Nyhed
Læsetid: 4 min.

Reformforslag er gode, men dyre

Regeringsordførere og socialrådgiverne tager positivt imod KL’s anbefalinger til en førtidspensionsreform. Men spørgsmålet er, om regeringen er klar til at lade reformen give underskud de første år. Kommunerne anbefaler individuelle forløb, og de koster, hvis de skal virke, siger socialrådgiverformand
Formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Bettina Post, roser KL’s anbefalinger til udviklingsforløb for unge, der ellers ville få førtidspension. Men hun understreger, at det kommer til at koste penge, hvis det skal virke.

Formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Bettina Post, roser KL’s anbefalinger til udviklingsforløb for unge, der ellers ville få førtidspension. Men hun understreger, at det kommer til at koste penge, hvis det skal virke.

Astrid Dalum

Indland
20. februar 2012

Kommunernes anbefalinger til en førtidspensionsreform ligger tæt op ad regeringens egne tanker. Det siger socialordførerne for både SF og det Radikale Venstre.

Mens regeringen endnu ikke har spillet ud med sit eget forslag til en førtidspensionsreform, præsenterede Kommunernes Landsforening (KL) lørdag 24 anbefalinger til et udviklingsforløb for unge, der ellers ville få førtidspension.

Centralt i anbefalingerne står, at forløbene skal være skræddersyet til den enkelte unge, og at den unge skal have én fast kontaktperson, der følger vedkommende gennem hele forløbet.

Det er konstruktive og gode forslag, siger SF’s Özlem Cekic, der er formand for Folketingets socialudvalg.

»Hvis vi skal gøre en forskel for de unge, så de ikke får behov for førtidspension, så skal vi gøre op med kasse- og silo-tænkningen i sagsbehandlingen. Der skal være én indgang, én behandlingsplan og én kontaktperson, der koordinerer det,« siger Özlem Cekic.

Umiddelbart ligger forslagene også i tråd med planerne i Beskæftigelsesministeriet. I en kronik i Politiken i går foreslår beskæftigelsesminister Mette Frederiksen også mere individuelt tilrettelagte forløb for de unge, som ikke er klar til arbejdsmarkedet.

»En del borgere har selvfølgelig fortsat behov for en førtidspension, men er der bare lidt arbejdsperspektiv, så må målet være et fleksjob i stedet. Eller endnu bedre en rehabiliterende indsats, så flere med tiden kan få foden indenfor i både uddannelsessystemet og på det ordinære arbejdsmarked,« skriver Mette Frederiksen.

En af de argeste kritikere af socialindsatsen de seneste år er Bettina Post, formanden for Dansk Socialrådgiverforening. Men også hun er på linje med kommunernes forslag.

»Jeg kan ikke se andre muligheder. Hvis vi skal forebygge tilgangen til førtidspension, så er vi nødt til at gøre noget anderledes, før pension kommer på tale. Vi må forsøge at tage fat på de mennesker, som har komplicerede og sammensatte problemer på et tidligere tidspunkt og på en mere hjælpsom måde,« siger hun.

Set før

Tanken om én fast sagsbehandler forsøger man dog allerede at leve op til i dag, uden held. Og princippet om en individuelt tilrettelagt indsats står direkte skrevet ind i den nuværende lov for beskæftigelsesindsatsen.

Alligevel ser Bettina Post en afgørende forskel i de nye forslag. De gør nemlig op med det utålmodige fokus på at få folk i job, som blev etableret under Claus Hjort Frederiksens (V) tid som beskæftigelsesminister.

»Claus Hjorts projekt handlede om at isolere beskæftigelsen fra de andre indsatser. Han har lovgivet om, at jobcentret skal ligge isoleret fra de øvrige forvaltninger og kun må have fokus på selvforsørgelse, rådighed og job. Det er kerneproblemet,« siger Bettina Post.

Hvis den ledige på jobcentret taler om psykiske problemer, misbrug, uoverstigelig gæld eller problemer med børnene, så må sagsbehandleren på jobcentret ikke tage sig af det, men henvise til henholdsvis socialforvaltningen, ydelseskontoret eller børne- og kulturforvaltning.

»Det betyder, at indsatsen bliver fragmenteret for dem, der har mange problemer. Der er faktisk gode bestemmelser i alle lovgivningerne, men tingene hænger ikke sammen, fordi forvaltningerne er adskilt fra hinanden med dybe kløfter og afgrænsede specialer og pengekasser. Så vi skal have det til at hænge bedre sammen, så vi kan arbejde på tværs af forvaltningerne,« siger Bettina Post.

Det samme siger de radikales socialordfører, Marlene Borst Hansen, om forskellen på den nye regerings intentioner og den hidtidige praksis.

»Vi vil gerne gøre op med den måde, man har indrettet systemet de sidste ti år med meget faste kasser og rammer,« siger hun.

Farerne

På trods af den positive modtagelse er der dog flere faldgruber i planerne om udviklingsforløb. Den første er, at man blot fratager de unge muligheden for førtidspension og erstatter den med nogle mislykkede forløb, der ikke hjælper dem videre. Den anden er, at man ikke tænker på, hvordan de nye forløb skal blive til virkelighed i de økonomisk pressede kommuner.

Ifølge Bettina Post har hver socialrådgiver i dag mellem 70 og 220 sager. Men det er nok mere realistisk med 25 sager pr. rådgiver, hvis de skal hjælpe folk på en meningsfuld måde.

»Det er klart, at man ikke kan lave udviklingsforløb, hvis man har 200 sager, som de har i øjeblikket i Københavns Kommune. Hvis man mener noget med det, er man nødt til at sikre, at der også er ordentlig tid til at lave de planer, så alle omkring bordet kan stå inde for dem. Det er meget vigtigt, at hovedpersonen kan se den plan for sig og være med i den,« siger Bettina Post.

Regeringens plan er, at en førtidspensionsreform skal spare staten for udgifter, men i første omgang er det nødvendigt at bruge penge. Man må investere i de mennesker, man vil hjælpe, mener Bettina Post.

»Jeg kan ikke forstille mig, at det bliver helt gratis at lave de forløb. Men jeg vil næsten lægge hovedet på blokken og sige: Hvis vi går i gang med at arbejde på den her måde og gør det dygtigt, så tjener pengene sig hjem i løbet af tre-fire år,« siger hun med henvisning til, at flere unge efter planen skal væk fra offentlig forsørgelse og i arbejde, hvor de betaler skat.

Netop spørgsmålet om økonomi har hverken kommunerne eller regeringen taget stilling til endnu. Det er også det største forbehold, Marlene Borst Hansen (R) har over for kommunernes udspil.

»Vi ved godt, det her ikke bare er en øvelse, som man sparer en masse penge på. Men vi synes, der er en værdi i, både for samfundet og for det enkelte menneske, at man bliver tilknyttet enten en uddannelse eller et arbejde,« siger Marlene Borst Hansen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Kan reformforslaget ikke ses som en fremtidssikring i lighed med en energiaftale, hvor der også først skal investeres før besparelserne kan mærkes.

Tænk om mere forebyggelse og mere tid til de sindslidende eller folk med stress ol. kunne føre til ingen lidelse eller en helbredelse - vil det ikke være et stort gode for både de enkelte familier og for hele samfundet.

Vibeke Svenningsen

Det lyder vældig godt, hvis det samtidigt gøres på et anstændigt forsørgelsesgrundlag, og der vitterligt stilles midler til rådighed, så der kan skrues disse individuelle forløb sammen. Ja, så kan man da kun være positiv, hvis der samtidig åbnes døre på arbejmarkedet - det er der jo reelt set ikke i dag på trods af forskellige støtteordninger osv.

Fint, at der kommer skred i en realistisk snak om disse forhold (istedet for en ideologisk skyttegravskrig).
Så og hørte Mette Fredriksen i Clement Søndag.
Clement klemte på, som han plejer og er hans opgave. Fredriksen var trængt. Det er svært at indrømme og komme til nye erkendelser, når man er politiker, og udtale sig blåt. ok, måske kun violet.

Her er forskellen på at være i opposition og i regering.

Det er meget interessant at følge debatten om en reform af førtidspensionen. Og således at læse denne artikel om KL`s forslag.

Artiklen gør dog ikke opmærksom på at over halvdelen af du unge der tilkendes en førtidspension, får tilkendelsen pga en psykisk sygdom.

Jeg synes det er væsentligt at debatten diffirentieres på denne måde, da vi på den måde bedre kan undersøge de forhold der gør at unge med en psykisk sygdom tilkendes en pension.

Årsagerne hertil er mange.

1. Et barn/en ung med en adfærdsforstyrrelse får ikke den behandling de har brug for af det psykiatriske system

2. Derfor udvikler adfærdsfortyrrelsen sig til en psykisk sygdom som årene går.

3. Barnet der nu er blevet ung og med en diagnose kan selvsagt ikke følge en uddannelse/ passe et arbejde, da sindet det meste af tiden fyldes op af forstyrrelserne.

4. Den unge opsøger egen læge der ofte giver antidepressiva. Medicinen hjælper ikke

5. Den unge henvises til psykiater/psykolg. Der er der imidlertidig lang venteliste op til to år.

6. Den unge får det værre under den lange ventetid og forsøger selvmord/vold/kriminalitet mm og bliver indlagt på en psykiatrisk afd.

6. På den psykiatriske afd. er der ikke plads og den unge udskrives efter få dage uden handleplan og kontaktperson, selv om loven allerede idag kræver dette.

7. "Hjemme/ude" forværres den unges tilstand yderligere og den unge bliver atter indlagt. Denne gang er den unge heldig da der er plads og det ender med at den unge får en psykisk diagnose.

8. Denne gang tilknyttes den unge distriktspsykiatrien og får en kontaktperson hos kommunen.

9. Den unge får det bedre.

10. Det aftales med den unge at der begyndes på en uddannelse.

11. Den unge begynder på udd. Men den unge oplever sig selv som anderledes og omgivelsernes tabusering. Den unge dropper derfor ud. Den unges sindstilstand forværres yderligere.

12. Den unge bliver atter indlagt efter et nyt selvmordsforsøg.

13. Den unge bliver denne gang tilkendt en førtidspension da den psykiske tilstand vurderes som kronisk.

Nogenlunde sådan her er forløbet fra barn hvor der viser sig en adfærdsforstyrrelse og som årene går udvikler sig til en psykisk lidelse for den unge.

Vi har en lovgivning og et deraf følgende system der skulle sikre at barnet/den unge får den nødvendige behandling og dermed kunne blive sin adfærdsforstyrrelse kvit. Men det sker desværre ofte ikke.

Og hvorfor ikke? Systemet har ikke de nødvendige ressourcer. Bevillingerne til det psykiatriske område er blevet mindre år for år. Specielt i løbet af de sidste 10 år.

Derfor bliver barnet ikke behandlet ordentligt, og adfærdforstyrrelsen udvikler sig som årene går til en psykisk sygdom.

Og det bør bemærkes i parentes at den nødvendige viden og ekspertise om behandling af adfærdforstyrrelser er til stede i psykiatrien/systemet. Psykiatrien ved hvorledes en adfærdforstyrrelse behandles.

Derfor synes jeg at det er beskæmmende at beskæftigelsesministeren nu vil oprette et nyt system efter skaden er sket.

Hvorfor ikke forebygge?

Den nødvendige viden ekspertise er tilstede i psykiatrien og det kommunale system.

Tilfør området de mange milliarder det gennem de sidste ti år er blevet beskåret.

Resultatet ser vi nu. Antallet af børn med adfærdsforstyrrelser er så stort som aldrig før. Og antallet vokser stadig.

steen ingvard nielsen

Så fik vi lidt mere Lomborg snak, så er det behandlingen af livstruende livstruende sygdomme vi kan være nødsaget til at prioritere fra, så er det førtidspension. Det lyder som om der er gået lidt inflation i den Lomborske prioriterings snak, som tilsyneladende kan trækkes ned over alle områder. Snart er der vel ikke den store forskel på energi, landbrug, sundhed. om der er tale om mennesker, dyr eller forbrugsvarer, kan Lomborgmodellen til syneladende bruges i flæng.

Leif Højgaard

Jeg har aldrig kunnet se hvilken demokratisk rolle Kommunernes Landsforening beklæder udover altså at være bureaukratiets selvbestaltede talerør og et forsinkende, fordyrende og dæmpende led mellem stat og enkeltindivid. Hvem i alverden har bedt denne koordinerende instans om at formulere forslag til nogetsomhelst om kring det som vedrører borgerne i civilsamfundet. Spørgsmålet er hvorvidt en instans som denne der ustandseligt blander sig forhold der vedrører civilsamfundet. Kommunerne havde i sin tid en særlig rolle til sikring af nærdemokrati hvor kommuner kunne have forskellige prioriteringer. Nutildags efter strukturreformen er Kommunen reduceret til at være et ekspeditionskontor for en central fjernstyring til skade for civilsamfundet. Hvad mon man kunne spare ved at nedlægge hele dette KL-overflødighedshorn af spindoktorer ?

Leif Højgaard

der ustandseligt blander ->ustandseligt skal blande

Steen Nielsen - Hvis det er Lomborgsk at forebygge og indsatsen nu ikke er tilstrækkelig, er Lomborg en helt.

Leif - Foreningen er vel kommunerne og de bestemmer. Interessant, om en kommune kan melde sig ud, hvis de trynes af et flertal i dèn demokratiske proces, man må formode de gennemfører.
Ellers er jeg enig i at reducere i pyramiderne.

@ Knud Larsen. Ja, jeg har ikke det store at tilføje andet end...at det desværre er en rystende præcis beskrivelse af problemet!! Fantastisk set og beskrevet!

Leif Højgaard

Men Leo - det ser ud til at denne forening helt tromler hen over det folkelige element i folkestyret retræsenteret ved nærdemokratiet. Tag nu dette eksempel hvor KL spiller budgetkoordinator hen over en beslutningsproces som egentlig kun vedrører den lokale kommune og dens borgere. Man kalder det borgerdialog for at få det til at lyde demokratisk. Men i virkeligheden er det et sammenrend af administratorer der ligesom overtager beslutningsprocessen fra borgerne men også fra de resultatansvarlige i den lokale kommune - der hvor der prioriteres hvor kræfterne giver størst værdi. Ja jeg forstår ikke at folket er villige til at abdicere til fordel for en selvbestaltet loge af akademikere og politikere, der er kørt ud på et sidespor.

Ann-Charlotte Kjeldsen

Hvor er unge med diverse handicaps henne i denne reform ?
Skal de plages med udviklingsforløb, hvis de ligger tæt på "normalgrænsen" med et funktionsniveau og et indlæringsniveau svarende til ca 3. klasse.. ? Skal de have et fleksjob ? Og hvorhenne.. ?

Man kan reformere rumpen ud af bukserne.. det hjælper bare ikke, så længe der ikke er jobs til de mennesker, som skal videre i systemet. Ikke alle er skåret til at kunne tage en uddannelse.

Dorte Sørensen

Hvorfor føres specialbehandling og uddannelse ikke tilbage til regionerne eller i det mindste til staten så ikke ansvaret for disse store og specielle opgaver skal være de 98 kommuners ansvar. Hvis området igen blev samlet på færre "hænder" så ville der igen kunne opbygges en god viden , forebyggelse og behandlingsform

Hvad med at overveje om det øgede antal ansøgninger om førtidspension kunne skyldes den cocktail af miljøgifte, som vi danskere belastes med ?
Mange miljøgifte f.eks. bly, kobber og kviksølv medfører psykiske symptomer.

Hanne Christensen

Er Bettina Post ikke bare ude i det ærinde, at skaffe hendes medlemmer flere job og penge?

Hendes medlemmer - socialrådgiverne - skal ikke have 200 sager, men 25.

Og psykiatere mener også de syge kan hjælpes - hvis der allokeres flere penge til psykiatere.

Og kommuner mener de syge kan hjælpes - ved at de (kommunerne) skal bruge færre penge på førtidspension.

Og psykologer mener det samme - altså ved, at der bruges flere penge på psykologhjælp.

Ja, ja, ja. Der er mange interesser i dette spil.

Regeringen klapper i hænderne, for hver gang udtaler en "ekspert" sig jo om det gode i forslaget.

Nu er spørgsmålet blot, hvis interesser varetages.

Den syges? Eller bliver det i sidste ende kommunerne, som ganske enkelt slipper billigere ved at parkere de syge på en fattigydelse.

Den eneste interessegruppe der sjovt nok ikke spørges er .... de syge selv. Nå jo. Dem har Mette Frederiksen talt med masser af, og de har alle anbefalet - siger Mette Frederiksen - at deres indkomst skal nedsættes! Og den udlægning tager pressen selvfølgelig for gode vare.

Så er alle rigtig glade, og befolkningen kan overbevises om, at det selvfølgelig er ok at spare på de unge svært syge, - og det kan da så heldigvis give plads til en dejlig masse skattelettelser.

Også aviserne er glade. Her fodrer de befolkningen med ensidige historier. Men førtidspensionsreformen bliver da også en fødemaskine for dem. Om få år vil vi se en masse indbrud begået af unge kriminelle. Så kan BT og Ekstrabladet få gang i trykkeriet og anbefale hårde straffe, non-tolerance og jeg skal komme efter dig.

Men man må undre sig over, hvorfor en person som Bettina Post ikke kan se, at bedre sagsbehandling og fattiggørelse af de syge, faktisk ikke behøves at være to sider af samme sag. Hvorfor siger Bettina Post ikke, at succesraten må forventes at øges, hvis såvel sagsbehandlerne fik bedre tid, hvis der blev givet flere bevillinger til psykiatri og psykologrådgivning og hvis den syge fik trygge rammer i form af bl.a. en økonomi, hvor de ikke risikerede at leve mange år i fattigdom.

Er det ikke meget usselt i den grad at varetage egne medlemmers interesser, når det skal ske på bekostning af svært syge unge mennesker.

Jeg synes, det er kvalmende at høre alle disse eksperter komme på banen med dybest set det eneste formål at skaffe sig selv en masse penge via at sælge ud af alm. anstændighed.

Det burde give sig selv, at ingen svært syge bliver raske af at blive sendt ud i mange års fattigdom. Det ved Bettina Post, psykiaterne og psykologerne jo så udmærket godt. Det er ganske enkelt kvalmt, når de i den grad er ude i at varetage egne særinteresser på bekostning af en så svag gruppe.

Martin Haastrup

1.

’Det gode er ofte det bedstes værstes fjende' - Eller 'Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner'.

Cost benefit -analyser. Og i den dur...

Selvom jeg delvis anerkender artiklens indhold og de forslag som er kommet på bordet fra KL's side, mener jeg, der er grund til at være kritisk og pege på nogen langt mere omfattende samfunds-analyser i sammenhæng med en mere dybdegående problem og løsnings-analyse her.

Jeg mener, vi bliver nødt til at se at øjnene, at et radikalt opgør med kassetænkningen er nødvendigt nu, navnlig den økonomiske, men også den rent faglige/pædagogiske/terapeutiske. KL’s forslag afspejler dog vilje til det sidste i en vis grad.

Et opgør med forestillingen om samfundets interesser versus individets. Men også et opgør med den forestilling, som VKO har plæderet for, mens den var ved magten og som den ny regering blot fører videre, med især Mette Frederiksen som ideologisk rigid spydspids. Forestillingen om mennesket, som en kapacitet Staten eller det økonomiske liv pr definition ejer.

Vi bliver også nødt til at drage en kapitalistisk kritisk samfundsanalyse ind. Vi bliver nødt til at forstå og erkende, at lige meget hvor meget, man gerne vil hjælpe folk til det gode liv; - sålænge der er nogen, hvis dybeste motiv er en cost-benefit analyse og forståelse af samfundet og individet; - som pr. definition er forpligtet til, både for sin egen og samfundets (økonomis) skyld, yde til dette samfund. Så er hjælpen ikke en hjælp men en forklædt tvang. En maskeret uudtalt forventning.

- Så vil individet, som har dette omsorgsbehov eller hjælpbehov, af ligegyldigt hvilke grunde og årsager, være følsom overfor denne uudtalte forventning og begynde at ubevidst leve op til den, og således i virkeligheden modarbejde sin egen heling.

Han eller hun vil mærke, at der stilles ubevidste krav til sig (Hos psykologen/ psykiateren/ terapeuten/ socialrådgiverne/ vejlederen/ koordinatoren/ hjælperen...) - om at på sigt, skulle blive velfungerende, ydende, præsterende, på en ydre måde, en produktiv måde, i et eller andet omfang. At det ikke er godt nok, bare at få det bedre. At man er til byrde. Uanset. For samfundet. Sine medmennesker.

Jeg kan begrunde denne følsomhed med min egen personlige beretning/erfaring, som jeg har lagt op på en Informations-debat her:
"Reform af førtidspension skal give sindslidende håb" ...

Martin E. Haastrup 9. februar 2012 kl. 08:38 - del 1+2.

http://www.information.dk/292869

Jeg advarer iøvrigt om andre meget voldsomt protesterende kommentarer i samme tråd fra min side, som optakten til min egen personlige beretning. - Som beviser berettigelsen, for mig ihvertfald, af det jeg når frem til her, mht den manglende forståelse for samfundets skadelige påvirkning (Den uudtalte osv forventning om at kunne klare sig i konkurrence-ræset oa.) af indvidet i mit tilfælde, da jeg selv stod med akut hjælp behov) - Og i øvrigt burde det være logik for burhøns, om jeg så må sige.

Jeg vil også begrunde mit argument med den schweiziske psykoterapeut Alice Millers kendskab til denne følsomhed overfor signifikante opdrageres (og dermed også samfundets, politikernes, arbejdsgivernes osv) uudtalte, ubevidste, (uintenderede for visse) forventninger - Som hun beskriver det i nærmere dybdegående detaljer i sine levende, varme og kontroversielle bøger: ’I begyndelsen var opdragelsen’ – ’Du må ikke mærke’ – ’Den bandlyste viden’ m.fl.

Men jeg vil også, især, her nu begrunde mit argument udfra en kaptalisme-kritisk analyse.

Vi ser isoleret på en gruppe af mennesker, som vi pr.definition betragter som problemet. Dybest set betragter vi dem som problemet. Uden at tage i betragtning de samfundsmekanismer som også kan være og ofte er medvirkende til problemet.

I bedste fald drager man psykoterapeutiske analyser ind, opdragelse, familieforhold, men mest fokuseres der selvfølgelig ensidigt på individet. Det er individet som har et problem og som forventes at rette ind. Det er individet her som må tilpasse sig samfundet og omgivelserne,forventningerne, konkurrence, som det nu engang er. Ikke (også) omvendt.

Men det man glemmer, er forståelsen for den aldeles signifikante massive virkelighed, at samfundet også ofte har et medansvar for at den gruppe mennesker, som det her er tale om, er marginaliserede i det hele taget. Det er ikke kun er personligt individuelt problem.

Omgivelserne påvirker mennesket. Krav, normer, konkurrence, forestillinger, politiske vinde osv. Sådanne ting er fuldstændig udelukket at forholde sig til når man taler om at hjælpe.

Derfor støtter jeg stadig Hanne C’s kras-kritiske betragtninger. For de er åbenbart nødvendige. På samme tid, som jeg hylder at både tone og indhold lyder mere lovende i denne artikels indhold på reform af førtidspension. End hvad jeg selv har kunnet orientere mig om i det offentligt tilgængelige debatmateriale i mange år.

Uden at anklage nogen personligt vil jeg dog stadig, som Hanne C påstå, med mine egne ord, at der stadig er tale om et slags uindenteret hjælpsomheds-hykleri.

Fordi forståelsen for samfundets skadelige påvirkninger (den fri markeds-økonomis benhårde konkurrence-vilkår mm.) på individet og dets udfoldelsesmuligheder er udeladt fuldstændig.

Man ser kun og kun på de rent arvemæssige og hvis der er tale om medfødte handicaps, hjerneskader o.lign. => 2.

Martin Haastrup

2.

De personlige problemer, relateres kun og kun til den enkelte, til familieforholdene, opdragelse osv.

Indrømmelsen af samfundets skadelige påvirkning på og betydning for, både familielivet, den enkeltes udfoldelsesmuligheder, personlige træk osv – ignoreres totalt i denne sammenhæng.

Det jeg således mener med en kapitilisme-kritisk med-analyse, som må drages med ind, er det ganske simple faktum om konkurrence.

Den konkurrence som vi alle har vænnet os til er en naturlig del af den samfunds og verdensorden vi lever i idag. Og udfra hvilken vi betragter os selv og alle andre.

De som ikke kan leve op til denne konkurrences krav, om feks at kunne udbyde sin arbejdskraft og blvie véd med det, trods 478 afslag, har et problem. Bliver betragtet som problemet. Ikke konkurrencen i sig selv. Den glemmes. Bekvemt.

Denne konkurrence er den samfunds-skadelige indflydelse på indvidet, som der ses fuldstændig bort fra.

Efter 10 med VKO og en ekstrem udvidelse af presset fra denne konkurrence, alle mod alle i neoliberalismens ånd; - den ultimative Fogh’ske moralsk begrundede markedsfrihed - Er eller burde det være klart for enhver i dag, at dette aspekt ikke længere kan udelades som signifikant medårsag til f.eks. øgningen af antallet af unge mennesker, som idag står på tærsklen til en førtidspension. Men det taler vi ikke om!

Det mærkelige er, at selv en som Mette Frederiksen eller den ny regering i det hele taget overhovedet ikke drager det her aspekt ind. Et socialt, - demokrati??! - Det kapitalisme-kritiske. Konkurrencens skadelige indlydelse på invidets udfoldelsesmuligheder, udviklingsmuligheder osv. Et a-socialt-demokrati??!

Men som jeg anfører det, årsagen er den, at vi har vænnet os til det. Og nøden har tvunget os til det. Det er den luft vi indånder. Et grundvilkår. Et eksistentielt. Derfor glemmes det så let.

Truslen mod individet, konkurrencens pres på individet. Det er så alvorligt nu, at man dør af det, hvis man ikke lærer at vænne sig til det. - Lærer, tvinger og truer sig selv at acceptere dette vilkår: Hvis ikke du kan leve op til dette krav om at sådan-fungerer-det-bare, så bliver man før eller siden dømt ude. Afviger. Unormal. At man selv vælger offerrollen. Gør sig til en nasser. Et udtryk for personlig uansvarlighed. En som kun vil nyde men ikke yde. En modstander af fællesskabet. En belastning. En byrde. En mer-udgift osv i den-dur.
Retorikken har ingen skrupler længere.

Vi er alle ofre for konkurrencen.

Således har jeg meget løst skitseret hvorfor og hvor jeg mener der er grund til et meget alvorligt og dybdegående opgør.

Enten beslutter vi os, helt bevidst, til konsekvent fremover at sætte individets friheds-ret til selvbestemmelse over samfundets interesser (’kapitalsens interesser’ – arbejdsgivernes – forældrenes – socialrådgivernes – politikernes osv) - når det drejer sig om at hjælpe folk til, ofrene for konkurrencen oa. (-bage til -) bare et nogenlunde værdigt liv.

Eller også fortsætter vi med at terapere, presse, hetze, true, fordømme, osv - på dem indtil de omsider beslutter sig for at opgive enhver protest og vælger at acceptere grundvilkårene om konkurrence-dygtighed som et eksistentielt krav til sig om overlevelse.

- Og tager konsekvensen af det: At rigiditet og afstumpethed fremelskes mere og mere i kampen for at overleve i konkurrencen, være noget, blive til noget, yde noget, anerkendelse.

- Eller at selvmordsraten, sindssygeraten, afvigeradfærd, kriminel adfærd osv - omfanget af de udstødte bliver større og større.

Vi er skabere af vores egne tabere.

Virkeligheden forholder sig også sådan, at denne gruppe er allermest sårbar og allerlettest at manipulere. Det er ingen sag at forvandle folk til lydige hjernevaskede robotter. Det som er svært er at skabe (rammer for) levende, følende selvstændigt tænkende og handlende mennesker
kan vokse frem.

Ansvaret for udviklingen er vores, om vi bryder os om det eller ej. Ansvaret for derers livs skæbne ligger i vores hænder.

De er allerede længst blevet tvunget til, at overlade den til os.

Tør vi omsider tage det ansvar på os? Og også indrømme vores/samfundets medansvar for dette problem? Når vi nu så gerne vil hjælpe (Hjælp!) Eller handler det om at vi stadig vil tvinge dem til at bekræfte vores forestillinger om hvad det gode liv er og burde være for dem?

På nuværende kan jeg og orker jeg simpelthen ikke skitsere problemet tydeligere. Håber det kan give noget konstruktivt stof til eftertanke.

Gentager afslutningsvis mit én passant kreative skabte credo:

VI ER SKABERE AF VORES EGNE TABERE.

Lars Arredondo

Hvis psykisk syge skal komme sig og få en uddannelse og en karriere istedet for at ende på førtidspension, så nytter det ikke noget at de går med ubehandlede fysiske sygdomme, som feks. søvnapnø.

Det skønnes at der er 80.000 danskere med ubehandlet søvnapnø. Det nedsætter arbejdsevnen betydeligt, og dermed er man udsat for at reagere med en psykisk sygdom, fordi det stresser når der er usikkerhed om ens fremtidige forsørgelse.

Når man så først har en psykiatrisk diagnose er man ofte udelukket fra at blive undersøgt af en søvnekspert. Søvnproblemerne antages at skyldes den psykiske sygdom. Man får ikke anden behandling for det end samtaler og psykofarmaka. Psykiatere er ikke i stand til at diagnosticere søvnapnø.

Der kunne spares masser af penge til førtidspensioner, hvis søvnapnø blev diagnosticeret og behandlet i tide.

Psykisk syge har også andre fysiske sygdomme som overses. En af årsagerne er at psykofarmaka giver en voldsomt forøget appetit og dermed vægtøgning. Se også artiklen fra 21 februar om fedmeepidemien.

Mogens Michaelsen

Hvis regeringen regner med at få succes med disse "individuelle udviklingsforløb" for unge mennesker med alvorlige problemer, så er der jo netop ingen grund til at fratage unge mennesker muligheden for førtidspension - som absolut sidste mulighed!

At man vil starte med at fratage unge mennesker selve muligheden for førtidspension kan kun skyldes, at man ikke selv tror på, at det virker. Det er noget man har lanceret for at legitimere en økonomisk besparelse.

Det der er galt med forslaget er, at det i rigtig mange tilfælde vil være sådan, at på det tidspunkt hvor systemet konstaterer at der er brug for et "individuelt udviklingsforløb" så er det allerede for sent!

Hvis man vil forebygge effektivt, så handler det om at yde hjælp FØR der bliver brug for det såkaldte "individuelle udviklingsforløb". Hvad jeg mener med det, har Knud Larsen forklaret aldeles glimrende oven for.

Man glemmer, at alle mennesker har et "individuelt udviklingsforløb" fra den dag de blev født. Og at alle mennesker har brug for forskellige former for hjælp undervejs i dette udviklingsforløb - som også kaldes "livet".

Men der kan være stor forskel på, hvilken form for hjælp et menneske kan have brug for. Er man allerede blevet psykisk syg, så har man brug for en hjælp, som langt de fleste ikke har brug for. Og derfor får man den ikke i nødvendigt omfang. Det er for dyrt.

Martin Haastrup

Som i anden debat tårner spørgsmålet sig op på nethinden i denne tråd:

HVAD MÅ ET LIV KOSTE?

Det er tankegangen bag. Og det er der ikke noget nyt i. Under VKO er det bare blevet legalt at give udtryk for denne skruppelløse tankegang åbenlyst.

Hadet og foragten mod menneskelig svaghed.
Afskyen og væmmelsen overfor menneskelig sårbarhed udtrykt åbenlyst og uden skrupler.

Det økonomiske livs tankegang overført på alle samfundsområder. Konkurrencen som gennemsyrer alle vores forestillinger om det gode liv. Den materialistiske tankegang. Ensidigheden.

Det som 2. Verdenskrig forberedte os til: Enten retter du ind under de eksisterende konkurrenrende vilkår eller går til grunde!

Samfundskritik er bandlyst. Irrelevant.

Kapitalismen har sejret ad helvede til. Nå, har den det??!

Jeg siger velbekomme.

Man kunne ligesåvel spørge sig selv : Hvilket samfund vil vi have. Svaret på spørgsmålet om et menneskes værd afgør det.

Hvordan vi svarer på spørgsmålet om et (ungt) menneskes værd, afgør det.

Hvis vi beslutter at prioritere penge og patenter over patienter - er svaret givet på forhånd.

Det er der vi er nu. Om man bryder sig om at se det i øjnene eller ej.

Før man begynder at se det i øjnene og viser vilje til at ændre det, før sker der ikke noget.

Endnu en generation af unge mennesker, som ikke klarede konkurrence-kravene og blev store under VKO må bukke under.

Sådan blev vi skabere af en ny generation af tabere.

Bankerne derimod havde vi råd til at redde. Uden at stille nogen særlige spørgsmål overhovedet. De kan jo også betale tilbage med garanti. De har råd.

DET KUNNNE BETALE SIG AT REDDE DEM.

Ak, ak, ak.

Man har vist helt overset det faktum i debatten, at man ikke kan få en førtidspension hvis man har nogen arbejdsevne tilbage, eller der er nogen muligheder for at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Alle muligheder skal være udtømte. Så det er allerede nu 'helt specielle tilfælde' hver eneste gang nogen får en sådan tilkendt. Det er ikke frk jensen der har lidt hovedpine eller en dårlig dag eller en der har en lettere depression et par måneder. Det er svært handikappede, det er kræftpatienter på vej mod terminalstadier, det er pyskisk syge der ikke kan og ej heller nogensinde vil kunne varetage et arbejde i et omfang som har nogen værdiskabelse i sig.. Det er folk der er blevet smadret af andre med et jernrør, arbejdsskader der har ødelagt dem i sådan en grad at de ikke kan og aldrig vil kunne arbejde igen. Men fælles for disse mange forskellige årsager og skæbner er, at der er ingen andre veje tilbage. Der er ikke noget håb i retning af arbejdsmarkedet, og det handler kun om at give dem et nogenlunde værdigt liv, indtil de kradser af. Det er de hårde fakta og som sådan også nødvendigt rent socialøkonomisk da det koster ikke blot penge, men også mange andre menneskers tid og ressourcer at 'udvikle' og 'hjælpe' selvsamme videre til arbejdsmarkedet' som de 'hjælpere' ligeså godt kunne være blevet uddannet til at gøre istedet - og kunne gøre bedre.

Det er også her hvor regeringen, hvis det er planen, går helt galt i byen hvis de tror der er noget at spare, eller et provenu for dem senere med en sådan investering af ressourcer. i den samfundsgruppe de sigter imod. Det svarer til at bruge 200 kroner, for at producere 100 kroner. For at sætte det i et perspektiv der er til at forstå. Så ville det måske have været smartere, at betale de 100 kr, det koster og tjene 200 istedet på dem der faktisk havde ressourcerne nu, og som ellers skulle 'hjælpe nogen videre'. (hvilket de efter min bedste overbevisning ikke kan.) Det var hvad Schluter gjorde, det virkede faktisk. Invester hvor det giver mest udbytte, og tag tabet der hvor der intet er at hente alligevel. Men han var jo også en af de gammelkonservative i APM stilen og ikke en af disse nymodens af slagsen man ikke kan respektere.

Alt i alt, så ligner det endnu en dårlig sag for socialdemokraterne dette her, men det er jo også ved at være en vane efterhånden.

Martin Haastrup

Jeg fik tanken om en såkaldt åben førtidspensions-ordning. Idet det forekommer mig, også med Martin Skovs meget firkantede og ensidige forestillinger om gruppens potentielle evner.

Idag er reglerne, som blev reformeret af VKO i 2003, stadig af en sådan stigmatiserende karakter at man som modtager simpelthen er dømt ude på livstid.

Det er den anden ensidige yderlighed af samme destruktive og negative forestilling om mennesket.

En sort-hvid. Enten-eller.

Der findes adskillige tilfælde hvor man efter nogen i år til at komme sig, for sig selv, som førtidspensionsmodtager, i fred og ro, opdager at man igen har lyst til og trænger til større udfordringer end dem man kan skabe sig indenfor rammerne af en førtidspension.

Alt dette sigter i min optik mod at hele det sociale systems overformynderiske umyndighedsgørende, bureakratiske system erstattes af et som simpelthen udbetaler BORGERLØN til alle, som kommer i klemme.

Alle fagforeninger, arbejdsløshedskasser, private forsikringsordninger og fanden o ghans bureakratiske pumpestok erstattes af BORGERLØN-SYSTEM FOR ALLE.

Satsen skal være ca 20.000.- før skat sådan ca. svarende til en lavere-middel indkomst i nudanske kroner.

Alle rettigheder og privilegier beholdes selvfølgelig. Og hvis borgeren igen bliver selvforsørgende kan borgerlønnen opsiges med øjeblikkelig virkning.

Man kan skrotte efterløn, alm folkepension, flexicurity-ydelser osv og lade alle modtage denne ydelse efter behov.

Hvis man ønsker at arbejde i en virksomhed, på alternativ tid, kan det selvfølgelig aftales med virksomheds-kooperationen. De økonomiske udredninger mht RETSFORHOLDET mellem virksomheden og den som arbejder feks 10 timer om ugen udredes efter nærmere retningslinjer som udspringer af ideerne om social tregrening.

Alt i alt bør man komme til den erkendelse som jeg startede med idag at hele det socialstatslige koncept er et SYMPTOM på misbrug og forkert og uansvarlig kapital-forvaltning. Et forkert og skadeligt, udbyttende retsforhold arbejdsgiver/tager imellem, hvor arbejdskraften sælges som en vare til arbejdsgiveren. Det kan man slet ikke uden at komme i konflikt med RETSFORHOLDET mellem de samme parter. Og løn er egentlig en illusion. For så kunne man ligesåvel sige at den som er tvunget til at sælge sin arbejdskraft som man sælger en anden rent fysisk vare for dens værdis bytteværdi, han/hun skulle også have betalt for de EVNER uden hvilken arbejdsgiveren slet ikke kunne præstere at producere noget oa.

Her må det anbefales at man selv sætter sig ind hvad Social Tregrening er for noget og hvad det betyder omsat til praksis.

http://tregrening.org
http://tregrening.org/download/index.html

Vælg 'Kernespørgsmål'

Min pointe var blot at illustrere at socialstaten på en måde kan siges at være et meget alvorligt symptom på at det økonomiske liv er gået grassat, at det økonomiske livs tænkning, kassetænkningen, har bredt sig til alle områder af samfundet, kulturliv, statsliv osv hvor det ikke hører hjemme.

At vi alle er ofre for krigs-og konkurrence kapitalismen. At når man indser dette, og får skubbet det økonomiske livs tænkning tilbage til sig selv, og adskilt skarpt fra retsliv og åndsliv i overensstemmelse med den sociale tregrening, så vil behovet for en socialstat fordampe og kunne erstattes af en BORGERLØN. En enkel grundydelse for ALLE.

Der er også brug for en reformering af ejendomsretsbegrebet som også idag bliver gjort til ejendoms-u-ret. Men alt det falder udenfor denne debats rammer.

Det jeg blot ville pointere er at det forekommer mig at vi står ved en temmelig markant skillevej, det ny årtusind er kun 12 år gammelt. Der vil blive behov for meget mere dybdegående og grundlæggende reformer af hele samfundslivet og forståelsen end nogen overhovedet i dag tør forestille sig.

Fremmod en forståelse som helbrede alle de skader og ulykker og sociale kræftsvulstdannelser som er fulgt i kølvandet på det økonmiske og naturvidneskabelige livs altdominerende rolle i verden i dag. Udbytningen.

Vi slås stadig kun med symptomerne.

Men lappeløsninger for mennesker som uforskyldt er havnet i klemme i dette ødelæggende kaos dur ikke mere. Er nedværdigende. Umyndiggørende og fremmer, ja undskyld mig, en socialstats-industri som er mindst lige så kontraproduktiv som al ensidig privat-ditto.

Vi må helt ud af al kold-krigs-politisk-ideologisk tænkning og berede os på noget radikalt anderledes nytækning. Den gamle verden er ved at forgå. Den ny er endnu ikke født. Vi er forberedernes fødselsforberedere.

Se i øvrigt min kommentar og andres under artiklen:

"It’s the democracy, stupid!"
'I et forsøg på at dæmme op for den økonomiske krise indfører EU finanspagter, og teknokratregeringer tager regeringsmagten i lande som Grækenland og Italien. Men den eneste vej ud af krisen er at udvide demokratiet'

http://www.information.dk/294120

Tak.

Mogens Michaelsen

@Martin E. Haastrup

Dit forslag til "borgerløn" vil nok være lige lovlig dyrt for samfundet, hvis man skulle have 20.000 kr. om måneden. Men ud fra en rent samfundsøkonomisk synsvinkel har du jo ret i at man vil kunne spare enorme summer på administration af alle de forskellige ordninger for offentlig overførselsindkomst.

Hvis man skulle indføre en borgerløn, så skulle den holdes på eksistensminimum, og det er altså snarere ca. det halve - altså omkring 10.000 kr. om måneden. Holdt man den helt nede på dette beløb kunne man til gengæld forenkle systemet endnu mere end i dit forslag. Man kunne lade ALLE borgere over 18 modtage beløbet (og evt børn/forsørger det halve?) Enhver er så mere end velkommen til at skaffe sig en lønindtægt ud over det - ingen er defineret som uarbejdsdygtig. En sådan borgerløn kunne i øvrigt have form af "negativ skat" på den måde, at skattevæsenet først beregner skatten af skattepligtig indtægt, hvorefter "borgerlønnen" trækkes fra. Man kunne evt. afskaffe visse af de skattefradrag vi har i dag, som også har til hensigt at gavne dem med de allerlaveste indkomster.

En af fordelene ved sådan et system er, at kontanthjælpen ikke længere virker i retning af at presse de laveste lønninger opad. Lavtlønnet arbejde er ikke længere et alternativ til kontanthjælpen, men et supplement til borgerlønnen. Man kan derfor lade det frie marked bestemme de laveste lønninger. Det vil gøre det langt lettere for de allerdårligst stillede at finde et arbejde, fordi det bliver betydeligt billigere for arbejdsgiverne.Husk lige, at selv en nok så lav løn er oven i "borgerlønnen".

Den enorme besparelse der vil være i den offentlige administration, vil i øvrigt delvist kunne omsættes til at give folk en bedre offentlig service, som bl.a. kunne gøre flere egnede til arbejdsmarkedet. For eksempel kunne man bruge en hel del socialrådgivere til at hjælpe folk i uddannelse eller arbejde.

Forslaget er nok langt ude, men det kunne da være interessant med en økonomisk analyse af bæredygtigheden. Jeg kan faktisk godt forestille mig, at det ville give overskud!

Martin Haastrup

Mogens, som du selv anfører, ville et forslag om borgerløn til alle, uden restriktioner og begrænsninger til alle, på 20.000, spare samfundet for mia i offentlig adm., privatforsikringer osv + at færre ville få brug for den for livstid. + At det ville være en kadot til de som modtager den, at de ikke er dømt ude for livstid fra arbejdsmarkeds-kooperationerne.

Mit forslag er ikke langt ude. Det er at tage en konsekvens af den udvikling som allerede er igang. Læg dertil at jeg forestiller mig at social tregrening af virksomheder også er en forudsætning for forslaget. = Virskomheder fungerer ikke på samme måde som idag med lønudbetaling + en produktion som svarer til de behov der rent faktisk er og ikke som idag, blot for at øge kapitalen hos spekulative karteller og enkeltpersoner. = Det ville være nemmere for folk at komme i beskæftigelse, hvis de ønsker det, på alternative tider, evt. i flere virksomheder på en gang. At man, istedet for løn, bliver kooperationers andelshavere osv i den dur.

Læs selv mere på Social Tregrening.

Men det glæder mig selvfølgelig at du er åben for min ide. Beløbets størrelse kan vi slås om den dag det bliver en realitet. 8-)

Martin Haastrup

Det er det forhold at man, trods de meget alvorlige konsekvenser for 100.000 vis af mennesker, som er kommet i klemme, fortsætter med lappeløsninger som er uværdige, som er langt ude.

At man fortsætter med at acceptere kynisk kapitalistisk spekulation i alt. Som ikke gavner samfundet, men kun investerorer.

At man fortsætter med en samfundsskadelig ejendoms-u-ret, trods alle kan se og konstatere at det er U-ret osv i den dur.

Det er langt ude.

Man ved udmærket godt hvad problemet er. Men nægter at tage konsekvensen af sin viden og erkendelser.

Det er langt ude.

Endvidere er det langt ude, og uværdigt og skaber og fastholder problemet, at de mennesker som tages ufrivilligt gidsler for denne konsekvente kroniske benægtelse af problemer med at forvalte kapital på en samfundsansvarlig måde, at man ikke gør noget ved det problem, men istedet gør det værre for de som uforskyldt er havnet i klemme pga de destruktive kapital-spekulationer.

Jeg vil driste mig til at sige direkte dumhed.

Man ved godt hvor skoen trykker, hvad problemet er og hvilke veje man skulle gå for at dæmme op for al denne kapital-spekulation som skader samfundet og verden. Og som er årsagen til krisen.

Men istedet vælger man at jage de stakkels ofre for denne skruppelløse mulitnationale uansvarlighed.

Og således hænger det altså sammen i min optik. Den uansvarlige spekulation i kapital, overproduktion, forkert administration af ejendomsret, forurening, ødelæggelse af naturgrundlaget osv => behovet for en socialstat som i samme takt, som kapitalinteresser degenerer og skaber værre og værre kriser, selv er nødt til at vokse sig større og større og mere og mere bureakratisk og uværdig for de borgere som den skulle forestille at servicere.

Skruppelløsheden viser sig endvidere ved at de kræfter og (destruktive) kapitalinteresser som er medårsag til behov for en socialstat som beskytter borgere mod disse altdominerende og ødelæggende spekulative kræfter, de samme går nu så vidt som til, med alle skruppelløse midler og metoder at vende hele tingen på hovedet og hetze samfundsgrupper, hjælptrængende ofre for kapitalismens kolporteringer, misbruge og smadre demokratiet, blot for egen vindings skyld.

Blot fordi man nægter at se i øjnene at ens måde at forvalte kapital på er samfundskontraproduktiv.

Verdensødelæggende simpelthen.

Det er langt ude. Og udtryk for en dumphed og dumhed som i sidste ende vil gøre at man graver sin egen undergang. Tilliden til de som administrerer kapital osv den ligger på et mindre og mindre sted => kriser.

Og det går selvfølgelig også ud de virksomheder som alt andet lige holder sig til et behovssvarende produktion og er åbne og samfundsvenlige medspillere.

Mogens Michaelsen

@Martin E. Haastrup

Dit forslag indeholder mange gode enkelt-elementer, men faktisk er der en grundliggende forskel fra mit. Mit forslag bryder ikke med kapitalismen som sådan - det er snarere en reform af den danske velfærdsmodel, som netop vil gøre private danske virksomheder mere konkurrencedygtige. Jeg har nævnt, at det vil gøre det muligt at lade de laveste lønninger bestemme af det frie marked, hvilket er en fordel for virksomhederne. Andre fordele er:

1) Man kan undgå importen af billig arbejdskraft fra andre EU-lande.

2) Studerende kan gennemføre deres uddannelse hurtigere end i dag, fordi de ikke er nødt til at arbejde ved siden af (men stadig har delvis mulighed for det).

3) Det bryder den sociale arv i forbindelse med uddannelse.

4) Det vil være en stor hjælp for igangsættere. Har man denne "borgerløn" som sikkerhedsnet, vil flere have mod på at starte egen virksomhed.

5) Det understøtter folk, der forsøger at etablere sig som kunstnere, hvilket er alt for svært i dag - fordi det er enten/eller.

6) Det kan opfattes som en slags kompensation til kunstnere, der i dag er udsat for ulovlig kopiering af deres værker (på internettet).

Jeg mener absolut ikke det er hensigtsmæssigt at give generelt afkald på den produktivitetsforøgelse, som det kapitalistiske system giver. Det er reformer, der er brug for.