Læsetid: 5 min.

Problematisk kun at forhandle med Mærsk

Den danske stat har kun kontakt igennem Mærsk, når den forhandler med Nordsøens oliegiganter. Det svækker statens forhandlingsposition og kontrol med olien, mener olieøkonom og tidligere energiminister
Da Nordsøaftalen blev indgået, advarede flere eksperter om, at staten ville gå glip af milliarder, hvis olieprisen steg. Ifølge beregninger fra tænketanken Concito er staten siden 2003 gået glip af 75 mia. i skatteindtægter.

Da Nordsøaftalen blev indgået, advarede flere eksperter om, at staten ville gå glip af milliarder, hvis olieprisen steg. Ifølge beregninger fra tænketanken Concito er staten siden 2003 gået glip af 75 mia. i skatteindtægter.

Claus Fisker

2. januar 2012

Snart skal Nordsøaftalen igennem et tjek, der skal se på muligheder for at hive større indtægter hjem til staten. Her vil det også være oplagt at undersøge, hvordan staten i dag forhandler om olien med Dansk Undergrunds Consortium (DUC), der producerer knap ni ud af ti tønder olie, der hives op fra Nordsøen. For når staten mødes med DUC, der omfatter Shell, A.P. Møller-Mærsk og Chevron, sker det nemlig udelukkende med Mærsks udsendte. Shell bliver aldrig inviteret med i forhandlingslokalerne, selv om koncernen ejer 46 procent af DUC mod Mærsks andel på 39 procent.

Den enstrengede kontakt med DUC svækker statens forhandlingsposition. For Mærsk vil sidde med de vigtigste informationer om olieindvindingen og kan nemmere massere det politiske systems forhandlingsoplæg, når de udsendte embedsmænd drager mod Esplanaden. Det mener den norske professor i olieøkonomi Øystein Noreng, der undrer sig over, at Danmark har accepteret blot at forhandle med mindretalspartneren Mærsk.

»Det særligt usunde i Danmark er, at Mærsk har fået en monopolstatus. I Norge har vi forhandlet med mange selskaber, og det har skabt normal konkurrence,« siger han og pointerer, at staten afhænder muligheden for at udnytte selskabernes forskellige syn på produktionen til at hæve efterforskningstempoet og stille krav til en optimal udnyttelse af ressourcerne. Siden staten indgik Nordsøaftalen med DUC i 2003, er det blevet tydeligere, at olieselskabernes ønsker er blevet imødekommet, mener folketingsmedlem Mogens Lykketoft (S), der i mange år har fulgt forhandlingerne om Nordsøen.

»Forhandlingerne mellem staten og Danmarks eneste reelt multinationale koncern, Mærsk, har løbende ændret magtforholdet, og flere og flere politiske kræfter har bakket fuldstændigt op bag Mærsk-koncernens ønsker. Nordsøaftalen er et resultat af den uligevægt, og aftalen, må man jo sige, er meget til fordel for koncernen og mindre gunstig for den danske stat end noget, man ser i nabolandene,« siger han.

Turistvisum

I DUC er A.P. Møller-Mærsk både operatør, der står for alt praktisk arbejde med boringer og leje af boreplatforme, og samtidig koncessionshaver, der har statens tilladelse til at bore i undergrundens hårde kridtlag. Normalt har operatøren kontakt til myndighederne, ligesom Mærsk har, men det er usædvanligt, at koncessionshaveren ikke er flere fusionerede virksomheder, men her blot er Mærsk. Blandingen af roller styrker Mærsks greb om forhandlingerne, men forskellen kan være et spørgsmål om formaliteter, mener Peter Helmer Steen, der er direktør i statens olieselskab Nordsøfonden.

»Hvis staten er uenig i et eller andet, så forhandler de med koncessionshaveren, og i det her tilfælde vil det være Mærsk. I andre tilfælde vil det være tre eller fire olieselskaber, men stadig vil det være via operatøren. Man kan diskutere, hvor stor forskellen er.«

Forskellen skal dog tages seriøst, mener den tidligere socialdemokratiske energiminister og EU-kommissær, Poul Nielson, der stædigt forhandlede undergrundsloven igennem i 1980 trods stor modvilje hos Mærsk. For Shell og Chevron ejer i dag knap to tredjedele af DUC, men har ikke har papir på deres forpligtelser over for den danske stat. På samme måde gik han efter Nordsøaftalen ud og kaldte det juridisk abnormt, at Shell og Chevron »befinder sig på dansk område på et slags turistvisum«.

Han mener, at betingelserne for olieselskaberne må vurderes løbende i lyset af oliepriserne, interessen for at lede efter olie og fornemmelsen af de udbudte oliefelters kvalitet. Hvis store selskaber finder danske felter for små eller urentable, kan der være mindre selskaber, der i stedet vil ind på markedet. Desuden vil et olieselskab med et stort marked i Danmarks nærområde være mere tilbøjelig til at føre olien igennem Danmark end andre selskaber. Den slags vurderinger bliver sværere at tage højde for, så længe Nordsøaftalen står ved magt, og staten ikke har indflydelse på hvilke selskaber, der indgår i DUC-konsortiet samt hvilke krav, der stilles til flertallet i DUC.

Ifølge Poul Nielson kunne noget af den juridiske usikkerhed være lagt i graven, da man forhandlede Nordsø- aftalen. Men dengang var staten mere orienteret mod at høste gevinster end at sikre en længerevarende kontrol over, hvilke aktører der skal bore efter olie.

»Flere penge her og nu var det afgørende succeskriterium for forhandlingerne i 2003. En strategisk udnyttelse af statens handlefrihed i 2012 var ikke det centrale for VK-regeringen — og altså heller ikke for de andre borgerlige partier, der endte med at tilslutte sig aftalen.«

Hvad kan nu styrke forhandlingspositionen?

»At Danmark tager sig selv alvorligt som varetager af samfundets interesser. Der er klart behov for dette — ikke alene i forhold til den fortsatte begunstigelse af Shell, Chevron og A.P. Møller, men også i lys af den udfordring, Danmark står over for i det arktiske perspektiv, hvor vi bør satse mere seriøst og helhjertet på at kunne tilbyde et ambitiøst samarbejde med Grønland og Færøerne, end hvad der hidtil har været tale om,« siger han.

Lille forskel

Til sommer indtræder statens olieselskab Nordsøfonden i DUC, som det blev besluttet i Nordsøaftalen fra 2003. Staten vil herefter indgå som partner og altså ikke som koncessionshaver ligesom Mærsk. Poul Nielson kritiserer den daværende regering for at have undladt at bruge muligheden for at starte forfra med sammensætningen af konsortiet, så staten kunne opnå rettigheder på linje med Mærsk.

»Det var et regulært svigt i varetagelsen af det danske samfunds interesser, at statsdeltagelsen efter 2012 ikke skal ske som regulær deltager i koncessionen, men kun som partner med en svagere og på mange måder uklar juridisk position.«

Direktør i Nordsøfonden, Peter Helmer Steen, ser ikke noget odiøst i den sammensætning.

»Hvis det ingen praktisk betydning har, er der ingen grund til at gøre noget stort nummer ud af, om vi er koncessionshaver eller partner.«

I anledning af at Nordsøfonden indtræder i DUC, skal partnerne inden februar have aftalt en såkaldt samarbejdsaftale. Her vil det dog heller ikke være til forhandling, hvem der står for kontakt til den danske stat, oplyser Peter Helmer Steen.

»Nej, det er ikke et forhandlingsemne. For det ligger i sig selv, når det er Mærsk, der er koncessionshaver. Det vil ikke komme op i den her samarbejdsaftale,« siger han.

Shell har ikke ønsket at kommentere DUC’s kontakt med staten, men henviser til A.P. Møller-Mærsk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Overgaard Bjerre

" For Shell og Chevron ejer i dag knap to tredjedele af DUC, men har ikke har papir på deres forpligtelser over for den danske stat."

Stop det. Der er vel stadig lidt Danmark tilbage? Og det siges at de rige mangler penge og de fattige skal betale.

Så stop olie foræringen.

P.S.
Verdens mest elendige olieaftale var meget lidt fremme i medierne, da den VK&DF havde flertallet, hvad er der galt med journalisterne? Er de ikke selvstændige, neutrale og upartiske?

brian fritzner

@Jens Overgaard Bjerre

Verdens mest elendige olieaftale var meget lidt fremme i medierne, da den VK&DF havde flertallet, hvad er der galt med journalisterne? Er de ikke selvstændige, neutrale og upartiske?

NEJ, de er det modsatte, kapitalens håndlangere, lakajer til salg for en lille skilling, der er hundredvis af sager, hvor man med undren kan konstatere tavshedens ekko blandt aviserne. Landet befinder sig i en sølle forfatning, ensidigheden med små nuancer er udtallt.

brian fritzner

@Jens Overgaard Bjerre

Verdens mest elendige olieaftale var meget lidt fremme i medierne, da den VK&DF havde flertallet, hvad er der galt med journalisterne? Er de ikke selvstændige, neutrale og upartiske?

NEJ, de er det modsatte, kapitalens håndlangere, lakajer til salg for en lille skilling, der er hundredvis af sager, hvor man med undren kan konstatere tavshedens ekko blandt aviserne. Landet befinder sig i en sølle forfatning, ensidigheden med små nuancer er udtallt.

brian fritzner

@Jens Overgaard Bjerre

Verdens mest elendige olieaftale var meget lidt fremme i medierne, da den VK&DF havde flertallet, hvad er der galt med journalisterne? Er de ikke selvstændige, neutrale og upartiske?

NEJ, de er det modsatte, kapitalens håndlangere, lakajer til salg for en lille skilling, der er hundredvis af sager, hvor man med undren kan konstatere tavshedens ekko blandt aviserne. Landet befinder sig i en sølle forfatning, ensidigheden med små nuancer er udtallt.

Henrik L Nielsen

Jens O. Bjerre

Sikkert en gammel hest, men jeg tror de journalister du efterlyser har for travlt med at nå deadlines og at se de millioner af nyheder der strømmer ind dagligt igennem til overhovedet at tænke over hvad de ser.

Derudover er det da en hamrende god ide at kun Mærsk er indeover olieaftalerne. Så behøver vi ikke selskabsligne alle de komplicerede regnskaber eller prissætte olien, det gør de meget bedre, og måske får vi et ny Operahus eller et kunstmuseum igen om nogle år. Total win-win....

Bjarne Bisgaard Jensen

hvorfor har vi så svært ved at tage ved lære af hvordan man gør i andre lande, i dette tilfælde Norge. Indenfor jernbanedrift Sverige og Tyskland, Det er ubegribeligt