Børn udforsker i stigende grad deres seksualitet ved frivilligt at sende billeder til hinanden af nøgne kønsdele eller onanisituationer. Det kan blive problematisk for børnene, når de ikke kan kontrollere, hvor deres billeder ender henne, hvis en ven sender nøgenbillederne videre. Eller hvis børnene for eksempel selv lægger et billede op på en hjemmeside, hvor andre kan kommentere på det, og deles med tusinder af andre verden over.
Fænomenet er nyt og kaldes sexting, der er en sammentrækning af ordene ’sex’ og ’texting’, og beskriver, at børn af sig selv sender seksuelt ladede billeder ud i cyberspace via deres mobiltelefoner.
Det kan give store psykiske problemer for børnene på sigt, fortæller Helene Almind Jansen, der er psykolog og forskningskoordinator i Center for Seksuelle Overgrebs børneteam.
»Vi har løbende børn i behandling for deres problemer efter sexting. Det er børn, som har leget med deres seksualitet og taget billederne i et øjeblik af lyst, og som slet ikke har tænkt på, at billederne kunne bruges på anden måde. Mange gange begynder børnene først at tænke over konsekvenserne, når politiet for eksempel konfronterer dem med billederne, efter at være fundet hos en forbryder med børnepornografisk materiale,« siger Helene Almind Jansen.
Uro, stress og angst
Den første sextingsag blev behandlet hos Center for Seksuelle Overgrebs børneteam i 2009, og siden da er der løbende dukket flere og flere sager op. Antallet af sager er under 100, men Helene Almind Jansen skønner, at der findes langt flere børn end centreret har kendskab til, som har psykiske problemer efter sexting, men som ikke tør henvende sig og derfor ikke får behandling.
»Børnene går med en permanent følelse af uro, stress og angst i kroppen. Flere bruger meget tid på nettet for at se, om deres billeder er blevet offentliggjort. De får koncentrationsvanskeligheder og kan ikke finde ro til at udvikle sig. Selvbebrejdelserne er enorme,« siger Helene Almind Jansen.
Angsten kan være ekstremt stressende for børnene, der fortrinsvis er i alderen 12 til 15 år, og sætter deres krop i et konstant alarmberedskab. Samtidig med angsten er skammen også overvældende, da børnene er fuldstændig bevidste om, at de har spredt billederne i første omgang på eget initiativ.
Forskellige motiver
Der er ifølge erfaringerne fra Center for Seksuelle Overgreb ingen entydige tegn på, hvilke børn der sextexter. Det er ikke børn, der i forvejen er socialt svage eller udsatte eller har utrygge familierelationer, men tværtimod børn, som er selvsikre. Der er forskel på, hvorfor piger og drenge sextexter.
Drengene sextexter i højere grad end pigerne, fordi de får noget konkret ud af det. For eksempel bytter flere drenge end pigerne billeder for at få nogle billeder igen, som de kan bruge til for eksempel at onanere til, ligesom flere af drengene også har solgt billeder af sig selv nøgne eller i onanisituationer for penge eller hash.
Det er derimod mere immaterielle ting, som pigerne bytter deres nøgenbilleder af dem selv for.
»Pigernes sexting handler om at få styrket selvtilliden. De gør det for at få opmærksomhed og for at få tilfredsstillet deres selvværd og få anerkendelse,« siger Helene Almind Jansen og understreger, at pigerne ofte får det langt mere psykisk dårligt end drengene, fordi de ikke har fået noget konkret i stedet for deres nøgenbilleder.
»Mange af pigerne har efterfølgende en stor væmmelse over sig selv. Skamfølelsen over at gøre det er kæmpestor. De kan godt forstå, at de fik behovet for opmærksomhed og bekræftelse opfyldt, og at det var rart. Men når de så ser billederne igen, synes de, det er ulækkert og skamfuldt.«
Skammen
Skammen får en stor del af pigerne til at udvikle selvmordstanker og tillægge sig selvskadende adfærd. De får social fobi og social angst og ender ofte på psykiatrisk afdeling i stedet for Center for Seksuelle Overgreb.
Sexting er svært at opdage, fordi børnene vil gå langt for ikke at fortælle om det, fordi de skammer sig over for forældre, venner og andre i deres netværk og ved, at de selv er årsag til skammen.
Desuden er fænomenet så nyt, at mange behandlere ikke kender til det. Derfor har man på Center for Seksuelle Overgreb set eksempler på børn, der har været indlagt som psykiatriske patienter i forsøg på at stille diagnoser for dem, men som ikke har fortalt om sextingen, før de har mødt psykologer, der har erfaring med klienter, der har prøvet sexting.
Sexting adskiller sig fra grooming, hvor børn lokkes af pædofile til at vise sig nøgne foran webkameraer og til at mødes med de pædofile.
Men selv om børnene ikke er blevet lokket til sexting, kan det alligevel lede til fysiske overgreb.
På Center for Seksuelle Overgreb kender man til flere sager, hvor forventningerne mellem typisk en pige og en dreng ikke har været ens, og pigen efterfølgende melder, at hun har været udsat for en voldtægt.
Et fysisk overgreb kan være fuldstændig forfærdeligt, og intuitivt vil mange måske mene, at seksuelt overgreb kan være langt være end de psykologiske konsekvenser af sexting.
Men Helene Almind Jansen påpeger, at viden om, at andre ser på en – især med nettets uigennemskuelige endeløshed – kan være mindst lige så forfærdeligt for barnet.
Skam og skyld
Det er den irske kvinde Marie Collins et eksempel på. Hun blev som 13-årig udsat for seksuelle overgreb fra en præst i sin kirke, ligesom der blev taget nøgenbilleder af hende, som blev distribueret i tusindvis.
Overgrebene fandt sted for 50 år siden, og hun er et af de første ofre for katolske præsters forbrydelser, der er stået frem.
I begyndelsen af februar var hun i Vatikanet for at fortælle om konsekvenserne af hendes overgreb til paven, og hun har i anden sammenhæng fremhævet, at fotografierne i dag føles som et større overgreb end de fysiske. For mens de fysiske overgreb fik en ende, blev hendes nøgenbilleder ved med at blive spredt rundt til en skare mennesker, som hun stadig ikke kender antallet på.
Skal sexting forhindres som den blanding af skam og selvpåført skyld, som det er, skal der meget forebyggelse og viden til, skønner Helene Almind Jansen. Den viden skal komme fra forældre og lærere.
»Man skal fortælle om konsekvenserne og gøre sine børn det klart, at et billede på nettet aldrig kan gå væk. Mange børn forstår af gode grunde ikke konsekvenserne, for eksempel at webkamera ikke bare sender en video, men at modtagerne kan optage denne. De tænker ikke over risiciene på nettet,« siger Helene Almind Jansen.
Mange spørgsmål trænger sig på efter, at have læst denne artikel.
Beskyttelse af vores børn ?
Hvordan forhindre vi misbrug af sexting ?
Hvem har ansvaret ?
Medie og kildekritik obligatorisk fra børnehaveklassen ?
Tillad mig,
Beskyttelse af vores børn ?
Alm opdragelse har igennem flere hundrede år vist sig at have en positiv effekt på børns beslutninger, blandt andet det forkerte i at vise kønsdelene frem i det offentlige rum.
Hvordan forhindre vi misbrug af sexting ?
Ved ikke at tillade en mobiltelefon før de er 16, og ved at sætte sig lidt ind i hvad de bruger nettet til. Med andre ord, at interessere sig for hvad de laver.
Hvem har ansvaret ?
Det har forældrene
Medie og kildekritik obligatorisk fra børnehaveklassen ?
Medie og kildekritik af ovenstående artikel i første omgang, resten er forhåbentligt på skoleskemaet.
Mona (lige ovenfor) spørger, hvem der har ansvaret. Dette spørgsmål SKAL stilles og besvares. Og tak til Mona for det.
Men det kan godt være, at svaret ikke er særlig behageligt. Ansvaret er ikke 'derude' hos 'nogen'. Det ligger ikke hos den onde stat eller de onde mobilsælgere. Ansvaret ligger hos os allesammen, fordi vi uhæmmet, kritikløst og grådigt har kastet os med spredte ben ud i den afhængighedsskabende, grænseløse og grænseoverskridende digitale online-samtale-kultur uden at holde øje med, hvad det gør ved os.
Og hvad det gør ved vores børn, der ved endnu mindre end os og blot går efter, hvad der føles godt lige-her-og-nu. Sådan er børn.
Mobilbamser er afhængighedsskabende misbruger-drugs. Smartphones er det nye kokain. Folk doper sig med deres bærbare dildoer. Offentlige rum er helt vildt forurenede af folks intimsfære. Et øjebliks off-line-hed føles som et angstfelt. Folk jinger rundt i myldretidstrafikken, mens de har en socialerotisk oplevelse, der forstærkes af, at der glider et aflangt objekt frem og tilbage i deres skræv (læs: en cykelsadel).
Børnene gør ligesom de voksne og giver den halvanden skrue oveni.
Har børnene et ansvar. I det omfang, de er i stand til at tage det, ja. Hvilket vil sige temmelig lidt. Har deres forældre et ansvar? Hvad synes du?
Det, jeg forsøger ad omveje at argumentere for, er, at selve mediet i sig selv er designet til at være grænseoverskridende. Nogen har selvfølgelig designet det, ja. Men det er os allesammen, der som forbrugere/misbrugere har accepteret og adopteret mediet. At børn og unge roder sig selv ud i et grænseoverskredet og traumatiseret felt, er et resultat af vores accept og vores ukritiske syn på et medie. Det andet, jeg forsøger at argumentere for, er, at misbrugerfeltet ikke har noget med sex at gøre, nødvendigvis. Hvilket den udmærkede artikel også gør rede for.
En misbrugerkultur er skabt af de mennesker, der er deltagere i den. Og hvis nogen skulle mene, at visse myndigheder og kontrolinstanser bør tage et særligt ansvar, så vil jeg blot minde om, at vi har den regering og de politikere, vi fortjener.
Somebody please think of the children!
Nu er det jo forældrene, der vælger om deres helt små børn skal have en mobiltelefon og nok lige så vigtigt HVILKEN mobiltelefon de skal have.
Det er også op til forældrene at opdrage deres børn, samt lære dem respekt for dem selv, deres krop, og deres integritet.
Forældrene bør også lære deres børn hvad den moderne teknologi har af konsekvenser, altså give børnene de redskaber det kræver, at begå sig i den virkelighed, der eksisterer idag. Det kan man simpelthen ikke forvente at et barn kan overskue, så det er helt og aldedes op til forældrene.
Der er ingen andre end forældrene der har et ansvar for, at deres børn kan begå sig i den digitale tidsalder. At ignorere dette faktum er et udslag af omsorgssvigt på linie med negligering af hjælp til lektier, undlade at følge med i barnets skolegang, ignorere at lære sit barn at omgås respektfuldt med andre mennesker. Det er ikke skolens opgave, det er ikke samfundets opgave, det er ikke statens opgave, det er ikke polities opgave, det er ikke sociale tjenesters opgave, det er forældrenes opgave at være forælder for de børn de har sat i verden eller valgt at tage ansvaret for.
Mine børn er,mit ansvar - period. Nallerne fra nettet - der er så rigelig overvågning ! mvh
Faldet over det her i starten af artiklen:
"Det kan give store psykiske problemer for børnene på sigt"
Helt ærligt, hvor stort er problemet i forhold til tusinder af børn der er mobbeofre, og får deres personlighed nedbrudt hver eneste dag og ender som voksne med et forkrampet følelsesliv, ude af stand til at bryde ud af den skal som angreb efter angreb fra hele klassen eller skolen tvang dem til at opbygge.
Det er dem som der laves en kampagne om hvert 15'nde år. Kampagner som varer en uge og virker en måned.
Jeg er enig i de kommentatorer som tillægger forældrene ansvaret. Men kun halvvejs
For som Morten Hansen påpeger: "Det, jeg forsøger ad omveje at argumentere for, er, at selve mediet i sig selv er designet til at være grænseoverskridende. Nogen har selvfølgelig designet det, ja."
Din kommentar er ellers, som sædvanlig, (!) fremragende klart formuleret og en fornøjelse at læse Morten. Så tak for den.
Hvordan og hvornår lærer vi at kende forskel på frihed og grænseløshed? For det er dette som i min optik er det altoverskyggende hovedproblem: Sammenblandningen af frihed med grænseløshed.
Der bliver stillet store krav til forældre i øjeblikket.
Men fra mit synspunkt er sagen enkel: Hvis du opdrager dig selv ordentligt, så vil dine børn indirekte følge dit eksempel på autoritet. Ihvertfald indtil kønsmodningen. Og når jeg skriver ordentligt mener jeg blandt andet at sætte grænser. Lad mobilen liggem mens du spiser, mens du taler med dit barn, mens du laver mad, mens du er i bad, mens du sover, osv.
Det er din administration af gadgets'ne som dine børn efterligner. Og så selvfølgelig reklamens opfordringer. Derfor er din selvdiciplin på det her område så livsensvigtig. For dig selv, men også for dine børn. Og dermed for vores allesammens fremtid.
Og så så jeg gerne flere advarsler om 'ansvarlig brug' fra de markedsførendes side.
Det er ikke legetøj!
Jeg vidste det her ville ske. Jeg sagde det allerede før Millenium når folks tossede rundt med deres åndssvage ringetoner og det hele kørte fuldstændig agurk. Ingen gad lytte! Ingen!!
Nu kommer tømmermændende. Det sagde jeg også. Men heller ingen gad høre på det. Mit moralske opkast. Dinosaur! Skrub tilbage til fortiden hvor du hører til.
Undersøgelser om strålingsfare, kræftfremkaldende stråling i forbindelse med folk som arbejdede med radarstationer, påvisning af påfaldende mange kræft-tilfælde blandt disse.
Det sked man på. Masterne røg op til trods. Og de kræftramte tiet ihjel. Den sunde fornuft smidt fulstændig over bord. Uansvarlig og idioti blev gjort til en dyd. Jo værre jo bedre.
Lykekpiller!!! Potenspiller!!! Jeg kunne blive ved.
Nu kommer tømmermændene.
Og hvem bliver de første og største ofre for uansvarligheden og skruppelløsheden?
Børnene selvfølgelig.
FØJ DANMARK!!! SKAM DIG DANMARK!!!
ØV!!! OG ATTER ØV ØV ØV!!!
- Og så skal man gudhjælpemig sidde og læse en modbydeligt arrogant artikel, et inteview med Hr. Claus Hjort som udråber sig selv og den tidligere regering som 'værdikampens vindere'.
Det var lige off-topic. Endnu et ØV ØV ØV!!!
Modbydeligt simpelthen.
Forældrene skal tale med deres børn om alle livets risici,
og er man som forældre ikke klædt på til det, så opsøg/opret erfaringsgrupper på nettet – det er en forældrepligt at deltage.
…et problem kan være at forældre i nogle tilfælde vil blive mødt med spørgsmål til deres egen gøren og laden, men det er vel forhåbentligt blevet en forældrepligt at svare.
Ansvaret er ikke ‘derude’ hos ‘nogen’. Det ligger ikke hos den onde stat eller de onde mobilsælgere. Ansvaret ligger hos os allesammen. skriver Morten.
Nej ansvaret ligger i forældrepligten og samfundets ansvar i den hensende er at understøtte forældrepligten med information og oplysning.
Det er også ærgerligt, at der kan være så megen skam forbundet med kønsdele!
Problemet her er i min optik ikke skammen over blufærdighedskrænkelserne eller de unges sexuelle sunde debuttant-nysgerrighed - Problemet er at man istedet for at advare de unge mod det mulige misbrug af at blotte deres mest intime og følsomme liv via diverse gadgets internettet osv - gejlede dem op til det med sit eget eksempel til at gå i lige fælden efter de voksnes fordærv på området: At lade sig reducere til børne-blottere.
Nils Malmros, film-instruktøren, har lavet flere film om hvordan de unge også, uden disse plastic-risici, eller hvad jeg nu skal kalde dem, som krænker deres intimsfære på det groveste, - kan leve deres nysgerrighed trygt ud på den gammeldags metode i ly for fordærvede liderlige blikke og masturbationer.
Æblet falder aldrig så langt fra stammen, som man siger.
Vi, de voksne, os alle, (forældre, samfundet, pornoindustrien, producenterne af de grænseløse muligheders gadgets osv) er de skyldige. Ikke de unge. De har ikke noget at skamme sig over. Det har vi. Må den skam bidrage til, at vi lærer at stå vagt om respekten for de unges helt naturlige og sunde nysgerrighed sagen vedrørende.
For mig at se, er det ikke hverken børnene eller forældrene der er noget galt med. Det er hele indstillingen i befolkningen der er skæv. På en eller anden måde er det da ganske naturligt at gå hel eller halvnøgen rundt, ellers var vi nok blevet født med pels:)