Læsetid: 4 min.

’Hvad skal vi med et system, der ikke virker?’

Samarbejdsaftalen er nytteløs og fagforeningen ubrugelig. Det er Jette Ørum Nørups erfaring, efter at hun netop er blevet fyret fra Vejdirektoratet. Fagforeningen hjælper ikke medlemmerne, men accepterer ifølge Jette Ørum Nørup bare tingenes tilstand
Jette Ørum Nørup  blev fyret fra en stilling i Vejdirektoratet. Ifølge Jette Ørum Nørup har ledelsen ikke levet op til samarbejdsaftalen i forbindelse med fyringen. Men alligevel vil fagforeningen ikke gøre noget ved hendes sag.

Jette Ørum Nørup blev fyret fra en stilling i Vejdirektoratet. Ifølge Jette Ørum Nørup har ledelsen ikke levet op til samarbejdsaftalen i forbindelse med fyringen. Men alligevel vil fagforeningen ikke gøre noget ved hendes sag.

Martin Dam Kristensen

20. februar 2012

Jette Ørum Nørup bliver rost til skyerne. Det er hendes 25- års jubilæum, og der kan ikke siges nok positive ting om hendes virke inden for færdselssikkerhed i Vejdirektoratet.

Den 56-årige kvinde får at vide, at hun har ydet en imponerende indsats, men et par måneder senere bliver hun fyret.

Begrundelsen er, at der skal spares 50 millioner, og man har valgt at nedlægge hendes afdeling, hvilket betyder, at hendes analyser af, hvor man skal sætte ind for at sikre bedre færdsel, ikke længere er nødvendige.

I alt bliver 11 personer afskediget. Det er dog svært for Jette Nørup at forstå, hvori den præcise nedskæring består. For netop hendes afdeling har fra politisk side fået øremærket 33 millioner, og hvis afdelingen nedlægges, hvor bliver pengene så af? Det er bare en af de ting, hun gerne vil have svar på.

»Udmeldingen var ganske enkel: Vi skal spare, og derfor gider vi ikke lave den opgave med færdselssikkerhed mere. Det er det. Ingen diskussion om hvordan og hvorledes. Men vi kom jo med penge i lommen — 33 millioner — som vi havde med fra amtet tilbage i 2007. Så vi forstår jo ikke, hvad der nu skulle ske med de penge? Man kan jo ikke bare nedlægge en opgave og beholde pengene. Så stjæler man jo af kassen,« siger Jette Ørum Nørup.

En på sinkadusen

Det var bare et af de spørgsmål, der trængte sig på i en situation, hvor Jette Ørum Nørup efter eget udsagn har fået en ’ordentlig en på sinkadusen’.

Hun har aldrig nogensinde før oplevet at blive fyret, men står nu i alder af 56 og skal ud på arbejdsmarkedet. Derfor sætter hun også sin lid til sin fagforening IDA, Ingeniørforeningen, hvor hun troligt har betalt sit kontingent gennem de sidste 25 år. Men mødet med hendes tillidsmand lader desværre meget tilbage at ønske.

Ifølge Jette Ørum Nørup er hans eneste svar til hende, at ’det er jo ledelsesretten’.

»Jamen, det er da dejligt. Nu er jeg i forvejen nede på knæ, så er det da skønt at høre fra fagforeningen, at de ikke kan gøre noget som helst. Der er samtidig ikke blevet stillet et eneste spørgsmål i samarbejdsudvalget. Ikke et eneste,« siger Jette Ørum Nørup.

Hun har tidligere selv været tillidsmand og forklarer derfor sin tillidsmand, at ledelsen i sin præsentation af fyringerne har brudt §3 — oplysningspligten.

Der har ikke fra medarbejdernes side været muligt at stille spørgsmål, få information, høre om mulig genplacering eller få indblik i økonomien.

Hun går også videre til IDA, men herfra er beskeden blot, at brud på samarbejdsaftalen i staten sker gang på gang på gang på gang. Det kan man ikke gøre noget ved.

»Systemet fungerer ikke. Derfor siger jeg også — hvad skal vi med fagforeningen — hvad skal det til for? Jeg har været medlem i 25 år, og det er jo bare en tradition. De kan ikke gøre noget, siger de, men hvorfor ikke? Hvad er ideen med et samarbejde, hvis det ikke forpligter begge parter?« siger Jette Ørum Nørup.

Nikkedukker

Tillidsrepræsentanterne i Vejdirektoratet er ifølge Jette Ørum Nørup nogle nikkedukker, der ikke er deres ansvar bevidst.

De går mere op i at have et godt forhold til ledelsen, men bidrager ikke med den information, de ansatte har brug for. De har ikke nogen bevidsthed om dem, de repræsenterer.

Det er heller ikke muligt via Transportministeriets hjemmeside at se noget om den bebudede besparelse, hvilket Jette Ørum Nørup har svært ved at forstå.

Og selv om gruppen af fyrede ansatte ud over IDA også henvender sig til DJØF og Magistrenes Fagforening, ønsker ingen umiddelbart at gå videre med sagen.

»Efter min opfattelse skal der altså sidde nogen på begge sider af bordet. Sådan er min retfærdighedssans. Det kan godt være, at samarbejdsaftalen ikke er optimal, men prøv dog lige at spørge — prøv dog i det mindste at stille de relevante spørgsmål,« siger Jette Ørum Nørup.

Hun mener ikke, at tillidsmændene tilnærmelsesvis er klædt ordentlig på i forhold til det ansvar, de sidder med, og de potentielt store medarbejdergrupper, som de repræsenterer. Det er medlemmernes sag, der skal tales, men i stedet var beskeden til Jette Ørum Nørup bare, at man havde »taget ledelsens udmelding til efterretning«.

»Ham, jeg talte med, mente så aldrig mere, at Vejdirektoratet ville overtræde §3, men det kan jeg så sjovt nok ikke bruge til noget. Man beklager, men tager ikke noget ansvar. Jeg troede så, at min anciennitet gav mig noget tryghed, når jeg var ansat i det offentlige. Nu får jeg seks måneders opsigelse og tre måneder efter forvaltningsloven. Tak for det. Jeg nåede lige at få mit 25-års-jubilæum med og står nu i en alder af 56 og skal lede efter et nyt job,« siger Jette Ørum Nørup.

Chefforhandler hos IDA Lene Vibjerg ønsker ikke at udtale sig om den konkrete sag .

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Og så undrer man sig over pensionsalder på 55-58 år i Sydeuropa?! I praksis har vi jo det samme, og det kan der næppe laves om på.

Tja, f.eks havde vejdirektoratet "hugget" 35 mill til at lave rundkørsler så der kan køre en modulvogntog hver 14 dag i Halsnæs.
Hvor mon de penge kom fra?

I øvrigt, havde Jette Ørum Nørup været privat ansat kunne hun ikke fyres efter 25 års tjeneste. Var hendes job blevet nedlagt skulle hun have tilbudt et andet. Denne lov gælder bare ikke for offentlige ansatte.
Så kan man jo lige tænke over hvor meget den fagforening er værd.
Men hvorfor brokker de offentlige ansatte sig først når det er for sent...?

Tja - det er jo lidt af en overraskelse for en del mennesker, at sådan noget sker, når "rød blok" har overtaget regeringsmagten.

De fleste troede sikkert, at fyringer var en specialitet forbeholdt "blå blok".

Der mig bekendt ikke noget, der hedder Magistrenes Fagforening, det hedder enten Dansk Magister-forening eller Akademikernes Central-organisation/fagforening? Og det undrer mig meget, at man ikke fra Dansk Magisterforening's side gør opmærksom på overtrædelser af en paragraf, når der skal fyres medarbejdere.

Mht. til den konkrete sag, så er afdelingen nedlagt. Og det er altså ledelsens ret (og pligt?) at beslutte, hvilke afdelinger, der evt. skal nedlægges. Deri har tillidsmanden sådan set ret. Jeg forstår heller ikke den der med 6 måneders opsigelse efter 25 år? og 3 måneder efter forvaltningsloven? Vil det sige at hun reelt har 9 måneders opsigelse? eller hyr...

Ifht. funktionærloven er reglerne sådan her:

http://www.jobogliv.dk/job/fyret.aspx

Som man kan se har man efter 8 og 7 måneders ansættelse et varsel på 6 måneder. Længere opsigelses-varsler ved fyringer kan dog aftales i forbindelse med overenskomst-forhandlingerne.

Mht. det med at være privat-ansat og blive fyret efter 25 års tro tjeneste, gælder det så ikke kun for de 2/3 af de privat-ansatte, som har en overenskomst....?

Ang. chef-forhandleren hos IDA kunne hun da godt have udtalt sig om hvorfor IDA gang på accepterer brud på § 83....

Jeg er bange for, at Jette Nørup har mere ret, end de fleste bryder sig om at erkende. Danske fagforeninger har reduceret sig selv til papirtigre, fordi de har bildt sig selv ind, at 'den danske model' bygger på et abstrakt samfundssind, fornuft og konsensus hos begge parter på arbejdsmarkedet og ikke på et afbalanceret styrkeforhold.

Bjarne Bisballe

Hvad er vejen frem? Jette Nørup må i sit næste job arbejde aktivt for at styrke den fagforening hun er medlem af. Det er ikke nok blot at betale kontingent.
En fagforening er netop er forening der kræver aktiv deltagelse. Man har de tillidsfolk man har fortjent.

Ove Kristiansen

Jette Ørum har fat i et reelt problem for medarbejdere, tillidsrepræsentanter og faglige organisationer. Ikke blot i staten, men også i regioner og kommuner.

Det er et problem, som efter min vurdering truer de faglige organisationers legitimitet i forholdet til medlemmerne og dermed på lidt længere sigt truer organisationerne på livet.

For hvorfor dog være medlem af en faglig organisation, der via samarbejdsorganerne bliver så tæt forbundet med ledelsen, at det er svært for medlemmerne at se, hvornår det er ledelsen og hvornår det er den faglige organisation, som taler? Det er jo det problem, Jette Ørum rejser.

Det er ingen tvivl om, at vi som arbejdstagere får noget ud af at deltage i samarbejdsorganerne. Vi ville stå endnu dårligere, hvis vi ikke havde sådanne organer eller afviste at deltage.

Men magtfordelingen er helt skæv og bidrager til at stille organisationerne i et dårligt lys. Via samarbejdsorganerne bliver vi talspersoner for det kompromis, ledelsen har kunnet bevæges til at indgå og kommer ofte til at stå i et dårligt lys hos kollegerne.

Når der i samarbejdsudvalget er opnået enighed - og der åbnes ikke mulighed for andet - er det den fælles holdning medlemmerne skal forfægte. Dermed afskæres de reelt for at fremføre deres egne holdninger.

Hvis vi ikke finder gode løsninger på den udfordring, får vi meget svært ved at holde fast i de fortsat flotte organisationsprocenter i den offentlige sektor.

Og så skal vi ikke være blinde for, at der også blandt ledere i det offentlige er en portion kynisme, som får dem til at være mindre medgørlige,nu hvor pludselig ikke er rekrutteringsproblemer.

Emil M. Jelstrup

Ad Karsten Aaens kommentar om opsigelsesvarsler:

Det, der stod i artiklen om forvaltningsloven må være en fejl - denne lov foreskriver ikke noget om opsigelsesvarsler.

Som Karsten Aaen har nævnt, giver funktionærlovens § 2, stk. 2-5, en funktionær et anciennitetsafhængigt varsel for opsigelse fra arbejdsgivers side på op til 6 måneder.

Herudover har funktionæren efter § 2 a, såfremt visse omstændigheder omkring pension ikke foreligger, tillige ret til en fratrædelsesgodgtgørelse på 1 måneds løn, hvis vedkommende har mindst 12 års anciennitet i virksomheden. Har funktionæren mindst 15 års anciennitet, stiger fratrædelsesgodtgørelsen til 2 måneders løn, og er ancienniteten mindst 18 år andrager godtgørelsen 3 måneders løn. Det må være denne godtgørelse, der omtales i artiklen.

Adrian Liechti

@Leif Mønniche siger:
” Vi har sejred ad helvede til “ - Thomas Nielsen, formand for LO i perioden 1967-1982

LO’s ekstraordinære repræsentantskabsmøde tirsdag den 16. februar 1982 i Falkonercentret.
Formanden, Thomas Nielsen: "Hvis jeg ser helt tilbage til den tid i 30’erne, hvor jeg kom i formerlære og sammenligner med nu, vil jeg påstå, at jeg sammen med tusinder af andre tilhører en generation, der har sejret ad helvede til godt. Og når man har det, har man et godt liv at se tilbage på."

Thomas Nielsen sagde senere (så vidt jeg husker til Jytte Dreyer i programmet Otium på DR i midten af 1980'erne), at det var præcis, hvad han mente: at det var gået den generation han tilhørte godt - ikke fagbevægelsen som sådan (hvilket man til hans irritation næsten med det samme begyndte at udlægge det som).

Hanne Christensen

Tak til Jette Ørum.

Dine oplevelser er jeg sikker på deles af mange andre. Jeg har også set på min arbejdsplads (privat), hvordan medarbejdere er blevet lusket ud ad bagdøren. Og "ældre" medarbejdere er i højrisiko.

Tillidsrepræsentanten hjælper reelt blot ledelsen. Den fyrede får måske en ekstra månedsløn til gengæld opnår cheferne fred i huset.

Men det er fuldstændigt urimeligt, at ældre medarbejdere i den grad fyres også efter rigtig, rigtig mange års ansættelse.

Den Danske Model er ikke til for dets medlemmer. Den er til for en flok fagbosser, der elsker den, fordi den giver dem større magt og indflydelse. Men flexicurity modellen har totalt udvandet trygheden i ansættelsen.

Nej, de ældre skal ikke lade sig spise af med en billig og lav efterløn. De ældre skal ikke acceptere aldersdiskrimineringen. De ansatte skal kræve tryghed, de ansatte skal kræve løn (jf. løntilskuddrøftelsen i en anden tråd), de ansatte skal kræve et ordentligt arbejdsmiljø og de ansatte skal kræve at arbejdstid og arbejdsopgaver hænger sammen.

Riv fagforeningspyramiderne ned. Sæt fagbosserne på overførselsindkomst. Inddrag deres fede pensionsordninger og ekskalerende lønninger, og brug pengene til at opbygge nye fagforeninger til sikring af de rettigheder, som vores forfædre sikrede danskerne gennem århundrede kampe.

De neoliberale fagbosser skal ikke ødelægge alt det, vores forfædre kæmpede sig til.

Vores fagbosser går i dag arbejdsgivernes interesse, og vores arbejdspladser fyrer totalt kynisk igen og igen "ældre" medarbejdere. Det skal være slut!

Væk med gratisarbejdet, væk med aldersdiskriminering, ind med tryghed i ansættelse og ordinære lønninger. Det burde være helt simple krav. Men vi skal åbenbart gå på barrikaderne og vælte nogle fagbosser for at få det gennemført.

"Skal vi på barrikaderne og vælte nogen fagbosser"? Det er da ikke umuligt, at det ville være en god løsning. Men det kræver aktivitet hos medlemmerne! Og det er lige netop det, rigtig mange tillidsrepræsentanter efterlyser. Interesse, deltagelse, opbakning - kolleger der tør åbne munden og støtte deres TR. Den ligegyldighed mange kolleger udviser for dette arbejdsområde, undtagen når det går galt, er meget demotiverende. Derfor: Stil krav til din fagforening og din TR, men husk at det også kræver en indsats fra dig, at få løftet niveauet.