Læsetid: 3 min.

’Jobtilbuddet blev min vej tilbage til samfundet’

Olga Runciman havde fået diagnosen skizofreni og troede aldrig, hun ville kunne undvære førtidspensionen. Det ændrede sig, da hun fik tilbudt et skånejob. I dag klarer hun sig uden offentlig hjælp
Olga Runciman havde planlagt selvmord i mindste detalje, men i sidste øjeblik gav hun livet en chance til, og kort efter fik hun tilbudt et skånejob, så hun kunne komme væk fra førtidspensionen.

Olga Runciman havde planlagt selvmord i mindste detalje, men i sidste øjeblik gav hun livet en chance til, og kort efter fik hun tilbudt et skånejob, så hun kunne komme væk fra førtidspensionen.

Jakob Dall

28. februar 2012

For syv år siden var 44-årige Olga Runciman førtidspensionist på tiende år. Hun havde i en alder af 34 år fået stillet diagnosen skizofreni, og den havde vendt rundt på hele hendes tilværelse.

»De første 6-7 måneder tilbragte jeg på en lukket afdeling, og jeg mistede mit arbejde og mit netværk. Det hele røg,« fortæller hun.

Olga Runciman havde hørt stemmer, siden hun som barn var blevet udsat for seksuelle krænkelser, og stemmerne var fortsat langt ind i hendes voksne liv. Som 34-årig tog det til, og det blev efterhånden så slemt, at hun blev indlagt og fik ordineret medicin. Allerede efter den første indlæggelse blev Olga Runciman tilkendt førtidspension. Hun havde brug for pengene, så hun kunne betale sin husleje, men alligevel oplevede hun det ikke som en lettelse.

»Jeg kommer fra en familie, hvor der er store forventninger til, at man uddanner sig og får et arbejde, og jeg har altid tænkt, at hvis bare man har et arbejde, så skal det nok gå. Tanken om, at jeg nu bare skulle på førtidspension, slog mig helt ud,« siger Olga Runciman, som frem til indlæggelsen havde arbejdet som sygeplejerske.

»Jeg følte, at jeg pludselig blev gjort til et uønsket og marginaliseret menneske. Som skizofren bliver man ofte stemplet som utilregnelig, og det er en af de psykiske lidelser, som generelt møder flest fordomme. Det var meget hårdt at opleve,« siger hun.

De næste ti år tog Olga Runciman medicin dagligt. Det gjorde hende træt, sløv og initiativløs, og som regel sov hun op til 16 timer i døgnet.

»Medicinen lukkede fuldstændigt ned for mine følelser, og bare det at opretholde en samtale var en kæmpe anstrengelse for mig. Samtidigt påvirkede det min hukommelse, så det blev umuligt for mig at læse en bog,« siger hun og tilføjer, at hun en dag fik nok og besluttede sig for at begå selvmord.

Olga Runciman planlagde selvmordet ned til mindste detalje, og en del af forberedelserne indebar, at hun ville skrive et brev til sin familie for at forklare, hvorfor hun ikke kunne fortsætte.

»Jeg skrev til dem, at jeg havde forsøgt alt for at ændre min tilværelse, men det gik op for mig, at jeg måske endnu manglede at gøre et sidste forsøg. Jeg meldte mig ind i en frivillig forening, der lavede sociale arrangementer, for at få nogle nye kontakter,« siger hun.

Et medlem af foreningen spurgte hende tilfældigvis, om hun ville deltage i en konference om psykiske sygdomme, og selvom Olga Runciman egentlig ikke orkede det, blev hun overtalt, da hun hørte, at programmet også bød på en gratis middag.

»På konferencen hørte jeg et oplæg, der handlede om, at man ikke er dødsdømt, selv om man er psykisk syg. På det tidspunkt var jeg sikker på, at ikke jeg ville overleve, hvis skizofrenien kom igen,« fortæller hun.

Først skånejob

Manden, der holdt oplægget, hed Jørn Eriksen, og han var forstander for et bosted for folk med sindslidelser. Da Olga Runciman henvendte sig til ham efter oplægget for at sige tak, tilbød han hende et job.

»Det var som at få en kæmpe gave, for der var stort set ingen, der havde lyst til at ansætte en person, som havde været indlagt for skizofreni i ti år. Hans tilbud blev min vej tilbage til samfundet,« fortæller hun.

Olga Runciman blev i første omgang ansat på bostedet i et skånejob, som efterhånden udviklede sig til et fleksjob. I dag – fem år senere – arbejder hun på fuldtid lige som hendes kolleger. Hun mener, at der generelt skal ske en større indsats for at få psykisk syge tilbage på arbejdsmarkedet.

»Der er mange arbejdspladser, der er nervøse for at ansætte folk, som har haft eller stadig har en psykisk lidelse, og mange af de psykisk syge bliver stemplet som ustabile mennesker, der ikke kan tage et arbejde. Det betyder, at det for mange er en ekstrem hård proces at komme tilbage til samfundet,« siger hun og understreger, at det skal ske i et tempo, så folk kan følge med og ikke bliver endnu mere stressede, end de allerede er i forvejen.

Olga Runciman er ikke i tvivl om, at hun aldrig ville have overlevet, hvis hun var blevet tvunget til at fortsætte sit liv på førtidspension.

»Folk blomstrer jo, når de kommer i arbejde, og det gjorde jeg også selv. Mit liv er så ubeskriveligt meget bedre nu, end det var dengang«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tillykke, du var en af de 20% der kommer sig over en af de svære psykiske sygdomme, som skizofreni er. Der er heldigvis en mindre procentdel der faktisk bliver raske igen.

Men nu er en psykose eller risikoen for tilbagefald ikke noget man bare lige sidder overhørigt, ej heller bliver man tilkendt en førtidspension af økonomiske årsager som "havde brug for pengene til husleje" selvom du selvfølgelig fik den førtidspension tilkendt i 2001, før 2003 reformen der er noget skrappere.

Men regeringen har vel brug for at sælge sin reform med den slags historier, hvor man vil sætte gang i 'udviklingsforløb' der allerede foregår under nuværende regler da man ikke bare lige får en førtidspension uden der er læger, speciallæger, socialrådgivere og andre professionelle inde over og sige "Ingen erhvervsevne" hvor man gerne er placeret på kontanthjælp i 3-8 år forinden imens man bliver afklaret, afprøvet og ofte må vælge imellem mad og medicin, herunder ikke tilskudsberettiget og det kan hurtigt løbe op i et par tusind kroner om måneden.

Sving i bare pisken over de syge, og lad somom det er et motivationskursus. Så begår nogen flere nok selvmord af det og 'det kunne man slet ikke forudse' vil Frk Frederiksen jo nok stå og sige inspireret af Fætter Løkke fra de Fedes By.

Igen, jeg er glad på dine vegne, men dem du går ærinde for med din historie, er nogen der ikke har gode intentioner med deres 'reform' hvis eneste sigte er, at skære ned i noget, der allerede er skåret omtrent ligeså voldsomt i som folkeskolerne - for at give skattelettelser til dem der allerede har sit på det tørre og tabene fra en forbrugsfest for friværdier som ingen af selvsamme som tabene skal tørres af på - var inviteret til.

Også tillykke til Olga Runcimann for at være helbredt for schizofreni. Min holdning til denne sygdom er at det er en hat, lægerne putter ned over syge mennesker, som de ikke aner hvad de skal stille op.
Olga Runcimann har hørt (havde hørt?) stemmer lige siden hun var barn - efter et seksuelt overgreb i barndommen. Og lægerne i det her land har det mod at rubricere det at høre stemmer som schizofreni, næsten ligegyldigt hvad årsagen er. Og i Olgas tilfælde var det altså at hun var udsat for et seksuelt overgreb i barndommen. :( ....

Olga skulle have været behandlet for det seksuelle misbrug i barndommen, ikke for at høre stemmer, da det ene jo er en følge af det andet...

Lisa Rasmussen

@Martin Skov

"dem du går ærinde for med din historie"

Den formulering falder mig for brystet. Olga går ikke nogens ærinde men fortæller sin historie - og nuancerer dermed debatten om psykisk syge unges relationer til det sociale system.

Nu har vi lige været igennem den mest unuancerede mediebårne debat om betalingsringen. Den ensidige behandling af det spørgsmål har med rette fået voldsom kritik, også i denne netavis. Med den citerede formulering får du bedt Olga om at holde mund, fordi hun forstyrrer dine forudfattede holdninger og din argumentation. Ikke noget med en nuanceret information om vilkårene for unge førtidspensionister her, tak. Det er både ødelæggende for en bredere underbygget stillingtagen til det forslag, der jo altså endnu ikke er fremsat, og ufint over for en ung kvinde med en positiv historie at fortælle.

Mogens Michaelsen

Rigtig god historie. Den slags hjælp er der helt klart nogle flere der skal have.

Men historien er ikke noget argument for at afskaffe muligheden for førtidspension for unge mennesker. For det første er det ikke alle der kan hjælpes på den måde, fordi de simpelthen er for syge. For det andet er der også nogen der vil få det værre, hvis de ikke har den økonomiske tryghed, som førtidspensionen giver.

Det med at folk bliver "parkeret på førtidspension" er kun rigtigt, hvis pensionen står alene, altså hvis der mangler forskellige tilbud til førtidspensionisterne - overvejende af social karakter.

Enig med Lisa Rasmussen - Olga fortæller en fin lille historie om, hvordan hun er kommet tilbage på arbejds-markedet. Der ligger vist ingen 'når jeg kan, kan alle det' holdning bag her....

Min pointe med mit seneste indlæg var og er at hvis ABF-regeringen virkelig vil hjælpe, vejlede og retlede 18-25-årige mennesker som det er gået skævt for, so kommer til at koste mellem 5-10 gange så meget som de 1,4 mia kr. pr. de nu afsætter.

Og kan vi ikke godt lade være med at kalde dem for svage, de her mennesker? Måske er de noget andet, måske er de psykisk sårbare, introverte, følsomme, kunstneriske....og skal bare have en omsorgsfuld hånd i ryggen...

Og nogen der tør gå sammen med dem...de første skridt....

Endnu en af de "gode historier" om hvordan man kan "slippe for førtidspension"...Man begynder at ane et mønster, synes jeg!

Karsten Aaen siger:

"Og kan vi ikke godt lade være med at kalde dem for svage, de her mennesker? Måske er de noget andet, måske er de psykisk sårbare, introverte, følsomme, kunstneriske….og skal bare have en omsorgsfuld hånd i ryggen…"

Præcis! Er så p....træt af de floskler! Svag, "parkeret på førtidspension" og hvad vi ellers hører! Vi ER mennesker! Kunne sgu snart være skønt at blive behandlet som sådan!!

Mangler stadig dokumentation for, at det har en helbredende effekt, at straffe syge på økonomien!

RE: Lisa Rasmussen

Nu har jeg selv sygdommen, så jeg ved ganske udemærket hvad den indebærer, med alle dens nuancer og gråzoner, herunder hvor mange forskellige diagnoser der ligger under betegnelsen skizofreni samt hvor forskelligt og i hvor stor grad det ødelægger personligheden.

Så lad være med at bede mig om at klappe i ved at sige, at jeg ikke har et nuanceret billede. Jeg har prøvet hele turen igennem systemet og det vil jeg garantere dig for, at man ikke bliver mere rask af, når valget står imellem mad og medicin på kontanthjælpssats der svarer til su, uden mulighed for hverken studiearbejde, lån eller nogen former for formue, foruden den sociale stigmation og fremmedgørelse fra venner og familie som det sorte får, skal man også kæmpe med en sygdom der i den grad er ødelæggende for ens helbred i et system hvor man kan ikke få nogen behandling uden at være direkte selvmordstruet.

Hvis jeg skal give dig et virkeligt, levende billede af skizofreni i en af dens mere voldsomme variationer.. så forestil dig at du både er høj på heroin, skæv på hash og har drukket tre flasker vodka.eller også har du tømmermænd somom du havde gjort førnævnte.. (Nej, jeg har aldrig haft noget misbrug af førnævnte, endsige prøvet de to førstnævnte - men forestil dig det) Begge "sindstilstande" kan opstå hvorsomhelst, hvornårsomhelst og udløses af hvadsomhelst. Uden brug af nogen rusmidler. Det sker bare.

Så kan jeg garantere dig for, at det ikke er sjovt længere at være 'psykisk syg' eller 'en skæv eksistens'. Men det er man. Uanset hvad jeg ville i forhold til arbejdsmarkedet, så kan jeg ikke. Hvordan er den historie? Passer den ind i det lyserøde skønmaleri der næsten er som taget ud af romantikken af at 'man kan hvis man vil'. Passer det ind i den pæne stue, og de hvide møbler og aftensbordet? Vil du se mine rådne tænder på grund af medicinen og de perioder hvor jeg reelt ikke kan tage vare på mig selv?

Men jo, jeg er glad for at høre den slags historier som Olga's. På hendes vegne. At hun skal leve uden sådan en forbandet sygdom. At det så kommer i en lind strøm af rosenrøde buketter op til en reform der i den grad vil skære endnu dybere i en psykiatri der ikke kan behandle nogen færdige før de skal ud af døren sammen med skåltaler om udviklingsforløb som aldrig vil bære nogen frugt da de allerede har været igennem hele det aktiveringscirkus på kontanthjælp - alle muligheder skal være udtømte før man overhovedet begynder at tænke på en førtidspension, så er det - undskyld jeg siger det - åbenlyst dumt at bruge flere ressourcer, på nogen der ikke har dem og som man med al sandsynlighed aldrig vil få noget ud af. "Hvor der handles, der spildes - men man tørrer op efter sig"

Så jo, jeg bliver fandme vred og går i offensiven imod den buket roser, den er fyldt med torne.. Uanset om den reform kommer til at gå ud over mig eller ej, så er det en svinestreg at prøve på at sælge den som andet end hvad den er: Pisk til de syge for at være det. Man kunne nemlig sagtens tilføre flere ressourcer, og den slags behandlingsforløb uden at afskaffe førtidspensionen endsige er der alle muligheder for at komme i arbejde på førtidspension - og mange prøver på det, hver dag - og mange af dem ender direkte på den lukkede efterfølgende fordi de vil, men ikke kan. Nogle få lykkes det for, og på deres vegne er jeg glade.

Så jo, Olga går de forkertes ærinde med en ellers god sag. Og jeg er ked af, at jeg valgte at stemme på socialdemokratiet selvom jeg kommer fra en arbejderfamilie hvor man sætter det at betale enhver sit, og samfundssindet højt. Men når selvsamme prøver på at servere en spand lort som kaviar imens nogen stikker af med bobleværdierne fra den skændsel af finanspolitik der blev ført under vko og tørre tabet af på syge mennesker, de tror der ikke slår igen, så stopper legen.

Som et sidste indspark, så bør man begynde at tænke på psykisk sygdom som hvad det er. Sygdom. Det er ikke en eller anden 'skæbne' eller 'sårbarhed' eller 'historie'.

Det er heller ikke personen. Man kalder heller ikke en der har brækket et ben for en svag knogle eller en der har brækket ryggen for en 'skæv eksistens'. Eller en der er forkølet for en snotklat.

Nogen sygdomme er mere invaliderende end andre. Nogen kan repareres. Nogen kommer afsted med lette mén. Men det ændrer ikke på hvad det er: sygdom.

Adskil sygdommen fra personen. Behandl personen som det menneske det er, og sygdommen som den sygdom den er.

Lisa Rasmussen

@Martin Skov,

For det første skal vi nok undlade at tage sorgerne på forskud. En fornuftig debat om konsekvenserne af regeringens udspil kan først med rimelighed ske, når vi kender detaljerne.

Olgas historie - der fra hendes side næppe er fortalt for at gå nogens ærinde! - viser, at det er meningsløst at behandle alle med en given diagnose ens. Hun kunne komme videre bl.a. ved hjælp af en tilknytning til arbejdsmarkedet, som hun ikke ville have fået ved en passiv "parkering" uden de rette tilbud. Det skal hun ikke klandres for at berette om. Der er en vis fornuft i at give andre unge i en situation svarende til Olgas et ordentligt forløb med henblik på selvforsørgelse på et eller andet tidspunkt. Det vil ikke kunne ske med andre, der har et livslangt sygdomsforløb, som det du beskriver. Og de, der ulykkeligvis er så hårdt ramt af sygdom, forestiller vel ingen sig skal piskes ud i en (arbejds)situation, som de ikke kan klare, og som efter al sandsynlighed både vil gøre ondt værre for den sygdomsramte og dyrere for samfundets kasser. Hvis regeringens udspil lægger op til det, vil jeg følge dig på barrikaderne, men lad os nu se det først.

Problemet som jeg ser det er at det næsten ser ud som et enten eller netop fordi hele systemet skal bruges før en eller anden administrator kan tildele mennesker som er syge et beløb de lige kan overleve for for så at blive "glemt". Systemet bør indrettes på en måde så det enkelte menneske til enhver tid kan forsøge at komme tilbage i folden hos samfundets effektive,hvis man føler man er i stand til det,uden at miste retten til overlevelsespenge igen,hvis det går galt. Vi bør som udgangspunkt antage at alle mennesker ønsker et job og gøre "gavn" og udvikle sig , men generelt har synet været:du vil snyde dig til evig hvile så vi skal bruge masser af energi,prøver,løn m.v. for at kontrollere dig. Alle de "rigtige og raske" skulle jo nødig forsørge "snyltere"
Gad vide hvad vi raske betaler i samfundsudgifter til kontrol og gennemprøvning af mennesker før pension tildeles.
Undskyld den hårde lidt sarkastiske tone.

Karsten Aan:

Du er da nok et af de dummeste mennesker jeg endnu har læst af her på information.

At påstå at psykoser er ren fatasi, hvor langt væk fra virkeligheden har man lige lov til at være.

Opbyg dig noget viden inden du begynder at udtale dig og sprede dine forkvaklede holdeninger, og ja det kommer til en som er kæreste med en der lider af skizofreni!

Jesper Park van der Schaft

Stort tillykke med at du kom tilbage på arbejdsmarkedet. Du har været enorm heldigt, at få en arbejdsgiver, som har kunnet forstå dig. For der er ikke ret mange virksomheder, som har tid til at hjælpe en på plads. Så du har været heldigt.
Men for mig var førtidspension det bedste for mig. For som jeg bl.a. skrev til SF's psykiatriordfører - Özlem Cekic - og som der bl.a. står på hendes hjemmeside:" NÅR FOLK siger til mig: ‘ Du er heldig, at du har masser af tid, det vil vi også gerne have’, svarer jeg: ‘ Du må gerne få min sygdom, og så får jeg dit arbejde’. Så bliver der helt stille fra dem, som har sagt det, for de ved ikke, hvor ondt det gør ikke at være en del af fællesskabet.’ Sådan skrev Jesper til mig i foråret. Han er delvist lammet i venstre side, og oveni har han en psykisk lidelse. Han blev førtidspensionist som 35-årig. ‘ Det var først efter, at jeg fik førtidspension, at jeg har fået et nogenlunde liv, for så skulle jeg ikke tænke over at blive ‘ jagtet’ af min sagsbehandler. Enten ved at blive prøvet i fleksjob eller en anden form for arbejdsprøvning. For det er altså ikke sjovt, at man hele tiden skal stilles til ansvar for, om man nu kan arbejde eller ej!"

Men igen fedt, at du kunne komme igennem og få dig et arbejde.

Med venlig hilsen

Jesper van der Schaft, stifter af Facebook-siden:" Forbedr forholdene for mennesker med handicap"

Andetsteds i avisen pågår en diskussion af Ole Thyssens provokerende påstand om, at man i det moderne Danmark kan gøre karriere som svag. Ud fra reaktionerne i denne tråd at dømme kunne man godt få den onde tanke, at nogle føler sig truet på deres levebrød. I det hele taget kræver det for uindviede som undertegnede en god portion fantasi at forestille sig den særlige tankegang, der ser et angreb i en kvindes fortælling om den enorme forskel det har gjort for hende, at hun har fået indhold i tilværelsen ved, at et andet menneske har haft brug for hendes ressourcer. Hvordan er det lige man når til at anskue fortællingen om hendes begejstring over at have vristet sig fri af offentlig forsørgelse og dyb afhængighed som et partsindlæg til fordel for drakoniske nedskæringer og urimelige fordringer, båret frem af et ondsindet ønske om at ramme de syge?

Lars Christensen

Jeg synes der er en pointe i Olgas historie, som fortjener at blive understreget: Tildeling af førtidspension var ikke en hindring for senere at komme i arbejde. Hørte du det, Mette Frederiksen?

Jeg tror ikke, at der kan være tvivl om at for mange mennesker er blevet parkeret på førtidspension.

Men I debattører gør det til tovtrækkeri om skizofreni.

Problemet i en nøddeskal, har været, at arrogante og uvidende læger ikke har givet psykoterapi en chance, og her tænker jeg især kognitiv terapi, før en førtidspension er blevet disket ud. derved har depressive, stressede og angste fået en pension selvom de kunne hjælpes til at komme sig. Heldigvis er der efterhånden ikke bare god evidens for effekten af psykoterapi, den gamle garde af ignorante psykologhadende læger er også ved at pensionere sig. Til lægernes forsvar må man sige, at når mange psykologer annoncerer med bla fjernehealing (!) og arbejder med mystiske massager og andet, har det været lidt for nent at affeje psykologstanden og dermed psykoterapi.

Alle mennesker trives ved aktivitet. Derfor trives skizofrene iø bedre i lande som fx Afrika, hvor der bla kan være fiskeri og landbrug at beskæftige sig med.

Spørgsmålet er måske mest af alt, hvilke slags jobs der er at få herhjemme. Her skal timelønnen jo være så høj, tak fagforeninger, at produktionsjobs stort set er ophørt...

Hvem siger iø at 80% der har fået skizofreni diagnosen aldrig vil kunne passe en form for arbejde en gang i mellem?

Jens Illum, der er kun én grund til den bekymring, og det er den erfaring, som vi jo allesammen har med politikeres tankegang, der ikke længere ser økonomi som et middel, men som et selvstændigt mål.

Det samme kunne måske siges om nogle modtagere af overførselsindkomst?
Men OK, går ønsket så på, at Information ensidigt skal bringe historier om glade førtidspensionister, hvis livskvalitet risikerer væsentlig forringelse ved, at deres ydelser og arbejdsevne med mellemrum skal revurderes?
Hvordan når vi til den konklusion, at Mette Frederiksen ser økonomi som et selvstændigt mål, fordi hun er åben over for, at syge mennesker måske har noget at byde på og kan deltage aktivt i samfundet, og at det måske ligefrem er godt for dem? Det er muligvis naivt, men måske der findes politikere, der ikke ser økonomi som et mål, men som et middel?
Hvad nu hvis passiv og livsvarig forsørgelse virkelig i sig selv virker passiviserende og nedbrydende, hvem er det så vi tjener ved at fortie, at nogle blomstrer gennem aktivitet?
Er ulønnet aktivitet som debat på Information eller frivilligt arbejde i en genbrugsbutik finere end lønarbejde?
Og så er det da fantastisk, at Olgas glade historie mødes med indignatiion, motivforskning og fordømmelse.

Lise Lotte Rahbek

Ingen mennesker er ens.
Ingen mennesker skal behandles end og alle mennesker har forskellige ressourcer.

Det er dejligt, at Olga er selvkørende og klarer sig selv.
Skønt at læse om.

Det betyder bare ikke, at man/Mette Frederiksen/Regeringen/kommunerne og socialrådgiverne så kan kopiere Olgas eksempel over på de næste 10.000 mennesker, som så får det samme ud af det.
Sådan er mennesker og livet bare ikke.

Mogens Michaelsen

Jeg er aldeles ikke enig med Ole Thyssen, fordi hans opfattelse mildt sagt er firkantet og generaliserende. Men Jens Illum gør opmærksom på noget, der desværre kan tages til indtægt for det synspunkt, at der er et element af den "offertankegang" tilstede, som Thyssen nævner, men blot vrider helt ud af proportion.

Jeg tænker på dem der åbenbart ikke kan glæde sig på Olgas vegne. Hvad i alverden skulle der være forkert med at hun har fået et bedre liv? Det er vel ikke negativt, fordi det inkluderer at hun er kommet tilbage på arbejdsmarkedet! Lugter det ikke lidt af en "os og dem" tankegang, hvor man ligefrem opfatter det som usolidarisk, når en førtidspensionist lykkes med at komme i arbejde. Hun skal åbenbart helst blive i ROLLEN som uarbejdsdygtig førtidspensionist?

Jeg ville kun delvis være enig i Karsten Aaens betragtninger om skizofreni som en 'hat' læger 'putter ned over syge mennesker'. Der er nu en verden til forskel mellem en dissociativ tilstand frembragte af traume i barndommen, og en ægte skizofreni, selv om de to tilstand ofte på overfladen kan forveksles med hinanden. Uden sevlfølgelig at jeg kan sige noget definitivt om Olgas sag, kunne det umiddelbart lyde som en fejldiagnosticering. Det er en hjerte varmende historie Olga fortælle, som giver god grunde til være optimist, men som Martin Skov påpeger, når disse historier falder i hændende på mistroiske spareivrig politikere, bliver de misbrugt på det groveste.

For jeg kan ikke lade være med at tænke at hjælpet Olga fik - nærmest ved et tilfæld - kunne være sket lang tid før, så hun havde sluppet for de ti spildte år. Men for at disse muligheder bliver reelle og organiserede i stedet for bare noget der lejlighedsvis dukker op, nærmest som vinden blæser, kræves at man, i stedet for at skære psykiatrien ind til benet, og satser alt på en enstrenget bio-medicinsk model, udvider og udvikler psykiatrien til en alsidig tæt integreret tværfaglig væsen med mange strenge at spille på. De spæde begyndelser på en sådan udvikling var faktisk begyndt at spire for en 15-20 år siden inden man pludseligt af uransagelig grund bestemte sig for at sadle om sidst i halvfemserne. Dødstødet for den alsidige psykiatriens vedkommende var kommunalreformen, hvor alt hvad der overhovedet kunne tolkes som socialpsykiatrisk blev lagt ud til kommunerne, som siden har vist sig aldeles underfunderet og ikke moden til opgaven, og pt sker der drakoniske nedskæringer på især dette felt. Så andre som Olga risikerer i endnu højere grad at dele hendes skæbne, for når de praktiserende læger ikke har andre muligheder så henviser de til hospitaler, hvor de to muligheder er at sende dem væk igen eller 'putte hatten ned over'.

Martin - din malende beskrivelse af det helvede det er når ægte skizofreni rammer hårdt er guld værd og tusind tak for det. Det bør være udenadslære for enhver der vil kvalificere sig til Social eller Sundhedsminister. Så ville man med det samme droppe det p-s med at man som under 40 år pr. definition ikke kan tildeles førtidspension.

Camilla Brodersen

Det er da godt for Olga, at hun har fået det arbejde, hun ønsker, men hvis man ikke ser artiklen som andet end en solskinshistorie fra hverdagen, er man pærenaiv!
Selvfølgelig indgår hendes historie i spillet om førtidspensionen. Gæt, hvorfor vi pludselig skal høre om alle dem, der er glade for ikke at være på førtidspension.
Hvorfor er det lige, at Information ikke er fyldt med artikler om de folk, for hvem førtidspensionen er en frelse fra årelange arbejdsprøvninger og hetz fra sagsbehandleres og samfundets side?
Hvorfor hører vi ikke fra dem, der fik førtidspension og endelig fik lov til at være syge i fred - og om, hvordan det forbedrede deres liv?

Martin Skov: Du har skrevet nogle fantastiske indlæg. Vil du ikke nok skrive noget tilsvarende og sende det ind som artikel til Information?

Til Information: Vi vil se historier om sådan nogen som Martin!

Nu har jeg selv haft en ekskæreste som fik diagnosen schizofreni. Så jeg ved skam udmærket godt hvad schizofreni er. Min pointe er blot denne:

Olga synes ikke at lide af schizofreni, men snarere af det som Colin Bradley siger: 'en dissociativ tilstand frembragte af traume i barndommen'. Og derfor mener jeg at lægerne måske har lavet en fejl-diagnose her. De troede, at hun havde schizofreni, fordi hun hørte stemmer. I stedet for at gå skridtet videre og finde ud af, hvorfor hun hørte stemmer. Og så behandle det traume i barndommen som førte til, at hun hørte stemmer.

Jeg har vist ikke sagt eller ment, at psykoser er ren fantasi. Psykotiske tilstande eksisterer - og sproget hos den psykoseramte er brudt sammen. Signifiant uden signifié - som det vist hed engang...

Hvis man f.eks. læser Svend Aage Madsens bog Otte gange Orphan vil man se at den indledning der står først i bogen faktisk er taget direkte fra en det vi kalder en sindssygs ideer om at nogen er otte gange orphan...

Karsten Aaen:

Nu må du forstå at der er en verden til forskel fra et barndomstraume og så skizofreni(som det rigtigt staves).

Skizofreni beskriver et sygdomsforløb med kronisk psykose.

Et traume skyldes en voldsom oplevelse tidligere, og kan give post traumatisk belastnings reaktion senere hvis ikke tramet bliver bearbejdet

For det første får man ikke bare diagnosen skizofreni, som min kæreste kan bevidne, da hun har været ud og ind af det psykiatriske system i over 10år før hun fik stillet diagnosen. Hun er desuden også blevet udsat for groft voldtægt igennem et år af hendes barndom, og det er altså sådan at når du er blevet voldtaget så udvikler 10% af patienterne skizofreni i løbet af deres liv. Hun får desuden anti psykotisk medicin mængder der ville få en normal rask person til at sove dagen lang, og hun fungerer altså nogenlunde normalt taget det i betragtning.

Udover det så ligger antallet af mennesker der udvikler skizofreni temmeligt stabilt og det har det gjort siden man begyndte at opgøre det hvor det har ligget på 1% af befolkningen som udvikler skizofreni på et eller andet tidspunkt i løbet af livet. Hvis læger bare kastede om sig med diagnosen ville man kunne se en stigning i dette tal.

Man hører stemmer fordi man lider af en psykose og det der udløser psykosen når man lider af skizofreni er stress. Med andre ord, når en stress tærskel kommer over et hvis nivaeu bliver man psykotisk.

Det kan ikke nytte noget at du vil fokuserer på tidligere oplevelser, når skizofreni er en kompleks genetisk sygdom der ligger i vores gener, og som kan blive udløst af traumer. At fokuserer på den udløsene faktor giver ingen mening når først sygdommen er brudt ud, medmindre personen ikke har fået bearbejdet disse traumer før, men det ville ikke hjælpe på selve skizofrenien eller psykoserne.

Skizofreni falder i de fleste tilfælde lidt tilbage igen som man hen ad vejen lærer at leve med sygdommen, og hos 20% bliver de så raske at de reelt kan erklæres sygdomsfrie. Så man skal ikke bare parkerer psersoner på førtidspension, men give demtid til at udvikle sig og så igen prøve at starte op med arbejdsprøvning og evt skånejob.

Lone Christensen

Som andre har påpeget er Olga's historie en solstråle-historie og vi kender ikke alle detaljer i hendes sygdomsforløb. En ting, jeg har tænkt på, er feks. at den tid hvor hun modtog medicin og var på førtidspension. Måske havde hendes sind brug for en pause og hvile før hun kunne gøre noget aktivt ved hendes situation? Ti år er nok ekstrem lang tid og kunne være undgået men ingen ved om en pause ikke var til gavn i hendes forløb.

Noget andet er, at hun fik et skånejob ved et tilfælde. At det var et tilfælde at en ny retning begyndte i hendes liv, er tankevækkende!

Mener at der burde tænkes i andre baner ved behandling af psykisk syge. Der skal tænkes mere langtsigtet og ydes længerevarende behandlingsmuligheder end feks kun 10 uger terapi eller en weekend på den lukkede ved evt. sammenbrud. Jeg er meget enig om at samle flere faggrupper hos en koordinator, hvor både behandling, skånejob og fleksjob skal ses som et samlet hele.

Selv venter jeg stadig på behandling og er ganske nervøs ved tanken om diverse jobprøvningsforløb, da jeg selv mener at kunne klare et fleksjob på nuværende tidspunkt.

Det føles nedgørende når andre beskriver 'os' som svage nasserer på samfundet, når vi uforskyldt bliver parkeret i en flere måneders venteposition for at komme videre i vores forløb og vores liv. Men det glæder mig at læse de forskellige debatindlæg og når debatten bliver mere nuanceret.

Så fik Camilla Brodersen antydet en vaskeægte konspiration i form af en uskøn alliance, hvori åbenbart indgår Information og beskæftigelsesministeren, men som end ikke anes af os pærenaive (eller medkonspiratorer, for selvfølgelig indgår nogle af os i tråden i konspirationen!) Næh, giv os artikler som stryger os med hårene, fortæl os historier, vi allerede mener at kende, afnuancer vores verdensbillede, så vi atter kan føle os trygge og være enige om, hvem fjenden er.

Marian B. Goldstein

En "solskinshistorie", ja. Og hold op, hvor har vi brug for den, og for gerne mange flere af slagsen! Men hvad får vi, aldeles ikke overraskende, i kommentarerne her? Jo, klart: "Skizofreni er en rædselsfuld sygdom, værre end døden (hvorfor det jo så heller ikke gør noget, at folk, der dopes psykiatrisk for denne "sygdom" har en i gennemsnit 25 år kortere livsforventning, end almenbefolkningen), og hvis nogen kommer sig helt fra den, ja, så har de aldrig haft skizofreni i første omgang, og iøvrigt så har sygdommen bestemt ikke noget med livshistorien, traumer, overgreb, etc., at gøre!!!" Det læser sig lidt som: "Lad nu for f***en være med at tvivle på min status som en dødssyg, der under ingen omstændigheder nogensinde kan komme sig!" Jeg prøver, at forestille mig en virkelig syg person, en kræftpatient f.eks., få at vide, at vedkommende har alle chancer for at komme sig, og udbryde: "Nej nej nej!!! Det er løgn! Sig, at jeg kommer til at dø!", og jeg kan, med mit kendskab til traumatiserede, viktimiserede menneskers hang til at engagere sig i selvskadende adfærd, ikke lade være med at tænke netop det: se dér, selvskadende adfærd...

Lad os lige se på videnskaben: 1. Der findes ingen videnskabeligt holdbare beviser for, at det, der af psykiatrien kaldes for "skizofreni" er sygdom. 2. Der findes til gengæld en hel del undersøgelser, der har påvist en tankevækkende høj korrelation mellem såkaldt "skizofreni" og det, at have oplevet overgreb i barndommen (f.eks. Hammersley, Read, 2007). Personligt har jeg ikke mødt et eneste med "skizofreni" stemplede menneske endnu, som ikke kunne fortælle om oplevelser fra barndommen, der må betegnes som traumatiske. Om mennekset selv nu var klar over oplevelsernes traumatiske karaktér, eller ej. 3. 20%??? Ja, i Danmark måske. Hvor man fortæller folk, at de er hjernesyge, at hvis de tror, de har været udsatte for overgreb, så tager de grueligt fejl, så lider de af vrangforestillinger, så er det deres syge hjerne, der har opfundet den slags, og at de derfor er nødt til at sluge hjerneskadende (bl.a. alvorligt sundhedsskadelige virkninger) "medicin" resten af deres liv. Sært nok er tallet i Vestlapland 85%. Og blandt disse 85%, der altså kommer sig helt (!) af såkaldt "psykose"/"skizofreni", er arbejdsløshedsprocenten lavere, end i almenbefolkningen i Vestlapland: så meget for "de svage", "de sårbare"! Det siger i hvert fald noget om, hvorvidt det er den angivelige "sygdom", der gør, at folk ikke kommer sig, og kan vende tilbage til uddannelse/arbejdsmarkedet, og hvorvidt det er forståelsen af hvad denne angivelige "sygdom" egentligt er for en størrelse, og den af denne definition resulterende hjælpetilgang, der er afgørende for udfaldet. Og mere grundlæggende endnu: hvorvidt det er menneskesynet, der er af afgørende betydning her.

Olga er, ligesom jeg, desværre undtagelsen i dagens Danmark. I Vestlapland ville hun ikke være det. Dér ville hun være reglen. På allerhøjeste tide, synes jeg, at vi får vendt billedet i Danmark! "Skizofreni"/"psykoser" er noget, som det er bevist, at man kan forvente, at komme sig helt fra. Med den rette hjælp. Men det er altså ikke gjort med en reform af førtidspensionen, når det er synet på stemplede mennesker, psykiatriens definition af dem, og den deraf resulterende "behandling" man udsætter disse mennesker for, der er årsag til, at så mange i Danmark ender i kronicitet , uarbejdsdygtige, og i sidste ende på førtidspension. Og jeg vil, som én, der kender Olga, driste mig til at sige, at det er det, der står øverst på hendes dagsorden: at få ændret synet på og definitionen af stemplede mennesker fra at være genetisk defekte, hjernesyge andenrangseksistenser, til at være, ja, mennesker, der, som alle andre. reagerer på livet. At det så desværre kan medføre, at man kan komme sig helt (!), og risikerer, at kunne vende tilbage til uddannelse/arbejde, tja, det må man så desværre tage med i købet. Surt show, jeg ved det godt, når man er Offer, med stort "O". Men hvem siger egentligt, at der ikke er andet i livet, end at være Offer?...

Jeg må indrømme, at jeg læser det foreslåede udredningsforløb for det første, vigtige opgør med VKOs slavedrivermentalitet, hvor folk skulle ud at arbejde sig endnu mere syge, bl.a. i uendelige 'arbejdsprøvninger', hvilket lyder som noget fra en helt anden tid i min bevidsthed. Op til fem år lange forløb, der kan forlænges med endnu et (måske flere) forløb tyder på vilje til at give tid og tid til at gøre noget.
Når jeg i gamle dage kom på biblioteket, eller på en anden offentlig arbejdsplads, var mange af de ansatte i en eller anden grad handicappede, men selvfølgelig kun i en grad, som muliggjorde et arbejde - og det var faktisk rart med disse flinke, indsigtsfulde og umiddelbart også glade mennesker, ikke mindst som kolleger. Det forekommer mig, at man ikke længere driver en sådan ansættelsespolitik, hvad jeg reelt forarges over.
TV-Avisen viste en pige med leddegigt og fibromyalgi, som selvfølgelig var bekymret, men jo ikke havde grund til det, fordi hendes pension ikke rulles tilbage; men det lykkedes ikke destomindre TV at vise, i modstrid med historien, at der selvfølgelig er ting, hun kan, f.eks. arbejde på en computer. Det forhindrer hende formodentlig ikke i at tage en teoretisk uddannelse, hun virkede absolut ikke ubegavet - og det er sådan, vi skal tænke, synes jeg: at folk skal hjælpes til den frihed, det er, at kunne vælge noget at beskæftige sig med, også sammen med andre. Det ER socialistisk politik at hjælpe folk, der har behov for hjælp, og det ER socialistisk politik at inkludere fremfor at ekskludere.
Hvad vi allesammen til gengæld er bange for, er det rædselsfulde arbejdsmarked, vi har tilladt at vokse frem! Det er ikke blot de syge, der er bange for det, og det er den kamp, der skal kæmpes, og den bliver måske en lille smule lettere at kæmpe, hvis arbejdsmarkedet igen begynder at inkludere folk, der ikke er helt på toppen, og der skal tages hensyn til. - Jeg læser faktisk forslaget som et skridt mod igen at tilbyde reel revalidering.

RE: Lisa Rasmussen.

Du siger, at du vil følge mig på barrikaderne hvis det bliver sådan. Har du da ikke forstået mit budskab: Det var sådan, det er sådan og det bliver også sådan fremover.. Hvor var du, da det skete? Hvor var du de sidste ti år?

Den reform som socialdemokratiet og medløbere har lagt op til er en fortsættelse af det der er sket, og sker nu.. Man giver 1,7 mia til bureaukratiet med sagsbehandlere, papirskubbere og aktiveringscirkus a/s (Ok, udviklings.. nu.. fem års forløb a' 30tkr per stk, per måned, a' fem år, med mulighed for forlængelse af parke.. øh.. udviklingen.)..

Men hvad med hjælpen?

Man kunne med opsøgende og kvalificerede behandlingsteams (som man har de berømte psykose teams) hjælpe mange på rette spor igen med medicin og andre foranstaltninger som kontaktpersoner, terapi og selvhjælpsgrupper, før det rent faktisk går helt galt for dem. Her er uddannelsesinstitutionerne et godt sted at starte den slags teams for mange falder netop dér af de unge.

"Stop det, før det starter"

Det forslag behøver der ikke følge en pose penge med til. Det er bare en omstrukturering af ressourcer der allerede findes indenfor systemet men mest går til "sagsbehandlere" .. "papirskubbere"... "kassetænkning"... "løntilskud".... "aktiveringscirkus a/s".. som kunne bruges til behandling istedet for parkering og sparke bolden længere ned af gaden indtil den tilsidst ryger i grøften.

Dét er en reform. Dét er at hjælpe. Dét er at forbedre. Både for samfundet, og for den enkelte.

Kim Houmøller

Ikke så mærkeligt Socialdemokratiet kun kan mønster sølle 18% af stemmerne. De to "gimper" Mette og Karen lever jo fjernt fra syge og handikappede. At mange psykisk syge lever i armod og hjemløshed ændrer de intet ved; gør kun ondt værre!

Langt flere psykisk syge kunne komme sig hvis vi havde et mere rummeligt arbejdsmarked.

Jeg er selv førtidspensionist, og har gået mere end 20 år med ubehandlet søvnapnø, som har nedsat min arbejdsevne væsentligt. Frygten for fattigdom, hjemløshed, og for aldrig at få en uddannelse var så belastende at jeg senere reagerede med en psykose.

Nu får jeg den rigtige behandling. Jeg har taget en uddannelse, og jeg får ikke længere medicin, eller nogen anden form for psykiatrisk behandling.

Min arbejdsevne er væsentlig bedre en da jeg fik pensionen. Jeg ville gerne arbejde 20-30 timer ugentlig, og måske senere på fuld tid.

Jeg bliver spurgt hvorfor jeg først færdiggør en uddannelse som 49årig, og hvorfor jeg har gået i 20 år uden arbejde.

Selv med muligheden for en ulønnet praktikperiode, og senere en timeløn der er mindre en der gives til en ufaglært, samt et løntilskud på 25 Kr i timen, er der ingen arbejdsgiver tør give mig en chance.

Jeg tager min del af ansvaret for at blive helt eller delvist selvforsørgende, og jeg er overbevist om at mange andre der har fået afbrudt deres uddannelse eller arbejdsliv, efter bedste evne, gør det samme.

Hvis de private arbejdsgivere mener at det høje skattetryk og de mange borgere på offentlig forsørgelse er et problem, bør de og så begynde at tage et ansvar.

Lars P. Arredondo Bruun

førtidspensionist og eletronikteknolog, samt medlem og medstifter af
LAP, Landsforeningen af Psykiatribrugere
(se www.lap.dk og www.lap-kbh-omegn.dk )