Læsetid: 6 min.

Toms håb og selvtillid røg ud med jobbet

Han kunne have heddet Søren, som den arbejdsløse sælger Helle Thorning-Schmidt beskrev i sin tale om solidaritet og krisebevidsthed ved årsskiftet. Men han hed Tom, han var smed, og han gjorde alt for at bide sig fast på arbejdsmarkedet. Men uden held. Den 30. maj 2011 begik han selvmord og blev dermed en lille del af en tragisk statistik
Gyda Jacobsen kigger på et billede af sin søn Tom, som tog sit eget liv efter en længere periode som arbejdsløs. Især arbejdsløse mænd over 30 år har svært ved at tackle en tilværelse uden arbejde.

Gyda Jacobsen kigger på et billede af sin søn Tom, som tog sit eget liv efter en længere periode som arbejdsløs. Især arbejdsløse mænd over 30 år har svært ved at tackle en tilværelse uden arbejde.

Jakob Dall

12. januar 2012

I slutningen af maj 2011 planlagde Tom Jacobsen en tur til København. Han ville besøge sin mor, sine søskende og deres børn, og det var vigtigt, at alle var med. Trods tilbuddet fra sin mor om at købe togbilletten fra Sønderjylland til København, insisterede han på selv at betale.

I løbet af de fire dage, han tilbragte i København, var han usædvanligt stille, husker hans mor Gyda Jacobsen. Ikke synligt ked af det eller ude af sig selv, bare sådan lidt stille i det.

»Jeg er slet ikke i tvivl om, at han kom for at sige farvel,« siger Gyda Jacobsen fra sin to-værelseslejlighed i Københavns nordvestkvarter, hvor billederne af Tom, børnebørnene og resten af familien står blandt planter og små porcelænsfigurer på reolerne.

Mandag den 30. maj 2011 tog den 52-årige smed og far til tre Tom Jacobsen sit eget liv i sin lejlighed i Rødekro efter flere års arbejdsløshed, der gennem tiden kostede hans selvværd, hans ægteskab og i sidste instans hans liv.

»Tom var en stærk mand. En mand af den gamle skole, hvis man kan sige det sådan. Han har altid klaret sig selv og gjort en dyd ud af at stå op hver morgen og gå på arbejde. Vi kan selvfølgelig ikke vide, hvad der foregik inde i hans hoved, da han besluttede sig for, at det skulle være slut, men det der med at søge job efter job og få afslag på afslag — det tog hårdt på ham,« siger Gyda Jacobsen.

Nytårsdag stod hun i sit køkken og lavede mad sammen med en veninde, mens statsministerens nytårstale kørte i baggrunden, uden at de hørte særligt efter.

Men da Gyda Jacobsen overhørte Helle Thorning-Schmidt tale om den arbejdsløse sælger, ’Søren fra Aalborg’, spidsede hun ører.

»Det var enormt dejligt at Helle Thorning talte om de arbejdsløse, og jeg er altså ikke socialdemokrat. Men det betød virkelig noget at høre hende anerkende, at det ikke er folks egen skyld. Jeg kan kun forestille mig, hvor mange, der må sidde rundt omkring og føle sig overflødige og mindreværdige, ligesom Tom gjorde til sidst — og forhåbentlig betød det også noget for dem.«

Selvmord blandt ledige

Tom Jacobsen er bare et enkelt eksempel på en tragisk tendens blandt langtidsledige mænd, som statistisk set har en overdødelighed, der langt overgår resten af befolkningen. Især mænd over 30 år er i risikogruppen, og undersøgelser viser, at overdødeligheden for deres vedkommende er på mellem 30 og 50 procent.

Modsat er der hos kvinderne næsten ingen overdødelighed at spore, viser blandt andet en undersøgelse, som Anvendt Kommunal Forskning (AKF) lavede sidste år.

»Der er en markant højere dødelighed blandt arbejdsløse mænd. Det er både druk og destruktivt adfærd generelt, der er de store syndere. Men også selvmord er langt mere udbredt blandt arbejdsløse mænd end hos resten af befolkningen,« forklarer ph.d. og forsker ved AKF Henrik Lindegaard Andersen, som har lavet undersøgelsen.

»Der er af gode grunde ingen, der har forsket i de arbejdsløse mænds konkrete bevæggrunde for at tage livet af sig. Men det er nu engang sådan, at mænd i høj grad stadig er hovedforsørgeren, og derfor rammer det dem også hårdere at blive arbejdsløse. Det passer meget dårligt ind i det maskuline selvbillede ikke at kunne forsørge sig selv eller sin familie,« forklarer Henrik Lindegaard Andersen.

Optimistisk

Tom Jacobsen var én ud af i alt 120 medarbejdere, der over nogle måneder blev fyret fra lastbilanhænger-virksomheden DAPA på grund af nedskæringer. Ved den første fyringsrunde, blev Tom Jacobsen skånet. Men da den næste kort efter blev annonceret, vidste han godt, at han selv stod for skud.

»Der går ikke 14 dage, så har jeg et nyt job,« sagde Tom Jacobsen til sin kone Sanne, da han kom hjem fra værkstedet den aften i november 2008 efter at være blevet fyret. To gange forinden havde han mistet sit job fra andre virksomheder på grund af nedskæringer, men begge gange havde han gennem sit netværk formået at finde nyt arbejde inden for kort tid.

»Tom havde da aldrig forestillet sig, at det skulle være så svært at finde et nyt job, fordi han havde haft så nemt ved det før — men det var jo også før krisen,« forklarer hans daværende kone Sanne Jacobsen.

Allerede på vej hjem fra værkstedet på sin sidste arbejdsdag, søgte han sin første nye stilling. Han kørte forbi en lokal smedemester og tilbød sin arbejdskraft, men som hos samtlige værksteder, fabrikker og virksomheder, han sidenhen opsøgte, lød svaret: ’der er desværre ingen ledige stillinger lige nu’.

Skolefritidsordningen

Tom Jacobsen meldte sig ledig, og efter få dage var han til sit første møde på jobcenteret. Sammen med jobkonsulenten blev der lagt planer for jobsøgning og aktivering, og når han ikke sad på jobcenteret og skrev ansøgninger, kørte han selv rundt og opsøgte værksteder og gamle bekendte for at lægge billet ind på ledige stillinger.

»Han søgte vitterligt alt. Ikke kun som smed, men i alle mulige brancher. Som chauffør, lagerarbejder, rengøring, fabriksmedarbejder, alt,« husker Sanne Jacobsen.

Men månederne gik, og Tom Jacobsen fik ingen af de stillinger, han søgte. Så kom aktiveringen. De særlige kurser på jobcenteret, hvor man skal lære sig selv og sine kompetencer at kende. Og for en mand af den ’gamle skole’ som Tom Jacobsen, var det op ad bakke.

»Han kaldte det skolefritidsordningen. Han kom hjem og fortalte om, hvordan de skulle svare på spørgsmål som: ’hvad betyder denne tegning for dig?’, og det hele blev hurtigt for meget for ham. Han følte sig ydmyget og talt ned til, og stædig som han var, ville han hellere have skåret i dagpengene end at sidde og føle sig som et barn,« husker Sanne Jacobsen, der til dagligt er dagplejer og derfor var i stand til at betale regningerne, så længe Tom var på dagpenge.

Han blev ’en af dem’

Måneder blev til år, kun afbrudt af private småopgaver, men selv dem var der langt imellem.

»Man er ikke noget, hvis ikke man har arbejde.« Det havde før i tiden været Tom Jacobsens faste overbevisning, og han var ikke bleg for at sige det højt.

»Når der var politisk debat om de arbejdsløse eller kontanthjælpsmodtagerne i fjernsynet, kunne Tom finde på at mumle, at de da bare skulle losse sig sammen. Ja, det var nok sådan, han så på dem.«

Man skulle bidrage til samfundet og tjene sine egne penge, og når Tom Jacobsens egne sønner i perioder var uden arbejde, hørte de også for det.

»Det var svært for Tom pludselig at være ’en af dem’. Han var bange for, om andre nu ville tænkte om ham, som han havde tænkt om dem,« siger Sanne Jacobsen.

Fik endelig jobtilbud

Da Tom Jacobsen kom hjem fra sin planlagte tur til København, hvor han havde besøgt sin mor og søskende for sidste gang, opsøgte han Sanne Jacobsen. Få måneder forinden var parret blevet separeret, og Tom Jacobsen var flyttet fra deres fælles hjem.

» Han følte sig overflødig, og det tog modet og livsglæden fra ham. Og selvom beslutningen om at gå fra hinanden selvfølgelig ikke alene skyldtes Toms arbejdsløshed, spillede det bestemt en stor rolle,« forklarer Sanne Jacobsen i dag om separationen.

»Han prøvede længe at være optimistisk, men i bagklogskabens lys er det tydeligt, at det hele ramlede for ham. For hver måned, der gik, desto sværere blev det for ham, og desto sværere blev det også for alle os, der holdt af ham.«

Tom og Sanne Jacobsen mødtes søndag d. 29 maj om aftenen. Han ville tale med hende.

»Hvis ikke jeg får det her job, jeg har søgt, så vil jeg altså ikke mere,« sagde han, og selv om Sanne Jacobsen studsede over formuleringen, troede hun ikke, at det betød noget særligt.

Da hun den efterfølgende dag ikke kunne komme i kontakt med ham, kørte hun og parrets mellemste søn på 27 år forbi hans lejlighed. Tom gider nok bare ikke tage telefonen, tænkte hun, men havde efterhånden en urolig følelse i maven.

Hun og sønnen lukkede sig ind i lejligheden med den ekstranøgle, Tom havde givet hende, og ved første øjekast åndede hun lettet op. Han står jo bare og laver kaffe, tænkte hun, da hun skimtede hans ryg rundt om hjørnet ude i køkkenet. Men da hun fik øje på rebet, der hang fra et rør i loftet og skamlen, der lå væltet på gulvet, forstod hun, hvad der var sket.

Næste eftermiddag ringede Tom Jacobsens telefon. Det var arbejdsgiveren til den stilling, han havde søgt. Han fik jobbet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Roepstorff

Hvis jeg havde været borgerlig, havde jeg nok sagt, at Tom til dels selv var skyld i sin arbejdsløshed, og, som en kommentator tidligere har skrevet, at det er de unyttige, der rammes først.

Hvis jeg havde været kynisk, ville jeg nok have sagt, at han nu kom til at smage sin egen medicin: Han kunne jo bare have losset sig sammen. Jeg kunne også sige, at han var mand nok, til at tage det ultimative valg, nu han ikke kunne leve op til egne krav.

Hvis jeg havde været fra regeringspartierne,havde jeg nok sagt, at Tom var et offer for krisen, og at han selvfølgelig skulle have hjælp.

Men jeg bliver ked af det. Det kan bare ikke være rigtigt, at en stolt håndværker på den måde skal gå ned og i sidste ende gøre ende på sit liv, fordi samfundet ikke fungerer ordentligt.

ALLE skal have ret til et arbejde. Kravene skal ikke stilles til borgerne, men til det offentlige. Det offentlige skal sørge for rammer, så borgerne kan få sig et indholdsrigt og værdigt liv, og så må økonomien tilpasses dertil!

Philip C Stone

Desværre må jeg konstatere at nogle af de mest afstumpede holdninger til de arbejdsløse kommer til udtryk hos folk som vel bilder sig ind at de er medfølende og progressive:

"Og så igen denne frygt for ‘langtidsarbejdsløshed’!... Tror folk i ramme alvor, at folk, der er arbejdsløse sidder hjemme med hænderne i skødet og græder? Livet går videre, og der er masser af ting at gøre..."

"Arbejdsløshed er ikke i sig selv en tragedie.
Det er snarere en tragedie, at folk spilder deres liv på at producere tåbelige produkter...
I stedet for at dyrke porrer og kartofler hjemme i køkkenhaven."

"Man må da være et frit menneske, når man ikke skal møde på fabrikken hver morgen klokken syv.
Og så kan man udfylde sin tilværelse med, hvad man nu måtte have lyst til."

Jeg har med vilje ikke opgivet kilderne til disse udtalelser.

Anne Marie Pedersen

Man må sige, at historien viser, hvor effektivt vi alle i de senere år har lært, at brede samfundsproblemer skyldes individet selv. Så er det lige meget om det er arbejsløshed, problemer med at gennemføre et studium, overvægt, teknisk insolvens osv.

John Fredsted

Det, jeg mest af alt faldt over i artiklen, var, at der blandt (langtids)ledige kvinder, modsat mændene, stort set ingen selvmord er. Dette samt passagen "Han følte sig overflødig, og det tog modet og livsglæden fra ham. Og selvom beslutningen om at gå fra hinanden selvfølgelig ikke alene skyldtes Toms arbejdsløshed, spillede det bestemt en stor rolle" sender mine tanker tilbage til en af mine tidligere kommentarer i anden tråd. Må jeg tage fejl.

Bente Simonsen

Derfor er det ekstrem vigtigt, at man allerede som barn lærer at skabe sig interesseområder ud over de daglige trivialiteter. Sport på TV, bajere og evt. bilen kan ikke fylde et voksenliv med mening, når arbejdet forsvinder.

Anne Marie Pedersen

John Fredsted. Jeg vil mene, at du til dels har ret i din pointe mht. mænds behov/pligt til at præstere. Men måske du mangler at præcisere, at samfundsnormerne dikterer, at mænd skal klare sig godt inden for nogle områder, fx på arbejdsmarkedet, i det politiske liv eller måske som fodboldtræner. Og de normer internaliseres og bliver til et ultimativt succeskriteri for mænd i den arbejdsduelige alder.
Omvendt vil jeg mene, at kvinder rammes meget hårdere af stigma i forhold tl dårligt fungerende børn og dårlig husførelse, dvs. måltider og boligindretning.

Det får mig til at tænkte på en epiode, da jeg i går var ude og købe børnetøj. Mens jeg kiggede på udsalgsvare kom en far ind med en 5 årig pige. Han så ud som om, han havde god økonomi og ville gerne købe noget tøj. Hverken han selv eller ekspedienten forventede, at han på nogen måde selv kunne klare opgaven med farve og størrelse (og i øvrigt selv navigere mellem de mange bøjlestænger), så ekspedienten tog helt naturligt over.
Det er måske et eksempel på, at nogen krav stilles til mænd - mens andre ikke gør.

John Fredsted

@Anne Marie Pedersen: Du har ganske givet ret i, at samfundsnormerne langt hen ad vejen dikterer det. Men jeg vil gerne et spadestik dybere: Hvorfor er de sådan? Hvorledes er disse samfundsnormer opstået? Hvilken indflydelse herpå har blandt andet samspillet mellem kønnene haft?

Det jeg velsagtens sigtede efter med min forrige kommentar (og det heri forekommende link til tidligere kommentar) var noget i stil med følgende: Jeg forestiller mig, at kvinder oftere forlader mænd i sorg, end mænd forlader kvinder i sorg (fordi sorg lammer et menneskes evne til at agere, til at præstere). Men det er naturligvis bare en hypotese.

Mads Kjærgård

Tja Helle taler om Søren etc., men samtidig så er hendes skatteminister ved at lægge op til massefyringer i kommunerne! Det er squ for billigt sluppet blot at komme med en masse fine ord. Lad os se lidt handling, men det bliver nok handling i retning af en finanspagt, som betyder yderligere arbejdsløshed og økonomisk krise her i landet!

Slettet Bruger

Der er noget helt forkert med vores folkeskole, hvis den stadig fungerer efter det princip, som den har gjort i årtier. I stedet for næsten udelukkende at forberede folk til arbejde, arbejde og identifikation med arbejde arbejde og socialrealistiske fortællinger om hvor dybt man synker hvis man ikke arbejde arbejde, så burde der som minimum være et fag, der ruster folk til at have et spændende og udviklingende liv uden arbejde.

Philip C. Stone - jeg vil godt lægge navn til de udtalelser, som jeg står bag. Hvad der er galt, er, at man ikke anerkender, at der ikke er brug for alles arbejde i mange timer. Og at det er GODT! Livet er fuld af ting at tage sig til, men fordi vi forholder folk midlerne til at udleve dem med et forældet belønningssystem, skaber man gråd og tænder gnidsel, unødvendige ofre som Toms - det bedste eksempel på hvor galt det står til, når folk vurderes på, hvad de gør, fremfor hvem de er.
Den demokratiske kamp er kampen for at lade individet komme til syne som sig selv, ikke presset af andres krav om at leve op til deres forestillinger.

Kort fortalt, Philip C. Stone: du forsøger at forklare det eksisterende problem indenfor rammerne af det samme problem. Vi skal videre! Vi var på vej videre, men desværre satte nogle satte politikere en kæp i hjulet - formodentlig af angst for, hvad al den frihed skulle føre til.

Nej, Søren Kristensen, Bente Simonsen har ret! At det så heller ikke er tilfældet for særligt mange, om nogen, er kun en understregning af Bente Simonsens pointe.
Derudover må man fortælle disse unge mænd og kvinder, at der altså er forpligtelser forbundet med at leve i et demokrati, og det er ikke at sørge for sig og sine, men at deltage i det politiske liv, der styrer tilværelsen for os alle. At fravælge det er at blotlægge struben.

Og så: arbejdsdagen ender også på et tidspunkt! Når vi har bygget huse, så folk har et sted at bo, er der ingen grund til at bygge flere huse! Og det er godt, at behovet er dækket, og man med en smule vedligeholdelse kan sikre, at foligmassen holder sig på toppen.

Distriktspsykiatrien har i de senere år modtaget en lind strøm af mennesker, der enten ikke kan tåle at blive arbejdsløse eller ikke kan tåle systemets behandling af arbejdsløse.

Mange års nedgørende propaganda og associal tankegang har gjort sin virkning.

Toms historie er en tragedie. Ja vist, men jeg har ikke ondt af ham. Han har undladt at tænke selv. Været ude af stand til at føle empati med andre i situationen. Måske direkte mobbet kolleger og andre.
Man kan selvfølgelig tænke over hvorfor han blev som han blev. Et offer for jantelov og social arv. (Nåh nej. Der er ikke officielt længere noget der hedder social arv. Det passede ikke i VKO doktrinen.)

Søren Kristensen

Jeg er veteran, når det kommer til arbejdsløshed og har været med hele vejen gennem fattigfirsene over de kække halvfemsere og ud på den anden side af årtusindskiftet. Jeg kan bevidne på egen krop, at der er sket en ubehagelig ændring i den måde omgivelserne møder os arbejdsløse. Selv ens nærmeste familie føler sig ikke længere for fin til at komme med "kloge" bemærkninger, som før i tiden var dårlig stil. Hvor der før var en vis forståelse for sammenhængen mellem konjunktur og ledighed, er den arbejdsløse af idag opdraget til at forstå at han først og fremmest selv er ude om det. Rationalet er, at der altid er arbejde til den der er villig til at gå på kompromis med egen bekvemmelighed. Som dronningen siger: - det kan være man skal flytte til anden by, hvis der ikke er arbejder der hvor man bor eller vælge en anden beskæftigelse end den man er vandt til. Underforstået, hvis ikke vi selv gør det, så gør folk udefra det og måske til det halve.

Holdninger som disse forsvinder ikke fra den ene dag til den næste, blot fordi den til enhver tid siddende statsminister gen-erkender, at problemet også har noget med konjunkturer og samfundsindretning at gøre. Der skal en aktiv indsats til, før det bliver bedre og det bliver et langt sejt træk. Forhåbentlig hjælper det på det, hvis gode socialdemokrater som Tom og hans type, som er de næste i køen (uden at jeg kender hans politiske tilhørsforhold) holder op med at gøre selvmord og kommer ind i kampen.

Samfundets indstilling, som Tom opfattede den, førte til, at Tom følte sig underlegen og fortabt.
Denne indstilling lader sig ikke ændre ved love og regler. Den er vores kultur.

Derimod kunne hurtigt og effektivt, under overenskomst forhandlinger og trepartsforhandlinger skabes muligheder.
i Toms firma var der måske ansat 50 personer i Toms fag. Hvis de gik 10% ned i løn og arbejdstid, kunne de ansætte Tom og 4 mere.

Handlekraft og fantasi, tak. Istedet for rigide arbejdsmarkedsdogmer.

En rigtig trist historie, om en mand som havde respekt nok til at rejse rundt og tage afsked.

@ John Fredsted, jo selvfølgelig er det sådan, det behøver man ingen undersøgelser for at vide, blot lidt livserfaring.

Både min far og svigerfar, synede ufattelig hurtigt hen, efter de var holdt op med at arbejde; 4 og 2 år så begravede vi dem.

Krisens omkostninger

Arbejdsløsheden har kolossale omkostninger for den enkelte, for familierne og for samfundet.

Vi skal virkelig gøre os umage for at tage os af hinanden, hjælpe og støtte hvor vi kan - nogle gange hjælper bare dét at snakke sammen om tingene.

Hvis du kender nogen der er ved at komme galt af sted, så tag fat i dem og prøv at give dem en håndsrækning til at komme igennem en vanskelig tid ;o)

Samfundet skal gøre, hvad vi kan, for at færrest muligt bliver ledige. Men det gør det ikke mindre hårdt for den enkelte, der skriver ansøgning efter ansøgning og får afslag på afslag.

Og jo. Vi skal stille krav til hinanden. Men vi må samtidig forstå, også med hjertet, at alle kan komme i en situation, hvor der er brug for hjælp.

Krisen har gjort Danmark fattigere. Men vi er først for alvor et fattigere land, når vi ikke længere forstår dem, som har brug for hjælp.

Sammen er vi stærke ! ;o)

http://epp.eurostat.ec.europa.eu/statistics_explained/index.php/Unemploy...

Ib Christensen

Jeg sidder efterhånden med fornemmelsen af at det vil være mere ærefuldt at klare mig selv ved kriminalitet end at stille mig op i arbejdløshedkøen, skulle jeg miste mit job. :(

Anne Marie Pedersen

John Fredsted

Jeg har faktisk aldrig tænkt over den vinkel med sorg. Men derudover tror jeg, at der både er nogle normer og strukturer, som handler om vores forventninger til kønspassende opførsel. Men derudover er der efter min opfattelse (som du også kan se af min kommentar til Lars HO) nogle skævheder i vores tildeling af overførselsindkomster, som ikke gør sagen bedre.

Man må jo forlange noget af mænd, der ikke tilsvarende gør sig gældende overfor kvinder. At kvinder hyppigere forlader mænd til fordel for økonomisk tryghed, er ingen hemmelighed.

Det tragiske er at han ikke havde set sit eget nødråb, et enestående bevis på hvordan folk forføres til en livstom kliché.

Hvor var det fællesskab han selv har været med til at opbygge?. Vi kan prøve at få alle til at passe ind, eller vi kan tilpasse alle.

Philip C Stone

@P.eter H.ansen
“Og så igen denne frygt for ‘langtidsarbejdsløshed’!… Tror folk i ramme alvor, at folk, der er arbejdsløse sidder hjemme med hænderne i skødet og græder?"

1. Er frygten for langtidsarbejdsløshed begrundet? Ja.
2. "Tror folk i ramme alvor, at folk, der er arbejdsløse sidder hjemme med hænderne i skødet og græder?" Ja, og mere end det. De bliver alkoholikere, de bliver syge, de begår selvmord.
3. Udtaler du dig skråsikkert om ting du ikke har det mindste begreb om? Ja.
4. Er du i stand til at stå ind for din udtalelse og indrømme at du tog fejl? Nej.

Mht. din bemærkning, "du forsøger at forklare det eksisterende problem indenfor rammerne af det samme problem," vil jeg nøjes med at sige at du her uforvarende indrømmer at langtidsarbejdsløshed er et problem.

Da jeg også tidligere har oplevet at du ændrer din argumentation efter forgodtbefindende, må jeg hermed erklære denne lille diskussion afsluttet fra min side.

Philip C. Stone, med mit eget arbejdsliv som eksempel kan jeg til fulde stå inde for hvert et ord, jeg har skrevet.
Jeg vil henvise til Lars Osvaldsens glimrende replik om os, der har oplevet arbejdsløshed i 80erne.

John Fredsted

@Anne Marie Pedersen: Jeg har så til gengæld, så at sige, ikke tænkt nævneværdigt over det med skævhederne i tildeling af overførselsindkomster og hvem der formodentlig først får tildelt en bolig - ganske sikkert, fordi jeg ikke har haft sådanne ting inde på livet, hverken personligt (jeg har altid levet som single) eller i min allernærmeste omgangskreds.

Ib Christensen

Hvad med æres begreber?

Jeg ved mange kvinder sætter en ære i at være pæne, nydelige og tiltalende. Noget der ikke ændres mulighed for om hun er i arbejde eller ej.
Det er også et æres begreb der gør det muligt for hende at gennemføre eller udføre en nedværdigende samtale på jobcenter / socialkontor.

Hvad sætter mænd en ære i?

Niels-Holger Nielsen

Alle diskuterer, og alle har ret - ud fra sine præmisser. Problemet er og bliver kapitalismen. I den forbindelse har vi to problemer. Hvordan skaffer vi os af med den, og hvad skal vi sætte i stedet. At individualisere problemerne løser ikke de to spm.

Niels-Holger Nielsen

Det er under ingen omstændigheder et kønsspørgsmål. Køn har naturligvis betydning, der hvor det har betydning. Kunne man forestille en parole som: Tag din arbejdsløshed som en kvinde, mand.

John Rohde Jensen

Jeg var selv igennem møllen for et par år siden og jeg forstår godt at den knækker folk. Det var uden sammenligning den mest ydmygende og nedværdigende oplevelse i mit liv. Hele systemet er designet til kontrol og straf. Hjælp er der ingen af.

Det groteske pres på den ledige har til formål at få ham til at gøre, hvad som helst for at slippe for understøttelse og den tilhørende straf. Jeg kan kun sige at det virker. Der går ikke længe før man overvejer de mest ekstreme og groteske "løsninger".

Jeg vil ikke uddybe mine egne overvejelser i den forbindelse, men det var stærke sager.

Niels-Holger Nielsen

Under kapitalismen har der ALTID været arbejdsløshed og det vil der ALTID være. Det er simpelthen en forudsætning for den kapitalistiske produktionsmådes eksistens. Selvfølgelig skal vi kæmpe for bedre vilkår for de arbejdsløse, men det bliver altid op ad bakke. Det viser mere end hundrede års erfaring. Raseri og indignation er bedre end medfølelse.

Man burde nok droppe den tankegang da radikalisering kan blive aktuel, særligt over længere perioder.

Tvangsaktivering strider med nationens sikkerhed.

Niels-Holger Nielsen

Socialdemokraterne har siden kongressen i 1910 konsekvent forsvaret den kapitalistiske stat, hvorfor de aldrig har haft andre intentioner angående arbejdsløshedsspørgsmålet, end at 'håndtere' det. Det var regeringen Nyrup, der i '90erne tog de første dybe spadestik til den arbejdsanstalt vi lever i i dag.

Jeg vil sige Nyrup var i en anden situation, der var arbejde, eller blev søsat vækst initiativer, modsat nu, hvor man efter 3 år stadig sidder på hænderne.

Niels-Holger Nielsen

Jesper Wendt

Ja, det er altid nemmere at skære ned på de arbejdsløses forhold, når det går fremad. Det var jo også dengang, hvor folketingets nuværende formand prædikede om hvor rige vi ville være midt i dette århundrede. Er der nogen, som tror på det i dag?

Jesper Wendt, det var stadig en forkert og verdensfjern politik, der så på det strukturelle fremfor det nødvendighedsbårne.
Dog må man indrømme, at Nyrup-Jelved projektet gik ud på systematisk at nedbringe Danmarks gæld, hvorefter vi ville være frie til at kunne indrette noget andet end en arbejdsanstalt.
Alt det blev formøblet af Fogh på rekordtid.

Jeg skal da iøvrigt også gerne indrømme, at jeg har tænkt de samme tanker som denne artikel handler om - men på baggrund af presset mellem et mindre inspirerende job end dem, jeg har bestidt i mit arbejdsliv, og udsigten til i første omgang dagpenge og jobcentertvang. - Men der må være en vej ud, og den leder jeg efter.

Niels-Holger Nielsen

Brian Pedersen

Selvfølgelig findes der en vej ud: Man må kaste illusionerne over bord og blive revolutionær. Det kan kun blive hårdt, bittert og opløftende.

Det, Niels-Holger Nielsen, kan man desværre ikke leve af. Ellers var det bestemt ikke et dårligt bud på en bedre karriere.

Hans Jørgen Lassen

Da krisen ramte USA i 1929, var der vist nok flere fallenter, der kastede sig ud fra skyskraberne.

De kunne åbenbart ikke omstille sig til et andet liv.

Hans Jørgen Lassen, du tager fint tråden op - det er vel den grundlæggende urimelighed i, at andre skal bestemme, hvad vores liv skal bestå af, der skal bekæmpes.

Niels-Holger Nielsen

Peter Hansen

Det er OK at søge overlevelsesmuligheder (helst så gode som muligt;-). I sidste instans overlever vi dog kun sammen.

Niels-Holger Nielsen, som det ser ud, sker der jo en drift mod samfund, der er mindre attraktive at leve i end det, vi har. Det er formodentlig ikke i nogens interesse, tværtimod må man gå ud fra, at det er i alles - også des, der skal tage vores eksempel til sig -interesse med så harmonisk og velindrettet et samfund som muligt.

Hans Jørgen Lassen

Peter Hansen,

det er et vanskeligt problem. For denne Tom har det været et problem. Han havde så ikke de personlige ressourcer til at omstille sig til et andet liv. Han var for afhængig af omverdenens vurdering, eller hvad han opfattede som sådan.

Det er et grundlæggende problem. At folk ikke accepterer sig selv som sig selv. Men skal defineres udvendigt, i forhold til, hvad der menes at være omverdenens krav og forventninger.

Sider