Baggrund
Læsetid: 5 min.

Styrker man farens rettigheder, svækker man morens

Da hans ekskæreste med seks ugers varsel flyttede over 300 km væk med deres fælles datter, stod Tue Jensen, samværsforælder, tilbage uden mulighed for at gøre noget. Men det kan ikke være anderledes, lyder det. For styrker man bopælsforælderens ret, stavnsbinder man den anden forælder
Tue Jensen fik med blot seks ugers varsel at vide, at hans eks-kæreste flyttede over 300 kilometer væk med deres fælles fireårige datter. Det betyder, at han nu ikke længere kan være en del af datterens hverdag. Men han kan ikke gøre noget ved det.

Tue Jensen fik med blot seks ugers varsel at vide, at hans eks-kæreste flyttede over 300 kilometer væk med deres fælles fireårige datter. Det betyder, at han nu ikke længere kan være en del af datterens hverdag. Men han kan ikke gøre noget ved det.

Uffe Weng

Indland
17. januar 2012

Seks ugers varsel fik Tue Jensen. Fra der dumpede et brev ind af brevsprækken med meldingen om, at hans eks-kæreste flyttede over 300 kilometer væk med deres fælles fireårige datter, til at de to var endeligt flyttet. Det betød ikke alene, at Tue Jensen nu ikke længere havde mulighed for at være en del af sin datters hverdag. Det betød også, at hans samvær gik fra at være fem dage hver anden uge til på lang sigt at blive til to. Om et år begynder deres datter nemlig i skole, og så kan hun ikke tage turen fra Silkeborg til Roskilde midt i ugen. Det er til trods for, at Tue Jensen fik forhandlet sig frem til fem dage hver 14. dag i Statsforvaltningen, da parret gik fra hinanden. Men der er ikke noget forkert i det, Tue Jensens ekskæreste har gjort, for om flytning siger Familieansvarslovens paragraf 18 sådan her:

»En forælder, der vil ændre sin eller barnets bopæl til et andet sted her i landet eller i udlandet, skal underrette den anden forælder herom senest seks uger før flytningen.«

Stavnsbinding

De havde egentligt forsøgt at få det til at fungere, Tue Jensen og hans ekskæreste. De havde gået i parterapi, siden de var højgravide. Men da datteren var to et halvt år blev de enige om at gå fra hinanden. Kort efter bruddet, begyndte tingene at gå skævt, og de endte med ikke at kunne løse problemerne selv. I Statsforvaltningen endte sagen, som langt de fleste. Moren blev bopælsforælder og Tue Jensen blev samværsforælder, ligesom det sker i 88 procent af alle sager. Som bopælsforælder har man barnet på sin folkeregisteradresse, får børnepenge og har ret til at flytte med barnet. Og som samværsforælder skal man ansøge om samvær med sit barn.

»Jeg ville have en deleordning, så vi kunne have min datter lige meget, men i statsforvaltningen blev jeg rådet til bare at være tilfreds med de fem dage hver anden uge,« siger Tue Jensen. For et år siden flyttede moren med datteren, og samværet blev formindsket til fire dage hver 14. dag.

Denne del af loven kan fremstå uretfærdig og retsløs for den forælder, der ikke flytter, men skærper man samværsforælderens rettigheder, giver man i praksis den anden forælder fodlænke på, lyder det fra Marlene Borst Hansen, der er familieordfører i Radikale Venstre.

»Det er svært at lovgive på dette område, for hvis du øger ligestillingen mellem bopælsforælderen og samværsforælderen, kan det ende med, at de får stor magt over hinanden. De kommer i praksis til at stavnsbinde hinanden. Vi kan jo ikke lovgive således, at ekspartnere har mulighed for at forhindre hinanden i at flytte. Men vi skal dog forsøge at være mere opmærksomme på situationer, hvor flytning bruges som samværschikane,« siger hun og pointerer: »Og et eller andet sted skal den jo skære. Og det er blevet seks uger.«

Seks uger er ikke tilstrækkeligt med det tempo, som Statsforvaltningen lægger for dagen, mener formand for Danske Familie Advokater Helle Larsen:

»Min erfaring er, at det sjældent er nok til at samle forældrene og få en dialog i gang om det store skifte, de står over for,« siger Helle Larsen og opfordrer de partier, der i den kommende tid skal forhandle en revision af forældreansvarsloven fra 2007 til at forlænge denne periode. Dels for at give forældrene bedre tid til at opnå en sund dialog om flytning og samvær, men også fordi Statsforvaltningen får tid til at overholde sine egne frister.

Magtesløs

Da Tue Jensen fik meldingen om sin datters flytning, indgav han en klage til Statsforvaltningen. På det tidspunkt var kommunikationen imellem ham og hans ekskæreste så dårlig, at alt kontakt forløb igennem enten Statsforvaltningen eller advokater.

I mødenotatet fra Statsforvaltningen beskrives hans overvejelser således:

»Far ønsker som udgangspunkt ikke, at mor flytter med datteren, men han ved på den anden side godt, at det nok dels vil være vanskeligt at vinde en bopælssag, og at det i hvert fald vil skade det fremtidige samarbejde omkring datteren … Han accepterer derfor flytningen, hvis ikke det kommer til at skade samværet med datteren.«

Tue Jensen var ikke i stand til selv at flytte med til Jylland på grund af sit arbejde, så det efterlod ham uden nogen mulighed for at påvirke samværet. Statsforvaltningen afgjorde, at Tue Jensens samvær gik ned fra fem dage hver anden uge til fire.

»Når min datter om et år skal i skole, ryger mit samvær ned til to dage hver anden uge. Med sin flytning har min ekskæreste sikret sig mere samvær med vores datter,« siger Tue Jensen.

I en udtalelse fra datterens børnehave nær Roskilde, var det ellers beskrevet, hvordan datteren trivedes bedst med børn, hun i forvejen kendte, og at pædagogerne vurderede, at datterens forhold til henholdsvis faren og moren var ligeværdigt. På trods af disse indsigelser, fik Tue Jensen ikke held med sin klage til Statsforvaltningen.

»Der er ikke nogen, der på noget tidspunkt stiller spørgsmålstegn ved, om det er i barnets interesse, at moren flytter så langt væk med hende. Efter hendes beslutning om at flytte var der rent faktisk ingenting, jeg kunne stille op,« siger Tue Jensen.

»Det er utrolig trist, at jeg ikke længere kan være en fast del af min datters liv. Men som jeg ser det, er det også til skade for min datter, at hun ikke kan have sin far som en fast del af sit liv. Det valgte Statsforvaltningen helt at overhøre. Når min ekskæreste flytter så langt væk, er det kun retfærdigt og bedst for barnet, at samværsforælderen får muligheden for at beholde sit barn i de omgivelser, det kender.«

Og når Tue Jensen oplever at føle sig magtesløs, så har han faktisk ret, påpeger professor Ingrid Lund-Andersen, der er ekspert i familieret ved Københavns Universitet:

»Rent juridisk er der ingenting, en samværsforælder kan stille op i sådan en situation. Samværsforælderen kan ikke gøre andet end at anlægge sag om at få bopælsretten, og det kan være svært at opnå,« siger Ingrid Lund-Andersen og fortsætter, »Det er et juridisk skisma. På den ene side vil man gerne have, at barnet har en status quo-oplevelse i sit liv — men samtidig skal det ikke bevirke, at en forælder er forhindret i at flytte, hvis den har en god grund til det.«

Man kan ikke sanktionere på det her område, som det ser ud nu, pointerer hun og fortsætter: Man kan højest debattere, hvorvidt den forælder, der mister samværsdage, kan få yderligere feriedage eller andre tiltag på dette niveau.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Karsten Jachs

Bortset fra Vibeke Svenningsen og måske Anne Marie Pedersen viser alle de øvrige kommentatorer i denne at de intet begreb har om hvad det vil sige at være skilsmisseforældre.

Alle skilsmisser er forskellige og ingen skilsmisser er rent sort/hvide. Det er komplet umuligt at lave regler der tilgodeser alle parter i skilsmissesager. Der er altid flere end 2 parter. De involverede børn ser hver især tingene ikke kun fra deres egen vinkel men, i det omfang de er i stand til det, også fra en eller begge forældres synsvinkel.

Den nye forældreansvarslov skulle have haft til formål at tilgodese børnene, og ikke forældrene. Det skulle være børnene, der har ret til begge forældre, og ikke forældrene der har ret til børnene.

Tankegangen er besnærende, men praksis har givet den stik modsatte effekt. Forældre kæmper langt mere på juraens slagmark end de gjorde tidligere. Sjovt nok fordi fædrene (på papiret) har fået flere rettigheder.

Tidligere var skilsmissefædre ganske bevidste om hvor få rettigheder de havde, og de var derfor langt mere samarbejdsvillige end de er nu. Fordi det for dem var den eneste måde at bevare kontakten til deres børn. Nu er de blevet bildt ind at de har flere rettigheder og kæmper derfor mere i de dertil indrettede myndighedsinstanser, statsforvaltning, retssale...

Med det resultat at kommunikationen i skilsmissesager går skævt fra start.

Hvorfor?

Fordi enhver primær omsorgsgiver stejler lige så snart der går 'advokatbreve' i børnenes fremtid. Det er en ganske naturlig og stærkt følelsesmæssig reaktion. Og så kommer beskytterinstiktet op i folk. Man gør hvad som helst for at bevare status quo, for at beskytte børnenes hverdag.

Traditionelt er det mødrene der viser denne reaktion. Og man tillægger den noget biologisk. I nyere tid ser man dog oftere og oftere (omend stadig sjældent) at mænd overtager den primære omsorgsgiver rolle. (dvs. at det er manden der bliver hjemme de første par år, tager barnets første sygedag, står op om natten for at vaske overbrækket sengetøj, giver barnet en 'tryghedsarm' når det kommer kravlende op i forældresengen midt om natten...)

Forældre der er primære omsorgsgivere reagerer voldsomt når der er risiko for at de taber en bopælssag. I 95 % er det kvinderne.

I meget få tilfælde (men dog flere og flere) er det fædre der er primære omsorgsgivere. Disse er så godt som retsløse (både efter gammel, ny og kommende lovgivning), det er disse fædre der lider de største tab i skilsmisser...

Michael H. Jensen

HVAD NU HVIS .....

man som udgangs punkt mister sin status som bopælsforælder hvis man selv vælger at flytte mere end XX km væk fra samværsforælderen?

Dermed ikke sagt at man ikke kan blive det igen - men at statsforvaltningen vil være tvunget til at genoverveje hvad der er barnets tarv? - det ville få mange der flytter for at komme væk fra samværsforælderen (eller som bare tænker mere på sig selv end på sit barn) til at tænke sig om en ekstra gang....

Bente Holm Nielsen

Tal fra Danmarks Statistik http://www.dst.dk/pukora/epub/upload/17520/kogm.pdf
"Derimod er der ikke sket nogen forskydninger i kvindernes kraftige overrepræsentation blandt enlige børnefamilier. Samlet udgjorde de enlige børnefamilier 5,2 pct. af alle familier i 1986 og 5,7 pct. i 2011. De enlige mænds andel af de enlige børnefamilier var 16,7 pct. i 1986 og 16,2 pct. i 2011. Når der sker et familiebrud er det altså mest
almindeligt, at børn får folkeregisteradresse hos deres mor, og det gælder i 2011 i lige så høj grad som i 1986."

Bente Holm Nielsen

Vedr. retsløse mænd:
1922: Gifte kvinder får sideordnet forældremyndighed over egne børn i ægteskabet, samt ret til at komme i betragtning som indehaver af forældremyndighed ved skilsmisse.
1957: Forældre ligestilles som værger for deres børn

Marianne Mandoe

@ Lasse Hansen

Barnets tarv kan også være at bopælsforældren rent faktisk har en indtægt og ikke er tvunget til at være på kontanthjælp for at tækkes den anden forældre som IKKE ville få samme begrænsning.

For faktum er at langt de flest mennesker i Danmark flytter pga job, ikke for a pisse på et andet menneske.

Hvis det er uacceptabelt at en kvinde flytter tvlrs gennem landet med de børn hun har forældremyndighed over/er bopælsforælder til så er vi tilbage ved den gamle lov hvor manden rent faktisk ejede børnene OG kvinden selv efter en skilsmisse.

At det så kan være både den ene og den anden part, alt efter hvor barnet/børnene bor gør det jo ikke en disse bedre.

Jeg ville hellere være på kontanthjælp end at flytte mit barn væk fra sin far,

Selve overskriften er da det rene nonsens.
Man har gjort det i Norge. Og det fungerer.
At man ikke kan gøre det i Danmark, har en del at gøre med de mennesker, som sidder som adminstratorer hos myndigheden.
Selv om vi fik den nye lov på området, så har det vist sig, at vil man konflikte, så kan man godt komme afsted med det.
Samfundet tager ikke stilling til noget på dette plan.
Det er overladt til det enkelte forælder.
Man kunne som min. indføre, at hvis du flytter, så skal du betale for at barnet skal have kontakt med det andet forælder.
Det i sig selv er det intet andet end rimeligt.
Men igen så findes der elementer derude, som ser stort på barnets tilknytning til dets forælder.
Hvis det er muligt, bør Tue Jensen pakke sine sager og flytte efter. Gerne på den anden side af vejen, hvor moderen har sin bopæl.

Mvh.

@Marianne Mandoe
Det er noget nonsens.
Selv det at være værge for barnet blev ændret, da forælderet med myndigheden, fik ret til at testamentere forældremyndigheden til tredie part.
Uden om samværsforælderet.
Samværsforælderet har i overvejende grad været barnets far. Så vidt jeg husker, har denne aldrig ejet hverken barn eller dets mor, efter opløsning af samlivet.

Bente Holm Nielsen

@O.H.Hansen
Du skriver, at forældremyndighed kan testamenteres. Kan du henvise til en lovparagraf?

Marianne Mandoe

@ O.H. Hansen.

1922 - Gifte kvinder får sideordnet forældremyndighed over egne børn i
ægteskabet, samt ret til at komme i betragtning som indehaver af forældremyndigheden ved skilsmisse. Faderen er dog stadig eneste værge
Kampen for frivilligt moderskab (Thit Jensen), retten til adgang til prævention.

1957 - Ligestilles forældre som værger for deres børn.

@Bente Holm Nielsen

Tjek forum hos Foreningenfar eller hos respektive myndighed. Der har været sager igennem retsystemet hvor samværsforælderen har tabt, og hvor forælderet har testamenteret retten videre til tredie led.
Har ikke været inde i det der system i en del år. Det er sygt og fuldkommen latterligt, sidste gang jeg stiftede bekendtskab med det. Antager at myndigheden på området, stadigvæk kører sit eget løb, selv om de fik en røffel af Folketingets Ombudsmand og en løftet pegefinger fra Justitsministeret.

@Marianne Mandoe

Ok. Nu er vi rimelig langt tilbage. Underligt at det så har vendt totalt på bøtten. Og moderen fik det hele og leverandøren kunne få besøgsret.

Men det var nok kvindebevægelsen som sejrede sig ihjel. Gad vide hvor megen skade den har gjort for barnet, i tidens løb...

Mvh

@Michael H. Jensen

Statsforvaltningen har en sjælden evne til ikke at blande sig, der hvor de skal rykke frem i stolen.
Og så blande sig når de skal læne sig tibage når samtalen kører.
For nogle år siden var det mere end problematisk at få myndigheden at gå ind i en sag, hvor der var uenighed. Det jeg får oplyst er at der kører alt for mange sager i domstolene og ikke i mæglingskredse, som var udgangspunktet for at lave loven om dengang.
Ergo kunne det ud fra mine øjne, se ud som om man har rystet posen, sat nogen ny tekst op på hjemmesiden, og kører videre.
Dog med ordet deleordning centralt i billedet. Selv om det har været påtvunget myndigheden, siden 90 erne, at de skulle gå ud fra deleordning som udgangspunkt, ved fastsættelse af samvær.
Dette har de dog aldrig ytret sig om.

Mvh.

Du kan så ikke være på kontant hjælp hvis du fx har en ejer bolig. Og det er inde alle steder du bare kan få en lejebolig, Marie.

Inde= ikke

Jens Sørensen

Som udgangspunkt burde følgende være gældende :

1. Fælles forældremyndighed
2. ikke en 7/7 ordning men en 14/14 ordning
3. Hvis den ene forældre flytter fra nærområdet, bliver denne pr. automatik samværsforældre.
4. Delt bopælsadresse eller slet begrebet.
5. Ingen krydsende børnebidrag.

Ved konflikter griber myndighederne. Den konfliktoptrappende forældre sanktioneres på en hensigtsmæssig måde.
Så er det hurtigt slut med konflikter.

Fordelene er evidente :

1. Ingen bøvl om hvor barnet skal bo.
Reglerne er klare.
2. Intet eller begrænset økonomisk mellemværende mellem parterne.
3. barnet skal kun "flytte" 26 gange om året, og endda ikke længere væk end at barnet kan gå/cykle fra den ene forældre til den anden forældre
I dag "flytter" et barn vel 104 gange om året.
I en 7/7 ordning flytter barnet "kun" 52 gange.
4. færre konflikter, idet konfliktoptrappende adfærd sanktioneres i forhold til nu hvor konfliktoptrappende adfærd belønnes.

Disse regler er selvfølgelig udgangspunktet.
Hvis den ene forældrer ikke er forældre-egnet skal der laves en skræddersyget ordning.
Men stadig hvor konfliktoptrappende adfærd sanktioneres.

Lars Peter Simonsen

Det går altid ud over børnene, og der er ingen vindere i disse sager. Punktum.

Sider