Læsetid: 3 min.

Europa og forskningen

Hvad nytter flere penge til det humanistiske, samfunds- og tvær-videnskabelige i EU’s forskningsprogrammer, hvis rammen vedbliver at være et snævert instrumentelt syn på forskning?
15. februar 2012

EU’s stadigt voksende forskningsprogrammer har på ny været til forhandling, et flercifret milliardbeløb er afsat, og vanen tro udgør midler til humanistisk, samfunds- og tværvidenskabelig forskning en beskeden andel af pakken. På den baggrund har repræsentanter for et af de danske regeringspartier, Radikale Venstre, nu markeret sig som kritikere af skævheden og som fortalere for, at programmerne skal tilføre langt flere midler til det humanistiske, samfunds- og tvær- videnskabelige. Det kan de nævnte områder nok opfatte som en kærlighedserklæring, men bestemt ikke én uden torne. Ja, faktisk kan det ligefrem ses som en misforstået kærlighedserklæring.

Skævheden er et problem. Enig. Men det er ikke entydigt, hvilket problem vi her har med at gøre. Man kan mene, at det egentlige problem er, at et snævert instrumentelt syn på forskning vedbliver at præge EU’s forskningsprogrammer, og at der ikke er nogen særlig plads til de trængte områder inden for den ramme. Og man må så konstatere, at de radikale markeringer på ingen måde er ledsaget af forsøg på at tage et opgør med et sådant snævert syn på forskning. Tværtom forekommer de snarere i særlig udpræget grad at være knyttet til et dogme om forskning som slet og ret motor for innovation, vækst, velstandsforøgelse og alt det dér.

Programmer, der presser

Ny er skævheden ikke, og den har i hvert fald været genstand for diskussion siden 80’erne. De første forskningsprogrammer blev lanceret, da EU fortsat var EF og formelt havde status som ikke mere end et økonomisk fællesskab. Forskningsprogrammerne svarede dertil. De skulle styrke produktionssektoren. I den sammenhæng blev det humanistiske og samfundsvidenskabelige ikke set som relevant.

EF blev til EU og til mere end et økonomisk fællesskab, og midler til humaniora, samfunds- og tværvidenskab har i et vist omfang sneget sig ind i forskningsprogrammerne. Men hvad forskningens rolle angår, er logikken forblevet uændret eller kan endda ses som skærpet af Lissabon-målet om at gøre EU til verdens mest konkurrencedygtige vidensbaserede økonomi.

Programmerne presser i dagligdagen. Deres tankegang sætter sig igennem nedad i systemet, hvor universitetsansatte løbende modtager information om de senest udbudte EU-midler til forskning og de dertil knyttede forventninger. De drejer sig altså om bidrag til fremme af vækst og produktion samt effektivisering af samfundsmaskineriet. Og fra institutionsside drejer de sig om, at enhver forsker løbende søger og skaffer bevillinger.

På disse forventninger kan den enkelte, der faktisk ikke passer til logikken, så reagere med tristesse eller prøve at sno sig — med risiko for helt at gå ud af facon.

Virker tilbage

Forskere kan vride deres ansøgninger og foregive, at de vil og kan noget andet end det, de faktisk vil og kan. Held og behændighed kan bevirke, at det klinger i kassen. Men det er voveligt at tro, at det ikke virker tilbage på de konkrete forskningsprojekter og på lidt længere sigt påvirker det hele opfattelsen af, hvad det humanistiske, samfunds- og tværvidenskabelige skal gøre godt for. Såsom — den opfattelse er det endnu muligt at have — at bidrage til videreudvikling af europæisk samfundstænkning og -praksis, der netop rækker ud over et syn på menneskelige samfund som blot økonomier.

Den, der strammer garnet, kan som bekendt komme til at kvæle barnet. Danske politikere kunne altså gerne ofre lidt tankevirksomhed på, hvordan de mener at kunne forbinde tilslutning til et dogme om forskning som motor for vidensøkonomier med kærlighedserklæringer til det humanistiske, samfunds- og tværvidenskabelige. I bedste fald kunne overvejelserne inspirere til en mere reflekteret debat, ikke alene om EU’s forskningsprogrammer, men også om forskning og om Europa i bredere forstand.

 

Gitte Meyer er lektor i videnskab og offentlighed på Københavns Universitet og tidligere videnskabsjournalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Men humanisme er i vejen for teknokrati, økonomi og kontrol med Europa's kritiske røster. Det er med andre ikke fordi, man ikke forstår behovet for en kritisk omgang med magt-relationerne fra offentlighedernes side. Snarere fordi man forstår truslen fra kravet om en menneskelig samfundsudvikling altfor godt fra polisisk hold. EU er blevet et spin-projekt uden ansigt, hvis 'nødvendigheder' skjules i den politiske vilje til magt. Som har erstattet viljen til liv. Diskursen er imidlertid snart 200 år gammel, når man afsøger filosofien. Så behovet for, at gøre opmærksom på diskrepansen er stadig aktuel...

Med venlig hilsen