Læsetid: 3 min.

Institut advaret om kaotiske regnskaber siden 2003

Gang på gang har Rigsrevisionen kritiseret Institut for Menneskerettigheders økonomistyring. Alligevel har instituttet forsømt at få styr på regnskaberne, skriver rigsrevisor i et brev om det omfattende regnskabsfusk på instituttet, der først blev opdaget i 2011
Tidligere direktør for Institut for Menneskerettigheder, Morten Kjærum, erkender, at der har været problemer med IMR’s regnskaber gennem en længere periode.

Tidligere direktør for Institut for Menneskerettigheder, Morten Kjærum, erkender, at der har været problemer med IMR’s regnskaber gennem en længere periode.

Jens Nørgaard Larsen

4. februar 2012

Sagen om regnskabsfusk på Institut for Menneskerettigheder (IMR) bliver stadig mere alvorlig. Det viser sig nu, at Rigsrevisionen hvert eneste år siden 2003 har kritiseret »IMR’s forretningsgange og interne kontroller« og advaret om en »risiko for væsentlige fejl og mangler i regnskabet«, som der står i et brev fra rigsrevisor Henrik Otbo til direktør for IMR Jonas Christoffersen dateret 20. januar i år.

Alligevel var det først i 2011, at medarbejdere i IMR kom på sporet af den omfattende fusk med regnskaberne for over 3 mio. kr., som tidligere i år blev offentliggjort af udviklingsminister Christian Friis Bach (R). Og på trods af de gentagne advarsler er det fortsat »ikke lykkedes IMR at sikre en korrekt regnskabsmæssig håndtering af IMR’s projekter«, skriver Henrik Otbo i brevet, som Information har fået aktindsigt i.

»IMR’s ledelsesfokus på den samlede regnskabsforvaltning og administration af projekterne har været mangelfuld fra etableringen i 2003,« konstaterer rigsrevisoren og henvender sig så direkte til Jonas Christoffersen:

»Jeg forventer, at du nu sikrer en korrekt regnskabsmæssig håndtering af IMR’s projekter, og at der nu bliver taget stilling til den bevillings- og regnskabsmæssige håndtering af det konstaterede tab på ca. 3,2 mio. kr.«

Direktør erkender

Morten Kjærum, der i dag er direktør EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder i Wien, var i perioden 1991 til 2008 direktør for IMR.

Konfronteret med nyheden om fusk med regnskaberne på instituttet i perioden 1997 til 2008 udtalte han den 16. januar i år til dr.dk: »Det undrer mig meget, fordi vi gennem årene har haft et meget tæt samarbejde med blandt andre revisionsselskabet PricewaterhouseCoopers og rigsrevisionen. De har gang på gang gået vores regnskaber igennem og godkendt dem. Derfor undrer det mig meget, at det her kan ske.«

Over for Information erkender Morten Kjærum, at der har været problemer med IMR’s regnskaber gennem en længere periode.

»Det, der sker, er, at rigsrevisionen løbende kommer med nogle bemærkninger, og så retter man til, så godt som man kan. Og lige som så mange andre institutioner har Rigsrevisionen tit kommentarer og finder ting, vi kan gøre bedre. Og det arbejdede vi så med hen ad vejen i en meget kompleks sammenlægningsproces,« siger Morten Kjærum med henvisning til, at IMR i 2002 blev lagt sammen med blandt andre Dansk Udenrigspolitisk Institut og en række andre forskningsinstitutioner.

Besværlig situation

- Når I nu har fået den kritik og advarsler fra rigsrevisionen løbende om, at der var risiko for fejl og mangler i regnskabet, hvordan kan du så sige, det ’undrer det dig meget, at det her kunne ske’?

»De har haft kritik af elementer i vores regnskab, som vi så efterfølgende har korrigeret. Der er jo ikke mange revisionsbesøg, hvor der ikke er kommentarer efterfølgende. Vi kan jo hele tiden forbedre. Og vi stod i en situation, hvor der var fem forskellige regnskabsinstitutioner, der skulle lægges sammen,« siger Morten Kjærum.

Information har spurgt, hvorfor han ikke fra sammenlægningen i 2003 til sin afgang som direktør i 2008 kunne nå at få styr på regnskaberne. Dertil har han sagt, at han vil se brevet fra rigsrevisor Henrik Otbo til direktør for IMR Jonas Christoffersen, før han kan svare.

Efterfølgende har Information sendt ham brevet og ringet ham op, men hans assistent svarer nu, at han ikke ønsker at udtale sig yderligere om sagen, før rigsrevisoren er kommet med en endelig rapport.

Mange forklaringer

IMR’s nuværende direktør Jonas Christoffersen trådte til i januar 2009. Han forsikrer, at han lige siden har »behandlet de rigsrevisionsrapporter, der er kommet, på en meget grundig og ansvarlig måde«.

Ifølge Jonas Christoffersen har IMR særligt siden efteråret 2009 arbejdet intensivt med økonomistyringen, og i sommeren 2010 iværksatte instituttet et samarbejde med revisionsfirmaet PricewaterhouseCoopers.

»Men arbejdet med at forbedre økonomistyringen bliver forsinket i starten af 2011, fordi vi opdager de her sager med regnskabsrod, og oprydningen af dét optager os gennem hele 2011.«

— Hvordan kan det være, at man ikke på to et halvt år kan sikre en regnskabsmæssig håndtering, som tilfredsstiller rigsrevisionen?

»Det er der mange forklaringer på. En af dem er, at vi har haft nogle regnskabssystemer, der har været meget svære at arbejde med. Opdateringen af det system er blevet meget forsinket, fordi en række andre statsinstitutioner skulle igennem den mølle, og vi blev de sidste.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu