Baggrund
Læsetid: 4 min.

Reform af forældreansvarslov er en lappeløsning

Et enigt folketing vil ændre forældreansvarsloven for at dæmpe konfliktniveauet i sager om forældremyndighed og samvær. Der er dog snarere tale om at sminke et lig, end om at tage fat ved ondets rod, lyder kritikken
Faren ’Mads’ gør sig ingen forhåbning om, at en reform af forældreansvarsloven vil gøre nogen forskel. ’I stedet for at lappe på loven, burde man simpelthen lukke statsforvaltningerne,’ siger han,

Faren ’Mads’ gør sig ingen forhåbning om, at en reform af forældreansvarsloven vil gøre nogen forskel. ’I stedet for at lappe på loven, burde man simpelthen lukke statsforvaltningerne,’ siger han,

Jakob Dall

Indland
10. februar 2012

Da forældreansvarsloven blev indført i 2007 var intentionen at gøre op med den vanetænkning, der var omkring mænd og kvinders ret til samvær med deres børn i tilfælde af en skilsmisse. Udgangspunktet var barnets tarv — man skulle vælge den løsning, der bedst tog hensyn til barnets behov.

Det var dog ikke den oplevelse, faren ’Mads’ havde, da loven trådte i kraft i 2007. Tværtimod. Informations har i sin afdækning af forældreansvarslovens konsekvenser fortalt ’Mads’’ historie. Han oplevede, at det snarere var hans ekskones rettigheder, man varetog i statsforvaltningen, frem for barnets tarv. Ifølge ’Mads’ agerede statsforvaltningen ud fra en kønsopfattelse, der hørte 50’erne til.

Og derfor har ’Mads’ også svært ved at se, hvad det banebrydende i den nye politiske aftale skulle være, for det har aldrig været de på papiret gode intentioner, der har været problemet, men nærmere at systemet ikke levede op til dem.

»For mig at se, handler det grundlæggende ikke om, at folk misbruger loven, eller at den er forkert udformet, men om at forvaltningen ikke løfter opgaven,« siger ’Mads’.

Tilbageskridt

’Mads’ mistede i sin tid forældremyndigheden, fordi hans ekskone hævdede, at der ikke var enighed om samværet, og at datteren var bange. Derudover lukkede hun ned for alt samarbejde med ’Mads’, fortæller han.

Og som systemet fungerer, var det manglende samarbejde netop udslagsgivende i forhold til, at det i dag er hende og ikke ham, der har deres datter.

Derfor hilser ’Mads’ da også den nuværende intention om at se på samarbejdsviljen velkommen.

Han har bare svært ved at se, hvor den konkret udmønter sig i aftalen, som bl.a. foreskriver, at forældre uden del i forældremyndigheden ikke længere skal have adgang til at deltage i generelle sociale aktiviteter på deres barns skole.

»Der her var sådan set det eneste punkt, der virkede for mig efter 2007-loven. Det fjernede konflikten om, hvorvidt jeg kunne komme på skolen, og det var med til at gøre min datter mere tryg. Så som jeg ser det, har man nu skabt et grundlag for konflikt, som man egentlig var ude over. Det virker som et meget voldsomt skridt,« siger ’Mads’.

Ingen nye vinde

Frem for for at rykke rundt på de enkelte regler burde man foretage en gennemgribende hovedrengøring i statsforvaltningerne, mener Mads, der har været i systemet i 13 år.

»Der er jo ingen nye vinde her. Der har ingen mærkbare ændringer været i statsforvaltningen i de sidste fem år. I stedet for at lappe på loven, burde man simpelthen lukke statsforvaltningen. Det er — som Udlændingeservice var det — et misfoster,« siger ’Mads’.

Formand for Danske Familieadvokater Helle Larsen sætter heller ikke spørgsmålstegn ved intentionerne med den nye lov, men nærmere ved, hvordan den konkret skal føres ud i praksis.

»Det altafgørende er, at der skal midler til statsforvaltningerne. Der er stadig helt lavpraktiske problemer med it, lokaler og venteværelser, ligesom der kan rejses tvivl om, hvor dygtige de sagkyndige er. Det er her det største problem ligger,« siger Helle Larsen.

Så selv om både Helle Larsen og ’Mads’ hurtigt kan blive enige med socialminister Karen Hækkerup (S) om, at man ikke skal kunne chikanere sig til forældremyndighed, så vil de gerne se, hvad der følger med aftalen ud over ord.

»Hvis redskaberne ikke er til at føre det ud i livet og en samværsret ikke hurtigt kan blive ført ud i livet, hvad nytter det så? De lange forløb er den store dræber her — så det helt store spørgsmål er: Vil politikerne i virkeligheden betale det, det koster?« siger Helle Larsen.

Blindt fokus

Foreningen Fars talsmand, Lars Hansen, glæder sig over, at man med den nye politiske aftale vil afskaffe muligheden for igen og igen at køre sager, selv om der reelt ikke er sket noget nyt i sagen. Men han mener, at den reelle problemstilling er det traditionelle kønsrollemønster, som også ’Mads’ oplevede i statsforvaltningen.

»Karen Hækkerup har stirret sig blind på en lille konfliktgruppe og har åbnet for en tilbagevending til loven af 1995, hvor man ikke kunne idømmes fælles forældremyndighed, men hvor der i realiteten kom til at eksistere en over- og en underforælder. Det er et helt forkert signal at sende i 2012 — mor bestemmer, far bestemmer ikke,« siger Lars Hansen.

Han påpeger det problematiske i, at det nu alene skal være statsforvaltningen, der skal afgøre samværssager, for her er der i forvejen en meget lang ventetid. Der kan ifølge Larsen nemt gå seks måneder før en sag bliver behandlet. Så at lægge yderligere pres på statsforvaltningerne, virker ifølge Hansen ikke for kløgtigt.

»Ekstra tragikomisk bliver det så ved, at man sidste år fyrede 15 procent af de børnesagkyndige. Resultatet var mindre tid og forcerede forløb. En tendens, der kun bliver forstærket nu,« siger Lars Hansen.

Kira West, der er udviklingschef i Mødrehjælpen er overordnet set glad for de signaler, som Folketinget sender med den nye aftale, og hun finder det positivt, at man vil forhindre, at konflikter kan køre i tomgang ved at man kan blive ved med at anlægge sag. Hun fremhæver dog, at uden penge til at forbedre statsforvaltningerne, kan det hele meget let munde ud i meget lidt.

»En ting er lovændringer, men mange af de konflikter, der er i dag, skyldes lang ventetid og manglende kompetencer. Så når man siger: ’Børnesagkyndige i alle sager’, så må det samtidig betyde, at man har en pose penge i den anden hånd. Ellers giver det ingen mening,« siger Kira West.

 

 

Mads er et opdigtet navn. Hans rigtige identitet er redaktionen bekendt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nikolaj Rommedahl

Det virker på mig som om Karen Hækkerup har valgt at lovgive for alle ud fra problemerne for de ganske få. Det er ikke en god mode at lovgive på, mener jeg.
At fjerne retten til en orintering og at komme på skole mv for folk uden forældremyndighed betyder i praksis at vi afkobler ca 1/3 af alle fædre, som idag ikke har forældremyndighed, fra at kunne fastholde den lille del de trods alt kunne for lov til at være efter forældremyndigheden blev tillagt mor alene.
Karen Hækkerup har glemt mou sagen, og åbner nu en ladeport for at det kan gentage sig.

www.bt.dk/nyheder/mou-sagen-ignorerede-mors-svigt

Dorte Sørensen

Nikolaj Rommedahl vi er enige om at lovændringerne er kun til glæde for de heldigvis flere og flere familier der kan samarbejde , men IKKE for de familier der er kørt fast og som ellers havde brug for en hjælpende hånd . Men for barnets skyld er det vel bedst, at der kommer en afklaring hurtigt og ikke sagen kan ankes i det uendelige så konflikten og skænderierne fortsætter og forsætter. Det er i mine øjne ikke barnes tarv.

Om det vil gå mest ud over faren afhænger vel også af om faren har deltaget lige så aktivt i barnes hverdag som moren før skilsmissen.

Nikolaj Rommedahl

@Dorte.
Vi har lige hørt et eksempel hvor far havde barsel i 8 måneder op til samlivsbrudet (var primær omsorgsperson hele tiden) og mor arbejdede fuldtids i perioden. Barnet gik til mor ved stasforvaltnigens afgørelse i direkte forlængelse heraf. Barnet skulle herefter passes af en babysitter, så mor kunne arbejde videre. Så længe det er praksis, så er det svært at lave lovgivning, hvor en hurtig afklaring ofte sætter lighedstegn med at barnet altid går til mor uanset omstændighederne. Vi skal først gøre op med den kultur før nogen lovgivning skal ændres, hvis du spørger mig. At ændre en lov der aldrig har været aktivt praktiseret efter hensigten giver ingen mening. Jeg er stor fortaler for at loven kigger på barnets bedste, jeg er for den sags skyld ligeglad med om det er bopæl hos mor eller far der er barnets bedste, men når vi helt åbentlyst ikke praktisere efter lovgivningen, så er jeg fortaler for at sagerne undersøges bedre, så bopælen placeres korrekt fra start. Mange sager ender helt galt fordi den første beslutning var forkert, og det tager mange unødvendige slagsmål at lave om på en sådan beslutning, fordi ingen vil komme til den konklusion at der nok var tale om en fejl der skal rettes. En hurtig afklaring kan i nogle tilfælde gøre tingenes tilstand værre. Det sker faktisk langt hyppigere end mange forestiller sig, er min erfaring.

Søren Ellegaard

Jeg holdt fri 24/7 - altså døgnet rundt i 2 år sammen med ungerne, fra de var 11/2 og 4 år

Vi boede i barndomshjemmet hvor dagpleje, børnehaven etc var og hvor ungerne var vokset op

Alligevel fik mor lov til, ved at bortføre dem, tømme hjemmet etc, at få bopælen.

Det blev senere oplyst til skole at jeg ikke havde fælles forældremyndighed, og jeg måtte slås i et halvt år, for at bevise dette af flere omgange, og få adgang til skoleintra, forældremøde etc.

Mor har rejst så mange sager at jeg i 4,5 år, sammenlagt har haft ca en måned uden en form for verserende sag i enten retten eller SFV

Som jeg opfatter de tiltag, som regeringen aktiverer her, betyder det at Bopælsforælderen, nu (endelig) kan lykkes med at få mig ud af børnenes liv, samt få de penge hun ønsker sig fra mig løbende

Samt at børnene nu skal vokse ensidigt op hos den forælder, der står for kidnapning, løgn, bedrag, konfliktskabelse til en rollemodel der står for disse ting ...

Min holdning er
- fjern pkt 13 i vejledning til FAL, der siger at skylden i konflikter er ligegyldig
- indsæt en familiedomstol, der er specialiseret i disse sager og kan behandle dem hurtigt og rimeligt sikkert
- indfør konsekvens overfor falske anklager, som fx at modbevises falske anklager, overgår FM til den anden part

Så længe loven virker efter ånden "hvis mor fastholder at det er bedst for barnet ikke at se sin far (af den ene eller anden grund) så ER det nok bedst sådan" uden at der er en seriøs bevis-byrde, og man ikke får minus-point for uden saglig grund at anlægge sager, så vil en deprimerende stor del af danske skilsmisse-børn fortsat uden grund vokse op uden nær-kontakt med deres far. Misbrugere og uansvarlige forældre af begge køn skal naturligvis stoppes, men så længe man ikke seriøst imødegår at man "spiller børnekortet" i modstrid med "barnets tarv"-ånden, vil den slags sager overbelaste systemet i en sådan grad, at man opgiver at skelne mellem chikane og de alvorlige sager. På den måde får ansvarlige - hovedsageligt fædre - samme behandling i systemet som uansvarlige.

Vi skal se udviklingen som en reaktion på det fatale koncept at lade de skyldige undersøge sig selv. Konflikterne er i realiteten ikke skabt af forældrene: De skabes af statsforvaltningerne og Familiestyrelsen på baggrund af deres massive anvendelse af "børnesagkyndige" psykologer, der i realiteten ikke kan fremvise en empirisk videnskab som belæg for deres vidtløftige påstande om at have "en særlig indsigt", som de kalder det. Uanset hvilken lov, uanset hvilket år, så vil denne til enhver tid slå fejl, hvis den bygger på den pseudovidenskabelige og forkvaklede opfattelse, der hersker blandt danske psykologer omkring børn. Vi behøver i realiteten ikke se meget længere end til lægerne, der ofte er uenige med de store armbevægelser hos Dansk Psykologforening. Faktisk er det slet ikkke forældreansvarsloven, der bør revideres: Det er Lov om Psykologer, der siden 1994 har tilgodeset en fagforening (Dansk Psykologforening) som værende en elitær foranstaltning udenfor lov og ret. Retssager i Danmark har tilmed vist, at det er praktisk talt umuligt at få psykologer stillet til regnskab for fejl og mangler. Hvordan kan det så være, at der hele tiden skal sættes flere psykologer ind? Burde det ikke være det modsatte? Og hvorfor er der aldrig psykologer, der bliver politianmeldt for grove forsømmelser? Hvorfor dækker Psykolognævnet konsekvent over psykologer, der optræder forkert? Er der overhovedet en forklaring på at nævnet primært behandler sager om psykologer, der optræder i børnesager? Og hvorfor kan domstolene ikke fremvise en eneste begrundelse for, at de aldrig forhører sig om hvilke psykologer, der er udtalt kritik af fra Psykolognævnet? Ja, hvorfor udpeger man overhovedet psykologer, der er blevet udtalt kritik af?

Deter her, vi skal finde alle svar.

(Baggrund)
http://www.facebook.com/fighteren.dk

Den gode "Mads" i historien ligner til forveksling min egen oplevelse.
Til et af møderne i Statsamtet var rådgiveren så venlig at oplyse moderen om, at denne ikke behøvede at ytre sig. De kunne altid træffe en afgørelse på hendes vegne.
Så sidder man der og kniber sig i armen og tænker hvad man skal samtale om, siden det er indstillingen fra forvaltningen side.
Og hvad var spørgsmålet...!!! Jo da. Hvorfor er det ikke rimeligt for barnet at have en deleordning.
Det ville så selvsamme Statsamt gerne svare på. Dem som i mange år har misbrukt lovgivningen, ved at nægte at give midlertidig samvær i henhold til gældende lovgivning, der klart siger at der skal så vidt muligt indføres en deleordning i denne tidsperioden.

Så vidt jeg kan gennemskue den ny lovændring, er der kun en stor taber i det spil. Og det er barnet.
Hvis rettigheder man bomber tilbage til stenalderen.

For nogle år siden lavede man et forsøg med tvungen mægling i de sager hvor der var samarbejds/forståelsesproblemer.
Er Information vidende om, hvorfor dette ikke blev gennemført til samtlige sager?
Måske var det regningen for dette stykke arbejde via eksterne konsulenter, som stoppede projektet.
Hvorfor kan forvaltningen ikke gøres sådan noget i eget regi i stedet for at skulle ud og hyre eksterne til samme arbejde, til garanteret en lønsum der ligger noget over de ansattes lønpose.

Hvorfor kan forvaltningen ikke tænke nyt til fordel for barnet.

Ovenstående lovforslag har været igennem forvaltningen. Det at de ikke råber hårdt op om at det er et skridt tilbage, er et absolut tegn på, at de ikke tænker i hvad der er bedst for barnet.

Hvad tænker Statsaforvaltningen så på?
Det næste budget?

Mvh.

Anette Christensen

@O. H. Hansen.

Hvis du læser Statsforvaltningernes høringssvar om evalueringen af FAL vil du opdage, at det lige præcist er deres ønsker til ændring af lovgivningen, der udgør den politiske aftale.

Statsforvaltningerne ønsker sig ændringerne, fordi de i gennem deres daglige arbejde har erkendt, at FAL IKKE tilgodeser barnets bedste, og at administrationen heller ikke kan bringes i overensstemmelse hermed.

Bemærk, at der er tale om meget få og meget små ændringer:

Det vil fortsat være muligt at dømme til fælles forældremyndighed – men retterne skal i fremtiden sikre, at der er et samarbejdspotentiale mellem forældrene at bygge på.

Herudover skal det nu være muligt at afvise fornyede retssager, hvis der ikke er reelt nyt.

Så skal børnesagkyndige inddrages meget mere, så alle sager skal igennem dem.

Slutteligt bliver der lukket for muligheden for, at retten kan tage stilling til samvær. Det kan i fremtiden kun Statsforvaltningen.

Hvordan kan det være at så få og små ændringer bliver til:

1. Alle er imod fædres rettigheder og vil tilbagerulle loven
2. Mødre er altid onde og chikanerer samvær uden grund
3. Alle børn har bedst af at have samvær, selv det åbenlyst ikke giver barnet værdi

Er svaret økonomi? Forældrerettigheder? Hævn? Hvor blev barnets bedste af?

@anette
Djævlen i detaljen ligger bl.a. i det som du formulerer som "om der er et samarbejdspotentiale mellem forældrene at bygge på". Hvis den ene part - i langt de fleste sager mødrene - bare ved at udtale at "der er et samarbejdsproblem" får tilkendt forældremyndigheden ( jeg blev f.eks. meddelt at det ikke var nødvendigt at møde op i retten da sagen allerede var afgjort UDEN at moderen behøvede at begrunde sit krav om forældremyndighed) så ER skilsmisse sager, og den menneskelige psyke, altså desværre sådan at man ofte bruger denne mulighed for at få kontrol med samværet . Det er dybt ydmygende og naturligvis skadeligt for barnet at opleve at en far der gerne vil sit barn (det kan børn jo godt mærke) bliver holdt væk. Jeg har utallige eksempler i min omgangskreds og havde en veninde i ankesystemet som bl.a. udtalte "jeg er flov på mit køns vegne".

Vedrørende kommende oplæg til ændring af forældreansvarsloven (herefter kaldt FAL).

Det er bekymrende at se og høre Karen Hækkerup m.fl. tone frem på skærmen og være så stærk og unuanceret omkring fællesforældremyndighed (FFM).

Jeg kan forstå at meningsdannelsen er sket på baggrund af cases hvor undersøgelsesgrundlaget tager udgangspunkt i ganske få observation som på ingen måde er statistisk acceptabel.

Man kunne forledes til at tro at der er tale om Karen Hækkerups personlige vendetta mod mænd pga hendes egen oplevelser igennem barndommen.

Ministerier og ministre bør vel tage en langt mere nuanceret indgangsvinkel på når vi taler børns ve og vel.

Men hvad betyder det at begrænse faderen adgangen til FFM?
Ønsker man fra lovgivningens side at faderen ikke mere er velkommen i institutionerne, ikke skal involvere sig i skolearbejdet … eller rettere sagt han må ikke? – Det betyder at moderen nu kan kræve at han ikke viser sig på skolen.
Moderen vil også nu pr. automatik have adgang til at skifte navn – eller fare land og rige rundt for at forhindre samvær. Er det det samfund vi ønsker? Altså ikke ligeberettigelse.

Nu berørtes jo samvær – hvad vil dette betyde for samværet – umiddelbart intet fordi disse to ting, FFM og samvær har ikke umiddelbart noget med hinanden at gøre.
Men man kan blive bekymret, at det netop er hensigten også at begrænse samværet med faderen ved netop at koble disse ting sammen.

Da FAL kom, var det hensigten, at det var børnene der fik automatik til forældrene og ikke moderen der havde automatik til børnene. Og det er jo her kimen reelt ligger.
Ja det er da irriterende at moderen efter vedtagelse af FAL ikke længere kunne skalte og valte som tidligere – men at hun nu også skulle samarbejde.

Og straks finder man nogle episoder om vold og blæser det til at det er forfærdeligt at børnene skal være sammen med en voldelig forælder. MEN har de da slet ikke læst loven og bemærkningerne. FAL sige klart at samværet kan ophøre i sådanne situationer. FAL siger også at hvis man er i tvivl så skal bopælspligten tildeles den af forældrene der har størst evne til at formidle samarbejde med den anden forældre – om dette også gælder FFM er jeg ikke klar over.

Det som jeg er nervøs for er at man ved at generalisere bringer en masse børn i klemme dels fordi man endnu ikke har fundet ind til essensen i den eksisterende lov, og dels fordi man nu buser frem med en unuanceret og useriøs holdning til at moderen skal have alle beføjelser så bliver alle børnene glade igen.

Det er muligt at man i loven vil nævne bopælsforældre og samværsforældre – men vi skal huske på at dette jo blot er pseudonymer for mor og far. Loven er skrevet i generelle vendinger, men statistikken viser det reelle ansigt 89% af bopælsforældrene er kvinder og 11% er fædre
Hvorfor er det at SÅ mange fædre nærmest pr. definition ikke har forældreevnen.

Rigtig rigtig mange børn har nydt godt af at FFM ikke har været et diskussionsemne. Det er jo sådan at hvis den ene forældre(for det meste moderen) vejre ”morgenluft” så danner det i sig selv grobund for diskussion, hvorimod hvis parterne starter lige og det er udgangspunktet – ja så er der den diskussion mindre.

Et nært familiemedlem gennemgik en skilsmisse – i klemme var et barn på 12 år som ønskede at være lige meget hos far og mor. Statsforvaltningen nægtede i først omgang – men et vedholdende ønske fra barnets side gav til sidst udslaget til en 7/7 ordning. Men tænk dog på det stakkels barn der selvstændigt måtte tage kontakt til Statsforvaltningen og endnu engang bede om en 7/7.
Her er der jo tale om at Statsforvaltningen foretager et overgreb på barnet.

Ja ja verdenen er altså mere nuanceret og derfor bør lovgivningen afspejle dette…