Læsetid: 5 min.

Kvinder bliver dræbt i hjemmet – af deres jaloux mænd

Først inden for det seneste par år er det danske retssystem begyndt at gøre op med, at voldsforbrydere og drabsmænd får en mildere straf, hvis de er i et forhold med offeret. Reelt en kønsdiskrimination, mener ekspert. Vores syn på vold mod kvinder ligger dybt i vores kulturelle rødder, men det er ved at ændre sig. Vi er der bare ikke endnu
Marlene Duus blev i 2008 brutalt overfaldet af sin daværende kæreste. I mandags fortalte hun sin historie i en kronik i Politiken. Men det, at hun overhovedet blev udsat for vold, havde i høj grad noget at gøre med, at hun er kvinde.Model

Marlene Duus blev i 2008 brutalt overfaldet af sin daværende kæreste. I mandags fortalte hun sin historie i en kronik i Politiken. Men det, at hun overhovedet blev udsat for vold, havde i høj grad noget at gøre med, at hun er kvinde.Model

Nanna Kreutzmann

24. februar 2012

»Engang kaldte man det ikke hustruvold, men ’husspektakler’. Eller måske talte man slet ikke om det. Mænd har banket deres kvinder i årevis, uden at man har taget hånd om det. Vold mod kvinder er gået fra at være noget, der er foregået i det private, til mere at være noget, vi som samfund tager afstand fra. Men der ligger stadig nogle rester af det i vores kultur.«

Sådan siger Birgit Søderberg, formand for Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK).

I mandags kunne man i Politiken læse en kronik af Marlene Duus, som fortæller, hvordan hendes ekskæreste i november 2008 brutalt overfaldt hende og kastede hende ud ad et vindue. Han blev idømt seks års fængsel for drabsforsøg og var ude af fængslet efter tre. I den heftige debat oven på kronikken er spørgsmålet om, hvorvidt retssystemet så mildere på voldsmanden, fordi hans overfald var drevet af jalousi, blevet rejst flere gange. Et eksempel på den såkaldte samlivsrabat, som var dansk retspraksis helt indtil september 2009. Indtil da var det retspraksis i de danske domstole, at det var ’billigere’ at slå eller dræbe sin partner end en fremmed. Ved såkaldt samlivsrelateret vold fik man som udgangspunkt to års rabat fra den normale strafferamme – seks år ved drabsforsøg og 12 år ved drab – fordi volden var begået i affekt.

Diskrimination ved lov

Marlene Duus’ voldsmand modtog den gængse straf for drabsforsøg på grund af forbrydelsens voldsomhed. Men det, at Marlene Duus overhovedet blev udsat for volden, havde i høj grad noget at gøre med, at hun er kvinde. Det påpeger Trine Baumbach, som er forsker i strafferet ved Københavns Universitet, og som tidligere har arbejdet med kønsligestilling i strafferetten. Hun mener, at den såkaldte jalousirabat var et tydeligt eksempel på kønsdiskrimination i lovgivningen – og at opgøret med den retslige praksis ikke nødvendigvis har gjort det af med den kultur, der ligger bag.

»89 procent af alle dem, der bliver dræbt i kærestesager, er kvinder. Selvfølgelig er der også nogle mænd, men hvis man skal sige det meget firkantet, bliver mænd dræbt uden for parforholdet, mens kvinder bliver dræbt i parforhold. Derfor var der simpelthen tale om kønsdiskrimination, når samlivsrelateret vold eller drab blev straffet billigere,« siger hun.

At politiet for eksempel kalder det ’husspektakler’ og ikke ’vold i hjemmet’, kan ses som et udtryk for, at volden inden for hjemmets fire vægge er noget privat og noget, offentligheden ikke skal blande sig i.

»Tidligere er manden jo blevet anset for at være familiens overhoved, og det er først i nyere tid, historisk set, at manden har mistet retten til at slå sin kone og sine børn. Men det, at man ændrer nogle lovregler, er jo ikke det samme, som at man også ændrer kulturen,« siger Trine Baumbach.

Grundlaget for jalousi-rabatten var, at man i et parforhold havde levet sammen på godt og ondt, og at der derfor skulle ske noget ekstraordinært, som virkelig satte følelserne i kog, før man ville gribe til den slags overgreb. At man i situationen var i sine følelsers vold. Men ifølge Trine Baumbach bør man i stedet argumentere for, at netop parforholdet bør være en skærpende omstændighed i forhold til domfældelsen, da der i meget høj grad er tale om et tillidsbrud.

»Vi går alle i seng om aftenen, lægger hovedet på puden og falder i søvn, og så er vi fuldstændig forsvarsløse. Det kan man kun gøre sammen med én, som man har fuld tillid til. Derfor er det et enormt tillidsbrud, hvis den person begår vold, og derfor vil jeg mene, at det godt kunne være en skærpende omstændighed, at der ved siden af volden også er et groft tillidsbrud,« siger hun.

Ifølge Trine Baumbach har det tidligere været en fast indlejret del af vores kultur, at kvinden var manden underordnet, og at der derfor lå et opdragende aspekt i, at han holdt sin familie i kort snor. En tendens, som vi altså ikke er sluppet helt af med endnu.

»Jeg tror, at det med at konen var manden underordnet, er noget, der stadig ligger i vores kultur. Heldigvis ikke så udpræget, som det har gjort. Men jeg tror, at det historisk set er noget, vi har taget med os,« siger hun.

Afskaffet i 1983

I 1920’erne fik kvinder råderet over deres egen økonomi, hvilket utvivlsomt var et slag for mandens monopol på autoritet i hjemmet, men først i 1983 afskaffede vi i Danmark alle former for diskrimination mod kvinder. Set i et kulturelt udviklingsperspektiv er det ikke lang tid siden, og det kan ses som en grund til, at vi endnu ikke helt har rystet det patriarkalske åg af os. Men at man helt frem til 2009 blev straffet mildere for vold eller drab mod sin partner, er der ifølge Trine Baumbach ikke megen logik i.

»Det er slet ikke til at forstå, at det som udgangspunkt blev anset som en formildende omstændighed, at man slog en ihjel, som man burde vise omsorg for. Det var jo det samme med børn. Lige efter revselsesretten blev ophævet, blev man stadig mildere dømt, og det er først nu, man er begyndt at vende det om og sige, at man faktisk har pligt til at beskytte sine børn mod vold. Så jeg tror, at det er en kulturændring, som er på vej, og som altså ikke har nået sit endemål endnu. Desværre,« siger hun.

Det er heller ikke sikkert, at den ændrede retspraksis har gjort kønsligestillingen inden for vores lovgivning total. For hvis man bladrer frem til §227 i straffeloven, kan man læse om den del, der handler om strafferammer for forskellige former for voldtægt, at »straffen (…) kan nedsættes eller bortfalde, når de personer, mellem hvilke kønslig omgængelse har fundet sted, er indtrådt i ægteskab med hinanden eller har ladet deres partnerskab registrere«.

Det kan altså i dag gøres ’billigere’ eller ’gratis’ at voldtage sin kone, end hvis det var en fremmed.

Ophævelsen af jalousirabatten var et skridt væk fra den gammeldags opfattelse af partnervold som noget privat. Men fordums patriarkalske samfund ligger stadig lidt under overfladen og stikker sit grimme ansigt frem en gang imellem, og det kan Birgit Søderberg nikke genkendende til.

»Vi oplever stadig, at folk har den holdning, at kvinder, der bliver udsat for vold, sikkert selv har været uden om det. Det er én ting, men vi støder også stadig på advokater i retsvæsnet, der har en meget grumset holdning til det her, og som forsøger at bagatellisere det,« siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Normale mænd dræber ikke deres kone. Men der er en del mænd, som har diverse personlighedsafvigelser, f.eks. sygeligt narcissistiske, asociale, og psykopater. Disse mænd er bogstaveligt dødsensfarlige; de er ofte besat af en fuldstændig vanvittig grad af jalousi, som i længden gør det umuligt for kvinden at holde ud at leve sammen med dem. Men når kvinden så omsider bryder ud af forholdet, stiger mandens raseri til uanede højder, og så kommer mordet. Hvis det lykkes kvinden at komme i live ud af den fælles bolig, vil han i ekstreme tilfælde forfølge hende resten af livet i den hensigt at hævne sig ved at slå hende ihjel. Uanset hvordan kvinden opfører sig, vil hun være i risiko for at blive slået ihjel.
Trine Baumbach har slet ikke tilnærmelsesvis fat i alvoren af en sådan situation. Der er to ting at sige:
1) Fejlen ligger i, at kvinden overhovedet i første omgang forelsker sig i en sådan mand. Her har vi bagsiden af det traditionelle kønsmønster: Kvinden vil have en stærk mand med en vis grad af macho-udstråling. Og det får hun i den grad. Hun skulle hellere forelske sig i en pæn og blød mand, men det kan hun ikke.
2) Det er latterligt at tale om hvorvidt en sådan mand skal have 2 eller 6 eller 12 års straf. Man skal i stedet se på mandens psykologiske profil. Hvis hans profil stemmer overens med en af de ovennævnte kategorier, så er han kronisk livsfarlig for kvinder. Da er der kun én forsvarlig konsekvens: livslang forvaring (eller evt. livslang medicinering).
Hvis derimod manden IKKE svarer til de ovennævnte kategorier, hvis han f.eks. blot er alt for aggressiv og grænseoverskridende, så ER der en mulighed for at rette op på ham.
Det er således ikke så vigtigt hvor mange års straf, han skal have. Det vigtige er, om han kan forbedre sig eller ej. Hvis han ikke kan forbedre sig, skal han forvares resten af sit liv, af hensyn til kvindens sikkerhed.

En detalje i artiklen:
Der argumenteres for, at voldtægt i ægteskabet skal være endnu mere strafbart end voldtægt i ægteskabet.
Jeg er dybt uenig.
Nogle mænd har en stærk sexdrift. De kan ikke gøre for det - de er sådan. Samfundet har så etableret en institution, der hedder ægteskabet, og sex bedes så begrænset til dette ægteskab. Konen har ved at indgå ægteskabet erklæret sig villig til at have sex med manden.
Hvis hun nu bliver kold med tiden og ikke længere vil have sex, hvad skal manden så gøre - gå til prostituerede? Jamen, jamen, de samme politisk korrekte kvinder som vil gøre voldtægt i ægteskabet strafbart, vil også gøre det strafbart for samme mand at gå til prostituerede. Med andre ord: Dagsordenen er åbenbart at forhindre manden i at få sex overhovedet. Disse kvinder ønsker at gøre det umuligt for en sådan mand at få sex.
Mange mænd kan godt undvære sex, men nogle kan ikke. At lovgive mod at en mand får sex er som at lovgive mod vulkanudbrud. De kommer alligevel.
Hvad der kommer ud af at forhindre sexlystne mænd i at have sex, ser man f.eks. blandt katolske præster. Det er ikke ligefrem noget der opfordrer til at gå den vej.
Indse dog, at sex ikke kan forbydes. Hvis vi vil have orden på tingene sådan at sex hovedsagelig skal foregå under bestemte forhold (inden for et ægteskab), så må vi ikke kriminalisere at manden forsøger at gennemføre sex her.
Hvis det står helt galt til, kan manden måske lade sig medicinere for at reducere sexdriften. Men at straffe ham for det, er at straffe folk for at følge naturlovene.

Jeg synes ikke at der skulle findes "jalousi-rabat" når en mand ikke kan klare at konen forlader ham, hvis vedkommende går til angreb med hensigt at dræbe ud fra f.eks:"hvis jeg ikke kan få hende kan ingen få hende" eller "hun skal ikke forlade mig for hun er MIN", det er nedrigt og lavt tankesæt som ikke burde at belønnes med nedsat straf, jalousidrab burde i mine øjne endda at give en skærpet straf for at sende andre(som måske selv ender i situationen at parforholdet går i stykker) en besked, at sådan tolereres ikke.

Omvendt, har jeg en vis sympati for f.eks forældre/familie som har været udsat for at deres datter(som regel er det manden som er den voldelige) er blevet slået ihjel af sådan et jalousi-freak, og efterfølgende i affekt går ud og hævner sig, selvom det hellere ikke er lovligt.

Når den ene part i et forhold vælger at nu er det på tide at komme ud af forholdet, velbegrundet eller ej,. jamen så kan den anden part hvor ondt det så end gør inden i ikke andet end at acceptere partnerens frie valg som et frit menneske, og lade være med at lade den nedrige hævngerrige tankesæt overtage styringen og ty til vold, mennesker er ikke hinandens ejendele.

Hans Jørgen Lassen

§ 227 i straffeloven giver dog en vis mening.

Hvis en mand voldtager en kvinde, og de kort efter gifter sig, så ville der være et eller andet absurd i, at manden straks efter det festlige bryllup måtte ind bag tremmer. For voldtægt af den kvinde, som efter voldtægten ønskede at gifte sig med ham.

Blandt andet det kan § 227 bruges til at undgå.

Tilsvarende hvis voldtægten er sket i et allerede etablereret ægteskab, som kvinden alligevel ønsker at fortsætte.

En klassiker, som ikke handlede om voldtægt, men om lavalder, er en sag fra 1941, hvor retten inddrog § 227. Pigen var 14, han var syv år ældre, og der var altså tale om et strafbart forhold. Men da de havde ansøgt om tilladelse til at blive gift, blev straffesagen udsat og formentlig aldrig gennemført.

@ Helge Berg
Du har ret for så vidt angår normale mennesker. Men en del af disse sager er tilfælde, hvor manden har en patologisk personlighed. Her kommer man absolut ingen vegne med fornuftsargumenter. Det er derfor jeg skriver, at man må undersøge mandens psykologiske profil. Hvis han hører til en type, som simpelt hen ikke KAN forbedre sig, uanset alle gode initiativer (mest typisk hvis han er psykopat), så er vi derude hvor almindelig tankegang om straf ikke har nogen mening. Så er vi nødt til at tale om forvaring.
De mænd, der kan formås at indse at de har båret sig urimeligt ad, har mulighed for at forbedre sig. Her, og kun her, kan man tale om at straf giver mening, og diskutere hvor lang tid straffen skal vare.

Inger Sundsvald

Det er ikke småting straffeloven tager højde for, i bestræbelserne for at finde formildende omstændigheder for mænds overgreb.

Søren Furbo Skov

"Derfor var der simpelthen tale om kønsdiskrimination, når samlivsrelateret vold eller drab blev straffet billigere,"

Mænd betaler i gennemsnit en højere skatteprocent end kvinder, som en konsekvens af, at de i gennemsnit tjener flere penge, og fordi vi har indrettet vores skattesystem, som vi har. Mener Information, at vores skattesystem er diskriminerende imod mænd? Hvis ikke, hvorfor accepterer I så præcis samme argument, når det bruges til at gøre noget diskriminerende imod kvinder? I udøver vel ikke kønsdiskrimination mht. hvilke argumenter, der kan bruges?

Artiklen omhandler en vigtig debat op om fundamentale forhold i vores retssystem, hvorfor skal den fyldes med ligegyldige anklager om kønsdiskrimination? Hvorfor ikke bruge pladsen til at diskutere det vigtige, om og i givet fald hvordan vi skal justere strafudmåling baseret på motiv? Hvorfor gøre det så nemt at afvise hele debatten som klassisk feministisk sludder, når den nu er vigtig?

Kommentaren på jeres FB side er endnu værre: "Mon ikke det for længst var lavet om, hvis ikke 89% af dem, der bliver dræbt af deres partner, var kvinder?". Lægger det op til seriøs debat, eller lægger det op til ukonstruktiv mudderkastning? Det sidste giver selvfølgeligt mere opmærksomhed og reklamekroner, men jeg troede ikke det var Informations primære mål.

Søren Furbo Skov

@Marie Spliid Clausen "men den anmeldelse kan vel ikke bruges, hvis den som skulle være offeret siger at hun ikke ønsker at retsforfølge?
Det er vel i og for sig hendes call."

Typisk ikke i dansk retspleje. Det ville gøre det for nemt at true ofret til at droppe sagen. Man kan ikke som offer frabede sig en politiundersøgelse og evt. tiltale af gerningsmanden (eller, man kan ikke være sikker på, at politiet efterkommer ens ønsker).

Suzan Espersen

@ Kåre Fog

"Hvis vi vil have orden på tingene sådan at sex hovedsagelig skal foregå under bestemte forhold (inden for et ægteskab), så må vi ikke kriminalisere at manden forsøger at gennemføre sex her."

Sex er én ting, sex uden samtykke er en voldshandling. Punktum slut.

Hans Jørgen Lassen

Vist så, det må være en mærkelig situation. Men mærkelige situationer forekommer der mange af i den mangfoldige verden, ikke mindst inden for strafferettens område.

Nej, Marie, det er ikke hendes call, som du siger. Voldtægt er en forbrydelse, uanset om kvinden bagefter fortryder, at hun har anmeldt den. Det er ikke hende, der skal føre sag mod voldtægtsmanden, men statsapparatet. Og en så voldsom forbrydelse som voldtægt skal anklagemyndigheden forfølge.

Der findes enkelte straffelovsovertrædelser, som man enten selv må føre sag om, eller som anklagemyndigheden kun tager op efter anmodning fra den forurettede part. Men voldtægt hører ikke til disse kategorier.

§ 227 giver blot domstolene muligheder for fleksibilitet, hvis parterne alligevel skulle have fundet ud af tingene selv, efter forbrydelsen. Mere ligger der ikke i den bestemmelse. Den har intet som helst med "rabat" for ægteskabelig voldtægt at gøre. Det er aldeles misforstået.

@Kåre Fog

Det kan jeg kun være enig med dig i at disse mænd i fleste tilfælde ikke er i stand til at tænke rationelt i gerningsøjeblikket og burde nok at falde ind under forvaringsdom i lovgivningen, imens andre tager hen på besøg hos deres eks for at hævne sig på vedkommende, handlingen er nok styret af jalousi men ikke noget der skete i affekt i det øjeblik kæresten slog op, altså en bevidst planlagt handling som efter min mening kvalificerer vedkommende til normal straf.

@ Marie Spliid Clausen
Hverken jeg eller andre har sagt noget om at sexdrift er forbundet med at slå kæresten fordærvet; det er noget, kun du er kommet frem med.

De, der vil have forbudt eller straffet det ene eller det andet, mangler at sætte tingene i sammenhæng. Jeg har endnu til gode at høre, at de der vil straffe mænd for at gå til prostituerede, siger: til gengæld har du ret til at få sex med din kone. Og jeg har endnu til gode at høre, at de der vil gøre det (mere) strafbart at begå voldtægt mod konen, siger: til gengæld kan du lovligt besøge prostituerede. Dvs. der er en uvilje imod at overveje hvordan manden skal have lov at dække sine behov.

Disse ting har ikke personlig betydning for mig. Men jeg tænker på at visse andre mænd har en meget stærk sexdrift. Jeg vil bare gerne have et bud på: Hvor skal denne type mand få udløsning for sin sexdrift? Jeg spørger ikke så meget af medlidenhed med den `stakkels´ mand; jeg spørger mere, fordi det kan blive et problem for samfundet, hvis sådanne mænd fratages muligheden for at få udløsning for deres sex-drift. Hvordan vil de monstro så reagere? Flytte til Thailand? Gør det tingene bedre?

Hans Jørgen Lassen

Inger,

§ 227 handler ikke om formildende omstændigheder for mænds overgreb. Men om at domstolene får mulighed for at vælge en løsning, der ikke ødelægger noget for par, der selv i mellemtiden er kommet til en forståelse med hinanden.

Så vidt jeg ved, bruges bestemmelsen i øvrigt kun sjældent.

@ Helge Berg
Jeg forstår hvad du skriver, men jeg giver dig ikke ganske ret.
Der findes bl.a. et vist kontingent af mænd som er psykopater. Psykopati indebærer at hjernen er afvigende, f.eks. sådan at disse mennesker ikke er i stand til at føle samvittighed. De `er´ bare sådan, og intet som helst (undtagen indsprøjtning direkte i hjernen af visse kemiske stoffer) kan ændre det. Straf bider ikke på psykopater. De KAN ikke ændre deres personlighed.
Nu er det sådan, at en normal person kan begå et drab i affekt. En psykopat, derimod, begår ikke drab i affekt. Han begår drab med kold beregning.
Det har f.eks. gjort stort indtryk på mig at læse dokumentarbogen om Maria Erikssons forsøg på at undslippe en psykopat [Liza Marklund (1999): Forelskede sig til et mareridt]. Hendes ex-kæreste var psykopat og så ihærdig, at han i mange år efter bruddet blev ved at forfølge hende, hendes nye mand, hendes far og hendes børn, i forsøg på at slå dem ihjel. Maria forsøgte at gå under jorden i Sverige, men det mislykkedes. Til sidst måtte hun og hendes familie flygte til en anden verdensdel, med ny identitet, og opgive al kontakt til forældre og venner i Sverige. Psykopaten har aldrig opgivet ønsket om at slå hende ihjel.
Så det er ofte lige modsat af hvad du forestiller dig: Den type, der agerer med kold beregning, er den type der er immun over for straf og kun kan uskadeliggøres ved livslang forvaring. Hvad der desværre ikke skete i dette svenske tilfælde, da han altid kunne formå vidner til at tie stille, sådan at han ikke kunne dømmes.

@ Marie Spliid Clausen
Lad nu være at tilskrive mig motiver som jeg ikke har.
Jeg opdelte omhyggeligt mine første indlæg i to indlæg, som handler om vidt forskellige aspekter i artiklen. Det ENE handlede om artiklens hovedemne: drab på kvinder. Det ANDET handlede om det, der omtales i de to sidste spalter i artiklen. Det er ikke mig, der har kombineret de to ting. Tværtimod, jeg har forsøgt at holde dem adskilt. Det er ARTIKLEN, der har begge de to emner i samme artikel.

Det glæder mig at du går ind for en organiseret prostitution for at vi kan få pacificeret de mænd, der bare SKAL have trykket lettet med bestemte mellemrum.

Inger Sundsvald

Ingen mand har RET til sex, heller ikke med sin kone. Der er en misforstået opfattelse af, at hvis en mand har giftet sig eller bor i et parforhold med en kvinde, så har man købt og betalt for at få sit seksuelle behov opfyldt. Det har han ikke! Heller ikke hvis det er en thailandsk kvinde.

Manden må klare sig som han bedst kan, hvis han ikke formår at holde interessen for sex vedlige hos ”sin” kvinde. Og det gælder selvsagt også for en kvinde, som ikke formår at vække interessen hos manden, uanset hvad grunden er.

Hans Jørgen Lassen

Man frafalder ikke retsforfølgning efter § 227; men straffen kan nedsættes eller bortfalde. Manden kan udmærket blive kendt skyldig - men hvis de to alligevel ønsker at leve sammen, så har retten mulighed for at tage hensyn til dette.

Hvad jeg ønskede at forklare, er, at den feministiske udlægning af § 227, som artiklen giver udtryk for, ikke har noget på sig.

Inger Sundsvald

Jeg har kun hørt om en mand, der er blevet anmeldt for voldtægt af en muslimsk kvinde. Familien har så tvunget manden til at gifte sig med kvinden, og så er anmeldelsen trukket tilbage. Men jeg troede ikke at det forekom her i landet.

Hans Jørgen Lassen

Marie,

den paragraf bliver ikke mig bekendt misbrugt, og der er da heller ikke givet et eneste eksempel herpå i artiklen ovenfor.

Faktisk bliver den nok slet ikke brugt.

Jeg kunne bare finde ét eksempel, fra 1941, som nævnt ovenfor. Og det handlede om seksuel lavalder, ikke om voldtægt. To mennesker, der elskede hinanden, selv om pigen var fjorten og manden enogtyve. Her kunne § 227 bruges til at holde manden ud af fængsel, mens deres fælles barn voksede i maven på hende.

@ Marie Spliid Clausen
Grunden til, at jeg nævnte prostitution, var den nærliggende tanke: Hvis manden ikke kan få sex i sit ægteskab, hvad skal han så gøre?
Vi må vel i øvrigt have lov til at gå ud fra, så længe vi ikke hører andet, at manden opfører sig pænt, når han træder ind på bordellet eller bestiller sin call girl.

Jeg er enig i, at ingen har RET til sex. Men for nogle er sex-driften så stærk, at samfundet har en interesse i at sørge for, at de kan få udløb for den på en måde som gør så lidt skade på andre som muligt.

@ Marie Spliid Clausen
Jeg skrev: "Konen har ved at indgå ægteskabet erklæret sig villig til at have sex med manden."
Jeg skrev ikke: "Konen har ved at indgå ægteskabet erklæret sig villig til at have sex med manden til døden dem skiller".

Det er ikke mit ønske, at fokus skulle være på mænds seksuelle behov. Men det bliver det jo, når ét indlæg fra mig efterfølges af hele 5 indlæg fra mine modparter.
Der er vist sagt nok om dette her. Jeg håber at resten af diskussionen kan handle om artiklens hovedemne.

Bente Simonsen

Mænd af den kaliber Kåre Fog omtaler har med næsten 120%'s sikkerhed udenægteskabelige forhold også, så hvorfor ikke lever de ikke et singelliv? Fordi de behøver ha' magt.

Marianne Mandoe

Vold er vold.
Vold i et forhold er Vold OG tillidsbrud af værste skuffe.
Er den ene part i et forhold voldelig over for den anden burde straffen for vold have en tillægsstraf for kontraktbrud.

olivier goulin

Jeg finder det i hvertfald uforståeligt, hvordan man kan løslade en mand efter 3 år, for et så groft mordforsøg, og en invalideret ekskæreste, som kun med det yderste held, har overlevet.

Og jeg finder det helt forståeligt, at offeret, og mange andre, føler deres retsbevidsthed krænket.

/O

Der er altså også en anden pointe med at give affekt rabat, og det er jo også det ordet affekt betyder. Nemlig når man handler i affekt betyder det at man er i en anden sindstilstand hvor man handler uden at tænke over konsekvenserne, fordi man er for følelsesmæssigt påvirket, hvilket er pointen med at give strafrabat.

Hvis man derimod dræber efter forholdet er forbi, så er det ikke i affekt, fordi det er planlagt og man derimod har haft god tid til at tænke over tingene. Husk her på at man kun er i en bestemt sindstilstand i ca. 20min af gangen hvis man er normal rask, så hvis man planlægger et drab over flere timer, dage eller uger, så er det på ingen måder i affekt, medmindre man lider af en psykisk lidelse.

Derfor kan jeg ikke tage Trine Baumbach og hendes jeg bliver krænket fordi jeg er en kvinde mentalitet seriøst udfra det hun forklarer i denne artikel!

Hvis man derimod ville vold og drab imod kvinder og for den sags skyld også mænd og børn til livs. Skulle alle som bliver straffet for vold eller drab gennemgå et tvunget ATV(alternativ til vold) forløb før deres straf er udstået.

Mia Savolainen

Skal jeg forstå det sådan, at der herinde er personer der vitterligt ikke kan se forskellen på sex og voldtægt?

Der må da være noget galt. Det er da ikke normalt ikke at vide, at det er to vidt forskellige ting.

Olivier Goulin:

Husk på at din retsfølelse bare er en følelse, du vil aldrig kunne stille den tilfreds ved sådan en forbrydelse og det er derfor vi har et retsystem til at tage sig af udmålingen af straffen. Du har jo kun fået hendes side af historien. 3år lyder måske ikke af så meget men tid er altså relativ og hvis du sidder i fængsel og har mindre at foretage dig så føles tiden altså som om den går væsentligt langsommere og så er 3år en evighed.

Jeg hørte her i går om en som var blevet overfaldet på en bar og selv sparket i hovedet af overfaldsmanden imens han var bevistløs og her fik overfaldsmanden kun 6måneders fængsel.

Der mener jeg seriøst at politiets advokater har spillet fuldstændigt fallit fordi der må mindst også som i den anden sag være tale om desideret drabsforsøg når man sparker en bevistløs person i hovedet.

Jeg er meget imod hårde straffe, fordi jeg ved hvordan lange straffe påvirker folk psykisk og vi er ikke interreseret at få vane forbrydere ud i den anden ende.
En straf skal være hård, men den skal også være overskuelig ellers bliver folk desperate og så får vi for alvor et voldeligt samfund(ja kig engang på forbilledet USA)

Hvis ikke I kan se at der er forskel på vold mod en ukendt sagesløs og så den 'vold' der udøves mellem mennesker der lever sammen 24/7/365 ..

Helt ærligt.. Somme tider får Kvinder altså NØJAGTIGT det de lægger op til .
Mht Marlene Duus : Jeg savner andre udlægninger af hvad der førte til drabsforsøget .. Kneppede hun hans bedste ven eller ???

olivier goulin

@Rolf,

Ikke helt enig.

Retsfølelse handler ikke mindst om, at der skal være en vis rimelig sammenhæng mellem forbrydelse og straf.

Det er der ikke i de flestes øjne, når man reelt får det samme for at have smadret et andet menneskes liv og førelighed - og for at have forfalsket nogle underskrifter, eller begået økonomisk kriminalitet, som ofte handler om bedrag med rent virtuelle' værdier.

Det tror jeg mindst man skal være DJØf'er for at forstå.

Hertil kommer, at lange straffe ikke i sig selv skaber vaneforbrydere. Tværtimod, i sagens natur. Jo længere man sidder inde, desto færre andre ulykker kan man lave.

Vaneforbrydere er som regel folk, der kommer fra socialt belastede miljøer, hvor de er opvokset i kriminalitet, og ikke kender til andre karierreveje - og ryger uforbedreligt ind og ud af fængslerne.

De kan også dreje sig om notoriske svindlere fra de bedre kredse.

Men de burde også afsone længere straffe efter min mening. Navnligt vaneforbryderne giver det ingen mening at lukke ud igen og igen til ny kriminalitet.

Hvis man ikke viser vilje til at reformeres så man kan indgå i fællesskabet uden at være en trussel for det - så bør man holdes ude af fællesskabet.

Til gengæld mener jeg så, at man burde have væsentligt bedre afsoningsforhold, så livet udenfor fællesskabet faktisk bliver et tåleligt alternativ - et slags alternativt fællesskab under kontrollerede forhold.

/O

John W Larsen:

Jeg er enig med at vi kun har den ene side af historien, men til hendes forsvar vil jeg sige at der altså findes mennesker som har så grebet af jalouxi at de dessideret er farlige uden at man nødvendigvis behøver at provokere dem.

Udover det er jeg virkeligt træt af at høre om hende Duus fordi han har fået sin straf og det der er blevet pålagt ham og så er det jo ikke rigtigt hans skyld at der er problemer med at man som offer for tilkendt erstatning osv. det har han slet ikke noget at gøre med.

olivier goulin

@John,

Det er stort set sagen uvedkommende - med mindre der ligefrem var tale om selvforsvar, hvor hun var ved at smide *ham* ud af vinduet.

Men den historie, vi har hørt i medierne giver et helt andet indtryk. Her blev hun halvt bevidstløs slæbt gennem lejligheden og hældt ud af vinduet.

Altså meget langt fra et slagsmål på balkonnen, hvor hun fik overbalance - eller sådan noget.

Det mener jeg er en meget skærpende omstændighed, der burde have givet en langt højere straf.

/O

Hans Jørgen Lassen

Marie,

som det også fremgår af artiklen, blev "samlivsrabatten" ved drab afskaffet med Højesterets dom af 5. oktober 2009 (ikke september, som der står i artiklen). Så det problem eksisterer ikke længere.

Og straffelovens § 227 er misforstået, plus at bestemmelsen er irrelevant, da den mig bekendt ikke bliver brugt. Jeg kunne finde én enkelt dom - fra 1941. Og det var muligvis i virkeligheden en romantisk historie.

Jeg ved sgu ikke, om der egentlig står noget som helst relevant i artiklen, hvilket ikke behøver at være Baumbachs eller Søderbergs fejl. Det kan også skyldes journalistens uformåenhed.

Der nævnes ikke ét eneste aktuelt problem med konkrete eksempler. Luftig snak. Så gik tiden da med det, og kaffen gled ned.

Hans Jørgen Lassen

Marie,

synes du, at der står noget relevant?

Selv får jeg knopper af meningsløst vrøvl og har svært ved at holde min kæft. Især generer det, at folk sluger vrøvlet råt, tror på det hele, fuldstændig ukritisk, for det har jo stået i avisen, i Information.

I øvrigt kan jeg henvise til Ugeskrift for Retsvæsen, U.2009B.423, hvor Trine Baumbach måtte stå for skud. En morsom lillle artikel.

Inger Sundsvald

Det patriarkalske samfund har i den grad overlevet, ikke kun m.h.t. vold, voldtægt og drabsforsøg i straffesystemet, men helt ned i dagligdagen.

Kvinder bliver behandlet anderledes end mænd. Medierne er meget interesserede i, hvordan det er at være en ung kvinde i politik, om de kan få det til at hænge sammen at få børn – og også hvorfor de ikke får børn.

Hvornår mænd bliver fædre og hvordan de klarer arbejdet i Folketinget er ikke så interessant, og der er jo ingen der kunne drømme om at spørge en ung/gammel mand om hvorfor han ikke har børn.

Gucci-Helle er det helt acceptabelt at kalde statsministeren, men ikke Armani-Fogh, og heller ikke spørgsmål til Hjort om, hvordan det er at være en halvgammel mand i politik, og slet ikke at spørge en ung mand om, hvordan det er at være en ung mand i politik og hvordan han får hverdagen til at hænge sammen. Det første der falder Bendt Bendtsen ind da han første gang møder Johanne fra EL, er at bede hende om at hente noget kaffe til ham.

Hvis en kvinde dræber sin mand/samlever med 17 knivstik, så tror jeg ikke der bliver givet rabat fordi hun kendte ham, heller ikke hvis han mirakuløst overlever. Og hun får nok heller ikke tilbudt et arbejde hos en kendt person, så hun kan blive resocialiseret og undgå at begå en forbrydelse i fremtiden.

Men hvis en kvinde knepper en mands bedste ven, så er der helt andre ting på spil, og så taler vi ikke mere om f.eks. ligeløn og den slags trivielle sager, så går vi tilbage til de grundliggende menneskerettighedslove – for mænd forstås.

Hans Jørgen Lassen

Hvis artiklen havde givet eksempler på, at straffelovens § 227 var blevet misbrugt, så ville den have haft substans.

Men det har artiklen ikke, hverken eksempler eller substans.

Varm luft.

Hans Jørgen Lassen skriver:
"Jeg ved sgu ikke, om der egentlig står noget som helst relevant i artiklen"
Så, nu har vi diskuteret spalte op og spalte ned, og så viser det sig, at der i virkeligheden ikke er noget at diskutere.
Ved nærmere granskning af artiklen, må jeg give Hans Jørgen Lassen ret. Artiklen bliver præsenteret som om vi her har et eksempel på kønsdiskrimination - kvinder bliver især dræbt i hjemmet, og drab i hjemmet dømmes mildere end andre drab. Men ved nærmere inspektion er samlivsrabatten ophævet i 2009, og § 227 bliver næsten aldrig brugt. Altså eksisterer en eventuel slagside til kvindernes ugunst slet ikke mere.
Så det her er altså blevet endnu et eksempel på, at kvinder skal fremstilles som ofre for mandskønnets overgreb, uden at der faktisk ved nærmere inspektion er tale om nogen diskrimination (længere).
For dog at få pointen igennem, skal vi til sidst i artiklen høre om, at den patriarkalske holdning stadig ligger og lurer under overfladen. Tjah. Under overfladen hos hvem? Hvordan kan det være, at en del kvinder fortsat forelsker sig i mænd med macho-attituder, og at kvinder bliver i parforholdet, selv efter at manden har vist at han er voldelig? Måske ligger det patriarkalske mønster lige så meget under overfladen hos kvinderne som hos mændene.
Hvis nu Information skal genoprette balancen, så kan vi måske næste gang få en artikel om, at mænd generelt i deres liv er mere udsat for ulykker, for overfald og for drab en kvinder er. Det må givetvis kunne fremstilles som et tegn på at mænd er ofre og bliver diskrimineret af kvinder. Altså hvis argumentationen lægges på samme niveau som her.

Selv en psykopat må sgu da kunne finde ud af at onanere, hvis "trykket bliver for stort". Kvinder, og mænd for den sags skyld, skal ikke misbruges, fordi "man" har et behov. Det behov må man altså selv tage hånd om, om man så må sige.

Hans Jørgen Lassen

Marie,

jeg ved ikke, hvilket værdigrundlag du forestiller dig.

I sagen fra 1941 var en 14-årig og en 21-årig forelskede i hinanden. Det kan jo som bekendt føre til sex, og det førte her også til et barn.

De ville gerne giftes, og derfor resolverede retten, at § 227 kunne bruges. Hellere give dem en chance for et familieliv, i stedet for at bure manden inde.

Det synes jeg er et udmærket værdigrundlag.

Jeg kender som sagt ikke andre sager, hvor bestemmelsen er blevet anvendt.

Inger Sundsvald:

Som jeg skriver tidligere handler det om at gøre noget i affekt at man er i en så følelsesmæssigt sindstilstand at man ikke er i stand til at overskue konsekvenserne af sine handlinger, det er desuden op til den sigtedes forsvar at bevise om forbrydelsen er sket i affekt og det er svært.

Inger Sundsvald

Netop, Marie. Uanset hvor vanvittig man tvister debatten, så er der andre væsentlige spørgsmål at tage stilling til. Hvem der var kæreste med hvem, hvad de har foretaget sig senere og hvem der var skyld i dit og dat, og ikke mindst hvordan den psykologiske profil tager sig ud her på information.dk

Den patriakalske fantasi som artiklen omfatter ser jeg ikke.

Men at straffene bliver mindre ved vold i hjemmet, synes jeg er meget naturligt.

Du tager i byen, drikker dig fuld, kommer op at slås og ender med at brække armen på den anden. Simpelt.

Derhjemme, vil du jo nok have fået de første 10 vaser/tallerkner og diverse service i hovedet før du brækker armen på hende.

En lille undersøgelse, jeg selv lavede ved et lille middagsselskab viste tydeligt at alle mændene at alle konerne i et eller andet omfang var voldelige over for deres mænd. Hvilket alle synes var i orden.

Ville Du synes det var i orden den anden vej?

Marie, desværre kan jeg kun henvise til min egen lille ukorante undersøgelse. Hvad der er debat og spetakel kan jeg desværre ikke se forskellen på.

Jeg synes det er en fin debat og er helt med på at diskutere kønsrollemønstre og ligestilling. Men som den gode dreng der er opvokset med, at man ikke slår på piger, kan jeg kun sige at havde det været en mand jeg havde været gift med, havde vi været oppe at slås indtil adskillelige gange.

Generelt ser jeg også at det er indbygget i lovigvningen at prøve at bevare familien og der hjælper det ikke altid at far sidder i fængsel. Hvis mor alligevel vil være sammen med far når han kommer ud, kan min ligeså godt skære nogle måneder med kun 'en indtægt og lade ham 'arbejde' forbrydelsen af, uden for fængslet.

Du nævnte defensiv/agressiv i samme sætning før, hvordan hænger det sammen?

@ Marie Spliid Clausen
"Jeg har bare svært ved at se hvordan alle de sjove ‘formildende’ omstændigheder der er remset op i denne tråd, såsom kvindens utroskab, rapkæftethed eller manglende lyst til sex er at sidestille med de situationer du nævner."
Det har jeg også svært ved at se.

Majbritt Nielsen

Jeg tror der er en årsag til at flere og flere kvinder ikke gifter sig. Og det er ikke fordi at de er bedere uddannet end deres modparter(mænd).
Men ganske enkelt fordi at det er åbentbart almindeligt at det er i orden at klappe "harpen" et par på hovedt eller stikke hende ihjel, eksempelvis knivstik 17.

Fordi manden ikke evner at sige fra over for hakkeri fra hendes side af.
Og derfor ser sig i sin fulde ret til at aflive hende.(?)

OG mænd kalder sig det stærke køn???????
Hmm

@ Majbrit

Der er måske nogle der vil sige at den moderne mand ikke siger fra, fordi de er opdraget af deres mor og har lært. Man skal gøre hvad mor siger.

Måske fortsætter de det, i deres forhold. Gør ikke mor sur. Mærkeligt nok finder de sig hurtigt i nærheden af den grønne flaske med det brusende indhold, de vuggende hofter på Istedgade eller som Lektor Blomme på deres arbejde.

Er alt dette den moderne kvindes skyld? Kan urmanden, leve sammen med den moderne kvinde?

Eller er hun dømt til en tilværelse, hvor hun er fravalgt og kun kommer i nærheden af en mand, når hun skal i sædbanken og købe næste generation.

@Marie

Snakkede lige med min 6-årige datter i dag, ja, jeg er skilt osv.

nå, men. Vidste fra tidlige at hun havde udtrykt sin glæde ved at hendes klasselærer var syg, fordi hun hadede hende.

Nå, men jeg er jo lidt nysgerrig! Hun var så blevet rask, men stadig hadet. Min datter siger så at hun hader hende fordi hun råber af drengene. Hvilket selvfølgelig sagtens kan være kode for at hun råber af hende.

Som mand er jeg meget bevist om at have et arbejde hvor jeg blandt andet kan have magt, om ikke andet over mig selv. Er værdsat og bliver aflønnet ordentligt.

Hvordan skal jeg som mand tage et ansvar, på klassiske kvindefag, når jobbet ikke opfylder ovenstående kriterier?

Jørgen Larsen

Kvinder har altid følt sig tiltrukket af brutale mænd.
Det der med at give flere mænd barselsrettigheder hjælper nok ikke hvis kvinden vil have" et rigtigt mandfolk".
Måske håber de på at kunne dressere ham til at være en skødehund, hvad ved jeg.

Men èn ting ved jeg, de værste slubberter er altid dem der scorer flest damer i nattelivet, og det er også de damer der bagefter klager over de bliver mishandlet, selvom de godt vidste hvad de gik ind til.

Sider