På det mondæne Hotel Waldorf-Astoria i New York mødes i næste måned en lang række institutionelle investorer – tilsammen forvaltere af 3.500 milliarder dollar – med indehaverne af 10 mio. hektar landbrugsjord og værdier for 12,5 mia. dollar.
Det var i alt fald tallene, da det globale ’stævnemøde’ for landbrugsmæssige investorer og udbydere, Global AgInvesting Conference, blev gennemført sidste år med over 600 investorer blandt deltagerne.
Konferencen i år sætter fokus på »den stadig vigtigere klasse af aktiver for institutionelle investeringer, som det globale landbrug repræsenterer, og som forventes at blive mere end fordoblet de næste tre-fem år.«
Erlægger man deltagergebyret på ca. 14.000 kr., får man på Waldorf-Astoria »værdifulde muligheder for networking« og »potentielle muligheder for at lave partnerskaber med private kapitalinstitutioner såvel som store spillere inden for agrobusiness«, hedder det.
Blandt de mange deltagere på konferencen vil være en udsending fra det danske pensionsselskab PKA. For også PKA har fået øjnene op for, at investeringer i jord og landbrugsproduktion er blevet en attraktiv måde at anbringe sine penge på med udsigt til et fornuftigt, langsigtet afkast til pensionskunderne.
PKA har øremærket 1,3 mia. kr. til landbrugsinvesteringer, herunder 250 mio. kr. til projekter i Afrika syd for Sahara, mens en anden hjemlig pengetank med lønmodtagermidler, PensionDanmark, har afsat 320 mio. kr. til samme formål.
»Potentialet i afrikansk landbrug er enormt, og der er gode muligheder for danske investorer,« skriver IFU, Investeringsfonden for Udviklingslandene, der holder pensionsselskaberne i hånden med en egeninvestering i de afrikanske projekter på 35 mio. kr.
En hvepserede
Dermed stikker pensionskasserne hånden i en hvepserede. Den, der handler om risikoen for såkaldt landgrabbing, når kapitalstærke nationer, private virksomheder eller investeringsselskaber går på jordopkøb i fattige lande.
»Mængden af god dyrkbar jord på kloden falder år for år. To mia. hektar landbrugsjord er over de seneste 20-30 år blevet næsten umulige at dyrke på grund af erosion, ophobning af salte og klimaforandringer. Samtidig øges presset på jorden på grund af befolkningsvækst, stigende indkomster og produktionen af biobrændstoffer,« forklarer seniorrådgiver Henning Otte Hansen, Fødevareøkonomisk Institut på Københavns Universitet.
Konsekvensen er, at både priserne på fødevarer og værdien af jord stiger, og det gør jordopkøb stadig mere attraktivt som investeringsobjekt.
»Som vi så i 2007-08 og igen i 2010-11 kan der komme gevaldige prisstigninger på fødevarer, og det kan give et løft i afkastet til dem, der ejer landbrugsjord. Samtidig er selve jorden et sikkert, langsigtet aktiv, der ikke rummer samme usikkerhed som andre investeringsobjekter,« siger Henning Otte Hansen med henvisning til de stærke udsving på aktiekurser, ejendomspriser m.m.
Udviklingen er med til at forklare den intense interesse for at sikre sig dyrkningsegnet jord i Afrika, som bl.a. Saudi-Arabien, Kina, Sydkorea og Emiraterne udviser i øjeblikket. Det er alle lande med begrænsede muligheder for at øge egen fødevareproduktion. Samtidig investerer USA, Canada og flere EU-lande i plantager til produktion af biobrændstof-afgrøder i bl.a. Afrika.
Den internationale ngo Grain har offentliggjort en database over godt 400 sådanne tilfælde af, hvad man kalder store ’land grabs’ foretaget siden 2000, de fleste af dem i Afrika. En aktuel rapport fra bl.a. International Institute for Environment and Development har samtidig opgjort det samlede areal af jordopkøb i Afrika til 134 mio. hektar – 30 gange Danmarks areal.
Lokale konflikter
Internationale investorer anklages for at frarøve lokale befolkninger adgangen til jord og græsningsarealer ved sådanne opkøb.
Mange afrikanske regeringer er ivrige efter at tiltrække private investeringer, fordi den internationale udviklingsbistand til landbruget er faldet, og det betyder ofte, at regeringerne til meget gunstige priser for køberne sælger områder, som den lokale befolkning har haft brugsretten til i århundreder.
Som beskrevet i Information i torsdags fører dette hyppigt til lokale konflikter, herunder konflikter med dødelig udgang.
Verdensbanken skrev i en 2010-rapport, at »erhvervelsen af jord ofte fratog lokalbefolkninger, især de særligt udsatte, deres rettigheder uden at give passende kompensation«, og i den såkaldte Dakar-appel fra 2011 har flere hundrede bondeorganisationer og internationale ngo’er forlangt »et øjeblikkeligt stop for de massive aktuelle og fremtidige røverier af land og en tilbagelevering af de plyndrede områder« samt en sikring af de lokale brugeres jordrettigheder.
Jord til spotpris
Situationen er imidlertid kompliceret.
Det afrikanske landbrugs produktivitet er typisk meget lav, og der er et åbenlyst behov for at øge fødevareproduktionen.
»Der er brug for flere investeringer og mere teknologi i landbruget. Derfor kan det godt være positivt, hvis fonde eller private virksomheder begynder at investere i landbrugets udvikling,« siger Henning Otte Hansen.
Det er dét, private investerings- og kapitalfonde nu har fået øje på. Blandt de første, som rykkede ind i Afrika, var Emvest Agricultural Corporation, der i dag kontrollerer 100.000 hektar i fem afrikanske lande og stiller sine investerende kunder et lukrativt årligt afkast på 25 pct. i udsigt.
»Jord i Afrika syd for Sahara koster mindre end 1.000 dollar pr. hektar, mens en hektar i Danmark koster 25.000 dollar og i Storbritannien 20.000. Vi er aktive på tværs af Afrika syd for Sahara – snart er vi i 10 lande,« lovede sidste år selskabets CEO, tidligere Goldman Sachs-direktør Susan Payne, i avisen The Spectator.
Hvor meget Emvest har investeret på vegne af sine kunder, er fortroligt, men tænketanken Oakland Institute skønner, at det drejer sig om 540 mio. dollar.
Flere investeringsfonde er kommet til siden. F.eks. Futuregrowth Agri-Fund, der ejes af det internationale forsikringsselskab Old Mutual og planlægger at placere 900 mio. investordollar i afrikanske landbrug.
»Verden vågner pludselig op og siger ’Wow, vækstmarkeder, fødevaresikkerhed ... denne kategori af aktiver vil virkelig give resultater på mellemlang sigt, de næste otte-20 år’,« sagde fondens direktør, James Howard, sidste år til Reuters.
Brug for investeringer
De seneste aktører i det afrikanske landbrug er pensionskasser – med danske PKA og PensionDanmark blandt de allerførste.
»Udgangspunktet er selvfølgelig, at vi ser nogle fornuftige investeringsmuligheder. Og forudsætningen for, at vi overhovedet kan gøre det, er, at der nu er etableret fonde med ekspertise i denne type investeringer – vi er nødt til at have nogen til at hjælpe os med det,« siger aktiechef i PKA Claus Jørgensen.
Hverken PKA eller PensionDanmark skal altså ned og agere landmænd i Afrika. I stedet investerer man de midler, man har reserveret til formålet, via fonde, herunder en ny kapitalfond med domicil i Luxembourg, Silverland Fund, der skal gennemføre investeringerne og p.t. er i færd med at opbygge en investorkapital på 300 mio. dollar – 1,7 mia. kr. Silverland er på udkig efter landbrugsprojekter i Tanzania, Zambia, Malawi, Uganda og Mozambique, og i tankerne har man afgrøder som majs, hvede, sojabønner, frugt, sukker og te.
»Vi adskiller os fra andre investorer ved, at vi køber eksisterende farme og udvikler dem til deres fulde potentiale. Dertil er produktionen primært tiltænkt den lokale befolkning, så vi koncentrerer os om tæt befolkede områder, hvilket sænker transportomkostningerne. Dette er en anden strategi end at rage store landområder til sig med henblik på produktion til eksport,« sagde Silverlands stifter, Gary Vaughan-Smith, da han i 2010 præsenterede fonden.
Silverland Fund vil altså ifølge Vaughan-Smith undgå at købe jord af afrikanske regeringer for ikke at risikere at krænke de lokale beboeres landrettigheder. Tværtimod vil man med afsæt i eksisterende farme hjælpe et områdes småbønder med såsæd, gødning, teknisk træning og markedsadgang.
»Vort mål er at give folk styrke til at gøre deres fremtid lysere,« hedder det i præsentationsmaterialet fra Silverland, der har tilsluttet sig FN’s principper for etiske investeringer.
»Man kan ikke få seriøse investorer ind i det her, hvis der er risiko for, at der f.eks. sker land-grabbing. Det er næsten det første, man som investor vil tjekke – at tingene foregår på en fornuftig måde. Og det kan sagtens lade sig gøre at skabe de fornuftige afkast, samtidig med at tingene foregår ordentligt,« siger PKA’s Claus Jørgensen.
Andre er knap så sikre.
Teori og praksis
»Det lyder meget godt, at man vil leve op til en række etiske retningslinjer. Problemet er, at man for at kunne gøre det uden at lave skade skal have et rigtig godt kendskab til, hvad der foregår lokalt. Det er ikke sikkert, at det lokalt opfattes som legitimt, at udenlandske investorer overtager eksisterende farme, for de kan i sin tid være etableret via konfiskation af jord på bekostning af de lokale,« siger ph.d. Rasmus Hundsbæk Pedersen, der på Dansk Institut for Internationale Studier forsker i landrettigheder i Tanzania og andre afrikanske lande.
Han betragter det som en forudsætning for et vellykket projekt, at det sker med den lokale befolknings accept, og at der laves klare kontrakter om, hvad investorerne skal levere, herunder sociale goder i form af f.eks. skoleadgang og bedre sundhedsklinikker.
»I teorien bør det kunne lade sig gøre at skabe win-win-situationer, hvor både investorer og lokalsamfund opnår fordele. Men der er diskussion om, hvorvidt det også kan gøres i praksis,« siger Rasmus Hundsbæk Pedersen.
Udviklingsminister Christian Friis Bach ser positivt på pensionskassernes engagement.
»Hvis det bliver gjort ordentligt, kan man sagtens gøre noget, der både gavner fødevareproduktion, fattigdomsbekæmpelse og beskæftigelse, og hvor der bliver plads til både et solidt lokalt overskud og afkast til en dansk pensionskasse,« siger ministeren, der har haft møde med PKA om det danske projekt.
»De siger, de vil investere med respekt for jordrettigheder og med et såkaldt ’outgrower-system’, hvor fattige landmænd kan levere deres produktion ind til det system for forarbejdning, opbevaring og distribution, man får skabt med disse projekter. Men det er klart: De skal testes og holdes op på det, de lover.«
Anders Riel Müller, der som ph.d. på RUC forsker i fødevare- og landbrugspolitik i bl.a. Afrika, understreger, at det er praksis, der tæller.
»Investeringer til den afrikanske landbrugssektor er nødvendige. Men når PKA og PensionDanmark siger, de følger principper for etisk ansvarlighed, så er mit spørgsmål, hvordan de sikrer sig, at de overholdes i praksis?« siger Anders Riel Müller.
Et årligt kontrolbesøg
Han påpeger, at Silverland Fund ifølge sin hjemmeside har ansat én såkaldt CSR oversight manager, der ved bl.a. ét årligt besøg på hver farm skal kontrollere, at man lever op til principperne for social ansvarlighed.
»Det er ikke mange penge at afsætte til sikring af etikken, når fonden investerer for flere milliarder. Jeg har lige siddet til høring i Europa-Parlamentet og hørt øjenvidnerapporter fra Asien og Afrika. Det er yderst bekymrende. Jeg håber, de danske pensionskasser vil gå forrest med nøje at monitorere deres investeringer og støtte uafhængige ekspertundersøgelser på jorden i Afrika.«
PKA’s aktiechef Claus Jørgensen er overbevist om, at man via investeringsfonden vil have styr på tingene.
»Det er fonden, der har mandatet til investeringer. Så fra vi har valgt dem, er det dem, der foretager de konkrete investeringer. Men vi følger løbende med via bl.a. investormøder og sikrer os, at de gør som aftalt.«
– I ser ingen risiko for, at I bliver del af den land-grabbing, der foregår i Afrika?
»Den risiko er så godt som ikkeeksisterende. Vi har gjort alt, hvad vi kan, for, at den slags ikke kommer til at foregå. Vi kan ikke skabe langsigtet afkast, hvis vi sættes i forbindelse med landgrabbing,« siger Claus Jørgensen.
Hvis mine penge skal ned og forrentes i Afrika så skal jeg have fuld adgang til alle informationer om projekter, samarbejdspartnere, politiske forhold og lokalbefolkningernes og NGO'ernes meninger.
PKA kan godt ansætte et par dygtige journalister og webside redaktører.
Alt kan tilsyneladende gøres til genstand for penge. Jeg vil nøjes med at gencitere følgende passage fra romanen "Hvide dværge. Sorte huller" af Sigmund Jensen:
"Der findes ingen andre værdier end pengeværdier. Der findes ingenting udenfor eller ved siden af markedsværdierne, ingenting med egenværdi. Giv mig originalpartituret til Skæbnesymfonien, og jeg river det i småstykker for en million, måske ikke engang så meget. Giv mig et maleri af Modigliani i hænderne, og jeg sætter ild til det for en fed check. Giv mig originalmanuskriptet til Hamlet, og jeg tørrer mig bagi med det for en, ja netop, en slik. Betro mig Dødehavsrullerne, og jeg sælger dem, sammen med min egen bedstemor, til højestbydende. (…) Glæden ved en solopgang findes ikke, uden at der er fæstnet en prislap til den. En spadseretur i Hyde Park en søndag formiddag er direkte idioti, med mindre den optræder som et aktiv på selvangivelsen. Hånden, der glider hen over hoften på en nøgen kvinde, er en stor fejltagelse, hvis berøringen ikke kan trækkes fra på skattebilletten. Alt har en pris, alt kan købes."
Fantastisk dejligt foto!!
Der er ingen grænser for, hvad pensionsmidlerne skal bruges til at kaste mere af sig.
Jeg er enig med Bill, mere gennemsigtighed i projekterne er strengt nødvendigt.
Hvad er forskellen på at investere 100 mio kr. i en fabrik eller et landbrug i f.eks. Uganda?
Begge investeringer betyder, at kapitalejerne stikker sugerøret ned i Uganda's økonomi og overfører profit ved at udnytte den billige jord, arbejdskraft og råstoffer.
Denne ressource-koloniale politik er ikke ny og har gennem tiderne givet stof til diskussion af mange aspekter, f.eks. sulteløn, børnearbejde, arbejdsmiljø, bestikkelse, forurening, ejerskab osv. osv.
Det nye i den aktuelle diskussion om land-grabbing er jordens anvendelse. Hvis der blev dyrket almindelige afgrøder til føde for menneskene, ville den aktuelle diskussion om land-grabbing "blot" føje sig rækken af de sædvanlige og deprimerende diskussioner om i-landenes udnyttelse af u-landene ressourcer.
Men det kvalitativt nye ved den aktuelle land-grabbing er anvendelsen af landbrugsarealet, idet ca. 50% går til produktion af bio-brændstof til brug i i-landenes biler. Her hopper kæden af.
Når den begrænsede landbrugsjord ikke anvendes til føde for verdens 7 mia. indbyggere, men bruges til biler og fly, er det en forbrydelse og hån mod ikke blot den den lokale befolkning men mod hele verdens befolkning, herunder ikke mindst den 1 mia. mennesker, der lever under sultegrænsen.
Et historisk eksempel på land-grabbing i stor skala:
I 1954 ejede det amerikanske gigant-selskab, United Fruit, ca 90% af Guatamala's landbrugsjord, som blev brugt til bananproduktion.
Samme år valgtes den venstreorienterede Arbenz til præsident i Guatamala. Han gennemførte en lov, sådan at en del af United Fruit's jord skulle købes på markedsvilkår og derefter uddeles til Guatamala's bønder.
Denne politik behagede naturligvis ikke USA, hvor de to brødre Allan og Foster Dulles, var hhv CIA-direktør og udenrigsminister, samt havde økonomiske interesser i United Fruit.
CIA gennemførte et kup, hvorved den folkevalgte Arbenz blev tvunget i eksil, og USA indsatte en lydig diktator, som naturligvis ophævede den lov, der uddelte jordarealer til Guatamala's fattige bønder.
Og United Fruit kunne uforstyrret fortsætte sin bananproduktion i Guatamala.
vi er vel alle indbetalere til ATP i en elelr anden grad. Og de skal nu til at overveje landbrugsinvesteringer hist og her.
Her har vi desværre ikke nogen indflydelse.
Ressourcekrigen kører på højtryk og Afrika skal endnu engang forarmes og undertrykkes, så vi ikke skal stille spørgsmålstegn ved egen livsstil, hvor patetiski
Bjarne@ Desværre kan man kun anbefale indlæg en gang. Du skulle have mange flere, for du har fuldstænig ret. Vi cykler blot derudaf, uden at tænke over de sparsomme ressourcer, der er til det hele.
Godt der er flere kasser, det gjorde beslutningen let.
Pensioninfo.dk (nem id)
Hvis ikke vi kan se ud over vores eget luksusliv så tror jeg ikke vi kan påvirke tingene ret meget. Der er mange mødre i Afrika, der ikke kan se problemet i at ønske sig stabil strømforsyning og et lille køleskab. Og det lokker jordgrabberne så med.
Vi må gå med udviklingen, men prøve at skubbe tingene i den rigtige retning - ellers gør andre det i vores sted - måske uden at skubbe i den rigtige retning.
United Fruit er en gammel og grådig aktør i kapitalismens kamp mod natur og lokalbefolkninger - og dem skal vi ikke have omgang med, men hvis dialog og samarbejde istedet sker med de lokale kapitalister og jordejere, er der meget større mulighed for at projekterne indrettes humant og naturbeskyttende. Jeg har en solstrålehistorie fra Sarwarak om mangroveskov, lokal kapitalister og næseaber, hvor projektet blev ændret så næseaberne - de er så store som bavianer - fik lov at beholde deres mangroveskov. Sådanne historier skal vi have nogle flere af - også selv om det koster noget af profitten.
De har ingen anelse om, hvad de er ved at rode sig ind i. Mange steder i Afrika er klimaet sådan, at landbruget slet ikke kan fungere med europæisk stordrift. Afgrøderne vil svigte og på sigt vil det være med til at få ørkenen til at blive større.
Lige nu kan det virke nemt at opkøbe pga. fattigdommen og analfabetismen, som får mennesker til at forsøge at sælge hvad som helst - bare de kan få penge i hånden. Det er meget sjældent at enkeltpersoner faktisk kan sælge store landområder i Afrika.
Før eller siden vågner den oprindelige befolkning op (som i Australien), og så sker der ting og sager.
Hvar sker der i Australien, Rasmussen?
Et af de største problemer i Afrika er dårlig regeringsførelse. Ingen demokrati, elendig landregulering, elendig juridisk styring og administration, total mangel på hensyntagen til lokale, meneskelige interesser. Altså inden vi falder omkuld af forargelse over de vestlige landgrabbere, herunder egne pensionsfonde, skal vi lige huske, at de endnu støre syndere er Afrikas egne regeringer. I Etiopien f. eks., vandt regeringskoalitionen i 2010 valget med 98 % af stemmerne. Og vi taler ikke om Sovjet, men om en såkaldt demokratisk republik.
I Afrika er gini-koefficienterne oppe på omkring 50-70 flere steder. I Sydeuropa og USA er den 35, i Nordeuropa 25. (hvis én mand ejer alt i et samfund, er gini-koefficienten 100, hvis alle ejer lige meget, er koefficieneten 0). Hvis Afrika selv kunne få et "forår" og vælte de korrupte, selvberigende magthavere, ville det være begyndelsen til en bedre deal med landgrab-investorerne, så den lokale befolknings interesser kunne tilgodeses.
Lars Hansen.
Aboriginerne har i mange år kørt retssager mod staten og andre, som uberettiget tog alt deres land og smadrede deres kultur. De vandt i sidste ende, selv om meget uret mod dem aldrig kan gøres godt igen.
Michael Kongstad:
Jeg er stort set enig. Hvad man hele tiden glemmer i Afrika er, at størstedelen af befolkningen holdes nede, enten fordi de er analfabeter eller kun har den allermest rudimentære skolelærdom, og samtidig fyldes de med overtro. Det gør dem lette at manipulere og true til underkastelse, Så længe der ikke rettes op på befolkningens almene viden og generelle muligheder for at få en form for uddannelse, vil Afrika fortsætte med at være "det forbandede kontinent", som de selv kalder det.
Hej Marianne Rasmussen - jeg er helt på begynderstadiet med hensyn til at forstå Afrika. Et par kommentarer fra sidste uges Jørgen Steen Nielsen- artikel om emnet gav bl.a. indtryk af, hvor ligegyldige højlands-Etiopien er med lavlandet, der nedvurderes af den velhavende elite, og tvinges bort fra deres terræn og deres traditionelle levevis.
http://www.information.dk/295479#comment-532172
Det er hamrende svært at ændre på disse ting udefra, af ngo-er eller fremmed regeringshjælp, da regimerne ikke ønsker forandringer, og forbyder ngo-er at arbejde med essentielle sider af den dårlige regeringsførelse.
Mange ting kan slet ikke ændres udefra, men man kan gøre en ,masse skade ved at 'tromle hen over befolkningen' i bedste kolonistil, fordi Europa aldrig har gjort et reelt forsøg på virkelig at sætte sig ind i mentaliteten.
Næsten alle afrikanske lande er også 'kunstige' på den måde, at det var kolonimagterne, deri sin tid tegnede grænserne, som har meget lidt med deres egen historie og stammeinddeling at gøre, for det er de forskellige stammer, som kommer først i deres bevidsthed. Eller rettere først familien, så landsbyen og så stammen. Nationen er et for de fleste et meget diffust begreb, som de slet ikke forholder sig til eller føler, at de skylder noget.
Det er det industrialiserede landbrug vi eksporterer, og der er ikke noget, der er mere ødelæggende. Jorden og dyrene udpines. Landdistrikterne affolkes. Alt sammen ligesom her. Det er en livsform, vi udbreder.
Derfor er det så nødvendigt, at vi går foran og gør Danmark til økologisk landbrugsland. Så bliver der noget gavnligt at eksportere.
Kolonialisme på nye flasker.
Det der er ved at ske, er præcis det samme som du kan læse om i bogen "Farven lilla".
Ikke hvad der skete i USA, men hvad der skete i Afrika, hvor fortællerens søster missionerede.
Store jordområder overtages af rige amerikanere/europæere og nu andre rige folk fra resten af verden og gøres om til plantager og lign., hvor så lokalbefolkningerne kan blive ansatte, nu da lokalbefolkningens egen fødegrundlag er blevet taget fra dem.
Hvor bliver jeg vred over, at rige mennesker gør sig selv rigere på fattige menneskers bekostning.
På en måde føler jeg afmagt, for jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal kunne stoppe denne modbydelige måde at behandle mine medmennesker på.
Endnu engang står jeg med en følelse af, at det eneste jeg kan gøre er at stille op til folketingsvalget uden for partierne, da jeg ikke synes partierne og deres repræsentanter på nogen måde repræsenterer os mennesker.
Skulle jeg gøre noget langt mere dramatisk, så ville det være handlemåder der fik stoppet det danske samfunds teknologiske funktion, ved at sabotere tekniske installationer og lign., der nemt og enkelt kunne sætte hele landets samfærdsel i stå, uden at det vil koste menneskeliv. Jeg behøver end ikke lave egentlig hærværk for at stoppe vort samfunds samfærdsel.
Det var jeg såmænd med til for ca. 25 år siden, hvor jeg var med til at sætte en prop af biler på Hillerødmotorvejen. Mere skal der ikke til, for at stoppe en af landets mest trafikerede motorveje og ikke et menneskeliv gik tabt. At folk blev vrede, fordi de ikke kom på arbejde eller til et vigtigt møde, det er en af konsekvenserne, men det ville jo ikke være anderledes, dersom det havde været en større trafikulykke. Nu var dette blot bevidst gjort og uden at det skulle koste menneskeliv.
Kommer en sabotage til at koste menneskelig, så er det på grund af den danske befolknings egen afhængighed af de teknologiske såkaldte vidundere. Måske skulle vi hellere kalde de teknologiske vidundere for befolkningen teknologiske narkotika. For den danske befolkning er faktisk ved at blive teknologiske narkomaner, der anser det som jordens undergang, dersom deres teknologiske narkotika pludselig forsvandt.
Men så gør jeg uskyldige mennesker til ofre for andres handlinger og det er nu heller ikke det der er min plan, hvorfor jeg derfor tænker på at stille op til folketingsvalget, frem for at udføre sabotage.
Men hvor dælen skal jeg vende min vrede hen, dersom end ikke det vil kunne få stoppet disse modbydelige udnyttelser og andre menneskefjendske handlemåder?
Meget god artikel. Den viser også hvor råddent vores pensionssystem er. Det er også underlagt akkumulationstvangen. Mindst gennemsnitlig profit, ellers går det ad helvedet til. Som flere har skrevet foregår det hele på en miljømæssig ikke-bæredygtig måde. Din pension, eller en sund klode? Kapitalismen fortsætter ufortrødent med at æde sig ind på vores livsbetingelser. Alle som stemmer på andre partier end Enhedslisten må vel siges at være medskyldige? Bevidst eller ej. Det er på tide, at folk begynder at bekymre sig noget mere om, hvad deres stemme bliver brugt til.
Niels-Simon Larsen
'Derfor er det så nødvendigt, at vi går foran og gør Danmark til økologisk landbrugsland. Så bliver der noget gavnligt at eksportere.'
Jeg går ud fra, at du mener at eksporten skal være den alternative produktionsmodel. Noget tyder på, at afrikanerne kunne brødføde sig selv, hvis 'vi' holdt nallerne væk, men det er jo ikke muligt under kapitalismen. Hvordan slipper man af med det svineri?
Ofte sættes debattens overlægger på en begynderhøjde som kun er sat for at opnå publikums bifald, men helt urealistisk at forcere.
Hvorfor kan de her Pensionkasser ikke investere disse penge i Danmark?
Siggi Oddsson
Det er forbudt. Loven siger at de skal søge størst muligt afkast - uanset hvor. Ellers ville disse enorme lønmodtagerfonde jo udgøre en trussel mod kapitalismen. De er tvunget til at anerkende profitmotivet. I virksomhedsøkonomisk forstand er det tvivlsomt om Danmark overhovedet eksisterer. De store kapitalers legeplads er hele verden. Det er baggrunden for Danmarks forfald som suveræn nationalstat.
@Niels-Holger: "Hvordan slipper man af med det svineri?"
Det er jo det spørgsmål, vi hele tiden kommer tilbage til. Det minder lidt om, hvordan, man kommer af med en sygdom. For det første kan man lade være med at leve et liv (samfundsliv), der fremkalder sygdom. For det andet kan man lave sundhed (landbrug) til gavn for os og ikke primært for de store selskaber.
For det tredje kan flertallet (jo, fand'me jo) gennemtvinge omlægning til økologisk landbrug, lokal forsyning og årstidsrelateret. Desværre mangler flertallet endnu.
For det fjerde kan du melde dig ind i Fødevarefællesskabet. Høps! Nå ikk'?
For det femte . . .
Lars Kristensen
”Endnu engang står jeg med en følelse af, at det eneste jeg kan gøre er at stille op til folketingsvalget uden for partierne, da jeg ikke synes partierne og deres repræsentanter på nogen måde repræsenterer os mennesker.”
Det er du ikke ene om, jeg har det på samme måde, partiprogrammer er i dag bedst sammenlignelige med lokumspapir. Valgløfter er sammenlignelige med, kan i alle sammen se mig! Det burde være forventeligt at et folketingsvalg der flytter magten fra højre mod venstre medførte en anden politik, men det er ikke tilfældet. Indavl, studehandlerne og vennetjenester har fjernet folkets reelle indflydelse på folkestyret.
Desværre er det partierne der skal ændre valglovgivningen, således at man kan stille op i mod dem, men det gør de ikke, fordi de har monopol på folketinget. Så uden et parti så er det stort set umuligt at stille op som enkeltperson. For at blive opstillet i et parti skal man helst være cand polit og man skal underkaste sig partiets normer. Men da folkestyret blev indført kunne enhver stille op til valg uanset baggrund, hvilket berettigede til begrebet folkestyre. I dag er det et karriere træk og hvad man mener om landet og dets styring og udvikling, er i bund og grund ligegyldigt. Det har ingen betydning for en selv hvor man ligger sin stemme, hvis man følger partiets linie, men det har stor betydning hvis man ikke følger partiets linie. Men som borger er det eneste effektfulde man kan gøre er at stemme, men hvis ens stemme fører til en valg sejer og denne ikke fører til en ændret politik, så påvirker det en direkte og det viser at man er sat uden for indflydelse.
At tale om demokrati i et land hvor alle ikke har lige og uhindret adgang til at opstille, uden at underkaste sig et parti og dets ledelse er en parodi. Et folkestyre hvor folket reelt ikke høres, kan dårligt kaldes et folkestyre. Vi har stort set ingen reel indflydelse i eget land, vi har ingen indflydelse i EU og vi vil have absolut ingen indflydelse i Afrika.
Der findes intet sted i verden med flere resurser. samtidigt tyndt befolket, mulighed for at høste op til 3 gange årligt end netop Afrika.
Rent faktisk burde det være verdens rigeste kontinent.
John Vedsegaard:
Det er rigtigt, at der findes områder, hvor man kan høste mindst 3 gange årligt, men jorden kan sjældent dyrkes på samme maskinelle måde som her, bl.a. pga. de meget kraftige regnskyl, som ville skylle jorden væk, hvis man forsøgte. Der kræves intensivt manuelt arbejde, og så bliver det sjældent gjort på store arealer.
kapitalfondene kan "skabe arbejdspladser". Det er jo fremragende. Man skabte osse arbejdspladser rundtom i Damnark i 70erne da småbønderne ikke kunne klare den længere
Afrikas "jord", tilhører også mig, og er derfor en fuldstændig fejlfortolkning af "tilhørdsfortolkningen". Jeg er ikke afrikaner, men vil gerne administre jeres jord, bare "en dekade", hvis mit "LIV" vil tillade det. (guldkalven, har ingens chanse i mit LIVS paradis)..
Som oplyst Europærer, vil jeg være med , når Afrikanerne går i kamp mod os (amerikanerne,europæerne (jeg skammer mig),kineserne, medens russerne bare sidder og puster i deres egen "ballon"..
Igen en flok "ord", som sendes til nærmere eftersyn, mine desværre, som kun med opbakning og forståelse og fuldstændig uden form for bedrageri og småtbegavede politiske tosserier, ønsker at møde "dagens lys".
Et udsagn, bygget på især, dumhed og "illusioner".
Et udsagn, som for især et såkaldt oplyst "Europa",omgående burde tilbagevises, selv om det enkelte europæiske "individ", i sin egen "pensions" forvirring bare er "ofre", for et "forsikrings vandvid". Det enkelte "individs" kamp, styret oppefra, mod sig selv.
NB: En vandvids "tvangsforestilling", styret af "illusionister".
Investering i afrikansk landbrugsjord: Kontrolsystemet og standarder eksisterer allerede:
http://fairtrade-maerket.dk/2012/03/investering-i-afrikansk-landbrugsjor...