Læsetid: 3 min.

Staten taber viden om nordsøolie

Danmark er et olieeksporterende land, der mangler viden inden for olieforskning, lyder det fra oliebranchen og uddannelsesinstitutioner. Staten bør fremover satse strategisk på uddannelse af olieefterforskere, hvis den skal opnå større kontrol med produktionen
Olieindustrien investerer i forskning og uddannelse, men gør det snævert og mere kortsigtet i forhold til egne behov.

Olieindustrien investerer i forskning og uddannelse, men gør det snævert og mere kortsigtet i forhold til egne behov.

Søren Bidstrup

3. januar 2012

Danmark har i over 15 år produceret nok olie til at eksportere til udlandet. Milliarder er blevet investeret i boreplatforme og seismiske undersøgelser af havbunden i Nordsøen, men kompetente hjerner er stadig en mangelvare. Det mener professor Erling Stenby fra DTU, der siden 1993 har siddet i Det Internationale Energiagentur (IEA) under OECD, hvor han repræsenterer Danmark i spørgsmål om forbedret olieindvinding.

»Hvis vi som samfund vil have større gavn af olien i Nordsøen, kræver det forskning,« siger han og understreger, at der de seneste 15-20 år ikke har været nogen strategi fra myndighederne for, hvordan man får mest mulig olie op.

Danmarks vidensbehov stiger, hvis staten skal kunne være med i kapløbet om ressourcerne i den danske undergrund. Men hvis den ikke opruster sin viden på olieområdet, ender ressourcerne meget nemt hos store selskaber som A.P. Møller-Mærsk, der har markant flere ansatte og driver en større del af produktionen i Nordsøen. For det er langtfra givet, at statens interesser er sammenfaldende med olieselskabernes.

»Olieindustrien investerer både i forskning og uddannelse. Men den gør det snævert og mere kortsigtet i forhold til egne behov. Det er ikke nødvendigvis det samme behov, man som nation har for, at tilstrækkeligt mange dygtige mennesker kan udnytte landets ressourcer. Ingen olieselskaber tænker, at det er deres forpligtelse, at universiteterne uddanner nok dygtige ingeniører. Det må være landets opgave, og den forsømmer Danmark i dag,« siger Erling Stenby og uddyber:

»Hvis man ser på energiforskningen i Danmark, har det ikke noget med olie at gøre. Så selv om vi er et olieeksporterende land, er energiforskning defineret som alt andet end olie.«

Ikke nok arbejdskraft

Manglen på kvalificeret arbejdskraft mærkes også hos DONG Energy, der leder indvindingen af olie på tre felter i Nordsøen. Det delvist statsejede selskab oplever her en konstant kamp for at få hvervet dygtige medarbejdere til branchen, siger landechef Flemming Horn Nielsen fra DONG Energys afdeling for efterforskning og produktion.

»Vi bokser med at få tilstrækkeligt med arbejdskraft, og vi har konstant åbne stillinger, vi ikke kan få besat. Så vi har relativt mange udlændinge ansat. Og en af udfordringerne er, at nogle af dem bliver, mens mange af dem rejser hjem til deres hjemlande. Vi kan ikke få nok dansk arbejdskraft til det, vi skal gøre.«

Selskabet oplever, at branchen har fået et skævt ry. At olieproduktion har mistet status til fordel for nyere ingeniøruddannelser inden for it og software. Og så hjælper det ikke på branchens rygte, at der florerer forestillinger om, at olieproduktionen er på vej ned.

»Det er forkert, det går jo den modsatte vej. Måske går produktionen lidt ned, men ser vi på de personer, vi har brug for, så er der brug for flere folk til at producere den samme mængde olie og gas i fremtiden, fordi det er en olie, der er sværere at komme til,« siger Flemming Horn Nielsen.

Mærsk sætter sig på viden

For nylig oprettede Mærsk og Københavns Universitet også et forskningscenter, der skal undervise studerende i efterforskning og udvinding af olie. Det skal styrke selskabets rekrutteringsgrundlag, og Mærsk og partnerne i Dansk Undergrunds Consortium, Shell og Chevron, støtter projektet med 13,5 millioner kroner i løbet af fem år. Mærsk skal være mentor for flere ph.d.-studerende i op til et halvt år ad gangen.

»Det nye projekt er tiltænkt kandidat- og ph.d.-studerende inden for geologi og geofysik. Det skal ses i sammenhæng med, at Maersk Oil ønsker at øge rekrutteringsgrundlaget for højt kvalificeret arbejdskraft til arbejdet i Nordsøen,« siger lektor Lars Nielsen fra Institut for Geografi og Geologi.

Trods antagelsen om, at Mærsk og staten ikke altid har sammenfaldende interesser, ser Jens Oddershede, der er formand for Rektorkollegiet, ikke noget problem i den slags samarbejde mellem oliegiganter og forskningsmiljøer:

»Faget geologi har i en række år været upopulært. Det kan undre, når man tænker på, hvor stor betydning det har for olieudvinding og eksempelvis naturgasudvinding i Grønland,« siger han.

— Flere har peget på, at staten og eksempelvis Mærsk ikke arbejder efter samme hensigter — bør staten satse på at hente flere hjerner, der kan øge statens indsigt i olieforhold?

»Jeg tror, det er svært at uddanne nogen, der blot skal arbejde for staten. Det tror jeg ikke har noget med uddannelserne at gøre. Det er et politisk spørgsmål, jeg ikke vil tage stilling til.«

Serie

Seneste artikler

  • Slunkne oliefelter udfordrer statens klimamål

    11. januar 2012
    Hvis de danske oliefelter skal udnyttes optimalt, kræver det dyre teknologier, der pumper CO2 ned i undergrunden for at presse mere olie op, selv om teknologien vil øge afbrændingen af fossile brændsler. Staten står ved en skillevej og må vælge olien eller klimaet, lyder det fra klimaorganisationer
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip C Stone

"»Hvis vi som samfund vil have større gavn af olien i Nordsøen, kræver det forskning,« siger han og understreger, at der de seneste 15-20 år ikke har været nogen strategi fra myndighederne for, hvordan man får mest mulig olie op."

Dette er opskriften på menneskehedens selvmord. Hvis Danmark, trods det vi ved om den globale opvarmning og dens årsag, forfægter sin ret til at "få mest mulig olie op" har vi mistet enhver ret til at opfordre andre lande til ikke at gøre det samme, og så vil vi bære et stort ansvar for den kommende klimakatastrofe. Det eneste ansvarlige er at udvikle strategier der gør det muligt for os at efterlade så meget olie som muligt i undergrunden.