Nyhed
Læsetid: 5 min.

Børn mobber allerede når de er helt små

Børn kan mobbe allerede som treårige, viser ny forskning. Det er en del af udviklingen, når de lærer sociale relationer, og det stiller store krav til omgivelserne, hvis mobning skal forhindres
Børn kan mobbe allerede som treårige, viser ny forskning. Det er en del af udviklingen, når de lærer sociale relationer, og det stiller store krav til omgivelserne, hvis mobning skal forhindres
Indland
2. februar 2012

Børn i børnehaven er små i de fleste henseender, men store nok til at mobbe. Ny forskning viser, at mobning foregår allerede i de mindste aldersgrupper og ikke kun i skolealderen.

Den norske forsker i pædagogik Mai Brit Helgesen har undersøgt mobning blandt børn i børnehaven. Hendes forskning viser, at mobning finder sted, selv om børnene kun er i alderen tre til seks år.

»Det er en almen forståelse i samfundet, at små børn ikke mobber. Det har forskerne troet meget længe. En sådan forståelse bunder i, hvordan vi ser på små børn. De ses ofte som uskyldige, søde og som nogle, der ikke kan gøre hinanden ondt. Det er en forståelse, som flere og flere forskere stiller sig kritisk over for. Små børn er aktører, som skaber deres hverdag i samspil med andre børn. Mobning kan være en strategi for at udvide sine muligheder i legen,« siger Mai Brit Helgesen.

Et resume af hendes forskning udkommer i dag i en publikation om ny forskning fra Danmarks Evalueringsinstitut EVA.

Mobning blandt børnehavebørn er kun sparsomt undersøgt, men i Norge skønner man, at mellem 10 og 20 procent af alle børn bliver mobbet, mens de går i børnehave.

Større opmærksomhed

Tilsvarende målinger findes ikke i Danmark, men mellem 1.300 og 1.400 af landets børnehaver har bestilt materiale til forebyggelse af mobning i førskolealderen hos Red Barnet og Mary Fondens kampagne ’Fri for mobberi’. Det svarer til, at en tredjedel af landets børnehaver siden 2006 har været opmærksomme på mobning blandt de tre til seks-årige.

Der er slet ingen tvivl om, at mobning kan finde sted blandt danske småbørn, vurderer ph.d.-studerende Kit Stender Petersen. Hun har i de seneste fire år forsket i mobning på de mindste alderstrin.

»Mobning kan finde sted i alle sociale sammenhænge, hvor folk er ’tvunget’ til at være sammen i bestemte relationer, som vi også kender det fra skoler og arbejdspladser. Børn i børnehaven har eksempelvis ikke selv indflydelse på, hvem de kommer på stue med, og ofte er det eneste, de som udgangspunkt har til fælles, deres alder. At børn er tvunget til at gå i børnehave betyder ikke, at der ikke kan opstå gode relationer, men det betyder, at mobning potentielt også kan forekomme blandt små børn,« siger Kit Stender Petersen.

Hos Red Barnet nikker man genkendende til, at børneinstitutionerne som ramme kan skabe grobund for mobning.

»Vi har indtil nu ikke kaldt det mobning i børnehaver, men givet redskaber mod mønstre, der kan blive til mobberi. Men vi oplever mange henvendelser på området, og vi er fuldstændig overbeviste om, at det er vigtigt, at man begynder at se på det. Vi får henvendelser også fra vuggestuer, som ønsker viden om, hvordan børnemobning opstår,« siger Lars Stilling Netteberg, der er programkoordinator i Red Barnet for ’Fri for Mobberi’-kampagnen.

Ikke alle steder

Mobning er i de senere år blevet et stadigt større forskningsområde, ligesom der er blevet iværksat flere programmer mod mobning på arbejdspladser og i skoler. Man kunne godt få det indtryk, at mobning er et grundvilkår, når mennesker er sammen socialt, og at det derfor også findes i børneinstitutioner.

»Mobning er ikke en naturlig konsekvens af, at mennesker er sammen. Det er rigtigt, at mobning potentielt kan opstå i alle sociale sammenhænge, men det betyder ikke, at vi ikke skal handle på det. Ligesom med skoler og arbejdspladser er mobning i børnehaver ikke bare et fænomen, vi som forskere finder på. Det kan opstå, fordi børnene er i en bestemt formel tvungen situation,« siger Kit Stender Petersen.

Hun er på baggrund af observationer af børn i børnehaver i gang med at kortlægge, hvordan og hvorfor børn mobber. Tidligere har der i forskning om mobning været tendens til at forklare mobningen med, at nogle mennesker af natur er onde og derfor mobber. Den forståelse er på retur.

Rammerne skaber det

»Mobning handler ikke om, at nogle børn er onde, eller for den sags skyld at voksne er. Børnehavebørn er ikke klar over konsekvenserne af, at de udstøder andre, og at de kan være med til at skabe en hel mobbekultur i institutionen,« siger Kit Stender Pedersen, der oplever, at mobning ikke bare opstår, fordi børnene er sammen, men i lige så høj grad fra de rammer, som forældre og pædagoger sætter for de små.

»I flere kommuner tester man for eksempel børnehavebørns udvikling ud fra bestemte skemaer, og det er lige som mange andre kræfter også med til at skabe en ensrettet forståelse af børnene. Hvis børnene falder uden for skemaernes kategorier, skal de korrigeres. Sådanne rammer kan indirekte være med til at skabe mobning,« siger Kit Stender Petersen.

Hun peger på, at mobning er med til at skabe fællesskaber for børnene. Det er den kendte logik om, at når man har nogen at holde uden for, bliver det nemmere at holde sammen indadtil. Men den logik bør ikke forekomme automatisk i sociale sammenhænge, mener Kit Stender Petersen.

»Som mennesker burde vi være kvikke nok til at skabe positive relationer uden mobning samt hjælpe og støtte vores børn til det samme. Der behøves ikke at blive skabt relationer på den ekstreme måde, som mobning er. Man behøver ikke hetze folk for at holde sammen,« siger Kit Stender Petersen.

Mai Britt Helgesen pointerer også mobningen som led i deres sociale udvikling.

»Børn er kompetente, og pigerne ved i et vist omfang hvad de gør, når de sætter gang i de destruktive samspil. De afprøver forskellige sociale spilleregler, og det skal de voksne hjælpe dem med sådan, at børnene finder sunde måder at være sammen på,« siger hun.

Mobning kan kun modvirkes med en fælles indsats, hvis den skal udryddes, vurderer Lars Stilling Netteberg fra Red Barnet.

»Målet er selvfølgelig at have en dialog med børnene om den måde, man er sammen på, men det får man kun ved at inddrage de voksne, så både forældre og pædagoger anerkender, at små børn også kan have problemer,« siger Lars Stilling Netteberg.

Den norske mobbeforskning fokuserer også på forskellen mellem de to køn. Således fremgår det, at pigerne mobber mere relationelt. Det vil sige, at de spiller hinanden ud mod hinanden i et psykologisk spil, mens drengene mobber mere fysisk i form af skub og spark. Kit Stender Petersen mener, man skal passe på med at dele dem i to:

»Der findes mange forskellige piger og drenge i Danmark, og piger kan også rive og nive, ligesom drenge er rigtigt gode til at holde hinanden udenfor. Det vigtige er ikke, om der er kønsforskelle, men at mobning foregår.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Heinrich R. Jørgensen

Jesper Norup Søbye:
"Kan vi gøre meget andet end at appellere til hinanden om at lade ‘studenterhuen trykke’ lidt mere - altså, at fremme refleksionerne over livets med- og mellem-menneskelige sammenhænge?"

Næh. Men så kan man da i det mindste dø med studenterhuen på (forhåbentligt ikke foreløbigt) ;-)

@sven

"For jødernes skæbne før og under nazismen var jo blot en overdimensioneret version af en banal mobbehistorie."

Der er ikke noget banalt ved mobning. Efter mobning kommer vold - og det er heller ikke banalt - faktisk er det dybt alvoligt, da vi ved at vold skader menneskers, især børns, hjerner. Og som du selv er inde på så kan vold ende i massedrab - heller ikke særligt banalt, vel?

Overalt i samfundet findes der mere eller mindre fasttømrede hierarkier, nogle demokratiske, andre ikke, som får det hele til at være nogenlunde tåleligt i f.t. rent anarki – det bør ungerne bare vide, inden de lukkes ud i samfundet som led i den livslange socialiseringsproces.

At benægte det, er det samme som at benægte tyngdekraften, og at bringe jødeforfølgelser ind i denne sammenhæng er helt ude i skoven – den havde ikke noget som helst at gøre med noget vi i dag kalder ”mobning” – var det så bare det, men det var langt værre.

Relativering af Holocaust er åbenbart stadig en yndet sport …

Kære Henrik Darlie,

enig, - beklager at sarkasmen ikke fremgik tydeligere.

Heinrich R. Jørgensen

Sven Karlsen:
"Først blev de genstand for en horribel anklage: at de var skyld i at Jesus blev korsfæstet."

Personkredsen bag de berømte justitsmord, var tempelpræster og farisæere. Om de var "jøder", "hebræere", "semitter", "israelere", "samaritanere" eller anden etnisk herkomst, er inderligt ligegyldigt. Dengang, og navnligt siden.

Det interessante er hvad tempelpræster lavede i gamle dage.

Templer var tidligere blevet anvendt til at opbevare de fælles rigdomme. Kunstgenstande, og værdifulde materialer der kunne anvendes til frembringelse af sådanne. Guld, sølv, stene, cedertræ, ibenholt, elfenben, osv. Disse rigdomme var fællesskabets rigdomme. Et tempel var et sted, hvor man kunne konstatere, hvor rigt det fællesskab man var en del af, var. Hvor meget ens kultur (inkl. forfædre) havde formet at frembringe, i reverens for kulturen, fællesskabet, civilisationen, samhørigheden, almenvellet, ...

På et tidspunkt opstod mønter, lavet af ædle metaller. Råvarer til frembringelse af kunstskatte, som i sig selv havde værdi, idet kuns, arkitektur m.v. var det højest mål. Det var konkrete udtryk for civilisationens fremdrift. En gæld til forfædrene, der blev forsøgt betalt (for deres civilisatoriske indsats) ved at bidrage hvad man kunne til samme kontinuære proces.

Siden blev mønter til et middel at betale for regulære hære, riger blev konsolideret og formaliseret, krige blev ført mod andre riger. Folk(et) måtte betale skatter. Hvilket de fik ved at levere varer og ydelser til rigets professionaliserede krigere i bytte for de mønter de ellers ikke kunne bruge til noget. Hvorefter mønterne kunne vende tilbage til skatte-kamrene. Templerne. Klassisk tids pendant til nationalbanker.

Farisæere var det lokale voldsmonopol. Alt fra lovfortolkning, tiltale, anklage, domfældelse, til eksekvering af domme. Inkvisisationsvirksomhed formodentligt også. De politiske herrers nyttige repressations-institution.

Kære Sven

Jeg beklager så at jeg ikke læste dit indlæg til ende inden jeg trykkede på aftrækkeren.
Jeg kan selv være slem til at anvende ironi og sarkasme, på trods af at behjertede mennesker har forsøgt at lære mig at det ikke godt for kommunikationen.
Jeg må se at komme helt af med det. :)

Spændende tråd. Mobning er et så brugt begreb at vi alle får særlige associationer hertil. Hvad-end man har været vidne til/offer for det eller man blot har fulgt en af mange debatter på tv mm.

Jeg har begrebet lagret tilsvarende Heinrich R. Jørgensens begrebsafklaring og mener at det afgørende i denne sammenhæng er 'mobberens' bevidsthed om handlingernes effekt og ikke mindst hans/hendes strategiske tilgang til et andet menneskes totale sammenbrud.(Hvad enten der er tale om eksklusion, ydmygelser, vold...osv.)

Det er nemlig denne type 'mobning', som efterlader menneskelige spor hist og her, som aldrig kommer helt op igen og altid vil bære mobberens 'stempel' i en eller anden forstand.

Og her, er det vigtigt at vi ikke fejltolker børns adfærd. Børn i førskolealderen er ikke i stand til den irreversible tanke proces det kræver, når man skal spekulere i andres sind og forudse/planlægge handlinger herudfra. De er stadig i fuld gang med at blive talt igennem til den type erkendelse med pædagogernes: "Se lige Mads. Hvordan ser han ud? Kan han lide det der sker nu?...."

Børn kopierer og afprøver mønstre for adfærd og dialog konstant og udvikler sig i kraft af den spejling omverdenen giver dem. Og HER(!!!!!) er et reelt problem. For det er netop i institutionerne at børn har mulighed for at afprøve sociale konstruktioner og hvis ikke vi har nærværende pædagogisk uddannede folk til at vejlede barnet til mere hensigtsmæssige strategier i jagten på at få sin vilje, vil det intelligente, sunde barn selvsagt vælge den simple, nemme og mest effektive løsning.

Nutidens pædagoger er papir-skubbere, der henkastet giver irettesættelser som: "ikke løbe!" "NEEEEJ, sagde jeg!" alt imens der overses bid, overgreb, trusler mm. i bureaukratiets tjeneste.

Det ER et voksende problem og nu, hvor vi i højere grad skal lægge tid og kræfter på jobbet (for ikke at nævne, varetagelse af vores ældres pleje) duer det bare ikke at barnets signifikante andre ligeledes beskæres i deres mulighed for at være til stede og rigtig "se" hvad der foregår.

Endvidere, varetager folkeskolen i forvejen en overbyrde af opdragende pligter overfor barnets udvikling. Dette, i takt med at fagligheden skærpes og testes på alle leder og kanter. Med dette, og regeringens tiltag med den "inkluderende skole" er muligheden for at udbedre evt skade fra førskolealderen så godt som forsvundet.

Og dette efterlader små halvvoksne mennesker, der hele deres liv har lært at modbydeligheder svarer sig.

- vores, ellers spændende overgang, fra velfærdsstat til konkurrencestat, har efterladt samfundet med nogle enorme socialpsykiske huller, som ikke kommer til at blive mindre med tiden.

Vi må gøre op med os selv, hvad vi vil have fra individet! Skal 4 årige være retningsorienterede og skal menneskets værdi vurderes på evnen til at omsætte valuta, kan vi ikke stå og gnide os i skægget over at barnet ikke længere prioriterer de sociale færdigheder og kvaliteter, som tydeligvis ikke har værdi i den verden de skal lære at begå sig i.

//Mette

@heinrich

Templerne var vist også en slags videnscentre, skoler om man vil.

Kære Jan Weis,

At fornægte at Holocaust kan relativiseres, er at påstå at det var unikt. Men det eneste unikke var størrelsen og formaliseringen af udryddelserne. De basale relationer peger netop ned til grundlæggende menneskelige adfærdsmønstre i små grupper.

Holocaust var ikke noget diffust fænomen, men en handling begået af millioner af individer mod andre millioner af individer. Individets lidelser bliver hverken mindre eller større af om de deles med millioner eller ej.

Man forhindrer ikke en gentagelse af Holocaust ved at holde øje med om der er nogen der begynder at bygge gaskamre, men ved at bekæmpe enhver tendens til forfølgelse.

Og at der findes mange hierarkier i samfundet er iøvrigt indiskutabelt. Men at nogle hierarkier har en positiv effekt, antager jeg ikke som argument for at acceptere alle hierarkiers eksistensberettigelse.

Kære Heinrich R. Jørgensen

- og så mangler vi jo bare lige den krølle på din historie om templer, farisæere, etc., at ordet "hierarki" oprindeligt betød "præstevælde" ;-)

Heinrich R. Jørgensen

Henrik Darlie:
"Templerne var vist også en slags videnscentre, skoler om man vil."

Videnscentre, tjoh, måske. Men måske i "statsforvaltning" og den slags emner? Man skal som bekendt ikke blande politik og religion, og det er formodentligt er meget gammel indsigt ;-)

Skoler: nej, det tror jeg bestemt ikke.

Skoler opstår vist ikke førend 1700-tallet som et forsøg på at Oplyse en bredere del af befolkningen. Siden afløst af det franske skolesystem, hvor der er fokus på at holde discipliner adskilt og fylde leksikalsk viden i hovedet på de stakler der skal lide den tort at være udsat for det.

Kære Mette Madsen,

jeg kan desværre kun være enig i dine betragtninger.

Og det er også en af årsagerne til at jeg går ind for en mere formaliseret bekæmpelse af mobning. Det nytter ikke at der fremsættes en masse positive erklæringer og medfølende bemærkninger, hvis mobning bare fortsætter med at være et diffust begreb som pædagogerne lige skal forholde sig til, hvis de skulle få lidt tid tilovers.

Svenskerne har taget det seriøst i mange år, og har blandt andet eksperter som kan tilkaldes, hvis en lærer oplever at der forekommer mobning i et omfang som ikke kan håndteres indenfor det normale skolearbejde.

Det største problem er nok bare at få skabt en bred erkendelse af, at mobning i barndommen har langtidsvirkninger. Ikke blot offeret, men også mobberen risikerer at blive låst i et uheldigt adfærdsmønster som kan få negative konsekvenser når de bliver voksne.

De fleste undersøgelser fortæller os at mellem 3% og 5% af alle børn bliver udsat for alvorlig mobning, og det burde ikke være svært at forstå hvilke samfundsomkostninger der ligger i, at så stor en gruppe vokser op med dårligt selvværd.

Kære Heinrich R. Jørgensen,

"skoler" afhænger vel af hvad man lægger i det begreb, for de religiøse institutioner var vel de første boglige læreanstalter.

Heinrich R. Jørgensen

Sven Karlsen:
"At fornægte at Holocaust kan relativiseres, er at påstå at det var unikt."

Industrilandbruget følger samme mønster som Holocaust. Måske ender rejsen ikke Polen, og ganske vist er udryddelsesanstalten udskiftet med slagtehaller, men ellers er setup identisk.

Forskellen er, at vi i nutiden er mere "rationelle", "praktiske" og tænker mere på "nytteværdi". Således går det hele ikke længere op i røg, men ender i køledisken. En økonomisk succeshistorie. Noget vi alle kan være stolte af. Engang det erhverv, der sikrede rigets økonomiske grundlag. Svinene måtte dø, for at vi andre kunne få plads til at leve.

Det moderne samfund og det moderne (u)menneske, der er blevet skabt i syge hjernes billede, er fra barnsben blevet formet til ekstrem ufølsomhed og foragt for alt naturligt. Fra formynderi af 3 årige, til den velvillige accept af, at fremmede lande skal bombes, fordi nogen mener det er "nyttigt".

Det tidligere Holocaust, blev gennemført af en ekstremt selvdisciplinerede og disciplinerede personkreds. En elite, der påtog sig hvad de (af uklare årsager) anså for en nødvendighed. En væmmelig opgave, de næppe påtog sig pga. tvang i fald de ikke lystrede, men fordi de godtog at det var en "nødvendighed".

Et fremtidigt holocaust får næppe samme udfordringer, hvad angår villig arbejdskraft.

Heinrich R. Jørgensen

Sven Karlsen:
"og så mangler vi jo bare lige den krølle på din historie om templer, farisæere, etc., at ordet “hierarki” oprindeligt betød “præstevælde” "

På græsk stammer hierarkhia formodentligt fra hieros (= hellig, helligt) og arkhein (= at herske, at bestemme, at være igangsætter). Men det er ikke et gammelt ord. Det kendes ikke før efter år 1600.

En ældre variant kendes fra fransk, og betegner systemet af engle. Dette ord kendes ikke før midten af 1400-tallet, dvs. på det tidspunkt hvor den italienske renaissance er ved at blive afløst af en ny, lang periode af åndsformørkethed over Europa. Reformationen og andre slige sager.

Ordet optræder dog i gamle teksten. Eller dele af ordet gør. Hierosolyma, Ierousalēm (hævdes at være navnet på en by), hierosolymitēs (indbyggerne i samme by), hierourgeō (hellige aktiviteter/handlinger). Men betydningerne af disse ord (stavet på mange forskellige måder) er alt andet end åbenlyse.

Et ord som heureka kendes ikke fra før år 1600. Åbenbart kunne man stadigt høre ekkoet efter Pythagoras dengang? ;-)

I betragtningerne over, om Holocaust nu også kan relativeres eller ej, er nogen i deres store visdom nu nået frem til at sammenligne forbrydelser mod menneskeheden med - industrilandbruget ...

Heinrich R. Jørgensen

Sven Karlsen:
" “skoler” afhænger vel af hvad man lægger i det begreb, for de religiøse institutioner var vel de første boglige læreanstalter."

Hvad du kalder "religiøse" her, skal nok snarere forstås som datidens ordvalg for "åndsvidenskaber" eller "klassisk humaniora". Filosofi, teologi og ren tænkning (ikke noget med at burge fingre eller øjne).

Egentligt "boglige" læreanstalter tro jeg ikke der har været mange af. Om overhovedet nogen. Man kan ikke lære ved at læse bøger. Bøger er et elendigt medier til at formidle ideer; læseren skaber selv sin egen projektion af hvad der står, og det har ofte meget lidt med det intenderede budskab at gøre.

Formatet har nok snarere været udstrakt brug af oral formidling. En langt mere effektiv og hensigtsmæssig tilgang. Bøger (dvs. ruller, huder, metalplader, o.a.) fandtes langt tilbage, og svjv var det studerendes opgave at kopiere værker, mere end det var at læse i dem.

@heinrich

Så skole for præster da :)

Børn udvikler først empati omkring 7 års alderen.

Dem, der ikke gør, bliver psykopater.

Mobning er og bliver ondskab, og det
skal stoppes. OMGÅENDE.

Med opdragelse. Man kan ikke appelere til børnenes
empati. Den er der ikke.

Sider