Læsetid: 4 min.

Kære minister, har du et job til mig?

Der er brug for et mere rummeligt arbejdsmarked, hvis regeringens nye reform reelt skal flytte folk fra førtidspension til fast beskæftigelse. Det vurderer en række eksperter og en ung kvindelig førtidspensionist, der i årevis forgæves har søgt arbejde
32-årige Melisa Blaabjerg er førtidspensionist, fordi hun for syv år siden skulle i behandling for en skizofren lidelse. ’Så snart jeg fortæller, at jeg er på førtidspension på grund af en psykisk lidelse, slutter jobsamtalen,’ fortæller hun.

32-årige Melisa Blaabjerg er førtidspensionist, fordi hun for syv år siden skulle i behandling for en skizofren lidelse. ’Så snart jeg fortæller, at jeg er på førtidspension på grund af en psykisk lidelse, slutter jobsamtalen,’ fortæller hun.

Martin Dam Kristensen

29. februar 2012

Melisa Blaabjerg er 32 år og førtidspensionist. Pensionen fik hun tildelt for syv år siden, da hun blev tvunget til at droppe sin uddannelse, fordi hun skulle i behandling for en skizofren lidelse. I dag er hun kommet sig så meget, at hun gerne vil have et arbejde, men det har vist sig at være svært.

»Jeg har haft et skånejob i nogle år, men jeg vil meget gerne helt ud af førtidspensionen. Desværre har jeg bare ikke mødt nogle arbejdsgivere, som turde satse og ansætte en person, som har haft en psykisk lidelse,« siger hun og tilføjer, at hun i løbet af de seneste to år både har søgt elevstillinger og deltidsjob. Indimellem er det lykkedes hende at komme til en jobsamtale, men hver gang er det endt med et afslag.

»Folk siger, jeg skal lyve om min psykiske sygdom, fordi virksomhederne ikke vil røre mig med en ildtang, hvis jeg siger det. Men det bryder jeg mig ikke om, og jeg prøver i stedet at fortælle dem, hvor godt jeg har fået det, og at jeg er klar til få et arbejde. Men så snart jeg har fortalt, at jeg er på førtidspension på grund af en psykisk lidelse, slutter jobsamtalen mere eller mindre med det samme,« siger hun. Ifølge professor John Andersen fra Institut for Miljø, Samfund og Rumlig Forandring på Roskilde Universitet kan Melisa Blaabjergs historie meget vel blive virkelighed for mange førtidspensionister, hvis arbejdsmarkedet ikke ændrer sig. Han peger på, at der bliver brug for mange flere stillinger til de folk, der ikke kan varetage en fuldtidsstilling.

»Folk vil gerne bidrage, men i dag er der simpelthen alt for få beskyttede job til rådighed, hvor præstationskravene er mindre,« siger han og henviser til, at der især bliver brug for flere fleks- og skånejobs til de personer, som vil kunne bidrage til arbejdsmarkedet efter at gennemført et udviklingsforløb:

»De seneste år har der været større fokus på at skabe større rumlighed på arbejdsmarkedet, og det har til dels også fungeret. Der er bare for lidt af det,« siger han. Også Helle Holt, der er ph.d. ved Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, påpeger, at den store udfordring bliver at finde flere arbejdspladser til de personer, der har nedsat arbejdsevne:

»Det er jo ikke nok, at man på alle mulige måder forsøger at klæde dem på til et job. Der skal jo også være virksomheder i den anden ende, der tager imod dem.«

Efterlyser rummelighed

Også i Psykiatrifonden efterlyser man større rummelighed, hvis ikke man skal risikere, at de unge ender uden job, når de har gennemgået de udviklingsforløb, som regeringens reform lægger op til.

»En ting er, hvordan de nye typer forløb kommer til at fungere, men det er også rigtig vigtigt, hvad der sker på den anden side. For det kan ikke nytte noget, at vi gør folk jobparate, hvis ingen er parate til at tage imod mennesker, som har en lidt skæv profil eller er særligt psykisk sårbare,« siger direktør i Psykiatrifonden Vibe Klarup Voetmann.

Hun påpeger, at hvert tredje jobcenter ifølge PsykiatriFondens egne undersøgelser oplever, at manglende rummelighed på arbejdspladserne står i vejen for at få personer med sindslidelser i beskæftigelse.

»Vores tal viser, at folk er meget mindre skeptiske over for at arbejde sammen med en person i kørestol end en sindslidende. På den måde bliver de psykisk syge dobbelt ramt. Det er jo en katastrofe for de mennesker, der gerne vil bidrage, men som støder i sådan en barriere,« siger Vibe Klarup Voetmann.

Hendes pointe understøttes af Lars Nellemann, der er markedsleder i Center for Aktiv BeskæftigelsesIndsats, CABI.

»De seneste år har der blandt de yngre generationer været en stigende skepsis i forhold til at arbejde med kolleger, der har psykiske lidelser,« siger Lars Nellemann, der dog pointerer, at danskernes holdning til at arbejde sammen med minoritetsgrupper er blevet en del mere tolerant de seneste år.

»Man har undersøgt virksomhedernes sociale ansvar de sidste ti år, og vi ser, at man både i ledelsen og på gulvet er blevet mere åbne over for at blive kolleger med personer med fysisk og psykisk handicap,« siger Lars Nellemann og tilføjer, at åbenheden over for udsatte grupper dog sjældent bliver omsat til flere skåne- eller fleksjobs. W

»Ofte bliver det ved de gode intentioner. I dag er der cirka 25 pct. af virksomhederne, der gerne vil ansætte folk, der kommer fra en udsat gruppe, men vi er endnu ikke på er særlig højt niveau, og der er mange virksomheder, der ikke løfter et socialt ansvar,« siger Lars Nellemann.

Helle Holt er enig i, at der er et kæmpe uudnyttet potentiale i de mange virksomheder, der endnu ikke har ansat folk fra udsatte grupper. Alligevel vurderer hun, at det fremover bliver svært at opfylde behovet for rummelige arbejdspladser:

»Jeg er skeptisk over for, om arbejdsmarkedet vil kunne opsuge de mange nye personer. De har jo en nedsat arbejdsevne, og der skal tages meget forskellige hensyn. Derfor skal virksomhederne og de ansatte virkelig ville det, og det er ikke en let øvelse,« siger hun.

For Melisa Blaabjerg er det heller ikke nemt at finde et alternativ til den førtidspension, som hun så gerne vil slippe for. Efter to års jobsøgning har hun nu besluttet sig for, at hun vil begynde at læse nogle fag på VUC til sommer. Hun håber, det vil få arbejdsgiverne til at forstå, at hun er velfungerende og kan varetage en stilling.

»Lige nu er mit håb, at jeg om et år – når jeg har bestået fagene – igen kan begynde at søge om at få en elevplads i en virksomhed. Forhåbentlig ender det med, at jeg kan droppe pensionen«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Løsningen er selvfølgelig at lyve, hvis man vil i job. Det er der alligevel så mange andre der gør ;) Fortæl hvor dygtig du er og udelad dine evt "minusser".
Da jeg var ung enlig forsørger og var ærlig om det fik jeg ingen job, men da jeg sagde jeg havde en kæreste der var arbejdsløs arkitekt fik jeg et job med det samme. Sygt samfund der kun har plads til de "normale"..
Men selvfølgelig er det vildt meget bedre at tage en uddannelse, go for it!
Politikere har desværre ikke altid så megen livserfaring at de kan finde ud af at synkronisere forslagene til noget der fungerer ude i virkeligheden...

michael parly pedersen

Esben Lykke

Flere deltids jobs og hvor svært kan det være?, skriver du. Det kan både være og blive rigtig svært. Det i og med, at både SF og Socialdemokratiet før valget mente, at en løsning på den økonomiske krise var, at alle der var i job skulle arbejde en time længere. Den indstilling kommer der onde lyne mig ikke en mere fleksibel fordelig af arbejdet ud af.

Arbejdsgiverne vil have fuldt funktionsdygtige, for disse er i stand til at arbejde over uden at kræve ekstra penge eller fridage. Når arbejdsudbuddet stiger så meget, at der bliver voldsom konkurrence om stillingerne, så vil disse folk arbejde som sindssyge for at beholde deres job.

Det kan svage arbejdere ikke.

Søren Blaabjerg

Alle har ret og pligt til at yde et stykke arbejde for det, man får udbetalt til at leve for.

Det kan ske ved at det offentlige fungerer som en slags bagstopper på arbejdsmarkedet, sådan at forstå, at kan man ikke få job på "normale" vilkår, så er man (som færdiguddannet) automatisk ansat i en slags jobbørs, hvor den højstbydende arbejdsgiver får vedkommendes arbejdskraft, idet fællesskabet så udligner det eventuelle lønmæssige "underskud" til den anstatte.

Der bliver skrevet nogle kloge ting, om politiker som ikke aner hvordan verden ser ud, uden for kontorbygningerne og om at der mangler arbejdspladser..

Man kunne næsten tro at spørgsmålet om psykisksyg, langt mere handler om hvilken psykisksygdom, for det der kommer fra politisk side er på ingen måde, inden for den menneskelige normal.
Og et arbejdsmarked med mennesker, der har mere travlt end godt er og en stor gruppe uden for, med mindre travlt end godt er, ligner mest af alt, et skizofrent hoved.

Så hvem er egentlig syg ?

Henrik Brøndum

Naar man ansaetter et menneske til et job, soerger man normalt for at annoncere jobbet - og dermed faa nogle kvalificerede ansoegere at vaelge imellem.

Herefter vaelger man den der er bedst kvalificeret - i tider med mangel paa arbejdspladser, kan denne proces faa det til at se ud som om der findes en hemmelig sammensvaergelse mod syge, unge/aeldre, enlige moedre med boern der holder dem ude af arbejdsmarkedet. Men det goer der altsaa ikke - det der findes, er andre ansoegere med samme kvalifikationer og uden disse potentielle ulemper - en stribe tilsynelandende sikre kort.

Selv har jeg et par gange meget bevidst blaest paa at nogle ansoegere havde en ret hoej alder - men de bedste kvalifikationer, og faaet stjernemedarbejdere.

Men jeg har ogsaa - i foelge andre ledere jeg diskuterer faget med - en ret hoej vilje til at tage en risiko.

Og derfor er et af de vigtigste arbejdsområder regeringen skal til at håndtere netop:

Hvordan får vi sænket skatten på arbejde og udgifterne for arbejdsgivere således at vi kan genskabe de 150.000 private arbejdspladser der er gået tabt i løbet af de sidste 5 år samt yderligere 100.000 private arbejdspladser som skal til at opsuge de som ikke mere skal være ansat i det offentlige når en effektivisering af den offentlige sektor begynder at slå igennem i antallet af ansatte.

Og det er så den virkelighed der har ramt regeringen i nakken. Det drejer sig ikke om at uddele gaver men om at gøre det billigere at være dansker således at reallønnen kan hæves uden at brutto lønnen følger med op.

Fjernelse af de lukrative flexjob ordninger er en start. Hvis det endelig er at man af en eller anden grund har behov for en økonomisk kompensation i situationer hvor man er ukampdygtig har staten en udmærket model for kompensation, nemlig dagpengesatserne.

Hvis man har behov for endnu flere penge end hvad dagpengesatserne kan give, må man tegne forsikringer mod dette, enten via private ordninger eller måske kunne fagforeningerne komme på banen og forhandle nogle fornuftige forsikringer. Her var måske oven i købet noget som gjorde at fagforeningerne ikke mistede deres relevans.

Jeg ved ikke, Niels Bøjden, hvorfor det skulle være særlig attraktivt at arbejde for? Fagforeningerne er desuden relevante som aldrig før, desværre har VKO jo svækket dem ganske gevaldigt, så det er meget op ad bakke at få fortalt folk, at de uden fagbevægelsen står alene over for en hel klasse af magtfulde rigmænd.

Leif Højgaard

Sygt arbejdsmarked og sådan har det altid været. Tænk at vort vidensamfund ikke er istand til at skabe et såkaldt 'rummeligt' arbejdsmarked for denne lille procentdel af vores befolkning. For mig at se så skyldes stigmatiseringen fagforeningerne, som bremser den sociale mobilitet allerede fra indtræden og gennem hele arbejdslivet til pensionsalderen. Der vil først kunne ske forandringer når LO letter foden fra bremsen.

Først og fremmest ved at udhule attraktionen ved medlemskabet, Nils Bøjden.
Mht. dit spørgsmål, betyder det blot, at jeg ikke kan se, hvorfor vi skal arbejde for den udvikling, du skitserer, der snarere er en yderligere forringelse af vort samfund.

Lars Kristensen

Ak ja, Melisa Blaabjerg,

det er ikke nemt at komme ud og blive et arbejdsredskab for erhvervslivet, nu når der er overskud af til rådighed stående arbejdsredskaber.

Brug du hellere din førtidspension og skab dig en tilværelse der lige passer dig.

Lad være med at opfat pensionen som en sygehjælp, opfat den som en borgerløn, som giver dig en økonomisk frihed til at ændre dit liv fra et til rådighed stående arbejdsredskab til en tilværelse som et frit og uafhængigt menneske.

Pensionen skal du ikke opfatte som at du er afhængig af samfundet, for det er lige præcis modsat.

Samfundet har brug for dig, som det du er og det er et frit og uafhængigt menneske, der ikke har sin identitet liggende i et jobs karakterrolle, men derimod i det at være et menneske.

Du er lært op til at du skal være et arbejdsredskab, men du er ikke født som et arbejdsredskab, du er født som et menneske.

Nu har du endelig fået muligheden til at finde ind til dit sande menneske bag den maske - arbejdsredskabets maske - du er lært op til at skulle bære.

Find ind til dit menneskelige og ægte jeg og opdag, at du i hele dit liv er lært op til at skulle tro på løgne og bedrag.

Glæd dig over, at du har førtidspension, for gennem den kan du gøre dig fri af samfundets løgne og bedrag, det vil du derimod få svært ved, når du skal ud og bruge tid og kræfter på at være et arbejdsredskab.

Nyd dit nye liv, for intet er mere behageligt at leve et liv, hvor det er muligt at skelne mellem virkeligheden og så løgnene og bedraget.

Hvorfor tror du at politikerne vil have at folk skal af med pensionen. Det er da kun for at få menneskene tilbage i det mentale fængsel, som ideologierne så smukt har bygget op til vores menneskelige mentale jeg.

Er du blevet fanget i ideologiernes mentale fængsel, så er det svært at komme ud af det igen, men førtidspensionen er sprækken der er vejen ud i friheden, så glæd dig over pensionen i stedet for at begræde den.

Med de Kærligste hilsner
Lars Kristensen

Jeg, der er et menneske der er fri af ideologiernes mentale fængsel og samtidig også fri af arbejdsredskabernes slavelænker.

Hvor jeg dog nyder min frihed - som menneske.

Gid alle kunne gøre ligeså - så ville verden være langt mere menneskevenlig og ikke mindst fredeligere at leve i.

@Peter Hansen

"Først og fremmest ved at udhule attraktionen ved medlemskabet, "

Hvad betyder det?

Jeg forstår stadig ikke hvad du mener med det du skriver.

Hvad er det for en attraktion der er fjernet?

Og du har da fuldstændig ret. Man har lov til selv at vælge om man vil deltage i fællesskabet. Men hvis vi skal kunne finansiere en stadigt aldrende befolkning, en stadigt mere uddannelseskrævende befolkning, en stadigt mere sundhedskrævende befolkning, en voksende underskudsgivende kollektiv transport, konsekvenserne af stigende vand og øgede nedbørsmængder samt reduktion af landbrugsarealerne (for blot at nævne nogle af udfordringerne) så står vi over for nogle omkostninger hvor vi skal til at være langt mere effektive og arbejde langt mere for at dette hænger sammen samt være langt mere påpasselige med det offentliges opsugning af købekraft.

Leif Højgaard

Lars Kristensen - tak for dine smukke ord. De er som balsam på et smertende sår.

"Jeg, der er et menneske der er fri af ideologiernes mentale fængsel og samtidig også fri af arbejdsredskabernes slavelænker.

Hvor jeg dog nyder min frihed - som menneske.

Gid alle kunne gøre ligeså - så ville verden være langt mere menneskevenlig og ikke mindst fredeligere at leve i

Hvad er det dog der er sket de sidste 4 årtier? og eskalerende de sidste10-15 år?

Tilbage i 70'erne blev der indført efterløn, for at skabe plads til de unge.

Det første årti betragtedes folk der gik på efterløn som solidariske sociale mennesker med samfundssind, der trods indtægtnedgang forlod arbejdsmarkedet for at give plads til yngre generationer.

Førtidspensionister betragtedes som uheldige folk det var synd for, fordi de var nødsagede til at være på offentlig forsørgelse, trods ønske om et arbejde i en eller anden grad.

Jeg vil tillade mig at påstå, at samfundet som sådan havde den moralske og socialt etiske indstilling, at vi alle er født for at leve, og at man naturligt arbejdede for at leve og få et liv med indhold.

Nu er det så blevet til, at man lever (fødes) for at arbejde. For livets indhold, formål og pligt er et arbejde, og er der ikke noget arbejde at få, eller er man hæmmet af sygdom, så opfylder man ikke den pligt overfor samfundet der legitimerer bare et liv.

Og hvad gør samfundet så i disse tider, skabt af skattestop, skattelettelser, outsourcet arbejdspladser og kapitalmarkedets salg af luftige værdipapirer til hinanden (tror det hedder deaviater)?

Jo, samfundet mener at der skabes motivation for at leve (arbejde), ved at skabe økonomiske forhold for livet, der gør det svært bare at have eller få bare lidt livsindhold, man uforvarende naturligt er født til. For nu er mantraet, "det skal kunne betale sig at arbejde", om ikke andet, så som det mindste have eller få dårlig og nedbrydende samvittighed over ikke at have et arbejde.

Bortset fra en meget lille og konstant procentdel af menneskeheden, har arbejde altid været en naturlig psykoligisk del og indhold af mennesket, men det har aldrig været mentalt naturligt, at det alene er arbejdet der er det psykologiske og mentale menneske og dets eksistensberettigelse, med mindre vi gåt tilbage til slaveejertiden. Ikke engang i dyreverdenen forholder det sig sådan.

Håber at kun hvis man hedder Mette eller Claus Frederiksen til efternavn, synes det amoralsk arbejdsmæssigt, hvis ikke man som solsort, sidder i kirsebærtræerne og spiser/plukker kirsebær i januar måned. For der er jo masser af kirsebærtræer.

Niels bøjden beskriver meget fortællende hvorfor det er gået så slemt, som det er med den sociale og mentale samfundsudvikling:
---------------
>>>[ "Og du har da fuldstændig ret. Man har lov til selv at vælge om man vil deltage i fællesskabet. Men hvis vi skal kunne finansiere en stadigt aldrende befolkning, en stadigt mere uddannelseskrævende befolkning, en stadigt mere sundhedskrævende befolkning, en voksende underskudsgivende kollektiv transport, konsekvenserne af stigende vand og øgede nedbørsmængder samt reduktion af landbrugsarealerne (for blot at nævne nogle af udfordringerne) så står vi over for nogle omkostninger hvor vi skal til at være langt mere effektive og arbejde langt mere for at dette hænger sammen samt være langt mere påpasselige med det offentliges opsugning af købekraft." ]<<<
-----------------
Men især anden sætning: " Men hvis vi skal kunne finansiere en stadigt....." er særdeles beskrivende.

Det er netop dilemmaet ved at påstå et samfund, hvis man tillader sig at bruge betegnelsen/tilhørsforholdet "hvis vi" i forhold til andre i det samfund man hævder at tilhøre.

@Jens Høybye

"Hvis vi" er brugt i en kontekst hvor vi vælger et folketing som beslutter nogle fælles retningslinier for hvordan vi skal understøtte og hjælpe hinanden.

Dette fællesskab tilhører vi alle uanset om vi vil det eller ej.

Hvis man ikke vil tilhøre dette fællesskab skal man enten flytte ud i en skov og leve af bær og de dyr man kan fange eller flytte ud af landet.

Niels bøjden

>>>[ Og du har da fuldstændig ret. Man har lov til selv at vælge om man vil deltage i fællesskabet. ... ]<<<

Og har førtidspensionisten så reelt det valg?

Er det helbredet der forhindrer det?

Og ikke mindst, det er ikke et spørgsmål om at deltage i et samfund, det er vigtigt for den enkelte psykologisk at have følelsen af at være en del af samfundet.

Det gør man ikke ved at gøre befolkningsgrupper til pariaer.

paria sb. -en, -er, -erne:

en person som tilhører en af de laveste kaster i det indiske samfund
· en udstødt og ringeagtet person

@Jens Høybye

Og derfor er det vigtigt for et civiliseret samfund som det danske at vi behandler vi mennesker ordentligt.

Mennesker som ikke kan arbejde modtager understøttelse fra fællesskabet.

Mennesker som er syge modtager behandling betalt af fællesskabet.

Mennesker som er blevet gamle modtager hjælp og penge fra fællesskabet.

Hvad mener du for øvrigt med :".Og har førtidspensionisten så reelt det valg?" Om hvorvidt førtidspensionisten vil tage imod penge fra fællesskabet? Eller om førtidspensionisten vil flytte til udlandet?

Hvad mener du med at en befolkningsgruppe er gjort til pariaer? At det er forkert at man ikke kan få livsvarig førtidspension som 20 årig? At det er forkert at vi understøtter de grupper som har behov?

Ydermere er det en fejlagtig måde at opstille dette scenario som 'omkostninger'. Det handler om at fordele nogle værdier, der hvert år kommer til i mere end nødvendig mængde.

@Peter Hansen

Der tager du ganske fejl. Det er meget vigtigt at specificere at det er omkostninger.

Hvis vi får flere syge skal vi bruge flere ressourcer.
Hvis vi får flere gamle som skal have hjælp og penge brug vi flere ressourcer.

Hvad vil du ellers kalde det at betale for sygehuse, alderdomshjem, arbejdsløshedsunderstøttelse, veje, kollektiv transport hvis du ikke vil kalde det omkostninger?

Allokeriing, Nils Bøjden. Hvor er den reelle omkostning? Skal lægerne og sygeplejeskerne sidde med hænderne i lommen, til der er nogle syge, der skal helbredes?

@Peter Hansen

Potentielt kunne vi ved en nedgradering af vores sygehusberedskab spare en masse penge. Så det særdeles aktive beredskab og enestående medicinske behandling vi tilbyder vores borgere koster penge/er en omkostning/kræver allokering af ressouser .

Hvis ikke vi sendts 125mia om året til sygehusene kunne vi sende nogle af pengene til renovering af vores veje eller renovering af vores kloaker. Så sygehusene er en omkostning hvad enten du kan lide ordene eller ej. Spørgsmålet er ene og alene hvilke omkostninger vi vil tillade at de forskellige offentlige services har.

Vi har en række offentlige services. Dette har nogle omkostninger. Finansieringen af omkostning løses ved en allokering af ressourcer.

Men omkostninger er det.

Det værste er, at man står der på kanten af arbejdsmarkedet og ved, man ville være en god arbejdskraft, hvis bare man fik chancen - men formentlig ikke kan være det på fuld tid, og i hvert fald ikke i starten - det ville jo være som at løbe maraton lige efter en skade - der skal genoptræning med gradvist øget belastning til.

Jeg har selv valgt at lægge mange års kamp for en universitetsuddannelse bag mig, på trods af gode karakterer, fordi gentagne depressioner til sidst satte mig i stå, og gjorde det umuligt at finde en farbar vej fra 'krøbling' tilbage til 'maratonløber'.

Ligesom Melisa Blaabjerg satser jeg nu alligevel på at uddanne mig ud af min situation: Tager en kort videregående uddannelse, fordi det giver en mulighed for at starte fra 'nulpunktet' og arbejde mig opad, så jeg ikke skal møde kommende arbejdsgivere ude af træning med at bruge mit hovede og uden en eneste præstation i bagagen fra de sidste 4-5 år.
Men jeg ville ønske, der var en mere direkte vej til arbejdsmarkedet - og at samfundet ikke antog, at psykisk sårbarhed var lig dårlig arbejdskraft eller at behov for mindre belastning betød manglende intelligens og evne til at bestride et 'vidensjob'.

Leif Højgaard

Rita - som Marie Splid Clausen sagde i en anden tråd, så gå ned på gaden og find de progressive mennesker, der interesserer sig for andre end sig selv. Det er der fremtiden findes - ikke hos en eller anden 'arbejdsgiver'. Der er mange steder med selvstændige initiativer - især hvis du bor i en større by.

Niels bøjden

Kan bare konstatere ud fra dine svar og spørgsmål, at du åbenbart ikke har opdaget, at skatteletelserne og skattestoppet er bibeholdt, og bl. a. finasieres ved:

At overførselindkomsterne er nedsat.

Dagpengeperiode er halveret.

Efterlønsperioden er forkortet, om ikke afskaffet.

Førtidspensionister (månedlig indkomst godt 17.000,00 Kr.), nåhhh nej det begreb afskaffes næsten stort set fremover, og erstattes af kontanthjælpsmodtagere, folk på syge- dagpenge, aktivering (max. 13.000,00 kr.) mindst til det fyrretyvende år, og/eller måske uddannelse finasieret af SU.

Derfor bruger jeg ordet paria om en befolkningsgruppe, som jfr. politikerne bliver bedre motiveret (ja statiskt og helbredsmæssigt rehabiliteret) ved at blive udset til den gruppe der ressourcemæssigt åbenbart bedst kan holde for.

Jens Overgaard Bjerre

Hvis de psykisk syge skal være jaget vildt, så skal man ikke snakke om velfærdssamfund i Danmark.

Det er for umenneskeligt.

Jens Overgaard Bjerre

Hvis de psykisk syge skal være jaget vildt, så skal man ikke snakke om velfærdssamfund i Danmark.

Det er for umenneskeligt.

Naturligvis vil langt de fleste arbejdspladser ikke i praksis være villige til for alvor at skabe rum til mennesker (herunder også undertegnede), der ikke har fuld arbejdsstyrke, hvad det så end vil sige, for når alt kommer til alt, så er det grundlæggende kun bundlinjen, der tæller. Og dette ikke mindst for aktieselskaberne, hvis ledere og bestyrelse skal slikke aktionærerne, hvad enten det er pensionsselskaber, hedgefonde eller private investorer, i røven ved hver generalforsamling med beretninger om stadig større overskud og dermed afkast.

Gad vide hvornår der er en politiker, der får den gode ide, at aktivering af folk på overførselindkomst som hellefyr, er en potentiel og væsentlig mulighed for kontakt med en forbipasserende arbejdsgiver?

Tør slet ikke tænke på besparelsesmulighederne, hvis man nedlægger et sådant hellefyr. For de har jo selv valgt at stå udenfor fællesskabet.

Gud fader bevare mig hvor er jeg vred.

Lars Kristensen

@Jens Høybye

hvorfor er du vred?

Er du vred over, at der er folk der kan se muligheden for at blive frie og uafhængige mennesker, når de har førtidspension?

Er du vred, fordi du ikke selv føler dig fri?

Hvad er det hos dig selv du er utilfreds med og som du gerne vil have anderledes?

Hvad ville der mon ske med selvværdet hos de såkaldt vellykkede, hvis alle de såkaldt ikke-vellykkede, herunder førtidspensionisterne, lige pludselig forsvandt. Kunne man forestille sig, at det ville udløse en mindre psykologisk krise hos dem, når de nu ikke længere ved at have muligheden for at kunne se ned på andre mennesker kunne stive deres selvværd af? Bare en strøtanke.

Søren Kristensen

Det rummelige arbejdsmarked er en illusion og det vil det blive ved med at være. Hvis man vil beskæftige svage medborgere er man nødt til søsætte nogle offentlige projekter, som først og fremmest har denne målgruppe som omdrejningspunkt. Det har man gjort før ned gennem historien med store gevinster rent produktivt og det kan man gøre igen. Håbet er selvfølgelig at det kommer til at foregå lidt mere humant end tidligere, hvor den slags kaldes anstalter.

@Jens Høybye

Førtidspensioner er ikke fjernet men skal revurderes hvert 5 år for dem under 40.

At overførselindkomsterne er nedsat.

-- Kontanthjælps loftet er fjernet hvorfor det for nogle/en del ikke mere kan betale sig at arbejde.

Dagpengeperiode er halveret.

-- Kan løses ved yderligere forsikringer. Hvor er fagforeningerne henne? Hvorfor skal skatteyderne betale for understøttelse?

Efterlønsperioden er forkortet, om ikke afskaffet.

-- Kan løses ved yderligere forsikringer. Hvor er fagforeningerne henne? Hvorfor skal skatteyderne betale for tidlig pensionering når levealderen vokser med ca 1.5 år pr. dekade? Husk på at vi taler om mennesker som er i stand til at arbejde da de ellers aldrig har været i efterlønsgruppen.

Men du beskriver ikke andet end det jeg hele tiden har skrevet. Det vigtigste for den nye regering er at få nedsat personlige skatter og udgifter for firmaerne således at vi kan have både plads og overskud til at have et rummeligt arbejdsmarked. Hvis ikke dette overskud eksisterer er vi ikke i stand til at servicere de som har behov. Denne servicering af de som har behov finder jeg er vigtig.

Lars Kristensen

Jeg er vred over, at man åbenbart fødes til at arbejde, og ikke arbejder (nødvendigvis ikke for nogen) for at leve som det menneske man mentalt vil være.

Skrev engang speciale i arbejdspsykologi omkring definationen/betydningen af begrebet arbejde.

Dyrene arbejder når de finder føde, altså noget livsnødvendigt og ikke noget mentalt bestemt.

Arbejde kan også være noget ikke livsnødvendigt bestemt, og figurerer i den betydning kun som noget menneskeskabt, men solgt som noget psykologisk livsnødvendigt.

Men arbejder et menneske kun ud fra det livsnødvendige, ville selve den livsnødvendige arbejdsdag være ganske kort, og som noget der ikke er muligt at udnytte som et udbytte til berigelse af andres bekvemmelighed, udover det umiddelbare omgivende sociale fællesskab, som er en naturlig mental del af det at være født som menneske.

Jens Lindgaard

Ak Ak, en gang blår. Jeg er 45 årrig datamatiker med lidt gigt i ryggen.
Det tog mine advokater 7 år at få mig førtidspensioneret som sindssyg uden diagnose, blot for at kommunen kunne spare et højtlønnet fleksjob.
Lovgivning er ligegyldigt når der ikke er en strafferamme. Journalistisk og politisk spin ikke at belyse dette paradoks.

Jeg står stadig i situationen, det koster mig penge at gå på arbejde.
Hvis jeg får en genial ide vil det aldrig kunne betale sig at prøve.

Kære Anders Fogh og Helle Thorning, er det en kravspecifikation for en minister, ikke at kunne gennemskue konsensus i logiske sammenhænge ?
Eller er det fordi I, ligesom socialrådgivere, heller ikke kan straffes for Jeres ugerninger
?

Dette er bare et af motiverne for at tilstræbe et mere rummeligt/fleksibelt arbejds marked.
Vend den lige : Et mere fleksibelt udenfor-arbejdsmarked.
Det gøres med Borgerløn og ved at dele det arbejde der er. Har en lyst til eget arbejde, byttes med en der vil arbejde for nogen og tjene lidt mere.

Men hvordan. Man kan ikke tvinge private arbejdegivere. Man kan uddele gulerødder.
Og hvad folketinget ellers kan finde på.
Bare ikke efterligne den lukrative fleks-ordning. Der er for højt til loftet.
Offentlige arbejdspladser har man mere magt over.

Arbejdstagerne skal osse være positive. Gå ned og op i tid og løn, alt efter situationen. Det kræver solidaritet !!!

Mon der var /er noget på dagsordenen herom ver overenskomstforhandlingerne ?
Næppe.

@Leo Nygaard

Private arbejdsgivere er ikke interesseret i at dele arbejdet mellem forskellige mennesker. Private arbejdsgivere er interesseret i at den mest egnede udfører arbejdet.

Og der er ikke nogen der er interesseret i at dele gulerødder ud til private arbejdsgivere , da angsten over om nogen måske får mere end de selv er stor i Danmark.

Men en gulerod for de private arbejdsgivere kunne sagtens være en vis mængde skattefritagelse ved antagelse støtteberetigede personer.

Problemet er dog at man risikerer de som vi ser i Købehavns Kommune: At det ikke er muligt for en større og større del af befolkning at få et job uden at der bundet offentlige støttekroner om halsen på personen.

Derfor forslaget om løsningen med skattefritagelse. Det kræver en aktiv indsats fra firmaernes side, hvorimod direkte støtte fremmer passivitet. Ligesom kulturstøtte.

Men det får man aldrig Soc.Dem til at gå med til da 100 års socialdemokratisk tradition er at det er bedre at staten fordeler pengene, da staten derved får magt samt at der skal ansættes en masse personer til at fordele pengene, fremfor den aktive støtte, hvor man får fritagelse for skatter og afgifter dvs. at man selv skal yde en indsats men pengene til gengæld ikke kommer staten i hænde.

Jens Lindgård, det koster dig kun penge at gå på arbejde, fordi du sammenligner med, hvad du kunne have tjent under andre omstændigheder. Det er hele problemet i den måde, vi beregner værdi, du påkalder dig.

Ursula Nielsen

@ Nils bøjden

Er ikke uenig med dig i at alt kræver ressourcer og at de ikke er ubegrænsede. Det er vel logik for høns?

Men jeg tror at grunden, til at jeg går i spagat over dine betragtinger, er, at de er så ØKONOMISK funderede. Vi taler alt for meget om økonomi og alt for lidt om hvad vi vil med hinanden - udover at vi skal være rentable.

Ursula Nielsen

@ Niels Bøjden

Selvom jeg ikke er praktiserende religiøs ,kan jeg ikke lade være med at tænke: De tavler, som Moses fik med ned fra bjerget, var ikke skrevet i økonomiske formler. De handlede om hvordan vi skulle forholde os til Gud og til hinanden;-)

I dag ville samme tavler være overstrøet med regneark og økonomisnak.

Bojden
Nye regler og tilskud er ikke min livret. Det har vi nok af. Skal det være, er skattefradraget klart det bedste.
Venlige henstillinger er måske umiddelbart virkningsløse, men masser af arbejdspladser har allerede idag deltidsjob.
Et skrivebord med PC eller værkstedsbord mere er der sikkert plads til og mange vil måske være interesseret i 30- 33 timer. Særlig børnefamilier.
Guleroden behøver ikke være økonomi, men friskere arbejdskraft.
Det du sige om København må jo være snabelen ned i kassen-tænkning, som kan stoppes.
Jeg taler ikke kun om artiklens Melissa og ligestillede, som er aktualiseret netop idag, men alle.

@Ursula Nielsen

Grunden til at de er økonomisk funderede er at der ellers ingen her er der overhovedet omtaler resourser, men at alting bliver omtalt som drømme.

Og hvis lægger mærke til det skriver jeg:

"Og derfor er det vigtigt for et civiliseret samfund som det danske at vi behandler vi mennesker ordentligt."

"således at vi kan have både plads og overskud til at have et rummeligt arbejdsmarked."

Osv.

Min argumentation går ud på at for at have råd til den service som vi gerne vil og det overskud som vi gerne vil dele med andre mennesker bliver vi også nødt til at se på økonomi.

Niels bøjden

>>>[ "Førtidspensioner er ikke fjernet men skal revurderes hvert 5 år for dem under 40." ]<<<

Sådan har det rent faktiskt altid været, og anvendt af landets kommuner. Livslan førtidspension er et retorisk politisk fupnummer:

http://bm.dk/Beskaeftigelsesomraadet/Ydelser/Foertidspension.aspx

Forskellen er nu, at nu er det kun i helt særlige indlysende tilfælde.

Det er altså nu blevet officielt, at lægeligt diagnosticerede begrundelser, efterfølgende skal vurderes af sagsbehandlere.

Et autentiskt eksempel fra før den nye reform:

En af mine venner kom ud for et trafikuheld, og blev efterfølgende tilkendt skadeserstatning udfra at han ikke længere var arbejdsdygtig.

Læger og specialister samt socialrådgiver indstillede til førtidspension.

Men nej. Socialrådgiverens sekrætær med resultatbonus oven i sin løn, og som skrev indstillingen for socialrådgiveren, omgjorde egenhændigt indstillingen, og beordrede arbejdsprøvning.

4 arbejdprøvningsforløb blev det til. Og hvorfor 4?

Sagsbehandlerens logik var, at da min ven på grund af sygdom foranlediget af arbejdet ikke havde arbejdet fuldt ud i arbejdsprøvningsperioden, så kunne man ikke vurdere om han var syg nok.

Ved 3. arbejdsprøvning blev han hentet akut med ambulance tilkaldt af arbejdsgiveren. Men nej, sagsbehandleren vurderede ligesom tidligere, og på tværs af ny lægeerklæring, at man blev nødt til en ny arbejdsprøvning, da min ven jo havde ligget på hospitalet, og at man derfor ikke kunne vurdere om han var for syg til et ordinært arbejde.

Den 4. arbejdsprøvning foregik på et beskyttet værksted, hvortil der også var tilknyttet en læge, som samtidig fungerede som kommunens lægefaglige konsulent.

Efter en lille uge faldt min ven om, og den tilknyttede læge til værkstedet måtte genoplive min ven, som samtidig blev indlagt til intensiv behandling.

Her kommer jeg så ind i billedet, for først da jeg på min vens vejne, og sagbehandlerens forsøg på 5. arbejdsprøvning, klagede over det samlede sagsforløb, og fik fuldt medhold, skete der det underfundige, at nu synes sagsbehandleren at et fleksjob på 25 timer ugentlig måtte være sagen.

Dette blev så omgjort, da jeg på min vens vegne skriftligt meddelt kommunen, at sagsbehandleren og kommunen ville blive gjort juridisk ansvarlig for deres tilsidesættelse af sagsforløbet i de 4 arbejdsprøvninger, og nu udsigten til det 5., et fleksjob på 25 timer på trods de lægelige indstillinger.

Vedr. dit syn på skattelettelser, vil jeg bare henvise til, at du jo har argumenteret for hvad der er udgifter i et samfund, så ved du sikkert også, at skat er en indtægt for samfundet.

Behøver vel ikke uddybe hvad resultatet for nedsat indtægter (skattelettelse) af samfundets indtægter vil medføre.

Iøvrigt undre det mig, at man i en 15 års periode hvor selskabsskatten er gået fra 33% til nu så vidt jeg ved 21%, samtidig har skabt så stor arbejdsløshed og lyst hos arbejdsgiverne til udflytning af arbejdspladser til udlandet, for så efterfølgende nu begynder at argumentere eller klage over den danske manglende konkurrenceevne i forhold til udlandets billige produkter.

Og lur mig Niels bøjden hvis ikke mange virksomheder der har flyttet produktion til udlandet, genkøber (importerer) deres produkter til en pris, der gør, at der ikke skal betales skat, for fortjenesten er flyttet til datterselskabet i udlandet.

Nogen kalder det Coca Cola princippet.

Ursula Nielsen

@Jens Høybye

Hvis ikke jeg vidste bedre, ville jeg tro at din historie er det pure opspind.

Når det så er sagt, så har jeg mødt mennesker der var så forhippede på at arbejde, at de nærmest kom derhen i ambulance. Desuden har jeg mødt mennesker der er faldet om/ kollapset på jobbet, fordi de mente at de var de eneste, der kunne løfte opgaven. Måske er det den slags kompetencer man arbejdsprøves i også.

Sider