Baggrund
Læsetid: 3 min.

Retspraksis hindrer børns ytringsfrihed

Bliver et barn hørt i Byretten, så er det fast procedure, at det ikke igen bliver hørt i Landsretten ved en ankesag. Det på trods af, at der kan være ting, der kom frem i Byretten, som ikke er ført til referat
Indland
27. februar 2012

I en strid mellem forældre, hvor der er børn i klemme, handler det for retten om at gøre, ’hvad der er bedst for barnet’. Som en grundregel tolkes det som, at barnet kun skal høres én gang. Det vil sige, at hvis man taber en sag i byretten, hvor børnene er blevet hørt, så kan man i en ankesag ved Landsretten være temmelig sikker på, at børnene ikke bliver hørt igen. Det på trods af, at Landsretten meget vel kan omstøde Byrettens dom.

Hvad der er bedst for barnet i juridisk forstand er nemlig at blive hørt så lidt som muligt. Den vurdering foretages helt inden for lovens rammer, da ’hvad der er bedst for barnet’, og hvad det ’at blive hørt’, egentlig betyder, er noget retsinstanserne vurderer.

Intet at komme efter

Her har man ifølge familieadvokat Bjarne Rasmussen den generelle opfattelse, at har man hørt børnene ved en retsinstans, så opfylder man forældreansvarsloven og har ingen forpligtigelse til at høre dem igen ved en ny retsinstans.

»Når børnene én gang er blevet hørt, så har man opfyldt §5. Når de er hørt i Byretten, er de hørt. Den er ikke meget længere end det. Så der er ikke noget at komme efter. Og hvis Højesteret heller ikke vil, så er der kun Menneskerettighedsdomstolen tilbage,« siger Bjarne Rasmussen.

En praksis, der i vid udstrækning blive anvendes på trods af at der kan være givet fortrolige oplysninger fra barn til dommer i Byretten, som ikke bliver videregivet til Landsretten. Børnene kan have haft fortrolige samtaler med dommeren, som de ikke ønsker, nogen skal vide noget om. Man kan med andre ord miste kendskabet til væsentlige forhold, når en sag bliver anket, og man ikke hører børnene på ny.

»Det er jo lidt ømtåleligt. For man kan sagtens forestille sig, at der er oplysninger, som barnet ikke vil have skal videregives til far og mor, og som bliver hos dommeren,« siger Bjarne Rasmussen.

Han bliver bakket op af en række andre familie- og skilsmisseadvokater, som Information har talt med. Samtidig lyder det fra gruppen af advokater, at der ikke er noget, der tyder på, at lige netop §5 i forældreansvarsloven vil blive ændret i den revidering af loven, der netop nu er i høring. Den manglende tilkendegivelse fra børn i Landsretten, vil altså – af hensyn til børnenes bedste – fortsat være procedure.

Rammende eksempel

Et godt eksempel på en sådan sag er Michael Udsens. Hans børn blev hørt i Byretten, hvilket gav dem bopæl hos ham. De blev ikke hørt i landsretten, selv om de gerne ville, hvorefter bopælsretten gik til moren. Det på trods af at børnene var 12 og 14 år.

Den eneste væsentlige forskel på de to sager var fraværet af børnenes stemme.

Advokat Tyge Trier, der er specialist i sager om menneskerettigheder og forfatter til flere bøger om emnet, har studeret Udsens sag og mener, at den er et glimrende eksempel på de problemer, der er ved dansk retspraksis.

»Det er påfaldende, at man med børn i den alder – børn, der gerne vil høres – vælger ikke at gøre det. Kombineret med det er det en meget skabelonagtig afgørelse fra Landsretten, der samtidig vender rundt 180 grader i forhold til Byretten. Gør man det, så skal der være en præcis formuleret begrundelse, hvilket Michael Udsen ikke har fået. Derfor mener jeg også, at det kan være en sag for Den Europæiske Menneskeretsdomstol,« siger Tyge Trier.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her