Læsetid: 8 min.

Uledsaget flygtning i limboland

Over en uge har Information fulgt den uledsagede flygtning Amine på den sikrede institution Stevnsfortet. Her følger Amines historie, fra han fik at vide, at han skulle udvises, til politiet førte ham væk i håndjern
Amine studerede det seks meter høje hegn omkring Stevnfortet nøje. Han var allerede flygtet fra en institution én gang. I tiden på Stevnfortet gemte han sig dog mest under sin dyne.

Amine studerede det seks meter høje hegn omkring Stevnfortet nøje. Han var allerede flygtet fra en institution én gang. I tiden på Stevnfortet gemte han sig dog mest under sin dyne.

Jakob Dall

30. januar 2012

Det er mandag aften på den sikrede institution Stevnsfortet syd for Køge. En institution, der huser unge kriminelle og unge, der af andre årsager er i forvaring uden for hjemmet.

På afdeling Nord har Louise, Malthe og Saif netop fået aftensmad. Louise på 16 år sidder her for et hjemmerøveri, og Malthe på 16 og Saif på 17 for væbnet røveri.

Først efter de er færdige med at spise, kommer afdelingens sidste beboer ud fra sit værelse. Amine, der angiveligt er 15 år, har holdt sig for sig selv hele dagen. For efter at have været i mægtigt godt humør i weekenden, fordi han troede, at han havde udstået sin dom for røveri, er det ved at gå op for ham, at han hverken bliver løsladt eller overført til et asylcenter. Han har i dag fået at vide, at han skal udvises. En besked der går stik imod det, han ellers troede, hans forsvarer forklarede ham: at han skulle til asylcentret Sjælsmark.

Nu har han sat sig foran et tv for at spille Playstation. Men spillet er gået i stå, og han sidder nu og ser på skærmen, hvor der er har stået »indlæst 5 %« i snart 10 minutter. Misforståelsen omkring Amines skæbne bunder i, at han har svært ved at forstå både dansk og engelsk.

Sylvia, der er pædagog på afdeling Nord forsøger derfor nok en gang på en blanding af spansk og engelsk at forklare ham, at hans tid i Danmark er ved at være forbi.

» Solo avión?! No mas Dinamarca. Today or the day after mañana. Yes? Like uno, dos días…« siger Sylvia, mens hun med hånden simulerer et fly på vej op mod himmelen.

Amine ser udtryksløst ned i gulvet.

» Mierda…« kommer det til sidst fra ham, efterfulgt af en lang tavshed.

» No feliz, tu triste, no?,« prøver Sylvia.

Der er ingen respons fra Amine. Han rejser sig og går ind på sit værelse uden at få mad.

Senere på aftenen diskuterer pædagogerne på afdelingen Amines situation. Ud over at hans situation er meget forskellig fra afdelingens andre børns, er der flere spørgsmål, der trænger sig på.

»Hvor skal han hen? Han siger først, at han er Palæstinenser, så fra Marokko, så Norge. Ved man, hvem han er, og hvor han skal hen?« spørger Susanne.

Hvor Amine reelt kommer fra, er et evigt tilbagevendende spørgsmål i de fire dage, Amine har tilbage på Stevnsfortet.

Dertil kommer, at Amine tydeligvis er mere en almindeligt opmærksom på pædagogernes nøgler og alarmerne. Flere pædagoger har ligeledes set ham studere det seks meter høje hegn omkring fortet nøje. Og de ved, at han tidligere er flygtet fra Sjælsmark.

»Vi skal have en ekstra mand på, når han er udenfor. Han er både stor, stærk og hurtig ad Pommern til,« siger Christian, en anden af pædagogerne.

Gråhåret barn

Amine er med andre ord ’flugttruet’, som det hedder, og eftersom man ikke kan kommunikere med ham, da Stevnsfortet ikke har en tolk tilknyttet, er situationen langtfra holdbar, mener et flertal af pædagogerne.

Og det er ikke den eneste problematik, der næste dag bliver taget op på afdelingens personalemøde.

»Måske skulle man også finde ud af, hvad man kan gøre for at undgå, at der kommer mænd på 29 ind sammen med vores børn! Det synes jeg er et rigtigt stort problem,« siger Rene.

Stort set alle bakker op om det udsagn. Man ved, at der fra tid til anden kommer uledsagede flygtninge, der ikke er under 18. Der er dog ifølge afdelingsleder på afdeling Nord Marianne Nielsen ikke meget at gøre, for det er politiet og ikke Stevnsfortet, der fastslår, om en person er voksen eller barn.

»Faktum er, at vi er magtesløse,« siger Marianne Nielsen.

»Men når vi får en mand ind som f.eks. Balak med kone og tre børn, gråt hår og halvskaldet — Så er der da noget galt?« siger Sylvia.

På afdeling Nord er Amines humør stærkt for nedadgående. Han har startet dagen med at råbe og virker truende over for personalet.

Personalet mener, at der mangler et bordben på et lille bord inde på Amines værelse, og de frygter, at han forsøger at skaffe sig våben, han kan bruge til en eventuel flugt.

Hauge, der er pædagog på Nord undersøger Amines værelse. Her finder han ikke bare ét, men to afbrækkede bordben i Amines skab. Hauge ringer til Kurt fra afdeling Øst. Det er måske meget godt at være to, hvis der sker noget. Men intet sker. Amine bare sover og sover.

»Vi har dem hele tiden, der er altid en eller to uledsagede her. Det er tydeligt, at vi får flere og en af forklaringerne er jo nok, at vi ikke har den her usynlige mur i Nordafrika længere,« siger Hauge.

—Så Det Arabiske Forår er sådan set årsag til, at vi nu ser en stigning i antallet af uledsagede flygtninge?

»Det tænker jeg. De siger typisk, de kommer fra Palæstina, men det ér nærmere Nordafrikanere. Algeriet, Marokko osv. Men Amine har en depression, tror jeg. Han kommunikerer ikke længere. Så vi ved det jo ikke — han kunne være psykotisk,« siger Hauge.

»Han vil gerne være alene, tror jeg,« siger den 17-årige Saif.

»Han vil ikke tale med os, men det kan jo godt være han vil tale med jer?« siger Christian.

»Men vi kan jo ikke tale med ham,« siger Saif.

Sidste udvej

Det virker da heller ikke, som om Amine vil tale. Han bliver på sit værelse hele dagen. Ved 22-tiden finder Christian og Hauge ham så i en mindre blodpøl på badeværelset i hans værelse.

Da jeg kort tid efter ankommer til afdelingen, bliver jeg mødt af pædagogen Paulo. Han kommer gående med et barberblad og et håndklæde smurt ind i blod.

Louise er blevet løsladt, mens de to tilbageværende unge, Malthe og Saif, er blevet isoleret i tv-stuen, hvor de sidder og ser fodbold. Christian kommer gående mod mig fra Amines værelse med endnu et blodigt håndklæde i hænderne.

»Det er rent skuespil,« er det første han siger.

I mellemtiden er ambulancefolkene kommet og er inde hos Amine, der ligger ude på badeværelset. Christian forklarer mig, at det slet ikke er så voldsomt, som det ser ud. Amine har ifølge Christian skåret sig overfladisk og har så efterfølgende presset på sin arm for at få blodet til at flyde. Alligevel tager man ingen chancer. Amine skal på hospitalet og undersøges af en læge, selv om også ambulancefolkene vurderer, at han spiller bevidstløs.

»Det man kunne frygte er, at når han kommer ud i ambulancen, så åbner han dørene, og så er det det … så vi har ringet til politiet, så de kan eskortere ambulancen,« siger Christian.

—Nu har han det jo tydeligvis psykisk dårligt. Kunne man forstille sig, at en læge forholdt sig til det?

»Nej. Han får jo ikke stillet en diagnose. Men det her viser jo bare, hvor desperat han er. Det handler om hans overlevelse, hans fremtid. Vi ved jo ikke, hvilken virkelighed det er, han skal tilbage til?« siger Christian.

Kort efter kommer en hundepatrulje og følger ambulancen til Køge. Christian går ned på Amines værelse og fjerner alle farlige genstande. Der er stadig en del blod på badeværelsesgulvet, som han vasker væk, mens han forklarer, at Amine har fået barberbladet ved at smelte en engangsskraber med en lighter og fået bladet ud på den måde.

»Han har jo behov for at kunne barbere sig … Men altså i forhold til, at der var nogen der var blevet slået ned i dag, så er det her nok en bedre løsning,« siger Christian.

Klokken ét om natten er Amine tilbage på sit værelse efter at have fået en stivkrampevaccination på Køge Sygehus.

Små mennesker

Da Amine vågner næste morgen vil han gerne i skole, men det nægter pædagogen Rene ham. Det får Amine til at banke hovedet ind i væggen og true Rene med alskens ulykker. Han går dog til sidst ind på sit værelse, mens han gentagende banker knytnæven ind i væggen. Han gemmer sig igen under dynen. Pædagogerne låser alle skufferne i køkkenet, så Amine ikke kan få fat på en kniv eller noget i den stil.

Afdelingsleder Marianne Nielsen kommer til. Hun kan oplyse, at Amine med al sandsynlighed skal til Belgien, fordi det er der, han først har søgt asyl. Hun har ligeledes skaffet en tolk.

»Han har brug for noget ro, og vi har brug for at forstå, hvad der gør ham så frustreret, så vi har arrangeret en telefontolk for egen regning,« siger Marianne Nielsen.

Tolken forklarer Amine, at han inden for 12 dage vil blive udvist af Danmark. Den besked beroliger ikke Amine. Han afbryder mødet i vrede og søger som så mange gange før tilflugt under dynen på sit værelse. Kort tid efter oplyser af en af de andre pædagoger, at Amine bliver hentet samme dag mellem 18-22 for at blive kørt til Vestre Fængsels ungdomsafdeling. Amine får ikke selv noget at vide.

Klokken 19.30 står der fire pædagoger, to politibetjente og en journalist uden for Amines dør. Christian går ind til Amine og forklarer ham situationen.

» Big people or small people?«, vil Amine gerne vide.

» It is small people — like you. You told us you where 15, right?« siger Christian.

Amine kommer lidt senere ud på gangen og virker fuldstændig opgivende. Christian forklarer, at der ingen problemer har været med Amine, hverken med våben eller stoffer. Det var først, da han fik at vide, at han skulle udvises, at hans adfærd begyndte at ændre sig.

Politiet tager Amines hænder om på ryggen og giver ham håndjern på. Amine ømmer sig, der hvor han har skåret sig.

» We cannot take care of you, you need more help, than we can give you,« siger Christian nærmest undskyldende.

Politiet kører væk med Amine, der på ingen måde virker aggressiv. Nærmere oprigtig ked af det og fortvivlet. Amine har tydeligvis kastet håndklædet i ringen.

»Han gik jo rundt og sang i weekenden, så der er virkelig sket noget med ham. Men der troede han jo også, han havde en base ligesom os andre. De flygter jo ikke for sjov — gad vide, hvad der sker med ham?« siger Christian.

Pædagogen Sanne, der ellers har holdt sig i baggrunden, blander sig.

»Man bliver jo nødt til at stoppe sig selv i den tanke. Som han stod der i håndjern, og man kunne se alt lys var slukket ... Det er jo sat’me sørgeligt,« siger hun.

 

Flere af personerne i denne artikel har ikke ønsket at stå frem med deres rigtige el. fulde navn og visse navne i artiklen er derfor opdigtede. Personernes rigtig identitet er redaktionen bekendt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars R. Hansen

Ja, Teis,

man skammer sig over, ens land udviser børn til en grusom skæbe i Belgium - når folk flygter fra deres land til så fremmedfjendsk et land som Danmark - så er det fordi de ikke har andre valg.

"»Men når vi får en mand ind som f.eks. Balak med kone og tre børn, gråt hår og halvskaldet — Så er der da noget galt?«

"De siger typisk, de kommer fra Palæstina, men det ér nærmere Nordafrikanere."

Føj for en grundløs mistænkeliggørelse af asylansøgere myndighederne gør sig skyldige i! Man tvivler på denne 'Amine' overhovedet har begået det røveri han er dømt og straffet for.