Nyhed
Læsetid: 4 min.

Kritisk professor får advarsel

Omstridt musikprofessor står til advarsel fra Aarhus Universitet efter kritik af faget i pressen, som angiveligt har ført til samarbejdsproblemer. Advarslen har karakter af en straf til professoren, vurderer Dansk Magisterforening. Men ifølge ombudsmanden skal hensynet til ytringsfrihed gå forud for samarbejdsproblemer
’Ledelsens advarsel tvinger mig til enten at afvise det hele og risikere fyring eller gå ind på hendes vilkår for at beholde min stilling og være sikker på at fejle, fordi kravene er så absurde,’ siger Linda Koldau.

’Ledelsens advarsel tvinger mig til enten at afvise det hele og risikere fyring eller gå ind på hendes vilkår for at beholde min stilling og være sikker på at fejle, fordi kravene er så absurde,’ siger Linda Koldau.

Palle Peter Skov

Indland
13. februar 2012

Aarhus Universitet har givet den åbenmundede musikprofessor Linda Maria Koldau en påtænkt advarsel, efter hun sidste sommer kritiserede musikfaget. Advarslen er sidste skridt før en afskedigelse, og professoren får tre måneder til at rette ind på fire punkter. Men flere kilder kalder imidlertid kravene for en straf, der er i strid med de ansættelsesmæssige retningslinjer. Ifølge et af kravene får professoren i modsætning til de øvrige medarbejdere mødepligt på universitetet og skal bede sin institutleder om lov til at gå, hvis hun har faglige gøremål uden for universitetet.

»Når de ikke forlanger det af de andre ansatte, er det jo en straf og ikke en påmindelse om, hvordan ledelsen mener, hun bør opføre sig på arbejdspladsen, som en advarsel bør være,« siger Leif Søndergaard, der er medlem af hovedbestyrelsen i Dansk Magisterforening og fællestillidsrepræsentant på Københavns Universitet.

Internt på afdelingen gjorde Koldau første gang rede for sin kritik af musikvidenskabs manglende faglighed på et lærermøde i december 2009. Alligevel kom hendes offentlige kritik i sommeren 2011 som en overraskelse for kollegerne på den lille musik- videnskabelige afdeling, der i fællesskab afviste kritikken i et læserbrev. Andre bakkede dog Koldaus kritik op.

Kritikken i pressen blev opfattet som illoyal, og ifølge en ekstern konsulentrapport ser Koldaus 10 kolleger det som den vigtigste årsag til de samarbejdsproblemer, der er opstået på Musikvidenskab. Den konklusion tilslutter dekan på Det Humanvidenskabelige Fakultet Mette Thunø sig i den påtænkte advarsel til musikprofessoren:

»Det er min vurdering, at du hindrer fremtidige faglige diskussioner på faget og dermed bringer fagets fremtid i fare,« skriver Mette Thunø.

Fire krav

For at rette op på samarbejdsproblemerne skal musikprofessoren leve op til fire krav. Hun skal ikke »bryde fortroligheden«, men gå ind i den faglige dialog i en »urban tone«. Hun skal deltage i alle »relevante« møder under opsyn af en konsulent. Hun skal dagligt være på universitetet »svarende til en normal arbejdsdag«. Endelig skal hun sige undskyld til de kolleger, hun har anklaget for mobning.

Information har forelagt Linda Koldaus påtænkte advarsel for lektor i forvaltningsret Sten Bønsing, Aalborg Universitet. Han mener ikke, ledelsen kan pålægge én person mødepligt, hvis det samme ikke gør sig gældende for kolleger, der er ansat på sammenlignelige vilkår. Og det videnskabelige personale på Aarhus Universitet har i reglen ikke tilstedeværelsespligt.

Desuden mener han, at det er svært for Linda Koldau at vide, hvordan hun skal leve op til kravene, fordi de er for uklart formuleret.

»Det kan blive et problem efterfølgende, hvis man vil bruge det til at afskedige hende på. Af den åbenlyse grund at man ikke kan forlange af folk, at de skal gøre noget, hvor det er uklart, hvad man skal gøre,« siger Sten Bønsing og nævner som eksempel kravet om den »urbane tone«.

Ifølge Leif Søndergaard er kravene ikke i overensstemmelse med Personalestyrelsens retningslinjer, da de skal beskrive nøjagtigt, hvad man skal gøre for at genoprette ledelsens tillid til én.

Samtidig undrer han sig over ledelsens håndtering af mobningsanklagerne. Normalt vil man sætte de involverede sammen med en tillidsrepræsentant og eventuelt en psykolog for at få afklaret, hvad den ene har opfattet som mobning, siger han.

»At hun skal tilbagekalde sine mobningsanklager virker malplaceret, for mobning er jo ikke en brækket finger, men noget langt mere subjektivt, som der kan være meget forskellige opfattelser af, derfor er det jo nærmest psykisk terror, at hun skal tvinges til at sige undskyld, hvis hun stadig føler sig mobbet,« siger Leif Søndergaard.

Selv mener Linda Koldau, at der er tale om ydmygende krav, der skal tvinge hende til at droppe den faglige kritik.

»Ledelsens advarsel tvinger mig til enten at afvise det hele og risikere fyring eller gå ind på hendes vilkår for at beholde min stilling og være sikker på at fejle, fordi kravene er så absurde,« siger Linda Koldau, der derfor har valgt at afvise dekan Mette Thunøs krav. I stedet har hun skrevet et åbent brev til dekanen, som også er lagt ud på bloggen ’Forskningsfrihed?’.

Vid ytringsfrihed

Folketingets ombudsmand har tidligere behandlet lignende sager om ytrings- frihed. Ofte kalder ledelsen det et spørgsmål om illoyalitet eller samarbejdsvanskeligheder, siger Morten Engberg, der er kontorchef hos ombudsmanden. I princippet har ledelsen ret til at fyre en medarbejder for selv lovlige ytringer, hvis de har ført til samarbejdsvanskeligheder. Men som hovedregel udtaler ombudsmanden sig til fordel for ytringsfriheden. Eksempelvis da en professor i en kronik kritiserede nogle kollegers faglige opfattelse på et bestemt område. Ledelsen kaldte det dybt illoyalt og et brud på en intern aftale.

»Men det udtalte ombudsmanden sig meget kritisk om. Han henviste til den nye universitetslov, der tilskynder medarbejderne til at deltage i den offentlige debat. Så i praksis er der kun meget få eksempler på, at ombudsmanden har accepteret sådan noget,« siger Morten Engberg.

Leif Søndergaard forstår ikke, hvorfor ledelsen på Det Humanvidenskabelige Fakultet på AU ikke har grebet ind noget før, hvis samarbejdsproblemerne virkelig har været så store.

»Grænsen mellem ytringsfrihed og illoyalitet er hårfin. Ledelsens grænse er et sted og medarbejderens et andet. Der har universitetsansatte særlig ret til at udtale sig kritisk, for hvis ikke man kan udtale sig om sit eget fag, kan man ikke blive en ordentlig forsker. At lægge bånd på den ytringsfrihed er et meget grundliggende problem,« siger Leif Søndergaard.

På baggrund af det åbne brev har Dansk Folkepartis forskningsordfører, Alex Ahrendtsen, spurgt uddannelsesminister Morten Østergaard (R), hvad han »agter at foretage sig, så universitetsansatte fortsat kan tale frit om kritisable forhold på deres arbejdsplads«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Til debatværten: Jeg ville anbefale Kåre Fogs kommentar, men kom vist også til at tippe debatværten. Såfremt et sådant tip kommer ind, venligst se bort fra dette.

----

Mht. færdighederne på universiteterne, mener jeg faktisk det jeg skriver. Eller rettere: universiteterne ændrer sig i den retning, de tror, at erhvervslivet gerne vil have, at universitet ændrer sig. Derfor får vi postmoderne kulturteori på musikvidenskab på AU, da AU sikkert mener, at dette styrker de musik-studerendes kompetencer udi dette eller hint.

----

Jeg er da glad for at LIMK uddeler venlige ord til sine studerende - det glæder mig da. Pointen er sådan set bare den samme, set fra min side, at LMK kommer fra en tysk tradition hvor kendskab til klassisk musik, muåske især de store tysk-sprogede komponister anses som en selvfølge, f.eks. Bach, Mozart, Beethoven, Chopin mv. Her i landet ville det nok være en smule mere relevant at beskæftige sig med Carl Nielsen og Jacob W. Gade mm. Og hvad angår nodelære er det igen noget end at have kendskab til noder. (kunne jeg forestille mig?). Kendskab til noder må vel noget med, at man kender noderne og ved hvad de står og hvad et g eller f og kan anvende også noder i praksis. Mens nodelære, for mig at se, er meget meget dybere og f.eks. må handle om nodernes historie - fra middelalderen og op til i dag.
Og hvordan noder har udviklet sig fra 1100-tallet og op til i dag. Og hvem der fandt på g-nøglen og den slags ting. Nu ved jeg ikke om om man på musik på AU lærer om den slags ting? Og hvis man gør, kunne jeg forestille mig, at det bare var en enkelt forelæsning eller to, hvor LMK måske mener, at man kunne bruge et helt semester udelukkende på nodelæren?

Og igen:
I Danmark skal man argumentere for sine holdninger og sine meninger - sådan som jeg opfatter det tyske system er det nok at henvise til sin position som professor.

Kristian Sloth

Att. Michael Kongstad.

Det hjalp øjensynligt ikke så meget, da Lindas kolleger svarede fagligt på kritikken - for svaret var IKKE sensationspræget, men derimod af saglig karakter og havnede således bagerst på Weekendavisens debatsider...

Igen velfungerende journalistik, hvis formålet er at skabe den ensidige dækning, som hovedparten af jer der skriver her er faldet for.

Jeg tvivler dog stærkt på, at svaret ville ændre noget som helst med den retorik folk lægger for dagen.

- "Selv mener Linda Koldau, at der er tale om ydmygende krav, der skal tvinge hende til at droppe den faglige kritik."

Det har hun fuldstændig misforstået. De ydmygende krav hun er udsat for er en strategi, der skal få hende til frivilligt at sige sit job op.

Karsten Aaen, som cand. mag. burde du ærlig talt holde dig for god til alle mulige sjusserier om, hvad man nok og måske gør på et fag på et universitet! Undersøg det! Det er det, din uddannelse gik ud på at gøre.

Du spreder alle mulige letkøbte fordomme om det tyske universitetssystem, uden at tage dig i agt for, at også Tyskland faktisk gennemgik et studenteroprør, der vendte op og ned på dette og hint. De mest uforbeholdent konsekvente og fordomsfrie forskere, verden kender, kommer fra Tyskland; men forveksl ikke overfladiskhed og dovenskab med informalitet - grundighed er vejen frem i akademia, hvis det skal have nogen betydning.
Jeg synes også, at Kåre Fog rammer hovedet lige på sømmet - og problemet er selvfølgelig politisk bestemmelyst, hvor man ikke giver magten til dem, der skal løse opgaverne, men kun udviser tiltro til dem, man kender i forvejen: laget af Djøffere uden reel faglighed.

Jan Løhmann Stephensen

@ Peter Hansen. Det bliver mere og mere komisk!

For et par tråde siden for du frem med node-postulatet, som du så efterfølgende måtte trække tilbage fordi fagets studieordning faktuelt modsagde dig. Nu har du så gang i at irettesætte andre, fordi de ikke har undersøgt sagerne grundigt!

I modsætning til dig fremstår Karsten Aaen faktisk faktuelt velfunderet (på nær enkelte smuttere, som han selv har korrigeret) og i tilgift hertil befriende lidt ideologisk forblændet af egen tale...

Jeg sidder og undres over, når jeg læser alle disse skønne kommentarer, holdninger etc. om LMKs forudsætninger, undervisningsmetoder etc.

At henvise til, at hun er af TYSK tradition forstår jeg kort og godt ikke. Hvad forventer man at få når man headhunter en tysk professor? Man må jo have ment, at hun har nogle kvalifikationer, som en dansk professor ikke har. Ellers ville man da ikke headhunte hende til stillingen! Og hvis man er overrasket over hendes måder, metoder og holdninger, så har man da ikke sat sig ind i, hvad det er for en person man har headhuntet!

Til gengæld...jeg synes jo faktisk, at det er en ret positiv ting, at man har en debat om, hvad der rent faktisk foregår på universiteterne. Måske er det de friske øjne udefra, som har nemmere ved at se, hvor det halter. Samtidig nyder jeg jo at læse indlæg fra en, som faktisk har deltaget i LMKs undervisning og har førstehåndsoplysninger frem for gisninger, formodninger og fordomme...

Jan Løhmann Stephensen, jeg undersøgte det faktisk, efterfølgende. Jeg bemærker også, at disputten går tilbage til 2009, mens studieordningen er fra 2010. Og at en anden debattør brokker sig over, at alting skifter hele tiden...

Nu er du jo en ung mand, Jan Løhmann Stephensen, og du har ikke oplevet hverken et gymnasium eller et universitet, der opretholdt de klassiske idealer, beklager jeg at måtte berette for dig. Det er synd, for jeg tror, du ville have syntes om det.

Dekanens speciale: http://tinyurl.com/88oxqec
Professor Koldaus:http://tinyurl.com/79hmzor

Jeg vil godt lige kommentere på det her:

"Mht. færdighederne på universiteterne, mener jeg faktisk det jeg skriver. Eller rettere: universiteterne ændrer sig i den retning, de tror, at erhvervslivet gerne vil have, at universitet ændrer sig. Derfor får vi postmoderne kulturteori på musikvidenskab på AU, da AU sikkert mener, at dette styrker de musik-studerendes kompetencer udi dette eller hint."

Den første observation er sådan set korrekt nok, men det betyder ikke, at uddannelsen kun retter sig mod erhvervslivet. Mine forældre gik på Musikvidenskab i 70'erne, og dengang rettede uddannelsen sig stort set kun mod gymnasiefaget. Det er bare ikke særlig relevant, hvis man f.eks. vil bruge uddannelsen til en ansættelse i en kulturinstitution el.lign.

På musik har vi haft en meget bred vifte af fag, der retter sig mod mange forskellige områder. Der er de musikhistoriske fag, de teoretiske fag, de analytiske fag og de praktiske fag. Alle har de i øvrigt berøring med både klassisk og rytmisk musik.

Og ja, vi er blevet præsenteret for postmodernistisk kulturteori, men vi er også blevet præsenteret for andre teorier - inkl. alt fra positivisme til Frankfurterskolen. Og flere modstridende teorier sætter jo hinanden i perspektiv, så derfor kan jeg ikke se det forkerte i at inddrage postmodernisme.

"LMK kommer fra en tysk tradition hvor kendskab til klassisk musik, muåske især de store tysk-sprogede komponister anses som en selvfølge, f.eks. Bach, Mozart, Beethoven, Chopin mv. Her i landet ville det nok være en smule mere relevant at beskæftige sig med Carl Nielsen og Jacob W. Gade mm."

Det er skam også en selvfølge i Århus. Vi har været omkring alt lige fra Palestrina, Bach og Beethoven over Carl Nielsen til Stockhausen, Beatles, The Velvet Underground og Eminem.

"Mens nodelære, for mig at se, er meget meget dybere og f.eks. må handle om nodernes historie - fra middelalderen og op til i dag."

Det har vi også været om i et eller andet omfang. Dog ikke noget, der fylder voldsomt meget, men musikhistoriefaget begyndte med middelalder og renæssance...

Men man er altså også nødt til at afbøje fagindholdet dels efter, hvilke interesser de studerende har, og hvad vi har brug for at kunne. Kendskab til nodehistorie er nok mest relevant for dem, der vil forske i tidlig musik, men der er nok ikke voldsomt mange studerende i dag, der vil den vej...

Anders Ejsing, tak for redegørelsen - men hvad de studerende interesserer sig for, må vel være deres egen sag? Det må de jo rette deres petitum ind efter, går jeg ud fra.

Musikvidenskab var selvfølgelig - og er vel tildels endnu med en vis ret - præget af kandidatafsætningen til gymnasiet; men friheden til at rette sin specialisering i andre retninger kan jeg ikke se er for alvor anfægtet af de beklagelige omkalfatringer i universitetets selvbestemmelse.

Nej, friheden til at specialisere sig i andre retninger er absolut tilstede. Det er dels det, man bruge specialet til, men det handler også om, hvilket seminarer man vælger at overvære. På kandidatuddannelserne vælger man blandt nogle forskellige udbud af fag.

Der er også forskellige retninger på grundfaget. Bl.a. kan man, hvis man ikke har nogen interesse i at undervise, vælge mange af de undervisningsrelaterede fag fra (dvs. sang- og klaverundervisning, brugsklaver, hørelære, bladspil, korledelse, sammenspil, rytmisk arrangement, satsteknik osv.) og i stedet vælge det der hedder Kulturlinjen med fag som Musik som kulturelt felt.

Fag som musikhistorie og videnskabsteori skal alle igennem.

Mht. gymnasiet er det sådan, at musikfaget dér er blevet kraftigt reduceret efter den seneste gymnasiereform (bl.a. er det ikke længere obligatorisk i 1g), så der er ikke brug for så mange lærerkandidater som tidligere. Det spiller også ind i forhold til fagets prioriteringer.

Mht. gymnasiet er det sådan, at musikfaget dér er blevet kraftigt reduceret efter den seneste gymnasiereform (bl.a. er det ikke længere obligatorisk i 1g), så der er ikke brug for så mange lærerkandidater som tidligere. Det spiller også ind i forhold til fagets prioriteringer.

Jan Løhmann Stephensen

@ Peter Hansen

Søreme om ikke et kig i ældre studieordninger (fx 2009) også afslører, at man bl.a. skulle udvise færdigheder i partiturlæsning, noder etc. (jf http://studieordning.au.dk/studieordningHTML/553_02-06-2009_Kandidatudda... )

Nu er alle gamle hjemmesider på AU jo pillet ned som del af omstruktureringsprocesserne, men mon ikke det samme billede viser sig, hvis man går endnu længere tilbage....?

Jan Løhmann Stephensen

Hov, her var de jo. Node, partitur, node, partitur i stride strømme

http://www.au.dk/fakulteterinstituttermv/adm/registra/studieguide/studie...

Jan Løhmann Stephensen

Hov, her var de jo. Node, partitur, node, partitur i stride strømme

http://www.au.dk/fakulteterinstituttermv/adm/registra/studieguide/studie...

Jamen, jeg er meget beroliget, Jan Løhmann Stephensen. ;-) Ellers havde det jo også været et noget amputeret musikfag. Har du noget bud på, hvorfor Linda Maria Koldau kan have fået den opfattelse, at nodelæsning ikke for alle har været obligatorisk for studerende? Jeg har ikke Weekendavisens artikel længere, men jeg synes, jeg erindrer, at nogen rent faktisk forklarede, hvorfor kulturlinjen ikke behøvede noder.

Mattia Guidarelli

Det er skønt at se en vis oplysning blive opnået i debatten, men er personligt, stadigt meget interesseret i at diskutere i hvilket omfang fagligheden, forstået som fordybelsen i fagets grunddiscipliner og teorier, på et humanistisk studie kan blive tilsidesat til fordel for at sammensætte og fremføre 'nye' partikulære observationer og hypoteser, især inden for nyere humanistiske fag, der tager udgangspunkt i 'tværfaglighed'.

De humanistiske videnskabers 'genstande' er jo som sådan mere udefinerbare, og kan dermed nemmere forbindes til abstrake forhold, der kan skygge for en evt. konkret, målbar faglighed. Når der skabes uddannelser, der tager dette skridt endnu videre og bygger på tværfaglige elementer, er det netop her, hvor faren er størst for at misse etablerede, teoretiske aksiomer, grundteser. At der findes et fag som videnskabsteori, der prøver at påpege de forskellige videnskabsteoretiske udgangspunkter, sætter ikke nødvendigvis en stopper for at den fagligheden udviskes i alle andre, timemæssigt, negligerede undervisningstimer.
At eksempelvist æstetikdisciplinen (der ironisk nok er af tysk afstamning, og som kun undersøges for sig få steder, inkl. AU) både bunder i filosofi og kunstteori, bliver til et problem, når der kun er tid til at se på den filosofihistoriske baggrund, og dernæst de kunstteoretiske dannelser, uden at stikke dybere i filosofiske problemstillinger og implikationer eller kunsthistoriske forhold.

At en underviser på sit fag, arbejder ud fra (ikke nødvendigvis med) en eller flere teorier, som ikke selv kan bringes på banen i løbet af de alt for få undervisningstimer (6-9 timer om ugen - her er musikvidenskab heldig, da de har mange timer sammenlignet med de fleste humanistiske
uddannelser) er i mine øjne et KÆMPE problem.
Som studerende opnår du kun halve færdigheder, der sidenhen halveres igen. (Og som arbejdsgiverne dernæst klager om, selvom denne strategi er udtænkt med arbejdsgiverne for øje.)

Her er det vist det korrekte link til studieordningerne:
http://musikvidenskab.au.dk/uddannelse/studord/

til de tidl. studieordninger, undskyld:-)

Mattia Guidarelli, præcis det at definere genstanden for humanistisk reflektion er fagets opgave. Den produktion, humanistiske fag begår, er begrebslighed, for simpelthen at sætte ord på, så et givet problemfelt kan begribes.

Læs evt. også
http://folkeskolen.dk/507908/linda-koldau---fra-videnskabelighed-til-per...
Selvom jeg ikke ved, om det bidrager med noget nyt

Mattia Guidarelli

@ Peter Hansen

og hvordan modsiger eller belyser det du siger liiiiiige min pointe?

"De humanistiske videnskabers ‘genstande’ er jo som sådan mere udefinerbare, og kan dermed nemmere forbindes til abstrake forhold, der kan skygge for en evt. konkret, målbar faglighed."

Michael Kongstad Nielsen

Engang kunne man kun læse til arkitekt, hvis man først var uddannet bygningshåndværker. Det var nok ikke helt dårligt, at have denne ballast med på studiet, selvom man i dag rynker på næsen af den slags. I dag sætter man sig derekte fra studentereksamen og ind på akademiet for de skønne (teoretiske) kunster og læser sig frem til, hvordan mørtel stivner i frostvejr.

I den sene middelalder blev man kunstner ved at gå op og ned af en praktiserende kunstner i et praktisk malerværksted. De store malere havde elever og svende til at gøre en masse forarbejder, studier, videreudvikling, osv., så man nogen gange ikke kunne se, hvem der var mesteren. Altså, jeg mener ikke, at de studerende skal opøve rutiner, men møde og prøve kræfter med grundlæggende aspekter af faget, helt ned i bund, helt ud i kanten. Dette i modsætning til teoretiske fabuleringer over den givne musik .Jeg fornemmer, at skismaet i den givne debat ligger heromkring. Måske tager jeg fejl.

Michael Kongstad Nielsen, du blander de kunstnerisk og de akademiske uddannelser sammen.

Michael Kongstad Nielsen

Jo, men det hedder da "Det kongelige danske Kunstakademi".
http://www.karch.dk/dk

Jo da, og billedkunstnerne arbejder på billedskolerne som altid - faktisk lidt i en form for mesterlære, når de har overstået første del.
Arkitekterne har altid haft en eller anden grad af akademisering over sig, og den dyrker de på Kunstakademiets Arkitekskole, iøvrigt nu lagt sammen med Danmarks Designskole, desværre. - Debatten her handler imidlertid om musikvidenskab på Aarhus Universitet, og det er en noget anden tilgang end Det Kongelige Danske Musikkonservatorium www.dkdm.dk ville bidrage med.

Michael Kongstad Nielsen

Enig, Peter Hansen. Det var bare et eksempel. I et forsøg på at indkredse det faglige i debatten. Eller snakke med om det i hvert fald.

Denne debat handler i første omgang ikke om ledelseskritik. Den handler om Koldaus manglende lyst og evner til at gå ind i den vigtige faglige diskussion med sine kolleger om, hvad musikstudiet på universitetet er. Koldau vil syneladende have ret, men møder modstand hos sine kolleger. Så går hun til pressen i stedet for og får hos offentligheden sympati for det hovedrystende i, at nogen dog i ramme alvor kan mene, at man kan beskæftige sig på højeste musikvidenskabelige niveau uden at inddrage noder. Det er et argument de fleste labber i sig – fordi de ligesom Koldau tror musik er lig med noder, og følgelig, hvis man ikke kan noder, så er man ikke kvalificeret til at udtale sig om musik. Magen til sejlivet dogme skal man lede længe efter. Der ligger en opgave her for landets musikforskere at formidle de seneste 20-30 års faglige udvikling og tiltag: Meget musik og mange musikalske fænomener har intet med noder at gøre. Der skal andre greb til for at forstå den og generere viden om den. Og: Det er meningsfuldt at se på ikke blot hvad vi ved om musik, men også på betingelserne for vores viden. Hvordan i alverden kan Koldau slippe afsted med at kritisere en videnskabelig afdeling for at være ’teoretisk’? At debatten har flyttet sig til en ret så forudsigelig ledelseskritik skygger for to væsentligere forhold: (1) Musikvidenskab på Aarhus Universitet afspejler mange forskellige tilgange til musikstudiet, men Koldau kan ikke tale med en eneste af sine kolleger. Jeg undrer mig. (2) Hvad er musik? Hvad er studiet af musik? Den diskussion fortjener offentligheden at følge med i. Den vedrører opbrud og forandring i måden, videnskaben går til musik på, den peger på grænser for vores viden og på, at musikalsk viden er flere ting på samme tid.

Mattia Guidarelli

@ Tore Lind

Blot fordi man afsøger grænserne, betyder det ikke, at kernen skal svækkes, jvf. min pointe omkring især tværfaglige studier.

Synes generelt, at diskussionen om dansk humanioras faglighed kan afspores ved udelukkende at tage udgangspunkt i den humanistiske musikvidenskab, der trods alt er grundigt funderet i både praktisk og teoretisk faglighed, og som endda som et af de få fag, formår at forgrene sig både i 'nyere' tilgange til musik gennem musikkultursstudiet, men også forbliver i kontakt til sit historiske tilhørsforhold.

Der er mange andre humanistiske studier (og langt størstedelen i mine øjne) der ikke nyder dette privilegium, og i stedet slides op af mangel på ressourcer til både at række ud og dykke dybere ned omkring sin (tvær)faglighed.

Derfor kan vi ikke dvæle ved det konkrete eksempel (som vi alligevel ikke kan oplyses videre om, grundet gældende bestemmelser i sagen), men benytte momentet til at se nærmere på hele den danske humaniora. Når dette er klarere belyst, kan vi dernæst diskutere enkeltstående udformninger af humaniora såsom 'hvad er musik?' og 'hvad er studiet af musik?'

Mattia Guidarelli

@ Peter Hansen. Enhver videnskab skal undersøge sin genstand og sit genstandsfelt. Dette er en selvfølgelighed som mit indlæg også påpegede. Dette er dog ikke kun overladt til humanvidenskaberne. Og hvad du kommenterede med, kan på samme måde tilskrives natur- eller samfundsvidenskaben. De opstiller også begreber og undersøger fænomener med henblik på at begribe et problemfelt.
Min pointe, som jeg tror du missede ved at skrive det du gjorde, var at som sådan er de humanvidenskabelige genstande mere abstrakte, og dette kan vise sig at være en svaghed, hvis ikke der gøres en større insats for at sammenholde faghistoriske aksiomer og traditioner med nye forsøg på at belyse genstandene for fagene.
At undervisningen på mange humanistiske uddannelser ligger på 6-9 timer om ugen, er en kæmpe negligering af dette faktum.

Kasper Nielsen

Mattia Guidarelli:

Du mener 0-2, måske 4 timer om ugen hvis man er heldig ... 6-9 timer om ugen ville være den rene luksus.

Min pointe, Mattia Guidarelli, er, at opgaven for humaniora er at konkretisere, især ved at undersøge og udvikle begreber, så vi kan tale imorgen, om det, der er mere uhåndgribeligt i dag.
Vi er næppe uenige, du er bare ung og står på den side, som de, der er bange for noder, står: En lille smule angst for det, der virker uoverskueligt og ubegribeligt, vi har alle været dér, og står der såmænd hver gang, vi giver os i kast med noget nyt. Men bjerget bestiges altid med et skridt ad gangen.

Mattia Guidarelli

@ Kasper Nielsen
Nu er det et generaliserende tal. Et slags gennemsnit, for det forholder sig jo sådan, at timerne bliver færre jo længere man kommer ind i uddannelsen, men nogle humanistiske fag har langt færre timer mens andre (inkl. musikvidenskab ironisk nok) har mange timer.

@ Peter Hansen
Vi er i hvert fald slet ikke enige omkring det punkt, hvor du siger, at jeg 'står på den side, som de, der er bange for noder, står."
Jeg har skam ingen angst (ved ikke hvor du kan læse det ud af mine kommentarer) jeg er blot studerende på AU, på et humanistisk fag, og prøver at oplyse omkring bredere problemstillinger (som jeg næppe er angst for, men derimod vil se debatteret). Forstår ikke din logik med at skulle sætte mig i en slags (uklar) bås, blot fordi jeg er studerende...

@ Mattia Guidarrelli

Jeg går netop ind for tværfaglighed eller flerfaglighed - også inden for de enkelte fag, altså at musikvidenskab kan være flere ting på samme tid og at alle tilgange ikke nødvendigvis er enige om, hvordan man bør gøre. Men disse positioner bør være villige til at drøfte hver enkelt tilgangs muligheder og begrænsninger. Ellers er der ikke nogen faglig dialog.

Pointen om en 'kerne' (eller kernefaglighed) er en svær størrelse når det kommer tværfaglighed. Er det egentlig muligt at tænke det multiple i tilgangen til stoffet som 'kerne'? Måske er der ikke nogen kerne, andet end det, vi bestemmer som kerne. Der er mange der mener, at god kernefaglighed i musik handler om værker og noder. Musikfaget er imidlertid også mange andre ting. Jeg ved ikke om man på litteraturvidenskab har fx antropologiske tilgange til studiet af litteraturs betydning i menneskers dagligdag og liv. Men et sådan fokus vil udfordre traditionel værkanalyse forstiller jeg mig, ligesom det gør på musikvidenskab.

Jeg er helt enig i dine kommentarer omkring humaniora - udgangspunktet for min kommentar var bl.a. at betragte musikvidenskab som humanistisk fag, der, som jeg ser det, har meget tilfælles med andre fag (videnskabsteoretisk ikke mindst), men naturligvis også har sine særegenheder omkring det stoflige (hvordan vi så end skal definere de musikalske genstandsfelter og soniske fænomener).

Sider