Læsetid: 3 min.

Omegnsborgmestres kovending slog betalingsringen ihjel

Under VK-regeringen talte sammenslutning af S-omegnsborgmestre om en betalingsring som eneste effektive løsning på hovedstadens trængselsproblemer. Men i den seneste tids debat har selvsamme borgmestre været blandt de mest markante kritikere. Det blev afgørende for ringens endeligt
23. februar 2012

Socialdemokratiske borgmestre i omegnskommuner som Hvidovre, Ishøj, Herlev og Rødovre har med deres massive kritik de seneste måneder været en afgørende årsag til, at SRSF-regeringen i denne uge valgte at sløjfe planerne om en betalingsring i hovedstaden.

Men for blot få år siden var en række af de selvsamme borgmestre aktive deltagere i sammenslutningen ’Kommuneforum’, der pegede på en betalingsring som eneste effektive løsning på Københavns trængselsproblemer.

»Erfaringerne viser, at den eneste effektive måde at skabe bedre fremkommelighed på, er ved at indføre kørselsafgifter. Herved giver man incitament til at bruge den kollektive trafik og cyklen mere. Det skaber mere plads på vejene og fjerner bilkøerne. Borgmestre fra 16 kommuner i hovedstadsområdet – kaldet Kommuneforum – er enige om, at fremkommeligheden skal forbedres og at der skal være et attraktivt alternativ til bilen i form af en bedre kollektiv trafik,« fremgår det således af Kommuneforums hjemmeside.

Markant skifte
Ifølge trafikforsker fra Aalborg Universitet Harry Lahr-mann er der sket et markant skift i omegnsbormestrenes indstilling til en betalingsring i hovedstaden:

»Holdningsændringen er ikke til at tage fejl af, og jeg tror, en af årsagerne har været, at borgmestrene er blevet overrasket og skræmt over, hvor store protester der har været fra deres vælgere i denne sag. Og så går sådan en proces som den her lidt i selvsving.«

En anden markant årsag til, at stemningen blandt omegnskommunerne gik fra opbakning til direkte modstand, skal findes i debatten om selve ringens placering, understreger Per Homann Jespersen, trafikforsker ved Roskilde Universitet:

»Sådan, som jeg fortolker den radikalisering og holdningsændring, der har været blandt omegnsborgmestrene, så har en stor del af forklaringen handlet om placeringen af betalingsringen. Da det efterhånden stod klart, at ringen var tiltænkt en placering langs kommunegrænsen, blev de meget trodsige,« siger Per Homann Jespersen og forklarer, at omegnskommunerne frygtede langt mere trængsel på deres veje, hvis ringen lå på kommunegrænsen. De havde i stedet langt hellere set en placering langs den såkaldte Ring 2.

En af de borgmestre, der både medvirkede i ’Kommuneforums’ arbejde og senere har været skarp kritiker af betalingsringen er Hvid-ovres borgmester, Milton Graff Pedersen. Han erkender, at mange omegnsborgmestre har ændret syn på trængselsafgifter som følge af den seneste periodes ophidsede debat:

»Man kan sige, at stemningen hos omegnsbormestrene var mere positiv under ’Kommuneforum’. For dengang forsøgte Ritt Bjerregaard (tidl. overborgmester i København, red.) at inddrage os i processen. Det har den nye regering slet ikke gjort i denne omgang, og det har nok fået os til at sige markant fra. Desuden er præmisserne for en ring skredet i løbet af efteråret og vinteren, og det har fået os til at være mere skeptiske,« siger han og uddyber:

»Men det er klart, at vi også på gader og veje har kunnet opleve den store opmærksomhed og protest, der har været mod forslaget. Så går man lidt i bakgear.«

Ifølge Milton Graff Pedersen kunne en bedre og mere konstruktiv dialog have betydet, at betalingsringen ikke var endeligt droppet.

»Vi har stor forståelse for Københavns trafikale problemer og vil gerne hjælpe. Men det nytter ikke at skubbe deres trafik ud til os og tro, at de kan trumfe det igennem. Så nu håber vi på at blive inddraget i det kommissionsarbejde, der går i gang.«

Per Homann Jespersen mener, at kritikken fra omegnskommunerne var med til endegyldigt at aflive ideen om en betalingsring:

»Da omegnsborgmestrene skærpede retorikken markant, blev de nogle af regeringens argeste kritikere. Og det havde en helt afgørende betydning for beslutningen om at droppe ringen.«

Den opfattelse deler Milton Graff Pedersen:»Det betyder meget, at 15 omegnsbormestre på tværs af partier var enige om den kritik vi udtalte. Det gør indtryk på partitoppen, at vi tordner lidt ude i omegnen. Og uden vores protester tror jeg, at vi havde fået den betalingsring.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tom W. Petersen

Det ser ud til,
enten at regeringens politik bestemmes af fire socialdemokratiske borgmestre i Københavns omegn, at de kan få regeringen til at opgive sit for få måneder siden møjsommeligt forhandlede grundlag - og at SF har accepteret dette formidable nederlag for én sølle milliard kroner.
Eller at socialdemokraterne og de radikale helt fra begyndelsen har vidst, at de ville droppe SFs betingelse for at være regeringsparti, men ventede og lod disse borgmestre føre kniven.

Nej, det er ikke forstadsborgmestrene som slog betalingsringen ihjel. Det gjorde regeringen selv.

Regeringen har simpelt hen ikke lavet sit analytiske og politiske forarbejde grundigt nok og det er faktisk det værste ved det hele.
Betalingsringens store kompleksitet er tydeligvis først gået op for regeringen efterhånden som der opstod flere og flere problemer undervejs. Men mange af disse problemer kunne være undgået, hvis man havde brugt den tid og de ressourcer som var påkrævet for at komme til bunds i opgavens kompleksitet.

Og dette problem går ofte igen i mængden af de problematiske sager for regeringen.
Udefra virker det som om flere af ministrene ikke er grundige nok i deres arbejde i forbindelse med at udforme konkret politik med et konkret indhold.

Gad vide om ministrene stadig hænger mentalt i den oppositionelle hængekøje, hvor man kan nøjes med at lukke varm luft ud uden nogen reel substans.

Projektet burde have været et rent københavnsk projekt.

Projektet har haft bred politisk opbakning i både København (også fra fx en Søren Pind) og omegn, men København har fået nej til projektet fra den tidligere regering.

S og SF har forståeligt tænkt, at det var en vindersag at tage det mere eller mindre grydeklare forslag fra København og skrive det ind i En Fair Løsning.

Det skulle de så ikke have gjort.

Dels var det alligevel ikke grydeklart nok. Noget tyder på, at de økonomiske beregninger ikke har været gode nok. Gad vidst hvordan det var gået, hvis København selv havde skullet gennemføre det.

Dels rystede de på hænderne i København, da det kom til stykket, og det var da ringen (var det ikke på Frank Jensens initiativ?) blev flyttet ud til kommunegrænsen, det gik galt.

Spørgsmålet er, om det er så galt. Nu kommer der måske en bedre løsning hurtigere, fordi man ikke har bundet sig langt frem i tiden med en stor investering i gammel teknologi.

I gamle dage sagde man at socialdemokratiske kommunalpolitikere var meget mere konservative end deres partifæller på Borgen, - det er altså klart ændret idag, men desværre er det sket fordi de sidstnævnte har taget en højredrejning.

Man kan kalde borgmestrene for vendekåber o m a , men realiteten er vel, at det er frygten / respekten for vælgernes reaktion, der har skabt omsvinget i politikernes holdninger.

Hvis man er folkevalgt politiker, så skal man ( uden at forfalde til populisme ) respektere folks holdninger - det duer ikke at tromle noget igennem, som senere ( efter et valg) måske vil blive udvandet eller omgjort .

Når der er gået et par år, så er hele denne betalingsring-skandale gået i glemmebogen - med mindre perlerækken af løftebrud og fjollerier fortsætter ?

Ansvaret for hvad der sker i Danmark er til syvende og sidst vælgernes - man kan ikke smøre det af på politikerne , for vi har jo selv udpeget de folkevalgte, og hvis vi vælger nogle fjummerhoveder, så må vi selv betale regningen. .

Det drejer sig i høj grad om politisk mod og hvorvidt Ministerpensions-høgene reelt set har noget de vil opnå udover livslang pension fra relativ ung alder.

Jeg tror det ikke. Deres største skræk må være, at Enhedslisten gennemskuer dem og lukker for galehuset inden der er gået det år, som livslange ministerpensioner kræver.

Det tror jeg desværre heller ikke Enhedslisten har format til. Så pamperiet uden reelle politiske ideer eller visioner får lov at fortsætte fire år med ministerrokader (så alle kan få af pensionskagen) hvert præcis 365. dag.

Bjarne Bisgaard Jensen

At der endnu engang er fløjkrig hos S er der vist ingen tvivl om.
At de radikale som aktiv regeringspartner kører fuldstændig uden om og slet ikke har noget med dette at gøre, er dog endnu mere påfaldende

en betalingsring ville måske have været en begyndelse men i den lange ende om vi vil eller ej bliver vi nødt til at gøre os uafhængige af fossil brændstof,.. af flere grunde.

Den ene er at der ikke er så meget olie tilbage og der kommer til den dag hvor vi ikke har et valg mere,.. det er hellere ikke en menneskeret at have en stor benzinsluger som kan køre alt for stærkt på vejene, at elbiler måske kun kan køre 140-150km/t er udmærket for trafiksikkerheden.

Og i stedet for GPS systemer kan man bruge en-vejs radio kommunikation til køretøjer som regulerer hastigheden til at køretøj kun kan køre det tilladte på vedkommende vej. På den måde slipper man for kritik fra folk som ikke bryder sig om at de kan evt. overvåges af GPS enheden.

Den anden grund er at hvis vi ikke går forrest som en af de første til at lave denne konvertering, skifter benzinmotorer ud med elmotorer i vores biler så kommer der aldrig skred i det, så forestil jer når velstanden i Kina og Indien går op med årene og de har råd til at have to biler per familie som stadigvæk bruger benzin og diesel.. forureningen vil være ekstrem.

Men bilisterne kunne måske se det smarte i det når deres driftsomkostninger af deres køretøj går ned samt at grønne afgifter sparer de da køretøjet ikke udleder forurenede partikler mere.

I mine øjne er konvertering af samtlige biler som bruger benzin/diesel nødvendig, om det er el eller noget andet er lige meget, bare det ikke forurener. Og der vil altid være et eller andet brokhoved som tror det er hans menneskeret at køre 220km/t på motorvejen,.. fordi det synes vedkommende er sjovt, men sådan hænger tingene bare ikke sammen.

Lisa Rasmussen

Bjarne Bisgaard

Er helt enig i sidste del af din kommentar.
Men der er vel ikke "fløjkrig" i S. Der er nogle borgmestre, der hytter egne muligheder for genvalg. Kommunalvalget kommer trods alt to år før folketingsvalget - og Christiansborg-S har valgt en model, der gør mindst skade på deres egne ved kommunalvalget.

Hanne Gregersen

Vigtigt at forstå, at både Lahrmann og Homann Jespersen i hele processen har talt varmt for betalingsmuren, hvorfor deres "analyser" altid skal ages med minimum et gran salt......

Iøvrigt er det vel spot on, når der siges: "For dengang forsøgte Ritt Bjerregaard (tidl. overborgmester i København, red.) at inddrage os i processen." ---- regeringens arrogante tilgang med udsagn som "Ringen kommer uanset hvad" var politisk selvmord....... også ift omegnskommunerne

Her i Stockholm er det blevet tilladt at gå over for rødt.
Efter betalingsringen indførtes, begyndte fodgængerne at gå over for rødt p.g.a. den stærkt nedsatte trafik, og politiet satte bødemaskinen i gang.
Vrede fodgængere fik ændret loven, så man nu godt må gå over for rødt, "hvis man husker at se sig for".
I Københavns trafik går man ikke engang over for grønt, hvis man har sit liv kært. Man bliver i sidegaderne og krydser de større gader kl. 4 om morgenen.
Jamen, hvis I synes det er sjovt, så fortsæt I da bare med det!

Uha venner!!!!!!!!!!!!!!!

Her var en af mulighederne for at føre en alternativ politik til den der har været ført tidligere, her var en oplagt mulighed for at kunne sige godt nok vrider de sig, dem som er i opposition, men når dette forslag har vist hvad det kan, kunne man gå ud og sige hvad sagde vi. Det gjorde man ikke. Man kunne have sagt Ørestaden det er og bliver et kraftcenter derfor må vi finde en fornuftig måde at regulere trafikken på. Det kunne være ved brugerbetaling, dette kunne mindske belastningen, dette kunne mindske forureningen dette kunne skæppe lidt i kassen, så man før eller siden kunne vride armen rundt på et entreprenørfirma og få udbygget trafik nettet i Ørestadsområdet, samt få lidt af trafikken flyttet fra den private til den kollektive trafik, om muligt. Ja, det er jo ikke mig der har fundet på at vi skal mindske luftforureningen.
Nu, er det store spørgsmål så, hvordan løser man så problemet med den tiltagende trafik som er kommet ud af kontrol. Det kan de søde mennesker i omegnskommunerne helt sikkert bidrage med en løsning til, i og med de har været kraftigt medvirkende årsag til forslagets fald.