Læsetid: 5 min.

Politikere ignorerede råd fra olieudvalg

Politikerne bag Nordsøaftalen lyttede ikke til et ekspertudvalg, der i 2001 kom med et forslag, som ville have øget statens olieindtægter. I stedet har staten tabt oliepenge på gulvet, men et kompromis mellem de politiske blokke kan sikre bedre aftaler fremover, mener et af ekspertudvalgets medlemmer. Tidligere overvismand mener også, politikerne bør se på forslaget igen
Nordsøolien indtager en speciel plads i dansk politik og i Europa, hvor der få steder er så stor politisk uenighed om, hvordan olien skal beskattes, som der er i Danmark.

Nordsøolien indtager en speciel plads i dansk politik og i Europa, hvor der få steder er så stor politisk uenighed om, hvordan olien skal beskattes, som der er i Danmark.

Søren Bidstrup

5. januar 2012

»Risikoen for, at der er fejl, mangler eller uhensigtsmæssigheder i aftalen, er lille,« lød det fra daværende skatteminister Svend Erik Hovmand (V), da han redegjorde for Nordsø-aftalen i 2003.

Men allerede dengang blev han modsagt af såvel danske som internationale eksperter, der ikke mente, aftalen tog højde for stigende oliepriser.

I dag siger de samme eksperter, at staten kunne have undgået at miste indtægter, hvis politikerne havde lyttet til de anbefalinger, Kulbrinteskatteudvalget kom med. Udvalget var blevet nedsat i 2001 og foreslog en såkaldt neutral beskatning, hvor staten hæver skatterne, hvis oliepriserne stiger, og den påtager sig større risiko, når priserne falder. Den neutrale beskatning ville have sikret det danske samfund en større andel af ressourcerne, men samtidig have fastholdt selskabernes incitament til at bore videre efter olie.

Ifølge udvalget ville statens andel af nordsøværdierne stige fra 50 til 84 procent, hvis rådet blev fulgt. Men det blev det ikke, og det var ubetænksomt, mener den norske olieskatteekspert Diderik Lund, som sad med i Kulbrinteskatteudvalget.

Han var dengang som nu imod statens aftale med Dansk Undergrunds Consortium (DUC), og han har svært ved at forstå, at den danske stat forlængede DUC’s ret til at bore i den danske havbund helt frem til 2042.

»Oliesektoren har lige siden dens etablering oplevet store forandringer, som ingen har kunnet forudse. Og det samme vil ske indtil 2042. Derfor har jeg svært ved at se det kloge i, at Danmark lavede Nordsøaftalen,« siger han i dag.

Forud for det varslede eftersyn af Nordsø-aftalen, foreslår han, at Thorning-regeringen ændrer på aftalen, så staten kan opnå større gevinst. Men han mener, det er vigtigt at få oppositionsblokken med på aftalen, så oppositionen ikke ser grund til at ændre aftalen efter næste regeringsskifte og dermed gør selskaberne mere usikre på fremtiden.

»Staten står i en vanskelig situation, når den tidligere regering indgik sådan en aftale. Danmark vil være bedst tjent med, at de politiske blokke bliver enige om et kompromis, som man er blevet det i Norge,« siger han og pointerer, at de to store norske partier Høyre og Arbejderpartiet historisk har været enige om oliebeskatningen.

Splittet om olien

Det synes dog nemmere sagt end gjort. Danske politikere har historisk været usædvanligt splittede i spørgsmålet om nordsøolien sammenlignet med andre olienationer som Norge og Storbritannien. Og op til forhandlingerne om netop Nordsø-aftalen, viste det sig vanskeligt at finde fælles fodslag.

I 2000 fastslog den daværende SR-regering, at den daværende kulbrinteskat reelt var virkningsløs, da olieselskaberne kunne fradrage 250 procent af deres investeringer i Nordsøen. Det fik dengang den statsautoriserede revisor Søren Rasmussen til at sige, at det kun er »dem, der ikke forstår systemet, der betaler kulbrinteskat«.

Olieselskabernes klækkelige skatterabat førte til nedsættelsen af Kulbrinteskatteudvalget, der skulle finde på en mere holdbar løsning. I oktober 2001 blev udvalgets anbefalinger rundsendt til ministerkontorerne, men en måned efter kom VK-regeringen til magten. Den foretrak et andet greb om oliebeskatningen, og udvalgets anbefalinger blev skrinlagt.

Samtidig forsøgte A.P. Møller-Mærsk med fornyet styrke at vinde gehør for sine synspunkter hos den nye regering. En række af de politikere, der kunne tænkes at få indflydelse på de kommende olieforhandlinger, blev bespist på luksusrestaurant og inviteret på helikoptertur ud til boreplatforme i Nordsøen.

Samtidig havde Mærsk-direktør Knud Pontoppidan ofte direkte telefonkontakt med departementschef i Økonomi- og Erhvervsministeriet, Michael Dithmer, der kørte forhandlingerne, oplyser en kilde fra ministeriet i bogen Mærsk — manden og magten. Og få uger efter forhandlingernes start gav daværende økonomi- og erhvervsminister, Bendt Bendtsen (K), en forsmag på statens forhandlingsposition, da han udtalte sig i anledning af Mærsk Mc-Kinney Møllers 90-årsfødselsdag:

»Hr. Møller er ’den danske drøm’ og en ledestjerne for hele det danske erhvervsliv — den største erhvervsmand nogensinde i Kongeriget.«

Fortsat muligheder

Forhandlingsforløbet er i dag kendt og berygtet. Det får dog ikke en række danske økonomer til at opgive, at eftersynet af Nordsø-aftalen kan føre til en ændret fordeling af olieindtægterne.

Tidligere overvismand og professor i økonomi ved Københavns Universitet Peter Birch Sørensen mener ikke, det er for sent at indføre anbefalingerne fra udvalget.

»Sådan som situationen har udviklet sig med høje oliepriser og stigende pres på de offentlige finanser, er der grund til at undersøge, om der er juridisk mulighed for at udforme nye skatteregler, der sikrer staten en større andel af udbyttet og stadig bevarer selskabernes incitament til at finde olie.«

Han undrer sig dog fortsat over, at Danmark forpassede muligheden for at indføre en neutral olieskat, for staten stod i 2003 i en mere favorabel position end i dag.

»Det er svært at forstå, hvorfor staten gik med til at lægge så stærke bindinger på sig selv. Det er simpelthen vanskeligt at forstå. Det er usædvanligt, når man ser på, hvordan beskatningsregler er skruet sammen i andre udviklede lande og meget ugunstigt set fra statens perspektiv.«

Også chefkonsulent i Det Økonomiske Råd, Poul Schou, ser oplagte muligheder i at ændre beskatningen. For det helt særlige ved udvindingen af naturressourcer er, pointerer han, at olieselskaberne høster et overskud, som overstiger den værdi, de ellers kan opnå ved at investere i en helt anden produktion. Det kaldes overnormal profit, og reelt gør det, at staten teoretisk set kan hæve beskatningen af olieindvindingen helt op til 99 procent, mens selskaberne stadig vil kunne hente større profitter og have incitament til at fortsætte.

»Udvindingen af olie i Nordsøen har en særstilling. Naturressourcerne gør, at selskaberne kan høste overnormale profitter. Man taler om, at naturressourcerne har en samfundsmæssig knaphedspris, fordi de jo kun findes i endelige mængder,« siger han og uddyber:

»Det kaldes ressourcerenten, som netop betegner selskabernes ekstraordinære indtjeningsmuligheder. Siden staten har selve ejendomsretten til værdierne i undergrunden, ville et naturligt udgangspunkt være, at selskaberne får et rimeligt afkast — inklusive en belønning for den risiko, de tager — mens selve ressourcerenten, altså det overnormale afkast tilfalder staten.«

Det er endnu uklart, i hvor høj grad staten juridisk kan skrue på den eksisterende Nordsø-aftale. Klima- og energiminister Martin Lidegaard (R), der i 2003 var med til at indgå aftalen, henviser dog til et såkaldt betænkningsbidrag fra 11. december 2003 til loven om Nordsø-aftalen, hvor det fastslås, at Danmark »på ethvert tidspunkt« kan »gennemføre beskatningsændringer med fremtidig virkning«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jesper Frimann Ljungberg

Det er altså billigt at købe danske politikere. Det her er jo et lysende eksempel på hvor god en investering det er for firmaer at give penge til politiske partier. Det er bedre end at investere i uddannelse af medarbejderne.
Lad os så få gjort op med partistøtten.

// Jesper

Philip C Stone

Fra dagens korte leder:

“Det er resultatet af en ideologisk reform, der i modstrid med forskeres advarsler…”

Noget af det samme - Venstre ved man hvor man har - gør sig gældende her. Man erstatter ekspertise som i højere grad kommer hele befolkningen til gavn med ideologiske holdninger som i højere grad er til gavn for ens politiske bagland. Forhandlingerne - tak for den gode mad - synes at foregå i en tilstand af salig benovelse.

@Jesper

Spot on!
(Godt at dit indlæg ikke er fjernet, som mine er blevet når jeg har påpeget det samme i andre tråde om partistøtte)

Det er egentlig forkert at det ikke er ansvarspådragende når politikere kan lave den slags dårlige aftaler for staten direkte imod rådene fra førende eksperter på området. Det burde få en til at tænke sig om en ekstra gang, når andre lande laver aftaler på en helt anden måde.

Lars B. Jensen

Den daværende økonomi og erhvervsminister Bendt Bendtsen havde det store problem at hans parti, de konservative, var helt afhængige af indtægter fra Mærsk for at få deres økonomi til at løbe rundt. Derfor var han nød til at please Mærsk på trods af alle anbefalinger. Når han er færdig i EU får han garanteret flere lukrative bestyrelsesposter i Mærsk kontrollerede selskaber så han også får en personlig gevindst .
Men vi har jo ikke korruption i Danmark. ???

"Samtidig forsøgte A.P. Møller-Mærsk med fornyet styrke at vinde gehør for sine synspunkter hos den nye regering. En række af de politikere, der kunne tænkes at få indflydelse på de kommende olieforhandlinger, blev bespist på luksusrestaurant og inviteret på helikoptertur ud til boreplatforme i Nordsøen." citat fra artiklen.

Hvorfor kommer dette her først frem nu? Hvor var EB og BT og deres forargelse henne i 2001-2002 over dette? Ingensteder. Og hvor er forargelsen over at en embedsmand! taler med Mærsk Mckinney-Møller, og sikkert gør hvad hr. Møller beder ham om. Måske er det på tide at Danmarks skjulte korruption bliver afsløret...

Naar man kigger på Karen Helvegs tal (tak!) falder det i øjnene at de på årsplan er af samme størrelsesorden som den samlede danske gæld.

Og hvad ligger så lige for?

Lars B. Jensen

Hovedparten af den danske presse er afhængig af indtægter fra Mærsk kontrollerede selskaber, derfor får vi aldrig reel information om hvilken retning vores uofficielle konge påvirker vores samfund.
Hvordan kan vi klage over manglen på fri presse i østeuropæiske lande når den (næsten) ikke eksisterer i Danmark.

Karsten Aaen,
Har det ikke været fremme?

Jeg husker da en radikal politiker, dengang økonomi- og vicestatsminister, der navngav et skib i år 2000 og fik et rolexur til 122.000, som vedkommende dog betalte skat af.

"Han var dengang som nu imod statens aftale med Dansk Undergrunds Consortium (DUC), og han har svært ved at forstå, at den danske stat forlængede DUC’s ret til at bore i den danske havbund helt frem til 2042."

Det har jeg nu ikke svært ved at forstå.

En artikel, hvor man kan læse, at Mærsk i anden sammenhæng var god til at få en kontrakt hjem:
http://www.corpwatch.org/article.php?id=13196

"Maersk had found themselves a jewel, if they could get that port up and running," U.S. Ambassador Darrell Trent told our reporting team in November 2005. Trent, who had served under Presidents Nixon and Reagan, was in charge of Iraq's transport ministry until the summer of 2004.