Læsetid: 4 min.

Kritisk professor får advarsel

Omstridt musikprofessor står til advarsel fra Aarhus Universitet efter kritik af faget i pressen, som angiveligt har ført til samarbejdsproblemer. Advarslen har karakter af en straf til professoren, vurderer Dansk Magisterforening. Men ifølge ombudsmanden skal hensynet til ytringsfrihed gå forud for samarbejdsproblemer
’Ledelsens advarsel tvinger mig til enten at afvise det hele og risikere fyring eller gå ind på hendes vilkår for at beholde min stilling og være sikker på at fejle, fordi kravene er så absurde,’ siger Linda Koldau.

’Ledelsens advarsel tvinger mig til enten at afvise det hele og risikere fyring eller gå ind på hendes vilkår for at beholde min stilling og være sikker på at fejle, fordi kravene er så absurde,’ siger Linda Koldau.

Palle Peter Skov

13. februar 2012

Aarhus Universitet har givet den åbenmundede musikprofessor Linda Maria Koldau en påtænkt advarsel, efter hun sidste sommer kritiserede musikfaget. Advarslen er sidste skridt før en afskedigelse, og professoren får tre måneder til at rette ind på fire punkter. Men flere kilder kalder imidlertid kravene for en straf, der er i strid med de ansættelsesmæssige retningslinjer. Ifølge et af kravene får professoren i modsætning til de øvrige medarbejdere mødepligt på universitetet og skal bede sin institutleder om lov til at gå, hvis hun har faglige gøremål uden for universitetet.

»Når de ikke forlanger det af de andre ansatte, er det jo en straf og ikke en påmindelse om, hvordan ledelsen mener, hun bør opføre sig på arbejdspladsen, som en advarsel bør være,« siger Leif Søndergaard, der er medlem af hovedbestyrelsen i Dansk Magisterforening og fællestillidsrepræsentant på Københavns Universitet.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

En hjerteskærende beretning. Man kan nu åbenbart ikke mere drøfte sit fag frit - især ikke hvis man skulle blive uvenner med nogen, som tilfældigvis tilhører et flertal, eller som er på god fod med mellemlederen. Hvis dette er sandt, så er det slut med et frit humaniora. Så enkelt er det. Og man har selv bedt Koldau komme til landet, og hun er efter sigende særdeles skrivende. og så disse konsulenter.. Uff!

Præcis, Thomas Rømer! I det hele taget er dette ledelsesmantra på universitetet totalt undergravende for selve konceptet for en sådan institution: man har lidt forpligtelser med at undervise den opvoksende generation i det, man ved, lidt administrative pligter for at få det hele til at køre - men ellers blot sit projekt og sin personlige og faglige integritet. Sådan har det været siden Platons Akademi, så mon ikke det var dét, man skulle indføre igen?

Mette Thunø er iøvrigt prototypen på den nye type karriereakademikere: ikke noget voldsomt imponerende cv, men en lyst til at styre og omorganisere alt dét, der ellers har fungeret fint. Og så evnen til at netværke de rigtige steder, selvfølgelig.

Det vi ser her er den naturlige konsekvens af at universiteterne har tilladt fallerede forskere at flygte ind i lederstillinger. Der findes dekaner, studieledere of institutledere, som er rene akademiske nulliteter og aldrig har givet noget væsentligt bidrag til deres fag. Alligevel får de lov til som politiske kommisærer at udøve stor indflydelse på både forskning og undervisning.

Jeg tager hatten af overfor Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti, som rejser dette problem for ministeren. Sidst var det Langballe fra samme parti, som ene af alle forsvarede forskningsfriheden. Det er absurd at Dansk Folkeparti tilsyneladende er den sidste bastion mod ødelæggelsen af det humboldske universitet.

Hanne Gregersen

Kernesætningen er vel "Grænsen mellem ytringsfrihed og illoyalitet er hårfin".
Alle skal selvsagt have ret til at udtale sig kritisk men hvis man med sit forehavende og skiden i egen rede kun gør ting værre er der ikke meget vundet.

Problemet i vurderingen af denne (og andre) konkrete sager er, at vi udenforstående altid vil have en tendens til at tage personens forsvar, selvom vi dybest set ikke ved, om den enkelte har været en total pain in the ass med helt uberettigede udfald og opførsel...... derfor er man voldsomt biased mod "personen vs systemet" approach hver gang.....det skal man være bevidst om, inden man er for hurtig på aftrækkeren i sin forargelse..

Thomas Dalager, du har desværre misforstået ideen med universitetet - der er ingen anden illoyalitet end den, man bedriver overfor fag og tradition ved ikke at åbne munden og forholde sig kritisk.
De har på Lindaus institut en universitær musikuddannelse, hvor man ikke behøver at kunne noder, for crying out loud! Det svarer til at acceptere tegnsprog på litteraturvidenskab.

Jan Løhmann Stephensen

well, for crying out loud, Peter Hansen, så er det vist en and, den der med, at man ikke behøver at kunne noder. I øvrigt er der også afgrundsdyb forskel på at gå i pressen med faglige problematikker og personale/samarbejdsmæssige

Det er jo ikke en problemstilling som er forbeholdt universiteterne - den findes alle steder hvor en enkelt person eller lille gruppe har den afgørende magt i et system hvor det er alles kamp mod alle.

Det er vel det der er kernen i disse konflikter, at det ikke handler om faglighed, forskning og undervisning.
Nej på universitetet handler det om personlig karriere og ikke mindst usikkerhed om selvsamme. Når det så er institutlederen eller en ledelsesgruppe der sidder med nøglen til trygheden - ja så skabes der en spytsslikkerkultur, et lakajhierarki, hvor ledelsen stryges med hårene - Når så endelig en får nok og bryder tavsheden - så virker det meget voldsomt. Men jeg har set dette mange steder på KU og i private virksomheder. Det er en usund ledelseskultur uden nogen form for positiv gevinst andet end kuede medarbejdere der ikke tør komme med berettiget kritik og udvikle deres fag til gavn for alle...Det er en kultur som snart hersker overalt, det er når krybben er tom - mentaliteten - se blot de seneste overenskomstforhandlinger - angsten for at miste overskygger alt.....

Den gamle historie om at gå efter budbringeren.

Uden at vide om den tyske professor er en led strigle med lumske bagtanker fremstår det umiddelbart meget klart, at hum kommer fra en faglighed med en faglighed til en andedam uden faglighed.

Kristian Sloth

Jan August - eftersom du besidder den fornødne (umiddelbare?) klarhed, vil du så ikke være sød at sætte nogle ord på, hvad du mener med en "andedam uden faglighed"?

Og måske også forklare, hvilken viden du har, der ligger til grund for den udtalelse...?

Jan Løhmann Stephensen, først og fremmest rystes jeg over den sproglige slaphed. Fornemmelse af at starte stort ud, men så alligevel holde igen med entusiasmen.

Jeg må indrømme, at studieordningen jo faktisk har krav til nodelæsning - til gengæld er det nu lidt vel voldsomt med detaljeringsgraden, er det virkelig nødvendigt med dagens studerende?

Det er stærkt bekymrende hvis der ikke er ytringsfrihed eller mulighed for at diskutere faglighed på universiteterne, det er jo trods alt det de er der for. Den faglighed de kan udvikle, skal jo kunne komme alle til gode, så hvis den stoppes i udgangspunktet, så får vi jo diktaturstats lignende forhold. At man så tilmed idømmer disciplinærstraf, gør ikke sagen mindre rystende tvært imod. Hvornår genindfører man spanskrøret?

Det er sindsygt irriterende at ytringsfriheden altid drives af stalden, når der opstår disse konflikter omkring loyalitet.

Ytringsfriheden er en sag mellem den enkelte borger og Statsapparatet.
Den er således komplet og aldeles irrelevant i en intern konflikt mellem en ansat og denne arbejdsplads.

Jeg kender ikke den konkrete sag, men har set talløse eksempler i det private erhvervsliv.

De er tit komplicerede, og ofte er balladen sket langt tidligere end 'udbruddet'.

I de fleste tilfælde ligger fejlen hos ledelsen, som bør skabe en kultur, hvor disse uoverensstemmelser løses inden de vokser deltagerne over hovedet, og folk kravler for langt op i træerne.

Andre gange er der tale om medarbejdere uden for pædagogisk rækkevidde.

Problemet er jo alment, svarer til den nyligt fratrådte operachefs: man vil gerne smykke sig med prestigen ved international ekspertise, men man vil ikke påtage sig ansvar og omkostninger ved at invitere den absolutte elite indenfor.

Hanne Gregersen

@Hansen
Den videnskabelige integritet står ikke i modsætning til loyalitet i min bog, men der formode jeg så, at vi ikke er enige, og så er den ikke længere.

Problemet er den destruktive universitetspolitik, der føres, som aktivt modvirker den interesseløse bedrivelse af videnskab til fordel for ambition, magtspil og økonomiske incitamenter.

Mon ikke der også er indgået nogle åbne regninger på instituttet? Det kunne jo være at nogle af de kollegaer, der har mobbet Linda Koldau på det groveste, følte sig forbigået den gang Linda Koldau blev "hentet" udefra.

Gad vide hvad de studerende mener,får de for svag og intetsigende undervisning og udfordringer eller er det her bare de kloges kamp om plads eller spidse albuer?
I den ophøjede og nødvendige intellektuelle verden er der vel også ansatte som hopper over hvor gærdet er lavest.

Korrekt at ingen af os har været med bag kulisserne. Men kan denne sag så ikke være en anledning til at diskutere det mere generelle? 1) holdningen til kritik på danske arbejdspladser og 2) det danske uddannelsessystem.

1) For en virksomhed er det problematisk, hvis en medarbejder går ud til offentligheden og kritiserer produktet, da det går ud over omsætningen. Universiteter er også virksomheder, der lever af tilgang af studerende, offentlig støtte og sponsorstøtte. Selv har jeg oplevet med mit Master-speciale i it, at jeg ikke måtte vælge emnet Stress og emails, hvor jeg skulle lave undersøgelse på 2 arbejdspladser, da det var for negativt. Jeg skrev så et teoretisk speciale.

Er man lærer på et gymnasium, hvor der tages let på elevfravær, og man fornemmer, at det er noget, skolen gør for at tiltrække flere elever end nabogymnasiet, går man ikke ud i det offentlige rum og gør opmærksom på det, men prøver at gøre noget ved det sammen med kolleger, og lykkes det ikke, må man bide det i sig eller skifte gymnasium. Men havde det ikke været en god idé ud fra et samfundsmæssig synspunkt, at det kom ud til offentlig debat?

Min erfaring fra danske arbejdspladser hjemme og ude sammenlignet med andre skandinaviske landes er, at man er bange for kritik. Danmark virker på den måde ret autoritært.

2) Såvidt jeg har forstået den omtalte forskers kritik går den på et ønske om større faglighed og disciplin. Det synes jeg kunne være interessant at få en debat om i Danmark, når vi gerne vil være i verdensklasse. Man hører ofte det samme: "Vores ingeniører er bedre end de indiske, fordi de er mere kreative. De indiske gør bare det, der bliver sagt." Jeg har hørt fra ingeniører i udlandet, der har kontakt med indiske ingeniører, at de da er lige så dygtige som de danske. Det er rigtigt, at danske unges styrke bl.a. er selvstændigheden og kreativiteten, men er faglig viden og evnen til at øve sig i et uddannelsesforløb ikke essentielle?

Et eksempel: jeg har undervist begyndere i tennis, både børn og voksne. Inspireret af Torben Ulrich på Gerlev Højskole om at satse på rytme i indlæring af tennisspil, har jeg praktiseret det i nogle tilfælde og instrueret almindeligt i andre. Man kan komme langt med bare at satse på rytmen, man kan af sig selv lave underskruede stopbolde, men skal man blive god til f.eks. at serve eller til netspil, kommer man ikke langt uden viden om, hvordan man holder på ketsjeren, eller uden diciplin til at træne.

Jan Løhmann Stephensen

@ Peter Hansen: nu skal jeg ikke kaste mig ud i for megen symptomallæsning, men lur mig, om ikke du havde syntes, at det også var for galt, hvis studieordningen – hvis form og detajlegrad er dikteret fra overordnet sted — havde været mindre præcis....

Jan Løhmann Stephensen

@ Wilhelm May: jeg skal forskåne dig for mine spekulative betragtninger over, hvad der har fået dig til at skrive dit indlæg, selv om det nu er fristende og mindst lige så relevant (mine interesser, for nu at få det på det rene, er, at jeg er kollega med de omtalte parter, omend på en anden afdeling og etage).

Dér tager du nu fejl, Jan Løhmann Stephensen. En studieordning skal være så åben som muligt, efter min bedste overbevisning, så de studerende har plads og rum til allerede fra de første semestre at deltage i fagets selvdefinering og -udvikling.
Jeg ved godt, at musikvidenskab står i den tragiske situation egentlig gerne at ville være et mere matematisk fag, men desværre må se sig opslugt af humanistisk tankegods. Jeg bruger ordet 'humanistisk' provokatorisk, da jeg har bemærket, at man på AU sværger til 'humanvidenskabeligt'. :-)

Jan Løhmann Stephensen

@ peter hansen: du kunne i så fald måske være så god at give mig en henvisning til en studieordning af nyere dato på en universitær uddannelsesinstitution, som lever over til dine fordringer?

Lene Timmermann

Koldau har vist forbrudt sig mod arbejdspladsens vigtigste lov -
hun har ødelagt HYGGEN!
Hun er særdeles fagligt kompetent, dybt involveret i sit fag og dets nuværende og fremtidige tilstand, MEN hun ikke har formået samtidig at være en rund og hyggelig - og netværkende - person. Og det er jo en alvorlig sag i Danmark.

Wolf Wucherpfennig

Det som Linda Koldau beskriver er et internationalt fænomen i humaniora: kompetence uden viden, kreativitetsfjendtlig skematisering og en deraf følgende overfladiskhed. Denne udvikling, der i sidste ende skyldes Milton Friedmans neoliberale revolution i politikernes hjerner, foregår dog på forskellige niveauer i de forskellige lande, alt efter den styrke, faglighedens tradition har i det pågældende land. Denne styrke og den tilsvarende modstand mod Friedmaniseringen er desværre nemt at overskue i Danmark.

Kristian Sloth

Jeg tror ikke jeg nogensinde har set så mange postulater samlet ét sted før.

Det må være dejligt at kunne danne sig så præcist et billede af hvad der foregår på en sådan afdeling - baseret på de mest unuancerede avisartikler, jeg længe har læst, en god håndfuld ideologi og et humaniora i krise. Bum - så kører bussen. Det er fedt at have ret.

Kære Linda Maria Koldau

Jeg anbefaler dig at forlade dette lille land og finde et sted at virke, hvor hensynet til smålidenhed ikke sættes over hensynet til vor fælles videns forøgelse.

Jeg anbefaler, Nick Hasselby, selvom jeg jo mener, at det er vigtigt, at Linda Maria Koldau bliver og inspirerer dansk humanistisk forskning.

Michael Kongstad Nielsen

Ja, man skal altid være varsom, når der er ironi i luften, som man ikke er helt sikker på, men jeg vil da ikke anbefale Koldau at flytte. Tværtimod vil jeg hellere foreslå de "sarte" universitetsfolk at tage diskussionen åbent op, også i medierne, kom med jeres faglige modsvar, fremfor at kyse og give diciplinære advarsler.

Linda Marie Koldau kommer ganske rigtigt og korrekt fra Tyskland - og fra et tysk universitets-system, som stadig på mange måder er præget af hvordan tingene var i Danmark før 1968. Professorerne i Tyskland bestemmet stort set det hele, de slår kurser op som de studerende kan melde sig til. Og hvis de studerende intet forstår af hvad deres 50-årige eller 65-årige professor står og siger og formidler til dem, ja så er det altså kun de studerendes skyld. Ikke reflektion der over om man evt. kunne formidle viden og faglighed samt discplin på en anden måde. (dette bygger på artikler, holdninger og meninger udtrykt af Koldau i politiken, i berlingske, i weekend-avisen mm).

Når Kolday f.eks. mener, at fagligheden i Danmark på musik-studiet (altså: på Københavns Universitet) halter handler det ikke om andet end dette: de studerende aner intet om musikhistorie, altså klassisk musikhistorie, de aner intet om mozart, brahms, bach mm.

Hun ved åbenbart ikke hvad en dansk musik-uddannelse på et universitet er; det er en videnskabelig uddannelse, hvor man analyserer musik af forskellig art - på teoretisk videnskabeligt grundlag. Hun har måske troet at det mere var a la det der - skete (og sker) på det kgl. danske musik-konservatorium. Og derfor behøver man ikke kunne noder, når man starter på uddannelsen (mener jeg), da man jo ikke i første omgang skal ud at spille enten klassisk musik eller jazz eller rock eller noget i den stil. At de musik-studerende så i deres fritid spiller en masse fed musik, ja det er jo så noget andet.

Mht. det jeg startede med husker jeg en udtalelse fra hende, Koldau, altså, som enten var i berlingske, politien eller weekendavisen. Og som var noget med, at hun ville have lov til selv at bestemme hvilke kurser hun skulle udbyde. Sådan foregår det ikke i Danmark og har ikke foregået siden 1968-1972; studie-nævnet for musik afgør hvilke kurser, der skal udbydes. Og her har de studerende lige så mange stemmer som de ansatte (professorerne om man vil). Og mellem linjerne kunne jeg fornemme, og også bagom linjerne, at denne ordning var hun utilfreds med. Og alt sammen fordi hun ikke kunne få et eller to fag optaget i lektions-katologet for efterårs-semestret 2011 eller hvordan det nu var?

Koldau har ganske enkelt en anden opfattelse af hvad faglighed er end man har på musikvidenskab på Københavns Universitet. Og læg igen mærke til at hedder musikvidenskab, ikke musikudøvelse. Og det er fair nok, spørgsmålet er bare om Koldau og musikvidenskab på Københavns Universitet har været sig dette bevidst; næppe - er mit gæt.

Jeg må skyndsomt rette to fejl:

1) For det første er det på Aarhus Universitet, dette er sket.

2) Og for det andet kan man ikke blive optaget på musik-videnskab på Aarhus Universitet uden at kunne læse noder.

Dette ændrer dog ikke på følgende:

3) Koldau kommer fra en tysk tradition hvor der lægges vægt på noget andet end i den skandinavisk-angelsaksiske tradition, nemlig stringens, hårdt arbejde, disciplin, og sikkert også øvning af skalaer mange timer om ugen. Men jeg vil så spørge: hvag godt gør dette - kan man ikke gå den anden vej. Først begynde med det som giver folk glæde og lyser dem i møde ved mødet musikken. Og ad den vej introducere skalaer mv. for dem - og få dem til at indse og erkende selv, at uden hårdt arbejde og disciplin kommer de ingen vegne. Nu ved jeg jo ikke, hvordan Koldau underviser, men min formodning (fordom) er den, at hun er et eksempel på det vi Danmark kalder den gamle skole, aldrig et venligt ord til eleverne, altid kritisk og altid mere mere - øvelse, øvelse mm. Jeg håber jeg tager fejl, men jeg tror det ikke.

Det er jantelov og som altid er dommen et valg mellem skarntyde, underkastelse og landflygtighed. Jeg synes bare at fr. Koldau skal vælge det sidste, at ikke vi alle skal miste en dygtig hjerne til middelmådigheden.

@ Karsten Aaen
Gider du lige fortælle om din baggrund,da din kritik af damen på en måde både virker kompetent ,men vel også set udefra helt uden selvkritik

Min baggrund er såmænd en cand.mag. uddannelse fra Aalborg Universitet i 1990 i dansk og samfundsfag.
Jeg har så også en indvandrer-lærer-uddannelse. Og jeg har undervist indvandrere (og flygtninge) i mere end 8 år. Og i de 8 år har jeg observeret at uanset om ivandrere - eller flygtningene - var højt-uddannede forstod de ikke den måde det danske arbejdsmarked kører på. De forstår ikke at når chefen spørger dem om de vil gøre dette eller hint - ja så skal de gøre det.
De forstår heller ikke at de som nyansatte heller ikke skal begynde at råbe op om hvordan alting er bedre i f.eks. Tyskland, Italien, Tyrkiet, Bosnien mm. Eller at de for at få noget igennem i Danmark må argumentere for det i stedet for blot at henvise til deres position, her LMK's position som professor.

I andre lande, f.eks. Tyskland eller USA, vil man jo sikkert sige, at fordi LMK er professor har hun automatisk ret i nodelære og kendskab til klassisk musik er godt. Men den går ikke i Danmark - du skal kunne argumentere for hvorfor det er godt. Og sådan har det været de sidste 40 år vil jeg mene. (og måske endda endnu længere end det?)

PS:
Jeg er med på at humaniora og sikkert også samfundsfag har undergået forandringer siden 1990. Og bestemt ikke til det bedre - det eneste jeg kan give LMK ret i her, er at humaniora - og dermed også musikvidenskab mm. - har ladet sig drive alt for megen i en ukritisk neo-liberal retning, hvor man kigger på, hvad erhvervslivet har brug for, ikke hvad de studerende har brug for at kunne. Forstået på den måde, at hvis erhvervslivet efterspørger post-management postkulturel teori, ja så er det, man giver de studerende. Uanset om viden er vendt eller det er noget andet der efterspørges 3-5 år efter, når de studerende er færdige med enten deres bachelor eller kandidat-uddannelse.

Mattia Guidarelli

@ Karsten Aaen.

Din kommentar (og dens rettelse) emmer af uvidenhed omkring emnet.

Hun er specialiseret i musik- og kulturhistorie, og hvis du skulle gå hen og tro, at musikvidenskab i Tyskland vist er det samme som musikkonservatoriet, er det jo netop dig, der misforstå grelt situationen.

At du tror klassisk musikhistorie kan forenkles til mozart, brahms og bach, leder endnu mere an til at tro du grueligt har misforstået emnet.

Spørgsmålet er om faglighed, ja. Men du kan ikke blot sætte to ekstremer (den gamle skole i tyskland, og dansk imødekommenhed på universitetet) over for hinanden. Det er grader inden for polerne i skalaen vi taler om, ikke absolutismer.

At man efter 2 år, ser sig skuffet over en faglighed man selv vil styrke, og går til pressen (om et offentligt problem, må vi lige bide mærke i) for at få belyst problemet, kan jeg kun principelt sige mig enig i.

Hvad der dernæst er kommet ud af, med afstrafning fra ledelse og sådan, er der ingen uden indsigt i omstændighederne, der kan sige noget relevant om, så der må vi blot lægge øre til det, der nu er dukket op.

Derudover, kan jeg kun se mig enig i, at for lidt faglighed (og diskussion af denne) på humanistiske fag, kun kan skabe indholdsløs viden, der klingrer sig fast til det partikulære, for at undgå at komme ind på fagrelevante problemstillinger.

Jeg hilser en debat af dansk humaniora velkomment. Er som studerende ret træt af, at føle mig nødsaget til at referere små problemstillinger, da fagligheden kun formår at blive formidlet maksimalt 6-9 timer om ugen.

Mattia Guidarelli

@ Karsten Aaen igen.

Kan se, at jeg er enig med dig i nogle antagelser omkring humanioras udvikling, og det er netop også der, hvor LMK kan have ret.

Kan dog stadigt ikke se, hvordan du kan opstille det så enkelt. For i tråd med hvad du selv siger, så har erhvervslivet i den grad været ude og kræve, at de studerende opøver færdigheder, da de i de seneste mange år, oplever at nyuddannede ofte må lære grundliggende, faglige ting på deres arbejdspladser, som arbejdsgiverne havde forventet universitetet ville have lært dem.

Nu handler dette desværre om retten til talen om konkret indhold, hvor den politiske debat handler om retten til talen talen om vildledning.

Dette sagt i henhold til :

Vi skraber bunden i niveau, efter utallige nedskæringer i de musiske fag.

Det er for en professionel på det pinlige niveau.

Tilbage til talen :

Hvor ville det være rart hvis indholdet i formen igen smagte af noget.

"Nu ved jeg jo ikke, hvordan Koldau underviser, men min formodning (fordom) er den, at hun er et eksempel på det vi Danmark kalder den gamle skole, aldrig et venligt ord til eleverne, altid kritisk og altid mere mere - øvelse, øvelse mm. Jeg håber jeg tager fejl, men jeg tror det ikke."

Som studerende på Musikvidenskab på Aarhus Universitet har jeg faktisk fulgt nogle forelæsninger med Linda Maria Koldau, bl.a. noget med musikken til ubådsfilm (hvilket ikke har ret meget at gøre med Mozart og Bach), og det med, at der ikke skulle falde et venligt ord, kan jeg slet ikke genkende.

Det er også en myte, at nodelære skulle være unødvendig på musikvidenskab i dag. Tværtimod bliver man prøvet i nodekendskab (blandt andre ting) ved optagelsesprøven.

Denne sag er blot et blandt mange symptomer på hvordan universiteterne trin for trin ødelægges i disse år. Der er masser af andre symptomer. Se f.eks. Weekendavisen for den forgangne weekend (om ødelæggelsen af et forskningsbibliotek).
Universiteterne består af to grupper af personer. For det første den gruppe, der udfører det egentlige arbejde – dvs. forskning og undervisning. Og for det andet den gruppe, der leder og administrerer de første. Der er for mig at se tale om to grupper med modsatrettede interesser.
Der fyres og fyres og fyres personer fra den første gruppe, samtidig med at den anden gruppe igennem lang tid er svulmet og har ansat stadig flere. Selv om der bevilges stigende pengebeløb til universiteterne, så kommer disse penge ikke den første gruppe – forskere og undervisere - til gode. Tilvæksten i bevillinger går kun til at styrke den anden gruppe. De tager de penge, som skulle være kommet forskning og undervisning til gode, og rager dem til sig for at bruge dem på uproduktiv administration. Altså er denne anden gruppe forskernes og undervisernes fjender.
Det er vigtigt at gøre sig klart, at ledelsen og administrationen er domineret af personer som vil den anden gruppe ondt.
Vi har fået en styrelseslov, som gør det muligt at undertrykke de øvrige ansatte. Der sker en stadig stramning og udspredes stadig mere frygt, sådan at de ansatte ikke tør kritisere, hvad der er galt. En ansat der åbner sin mund, vil enten blive fyret eller chikaneret indtil tilværelsen bliver uudholdelig.
Den mentalitet der dominerer i universiteternes ledelse er arrogance, kynisme, magtbegær, glæde ved at undertrykke andre, stupiditet og måske endog ondskab. Hvordan er dette muligt? Fordi styrelsesloven lægger op til diktatur, og diktatur har en magnetisk tiltrækningskraft på personer med disse karakteristika.
Det er barokt at Danmark udkæmper tvivlsomme kampe i Irak og Afghanistan for at udbrede demokrati, samtidig med at danske universiteter styres af et diktatur som år for år viser sit stadig mere grimme fjæs frem.

Sider