Analyse
Læsetid: 3 min.

Trekantens politiske anatomi

Kun i én ud af fem store politiske sager på dagsordenen i dansk politik pt. slås regeringen med oppositionen. I resten skydes der internt — og lidt på støttepartiet Enhedslisten
Kun i én ud af fem store politiske sager på dagsordenen i dansk politik pt. slås regeringen med oppositionen. I resten skydes der internt — og lidt på støttepartiet Enhedslisten
Indland
4. februar 2012

Hvad er det, sexbrevredaktører siger om trekanter? Noget i retning af, at de — hvis man ellers er til den slags —- kan være sjove og bevidsthedsudvidende. Men at man kun bør begive sig udi eksperimenter, hvis man er helt afklaret og i stand til at rumme hinanden — alle tre.

Mon ikke også dette gode råd gælder trekantsregeringer? I Danmark har ingen trekantsregering indtil videre overlevet et valg. Og det på trods af, at der formentlig findes flere rummelige pragmatikere på Slotsholmen end i diverse sovekamre. Politikere er vant til at forhandle, give og tage og nå kompromiser.

Alle regeringer, som består af mere end et parti — som vi har for vane i Danmark — er uenige internt fra tid til anden. Det var Venstre og Konservative også i 0’erne — af og til endda meget. Også med støttepartiet Dansk Folkeparti.

Men alligevel er det bemærkelsesværdigt, at kun i én ud af fem problemstillinger, der dominerer den politiske dagsorden i medierne for tiden konfronterer en enig rød blok oppositionen.

I de fire øvrige sager er konflikterne, som lige nu behandles i offentligheden, primært interne. Og skænderier hen over regeringens mødebord suppleres af uenighed med støttepartiet. Hvis vi tager dem en af gangen:

Skat på finansielle transaktioner

Her er S og SF stort set parate til at nikke til en euro-pæisk løsning, mens regeringens nye radikale håndtaske, økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager, afviser. Lige nu hedder kompromiset, at regeringen »ikke har nogen ideologisk modstand« mod en EU-finansskat, og at man åbent afventer Kommissionens næste forslag. Når dét kommer, bliver det spændende, om man fortsætter den nyligt påtagede åbne stil — eller finder noget »ideologisk« modstand.

Betalingsringen

Lovforslaget om en betalingsring skulle have været præsenteret i slutningen af januar. Det er tydeligt, at interne problemer med at få enderne til at mødes i regeringstrioen har udskudt processen. Her står SF på den ene side med ønsket om at få flest mulig penge ud af ringen til at sætte taksterne ned i den kollektive trafik — samt til at udbygge den.

På den anden side står de radikale, der i valgkampens hede forlangte en folkeafstemning om sagen, og Socialdemokraterne der bokser med sure omegnsborgmestre.

Endelig er det er værd at bemærke, at ringen skal bæres igennem med Enhedslisten — partiet med færrest bilejere blandt sine vælgere.

Finanspagten

SF’s Villy Søvndal meldte ud før jul, at han ikke mente, at Danmark kunne gå med i EU’s finanspagt. Det endte Danmark så med at gøre alligevel, og Villy Søvndal siger nu, at han bakker op, fordi forslaget er blevet væsentligt ændret og har fået mere fokus på vækst og beskæftigelse.

Mens V og K er med på pagten, harcelerer Enhedslisten mod »ren borgerlig nedskæringspolitik.«

Skattereformen

Skatteminister Thor Möger Pedersens (SF) retorik fik kaldenavnet ’Thors Hammer’ af et af formiddagsbladene, da han for nylig meldte klart ud, at skattelettelserne i en kommende reform skal gå til det arbejdende folk. Altså vil ledige, folkepensionister og studerende blive forbigået. Enhedslisten kræver på sin side kompensation til de ledige og samfundets svageste.

Senere på foråret skal der laves reformer af førtidspension og kontanthjælp, hvor meget taler for, at Frank Aaens bukser ikke kan holde til kompromis — og som konsekvens formentlig bliver noget hårdere i retorikken mod regeringen.

Med venner som disse behøves ingen fjender, kunne man altså fristes til at sige. Det må derfor føles helt forfriskende med en klassisk politisk kamp mellem regering og opposition.

Og det er lige præcis, hvad klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) har en tvivlsom fornøjelse af for tiden: Venstre har i forhandlingerne om en energiaftale valgt en benhård oppositionspolitik og presser regeringen alt, hvad den kan. Først på prisen, som ministeren forsøger at få ned for at lave kompromis — i går gik han endnu 750 mio. ned og har alt i alt givet sig 1,75 mia. Men det er ikke nok for Venstre, der næsten samtidig meldte ud, at partiet også kræver et lavere ambitionsniveau.

Martin Lidegaard må altså overveje, hvor meget han vil lade sig ydmyge for at få et bredt forlig — og Venstre må overveje, hvor mange af regeringens kompromiser, de kan afvise førend lugten af strategi begynder at overskygge den ellers så velsyngende melodi om, at det ikke må blive dyrere at være dansker.

Men billedet af en regering, som for tiden er sin egen værste fjende i medierne, står altså tindrende klart. Det positive er, at der virkelig bliver diskuteret politik og kæmpet fra hus til hus — også internt i regeringen. Det er demokratiets — og altså også trekantens anatomi.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Hvorfor blev en lignende artikel ikke skrevet om VK - regeringen og DF? Her kunne der skrives om mange uenigheder nok mest mellem V og K og mellem K og DF, Mellem V og DF var der efter førende medlemmer i disse partier enighed om at DF og Venstre delte samme værdier.

Er det ikke naturligt at 3 partier ikke ser ens på ting og hvis de gjorde kunne de så ikke med større fordel blive til et parti?

Hvorfor går Information med på den hetz som OVK og de overvejende borgerlige medier (herunder desværre også DR) bruger for at få den nye regering væk igen og OVK tilbage i regeringskontorerne.

SF har slet ikke set Soc.Dem.'s geni-streg og taktik, som lige fra SF's start i 1958 har været at inddæmme dem, og gøre dem til en såkaldt ansvarligt Soc.dem. v. 2.0 parti. Og om muligt sørge for at SF fusionerede med Soc.Dem. Præcis dette ser vi nu.

Mht. Villy Søvndal, så har manden vist sig at være en vendekåbe af rang, en person som, med Ole Sohn, i spidsen, har vendt på SF på en tallerken, så man nu accepterer alt ved markedet, selv en neo-liberal inspireret tysk finans-pagt.

Mht. Martin Lidegaard er der kun en vej at gå - han må - som klimaminister indgå et forlig med Enhedslisten. Venstre kan så sidde med korslagte arme og ingen indflydelse på....

Det er vel ikke så underligt at debatten foregår internt i regeringen i og med at oppositionen i skikkelse af de radikale er inviteret indenfor.

Bemærkningen om at der virkelig bliver diskuteret politik er næsten for øm, jeg fristes til at sige naiv.

"Men billedet af en regering, som for tiden er sin egen værste fjende i medierne, står altså tindrende klart. Det positive er, at der virkelig bliver diskuteret politik og kæmpet fra hus til hus — også internt i regeringen. Det er demokratiets — og altså også trekantens anatomi."

Politisk analyse???

Niels Christensen

De første måneder har først og fremmest vist, at SF ikke er parate til at indgå i en regering. Det betyder, at hver gang de er pressede så kommer de med udsagn, der hører sig hjemme på en afsides oppositions bænk.
Tag nu Søvndahls udspil - eller hvad man skal kalde det, for et rigtigt udspil er det jo ikke - om børnepenge.
'Jeg kan ikke forstå, at man brandbeskatter almindelige, hårdtarbejdende lønmodtagere'.

Hvad mener Søvndahl med 'almindelige' , hårdtarbejdende ?
Betyder det at IT folk, læger, ingeniører ikke er hårdt arbejdende og at de er ualmindelige.
Søvndahl og også Möger forsøger at konstruere et '70'er agtig' venstrefløjsbillede, der opdeler befolkningen i uhåndterlige grupper.
Hertil kommer at Søvndahl er så fixeret på sin retorik, at han slet ikke ser, at omlægning af børnepenge ( hvad der kan være gode grunde til) har en skattemæssig effekt, der går imod den politik, som Möger har antydet.
Det er hjælpeløst.

Det siger sig selv at regeringen ikke behøver at slås med oppositionen, for regeringen har jo kopieret oppositionens politik.

Regeringens dæmonisering af underklassen og personer på overførselsindkomst må jo få ethvert neoliberalt og konservativt hjerte til at banke højt og hurtigt af fryd.

Personlige angreb er bidrag?. Suk.

Dorte Sørensen

Det er ikke en politisk hetz, det er afdækning af diletant teater.

Og jo, der var også diletantteater i VK regeringen, men det var først efter mange år - ikke måneder.

Jeg må sige efter at have læst indlæggene her at det at regere et land som vores må være uhyggelig svært.Indlæggene her ingen glemt synes klart at udstille vores "forkælelse" og jeg vil have min vilje og regeringen er "dum" uanset farve.
Vi lever i en kompliceret verden hvor penge er besluttet at skulle bestemme over vores liv på godt og ondt og så må det som virkelig betyder noget(kærlighed,solidaritet,empati,medmenneskelighed) vige pladsen for slagsmålet om hvem som skal lide mest.
Undskyld mit sure opstød, men helt ærligt ønsker nogen her den gamle regering tilbage lige nu?

randi christiansen

Bill Atkins - "Det er vel ikke så underligt at debatten foregår internt i regeringen i og med at oppositionen i skikkelse af de radikale er inviteret indenfor."

Bortset fra at det er de Radikale, som har inviteret S-SF indenfor, så har du da ret i, at den koalition vil medføre vanskelige samtaler og svære kompromisser

@Viggo Okholm - ja, der er faktisk mere end 50% af den danske befolkning der ønsker en anden regering. Og det kan jeg godt forstå. SSFR er en stor skuffelse hvor specielt SF flakker rodløse rundt et sted, hvor de ikke skulle være. En forvrøvlet og doven SF leder gør det ikke lettere.

Jeg forstår simpelt hen ikke at folk kan være overraskede over at regeringen fumler rundt om sig selv til offentlig skue.

Det er selvfølgelig pga. SF.

For når man går fra at være hængekøjeparti til at være ansvarshavende parti, så bliver man selvfølgelig konfronteret med virkelighedens verden.
Og den er jo som bekendt både nuanceret og grumset i modsætning til den let forståelige idealistiske sort/hvide verden.

Så, hvad kan man sige?
Tjaa, velkommen i de voksnes rækker...

Vi bør alle huske at uanset hvem der er "skyldige" eller har lovgivet og handlet så krisen er kommet, så er det vilkårene og disse vilkår kan ikke ændres på engang.Vi som stat er tilsluttet EU og flertallet til den nye regering var lige på kanten. Jeg holder meget af enhedslisten,men deres politik er ikke muligt lige nu,kun dele af den, det samme for sf og de radikale. Det er banaliteter jeg her skriver, men derfor behøver de ikke være usande.
Lige nu må kunsten være at få skuden vendt uden at de mennesker som har mindst i dette samfund kommer til at lide mere end højst nødvendigt, alle som bare har det nogenlunde bør indse at hvis vi skal have fremgang og have styr på miljø og ressourcer så er der altså ingen belønninger lige om hjørnet. Vi mangler så signalværdien af tilbageholdenhed fra "Charlottenlund" befolkningen og lignende og dernæst et opgør med hvis du får så skal jeg også have.

Torben K L Jensen

Den violette trekant,der nu engang er her,ville aldrig
være til hvis S-SF ikke gik sammen om et samarbejde efter det forrige valg.Der lå de radikale
nær grænsen på 2 % og kun SF,der fik et kanonvalg
kunne sammen med S være et alternativ til blå blok.
Og hvorfor det?
Ja,de lagde ud med at frede husejerene og så lagde
de sig tæt op ad de blå med udlændingepolitikken.
De radikale var sat på plads på grund af deres ud-
lændingepolitik og deres forslag til ændring af hus-
beskatning.
Hvis det skulle lykkes måtte man virkelig æde nogle
selvdøde kameler.Det gik med nød og næppe.De
radikale scorede kassen,fik foræret sejren og magten
og det eneste jeg ikke forstår,det er at S-SF satte dem kniven på struben og lavede en S-SF regering.
Folk siger at de radikale havde fat i den lange ende,men havde de det?Ikke efter min mening,for
hvis der var kommet et hurtigt valg,så vidste de radikale godt at de ville ende uden nogen som helst
indflydelse i en ny borgerlig venstreregering og med
et mandattal på de 8 efter at havde væltet en S-SF
regering.

A`propos violet - Ja , jeg ville gerne ha` haft og have en ny regering. Der skal som bekendt blåt røres i for at give violet. Så kunne den gamle O-verfrakke hænges i skabet.