Læsetid: 3 min.

Grib dit lille liv

En australsk undersøgelse af de døendes fortrydelser giver tip om, hvordan man skaber sig en tilværelse, man kan se tilbage på med glæde
En australsk undersøgelse af de døendes fortrydelser giver tip om, hvordan man skaber sig en tilværelse, man kan se tilbage på med glæde
Indland
10. februar 2012

Hvor tilfredse er vi egentlig med, hvordan vi bruger vores leveår på denne klode? Det er ikke altid, at et tilbageblik giver anledning til opmuntring. I sin 1941-vise I dit korte liv lod Poul Henningsen sin englerøst Liva Weel synge linjerne:

I dit korte liv

er det meste spildt.

Tænk igennem punk for punkt.

Bedøm du selv og bedøm det kun mildt.

Håndtryk blev glemt,

chancer blev spildt.

Hold dig vågen, ven.

Hvorfor sove nu

i den lyse sommernat?

Det haster med det kys.

Den kommer, før du tror,

den drømmeløse søvn.

 

Erfaring i samme boldgade har den australske sygeplejerske Bronnie Ware gjort. Gennem et langt liv har hun spurgt patienter i deres sidste 12 leveuger, hvad de beklagede mest af deres tilværelse. Svarene har Bronnie Ware samlet i en bog med titlen De døendes top-5 fortrydelser. Bogen var i sidste uge genfortalt af den britiske avis The Guardian og videreformidlet på Danmarks Radios hjemmeside.

De indsigter, som folk får, når det er for sent, er nærmest til at briste i gråd over.

Lev eget liv

Den mest hyppige fortrydelse lyder således:

»Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at leve det liv, som jeg selv ønskede, og ikke det, som andre forventede af mig.«

Til det kan man føje, at andres forventninger ofte er noget, man indbilder sig. De er ikke nødvendigvis forventninger, som andre faktisk har. Og i hvert fald ikke nogen, som de vil blive dybt skuffede, hvis man ikke indfrier. Hvad der er en yderligere grund til overhovedet ikke at styre efter, hvad man tror, andre kunne finde på at mene.

Beklagelse nr. 2 er lige så smertelig:

»Jeg ville ønske, at jeg ikke havde arbejdet så hårdt.«

Det er sandt. Meget få mennesker fremsætter på deres dødsleje beklagelsen: »Var jeg dog bare gået noget mere på arbejde.«

Hvis man i sine aktive leveår er besat af denne trang, kan der være grund til at spørge, om der er et eller andet i privatlivet, man flygter fra. Og som man derfor gør klogt i at tage ved hornene — inden det tager livet af én.

Fortrydelse nr. 3 lyder således:

»Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser.«

Skjult følelse

Fortrydelsen om følelserne forklarer Bronnie Ware således:

»Mange folk har undertrykt deres følelser for at holde fred med andre mennesker. Som resultat har de affundet sig med middelmådige tilværelser og aldrig udviklet sig til de mennesker, de havde potentialet til at blive.«

Sandheden i den iagttagelse betyder selvsagt ikke, at man skal gå og bralre om sine sande følelser tidligt og silde. Derimod er det livsnærende, at man på en behersket og værdig måde giver udtryk for, hvad der rører sig inden i én.

Fortrydelse nr. 4 lyder således:

»Jeg ville ønske, at jeg havde holdt kontakten med mine venner.«

Det er det savn, som Poul Henningsen sigter til med sin verselinje om håndtryk, der blev glemt.

Det er nok et menneskevilkår, at de virkelig nære venskaber får man i sine yngre år. Sidenhen bliver det sværere at åbne sig for hinanden. Derfor er der betydelig livskunst i at holde på gamle venner. Det kan besværliggøres af, at man kender dem næsten for godt. Man kan læse deres indre, lige som de kan gennemskue én selv i en næsten uhyggelig grad. Hertil kommer, at venskaberne jo kan være indgået omkring noget, der nu næsten står som smertelige minder. Alt i alt kan gamle nære venskaber være temmelig vanskelige at håndtere tvangfrit.

Mere lykke

Den 5. fortrydelse lyder således:

»Jeg ville ønske, at jeg havde tilladt mig selv at være mere lykkelig.«

Bronnie Ware forklarer:

»Dette var en overraskende almindelig fortrydelse. Mange havde ikke opdaget, at lykke er et valg. De havde siddet fast i gamle mønstre og vaner. Frygt for forandring havde gjort, at de bildte sig selv og andre ind, at de var tilfredse. Men dybt indeni havde de længtes efter at fjolle og grine igen.«

Det svarer vel meget godt til, hvad dybdepsykologien har konstateret: Uanset at fødselsåret efterhånden kan ligge noget fjernt, lever der stadig inden i det enkelte menneske et nysgerrigt, opsøgende, legelystent og kærlighedsfuldt barn. Hvis dette barn stuves af vejen bag alderens alvorsfulde maske, brister den levende forbindelse mellem fortid og nutid. Livet visner, fordi man afskærer sig fra lykken.

Man kan sukke dybt over de fortrydelser, som de døende har betroet til sygeplejerske Bronnie Ware. Man kan også gøre noget andet og mere livsbekræftende: Man kan love sig selv at forme sin tilværelse, så man ikke får anledning til tilsvarende beklagelser, når det lille liv lakker.

 

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Rørstrømsk pladder.

Eller som Édith Piaf sang:
"Non, je ne regrette rien"

Eller Frank Sinatra:
"I did it my way"

Lene Timmermann

Beklagelse nr. 2 må meget gerne skæres ud i pap og sømmes op på alle offentlige pladser, på endevæggen i kantinerne, bag på busserne og - ikke mindst- lige over pc-skærmene

Dan Johannesson

@Michael, tjae du får jo se når du en dag selv ligger for døden, om det var rørstrømsk pladder, eller dig der var et kynisk fjols.

Dan Johanneson

Man kan fylde hele bøger med det rene nonsens tænkt af reptilhjerner og desværre også sat i ord.