Læsetid: 2 min.

PET blev advaret om Blekingegadebanden tre år før anholdelsen

En tidligere PET-betjent fortalte i går i Østre Landsret, at han i 1986 skrev til sin chef Per Larsen, at Blekingegadebanden stod bag røverier, og at banden ville fortsætte sine aktiviteter. Men betjentens rapport er tilsyneladende væk
9. februar 2012

Tre år før anholdelsen af Blekingegadebanden orienterede en PET-betjent sin ledelse om, at banden sandsynligvis stod bag flere store kup — og at den nok ville fortsætte med den grove kriminalitet.

Oplysningen om den interne advarsel kom i går frem i Østre Landsret som lidt af en bombe.

En kommission afhører i landsretten en stribe vidner i forsøg på at få be- eller afkræftet påstanden om, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) tilbageholdt information for det åbne politi med den virkning, at banden blev pågrebet med flere års forsinkelse

Advarslen står i den rapport, som en tidligere ansat i PET skrev i foråret 1986. Den nu pensionerede kriminalassistents oplysning om sin rapport kom tydeligvis bag på kommissionens medlemmer og udspørger. Den cirka 10 sider lange rapport findes nemlig ikke blandt de cirka 200.000 sider, som kommissionen ligger inde med.

»Rapporten blev givet til Per Larsen,« sagde kriminalassistenten med henvisning til den daværende operative leder i PET.

Appelgruppen stod bag

Kriminalassistenten fortalte, at han i foråret 1986 fik en særlig opgave.

»Ledelsen følte ikke, at man havde et godt nok overblik over banden. Oplysninger lå lidt spredt rundt omkring i PET. Min opgave var at samle al den viden, der forelå i forskellige rapporter, og lave en analyse og konklusion.

»Ledelsen mente, at der kunne være mere i Blekingegadebanden end det, der umiddelbart forelå,« sagde han.

Kriminalassistenten blev udpeget til opgaven, fordi han efter eget udsagn er særligt kvalificeret til analysearbejde.

Efter to-tre ugers arbejde opregnede han en række røverier og drog flere konklusioner. For eksempel så han på gidseltagningen af en bankdirektør, dennes hustru og parrets barnebarn i Glostrup i 1980:

»Det var sandsynligt, at det var Appel-gruppen (Blekingegadebanden, red.), der havde lavet det. Der var så mange indicier på, at det var dem,« sagde kriminalassistenten om sin rapport.

Appelgruppen var på det tidspunkt den interne betegnelse for Blekingegadebanden. Gotfred Appel var gruppens ideologiske far.

Den stærkt venstreorienterede gruppe blev anholdt i 1989 og senere dømt for blandt andet røveriet i 1988 mod et postkontor i Købmagergade, hvor en ung betjent blev dræbt.

Den tilsyneladende forsvundne rapport nævner også røveriet mod en pengetransport i Lyngby i 1983, hvor gerningsmændene slap væk med godt otte millioner. Og rapporten indeholdt en klar advarsel:

»Min konklusion var, at det ikke var det sidste, vi havde set af kriminalitet fra Blekingegadebanden. Det var essensen af min analyse,« fortalte han.

Banden havde nemlig indgået en aftale med terrororganisationen PFLP’s militære leder, Marwan El-Fahoum, om leverance af »x antal tusinder eller millioner.«

Per Larsen skal afhøres

En uge efter at have afleveret sin rapport spurgte kriminalassistenten sin øverste chef, Per Larsen, om han havde læst den. Det havde han endnu ikke, lød svaret.

Men nogle måneder senere blev der af PET lavet rapporter om de enkelte gruppemedlemmer — men uden at gentage kriminalassistentens temmelig håndfaste konklusioner.

Kommissionen ville vide, om politiet dengang efter hans mening kunne rejse en sag mod bandens medlemmer?

»Jeg kom ikke med nogen juridisk anbefaling. Det var ikke min opgave,« lød svaret.

Senere blev kriminalassistenten sat til andre arbejdsopgaver: »Jeg hørte aldrig noget til det senere,« fortalte han kommissionen, som nu forventes at gå på jagt efter den forsvundne rapport.

I foråret skal Per Larsen afhøres. Onsdagens afsløring giver baggrund for nye spørgsmål til den tidligere PET-chef.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Igen, Igen:
Det er værd at erendre sig, at det var nu pensionerede Per Larsen, der orkestrerede den meget velforberedte knibtangs-frostirøven-aktion på fredelige Amagerbrogade. Det var Per Larsens sidste manøvre; den først kendte i en bredere kreds var da han som PET-mand i et langt tidsrum tilbageholdt viden om Blekingebandes røverier for politiets opklaringsarbejde, og dermed efter egne kollegers opfattelse blev medskyldig i den senere nedskydning af en betjent i Købmagergade. Mit første bekendtskab med Per var som sidekammerat med svedige hænder og slap holdning i Baunehøj Skole i Københavs Sydhavn.

Niels Engelsted

Det er efterretningstjenestens opgave at overvåge, infiltrere og gerne overtage statsfjendtlige grupper, og hvis behovet opstår også at bruge dem til agent provokatør-operationer. Der er masser af eksempler fra både vest og øst.

Hvis det vi ved skal give nogen mening, så var Blekinggadebanden forvandlet til en sådan efterretningsoperation formentlig rettet mod den palæstinensiske befrielsesfront, som banden samlede penge ind til.

Havde det ikke været for den ulykkelige nedskydning af den unge betjent i Købmagergade, havde det også været en udelt succes. Nu er det altsammen lidt småpinligt, men forvent ikke, at Peter Øvig Knudsen kommer til at fortælle den historie.

"Den nu pensionerede kriminalassistents oplysning om sin rapport kom tydeligvis bag på kommissionens medlemmer og udspørger."

Nu må man jo så se, hvad Per Larsen senere siger til det. Men umiddelbart har der været grund til for PET's vedkommende at få hjælp med at udrede, hvordan situationen egentligt har været håndteret...

Med venlig hilsen

Niels Engelsted siger :
"Det er efterretningstjenestens opgave at overvåge, infiltrere og gerne overtage statsfjendtlige grupper" ?

Virkelig ??
Af hvilken Lov fremgår dette ???

Og hvorledes var 'operationen' en 'succes' ??
På den måde at de fik TRE ÅR mere til at røve penge og sende dem til hvem det nu var de sendte dem til, eller ????

Her har jeg ellers altid gået og troet, i min grænseløse naivitet, at det var Politiets opgave at FORHINDRE forbrydelser ???

Jeg skal da ærligt indrømme at jeg har en del sympati for Blekingegade-gruppens formål med 'aktionerne', men metoderne ?
De gik LANGT over stregen LÆNGE inden de skød politi-betjenten.
Man slår sgu da ikke nogen i hovedet med et pistol-skæfte, helt ærligt mand !

Hvis nogle er i tvivl om hvad deres opgaver er ...

PET

"Som Danmarks nationale sikkerheds- og efterretningstjeneste skal Politiets Efterretningstjeneste (PET) forebygge, efterforske og modvirke foretagender og handlinger, der udgør eller vil kunne udgøre en fare for bevarelsen af Danmark som et frit, demokratisk og sikkert samfund. Tjenesten har således som hovedopgave at modvirke og bekæmpe trusler mod den indre sikkerhed og befolkningens tryghed." (http://www.pet.dk/)

POLITIET

"Politiet skal virke for tryghed,
sikkerhed, fred og orden i samfundet
gennem forebyggende, hjælpende og
håndhævende virksomhed." (http://www.politi.dk/NR/rdonlyres/6257EAD5-9AF3-42C6-ACFE-E97658AA47DF/0...)

Godt at få repeteret, Niklas. Men PET har imidlertid stadigvæk en række mellemværender med for store dele af den danske offentlighed, som ikke helt stemmer overens med kommisoriet. Og PET må derfor påregne, at på trods af den unødvendige lukkethed overfor befolkningen, ja så har Tjenesten ikke endnu formået at fremstå som alle danskeres bolværk. Især bagudrettet. Men dette forhold får os jo til at stille det naturlige spørgsmål om, hvor det aktuelt kan være galt, når det har vist sig, at man ikke rigtigt helt har kunnet slippe sine politiske præferencer.

Hvilket kommisionen er et udmærket eksempel på stadig kan være udtryk for en mistillid til. Og når Tjenesten heller ikke i øjeblikket har lært at kommunikere fornuftigt med sin offentlighed, er det beklageligt at konstatere, at den nærværende fermentligt ikke bliver den sidste kommision af slagsen. Hvornår lærer Tjenesten, at offentlighed og ikke politik er ledetråden, kan man med andre ord roligt spørge om...

Med venlig hilsen