Læsetid: 6 min.

Hvad må et liv koste?

40-årige Line M. Augustesen ville være død i dag, hvis hun ikke var blevet behandlet med en meget dyr medicin mod fremskreden modermærkekræft. Men for de 800.000, som kræftbehandlingen koster, kunne man have skiftet 10-15 nedslidte hofter, påpeger sundhedsøkonomer, som mener, at vi bør diskutere, hvor meget en patient må koste sundhedsvæsenet
Line Marschall Augustesen kunne for kort tid siden fejre sin 40-års-fødselsdag. Hvis det ikke have været for en dyr og omdiskuteret medicin mod fremskreden modermærke-kræft, ville hun sandsynligvis have været død i dag

Line Marschall Augustesen kunne for kort tid siden fejre sin 40-års-fødselsdag. Hvis det ikke have været for en dyr og omdiskuteret medicin mod fremskreden modermærke-kræft, ville hun sandsynligvis have været død i dag

Tine Sletting

20. februar 2012

En eftermiddag i januar 2007 lå Line Marschall Augustesen på sofaen og hvilede sig efter sin 35-års fødselsdag med familien. På sin hofte mærkede hun en hård knude lige der, hvor hun fire år tidligere havde fået fjernet et voksende modermærke. Ifølge hendes egen læge var der ikke tale om noget alvorligt, men knuden gjorde hende alligevel urolig.

Derfor kontaktede Line Marschall Augustesen privathospitalet Hamlet, hvor hun blev scannet og fik taget en biopsi. Knuden viste sig at være ondartet modermærkekræft. Kort efter fik den 35-årige mor til to opereret knuden væk, og hun skulle siden møde op til kontrolscanning hver tredje måned.

»Derefter fik jeg løbende tilbagefald. I december 2008 fandt lægerne endnu en knude i lysken, og året efter var der to metastaser i lungerne,« siger Line Marschall Augustesen, som blev opereret igen i 2008 og 2009.

Men året efter havde kræften spredt sig voldsomt. Lægerne fandt nu mellem 10 og 12 metastaser i Lines lunger, og medicinsk behandling var den sidste mulighed, men den havde ingen effekt.

»Det var et hårdt slag, for der lød det, som om jeg ikke ville nå at blive 40 år,« siger Line Marschall Augustesen.

Med to børn på dengang fem og syv år og en støttende mand, havde hun dog ikke tænkt sig at give op, selv om lægerne med hendes egne ord ikke kunne love andet end dystre udsigter og et tilbud om eksperimentel behandling med stoffet ipilimumab.

Pris på 10 nye hofter

I oktober 2011 anbefalede Sundhedsstyrelsen, at patienter, der lider af fremskreden modermærkekræft, skal tilbydes behandling med medicinen ipilimumab — også kaldet ipi. Pris: 800.000 kr. pr. patient i gennemsnit. Medicinen er banebrydende, fordi den ser ud til at kunne kurere modermærkekræft. Bagsiden er dog, at den ifølge lægerne kun helbreder hver tiende af de ca. 60 danskere, som hvert år rammes af sygdommen. De resterende 90 procent får en gevinst i form af lidt længere overlevelse.

Stoffet har været i brug i så kort tid, at lægerne endnu har begrænset kendskab til ipis langtidsvirkninger. Men det står klart, at den samlede regning til de 60 patienters medicin, scanninger og kontroller vil løbe op i over 50 mio. kroner årligt, og at kun seks patienter formentlig vil blive helbredt af behandlingen.

Ifølge sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen fra Syddansk Universitet er medicinen for dyr i forhold til den opnåede effekt.

»Det interessante er, at det bare er blevet snørklet igennem uden alt for meget formalia i Danmark. I England har man beregnet pris i forhold til effekt ret præcist, og der har de vendt tommelfingeren nedad og sagt, at prisen pr. kvalitetsjusteret leveår (se faktaboks, red.) er alt for høj til, at man vil godkende det,« siger økonomen.

På internationalt plan mener nogle sundhedsøkonomer, at forbedret livskvalitet til mange kan være at foretrække frem for ét reddet menneskeliv. Kjeld Møller Pedersen mener, at man i Danmark bør overveje, hvordan vi får mest for sundhedsvæsenets begrænsede midler.

»For de 800.000 kroner kunne du have udskiftet 10-15 nedslidte hofter. Eller du kunne sandsynligvis have foretaget en hjertetransplantation. Hvor er pengene brugt bedst« spørger han.

Afdelingsleder for Sygehusbehandling og Beredskab i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm ser anderledes på sagen. Han var med til at anbefale, at regionerne tog lægemidlet ipi i brug:

»Det her stof er i den dyre ende, men det er sjældent, at man ser kræftlægemidler, som på nogle patienter har en så overbevisende effekt, at man kan sige, at de er næsten kureret,« siger han.

Ipilimumab ændrede alt

Da Line Marschall Augustesen fik sin første indsprøjtning med den dyre kræftmedicin ipilimumab, forskede lægerne stadig i stoffets virkninger, så hun havde ingen statistikker at læne sig op ad. Kun håbet.

»Jeg var ukuelig optimist, selv om der stort set ikke var noget tilbage af mig. Jeg var bare glad for at få endnu en chance. Jeg kunne jo ikke vide, om det virkede, men jeg håbede,« siger hun.

Ipi giver en tredjedel af patienterne svære bivirkninger, som kan føre til indlæggelser, varige mén og i sjældne tilfælde død. En anden tredjedel får ikke-livstruende bivirkninger som kvalme og diarré, og den sidste tredjedel går stort set fri af bivirkningerne. Line Marschall Augustesen hører til i den sidste kategori, og efter den fjerde behandling viste en scanning oven i købet, at alle de aktive metastaser i Lines lunger var væk.

»Der er kun nogle få pletter tilbage på lungerne i dag, og lægerne mener, at det er dødt væv af metastaser, som ikke er aktive længere. Det er jo mit held, at jeg er en person, der bare kæmper videre. Havde jeg fået de mange metastaser få år før, havde de ikke kunnet give mig den behandling, så i dag er jeg dybt taknemmelig over, at jeg har fået livet tilbage af den medicin,« siger hun.

De seneste tre scanninger har ikke vist tegn på flere metastaser. Hun er altså med stor sandsynlighed blandt de ti procent, som ikke viser tegn på tilbagefald efter behandling med ipi.

Følelser trumfer statistik

Ni ud af ti modermærkekræftpatienter har altså ikke den samme gode effekt af den dyre medicin som Line Mar-schall Augustesen, og det har ført til stor debat blandt læger og sundhedsøkonomer. For skal beslutningstagerne tænke på mest sundhed for pengene og kvalitetsjusterende leveår — eller skal de tænke på de mest akutte patientgrupper?

Overlæge Inge Marie Svane fra Herlev Hospital har sammen med kræftlægerne Lars Bastholt og Henrik Schmidt forsket i kræftmedicinen ipis effekter, og det er på baggrund af den forskning, at lægemidlet er blevet anbefalet til brug i Danmark trods den ringe effekt for langt de fleste patienter. Hun mener ikke, at medicinen alene bør måles på de kvalitetsjusterede leveår.

»Når en kræftpatient først har fået diagnosen, så er det værste jo at få at vide, at der ikke er mere at gøre. Den her mulighed for behandling giver dem håb. Men det er en svær sammenblanding af statistik og følelser. Der skal jo være et rationale om, at behandlingen holder økonomisk og videnskabeligt. Men noget tyder på, at når patienterne er kommet ud over et år med den her behandling, så holder effekten, og det er banebrydende,« siger Inge Marie Svane.

I sidste ende mener hverken hun eller overlæge Lars Bastholt fra Odense Universitetshospital, at det er deres opgave at forholde sig til medicinens pris.

»Det er klart, at hvis sundhedsøkonomerne og politikerne finder ud af, at prisen for en behandling til en patient i den her patientgruppe er for høj, så er det er helt fair. Det er vores fælles pengepung, det bliver taget af, og jeg var da også ved at falde ned af stolen, da jeg hørte prisen på det her. Men det er ikke min opgave at sige ja eller nej til det. Jeg kan give dem det faglige grundlag at beslutte det på,« siger Lars Bastholt.

På bekostning af andet

Line Marschall Augustesen, der for kort tid siden fejrede sin 40-års-fødselsdag, har svært ved at svare på, om medicin kan blive for dyr.

»Jeg har fået livet tilbage, og jeg synes ikke, man kan sætte menneskeliv på formel,« siger hun og holder en lang pause. »Men det kan jeg jo sagtens sige, når jeg har været en af dem, der har været heldige. Man er på den ene side dybt, dybt taknemmelig for at få livet tilbage. Men det er også svært at tillade sig at sige, at man kan kræve den behandling, for jeg ved jo godt, at det er på bekostning af noget andet. De penge kunne være brugt et andet sted,« siger hun.

Serie

Seneste artikler

  • Politikere vil have åbenhed om prioriteringer

    24. februar 2012
    Sundhedsordførere fra begge fløje er klar til at tale åbent om, hvordan man bedst prioriterer sundhedsvæsnets begrænsede midler f.eks. ved at oprette et nationalt prioriteringsinstitut på sundhedsområdet. Eksperter bakker op
  • Bløde patienter nedprioriteres

    21. februar 2012
    Kræftområdet har fået markant flere penge til behandling over de seneste ti år end alle andre sygdomsgrupper, viser opgørelse fra Sundhedsministeriet. Men væksten er væk, og det vil syge uden kræft mærke, lyder det fra sundhedsøkonomer
  • Kun kræftsyge får hjælp til at dø en blid død

    21. februar 2012
    Selv om knap tre ud af fire danskere dør af andet end kræft, går 95 procent af den lindrende smertebehandling til døende kræftpatienter. På Hospice Sjælland erkender chefen, at de ikke er gode nok til at favne andre patientgrupper
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Man kan og skal ikke sætte pris på menneskeliv. Når det kommer til medicin, skal den imidlertid udvikles i uafhængige, offentlige laboratorier - hvilket dels vil give billigere medicin og åbne, verificérbare resultater.

Bjarne Bisgaard Jensen

Skal DJØFFERNE nu også være læger og ordinere medicin til alvorligt syge mennesker. Der er et lægeløfte som vist ikke omfatter dem

Det er - altid- et spørgsmål om prioritet.
Her i Danmark har man råd til at gå i krig og købe militær udstyr for milliarder af kroner.
Hvad koster et liv?

Brian Pietersen

enten tager de myndigheder sig sammen, ellers burde de la vær at modtage skattepenge.

Så kunne man lave et nyt danmark i danmark og betale sin skat til, så de penge gik til de mennesker som har brug for hjælp.

Brian Pietersen

jeg ville starte med at spare sundhedsøkonomerne og andre væk, de trænger til at komme ud og lave noget fornuftigt, f.eks. gå ture med de gamle.

Må jeg ikke minde om, at krigen i libyen faktisk kostede cirka 10-12 gange så meget, nemlig mellem 500-600 millioner. Det er der råd til, at lade død og ødelæggelse regne ned over mennesker i andre lande; der er åbenbart ikke råd til at give et ungt menneske håbet og livet tilbage....

Bjarne Bisgaard Jensen

Teknokratiet blomster som aldrig før i alle grene af samfundet. Desværre tror jeg ikke på at det gavner hverken sundheden eller almenvellet, men sikkert karrieren

Den virkelige tragedie er at Bristol-Myers slipper afsted med at tage skyhøje priser for et medikament der virker i 1 ud af 10 tilfælde og forårsager et utal af bivirkninger i 2 ud af 3 tilfælde.

Hvornår kommer der en international handelsaftale der bryder medicinmonopolerne for at tilgodese lidende menneskers mulighed for at blive raske?

Næst efter bankerne må medicinalindustrien nok stå for, når der skal nationaliseres – håber det bliver i min tid.
Husker de tyske skolebøger fra hitlertiden, hvor man i regning kunne få opgaver, hvor man skulle regne ud, hvor mange fodbolte og sportshaller, man kunne få hvis, samfundet, skilte sig af med evnesvage. Er det der vi er på vej hen?

"Næst efter bankerne må medicinalindustrien nok stå for, når der skal nationaliseres – håber det bliver i min tid."

Det gør det så ikke - hvornår har vi sidst hørt et seriøst parti tale for nationaliseringer?

Heinrich R. Jørgensen

Claus Oreskov:
"Er det der vi er på vej hen?"

Der er vi vist allerede...

Ganske vist er det ikke skoleelever der forsøges påvirket til at tænke og danne sig en holdning, men derimod medierne og politikerne der igen og igen lufter tanken om hvor godt man kunne få det, hvis man kunne slippe af med de andre.

Sven Damm-Ottesen

Det var dog utroligt!

Et lille eksempel om kærlighed og håb, og så er vi fortabt. Det er også synd for hundehvalpe, men ikke for grisene i det industrialisere landbrug?

...Hvis vi nu forholder os on topic, så nytter det ikke meget at snakke om krigen i Libyen. Der arbejder en masse mennesker på de danske sygehuse, og de ved godt pengene fra det danske forsvar ikke pludselig falder ned fra himlen. Eller at medicinalindustrien dropper patenterne og vi får OpenSource medicin fra Indien. Der er de penge der er, og dem må vi satme da bruge på den mest fornuftige måde.

Det betyder - ja, ad, spyt og sprøjt - en eller anden cost-benefit analyse af hvordan de penge vi bruger påvirker de mennesker vi bruger dem på.
- Eller skal der en eller anden historie til om Lotte og Ole der ikke fik nye hofter og nu har ondt hele tiden?

Jeg siger ikke hofter skal vægtes over dyre kræftbehandlinger, blot at det er virkelig dumt at umyndigøre diskussionen.

I en parallelverden hvor verden ikke lider under økonomiske idealer findes den slags problemer ikke. Der kan man gøre alting fordi begrebet "koster" ikke har mening. Folk drives af lyst, intellekt og sammenhold.

Indtil videre har vi ikke ønsket det, men hviss vi vil, kan vores verden blive ligesådan!

Har ikke læst artiklen. Nåede kun til billedet. Så blev jeg overbevidst om at der endnu engang var tale om en gang følelsesporno, som næppe vil forholde sig til substansen.

Læste artiklen alligevel.

Hun har minimum :
- fået fjernet modermærke.
- Scannet hver 3. måned i flere år.
- biopsitagning.
- Operation i 2007, 2008, 2009.
- medicinsk behandling.

Så at skrive "man" ikke vil behandle hende er nok at stramme skruen en anelse.

hertil kommer at :...patienters medicin, scanninger og kontroller vil løbe op i over 50 mio. kroner årligt, og at kun seks patienter formentlig vil blive helbredt af behandlingen. Dvs. yderligere næsten 10 mio. pr. patient.

Må nok erkende at jeg i dette tilfælde er enig med sundhedsøkonomerne

Michael Ribers

Jeg må erklære mig enig med Sven Damm. Det er alt for let (og ærlig talt ikke seriøst) at kalde sundhedsøkonomer for nazister mens man samtidigt undgår at tage stilling til at der er begrænsede ressourcer til rådighed - også i sundhedssektoren.

Artiklens tager en relevant og meget svær diskussion op og det er for ringe at den bliver fejet af bordet på den måde. Nationalisering af medicinalvirksomheder eller ej.

Hanne Gregersen

Befriende hvis vi endelig kunne få en åben diskussion af de nødvendige prioriteringer i sundhedsvæsenet.

Der er ganske enkelt ikke råd til det hele, og man må forvente, at politikerne nu viser mandsmod til at definere, hvad vi skal og straks mere farligt, hvad vi ikke skal.

Dem, der tror, at sundhedsøkonomerne er problemet, har ikke fattet meget af, hvad det handler om og at kalde dem nazister siger vist mest om afsenderens stupiditet - undskyld, men det er for lavt et niveau !

Michael Ribers

@ Peter Hansen:
Jeg er ikke helt uenig med dig. Tvivler dog på at selv den mest optimale indretning af vores samfund vil eliminere denne diskussion (men man kan jo håbe). Desuden er det i hvert fald her og nu nødvendigt at diskutere og den ene diskussion udelukker jo ikke den anden.

Martin Pagh Ludvigsen

Befriende og meget tiltrængt debat i Danmark. Problemet er netop, at man ikke tør tage debatten og i vores individ-fokuserede kultur derfor ender med at sætte et menneskeliv højere end alt andet. Fordi enkelte patienter så ender med at koste sundhedsvæsenet rigtig mange penge, dræner det kassen, hvilket går ud over alle andre i sundhedsvæsenet.

Der er klart brug for reformer på det her område. Min holdning er, at delvis brugerbetaling og private sundhedssikringer bør være en del af løsningen for dem, der har råd til det, og at der så kan findes alternativ, offentlig finansiering til dem, der ikke har.

Soren Andersen

Så fik en eller anden lige blandet bankerne og nazityskland ind i diskussionen igen.

Har de pågældende hørt om begreberne saglighed og god smag?

I dag prioriteres/sorteres der allerede:

For nylig skrev Politiken om en 65-årig kvinde med kræft i bugspytkirtlen, der ikke fik tilbudt operation:

"Ifølge de kliniske retningslinjer skal lægerne så tilbyde operation, men overlægen i Odense skrev i journalen:

»Grunden til, at der ikke direkte gås til operation, er at pt. (patienten, red.) er svagt retarderet!«."

http://politiken.dk/indland/ECE1540610/laege-opgav-operation-fordi-patie...

Af hensyn til almenvældet skal medicinpatenter være underlagt et særlige indtjeningsloft.

Sidst jeg var på apoteket for at hente noget inflamationsbekæmpende medicin receptudskrevet fra hospitalet til et familiemedlem, førte jeg følgende samtale med apotekeren:

- Skal det var det originale mærke eller vil du have kopimedicin?
- Hvad er forskellen?
- Den er 1005 kr.
- Ja tak hvis du garantere at det er lige så godt
- Jamen det er det
- Ja så bliver det i alt 204 kr. (Jeg skulle nemlig også have et andet medikament)
- Farvel, og mange tak!

Medicinalindustrien forbliver kommerciel, patenter er en del af drivkraften i medicinudviklingen, staten har hverken midlerne eller kompetencerne til at gøre forskningen "gratis", der er begrænsede midler til sundhed, og pengene fra fx krigskassen bliver aldrig kanaliseret over i sundhedssektoren.

Givet disse begrænsninger, også kaldet det virkelige liv, så stiller sundhedsøkonomen spørgsmålet, hvordan skal fællesskabet bruge sine penge.

Hvis det at redde liv er vigtigst, så må vi jo gøre noget andet, fx differentieret pleje med mulighed for tilkøb, stoppe ikke livsvigtige tilbud som fx kosmetiske operationer eller kunstig befrugtning, eller...

Der er her debatten starter, synes jeg.

Dorte Sørensen

PS: Prioriteringer er ikke et nyt problem - Fx fik ældre mennesker tidligere ikke foretaget en Grå Stær operation.
Ligeledes er prioritering helt i den borgerlige ånd for ikke at sige i Bjørn Lomborgs. Men sørgeligt at der ikke sættes grænser for medicinalsindustriens priser - Kan der ikke i stedet udvikles en international tilskudsordning til de medicinvirksomheder, der udvikler ny og bedre medicin ol. så ikke priserne på en ny og mere livsgivende medicin/behandling bliver ubetalelig for mindre bemidlede mv. En anden mulighed kan være at gøre udviklingen af medicin til en opgave for en FN ligende organisation.

Mikael Petersen, at patenterne underlægges et særligt indtjeningsloft forhindre ikke at medicinalindustrien kan få dækket både udvikling, produktion og et rimeligt overskud.

Medicinalindustrien gør bevidst markedet uigennemskueligt og politikere med merkantil politisk observans vil ikke indse at der er penge at spare:

Denne artikel fra ing.dk anskueliggør problemet:

Bertel Haarder afviser medicin-it med mulig milliardbesparelse
Det danskudviklede it-system BOB har sparet Region Sjælland for 50 millioner kroner i medicinudgifter. På landsplan er potentialet i milliardklassen.

http://www.version2.dk/artikel/bertel-haarder-afviser-medicin-it-med-mul...

Danmark blev kåret som verdens næstmest ateistiske land i 2007, og burde derfor kunne bruge aktiv dødshjælp i forhold til selv mindre lidelser.

Fordi vi i modsætning til det meste af verden ikke frygter for helvedets lidelser, burde vi danskere kunne få verdens billigste sundhedssystem.

"Hvad så med de pårørende ?" kunne man spørge - er det ikke synd for dem ?

De kan da også bare få en sprøjte !

Vores ateisme giver os mange ulemper i forhold til resten af verden. Folk i udlandet tror vi er umoralske.

Lad os dog komme i gang med at høste fordelene.

Den med hvor mange hofter, man kunne have fået for pengenem er kun den lille fortrængning.

Den store fortrængning er, hvor mange liv der kunne være reddet i den 3-die verden for de samme penge.

Langt hovedparten af disse liv er endda religiøse mennesker, som frygter døden.

Den store fortrængning - at vi kunne have reddet et liv hver gang vi tager en mineralvand eller en lille pose jordnødder, er behandlet i Peter Singers "Det liv du kan redde".

Det er den store fortrængning i en nøddeskal - en fortrængning ingen kan rumme, så derfor ender vi alligevel med at tælle hofter.

Frej Klem Thomsen

Det er umuligt ikke at prioritere ressourcer i sundhedsvæsenet, alene af den grund at der altid vil være mere man kan gøre end der er er ressourcer til. Enhver praksis vil derfor indebære en prioritering, også når den er ubevidst, ureflekteret eller fortrængt.

Givet at prioritering er umulig at undgå, så synes det alligevel at være at foretrække at vi prioriterer på en rationel måde, hvor kriterierne er transparente så de kan være genstand for offentlig debat. Det er den nytte-maksimeringsprioritering som sundhedsøkonomer taler for et eksempel på. Hvis man mener at det er den forkerte måde at prioritere, så må man forklare hvorfor et alternativ er bedre.

Jeg er ikke helt på det rene med, hvorfor netop medicinsk behandling, der ikke er voldsomt mandskabskrævende, skulle være umulig at foretage efter nødvendighed, Frej Klem Thomsen.
Det er klart, at der bliver kø for at få benene amputeret efter skiferierne i uge 7, men det er jo, fordi det kræver specialiseret fysisk indsats. :-)
Påstanden om, at vi kan mere, end vi kan finansiere, er skræmmende, fordi vi gerne år for år skulle kunne gøre endnu mere.

Bill A,
Medicinpriser er for høje i DK, også på grund af apotekernes avance. Det er godt, der er kopipræparater, men der kan dog alligevel være forskel på det originale præparat og kopipræparatet, som nogle brugere kan mærke.

DK burde lave et system, så vi presser firmaerne ned i samme prisleje, som resten af Europa har:

"For vi må erkende, at Danmark er for lille et marked til, at virksomhederne af sig selv vil give os ordentlige rabatter, siger Bent Hansen, formand for Danske Regioner".

http://www.regioner.dk/Aktuelt/Nyheder/2008/December/Hospitalerne+betale...

Mht . prioriteringer, der foregår nu, så må personale på plejehjem i den store kommune, jeg bor i, ikke ringe 112, da beboerne ikke må belaste 112 -systemet.

Michael Petersen skriver ; "Hvis det at redde liv er vigtigst, så må vi jo gøre noget andet, fx differentieret pleje med mulighed for tilkøb, stoppe ikke livsvigtige tilbud som fx kosmetiske operationer eller kunstig befrugtning, eller…
Der er her debatten starter, synes jeg."

- - -

Tænkte nok at at dette vidnesbyrd - denne artikel om at sortere menneskeliv ud fra økonomiske parametre ville komme her på vejen til det Ny-Liberalistiske helvede.
Der bliver jo skudt med skarpt på de svage af Ny-Liberalisterne i disse dage. Bistandsklienter - arbejdsløse akademikere og førtidspensionister står for skud.
De skal blot tage sig sammen og blive raske - er blot simutaneter og sociale nassere lyder indlæggene fra Ny-Liberalisterne.
Man forstår; at Ny-Liberallisterne indtil videre selv er sunde og velfungerende og ikke har behov for at bede andre om noget - bortset fra at holde deres kæft og gå på arbejde til bistandssatsen eller tage sig et arbejde i Netto.
Indtil denne diskussion hvor man forstår på de Ny-Liberalistiske debattører; at økonomi reelt betyder mere end menneskeliv.
De siger det pænt - men penge er tydeligvis vigtigere end menneskeliv.
Et usagt debat ligger ellers lige om hjørnet.
Skal sundhedsvæsenet fremover egentlig bruge tid og PENGE på at behandle førtidspensionister.
Ligesom NaziTysklands evnesvage kan de ikke arbejde. Og hvorfor så holde førtidspensionister i live er stensikkert også et Ny-Liberalt synspunkt.
I USA kører diskussionen fra somme konspirationsteorier der antager; at en kunstig skabt reduktion af menneskeheden er på trapperne.
I sådan en helt spekulativ sammenhæng er Ny-Liberalisterne antageligt på som fyr og flamme med et korrigende tillæg om dog kun at reducere bestanden af dem, der koster penge uden at arbejde . Som ligger til byrde for Ny-Liberalisterne's forestilling om et samfund uden udgiftskrævende syge. Afsløret og synligjort via denne artikels debat.

Blot skade, at Nyliberalisterne ikke længere får lov til at markere sig med deres gamle nummererede tag som *Freedom Fighthers 666* osv. (som nogen nok husker ?)
Dette lille ord Freedom Fighters ville ellers danne en fin kontrast til deres debatindlæg.
Og en gang for alle tydeliggøre; at Nyliberalisternes frihedskamp alene består i at kæmpe for at være fri for at dele samfund med udgiftskrævende syge personer.

Så længe vi lever i et kapitalistisk system, vil mennesker altid blive gjort op i penge... det værende arbejdskraft eller liv...
Hvis man vil det kapitalistiske system, må man anerkende, at et menneske kan omregnes til kroner og øre...
Jeg syndes ikke, man skal lade mennesker dø, hvis man kan rede dem... men så længe der er nogen der skal tjene penge på andre mennesker er den en konsekvens...

Hvis man vender det hele lidt om, er der sikkert mange, der her siger, at man ikke kan sætte en pris på et mennskes liv, som alligevel syndes det er i orden at gøre det...
Hvis vi ser på de økonomiske erstatning, som blev tilkendt børne i flere af de misbrugssager, der har været igennem de seneste par år, bliver der lige netop sat pris på et menneskes liv... og ikke bare det men på hvor meget et "normalt liv" er værd.
Det skulle undre mig, hvis der ikke er folk i denne debat, der i de sager har råbt højt på større erstatninger til offerne.

Det er tydeligtvis ikke et spørgsmål om, hvorvidt et liv har en kontant værdi - for det har det - men et spørgsmål om følelser...

Lise Lotte Rahbek

Jeg tilslutter mig dem som mener, at dette er en meget ubahagelig, men nødvendig diskussion.

Vores sundhedssystem har ikke ubegrænsede midler.
Vil vi presse læger og sundhedssystemet til at træffe beslutningerne, eller vil vi have indflydelse på, hvilke sygdomskriterier der prioriteres på sundhedssystemets bårer?

Fotoet i artiklen viser en smuk kvinde, som ingen af os vel ønsker død.
Men kan vi være bekendt, at for eet liv, lader vi 12 mennesker gå i smerter?

Beslutningerne og prioriteringerne SKAL og BLIVER truffet.

Inddrog vi det årlige krigsbudget på over 40 milliarder til fornuftige formål, så blev der råd til meget mere og meget bedre sundhed. Og prioriterede vi menneskers ve og vel over profittens, så ville mange sundhedsudgifter kunne spares.

Så diskussionen om hvilken sundhed vi har råd til er i høj grad diskussionen om, hvilket samfund vi har og ønsker.

Men det er noget forsumpet vrøvl at vi nogensinde skulle kunne undgå at prioritere i sundhed. Dels fordi vi aldrig vil disponere over uendelige ressourcer. Dels fordi sundhed af natur er valget mellem uperfekte løsninger.

Lomborg og co. kæmper stadig for deres forkvaklede verdenssyn, hvor menneskelig lidelse bedst gøres op i kroner og ører. Men MR-scannere, sterilcentraler og medicinalfabrikker kører ikke på drømme, patienter spiser ikke luft og jeg kan love for at vi sygeplejersker ikke kan passe uendeligt mange patienter.
Et sundhedsvæsen må altid vælge. Nogle gange er valget indlysende og nemt, ofte er det uklart og svært. Enten prioriterer vi åbent som samfund, eller også lukker vi øjnene og lader som om ingen bliver valgt fra... men når vi vælger Lines behandling til, vælger vi andres behandling fra. Og ofte er det de tavse der vælges fra.
Det kræver rygrad at sige hvem der ikke skal have behandling, rygrad som sjældent ses udenfor hospitalsgangene.

Problemet er, at man undskylder sig med, at vi alle skal dø. Som samfundet har udviklet sig, kan man endda argumentere for, at det ikke nødvendigvis er den ringeste udsigt, man kan have; men moralsk er der simpelthen ingen undskyldning for ikke at gøre alt for at redde hin enkelte. Bevares, vi lider stadig under den lægemangel Haarder instigerede i '84, men den må vi jo så rette op på.
Denne sag viser den mest perverse side af kapitalismen: at aktivitet foregår af hensyn til profit fremfor som en i sig selv nyttig handling.

Rasmus Kongshøj

Samfundet har begrænsede ressourcer, og det er selvfølgelig et spørgsmål om prioriteringer, om man skal tilbyde dyre behandlinger.

Men når man skal diskutere prioriteringer nytter det ikke noget kun at ville prioritere inden for den cigarkasse, som der står sundhed på. Det er trods alt ikke et fast og uforanderligt beløb, der tilfalder sundhedsvæsnet - det er i sig selv også et spørgsmål om prioritering af samfundets ressourcer.

I artiklen nævnes det at det vil koste 50 millioner at behandle de 60 patienter på landsplan. 50 millioner er altså ikke mere end hvad en pæn Strandvejsvilla koster. Men tilsyneladende er man enige om at det er fornuftigt at prioritere en families ønske om en prætentiøs luksusbolig over 60 familiers behov for livsvigtig behandling.

Der er rigeligt råd til velfærd og sundhed - men det er slet ikke sikkert at der også er råd til at nogen skal være absurd rige samtidigt.

Til de som beklager sig over medicinalindustriens gigantiske overskud så har I her et par tal fra forskellige firmaers overskudsgrad:

Bristol-Myers Squibb Co; 15-20%
AstraZeneca PLC: 25-30%
GlaxoSmithKline PLC: 20%
Novo Nordisk: 25%
H Lundbeck A/S: 10%
Sanofi: 15-20%

Og her et par andre firmaer til sammenligning

Apple: 20-25%
Exxon: 10%
Coca Cola 20%
Maersk: 8%
FLSmidth: 6%
Carslberg 10%

Antihumanisterne på denne side syndes ikke, at have fattet, at i det øjeblik man begynder, at prioritere i sundhedsvæsnet bliver det ikke kun på medicinsk grundlag. Hvorfor behandle den arbejdsløse frem for direktøren – der er jo alligevel så mange arbejdsløse!

@ Claus,

Det er flot som det lykkes dig at give prædikatet "antihumanister" til alle de mennesker, som mener at livet er fuldt af prioriteringer. Det må få dig til at føle dig som en stor humanist ...

Det kunne være rart om vi kunne bliver fri for den Lomborg snak når det handler om sygehusområdet. Det kunne være rart om nogen mindede os om at lægerne afgiver et løfte om at de skal hjælpe alle med alle de midler de har til rådighed til hver en tid. Det kunne være rart om vi satte menneskeliv over alt andet. På sundhedsområdet må vi ikke sige enten eller der må vi sige både og, koste hvad det vil, andet kan vi ikke være bekendt.

Denne diskussion har tydeligvis fat i halen af essensen af de seneste 2000 års verdenshistorie.
Hvor det i de år tilsyneladende altid er et spørgsmål om hvem der skal leve og hvem der skal dø.
Fra da de jagtede de første Kristne i Rom.
Da Katharerne blev udryddet for deres tro.
Fra Inkvisitionens udryddelser af hele folkemasser.
Til nazitidens udryddelseskampagne af de sindsyge . evnesvage . jøderne . kommunisterne . modstandsfolkene og personer fra det danske politi.
Alle disse udryddelseskampagner har en ting tilfælles - de er foranlediget af mennesker for hvem ordet EMPATI er et fuldstændigt tomt ord uden mening og indhold.
De Ny-Liberale agendaer idag mod bistandsklienter og førtidspensionister og arbejdsløse akademikere og nu denne rejste diskussion om et loft for pengeudgifter til at redde en patient - der ubehandlet risikerer at dø viser en ting.
At det igen er de Empatiløse der taler og forsøger at vinde yderligere fodfæste for deres empatiløse samfund.
For dybest set handler denne diskussion om vi i fremtiden skal have et empatisk samfund eller lade folk dø u-understøttet.
Men det er en alt for pæn en måde at formulere det.
Tiden er inde til at overveje om vi har råd til at lade de "Empatiløse" regere og sætte dagsorden som de har gjort det i flere tusind år.
Krige og masseudryddelser og fattigdom og elendighed kan tilskrives de empati-løses styre.
Situationen sat på spidsen mangler de Empatiløse idag blot en "Stærk Mand" populært sagt "Et parti og En fører".
Så kan bistandsklienterne og førtidspensionisterne og de arbejdsløse og de syge fases ud.
Den Ny-Liberalistiske frihedskamp består tydeligvis i at kæmpe for at være fri for at dele samfund med udgiftskrævende personer og syge.

Omvendt hvis samfundet kunne kuppe det "Empatiløse demokrati / diktatur" på hele kloden så ville vi Empater jo blot være civiliserede som rare forældre og formane de Empatiløse med disse ord:
"Ja, vi har nu måtte fratage jer Empatiløse jeres ret til at stemme og deltage i enhver samfundsmæssig beslutningsproces således at samfundet kan begynde at prioritere samfundet til gavn og bedste for alle. Et samfund uden krige med sociale sikkerhedsnet og med tvungen sundhed. Og et samfund der naturligvis må udfinde en kur mod den oversete sygdom som afslører sig som mangel på empati".

Men lige det vil aldrig ske.
Ikke uden en omfattende analyse af hvad de "Empatiløses diktaturer" har kostet i elendighed og krige og social nød igennem mere end 20 århundreder.
Og vigtigst af alt - at sætte en tydeliggjort mangel på Empati på listen over sindsygdomme som den farligste sygdom af dem alle - idet de således desværre syge Empatiløse reelt "trækker et voldsomt blodigt spor efter sig i hele verdenshistorien".

Sven Damm-Ottesen

Gorm Petersen: jeg forstår ikke hvorfor ateisme og eutanasi skal blandes ind i debatten, men jeg vil voe at påstå at du har misforstået grunden til at det er ulovligt at yde aktiv dødshjælp i Danmark.
Det er fordi man ikke vil lægge det pres på ternimale patienter - hvis de har muligheden følger der et eventuelt pres fra familien der er træt af at passe, og det vil man ikke udsætte folk for. Det er i hvert fald forklaringen fra Etisk Råd.

Derudover.

har jeg KRÆFTEDDERMANDEME RAPORTERET halvdelen af jer halvhjerner der bliver ved med at drage Forsaret budget ind i denne her diskussion. Kan lige se det for mig i frokoststuen på Rigshospitalet:

"Kæft nogle idioter inde påInformation der tror vi skal redde alle danmarks syge mennesker med et snuptag - samtidig med at vi laver fred i mellemøsten ud fra logikken: "Ingen penge, ingen soldater = ingen krig".

Forstå nu at der er en sum penge til det ene, og en tildet andet. Så længe det er sådan er man nødt til at "tælle hofter". Vi afskaffer ikke det kapitalistiske system overnight. Præcis ligesom at alle problemer på jeres egen arbejdsplads ikke pludselig bliver financieret hvis vi lukker de danske kaserner i morgen.

Kasper Olesen:

"empatiløse" ? Hvor får du det fra? Jeg synes ingen af parterne er empatiløse. Det handler om at der i morgen sidder nogle mennesker der skal bestemme hvor de penge de har fået skal bruges. De får ikke flere penge. De kan tilgengæld bruge dem på 100 forskellige ting - og fordi du neglicerer og umyndigører deres arbejde, kan de ikke engang tage diskussion 0om hvor pengene bedst er brugt uden at de er "empatiløse".

Om noget er det jer verdensfjerne utopikere der er "empatiløse" - og jeg brækker mig sgu oer jeres hellighed. Det er ikke andet end en fucking budgetplanlægning.

Jørgen Malmgren

Hvis vi vitterlig bruger 40 milliarder om året på militæret så skrot det , sidst vi reelt havde brug for det lå de i køjen og snuede og der blev stort set ikke løsnet et skud. Da vi i forvejen er besat af EU, så har vi ikke brug for det mere.

Vi bruger også 11 milliarder på formålsløs aktivering af af syge og ledige, lad os også skrotte det. Det giver uden at jeg behøver at regne på fingrene til 51 milliarder.

Hvis jeg, der ikke er økonom, kan finde 51 milliarder i besparelser på statsbudgettet, så kan politikerne sikkert også.

Jeg foreslår, at vi bruger 11 milliarder til kræft og anden livreddende behandling, 10 milliarder til den social indsats og 30 milliarder til psykiatrien og en reform af førtidspension og fleksjob er pludselig fuldt finansieret.

Måske jeg skulle lægge billet ind på jobbet som finansminister ;-)

Sider