Læsetid: 3 min.

Politikere ønsker mere fokus på konfliktråd

Erfaringerne fra Norge er gode, og i Danmark peger flere eksperter på, at konfliktråd både kan hjælpe ofre og gerningsmænd efter en voldssag. Nu tegner der sig et politisk flertal for, at ordningen med konfliktråd i Danmark skal styrkes
Erfaringerne fra Norge er gode, og i Danmark peger flere eksperter på, at konfliktråd både kan hjælpe ofre og gerningsmænd efter en voldssag. Nu tegner der sig et politisk flertal for, at ordningen med konfliktråd i Danmark skal styrkes
23. februar 2012

Sidste år blev 8.271 sager i det norske retssystem løst ved, at offer og gerningsmand mødtes i et konfliktråd sammen med en specialuddannet mægler.

Til sammenligning blev ordningen i Danmark kun benyttet i 595 sager.

Formand for Det Kriminalpræventive Råd, Eva Smith, mener, at ordningen med konfliktråd som alternativ til straf burde blive indført som en fast del af det danske retssystem, fordi det både ville aflaste systemet og hjælpe flere ofre med at komme videre med deres liv.

I Danmark fungerer ordningen som et supplement til selve retssagen og kan ikke træde i stedet for en straf, som det er tilfældet i Norge.

»Erfaringerne viser, at konfliktråd hjælper ofrene med at få bearbejdet de forfærdelige oplevelser, de har haft, og ofte vil det være en mere tilfredsstillende afslutning for offeret end den traditionelle straffesag,« siger hun og tilføjer, at det også hjælper gerningsmanden:

»Han eller hun bliver bevist om de menneskelige konsekvenser, hans gerninger har haft,« siger hun.

Charlotte Bech, som er specialkonsulent hos Rigspolitiets Nationale Efterforsknings- og Forebyggelsescenter, henviser til, at der indtil videre har været gode erfaringer med ordningen i Danmark.

»Før ordningen blev permanent i begyndelsen af 2010, blev der lavet en evaluering, som viste, at mere end otte ud af ti var tilfredse med at have deltaget i et konflikt-råd, og det gjaldt både ofre og gerningsmænd,« siger hun og henviser til, at der i øjeblikket bliver arbejdet på en landsdækkende evaluering af ordningen.

En win-win ordning
Den evaluering vil Socialdemokraternes retsordfører, Ole Hækkerup, gerne afvente, før han endeligt vil tage stilling til, om der skal satses mere på at få udbredt ordningen.

»Men det er værd at se på, om domstolene nu også er den bedste ramme for at hjælpe offeret videre, og jeg er meget åben for alternativer,« siger han.

Enhedslistens retsordfører Pernille Skipper er fortaler for, at ordningen bliver udvidet: »Vi har i mange år kæmpet for, at det er noget, vi begynder at bruge mere, fordi der er så gode erfaringer med det. Det gælder både i forhold til gerningsmanden og offeret. Vi burde benytte det meget mere i Danmark,« siger hun.

SF’s Anne Baastrup kalder det en win-win-ordning, fordi det ofte både er offeret og gerningsmanden, der får noget ud af det.

»Vi har gode erfaringer med det, og derfor skal vi holde fast i det og udvikle det,« siger hun og henviser til de kommende forhandlinger om Kriminalforsorgen forud for finansloven, hvor hun mener, det vil være oplagt at inddrage konfliktmæglingen.

Anne Baastrup peger på, at der løbende har været flere forskellige barrierer, som har betydet, at ordningen endnu ikke er blevet så udbredt.

»Dels har alle politistationer ikke haft mulighed for at få fat i kvalificerede mæglere, og dels har det været lidt op ad bakke i forhold til at få politiet til at synes, det er en god idé. Samtidig har ofrene været tilbageholdende, mens de kriminelle har været yderst tilbageholdende. Det er den slags forhindringer, vi skal over,« siger hun og understreger, at SF gerne vil have mere fokus på ordningen.

»Det gælder om at få den opprioriteret, så det bliver brugt noget mere,« siger hun.

Anne Baastrup vil ikke afvise, at Danmark kan gøre som nordmændene og indføre det som en fast del af retssystemet.

»Jeg er åben for alt, og jeg ser bare gerne, at det bliver brugt noget mere. Hvis det er det, der skal til, så for min skyld ingen alarm. Slet ikke,« siger hun.

Den model er Ole Hækkerup dog en smule skeptisk over for.

»Umiddelbart ville jeg være bekymret for, at nogle folk ville vælge at deltage i et konfliktråd alene for at få nedsat deres straf,« siger han og tilføjer, at den norske model derfor ikke nødvendigvis er løsningen.

Den opfattelse deler Dennis Flydtkjær, som er medlem af retsudvalget for Dansk Folkeparti.

»Konfliktråd kan være godt for begge parter, men hvis man lader det træde i stedet for en straf kan det lægger et pres over på offeret, som kan føle sig tvunget til at gøre det, og den del skal man passe på med,« siger han og tilføjer:

»Det skal altid foregå på offerets præmisser«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den sædvanlige feminine tilgang til problemerne - kom her ofre og gernings-M/K og lad os snakke om det - ender med dobbelte ofre og nul gernings-M/K ...

Som dreng gik jeg i skole med drengene fra det lokale drengehjem, som lå lidt udenfor byen.
De havde stjålet biler, eller lavet indbrud, eller noget andet.

Men når man kom til at gå i klasse med dem og kom til at kende dem, var der også en anden historie. ens mor var narko ludder, en anden var vokset op med fulde forældre eller noget andet.

Siden da har det aldrig været muligt for mig at se verden så sort/hvidt som offer og gerningsmand M/K

I mit arbejde med mennesker har jeg fået bekræftet at uanset om det er et offer eller en gerningsmand M/K jeg står overfor, så har alle også den anden side med.

Ofret bliver til gerningsmand M/K når ofret vil have hævn, så er rollerne pludselig skiftet om.

Men jeg tror bestemt, at et konflikt-råd kan være rigtig gavnlig hvis mægleren kan få helheden med.

Ole Brockdorff

Den største hjælp man kan give et offer som for eksempel den i medierne aktuelt omtalte Marlene Duus fra København er, at retsstaten idømmer gerningsmanden en passende fængselsstraf, så forbryderen èn gang for alle forstår, at det store lovlige flertal af borgere ikke finder sig i kriminelle personer, der sprænger alle demokratiets ”spilleregler” ved at begå vold og mord imod andre borgere.

En hvilken som helst demokratisk retsstat kendetegnes udelukkende ved statsmagtens evne til at beskytte den lovlydige del af befolkningen imod voldelige og morderiske individer, der ikke lever op til de fælles love i et frit land om, at man ikke må begå drab, voldtægt, vold og røverier mod andre mennesker, for ellers må vi have en våbenlovgivning som i USA, så enhver borger kan forsvare sit eget liv og lemmer i en given situation.

Uanset hvad den enkelte voldsmand eller morder har gennemgået af traumatiske oplevelser i barndommen må det aldrig nogensinde være en formildende omstændighed i forbindelse med strafudmålingen, fordi det ikke kan være rimeligt, at andre mennesker skal betale prisen for en dårlig opvækst hos gerningsmanden.

Når man er fyldt 18 år skal alle mennesker forstå, at det koster mange års indespærring i et fængsel eller på et psykiatrisk hospital, hvis man dræber eller lemlæster andre sjæle, for det er og bliver de værste forbrydelser i et demokratisk opbygget samfund med lov og orden.

Derfor skal alle voldelige og morderiske individer generelt frihedsberøves i en årrække, fordi de er blottet for ethvert menneskeligt følelsesmæssigt intellekt, som er betingelsen for at kunne leve i et åbent og demokratisk samfund.

Når man lemlæster eller myrder en anden person dokumenterer gerningsmanden, at man ikke er værdig til at leve i fred og harmoni blandt civiliserede mennesker, og derfor skal sådanne personfarlige individer være indespærret i lige så lang tid det tager, at lære de pågældende at optræde som civiliserede sjæle ude i det frie liv blandt lovlydige mennesker.

Alle de mange eksperter med professor Eva Smith i front agiterer i realiteten for en dansk version af den muslimske sharia-lovgivning, hvor ”konfliktløsere” i stedet for imamer løser voldskonflikter imellem gerningsmand og offer, så retssystemet slipper for at tage stilling til en velfortjent straf efter den gældende straffelovgivning, for det er desværre hvad de etablerede konfliktråd går ud på – nemlig at gerningsmanden slipper helt eller delvist for straf.

Vi bryster os så meget af ligestilling i vores demokratiske samfund, hvilket blandt andet betyder, at kvinder har lige så meget ret til at forlade en mand i parforholdet, som han gør hvis det passer ham, når hun ikke længere mener at følelserne rækker til at leve sammen.

Når hun så bliver fysisk lemlæstet af manden – eller forsøgt myrdet – på grund af hans ubændige jalousi, skal hun så ifølge de omtalte politikere og eksperter gennemgå konfliktmøder med sin voldelige ekspartner, hvorefter manden kan slippe for en længere indespærring i fængsel.

Mere end 20.000 kvinder herhjemme lever dagligt i frygt og angst for deres tidligere partnere, der optræder som vilde primitive hanløver i Afrika, og disse kvinder lever i et helvede med at få politiet og domstolene til at stoppe disse farlige mænd èn gang for alle, så de ej heller bare kan gå ud og charmere en ny kvinde, der efter en måneds parforhold finder ud af den tragiske kendsgerning, at de har indladt sig med en renlivet psykotisk og aggressiv ”kontrolfreak”, der truer dem på livet hvis de ikke makker ret.

Under alle omstændigheder er der noget sygt over et samfund, der har mere travlt med at resocialisere forbryderne på bekostning af ofrenes retsfølelse og personlige sikkerhed, der også – som i tilfældet Marlene Duus – må vente i årevis på en økonomisk erstatning og hjælp fra samfundet til at komme videre med sit liv.

Alt imens myldrer det så rundt med et væld af offentlige sagsbehandlere, der står i kø fra dag 1 af gerningsmandens afsoning for at give ham et nyt liv, og med højt betalte ”konfliktløsere” fra statskassen til at overbevise voldsofrene om, at en konfrontation med gerningsmanden hjælper dem positivt videre i livet.

Dèn pseudointellektuelle filosofi tror jeg ikke på.

"Uanset hvad den enkelte voldsmand eller morder har gennemgået af traumatiske oplevelser i barndommen må det aldrig nogensinde være en formildende omstændighed i forbindelse med strafudmålingen, fordi det ikke kan være rimeligt, at andre mennesker skal betale prisen for en dårlig opvækst hos gerningsmanden. "

Yes ...Ole og der hopper kæden af, for gerningsmanden M/K er blevet gerningsmand ved at hævne det der skete i barndommen og nu bliver samfundet gerningsmand M/K ved at hævne hvad gerningsmanden M/K gør.

Så hvem er gerningsmand M/K og hvem er offer?

Ved at hjælpe gerningsmanden M/K, hjælper man ofret i gerningsmanden M/K.
Og ved at hjælpe ofret, hjælpe men gerningsmanden M/K i ofret.

Ebbe og flod er to sider af tidevandet. Nat og dag er to sider i døgnet.
Og det samme er tilfældet for gerningsmand M/K og offer, de er to sider i samme person.
Den ene side er ubevist om dens modsætning og længes så ufatteligt efter sin anden halvdel, så den er villig til at gøre hvad som helst for at de skal mødes, men overser at den anden halvdel findes inden i og derfor går kvinder der får bank, fra mand til mand og provokere ham til han banker hende.

rikke jakobsen

Jens Bruus. Hvis gerningsmanden ikke har en fri vilje, uanset baggrund, til at lade være med at foretage sin forbrydelse, er han psykisk syg og derved skal han enten 1. dømmes en retpsykistisk straf eller 2. være indespærret (uden prøveløsladelse)indtil han for det første: På en eller anden måde indser det forkerte i sin gerning. Og for det andet: Frivilligt indgår i en behandling for sin voldlige tendenser.
Konfliktråd er sikkert gode i nogen tilfælde, men det må ALDRIG blive the dream solution. Jeg kan simpelthen ikke forestille hverken en voldlig ægtemand som har invalideret sin kone til ukendelighed eller en voldtægtsmand og sit offer være en del af denne 'åbenbaring'.

Leise Døllner

Bare en lille oplysning: deltagelse i Konfliktråd er frivilligt - dvs. At det kun finder sted, hvis både forurettede og gerningsperson er interesserede. Gerningspersonen skal desuden have tilstået handlingen.
Og en nuancering: trods navnet er der ikke tale om mægling i en konflikt, men om et dialogbaseret møde mellem to personer i en meget forskellig position: nemlig en, der har været udsat for en krænkelse, og en anden, der har udført denne. Det kan vise sig, at virkeligheden er mere nuanceret, men det er kun samtalen, der kan vise det. Men uanset handler mødet ikke om at bortforklare eller legitimere krænkelser. Erfaringer fra mange andre lande og nu også i Danmark viser blot, at det kan have rigtig stor betydning for den forurettede at få sat ansigt på den anden og få mulighed for at stille de spørgsmål, der har rumsteret og få fortalt om, hvordan det har påvirket vedkommende. For gerningspersonen er det en mulighed for at sone sin brøde ved at stille op og lytte til forurettedes historie og komme frem med det, der måske har ligget på sinde at få sagt. Måske har det også en effekt på gerningspersonen at blive konfronteret med konsekvenserne af sine handlinger.