Nick Hækkerup: Misforstået loyalitet

Skandalesagerne har de seneste år hobet sig op i det danske forsvar. Først med den falske arabiske oversættelse af jægersoldaten Thomas Rathsacks bog — og nu igen med Politikens fremlæggelse af det såkaldte ’papkassenotat’, som endnu engang sætter store spørgsmålstegn ved forsvarets moralske sundhedstilstand.

—Forsvarsminister Nick Hækkerup (S), har forsvaret en kedelig kultur, hvor man kun fortæller ministeren det, man tror ministeren vil høre, og hvor ingen tør sige chefen imod?

»Jeg tror, der er to ting at sige til det. En dag som i dag mærker man tydeligt, hvordan både departementet og resten af forsvaret er fuld af gode og dygtige folk, som er oprigtig berørt af sagen og på alle mulige måder ville ønske, at den var blevet håndteret anderledes. Men samtidig er der nogle, som har en misforstået loyalitet og tror, at de bedst varetager forsvarets interesser ved ikke at rutte for meget med sandheden. Det dur under ingen omstændigheder. Vi må være pinligt ærlige om det, vi gør. Det er dødsvære beslutninger, der bliver truffet i forsvaret. Krig er ikke for sjov. Der bliver slået mennesker ihjel, og derfor skal vi være fuldstændig åbne og ærlige om, hvad vi foretager os.«

—Hvad vil du gøre for at komme den ’misforståede loyalitet’ i forsvaret til livs?

»Vi skal insistere på ærlighed og åbenhed om det, vi laver. Så kan man sige: Ja, og hvad så? Men det betyder noget på den lange bane. Samtidig har jeg på den korte bane allerede sat en omorganisering i værk af den øverste forsvarsledelse, som gerne skulle føre til, at vi får samlet kompetencerne i forsvarskommandoen og departementet, så vi forhåbentlig kan undgå noget lignende i fremtiden. Og helt konkret har vi for første gang nogensinde slået stillingen som forsvarschef åbent op, så vi er sikre på, at vi finder den bedste og mest kvalificerede til jobbet.«

—Skal de nye tiltag forstås som et forsøg på at få mere politisk kontrol med forsvaret?

»Nej, de skal forstås som en måde at sikre, at vi får så god og effektiv en ledelse som overhovedet muligt. Jeg er ikke uddannet til at træffe militære, operationelle beslutninger. Jeg er her for at træffe politiske beslutninger, og derfor vil jeg gerne have dygtige officerer og militærfolk, som kan rådgive mig. Til gengæld vil jeg have dygtige jurister, som kan forholde sig til det juridiske og dygtige økonomer til det økonomiske.«

Papkassenotatet

—Information har talt med en række folk i forsvaret, som føler, at du fører krig mod forsvarsledelsen. Gør du det?

»Nej, det gør jeg ikke. Jeg insisterer bare på, at vi skal have en så professionel ledelse som muligt. Ledelsen skal moderniseres, og vi skal spare tre mia. kr. Det skal vi komme igennem på en god måde, så vi har et forsvar, der er rustet til at håndtere alle de konflikter og situationer, forsvaret er en del af.«

—Papkassenotatet får dig til at fremstå som en minister, der rydder op i råddenskaben. Samtidig sætter det den tidligere regering i et dårligt lys. Er det dig der har lækket notatet?

»Nej, det er det ikke — det kunne jeg aldrig drømme om. Tværtimod vil jeg kvittere den tidligere minister, Gitte Lillelund Bech (V), for oven på lækken fra Wikileaks at have sat det arbejde i gang, hvorfra flere af de oplysninger, jeg kunne oplyse Folketinget om før jul, jo springer. Blandt andet oplysningen om, at der var flere tilbageholdte, end man tidligere havde vidst. At nogle var blevet overleveret i strid med reglerne. Og at der ikke var blevet ført ordentlig protokol over begivenhederne. For mig er det her ikke en anledning til at pege fingre ad den tidligere regering. For mig handler det om at have et forsvar, som kan løse de opgaver et forsvar skal — og gøre det så professionelt, dygtigt og godt som muligt.«

—Der er kommet to fangetal frem: det ’officielle’ på 198 og siden det ’uofficielle’ på 500. I forsvaret siger man, det skyldes to forskellige måder at gøre antallet af fanger op på, og at man ikke ønskede at forvirre ved pludselig at hente et nyt tal ind. Behøver de to tal at være et tegn på bevidst vildledning?

»Det er et af de spørgsmål, Irakkommissionen skal svare på — den skal hjælpe os med at finde ud af, hvad der er op og ned, rigtigt og forkert. Og vi skal også nok få klarhed over, hvordan alting hænger sammen i den her sag. Men vi må afvente kommissionens rapport. Når man laver en undersøgelse skal man ikke starte med konklusionen.«