Læsetid: 5 min.

Fra folk til folk — til eksperter

Tilbage i 1960’erne var den danske udviklingsbistand folkeligt forankret, og det har været bærende for styringen af ulandsbistanden. Men det gjorde den øgede professionalisering op med og måske har det knebet med folkeligheden i et stykke tid. I morgen afslutter høringen på et udkast til en ny lov om udviklingssamarbejde, som måske tager det sidste skridt væk fra en folkeligt forankret ulandshjælp
Mellemfolkeligt  Samvirkes første hold udsendte frivillige ved ankomsten til Dar-es-Salaam den 23. september 1963. Fra venstre: Karsten Moustgård, Arne Petersen, Mr. Crabtree, Erik Bach Lassen, Ellen Tølbøl, Jørgens S. Dideriksen, Kirsten Langemark, Kaj Madsen, Ib Lundkvist og konsul Jørgensen.  arkiv

Mellemfolkeligt Samvirkes første hold udsendte frivillige ved ankomsten til Dar-es-Salaam den 23. september 1963. Fra venstre: Karsten Moustgård, Arne Petersen, Mr. Crabtree, Erik Bach Lassen, Ellen Tølbøl, Jørgens S. Dideriksen, Kirsten Langemark, Kaj Madsen, Ib Lundkvist og konsul Jørgensen. arkiv

Tanganyika Standard

16. februar 2012

»Det danske folk vil formentlig have godt af at hjælpe, og derfor skal hjælpen være af en størrelse, der vækker den enkelte af hans sløvhed.«

Sådan sagde tidligere statsminister Viggo Kampmann (S) i 1960, da den danske regering begyndte at tage de første spæde skridt mod at yde decideret ulandsstøtte. Grundtankerne bag datidens ulandsbistand var, dels at den skulle have en oplysende funktion for folk herhjemme — de skulle vide, at det ikke var alle, der havde mulighed for at bo i en villa med ligusterhæk omkring — dels at den skulle skabe solidaritet med folk fra Den Tredje Verden. Det skulle være en udviklingsstøtte fra folk til folk.

I morgen udløber høringsfristen for udviklingsminister Chr. Friis Bachs (R) udkast til en ny udviklingslov, der gør op med en central rest af forestillingen om, at ulandshjælp skulle forankres i det danske folk for at skabe solidaritet med folkene i Den Tredje Verden.

Den nye lov kan ses som fuldbyrdelsen af en lang proces, hvor den danske udviklingsbistand selv har udviklet sig fra et projekt båret af folkelighed, frivillighed og interesseorganisationer — til en professionalisering og faglighed, som der er gode argumenter for, men som også har lagt den på afstand af folket.

Stig Jensen, centerleder på Center for Afrika-studier ved Københavns Universitet, forklarer:

»Der er sket en professionalisering, som har gjort, at det dybest set er blevet akademikere, der sidder og diskuterer de her ting, og den folkelige involvering er ikke særlig stor længere. Det betyder, at afstanden mellem de ansatte i interesseorganisationerne er vokset.«

Den ulandsbistand, som trådte sine barnesko i starten af 1960’erne, var baseret på frivillige idealister, som havde en idé om, hvordan man ændrede samfundet, og så tog ned og gjorde det.

Det handlede om folk, som ikke nødvendigvis havde den store viden om politik, økonomi, eller det land de kom til, men som kunne et håndværk af den ene eller anden art og så tog til et fattigt land og brugte det håndværk. Skolelæreren tog til Afrika for at undervise og tømreren for at bygge huse eller skolen.

En stor del af ulandsbistanden var også reelle donationer fra den danske regering til regeringen i modtagerlandet, men i takt med, at DANIDA fik bevilget flere penge at gøre godt med, blev det også nødvendigt at se på, hvorvidt pengene egentlig blev brugt på den mest effektive måde, og det betød, at de danske interesseorganisationer fik større betydning for fordelingen af pengene, fortæller Thorsten Borring Olesen, forsker i dansk og nordisk udviklings- og bistandspolitik, ved Aarhus Universitet, og fortsætter:

»Især fra 1980’erne og frem fik interesseorganisationerne i stigende grad en rolle. Det hang sammen med, at de danske ulandsbevillinger blev ved med at stige, så DANIDA fik et behov for at have flere med til at håndtere bevillingerne og udføre projekterne i marken.«

En politisk kæphest

Den samlede danske ulandsbistand er på mere 16 mia. kroner i dag. Det er mange penge, som bliver fordelt af folk, der selv har noget på spil på området, og det er ifølge Thorsten Borring Olesen, en af grundene til det nye lovforslag.

»Formålet med, at der skal være flere eksperter i bevillingsrådet er nok, at imødekomme problemet med, at interesseorganisationerne i stigende grad er blevet interessenter i systemet og i stedet få mere uvildig ekspertise ind,« siger han.

Kritikere af det nye lovforslag har peget på, at udviklingsministeren vil få for meget indflydelse på, hvor pengene ender.

Og politisk indflydelse har da også i mange år været med til at definere vores ulandsbistand, for hvor den danske ulandsstøtte blandt andet startede med at skulle opdrage og udvise solidaritet med fattige lande, har den ifølge Stig Jensen ændret sig til, at dem, der sidder på pengene, i langt højere grad, selv skal have noget ud af det.

»Det har fået større betydning, at politikerne kan give pengene til nogle projekter, hvorigennem de kan profilere deres mærkesager. To gode eksempler er jo ’Frihedsministeren’ (Søren Pind (V), red.) og ’Rettighedsministeren’ (Christian Friis Bach (R), red.). De har nogle ideologiske kæpheste, som de gerne vil have kørt igennem, så på den måde går der meget indenrigspolitik i det også,« siger han.

Åbenhed giver ejerskab

Kan en nedlæggelse af ulandsstyrelsen kan ses som et punktum på den folkelige forankring i ulandsstøtten?

Ifølge Stig Jensen er det sande spørgsmål er i virkeligheden, hvor folkelig den egentlig var.

»I ulandsstyrelsen havde man forskellige segmenter af det danske samfund til at side med og have indflydelse på politikken og implementeringen af den. Det skærer man væk nu. Men det, der var kendetegnende ved ulandsstyrelsen, har været lukkethed, og det, mener jeg, er noget, der har været dybt ødelæggende for det folkelige engagement,« siger han, og det synspunkt bakkes op af flere observatører, heriblandt Thorsten Borring Olesen og Lars Engberg-Petersen, seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) med speciale i udviklingsbistand. Sidstnævnte udtaler:

»Ulandsstyrelsen har ikke magtet at skabe en offentlig debat omkring udviklingsbistanden, så folk er informeret omkring, hvad der foregår og kan danne sig en mening omkring det. I det seneste 20 år har der været for ringe debat omkring udviklingsbistanden, og det har de folkelige organisationer på ingen måde gjort noget ved.«

Det er også en udviklings som tidligere radikale folketingspolitiker Jørgen Estrup har bemærket.

Han har mange års erfaring inden for området, hvor han både har taget del som politiker og som repræsentant for interesseorganisationerne. Blandt andet har han været udsendt af Danida som økonomisk ekspert, og han har været formand for Folketingets udenrigsudvalg for Radikale Venstre. I dag er han formand for FN-Forbundet i Danmark.

At involvere flere

Ifølge ham er der sket et klart skred, efter man begyndte at skære i oplysningsbevillingen. Hvor man tidligere lagde stort vægt på at få et så bredt udsnit af befolkningen som muligt, er det i dag nedprioriteret. Det kommer især til udtryk ved, befolkningen i dag mest engagerer sig i populære kampagner med stor her-og-nu gennemslagskraft.

»Man kan se, at tv-indsamlinger og ’giv en ged’-kampagner har en ganske betydelig politisk opbakning. Jeg tror, at den almindelige viden om, hvad der sker på bistandsområdet, er ringere, end den har været, og ringere end den burde være. Det er vældig godt at have den nære kontakt, men udviklingsbistand er noget, der kræver en langsigtet indsats, og det klarer man ikke med enkelte bidrag,« siger han.

Ifølge Stig Jensen kan man så tvivl om, hvorvidt den nye struktur, som ligger i lovforslag vil gøre ulandsstøtten mere folkelig, for en del af forslaget er, at udviklingsministeren til enhver tid kan udpege, hvem der skal sidde i bevillingsrådet, og på den måde bliver sammensætningen mere centraliseret, men han peger på åbenheden, som det, der skal til for igen at gøre ulandsstøtten folkelig.

»Hvis der var en mere åben diskussion om, hvordan man gør de forskellige ting, så tror jeg også, at der ville komme et meget større folkeligt engagement. Så kunne man forestille sig, at ulandshjælpen ville få den opdragende effekt, som den har haft tidligere. Og man ville også få involveret mange flere folk i det,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den tidligere regering skar oplysningsbevillingen væk, fordi de frygtede at socialistiske værdier skulle brede sig gennem oplysnings arbejdet omkring bistandsbevillingerne.

Ulandsbistand er et område som skal fjernes fra finansloven og hvor der der - ligesom med kirkeskat - kan indføres friillig indbetaling.

Udmærket analyse af den manglende 'folkelighed' i udviklingsbistanden. Dog savner jeg nogle overvejelser om, hvorvidt det foreslåede Udviklingspolitisk Forum kan udfylde den rolle fremover. Det er jo ministerens intention, at UF skal sammensættes bredt og tage mere strategiske diskussioner end den nuværende Styrelses drøftelser i forbindelse med bevillingerne.

Det er uden tvivl sandt, at udhulingen af Oplysningsbevillingen har svækket danskernes forståelse for udviklingssamarbejdet. Det bekræftes bl.a. af Danidas egne holdningsanalyser. Men der er dog også tendenser, der går den modsatte vej:Kampagnen Verdens Bedste Nyheder (www.verdensbedstenyheder.dk) er et ret ambitiøst lem NGO'er, virksomheder, UNDP og Danida om en forstærket og mere konstruktiv oplysningsindsats. Samtidig kan vi i Projektrådgivningen (hvor jeg arbejder) konstartere, at stadig flere foreninger med stadig flere frivillige er engageret i u-landsarbejde. Så billedet er heldigvis mere nuanceret.

Faktisk viser målingerne, at et stort flertal af danskerne gerne vil give u-landshjælp - selv om mange af dem ikke har tillid til, at det virker. Det er synd, og det skyldes bl.a. forkert og for 'katastrofeorienteret' oplysning: Udviklingsstøtten bærer frugt, flere hundrede millioner er løftet ud af fattigdom, børnene kommer i skole, folk får rent vand. Vi hører bare mest om katastroferne.