Læsetid: 7 min.

Ramzis bøn til ministeren: Lad mig komme for en domstol

Først fik familiefaren Ramzi Hudroj fra Vollsmose besked om, at han ville blive dansk statsborger. Så kom et brev om, at han alligevel ikke kunne blive dansker. Han er nemlig i PET’s søgelys, men han kan ikke få at vide hvorfor. Nu beder han Folketinget og justitsministeren om at få lov til at forsvare sig selv
Det var meget uhyggeligt, at der var blevet afsagt en dom, som vi ikke kunne forstå baggrunden for og ikke kunne få en forklaring på, siger Hibba.

Det var meget uhyggeligt, at der var blevet afsagt en dom, som vi ikke kunne forstå baggrunden for og ikke kunne få en forklaring på, siger Hibba.

Sofie Amalie Klougart

12. januar 2012

Der må være sket en fejl...

Det var den første tanke hos den libanesisk fødte familie Hudroj i Vollsmose, da 29-årige Ramzi og hans kone Hibba i begyndelsen af november 2011 klikkede ind på Folketingets hjemmeside for at se efterårets lovforslag om dansk statsborgerskab. De ville sikre sig, at Ramzi nu blev dansk statsborger, ligesom Hibba har været i flere år.

Men Ramzis navn var ikke blandt de 1.718 udlændinge på lovforslaget, selv om han levede op til at alle krav for at blive danske statsborger, og selv om Indfødsretskontoret i Integrationsministeriet i et brev til Ramzi ni måneder tidligere havde skrevet, at han ville »blive optaget på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, som forventes fremsat i Folketinget i slutningen af oktober 2011.«

Dagen efter modtog familien et brev fra Justitsministeriet. Der stod, at Ramzi ikke kunne blive dansk statsborger inden for de næste fem år. Men der stod ikke hvorfor.

»Der kan ikke gives nogen begrundelse for afgørelsen,« skrev ministeriet og henviste til en undtagelsesbestemmelse i forvaltningsloven, der blandt andet omhandler hensyn til statens sikkerhed.

Rigets sikkerhed

Ramzi og Hibba var chokerede. De vidste ikke, at Ramzi blev afskåret fra statsborgerskab, fordi han er under observation af Politiets Efterretningstjeneste. De var ikke klar over, at når udlændinge får afslag på dansk statsborgerskab uden begrundelse, selv om de lever op til alle formelle krav, så er det, fordi de ifølge PET kan udgøre en sikkerhedsrisiko. En risiko, som dog ikke er håndfast nok til, at de bliver sigtet for noget.

Igennem flere år havde Ramzi, der i en alder af 15 kom til Danmark som uledsaget flygtningebarn fra krigen i Libanon, dygtiggjort sig i dansk og læst op på dansk historie for at kunne bestå de prøver, der skal til for at blive dansk statsborger. Men uden at han kunne få en forklaring på hvorfor, viste hans anstrengelser sig pludselig frugtesløse.

Da Hibba taler bedst dansk af de to, ringede hun til Folketinget. Hun vidste, at det i sidste ende er Folketinget, der tildeler statsborgerskab, og nu ville hun høre begrundelsen for, at hendes mand blev udelukket. Men i Folketinget vidste de ingenting. Så ringede Hibba til Indfødsretskontoret i Justitsministeriet. Hun fik en medarbejder til at bede kontorchefen ringe tilbage til Ramzi. Men det blev ægteparret heller ikke klogere af.

»Kontorchefen læste op af forvaltningsloven og talte om rigets sikkerhed og spurgte flere gange, om ikke der var en klokke, der ringede i mit hoved? Men det var der ikke. Så sagde hun: ’Så kan jeg ikke hjælpe dig’,« husker Ramzi.

En fejl?

»Det var meget uhyggeligt, at der var blevet afsagt en dom, som vi ikke kunne forstå baggrunden for og ikke kunne få en forklaring på,« siger Hibba.

Efter samtalen med kontorchefen i Indfødsretskontoret ringede Hibba igen til Folketinget og kom nu igennem til Indfødsretsudvalgets sekretær. Udvalgssekretæren forklarede, at det ikke var muligt for hende at give nogen begrundelse for afslaget, men at det stod Ramzi frit for at skrive et brev til udvalgs-medlemmerne.

For første gang nogensinde skrev Ramzi til Folketinget:

»Jeg er en almindelig lovlydig borger med ren straffeattest, som er familiefar og som opfylder alle mine forpligtelser over for samfundet og over for min familie,« forklarede han.

»Jeg har løbende været i kontakt med jer for at sikre mig, at jeg opfylder alle betingelserne, og at der er alle dokumenter i min sag, som der er behov for. Alle de gange, jeg har været i kontakt med jer, har jeg fået at vide, at min sag var som den skulle være og at min sag ville blive rejst ved næste lovforslag,« fortsatte Ramzi og sluttede sit brev med en bøn til udvalget:

»Jeg er forvirret over afgørelsen, og jeg går ud fra, at der er begået en fejl, hvor evt. sagsakter fra en anden er blandet sammen med min sag. Derfor beder jeg jer indtrængende om at se på min sag igen.«

Juridisk tomrum

Ægteparret fik hjælp fra Hibbas danske svigerinde til at formulere henvendelsen til Indfødsretsudvalget. Det blev en rigtigt god tekst, synes de.

»Hvis man har en smule empati for andre mennesker, så lader man ikke bare et sådant brev ligge ubesvaret i en skuffe,« som Hibba siger.

Men Ramzi fik ikke andet svar fra Folketingets Indfødsretsudvalg end en besked om, at brevet var blevet omdelt blandt udvalgets medlemmer til orientering. Og da lovforslaget blev vedtaget den 22. december, var Ramzi stadig ikke på.

Heller ikke en henvendelse til Folketingets Ombudsmand kom der noget ud af. Han svarede høfligt, at han ikke har kompetence til at undersøge sager, som Folketinget har været involveret i.

Så besluttede ægteparret at kontakte en advokat, der kunne hjælpe dem. De fik kontakt til en, som forklarede, at Ramzi måtte være under observation af efterretningstjenesten, og at der ikke var noget at gøre. Der er nemlig ingen ankemulighed for udlændinge, som afskæres fra dansk statsborgerskab på baggrund af indstillinger fra PET.

Ved de halvårlige lovforslag om statsborgerskab er der som regel en håndfuld ansøgere, der sorteres fra, fordi de ifølge efterretningstjenesten kan være til fare for rigets sikkerhed. De befinder sig i et slags juridisk tomrum. Almindelige principper om retssikkerhed er sat ud af spil. Og selv om Socialdemokraterne tidligere åbnede for at undersøge, om der kunne indføres en ankeinstans, har justitsminister Morten Bødskov efter valget besluttet at lade ordningen fortsætte uændret. Det er sket, selv om blandt andre Institut for Menneskerettigheder, der har mandat til at rådgive staten i spørgsmål om menneskerettigheder, har opfordret til at indføre en kontrolinstans, der kan korrigere eventuelle fejl begået af PET.

En umulig situation

Hudroj-ægteparret bor med deres fire børn i den belastede Odense-bydel Vollsmose. Børnene går i skole uden for kvarteret, hvor der er flere danske børn. For Ramzi og Hibba vil sikre sig, at de bliver godt integreret i det danske samfund og får en god uddannelse, fortæller Ramzi, der ikke selv har nogen uddannelse og har været førtidspensionist, siden han fik smadret sin skulder ved et færdselsuheld.

Ægteparret har spekuleret på, om de kan være kommet under PET’s observation, fordi nogen af deres bekendte i Vollsmose måske er indblandet i aktiviteter, som de ikke kender til. Og det kan da også meget vel være en af Ramzis bekendte, der kan have fået efterretningstjenesten til at rette søgelyset mod ham.

I en redegørelse til Folketingets Indfødsretsudvalg har Justitsministeriet således forklaret, at PET overvåger såkaldte målpersoners »omgangskreds«, og at PET kan have »kendskab til en person, der ansøger om indfødsret, gennem dennes forbindelse til en af tjenestens målpersoner.«

Som beboere i Vollsmose ved Ramzi og Hibba, hvem der var anklaget i den såkaldte Vollsmose-sag, der endte med lange fængselsdomme til tre personer for planlægning af terror. Ramzi siger, at han muligvis har hilst på en af dem på gaden engang, fordi de boede tæt på hinanden, men han har aldrig talt med nogen af de terrordømte.

Eftersom PET i konkrete sager ikke vil oplyse, hvad der ligger til grund, når udlændinge kommer i tjenestens søgelys, har det kun været muligt for Information at få Ramzi og Hibbas version af sagen. Vi har spurgt, om de har nogen ide om, hvorfor han vurderes som en sikkerhedstrussel. Men ægteparret kan ikke komme på nogen forklaring.

»Det må være en fejl. Det må være papirer fra en anden person, som ved en fejl er blandet sammen med papirerne i Ramzis sag,« mener Hibba.

Ramzi siger, at hvis han faktisk havde været involveret i noget suspekt, ville han ikke ønske at få belyst sin sag.

»Så ville jeg jo ikke være interesseret i opmærksomhed… Jeg sværger, at jeg ikke har gjort noget. Jeg er en helt almindelig mand, men jeg er blevet dømt, uden at jeg kan få at vide hvorfor, og uden at jeg kan forsvare mig… Der må da være en domstol, der kan se på min sag. Jeg vil have, at alt bliver lagt frem.«

Appel til ministeren

Vi spørger, om Ramzi kommer i den moské, hvor de terrordømte fra Vollsmose plejede at mødes. Hibba forklarer, at han slet ikke går i moské:

»Jeg har tit skældt ham ud, fordi han ikke går til fredagsbøn. Det burde han da gøre en gang imellem. ’Se så at komme af sted’, siger jeg til ham, men han gør det ikke.«

Ramzi fortæller, at han havde store forventninger til at blive dansk statsborger. Han så frem til den følelse af sikkerhed, der følger med, når man er statsborger i det land, man bor i, og allervigtigst glædede han sig til at blive en del af fællesskabet.

»Men så sker det her. Jeg troede ikke, sådan noget kunne foregå i en retsstat. For hele vores familie har det skabt usikkerhed om, hvad der kan ske med mig. Hvad bliver det næste? Jeg tænker også meget på, om der er nogen i min omgangskreds, som har været med i noget, som jeg ikke kender til. Hvem, hvem, hvem? Jeg kan slet ikke holde op med at spekulere,« siger han.

»Jeg vil skrive til Morten Bødskov og sige, at hvis der er noget på mig, så må de lægge det frem. Lad mig komme i retten, så jeg kan forsvare mig.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er noget svineri simpelthen, det mindste vores samfund kan gøre er at fortælle hvad og hvorfor uanset om det er PET,som er en stat i staten. Hvis de fik begrundelsen kunne man jo fortælle at det var strafbart at offentligøre den.

Tak til Geist/Dahlin. Undskyld til Ramzi/Hibba.
Hvad kan vi gøre?
Jeg begynder at føle med de tyskere som oplevede perioden 1925-1939 i Tyskland. Jeg frygter, at jeg er ved at opleve noget lignende.
En retsstat behøver ikke være et demokrati, men et demokrati som ikke er en retsstat indeholder allehånde foruroligende potentialer.