alt det man gjorde ulovligt i mit barns sag og gjorde at løgnene kunne vokse hemmeligt og uhæmmet, er siden blevet lovliggjort. (Dog er det stadig ikke rigtig lovligt at skrive falsk i sagsakterne - men det bliver måske det næste???)

Hvad er det for et samfund, der gør at man skal opfattes som forbryder, blot fordi man har fået et handicappet barn? Husk at alle reglerne der foreslås i sager om incest gælder ALLE forældre - og især alle med kontakt til systemet, herunder forældre der har begået den "forbrydelse" at få et handicappet barn.

Jeg ville godt spørge Karen Hækkerup: "Hvorfor skal gode forældre til handicappede børn automatisk fratages alle rettigheder og efterlades uden retssikkerhed?"

Hvorfor?
-

Glenn Lynge Andersen

Forudsigelig reaktion fra socialministeren: Hvornår er der sidst nogen her i landet der har vundet stemmer på at forsvare lavstatusfamilier mod overgreb fra systemet. Så hellere fremstå handlekraftig og spille på vælgenes "det-er godt-nok-for-galt"-følelser.

Det værste er, at de såkaldt "pæne" familier går ram forbi uanset hvad der foregår af svigt og overgreb, fordi de ikke har systemets eller omsorgspersoners bevågenhed.

Mads Kjærgård

Minder det ikke lidt om den panik, man så i USA for nogle år tilbage? Det er da lidt barskt, at man vil tilsidesætte retsikkerheden, hvor er vi så? I USSR?
Man må sige, at dette vidner om, hvordan pressen driver politikerne foran sig, som om de var får. Jeg synes det vidner om, at der slet ikke er hul igennem til politikerne, de her problemer har jo været oppe og vende før. Vi ved at sagsbehandlerne er overbebyrdede, vi ved at kommunernes første prioritet er at spare penge. Man får fornemmelsen af, at befinde sig i et galehus efterhånden! Selvfølgelig skal man gøre, alt hvad man overhovedet kan, men at sige, at det er bedre at fjerne et barn for meget, det er efter min mening fuldstændigt horribelt, jeg har aldrig hørt noget så sindsygt før. Jeg føler mig hensat til Nazityskland, hvor længe går der så ikke også før man overfører denne retspraksis på andre områder. "Du er skyldig indtil du har bevist det modsatte!"

Savner indspil fra de udøvende eksperter i den administrative praksis. Hvilke paradokser hindrer myndighederne i at tage affære? og hvilke handlinger har man at gøre godt med? At der er pligt til at skride til handling ved mistanke om misbrug af børn er derimod uomtvisteligt,- helt ok at betitlede sociologer m.fl. får tid og penge (damer) til at boltre sig,- men altså: dette må ikke blive en syltekrukke

Sæt det objektive fokus på krænkerne og glem alt om at det kun er far der krænker og antallet af misbrugte børn vil dale markant

Undersøgelser viser at mødre fortransvis krænker drenge og at de i nogle undersøgelser har 50% deltagelse i dette hovedscenarie,

Og alle ved at seksuelle krænkelser går i arv, eller med stor sandsynlighed går arv, hvis de ikke bliver behandlet.

Hvis verden ikke er klar til at se hele krænker billede, må ungerne leve med konsekvenserne, længer er den bare ikke.

Dines Andersen

Vi hører igen og igen de skrækkeligste historier om børn, der på den ene eller anden måde mishandles, omsorgssvigtes etc. Hvorfor bliver der ikke skredet ind over for disse uhyrligheder? spørger vi gang på gang os selv. - Og så ryger politikere og andre med trang til at markere sig op af stolen med krav om stramninger af lovgivningen, som åbenbart er for slap. Besindige folk med indsigt i de sager forklarer os, at der ikke er brug for stramninger. Reglerne er gode nok - hvis bare de blev fulgt. Og hvorfor bliver de så ikke det?
Et velkendt råd fra efterforskninger, hvor politiet ikke rigtig gør fremskridt, fordi man mangler et motiv til forbrydelsen, lyder: FØLG PENGENE. Hvem har noget økonomisk i klemme, når vi taler om en mulig fjernelse (med eller uden tvang) fra hjemmet? Hvem kan se frem til en millionudgift ved at gribe ind til fordel for måske en håndfuld børn og fjerne dem fra hjemmet? En udgift som i mange mindre kommuner vil æde en betydelig del af den sum, der er afsat til formålet i indeværende budgetår.
Kommunerne, der er mestre i kassetænkning (for det har Staten i så rigeligt mål øvet dem i), ved godt hvordan man smyger sig uden om ansvaret, når der er penge at tjene/spare. Tal om noget andet, vurder at I savner hjemmel til at handle, sæt nogle andre retsprincipper i højsædet, selv om de ikke har noget med den oplagte sag at gøre. Bare se at få flyttet aben hen på nogle andres skuldre. Den må gerne køre i ring nogen tid. Så sker der nemlig ikke en skid imens, og det er jo sådan set lige præcis hvad I ønsker.
For kynisk? Overhovedet ikke. Det er kommunal realpolitik. Kommunernes motiv er at slippe for nogle udgifter, som potentielt kan blive voldsomt store, hvis først låget for alvor ryger af tønden. - Hvis Staten (dvs folketingspolitikerne) virkelig ville gøre noget effektivt til fordel for de mest udsatte børn, gik man ind og overtog den fulde finansiering af anbringelsesområdet. Så ville vi fluks se kommunerne oppe sig. Kassetænkning, det er nu en gang deres speciale.

@Dines Andersen

Ja, Dines det er også en side af sagen, og jeg er helt enig.

Det er så himmelråbende dobbeltmoralsk og kynisk og poletikerne står oven på hinanden for at straffe og i virkeligheden, er deres elendige forvaltning, som er med til at opretholde tingende tilstand.

Torben Riis-Nielsen

dines, du har ret - følg pengene. Men der er altså også nogle, der tjener penge på anbragte børn - og som er villige til at prostituere sig for at holde på et anbragt barn, der kunne hjemgives - eller lave et anbringelsesgrundlag for at få fuldt ventelisterne op.

Husk også, at hvis kommunerne fik det hele financieret af staten, så ville kommunen tjene på det i form af ansatte og et bedre skattegrundlag - statsfinancieret.

Og så skal det jo heller ikke være billigere at anbringe end at lave en forebyggende indsats! det ville give grundlag for endnu mere kassetænkning.

Den gamle grundtakstmodel synes jeg laver et godt kompromis. Den kompenserer kommunerne for de dyreste sager (> ca. 400.000 kr årligt), men lader dem have den fulde financiering indtil dette beløb.

Men samtidig bør man altså styrke retssikkerheden for forældre og børn. Det dur ikke at man bare kan stjæle børn på et tyndt og falsk grundlag, som man kan i da. Den slags sager findes jo også. Og de er slet ikke sjældne.

Da jeg selv var udsat for et ekstremt grimt forløb, var jeg overrasket over at jeg lynhurtigt fandt frem til 10 andre sager, hvor handicappede børn fejlagtigt var anbragt fordi en kommune anbragte børn på grund af omsorgssvigt, som i virkeligheden var en misforståelse af barnets handicap eller sygdom.Og ofte nægtede man at undersøge børnene!!!!

Et barn varf.eks. 8 år fejlanbragt uden at få den rette hjælp, fordi kommunerne kunne forhindre enhver undersøgelse, når det var anbragt. Det er faktisk kommunal mishandling af et barn.

Her var der jo fuldstændig overensstemmelse med barnets retssikkerhed og forældrenes. Men fordi man har fjernet forældres retssikkerhed, kunne barnet ikke blive undersøgt. Man havde nemlig ikke engang ret til at klage over at ens eget barn ikke blev undersøgt.

Et andet forhold omkring pengene er at dem, der undersøger børn som regel er dybt inhabile. De tjerne penge på at skrive det kommunerne gerne vil have dem til at skrive.Een uanfhængig undersøgelse er en sjælden foreteelse. Mange 2uafhængige" børnepsykologer har i praksis noget, der ligner et ansættelsesforhold til kommunerne.

Karen Hækkerup og co styres af 2 hensyn: Angsten for at tage ansvar for egne love og angsten for at miste de 80.000 vælgere, der i børneindustrien lever godt af at udøve racehygiejne.
Man skal holde sig for øje, at hverken børn eller forældre har nogen som helst rettigheder. Kun formelle, og om den sagde Jesper Fisker, formand for socialcheferne i 2000: Den formelle retssikkerhed er ikke meget bevendt. hvis den ikke sættes i en sammenhæng. Der skal være et dynamisk sammenspil mellem den formelle og materielle dimension. Ellers bliver retssikkerhedsbegrebet teknokratisk og indholdsløs.
At socialministeriet ikke giver en døjt for børns liv og velfærd fremgår af ministeriets definition af "barnets bedste", der legitimerer selv at myrde et ufødt barn og groft mishandle de fødte. BARNETS BEDSTE ER DET, SOM SAGSBEHANDLEREN BESTEMMER!

Citat fra artiklen:"For vi kan alligevel aldrig gardere os fuldstændig mod en ny Rebild- eller Brønderslev-sag, siger psykolog, ph.d. og lektor ved center for Sundhed, Menneske og Kultur ved Aarhus Universitet Karen Pallesgaard Munk.

»Der hersker en forestilling om, at man fuldstændig kan komme det onde til livs, men det er en illusion, som ingen tør italesætte. Og det, man overser, er, at det har en meget høj pris, når man jagter den forestilling med alle tænkelige midler,« siger Karen Pallesgaard Munk.

»Det er ikke det samme som, at man skal acceptere seksuelle overgreb, men netop nu er det nødvendigt med en reel diskussion af, hvilke retssikkerhedsmæssige konsekvenser det har, når vi forsøger at overvåge, kontrollere og straffe os ud af problemet i disse sager,« siger hun.(citat slut)

Vi kan aldrig helt undgå misbrug og mishandling af svage. Men der er et gennemgående træk ved de fleste af de nævnte sager. Der er en psykopatisk far, som kommunen har understøttet med alle midler og en underkuet mor, som forsøger at skærme børnene men ved, at hvis hun går til kommunen, tvangsfjerner de i bedste fald børnene, og hun risikerer at blive dræbt som hævn.Man kunne hjælpe og beskytte børn og de forældre, der vil dem det godt i stedet for at splitte familierne og ødelægge dem alle.

Nyt citat:
"Peter Høilund er professor på RUC og har skrevet bogen ’Frygtens Ret’, som beskriver, hvordan det danske samfund igennem særligt de seneste 10 år er blevet præget af frygt, der påvirker politikernes måde at handle på. Ifølge ham er den seneste uges politiske udmeldinger om yderligere beføjelser til kommunerne endnu et eksempel på denne udvikling:"(citat slut)

Den frygt har politikere selv indgydt befolkningen ud fra devisen Del og hersk

(citat)»Vi vil givetvis komme til at genere nogle familier, der ikke har gjort noget forkert. Men det må vi tage med, hvis vi vil de her sager til livs,« sagde Ole Pass til B.T.

Dette er endnu et udtryk for det normskred, der har influeret de politiske og faglige udmeldinger i løbet af de seneste år, mener Peter Høilund.

»Når fagfolk siger, at man hellere skal anbringe et barn for meget end et for lidt, er det udtryk for en skrækkelig panikhandling. Man skal huske på, at tvangsfjernelser af børn er et meget alvorligt indgreb i enhver familie, som de uagtet skyld i anklagerne aldrig vil komme sig over. Derfor må vi opretholde en høj grad af retssikkerhed på det her område,« siger Peter Høilund."(citat slut)

Tvangsanbringelse er en handling, som barnet aldrig forvinder, som familien aldrig forvinder. Hvem har lyst til hjælpeløst at se på, at ens barn frihedsberøves og mishandles groft? For mishandlet bliver de anbragte børn i en grad, så de havner på samfundets absolutte bund. I fængsler, i psykiatrien, som hjemløse, i bedste fald på overførselsindkomst.
Økonomi?
Ha, jeg må le!
I øjeblikket oplyser Kl, at der bruges 12 milliarder om året til at anbringe børn. Dertil kommer de afledte omkostninger - sandsynligvis lige så meget. Ifølge forskere lever der mindst 200.000 voksne, der har alvorlige traumer efter børneværnets "hjælp". Læg yderligere forsørgelse og tabt arbejdskraft i vægtskålen.
Der sker langt flere overgreb på anbragte børn (ca. 1%) end på hjemmeboende. Det må ingen vide, og børnene er netop fjernet fra samfundet af samme grund.
Hvorfor nævner ingen sagen fra Skælskør eller den aktuelle fra Mern, hvor familieplejeren skider i bukserne af skræk, når han konfronteres med sine ofre. Hvorfor drager man ikke de myndighedspersoner til ansvar, der har feteret ham, bragt ham plejebørn til fri afbenyttelse, rost ham til skyerne og betalt ham fyrsteligt gennem 20 år?
Sagen kom ikke frem med deres gode vilje.
Og den er kun toppen af isbjerget.

@Torben Riis-Nielsen

Hvis du har mulighed for det så tag et job på et af danmarks børnehjem, så får du syn for sagen og du se en side af Danmark, som du resten af livet ville ønske du ikke havde set, de børn der er tilbage på børnehjemmene , er så ødelagte og personalet så magtesløse og så overbebyrdet.

Og når én af hele flokken klare at få en læreplads, ser hele børnehjemmet det som en sejer og når endnu en afdeling lukker pga. besparelser, bider personalet tænderne sammen og går vidre.

Hvis du klare 6 md uden at komme grædende hjem, æder jeg alle mine ord og tastaturet med.

Jeg kunne ikke klare det.
Har endda svært ved at klare alle de tidligere anbragte, der er smidt ud allerede som 17-18 årige helt uden mulighed for at klare sig.
Jo tidligere de er anbragt, des mere medtaget er de.
De har næsten alle været udsat for seksuelt misbrug, vold og psykisk misrøgt under anbringelsen. Og mest hjerteskærende: De TROR, det er almindeligt og acceptabelt, noget de må finde sig i og bringe videre!

@Else Sommer

Siger du at børnehjemmene krænker børnene, seksuelt, fysisk og psykisk?

Hvis det er dit synspunkt, håber jeg meget at du vil fortælle din personlige historie.

De menesker jeg har mødt i den del af det danske samfund, har alle været aldeles uperfekte og fuld af fejl og mangler, men de har alle haft et hjerte for ungerne og nogle af dem har været ildsjæle af en karakter, som man ikke ser i det øvrige samfund.

Og hele min pointe er netop, at der er behov for at se hele krænkerbillede, inden det går galt og bønene havner i institutionerne.

Som jeg kynisk formulerede; "Hvis verden ikke er klar til at se hele krænker billede, må ungerne leve med konsekvenserne, længer er den bare ikke."

Hvis du selv har haft oplevelser på børnehjem, med krænkelser har du min medfølelse og jeg håber at fokus kan gå tilbage til familien hvor det hele er opstået, for uden den uheldige familiekonstellation, var ingen havnet på børnehjemmet

Torben Riis-Nielsen

Jens Bruus - Jeg kender udmærket til børnehjem - plejefamilier og behandlingshjem. Mit eget barn er faktisk på et hjem for autistiske børn. En frivillig og meget lykkelig anbringelse med meget stort og helt ligeværdigt samarbejde mellem personale og forældre. Det var det VI gerne ville!

Som du kan læse har jeg tidligere været udsat for offentlig mishandling af mit barn. Jo - mit barn blev også regnet som skadet af forældrene, jo mere det blev mishandlet, jo mere fik vi skylden!.

Bare pudsigt, at vi forældre fik barnet i god gænge, da aflastningspersonen, der ikke evnede at passe har, blev afskediget. En måned under fuld forældrepleje og alle symptomerne på omsorgssvigt var væk. Kommunen måtte her tilkalde politiet for at få vores barn vristet ud af aflastningspersonens favn, da det blev klart, at hun var kriminel.

Og som altid var alle jo dengang enige om, at barnet var skadet af forældrene. Stor forargelse. Men nej - det var bare en undskyldning for offentlig og magtsyg vanrøgt - og pengebegær.

I alle de andre sager jeg fik kendskab til fik forældren også skylden for barnet skader - altså indtal man pludselig fandt ud af at barnet havde et skjult handicap (autisme (flest sager), tarmsygdom, hjerneskade ved fødslen).

I en af sagerne var der en pædagog på et anbrignelsessted, der udbrød, godt jeg vr på barsel. Underforstået - ellers havde også hun været med til at begå overgreb mod forældren. er det ikke pudsigt, at i alle sagerne på nær én har det offentlig været enige om at barnet var skadet af forældrene - men ikke i et eneste tilfælde havde de ret? Hvilken side tror du selv du havde været på? Og vi taller ikke om ém pædagog pr. barn - men om mange mange pædagoger for hvert barn.

Det er også tankevækkende at man nok ikke kan finde mere end en håndfuld sager, hvor det offetlige erkender at en anbrngelse har skadet et barn - selvom forskningen tydeligt viser, at mange børn skades af anbringelserne.

Der er forældre, der skader et barn. der er børn der har permanente skader af forældres vanrøgt. Men der er bare også mange tilfælde, hvor det er anderledes. Og de ska hjælpes.

Det er fuldstændig veldokumenteret at anbringelser ii gennemsnit ikke hjælper børn. De kommer til at halte bagud - også når de fjernes direkte fra fødestuen. Den store mangel er, at børnene ikke får lov til at knytte sig til mennesker, der elsker dem. 50% af plejebørnene føler sig ikke elsket i deres plejefamilier. Det skader dem for livet

Et anbragt barn er i gennemsnit anbragt 5 forskellige steder. De flyttes rundt efter forgodtbefindende af kommunerne, hvis de kan spare lidt penge.eller plejefamilierne synes pludselig at de vil noget andet end at passe et barn - så væk med ungen. tror du man føler sig elsket hvis man smides ud af sin tredie plejefamilie som f.eks. 7-årig?

Jeg er lykkelig for at jeg har fundet et god faglig institution til at samarbejde om angående mit barn.Og jeg er glad for at kommunen efter mishandlingen af mit barn indså at de ikke fattede en brik om mit barns problemer, men at vi forælldre havde styr på det.

Jeg har IINTET imod anbringelser i sager, hvor forældre ikke magter at give et barn det, der skal til en opdragelse. Og jeg harslet intet imod anbringelser hvis formål er at samarbejde med forældren om at give et barn et godt liv. Og jeg har intet imod anbrignelser, når forældre begår direkte omsorgssvigt eller direkte skader et barn.

Men jeg har noget imod tvangsfjernelser på falsk grundlag. Jeg har noget imod anbringelser, der er vanvittige. Og jeg har noget imod, at forældre ikke kan forsvare sig mod falske indberetninger, løgn og bedrag, fordi man har fjernet vores - og børnenes - retssikkerhed tiotalt.

Og bare som eksempel. Hvad ligner det ikke at kunne få til at inddrage en tidligere sagsbehandler, der selv har skrevet sagen, som vidne til at sagsakter er falske? Du kan måske fortælle mig, hvorfor det er barnets tarv, at en sag bygger på løgn - og hvorfor det er så vigtigt for barnets tarv, at man ikke afslører en løgner? Hvorfor beskytter en forvaltning en løgner og bedrager med ulovlige midler?

At det gennemsnitligt er forfærdeligt at være et anbragt barn betyder ikke at det altid er det. Og det ved jeg jo fra vores egen anbringelse. Ingen tvivl om at vi i samarbejde med pædagogerne har kunnet nå længere end hvis vi havde været alene om det.

Eller kort sagt.:Anbringelser JA - gerne, hvis de er gode
Falske anbringelser NEJ - aldrig.
Retssikkerhed for forældre og barn: JA!

@Torben Riis-Nielsen

Hej torben.

Autisme kender jeg ikke så meget til, men asperger har jeg en del erfaring med og der er nogle lighedstræk, så er ikke helt blank på området.

Og glæder mig over at i har fundet en god løsning på en svær sitiuation

Og jeg fortsår at det ikke har været, uden omkostninger.

Hele mit engagement går på en anden del af anbringelsesområdet, den del hvor der er tale om problemer i hjemmet og jeg ser nu, at jeg har gjort dig uret, det beklager jeg og er rigtig glad for at du forteller din historie, det gør både mig og forhåbentlig også andre klogrer.

håber vi er ok?

Med det vil jeg rigtig gerne vende tilbage til det jeg ser som vores tid største problem, nemlig at det kun er mænd der kan være krænkere og den enorme virkeligheds fordrejning det indebære.

jeg har tidligere i ligende debatter gjort mig til talsmand for at kvinder står får den samme del af undladelser og krænkelser som mænd og at samfundet generelt ikke er parart til at indse dette og at børnene betaler prisen og har fulgt disse udtagelser op med dukomentatio.

Det er for mig det at se det vigtigste punkt overhoved i alt snak om børn og krænkelser.

Henrik Jensen

Okay - jeg kender lidt til denne sag, som ikke har været omtalt så meget i denne avis. Et par ting må siges:

1) Talen om retssikkerhed er - eller kan meget let blive - et cop-out, som vi siger nordenfjords...en undskyldning for ikke at gøre en skid. Det har vi tit set og jeg er bange for, at det er det, vi ser igen her.

2) Rebild kommune er et produkt af kommunal-"reformen" og den er et sjædent misfoster.

Man har lagt en by som Støvring, der er en typisk soveby for Aalborg, sammen med traditionelt selvhjulpne landsbysamfund som Skørping, Terndrup og Nørager.

I den kabale har landsbyerne tabt, fordi Støvring er langt den største by i området. Se lige på denne liste, hvor kommunalbestyrelsesmedlemmerne kommer fra:

http://alturl.com/4v46r

Det er virkelig et problem, fordi folk i Støvring ikke kender en skid til Bælum eller Nørager; men altså skal bestemme over dem.

3) Et specifikt problem i Skørping har været, at landbetjenten i byen, Clemmensen, OGSÅ har været medlem af byrådet og dermed har været med til at sidde på pengekassen. Jeg håber ikke, at det har haft nogen betydning for den langsomme sagsbehandling i denne sag; men .....

4) Endnu et specifikt problem i kommunen er, at Søren Kjær, der leder Børne- og Unge-afdelingen i kommunen og som sad mange advarsler overhørig, faktisk kun er respekteret af sin egen familie. Jeg er kommet meget i kommunen og har endnu ikke hørt et pænt ord om ham.

Tværtimod har jeg hørt stoute nordjyder, der ellers aldrig ville drømme om at bagtale nogen, og som kender manden kalde ham for "Et ualmindeligt dumt .....".

Det var Søren, der SUSPENDEREDE Grete Horn-Jeppesen, da hun gik til politiet FOR TRE ÅR SIDEN.

http://www.nordjyske.dk/artikel/10/2875/19/4054127/3/l%E6s-artikel

Til slut: Hvis vi lige kigger på forslagene om at lave et register over den her slags familier...undrer jeg mig.

I grunden, når vi skræller al spinnet og retorikken af, er det bedste man kan komme op med, at vi får os et "nomade-wikipedia".

Torben Riis-Nielsen

Jens Bruus - godt vi kan blive enige om, at begge sider findes.

Henrik Jensen - Talen om at forældres retssikkerhed har allerede i mange år været en dårlig undskyldning. Man sender aben fra egne fejl videre til forældrene, selvom det ikke er der problemet ligger.

Jeg kender intet til selve sagen i støvring, men på mange måder er det du fortæller meget parallelt til mine erfaringer om at alt andet end barnets tarv tæller. F.eks. holdt mani vores sag op med at tale med de professionelle som var uenige med kommunen - og man undlod at notere, at de var enige med os forældre og uenige med kommunens fejlopfattelse.

For at blive en ren tvangsanbringelsessag var det åbenbart vigtigt, at sagen gav udtryk for enighed om kommunens holdning. Det korrekte ville selvfølgelig være at udnytte uenigheden til at finde frem til sandheden. DET ville være barnets tarv.

Der er så mange steder i min sag, hvor man burde have taget en uenighed op og tænkt hov - hvad er egentlig problemet her. Der er så mange steder, hvor man burde have informeret os forædlre om indberetningerne og bedt om vores forklaring. man havde mange muligheder for at stoppe op og tænke sig om!

Derfor er retssikkerheden så fuldstændig afgørende for BÅDE barn og forældre. Retssikkerheden skal sikre at grundlaget for en indsats er i orden. Halter det her - og det gør det! - så skal retssikkerheden styrkes

Kære Jens Bruus
"Siger du at børnehjemmene krænker børnene, seksuelt, fysisk og psykisk?"

Ja, det siger jeg faktisk. Og det gør familieplejerne også i endnu højere grad. Børnene savner deres kære, som de ikke må se. De lider under mangelen på venner og voksenkontakt og nedgøres og hånes på grund af deres (påståede) dårlige familie.De giver simpelthen op og går i sig selv og/eller bliver mistroiske og agressive.
Undertiden er det de voksne, der voldtager børnene, men langt oftere er det de store, der som en del af stedets kultur som en selvfølge voldtager de små, uden nogen griber ind. Den 17 - 18 årige forstår således ikke en bønne, når han slæbes i retten, anklaget for voldtægt. Han har ikke lært andet.
I øvrigt tyr en stor del af de tidligere anbragte til prostitution for at opretholde liver. Den næringsvej har de lært.

"De menesker jeg har mødt i den del af det danske samfund, har alle været aldeles uperfekte og fuld af fejl og mangler, men de har alle haft et hjerte for ungerne og nogle af dem har været ildsjæle af en karakter, som man ikke ser i det øvrige samfund."

Det nytter ikke stort at have ildsjæle, når hele systemet ovenover er løgnagtigt og korrupt og kun tænker på at udnytte børnene og ildsjælene med til sidste skilling. Vi møder undertiden sagsbehandlere, der vil børnene det godt. Hvorfor mon de altid er taget af sagen til næste møde?
Torben har udmærket beskrevet, hvordan systemet hærger. Hvis ikke familien havde kæmpet så hårdt, havde både de og drengen været fortabte. Det sker for langt de fleste og altid, når der er tale om tvang og bedreviden.Alt det, jeg har sagt er banaliteter, for det ved enhver, og forskere har dokumenteret det hyldemeter efter hyldemeter.

"Og hele min pointe er netop, at der er behov for at se hele krænkerbillede, inden det går galt og bønene havner i institutionerne.
Som jeg kynisk formulerede; “Hvis verden ikke er klar til at se hele krænker billede, må ungerne leve med konsekvenserne, længer er den bare ikke.”

Din sidste passus er genial, for der rammer du hovedet på sømmet og er ikke spor kynisk. Det eneste, der kan redde børnene og i sidste ende landet er, at folk i almindelighed ser lige i øjnene, hvordan vi betragter og mishandler børn og forældre og tager konsekvensen.
Hvorfor vil politikere hellere brække begge arme på langs end definere ord som velfærd, retssikkerhed, barnets bedste, ansvar, myndighed, social arv, etik, fornuft og handle derefter????
Hvordan kan man gavne noget barn ved at belyve, ignorere og destruere alt og alle, det er knyttet til og holder af?
Det er min, hidtil ikke modbeviste påstand, at danske børn ikke opfattes som mennesker, som individer med rettigheder og pligter, men som forbrugsgoder, endda knaphedsgoder, man slås om og føler sig berettiget til. De handles og behandles som ombyttelige varer.
Se blot familieplejeren fra Mern. Han var yderst krænket på sin faglige stolthed. Hans dygtighed og godhed var jo gennem 20 år stadig bekræftet fra højere sted, hvor man kun kræver opbevaring og isolation af de frihedsberøvede børn.

Jørgen Malmgren

Til Torben Riis-Nielsen

Tak for at fortælle om den anden side af mønten. Jeg kender også den side af mønten og hvis ikke vi havde fået Mødrehjælpen til at tro på os og Hanne Reintoft personligt var gået ind i sagen og havde sørget for en advokat til os, så havde det endt tragisk for knægten og for os som mennesker.

Det er sørgeligt men sandt, man skal ikke stole længere på BU-afdelinger end man kan kaste et IC3 tog med passager.

Min mellemste søn blev hjerneskadet under fødslen, hvilket er underbygget af journalerne fra fødeklinikken, men den slags tager man ikke for gode varer på kommunen, kommunen foretager sine egne skøn og har sine egne "eksperter" og de alene vide.

De fleste forældre giver op, så det er helt befriende at læse om en, der også tog kampen op.

Torben Riis-Nielsen

Johnny - det lyder virkelig somom vi har været i samme klemme. Og som du kan se har jeg allerede referet til ét andet eksempel end dit med den slags overgreb overfor barn født med hjerneskade.

Jeg vil gerne vide én ting om jeres sag, hvis jeg må: Vandt I i retssystemet (B&U-udvalg/ byret/landsret?) eller vandt i ved at kommunen kom på bedre tanker allerede inden en tvangsanbringelse?
eller var det efter selve tvangen blev sat i værk, at sagen blev løst?

Og hvor lang tid tog det at få sagen løst?

"men den slags tager man ikke for gode varer på kommunen", skriver du om en journal fra fødeklinikken.

Ja - og det er det, der virker så mærkeligt, på almindelige mennesker udenfor det system. Når der ligger en journal fra fødeklinikken, så vil de da se på den, tage højde for den viden og evt. undersøge om det kan være sandt. Selvfølgelig.

Nej - det gør de ikke nødvendigvis. Og på grund af den manglende retssikkerhed behøver de det heller ikke.

Jeg er glad for at I også kom ud af det på den anden side - og med livet og barn i behold.

Torben Riis-Nielsen

ja Else... Det er da i sandhed en uhyggelig sag.

Det er SÅ nedbrydende at blive udsat for falske anklager og at få frarøvet sit barn.

Ja - og måske får hun aldrig sit barn tilbage selvom der ingen anklager er længere.

Systemet må nemlig gerne lade være med at hjemgive børn, selvom de blev anbragt på en fejl.

Mon den mor nogensinde bliver menneske igen?
Mon barnet overhovedet får et godt liv?

Jørgen Malmgren

Vi både tabte og vandt. Knægten blev lukket inde på en lukket børnepsykiatrisk afdeling i tre måneder og undersøgt i hoved og r**, mens konen og jeg måtte gennemgå psykiatriske undersøgelser. Hverken undersøgelserne af ham eller os gav belæg for hverken incest eller anden form for mishandling eller vanrøgt. Så en tvangsfjernelse var ikke mulig hvilket kommunen måtte erkende.

Men de mente, at de havde retten på deres side, så vi indgik et forlig om anbringelse på en lukket institution i to år imod weekend rettigheder i mod advokatens råd, for konen turde ikke gå i retten og han tilbragte 20 år på skiftende institutioner og var kun hjemme i weekenderne. Han blev "løsladt" som 30 årig og tvangspensioneret kort tid efter.

Han er i dag 33, har har sin egen lejlighed og er ked af sin pension, for han savner at lave noget fornuftigt. Så jeg tør godt sige højt at kommunen gjorde et barn fortræd og stemplede forældrene for livstid uden bevis og uden om alle regler.

For at føje spot til skade den samme BU-afdeling bad mig af flere omgange, mens sagen kørte, om at tage på kanotur med nogle hårdt belastede unge som SSP mand, hvilket jeg gjorde.

Ingen af os vil nogensinde glemme, hvor retsløs man kan være. Jeg læste hans journaler igennem for halvandet år siden og jeg fatter ikke, at man ikke kunne hvor galt afmarcheret man var. Men når man står over for så voldsom en anklage, så er man ude af stand til at se på tingene sagligt og selv om man har en advokat og en socialrådgiver på sagen, så er man på herrens mark. Advokaten forklarer en hvor mange måder man kan tabe på, socialrådgiveren hvor mange værktøjer kommunen har til at gennemtrumfe sin vilje. De gør det for at man skal forstå sagens alvor, men i virkeligheden så øger de tvivlen i en på retfærdighed.

Den dag i dag føler jeg stadig, at jeg har fået en pædofili dom. Så selv om psykiaterne frikendte os, så dømte kommunen os. Og det hænger ved en som tjære.

Det hele kunne være stoppet hvis man havde lyttet til børneafdelingen på Hvidovre, der registrerede et blåt barn med et deformt kranie og som fulgte op fra 0 til 7år først på uge og så på månedsbasis. Men børnelæger ved selvfølgelig intet om hjerneskader hos nyfødte ;-(

Torben Riis-Nielsen

@Johnny: Jeg kan så se, at jeres sag endda er fra før man fjernede endnu mere af forældres (og børns) retssikkerhed.

Det ER virkelig svært at kommunikere den har slags ud, fordi de fleste mennesker forestiller sig at det, der foregår i en familieafdeling i en kommune er baseret på en rimelig fornuft.

Det rører mig dybt, at I kun vandt halvt. Og at det i praksis blev noget med meget samvær - men en ikke i hjertet frivillig anbringelse - og at anklagerne stadig klæbede fast.

Jeg er jo i den lykkelige situation, at anklagerne er væk. Det er lykkedes mig at få dem manet helt i jorden. Det tog kun få måneder for langt det vigtigste, 2 år før vi var helt sikker på at de falske anklager aldrig mere kunne bruges - og 7 år før det de sidste søm var slået i. Det var at få stoppet den kriminelles hærgen i børnesager for altid. Desværre kostede den lange tid at hun nåede at lave omsorgssvigt overfor et andet handicappet barn i en anden kommune.

Jørgen Malmgren

Som jeg ser det, så har systemet aldrig fungeret, set i bakspejlet så ville jeg hellere have haft en dom. For en sådan sag følger en for livstid og den kan stadig fortolkes.

Men når man er midt i det, så er der ikke så mange veje. Vi vidste, at vi ikke havde gjort noget forkert, advokaten og socialrådgiveren troede på os, men det store spøgelse var, hvad har kommunen i hatten, vi måtte ikke engang se hele journalen dele af den var overstreget. Vi var anklaget, men måtte ikke vide hvad kommunen "havde på os". Hvor klog er man i en sådan situation, hvor gode beslutninger tager man i en sådan situation. Man arbejder i blinde og hvem kan man stole på?

Torben Riis-Nielsen

Johnny, jeg er ikke så sikker på, at en dom i B&U-udvalg ville harve gjort det lettere. Her taber alle forældre - stort set uden undtagelse. Af de 10 fejlsager jeg har indgående kendskab til er kun en blevet vundet i retssystemet.

De 9 er løst ved at kommunen - oftest efter hård kamp i ca. 2 år (fra et halvt år til 8 år) har indset, at det var en fejlsag ved overvældende dokumentation.

Det man kan i den slags sitautioner er som regel noget, ala en gradvis tilbageførsel. Dvs. stort samvær - mere samvær + prøveperioder med barnet hjemme i fuld tid. Men de kommer ikke selv med forslagene.

Det med ikke at få at vide, hvad man er anklaget for kender jeg godt. De tilbageholdt ulovligt vores aktindsigt i 3 mdr. Vi var under trusler, men måtte ikke vide for hvad eller hvem der havde sagt hvad - og så kan man jo ikke forsvare sig. For at komme med et modbevis, må man jo som minimum vide, hvad man præcist er anklaget for. Vi havde en fornemmelse,og vidste det var omsorgssvigt de havde i tankerne, men ikke hvad anklagerne mere præcist gik på.

Vi fik først aktindsigten mindre end 24 timer før vi fik en stillet et ultimatium: Skriv under på en frivillig anbringelse - eller vi tvangsfjerner barnet. Vi holdt hovedet koldt - og fik udsat det. Begrundelserne var 2:

1) vi skriver aldrig under på noget vi ikke har haft mulighed for at drøfte indbyrdes.
2) det er vigitgt at vioig i (kommunen) bliver enige om hvad den her anbrigelse skal indeholde.

Så vi hverken skrev under eller fik en øjeblikkelig tvangsfjernelse. Derimod stillede vi krav - samlede modbeviser - og fik i samarbejde med specialister på kun to dage lavet alt om. Vi indsendte en ny og helt anderledes handleplan, hvor formålet var et samarbejde mellem forældre og institution omkring handicappe - og hvor alle anklager om omsorgssvigt var renset ud. Og så ville vi selv bestemme samværet!

Det knækkede kommunen at sidde til et møde, hvor alle specialisterne var enige med os forældre om vores barns problemer- i handleplanen og hvad der var vigtig i indkøringsperiooden - f.eks. gradvis indkøring med meget samvær.

De fik også forelagt beviser for at vi selv havde bragt vores barn i god gænge.i månederne efter kvinden med de falske indberetninger var blevet fyret øjeblikkeligt for at bortføre vores barn, lyve i en bestemt sag overfor kommunen - oguden nogens tilladelse have overladt ham til fremmede.

Ufatteligt, at de stadig troede på hendes indberetninger, når de også selv havde oplevet hende lyve overfor kommunen (og fiske penge ud af den imod aftaler)

Kommunen prøvede én gang til at bestemme under vores anbringelse 2 mdr. efter. Men også her blev de mødt af en enig front af forældre, pædagoger, specialskoleledere, socialrådgiveren og psykologen fra institutionen.

Siden da - efter at have holdt vejret i et par år - er de skiftet til at være fans af vores fantastiske samarbejde med institutionen. Så i 10 år har vi ikke modtaget andet end ros også fra kommunen.

Det med at få fjernet de falske anklager i sagsakterne har vi så kørt sideløbende. Det tog lidt længere tid. Men vi kunne dokumentere to bortførelser mere + flere direkte løgne. Desuden fandt vi selv frem til den sagsbehandler, vi vidste kunne bevidne at sagsakterne var misvisende. Det var det vidne kommunen ikke ville tillade os at få adgang til. desuden fandt vi frem til løgneres øvrige retshistorie + andre grimme sager hun havde været involveret i.

Men der var også en del på spil for dem. For det var jo helt vanvittigt for dem.Det var jo ikke påstand mod påstand men beviser. Sagsbehandleren søgte straks væk /blev gået? - og lederen forsvandt i løbet af kun 6 mdr. Dermed røg der tre medarbejdere på grund af vores sag.

Vi havde så den glæde at kommunen faktisk også lavede en helt ny strategi med åbenhed og samarbejde med forældrene ii det hele taget ovenpå vores sag.

Kære Torben.
Hvor er det godt, der findes stærke og vedholdende forældre som jer.
Problemet er bare, at I kun er i stand til at frelse jeres eget barn, selv om viljen er der. Vi møder desværre de fyrede, løgnagtige og destruktive medarbejdere i den næste kommune, vi kommer til.
Det synes som om handlekraft (Læs løgn, tvang og bagvaskelse) er vigtige kriterier for at opnå leder- og mellemlederstillinger og senere konsulentstillinger med millionindtægter. Se blot til Anne Løngaa. Hun blev fyret på gråt papir fra Farsø kommune, efter hun havde hærget grusomt der og ødelagt adskillige familier med tilhørende børn, været skyld i, at kommunen fik enorme udgifter,uskyldige fængsledes og mindst en person døde.Hun selv synes urørlig og har intet ansvar for sine misgerninger.
Ganske kort tid efter var hun ansat i Morsø kommune som familiechef, hvor grusomhederne og ulovlighederne fortsatte uhindret. Det er aldrig lykkedes os at få en forklaring på, hvordan hun kunne blive ansat med den fortid. Tvært imod driver kommunen stadig heksejagt på enhver, der vover at sige sandheden.
I Esbjerg overføres kriminelle medarbejdere til Varde etc. etc.
Den eneste måde, vi kan komme uvæsenet til livs, er at nedlægge kommunerne. Det kan nok tage sin tid efter NEM-digitaliseringen. Jeg har en lille virksomhed, hvor en medarbejder har meldt sig langtidssyg 1. januar. Min sekretær har siden brugt hele sin arbejdstid plus telefon og kørsel på indberetning - forgæves. Ikke relevant? Jo, sådan fungerer det (ikke) over hele linjen, og mennesker knuses.
Mens vi venter på Godot, skal der ikke indføres flere sanktioner mod børn og forældre, men det kommunale skøn og ret til at definere virkeligheden må fjernes.
Hellere i går end i dag.

Jørgen Malmgren

Advokaten havde været i retten første gang og havde krævet uhindret aktindsigt og der forelå en kendelse på det, men vi fik den først dagen før det næste retsmøde. Det der havde været streget ud indholdt ikke andet end gætværk fra en pædagog.

Det var dermed en tynd sag som vi formentlig ville vinde i byretten, men som reglerne var skruet sammen den gang, så kunne kommunen have fastholdt en fjernelse til sagen til sagen kom for landsretten og de havde gjort klar,t at de ville anke hvis byretten gik dem i mod og det fik konen til at bakke ud og vælge forliget, for det ville betyde to år uden kontakt. Da hun var meget hårdt ramt af sagen, så bøjede jeg mig og accepterede et forlig.

Man skal også huske på at langvarige psykiatriske undersøgelser som man ikke kan fravælge, det lægger et voldsomt pres på en og det på påvirker ens selvværd og ens hverdag voldsomt og vi havde to andre børn der også skulle tilgodeses.

Så vi foretog det bedste "valg" i den givne situation. Fordi ro på den samlede situation var vigtigere end at få "ret", og vi vidste jo, at har var specialskolebarn med et stort behov for støtte og ro i hverdagen.

http://jp.dk/jptv/nyheder/indland/article2671326.ece

Kun rent held og måske det faktum, at moderen er sygeplejerske har reddet det barn fra tvangsanbringelse og deraf følgende misrøgt.
Måske Bilka burde overtage børneværnets opgaver?
Hr. Møller devise: Rettidig omhu, ville være på sin plads, og værre kan det næsten ikke blive.
(det tror jeg hver gang, men så finder politikere dog på endnu mere ondskab i kampen mod vore børn)

Torben Riis-Nielsen

Johnny - jeg kender godt panikken og dilemmaerne. I den tid, hvor vi havde en tvangsagtig aflastning af næsten plejemæssigt omfang ved den kriminelle og løngagtige plejeperson, der var vi virkelig i vildrede. Hvad skulle vi gøre? Vi kunne ikke sige nej, for så ville vi stå overfor en tvangsfjernelse ud til netop hende, der ikke kunne passe ham.

Vi måtte afvente i en slags afmagt og håbe på, at vi kunne få hende afsløret. Heldigvis afslørede hun så sig selv. Men det var et meget hårdt år!

Her kan vi bagefter se, at vi kunne have gjort noget. Men man er jo uerfaren. Vi skulle have sagt, at vi afbrød med hende og at vi samtidig søgte en døgnplads på Sofieskolen - og at vi ville passe ham helt selv indtil der kom en ledig plads.

Men hvem fanden kan finde en sådan strategi midt i løgnene og den verbale tilsvining?

Til Else: Uanset de fejl, der er sket, så er det også sådan at der sker meget godt arbejde i kommunerne. Det er ikke kun lortesager.

Problemet er den manglende retssikkerhed. Med manglende retssikkerhed udvikles der let en meget diktatorisk sagsbehandling. De vænner sig jo til den absolutte magt over andre mennesker.

Men mange sagsbehandlere VIL faktisk gerne hjælpe - og gøre det ordentligt. Så det er ikke kun skidt, det der sker. Der er bare for mange af de forfærdelige sager.

Det vil være vigtigt at styrke retssikkerheden - og at se på habilitetsproblemerne mht. undersøgelserne. Det vil generelt give et løft for sagsbehandlingen, fordi kommunerne blev tvunget til at undersøge sagerne ordentligt og dermed tvunget til at tage afgørelser baseret på viden og ikke på løse rygter og sladder.

Kære Torben.
Du har forhåbentlig ret. Men de gode sager skulle vel være reglen og ikke undtagelsen. Resultaterne af anbringelserne taler for sig selv. Få overlever hjælpen med forstand og helbred i behold.
Det er menneskeligt at fejle, men fejl, udnyttelse og slendrian bliver blot mere og mere graverende, fordi der ingen klagemulighed er og ingen kontrol.
Hvordan skal en velvillig, fornuftig sagsbehandler arbejde, når hun er sikker på en fyreseddel for opsætsighed mod en syg praksis, der tromler alt og alle? Hvordan skal en fornuftig og velvillig pædagog arbejde, når "oplysningerne" om barnet og dets familie er ren løgn og opspind, når han hele tiden får destruktive instrukser, anbefalinger og påbud? Når de fordum gode institutioner nedlægges og erstattes af profitmagere? Ingen skal tage fejl af, at kommunerne har guddommelig magt - desværre uden nogen form for visdom.
Ved samarbejde forstås blind underkastelse.
Men ud over det har du fuldstændig ret. Det store dyr i åbenbaringen er menneskeforagt og manglende retssikkerhed.
Man skal virkelig være verdens største idiot for at tro på. at noget barn bliver hjulpet af, at kommunen udraderer alt, det elsker og får sin identitet fra. Det barn kommer aldrig til at stole på nogen. Alle med bare en smule sund fornuft ved, hvor ondt det gør, når ens kære bliver tilsvinet og fratages al værdighed og eksistensberettigelse.
Dobbeltheden og løgnen kommer også til udtryk i, at forældrene formelt beholder forældremyndigheden. I virkeligheden må de INTET bestemme, selv falske pas udstedes til barnet. Opretholdelse af formel forældremyndighed sker kun, fordi forældrene så kan beholde ansvaret og afkræves penge til barnets ødelæggelse.
Et anbragt barn får ingen værge i stedet for dem, der er taget fra det. Det har ingen klageret og mulighed,og byrådet repræsenteret ved borgmesteren er formelt ansvarlig for dets tarv.
Vis mig den borgmester der vil påtage sig det ansvar om noget i det hele taget.
Man skal da være mere end almindelig idiot for ikke at forstå, at et barns rettigheder er afhængig af dets formynders. Gør forældre retsløse, så gør du barnet retsløs. Det er du og din kone de allerbedste eksempler på. Naturligvis kender forældre bedst et barn og dets behov. Desværre er der ikke penge, jobs og presige i at samarbejde med forældre og pårørende til barnets bedste. Der virker udokumenteret sladder,løgn, formodninger, spådomme, ren ondskab og uprofessionel bragesnak bedst, og både forældre og barn er hjælpeløst fortabt.
Jo flere penge og jo friere hænder børneindustrien får, des flere overgreb kan vi desværre vente.

Torben Riis-Nielsen

Else, du har ret i, at når et barn først er anbragt er man formelt retsløs. Det kan være nødvendigt at gøre forældre retsløse overfor deres barn, hvis de udsætter barnet for massivt omsorgssvigt - som f.eks. de meget grove incestsager og sager med vold mod børn vi ser.

Problemet er, at ALLE forældre (og dermed børn) bliver retsløse. Vi er også i princippet retsløse på trods af en kommunal erkendelse af (altså nu!), at vi er rigtig gode forældre.

Vi mærker så ikke længere retsløsheden i praksis, fordi vi har aftalt os ud af det. I vores handleplan er der således en aftale om at vi til enhver tid kan tage vores barn hjem, hvis vi vil - og at vi selv tager beslutningerne i samarbejde med institutionen. Kommunen vil ikke behøve at overholde en sådan aftale, men de vil gøre det alligevel, fordi de moralsk vil føle sig forpligtet.

Så kommunen har i vores anbringelsen taget hele den udførende forældremyndighed, for sådan er loven - og så har de givet os lov til at udføre den 100% alligevel. Vi har ikke ret til noget, men vi har fået lov til det alligevel.

Der er ikke tale om noget underkastende samarbejde, men et reelt samarbejde.

Det kan altså lade sig gøre.

Men det er ikke nogen rar situation alligevel. man føler sig nedgjort af at det jo er ligesom et barn under myndighedsalderen. Det har haller ikke ret til noget, men kan få lov af forældrene.

I et retssamfund burde der faktisk tages to beslutninger - 1) om barnet skal anbrignes - og 2) om forældrene skal overdrage forældremyndigheden.

I en sag om frivillig anbringelse af et handicappet barn vil der så være enighed om 1) nemlig anbringelsen, som så burde være med fuld og udelt forældremyndighed.

Ville myndighederne ind at bestemme barnets forhold burde de så lave en retssag, der alene sigtede mod at fratage forældrene myndigheden over deres barn.

Det ville give den nødvendige frihed under de frivillige anbringelser og sikre at rigtig mange frivillige anbringelser var forældrestyrede. De fleste forældre overvåger resultetet af en anbringelse meget mere intensivt og bedre end kommunerne.

Kunne forældre bestemme, ville institutioner og plejefamilier fokusere meget mere på at opfylde barnets behov, så forældrene blev tilfredse.

Jeg tror det kvalitetsløft ville smitte af også på de sager hvor forældremyndigheden så er frataget forældrene.

Bare som eksempel: Den meget udbredte praksis med at plejefamilier tager på ferie med egne børn og efterlader plejebarnet i en fremmed aflastning er noget af det mest ødelæggende for et barn. Her signaleres virkelig overfor barnet, at det slet ikke hører til familien og slet ikke er elsket. Det tror jeg de færreste forældre ville acceptere.

Forældre vil heller ikke acceptere, ikke at blive orienteret med det samme, hvis deres barn kommer ud for en ulykke. Så her ville praksis også ændre sig.

Praksis fra de reelt frivillige sager ville derfor blive, at sådan gjorde man ikke. Og den praksis ville smitte af på de sager, hvor forældrene ikke kunne bestemme.

Torben Riis-Nielsen

Else, du har ret i, at når et barn først er anbragt er man formelt retsløs. Det kan være nødvendigt at gøre forældre retsløse overfor deres barn, hvis de udsætter barnet for massivt omsorgssvigt - som f.eks. de meget grove incestsager og sager med vold mod børn vi ser.

Problemet er, at ALLE forældre (og dermed børn) bliver retsløse. Vi er også i princippet retsløse på trods af en kommunal erkendelse af (altså nu!), at vi er rigtig gode forældre.

Vi mærker så ikke længere retsløsheden i praksis, fordi vi har aftalt os ud af det. I vores handleplan er der således en aftale om at vi til enhver tid kan tage vores barn hjem, hvis vi vil - og at vi selv tager beslutningerne i samarbejde med institutionen. Kommunen vil ikke behøve at overholde en sådan aftale, men de vil gøre det alligevel, fordi de moralsk vil føle sig forpligtet.

Så kommunen har i vores anbringelsen taget hele den udførende forældremyndighed, for sådan er loven - og så har de givet os lov til at udføre den 100% alligevel. Vi har ikke ret til noget, men vi har fået lov til det alligevel.

Der er ikke tale om noget underkastende samarbejde, men et reelt samarbejde.

Det kan altså lade sig gøre.

Men det er ikke nogen rar situation alligevel. man føler sig nedgjort af at det jo er ligesom et barn under myndighedsalderen. Det har haller ikke ret til noget, men kan få lov af forældrene.

I et retssamfund burde der faktisk tages to beslutninger - 1) om barnet skal anbrignes - og 2) om forældrene skal overdrage forældremyndigheden.

I en sag om frivillig anbringelse af et handicappet barn vil der så være enighed om 1) nemlig anbringelsen, som så burde være med fuld og udelt forældremyndighed.

Ville myndighederne ind at bestemme barnets forhold burde de så lave en retssag, der alene sigtede mod at fratage forældrene myndigheden over deres barn.

Det ville give den nødvendige frihed under de frivillige anbringelser og sikre at rigtig mange frivillige anbringelser var forældrestyrede. De fleste forældre overvåger resultetet af en anbringelse meget mere intensivt og bedre end kommunerne.

Kunne forældre bestemme, ville institutioner og plejefamilier fokusere meget mere på at opfylde barnets behov, så forældrene blev tilfredse.

Jeg tror det kvalitetsløft ville smitte af også på de sager hvor forældremyndigheden så er frataget forældrene.

Bare som eksempel: Den meget udbredte praksis med at plejefamilier tager på ferie med egne børn og efterlader plejebarnet i en fremmed aflastning er noget af det mest ødelæggende for et barn. Her signaleres virkelig overfor barnet, at det slet ikke hører til familien og slet ikke er elsket. Det tror jeg de færreste forældre ville acceptere.

Forældre vil heller ikke acceptere, ikke at blive orienteret med det samme, hvis deres barn kommer ud for en ulykke. Så her ville praksis også ændre sig.

Praksis fra de reelt frivillige sager ville derfor blive, at sådan gjorde man ikke. Og den praksis ville smitte af på de sager, hvor forældrene ikke kunne bestemme.

Jørgen Malmgren

Jeg er så absolut enig med Torben i at der så sandelig er gode bo og aktiveringssteder og at man, hvis man er fremme i skoene, så kan man skabe samarbejde til gavn for alle.

Men Else har også nogle væsentlige pointer, der er lukket for mange kommunale institutioner som er afløst at private, hvor medarbejderne lidt for ofte er uuddannede. Ligesom anbringelser i private plejefamilier også er i stigning og de er ikke altid af det gode. Det kender jeg eksempler på fra min søns omgangskreds:

Jeg har mit eget udtryk "institutionsskadede", hvilket er en betegnelse for de følgeskader der følger af et liv på en institution eller i en plejefamilie.

Det giver afvigende karaktertræk ,der ikke var der fra start af, lav selvtillid og selvværd og en forventning om at "nogen" nok kommer og gør noget. Hvor der med "nogen" oftest menes kommunen, for man har vænnet sig til, at alt foregår gennem kommunen og selvstændig tankevirksomhed er uønsket eller forbudt.

Torben Riis-Nielsen

Du har helt ret Johnny - og rammer lige hovedet på sømmet:

Hvordan kan man opdrage børn til at være selvstændige, demokratisk deltagende og handlende voksne, når de er opdraget i et meget diktatorisk system, hvor de lærer at deres mening INTET tæller? mange oplever slet ikke selv at kunne bestemme deres egen fritidsinteresse f.eks.

Jeg vil gerne gå til fodbold!
Vi tror ikke det er godt for dig at gå til fodbold.
Min forældre synes også det er en god idé?
Jaja - det må de gerne synes, men sådan bliver det ikke!

En meget stor undersøgelse viste bla. udfra selvmordsrisikoen, at selve det at være anbragt var omtrent en lige så stor belastning for et barn som at bo i en familie med vold mellem forældrene.

Så der er en slags statistisk belæg for din iagttagelse.

Så meget desto mere er der behov for at der kommer retssikkerhed ind i sagerne både til forældrene, men så sandelig også for børnene. De skal have ret til at mene noget om deres eget liv og lære at styre i deres eget liv.
.

Jeg erklærer mig fuldstændig enig med de foregående ærede talere.
Man skulle jo faktisk forvente, at forældre og andre pårørende blev lykkelige, når samfundet kom og tilbød at ofre en million eller mere om året på at hjælpe ens barn.
Desværre ser virkeligheden helt anderledes ud, for pengene kommer normalt ikke hverken barn eller forældre til gode. Lad os tage et eksempel: Vort barnebarn er 12 år og i 3. anbringelse hos en helt uduelig familieplejer,der aldrig beskæftiger sig med ham, skønt hans egen familie både kan og vil tage sig godt af ham. Han får seng, aflagt tøj og mad og intet andet formedels ca. 35.000 om måneden for hvert af 2 plejebørn. Fordi vi er en så ressourcestærk familie, må ingen have kontakt til drengen, hverken fysisk eller på anden måde. Kommunen har hidtil ofret mindst 1 million på at hindre samvær, også med moderen. De ved jo godt, at drengen vil hjem, hvis han får lov at kende sin familie. Han fortæller, han ikke bryder sig om familieplejeren eller dennes familie, at han ingen har at tale med og ingen håb eller forventninger har for fremtiden. Han og vi har ingen rettigheder, men familieplejeren kan uden videre smide ham ud, hvis han siger dem imod. Og hvor kommer han så hen?
Den forgangne jul måtte han fryde sig over kommunens gave til under 200 kroner, mens de andre vælter sig i ting, som han og det andet stakkels barn har financieret. Vi må jo ikke sende noget.
Da moderen endelig havde overvåget samvær med ham efter jul, fik hun besked om at aflevere penge og gavekort fra vor familie og gå igen, for der var disponeret på anden vis over drengens tid. Aftalen (troede hun) var, at hun skulle tage drengen med ud og opfylde hans ønsker.
Vi har måttet opgive og erkende, at drengen ikke længere står til at redde.
Forskere sender undersøgelse efter undersøgelse, der dokumenterer, at plejebørn misbruges og misrøgtes. SFI kan end ikke finde en gruppe at sammenligne anbragte børn med i elendighed. Man ved helt bestemt, at jo tidligere et barn anbringes, des værre går det.
Godhavnsdrengene har lidt forgæves.
I Norge og Sverige får tidligere anbragte og svigtede erstatning efter tur. Alligevel optrappes krigen mod børnene.
Forstå det, hvem der kan.
Hvor længe kan et samfund bestå, der opæder sine egne børn?
Alligevel fortsætter dødsruten med endnu flere forliste skæbner som resultat uden nogen gør indsigelse.
Jeg forstår ikke, det kan fortsætte.

Jørgen Malmgren

Jeg forstår det heller ikke Else, men mod guder kæmper selv anstændige mennesker forgæves.

Jeg må indrømme, at jeg føler, at jeg har aftjent min værnepligt på det område, så det er svært at acceptere ,at tingene ikke er blevet bare lidt bedre, bare en lille smule bedre. At de er blevet værre virker uoverskueligt, efter at have kæmpet med systemet i mere end tredive år. Og så er det blevet værre?

Hvad er egentligt formålet med systemet?

Torben Riis-Nielsen

Jeg synes både der er noget, der er blevet bedre og noget, der er blevet værre.
Loven er helt klart blevet værre. Den behandler alle forældre somom de er de værste onde og skadelige misfostre i verden. Det er udgangspunktet for loven. Derfor er stort set alle rettigheder væk. Men har taget udgangspunkt i de væste sager - og har indrettet loven KUN efter dem.

Der er sket mange forringelser i loven og kun få og små forbedringer. En forbedring er, at man for nyligt har fået ret til at klage over at et barn ikke bliver undersøgt under en anbringelse.

På den anden side er der helt klart sket et skred i praksis - og meget tydeligt på handicapområdet.

Det er blevet langt mere almindeligt at inddrage forældre. Der er betydeligt mere samvær og meget mere samarbejde. Så kulturen i disse sager har ændret sig til det bedre - på trods af loven.

Hvor man i gamle dage stort set altid bedømte omsorgssvigt i handicapsager - og hvor den brutalitet vi oplevede nærmest var normen, så er der flere og flere sager, hvor børnene alene anbringes på grund af deres egne problemer.

I 1980'erne blev alle forældre med psykisk handicappede børn beskyldt for omsorgssvigt. Man mente simpelthen at barnets problemer skyldtes forældrene selvom forskningen forlængst havde fastslået, at det var forkert.

I 1994 var det stadig mindst 85% af handicapsagerne hvor forældrene blev bedømt som omsorgssvigtende (svarende til 3% af sagerne alene på grund af barnets problemer).

Nu er det langt flere sager, hvor børnene anbringes alene på grund af barnets problemer (sidst jeg så det: 11% af alle sager), så med ca. 40 års forsinkelse er vi ved at være der, hvor det ikke længere er normen med beskyldninger i handicapsager. Nu er det blevet et godt stykke under halvdelen af sagerne.

Der er stadig en stykke vej igen, og der er stadig mange tilfælde, hvor handicapforældre helt grundløst får skyld for deres børns problemer, men det er da en positiv udvikling :)

Jørgen Malmgren

Jeg kan godt huske alle belæringerne om konsekvens pædagogik, som de samme lærere og pædagoger heller ikke kunne få til at fungere.

Med den omfattende viden der i dag findes om de forskellige former for dysfunktioner i hjernen og deres konsekvenser, så kan jeg ikke andet end undre mig over, at man stadig smider aben til forældrene.

Lærere og pædagoger burde have grundlæggende viden nok om disse problemstillinger, til både at kunne identificere dem og følge op på dem, på en saglig måde og skolepsykologer burde også have viden nok til, at kunne sikre de rigtige foranstaltninger ud fra fakta og ikke ud fra subjektive skøn.

Det er lidt skræmmende at "skønnet" stadig er så dominerende. Hvordan skal man kunne handle på de børn der har et reelt fysiologisk problem og beskytte de børn der har et alvorligt socialt og psykologisk problem hvis man bruger skøn i stedet for viden?

Torben Riis-Nielsen

Ja - og helt opdateret er det nu 12% af alle anbrignelsessagerne, hvor der står: Ingen udslagsgivende faktorer i hjemmet. (=barnets egne problemer) - så her sker der altså stadig en forbedring. Og det skal jo nok ende på en ca. 18% engang. Der er jo på handicapområdet også sager hvor der reelt er både handicap og omsorgssvigt.

Torben Riis-Nielsen

Johnny: "Det er lidt skræmmende at “skønnet” stadig er så dominerende. Hvordan skal man kunne handle på de børn der har et reelt fysiologisk problem og beskytte de børn der har et alvorligt socialt og psykologisk problem hvis man bruger skøn i stedet for viden?"

Jeg kan kun sige: PRÆCIST!

Og det er dybt pinligt at området med psykisk handicappede børn først begyndte at rykke sig 25 år efter forskningen havde fastslået at årsagerne intet havde med forældreevne at gøre - og stadig her 40 år efter ikke er helt i mål endnu. Dybt pinligt for vores samfund!

Men mon ikke også årsagerne til at det er gået så langsomt er, at magten er så fuldkommen og diktatorisk i det system? Det tror jeg. Derfor er det virkelig bekymrende at man kun øger og øger magten.

Svaret findes i Loven om behandling af forbryderiske og forsømte børn og unge personer fra 1905.
Lovens formål er at beskytte godtfolk mod tyve og tiggere samt skaffe dem underdanigt og dueligt tyende fra underklassen.
Loven er ikke ændret, har blot forskubbet sig lidt på grund af ændringer i samfundet
At gøre børnene "respektable" lykkes langtfra.Så straffer man forældrene, de magtesløse.
Beskæftigelsen er tilfaldet middelklassen, hvor efter mit skøn mindst 80.000 stemmeberettigede personer lever af at "administrere" børn og producere patienter/klienter ad libitum i den hensigt at vedligeholde og udvide butikken. Menneskene er kun at betragte som nødvendige rekvisitter i det spil.
I har ret. Det eneste, der kan stoppe vanviddet er menneskerettigheder og forbud mod ubegrundet uberegneligt kommunalt skøn.
I øvrigt kunne de fleste sager om misbrug i hjemmet have været undgået, hvis folk turde henvende sig til kommunen om hjælp. Vi har jo desværre lært af bitter erfaring, at bøn om hjælp udløser repressalier og overgreb og ingen støtte.
Jeg selv burde for længst være gået på pension, men VIL IKKE overlade et korrupt og formynderisk samfund til mine efterkommere. Jeg har hele livet kæmpet hårdt for demokrati, retssikkerhed tryghed og frihed

Dorthe Josephsen

Jeg er opvokset på landet, hvor "kommunen" var et organ, man havde respekt for, men på den positive måde. Måske derfor har jeg i min naivitet tænkt, at sådan er det nok stadigvæk: kommunen er også til for mig og et værn mod ragnarok!
Men jeg er i de seneste par år blevet klogere. I alle andre sammenhænge, både privat og arbejdsmæssigt, har jeg oplevet, at regler, både de nedskrevne og de uskrevne, faktisk virker. Vi lever rent faktisk i en retsstat, hvor du har rettigheder og pligter, og hvis du opfører dig som et ordentligt menneske, kan du aldrig komme alvorligt på glatis. MEN sådan er det ikke (længere)!: Mit lille barnebarn på 15 år sidder i dette øjeblik på en institution og venter bare på, at hans sag kommer i Ankestyrelsen. Har ikke hjerte til at fortælle ham, at det sikkert ikke hjælper. Han har aldrig gjort andet end at være anderledes end mængden - dog uden diagnose, selvom vi har bedt om det i årevis. Men vi skal ikke tro, vi er klogere end de sagsbehandlere med følge, som VURDERER, at det hele er moderens skyld. Hvad der ikke er blevet brugt af ressourcer på at bygge en skrækkelig sag op, bygget på antagelser, formodninger, vurderinger og løgne. Hvis jeg bare forstod, hvorfor? Men man kan ikke tale med de mennesker, som man kan med andre "normale". Hvad er der i vejen med de mennesker, og hvorfor skal de have magt til at ødelægge hele familier??
Som en af mine venner (psykologuddannet) sagde, da drengen efter et dødsfald i den meget nære familie ikke ville tilbage til sin institution: Lad nu den dreng være!
Men nej, så må vi tvangsfjerne, så kan han lære det.
Hvordan kan NOGEN i Danmark synes, det er ok??

Kære Dorthe.
Jeg har den dybeste medfølelse med dig og din familie.
Desværre ser du realistisk på Ankestyrelsen, der ikke må tilsidesætte et kommunalt skøn og således hjælpe de frihedsberøvede børn.
Aldrig i mit liv har jeg set så megen ondskab maskeret som hjælp som i børneindustrien og fatter heller ikke, at folk vil lade sig flå i skat for at blive medskyldige i at isolere og mishandle børn.
Den eneste grund, jeg kan se, er grådighed. Alene anbringelsesområdet belaster årligt staten - ikke med 12 milliarder, som KL anfører - men snarere 20, når alt iberegnes.Næsten ingen af pengene kommer børnene til gode.
Et ukvalificeret skøn siger mig, at mindst 60.000 skadelige personer, ofte højtlønnede, vil blive arbejdsløse, hvis der indførtes retssikkerhed for børn og forældre.
Der er tale om marginalvælgere med stærke netværk, hvis privilegier ingen regering tør røre, skønt alle ved, hvor slemt det står til. Og det bliver værre dag for dag.
I Rusland, i Polen, i Tyrkiet er man rasende over, at de nordiske lande bortfører og indespærrer børn , også med disse landes statsborgerskab. Det meddeles, at i Indien har 6000 mennesker demonstreret for nordiske børns rettigheder.
Danmark ynder at kritisere Kina for brud på menneskerettighederne. Nu beder vi om kinesiske investeringer til at redde vor kuldsejlede økonomi.
Tænk, hvis Kina til gengæld forlanger, Danmark selv skal respektere landets love og de internationale konventioner, vi har tilsluttet os!