Læsetid: 5 min.

Børn mobber allerede når de er helt små

Børn kan mobbe allerede som treårige, viser ny forskning. Det er en del af udviklingen, når de lærer sociale relationer, og det stiller store krav til omgivelserne, hvis mobning skal forhindres
Børn kan mobbe allerede som treårige, viser ny forskning. Det er en del af udviklingen, når de lærer sociale relationer, og det stiller store krav til omgivelserne, hvis mobning skal forhindres
2. februar 2012

Børn i børnehaven er små i de fleste henseender, men store nok til at mobbe. Ny forskning viser, at mobning foregår allerede i de mindste aldersgrupper og ikke kun i skolealderen.

Den norske forsker i pædagogik Mai Brit Helgesen har undersøgt mobning blandt børn i børnehaven. Hendes forskning viser, at mobning finder sted, selv om børnene kun er i alderen tre til seks år.

»Det er en almen forståelse i samfundet, at små børn ikke mobber. Det har forskerne troet meget længe. En sådan forståelse bunder i, hvordan vi ser på små børn. De ses ofte som uskyldige, søde og som nogle, der ikke kan gøre hinanden ondt. Det er en forståelse, som flere og flere forskere stiller sig kritisk over for. Små børn er aktører, som skaber deres hverdag i samspil med andre børn. Mobning kan være en strategi for at udvide sine muligheder i legen,« siger Mai Brit Helgesen.

Et resume af hendes forskning udkommer i dag i en publikation om ny forskning fra Danmarks Evalueringsinstitut EVA.

Mobning blandt børnehavebørn er kun sparsomt undersøgt, men i Norge skønner man, at mellem 10 og 20 procent af alle børn bliver mobbet, mens de går i børnehave.

Større opmærksomhed

Tilsvarende målinger findes ikke i Danmark, men mellem 1.300 og 1.400 af landets børnehaver har bestilt materiale til forebyggelse af mobning i førskolealderen hos Red Barnet og Mary Fondens kampagne ’Fri for mobberi’. Det svarer til, at en tredjedel af landets børnehaver siden 2006 har været opmærksomme på mobning blandt de tre til seks-årige.

Der er slet ingen tvivl om, at mobning kan finde sted blandt danske småbørn, vurderer ph.d.-studerende Kit Stender Petersen. Hun har i de seneste fire år forsket i mobning på de mindste alderstrin.

»Mobning kan finde sted i alle sociale sammenhænge, hvor folk er ’tvunget’ til at være sammen i bestemte relationer, som vi også kender det fra skoler og arbejdspladser. Børn i børnehaven har eksempelvis ikke selv indflydelse på, hvem de kommer på stue med, og ofte er det eneste, de som udgangspunkt har til fælles, deres alder. At børn er tvunget til at gå i børnehave betyder ikke, at der ikke kan opstå gode relationer, men det betyder, at mobning potentielt også kan forekomme blandt små børn,« siger Kit Stender Petersen.

Hos Red Barnet nikker man genkendende til, at børneinstitutionerne som ramme kan skabe grobund for mobning.

»Vi har indtil nu ikke kaldt det mobning i børnehaver, men givet redskaber mod mønstre, der kan blive til mobberi. Men vi oplever mange henvendelser på området, og vi er fuldstændig overbeviste om, at det er vigtigt, at man begynder at se på det. Vi får henvendelser også fra vuggestuer, som ønsker viden om, hvordan børnemobning opstår,« siger Lars Stilling Netteberg, der er programkoordinator i Red Barnet for ’Fri for Mobberi’-kampagnen.

Ikke alle steder

Mobning er i de senere år blevet et stadigt større forskningsområde, ligesom der er blevet iværksat flere programmer mod mobning på arbejdspladser og i skoler. Man kunne godt få det indtryk, at mobning er et grundvilkår, når mennesker er sammen socialt, og at det derfor også findes i børneinstitutioner.

»Mobning er ikke en naturlig konsekvens af, at mennesker er sammen. Det er rigtigt, at mobning potentielt kan opstå i alle sociale sammenhænge, men det betyder ikke, at vi ikke skal handle på det. Ligesom med skoler og arbejdspladser er mobning i børnehaver ikke bare et fænomen, vi som forskere finder på. Det kan opstå, fordi børnene er i en bestemt formel tvungen situation,« siger Kit Stender Petersen.

Hun er på baggrund af observationer af børn i børnehaver i gang med at kortlægge, hvordan og hvorfor børn mobber. Tidligere har der i forskning om mobning været tendens til at forklare mobningen med, at nogle mennesker af natur er onde og derfor mobber. Den forståelse er på retur.

Rammerne skaber det

»Mobning handler ikke om, at nogle børn er onde, eller for den sags skyld at voksne er. Børnehavebørn er ikke klar over konsekvenserne af, at de udstøder andre, og at de kan være med til at skabe en hel mobbekultur i institutionen,« siger Kit Stender Pedersen, der oplever, at mobning ikke bare opstår, fordi børnene er sammen, men i lige så høj grad fra de rammer, som forældre og pædagoger sætter for de små.

»I flere kommuner tester man for eksempel børnehavebørns udvikling ud fra bestemte skemaer, og det er lige som mange andre kræfter også med til at skabe en ensrettet forståelse af børnene. Hvis børnene falder uden for skemaernes kategorier, skal de korrigeres. Sådanne rammer kan indirekte være med til at skabe mobning,« siger Kit Stender Petersen.

Hun peger på, at mobning er med til at skabe fællesskaber for børnene. Det er den kendte logik om, at når man har nogen at holde uden for, bliver det nemmere at holde sammen indadtil. Men den logik bør ikke forekomme automatisk i sociale sammenhænge, mener Kit Stender Petersen.

»Som mennesker burde vi være kvikke nok til at skabe positive relationer uden mobning samt hjælpe og støtte vores børn til det samme. Der behøves ikke at blive skabt relationer på den ekstreme måde, som mobning er. Man behøver ikke hetze folk for at holde sammen,« siger Kit Stender Petersen.

Mai Britt Helgesen pointerer også mobningen som led i deres sociale udvikling.

»Børn er kompetente, og pigerne ved i et vist omfang hvad de gør, når de sætter gang i de destruktive samspil. De afprøver forskellige sociale spilleregler, og det skal de voksne hjælpe dem med sådan, at børnene finder sunde måder at være sammen på,« siger hun.

Mobning kan kun modvirkes med en fælles indsats, hvis den skal udryddes, vurderer Lars Stilling Netteberg fra Red Barnet.

»Målet er selvfølgelig at have en dialog med børnene om den måde, man er sammen på, men det får man kun ved at inddrage de voksne, så både forældre og pædagoger anerkender, at små børn også kan have problemer,« siger Lars Stilling Netteberg.

Den norske mobbeforskning fokuserer også på forskellen mellem de to køn. Således fremgår det, at pigerne mobber mere relationelt. Det vil sige, at de spiller hinanden ud mod hinanden i et psykologisk spil, mens drengene mobber mere fysisk i form af skub og spark. Kit Stender Petersen mener, man skal passe på med at dele dem i to:

»Der findes mange forskellige piger og drenge i Danmark, og piger kan også rive og nive, ligesom drenge er rigtigt gode til at holde hinanden udenfor. Det vigtige er ikke, om der er kønsforskelle, men at mobning foregår.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

De to nævnte former for mobning er altså kønsbestemt, siger "forskeren", men dét skal vi ikke interessere os for - kun, at der også forekommer mobning blandt børn.

Vi glemmer bare kønnet og generne, så finder vi nok nogle objektive sandheder om fænomenet mobning blandt børn, synes den forbavsende uvidenskabelige fremgangsmåde at være ...

Majbritt Nielsen

Kan det ikke være ligemeget om det er enten den ene form(altså køns formodet form) eller den anden?

For drenge kan skam også være lede på en såkaldt "piget" måde og piger kan være fysisk voldlige som mobber.

Skal en dreng der bruger "pige-måden" så behandles som en pige eller?

Og en piger der er mobber med fysisk vold, behandles som en dreng?

Jeg ved det ikke. Men jeg håber at forældrene er i stand til at håndtere den side af deres børn også. Og ikke bare som hidtil, mene at børn skam ikke mobber. Uanset barnets alder.

Bjarne Bisgaard Jensen

Hvad er nyheden. Alle der har haft eller har småbørn kender rumlen. Ikke det samme som at det er ok og bestemt noget man som forælder skal være opmærksom på. Det har ikke noget med køn at gøre udover at mobningens karakter kan afspejle kønnet, det er almen viden for alle småbørnsforældre

Børn kopierer det de ser.

Det tager ikke længe for spædbørn at forstå køns- og magtspil forældre imellem.

At dette så gentager sig i dagplejen/vuggestuen/børnehaven er trivielt.

Heinrich R. Jørgensen

Kit Stender Petersen har fat i den lange ende, om et yderst væsentligt emne.

Da det er et helt nyt forskningsområde, bringes her en ordforklaring på mange ukendte begreber der optræder i artiklen.

"At børn er tvunget til at gå i børnehave [...]"

tvang. Se: overgreb.

"en ensrettet forståelse af børnene."

ensretning. At underkende individet. At modarbejde individualitet. Af fremme konformitet.

"Hvis børnene falder uden for skemaernes kategorier, skal de korrigeres"

kategori. At gøre sig ideer/forestillinger, om at abstrakte begreber der måske (og måske ikke) afspejler eksisterende fænomener. En dårlig ide er en forestilling om et fænomen, der er er indbildning. En forestilling om noget der ikke findes.

korrektion. Se: tvang, overgreb, konformitet, gruppepres.

"Man kunne godt få det indtryk, at mobning er et grundvilkår, når mennesker er sammen socialt"

mobning. Modbydelig adfærd rettet mod individer, med sigte på at fornedre personen, ekskludere denne fra fællesskab. En trussel om at vilje og evne til afstumpet adfærd rettet mod enhver potentiel afviger, er mulig. Se: magt er ret.

grundvilkår. Et naturligt forekommende fænomen. Et fænomen, man er nødt til at opfinde en tilhørende ide om, for sinde at kunne spejle fænomenet i forestillingen herom, for at kunne konstatere, at ideen var rigtigt tænkt. Se også: vanartet tænkning.

"Tidligere har der i forskning om mobning været tendens til at forklare mobningen med, at nogle mennesker af natur er onde og derfor mobber"

menneske. En ide. Ikke det biologiske fænomen, homo sapiens.

naturlig. En ide. Se ikke: planter, ubebyggede arealer.

ond. Antonym til en idé, kaldet: godt, rigtigt, korrekt. Betydning: at undlade at gøre godt. Findes ikke som fænomen.

forskning. Flere betydninger. a) metodiske undersøgelser ved brug af videnskabelig metode. b) en eufemisme, der betegner kombination af fantasifuldhed, fordomsfuldhed og fabuleren. Se også: vrangforestilling, selvbedrag, bedrag, lystløgn, nødløgn, overtro, vås.

"den kendte logik om, at når man har nogen at holde uden for, bliver det nemmere at holde sammen indadtil"

den kendte logik. Se: dårlig undskyldning. Påstås at være et eksisterende fænomen, der kan konkret iagttages; se: metaforklaringen på tysk sammenhold og kammeratskab i perioden 1933-1945.

"Man behøver ikke hetze folk for at holde sammen"

hetze. Se: tvang, overgreb.

holde sammen. Påtvunget fællesskab. Underkuelse og underkastelse af fælles normer, som betingelse for at blive tålt, og få adgang til fællesskab. Medfører typisk: opportunisme, konfliktskyhed, intolerance, begrænset tålsomhed, mobbetrang mod afvigere. Se også: tvang, overgreb.

;-)

Anne Marie Pedersen

Jeg synes at det er problematisk, at der i den grad er gået inflasion i ordet mobning i disse år. Vi refererer til det, som om det er noget, vi alle kan definere præcist. Men er det det? Mobning er vist ikke ét fænomen og det er vist så sandelig heller ikke en dikotom størrelse, men et kontinuum.

Og hvis børnene ikke behandler hinanden ordentligt i børnehaven, ja men hvad er det så egentlig, der er på spil?

Er det mobning? For hvad er egentlig kernen i det begreb? Det handler om eksklusion ja, men hvor refleksiv skal mobberen være for at der er tale om mobning? Og hvor systematisk skal det foregå? Eller er der tale om, at børnene er i gang med en socialiseringsproces?

Mennesket er ikke kun mekaniske reflekser men en plastisk størrelse. Derfor opdrager vi børn (i og uden for hjemmet). Og forhåbentlig handler opdragelse også om, at de voksne skal hjælpe børnene med at være inkluderende og hjælpe børn med at forstå de sociale koder, der kræves for at blive inkluderet? Sådan var det vel før denne artikel og efter. Så hvor er den nye viden?

Heinrich R. Jørgensen

Anne Marie,

det er sandt, at mobning er et vrøvle-begreb, der er indholds- og meningsløs.

Emnet handlet om opdragelse/socialisering til inhumanitet og dermed fravær af tillid til medmennesker.

Mange voksne har mobbeadfærden så rodfæstet, at de reelt ikke kan instruere deres egne børn i civiliseret adfærd.

Anne Marie Pedersen

Ja, og så hjælper normeringen i danske institutioner nok ikke - hvad enten børn har forældre med den ene eller den anden slags kompetencer eller ej.

Marianne Rasmussen

Mobning er et alt for stærkt ord i den aldersklasse.

De afprøver grænser - ja - og det er de nødt til at lære ved at eksperimentere. Vi mennesker fødes ikke færdiguviklede. Der er en lang læringsproces fra spædbarn til voksen.

Jens H. C. Andersen

Nu kommer det jo an på hvad mobning så er, men der skal sgu' være mobning, det handler nemlig om at børn lære at håndtere det (sociale kompetencer). Hvis I ikke lære jeres børn dette, så produceres der vatnisser eller curlingbørn, der bryder sammen hver gang de møder lidt modstand.

Alle børn har prøvet at blive drillet, det handler hvordan de håndtere det.

Mobning er først et problem når det når et omfang af systematisk karakter, især på gruppeniveau, som ikke kan håndteres af den enkelte.

Dorte Sørensen

Tak for at Information tager børnemobningen op. Jeg blev bare lidt skuffet efter at have hørt omtalen af Informations forside i P1-morgen, der omtalte artiklerne som om de handlede om mobningen i Folketinget , der i mange tilfælde er Danmarks største og mest mobbende børnehave.
Det er desværre blevet værre og værre under de 10 år med OVK og det har undret mig meget, at medierne ikke satte fokus på dette voksende problem.

Nu er jeg ikke selv forælder, så jeg har ikke nogen erfaring med det at have børn i børnehave, men det kommer ikke som nogen overraskelse for mig, at mobning, eller hvad vi nu skal kalde det, finder sted allerede tidligt i livet. For jeg har i dag den opfattelse, at negative træk hos den voksne i mindst ligeså høj grad kan skyldes noget, som vedkommende ikke har aflært gennem opvæksten/livet, som noget, vedkommende har tillært.

Så mange ord i både artikel og kommentarer, og alligevel er der ingen der påpeger den mest naturlige grund til at mennesker mobber og bliver mobbet, nemlig at mennesker på forskellig vis forsøger at tilkæmpe sig plads i hierakiet i et kontinuerligt magtspil.

I enhver social sammenhæng er noget af det første som etableres et magthieraki. Formelt eller uformelt. Det uanset om man bryder sig om det eller ej.

Individer benytter sig af de styrker de måtte have, for at opnå højere status i hierakiet, det være sig list, intelligens eller fysisk styrke.

Uanset hvor mange undersøgelser og rapporter man frremkommer med, så bliver der ikke ændret på det.

Børn kopierer fra de er ganske små, og efter mobning kommer vold.

@niklas

"Uanset hvor mange undersøgelser og rapporter man frremkommer med, så bliver der ikke ændret på det."

Det lyder som om du her dikterer en slags naturlov. Og uanset om du måtte have ret i din antagelse, så skal det vel ikke forhindre os i at forsøge at ændre på det. Og skal man ændre på noget så er det smart at begynde med en erkendelse af det man vil ændre på. Derfor hilser jeg 'undersøgelser og rapporter' velkommen.

Grethe Preisler

Der er intet nyt under solen:

"Du sad på den forreste bænk
græd ikke, nej glo, glo, glo
når en bange og vittig vikar
spørger om to og to
Vikarer i første mellem
frelste en tynd disciplin
ved at vende det hele mod dig
der forsvarsløst blev til grin."

(Morten Nielsen - død 1944 22 år gammel)

@ Henrik,

Jeg har ikke meget tiltro til mulighederne for at ændre menneskets natur. Hver gang man har prøvet, er det endt i det rene horror show.

Heinrich R. Jørgensen

Niklas Monrad:
"den mest naturlige grund til at mennesker mobber og bliver mobbet, nemlig at mennesker på forskellig vis forsøger at tilkæmpe sig plads i hierakiet i et kontinuerligt magtspil"

Korrekt observation. Forkert konklusion.

Vi læres fra børnehave-alderen (hvis ikke før), at der er hierarkier, og at nogen vil bestemme over én. Nogen vil organisere, planlægge, tilrettelægge, forvalte, bestemme, diktere. Alle andre må affinde sig, underordne sig, adlyde, acceptere at deres autonomi systematisk borteroderes (både friheder og det personlige ansvar).

Det fører til mobning. Samt til uansvarlighed, intolerance, inhuman adfærd, uempatisk adfærd, og meget mere.

Men naturligt? Nej, det er ikke naturligt. Det er tillært afstumpethed.

Hvad værre er: Det er opdragelse til afstumpethed og inhuman adfærd, der foregår. Næppe af ond vilje, naturligvis. Men fordi vilkårene (f.eks. fordi de økonomiske realiteter dikterer normeringerne, og bygningerne og faciliteter er uegnede) tvinger de forlængst fornedrede og afstumpede voksne til at acceptere, at "man må indordne sig".

Hans Jørgen Lassen

I tilslutning til flere af de ærede talere vil jeg udtrykke min undren over, at der her tales om "mobning". Det er begrebsmisbrug. Mobning, som vi normalt forstår det, er noget meget, meget bevidst, og decideret ondskabsfuldt. Det er muligt, at visse små børn dominerer og tyranniserer andre og så videre, men det må man så beskrive som det fænomen, det nu er.

Man kan i øvrigt også undre sig over noget andet, nemlig over den lave journalistiske standard, det dårlige skribenthåndværk.

Man skriver en artikel om påstået mobning. Og hvor mange konkrete eksempler giver man til illustration for den forbløffede læser?

Ikke ét. Der er simpelt hen ikke ét eneste eksempel på, hvorledes denne "mobning" foregår. Meget, meget dårligt.

"Jeg synes at det er problematisk, at der i den grad er gået inflasion i ordet mobning i disse år. Vi refererer til det, som om det er noget, vi alle kan definere præcist." skriver Anne Marie Pedersen.
Det kunne også skrives:
"Jeg synes at det er problematisk, at der i den grad er gået inflasion i ordet mobning i disse år. Vi refererer til det, som om det er noget, vi alle kan."
Det er unægtelig en manglende kompetence hos fantastisk mange mennesker, at de ikke kan indgå som aktive aktører i mobningen af f.eks. kollegaer, arbejdsløse eller andre.
Herved afskæres muligheden for relationer som skaber identiteten, trygheden og accepten fra "parnasset".
I voksentilværelsen er mobbe kompetancen ofte grundlæggende i bestræbelsen på, at finde en plads i tilværelsen og det er absurd at frafriste barnet muligheden for lære at mestre den så længe mobning har en så afgørende betydning i samfundet.

@ Heinrich,

Tja, hvis vi antager at vi ikke fra naturens hånd er begavet med instinkter, der ved at placere os i et hieraki sikrer vores og gruppens overlevelse, så har du muligvis ret.

Jeg foretrækker dog at forholde mig til mennesket som det har artet sig igennem al beskreven historie.

Dermed siger jeg naturligvis ikke, at vi skal acceptere en hvilken som helst form for social omgang (inklusive mobning) uden at reagere, for det bør vi i anstændighedens navn. Jeg siger bare, at det er en del af vore dyriske instinkter, som ikke kan borttænkes.

“den mest naturlige grund til at mennesker mobber og bliver mobbet, nemlig at mennesker på forskellig vis forsøger at tilkæmpe sig plads i hierakiet i et kontinuerligt magtspil”

Helt forkert.

Mobning er ikke det spil der forekommer imellem en gruppes medlemmer for at opnå eller stadfæste en position, - medmindre selvfølgelig, at man mener at en tyr i en arena bare deltager i et naturligt magtspil.

At kalde mobning for drilleri, er som at kalde voldtægt for sex: den ene part vil formodentlig give dig helt ret, men det bliver sammenligningen ikke mindre pervers af.

Mobning er den kollektive, ubarmhjertige og aggressive forfølgelse af et individ, som gruppen har forstødt fra dens sociale fællesskab, men som de fysiske rammer (f.eks. børnehave, skole, etc.) forhindrer i at flygte fra gruppen.

Heinrich R. Jørgensen

Niklas Monrad:
"mennesket som det har artet sig igennem al beskreven historie"

Du må have et meget lille, nøje udvalgt bibliotek af bøger, hvis du er kommet til den opfattelse.

Jeg foreslår gerne nogle værker, der kan kuldkaste din tese :-)

@ Sven,

Du har formodentlig ret i din definition af den oprindelige mening med ordet mobning. Men som så ofte, er dette ord også nu blevet udvandet, og resultatet er hele denne diskussion.

Niklas Monrad siger:

@ Henrik,

"Jeg har ikke meget tiltro til mulighederne for at ændre menneskets natur. Hver gang man har prøvet, er det endt i det rene horror show."

Det er forstået.
Med det erkendelsesniveau (og med dertil hørende begreber) vi (mennesket) har idag, så har vi computere og vi ved om dna.
Og faktisk behandler vi dna som om der var tale om computere (eller programmer om man vil), og vi ved også at computerne kan programmeres (kreativitet indlæring placebo etc).
Angsten slipper vi nok aldrig for, men vi skal ikke lade os styre af den.

"Something wonderful is about to happen" (Arthur C. Clarke)

Arbejdstilsynet sondrer mellem to former for mobning; konflikt- og rovmobning. Konfliktmobning tager afsæt i uløste konflikter - og rovmobning er den mere diffuse og uforklarede mobning, som oftest retter sig mod individer i udkanten af fællesskaberne, individer med vederstyggeligheder eller normative afvig. For konfliktmobning gælder altså at der ikke (modsat hvad der hævdes i artiklen) behøver at være tale om at aktørerne indgår i 'tvungne' fællesskaber og relationer - men i lige så høj grad om forhold hvor (én af parterne) har svære projektive identifikationer i spil.

De typiske årsager til mobning er frustration og (over)belastning - og selvom disse motiver ofte kan være de(n) mobbende ubevidst, er selve de mobbende handlinger typisk bevidste. Det kan undre at nærværende artikel ikke beskæftiger sig mere indgående med denne del af fænomenet; det kan jo have afgørende betydning for forståelsen af småbørns adfærd om der foregår overlagt krænkende handlinger mod omverdenen eller ej.

"Mobning er først et problem når det når et omfang af systematisk karakter, især på gruppeniveau, som ikke kan håndteres af den enkelte."

Der er først tale om mobning NÅR de krænkende eller devaluerende handlinger har en vis systematisk karakter. Der skal altså kunne identificeres et mønster.

Niklas Monrad siger:

"Vi kan bare se frem til “technological singularity”, så skal alt nok blive godt …"

haha, jeg ved ikke hvad det er.
Men måske er hvert enkelt menneske i verden en celle i en stor 'hjerne', og det vi ser nu er at synapser forbindes - barnet begynder at tænke.
Og her tænker jeg særligt på internet og mobiltelefoni - sociale medier.

"Let me live, why dont you help me make a brand new start" (Freddy Mercury)

Enig i at børn mobber og enig i, at det er et sammenhæng mellem forholden i instuditionerne og graden af mobning
Og også enig ,i at der er meget stor forskel på hvordan piger og drenge mobber.

Men artiklen kommer desvære ikke rigtig i på de helt specifikke forskelle på mobningen, som jeg mener er afhængig af families mobning

Som andre også er inde på er børn et spejl på den familie de vokser op i og de strukturer tager de med i børnehaven.

Det er en kluntet og kantet version af magtspillene i hjemmet som ungerne forsøger at forfine og når man først har set barnets magtspil, genkender man med det samme spillet hos den af forældrene der bruger det.

Var hvad jeg i sin tid opsaverede i børnehaverne

Og jeg kan være lidt betænkelig ved, udsigten til at gøre det til noget der skal løses alene i institutions -regi.

Men det er bestemt godt at få fokus på, mobning er et stort problem og Danmark er langt bagefter på det område, Australien har været fremme med lov forslag om mobning, med en straframme op til ti års fængsel.

Må desværre sige, at selv om de fleste indlæg her ligger på et højt intellektuelt nivaeu, så misser man den historiske og biologiske vinkel.

I min efterkrigsgeneration var der endnu ikke etableret denne til dels hvidkitlede behandlerkaste, som naturligvis så det som sin fornemste opgave at lancere nye fancy diagnoser for at søge at retfærdiggøre sin egen berettigelse, beroende i egne institutioner for små- og skolebørn.

At ”boys will be boys” søges nu behandlet med diverse pædagogiske og til dels psykologiske værktøjer, som i visse tilfælde resulterer i medicinering af vore børn, fortrinsvis i Folkeskolen, hvor især lærerinderne ser ud til at have givet op, og derfor kalder ethvert naturligt opstået problem mellem ungerne, især mellem drengene, for mobning, dette helt diffuse begreb, som bruges til at dække over alt – et moderne pædagogisk fix. Der begåes dagligt overgreb, på især drengebørnene.

I dag er der ikke dét, der ikke er galt med vore børn ( og voksne ), ting som i min barndom var en del af det daglige liv, og som regel fandt sin helt naturlige løsning – ungerne imellem. Men nu er denne feministiske disciplinering af Y-kromosomet sat i system, der skrives PhD-afhandlinger om hvad som helst og ”forskes” i pseudoproblemer og andre banaliteter til den helt store guldmedalje, så man kan hidse hinanden op med, hvor slemt det står til med disse selvskabte ”problemer”.

Abeunger finder sin naturlige plads i flokken og hierarkiet ved at lege sig til erkendelsen - en helt naturlig del af evolutionen - for at kunne klare sig i tilværelsen, men fy-fy, det må vi ikke mere. Nu skal vi spise kyllingelår med kniv og gaffel og sidde ned og urinere …

Jeg er lidt træt af paralleller til naturen, Jan Weis. Vi reflekterer, vi kan handle imod mulige instinkter (som desværre er kommet til at fylde alt for meget i vores selvforståelse, så folk igen har en dårlig undskyldning for at opføre sig dårligt) - og børn lærer i hovedreglen af det, de iagttager.

Der er en hel mængde forsøg på hele tiden at fastholde verden anno dazumal. I går var det i Deadline spørgsmålet om børns opførsel i skolen - hvor det i bund og grund handler om fortsat disciplinering. Hvis man nu brød med det og i stedet tog på sig at udvikle modne, selvberoende mennesker, der kan fungere som ansvarlige borgere i et demokrati, skulle man nok gribe det anderledes an - og give børnene nogle andre og bedre eksempler.
Som underviser er det imidlertid problematisk, også blandt relativt voksne elever, at de er opdraget til at underkaste sig og ikke villigt tager ansvar selv.
Jeg hørte forleden dag i P1, om eftermiddagen, hvordan lærere talte om at blive vrede på deres elever, der ikke gjorde, hvad der blev sagt. Hvorfor i alverden gør de dog det? Det er da ikke et angreb på dem, der er tale om. Der er alt for mange, der har for travlt med andres opførsel. Hvis vi passede vores egen næringsvej, ville børnene tage ved lære.

@ Jan,

Selvom du nok vil blive udskældt for at være kvindehader (og nu jeg, Gud forbyde det), måtte jeg anbefale din kommentar ...

Forstå ikke, du er træt af naturen, Peter Hansen, den kan stadig minde os om, hvor mennesket er udgået fra, skulle nogen have glemt det.

Resten er civilisationens alt for tynde slidlag ...

Eller er jeg helt på bølgelængde med Rousseau ...

Chili Djurhuus

Så er det jo "godt" at der er så god en normering i de danske daginstitutioner, at pædagogerne har tid til at støtte børnene i deres socialisering :-/

@Hans Jørgen Lassen
Jeg har haft den fornøjelse at iagtage en mindre børnegruppe fra de var ½ til 2½ og hvis der var noget i ved rammerne, tid, sult, sol, vind, kulde el.a., der ikke var som det skulle være, så gik en af rollingerne (oftest den samme) igang med at få den svageste til at græde - og det fra kravlealderen. Og det var naturligvis ikke af ondskab, nærmere en slags kombination af manglen udtryksmulighed og ansvarsundragelse. Et reaktionsmønster som jeg mener at kunne genkende i ethvert hieraki.

Anne Marie Pedersen

Jeg bliver altid betænkelig, når nogen begynder at fremhæve, hvad der er "naturligt" for mennesker og børn. Men ok, så lad mig da for en gangs skyld komme med et bidrag i den retning.

Det "naturlige" for et menneske er, at blive socialiseret ind i en menneskeflok. Se fx hvad der sker, hvis barnet socialiseres ind i en hundeflok:

http://politiken.dk/kultur/boger/faglitteratur_boger/ECE1508139/dramatis...

Og menneskets kultur er ikke een ting, men mange ting. Overlevering af kultur er faktisk så vigtigt, at det har været en evolutionær fordel for have bedsteforældre rendende til at hjælpe med projektet. Og sådan er det forresten også med andre arter end mennesket, se fx spækhuggeren (som i lighed med elefanter og aber også dyrker det der med bedster), hør fx om spækhuggernes mangfoldige kulturer her: http://www.dr.dk/P1/Natursyn/Udsendelser/2012/01/18091232.htm

Den oplæres ligesom mennesket i en særlig kultur og det er faktisk tvivlsomt, om man overhovedet kan tale om en spækhugger, hvis den ikke er socialiseret af andre spækhuggere.

Sådan vil jeg også mene, at man kan sige om mennesker. Er mennesker, der er opvokset uden kontakt til andre mennesker overhovedet mennesker? Det er i hvert fald ikke særlig "naturlige". Det naturlige må derfor være det kulturelle. Og som reflekterende væsen, så kan vi da i høj grad selv være med til at bestemme, hvilken kultur vi gerne vil dyrke.

Hans Jørgen Lassen

Det er et kendt fænomen, at når mennesker ikke behandles ordentligt, når de undertrykkes, så opstår der mærkværdige og højst usympatiske reaktioner, modreaktioner.

Det er sådan set grundtanken i den anarkistiske teori.

Efter nogles mening, men det skal jeg ikke gøre mig klog på, også grundtanken i en eller anden form for urkristendom.

Med hensyn til anarkismen henviser jeg til denne udmærkede bog: "Det anarkistiske menneske"

Der er jo en grund til at virkelig hård mobning forekommer blandt tvangsudskrevne rekrutter, skoleskibselever og fængselsindsatte...

Stort set enig med dig, Anne Marie - men hvad nu når "nogen" absolut skal prøve på at pådutte alle andre en form for kønsbestemt "akultur" - det bør ikke være det mest "naturlige" ...

Jesper Norup Søbye

"Mobning udryddes"? Så skal vi vist til at beskæftige os meget mere (samfunds-) bevidst med, hvad det kan handle om at opføre sig ordentligt. Og herunder forstærke folks interesse for at 'gøre det rigtige'. De færreste kan forsvare mobning som en måde at opføre sig ordentligt på, problemet er blot, at alt for mange savner mod til at påtage sig ansvar for de andres ve og vel.

Jan Weis

Bestemt en relevant og vigtig pointe du der kommer med.

jeg mener også at meget af drengenes voldsom leg, som vel dybestset er en måde at lære at aggregations håndtere og konkurrence håndtere, bliver smid i samme skuffe som mobning.

Og som en kvindelig kollega en gang sagde, så er alle kvinder bange for maskulin aggregation, men kvinderne løser sjældent angsten i dem selv, de forsøger at styre og manipolere manden i stedet.

Og meget tyder på at det feministiske danmark har sat dette overgreb i system helt fra børnehave stadiet.

Jens Bruus,

tak fordi du skar min tese ud i pap og bøjede den i neon ...

Vi taler reelt om kønnenes kamp flyttet ind i institutionerne - det er her de virkelige "mobbere" huserer og vore børn det går ud over ...

Når krybben er tom bides hestene...

Mon ikke vi også på vores kanter snart skal indse at mobning er en naturlig del af individets reaktionsmønster overfor samfundsskabte forhold?

Jan Weis Abonnent siger:

"Forstå ikke, du er træt af naturen, Peter Hansen, den kan stadig minde os om, hvor mennesket er udgået fra, skulle nogen have glemt det.

Resten er civilisationens alt for tynde slidlag …

Eller er jeg helt på bølgelængde med Rousseau …"

Jeg tror ikke at mennesket endnu forstår hvad naturen er, og måske kommer vi aldrig helt til det.
Men for mig ser det ud til at vi er kommet langt, og at vi stadig bevæger os. Og lige nu ser det ud til at gå ret hurtigt, og det er nok også nødvændigt hvis vi skal have en chance for at overleve. Tingene hænger sandsynligvis sammen, Vores hjerner vil ialtfald tilsyneladende gerne se det på den måde.
Amygdala vil nok være uenig med mig, though.
Den er sikkert skræmt fra vid og sans.

Sider