Læsetid 6 min.

Er den enlige mor den moderne supermedarbejder?

Det er de højtuddannede og vellønnede kvinder, der i stigende grad vælger at få børn alene eller at leve alene med deres børn. Men er tendensen i virkeligheden udtryk for, at kernefamilien er blevet mindre egnet til det moderne arbejdsmarked?
Det er de højtuddannede og vellønnede kvinder, der i stigende grad vælger at få børn alene eller at leve alene med deres børn. Men er tendensen i virkeligheden udtryk for, at kernefamilien er blevet mindre egnet til det moderne arbejdsmarked?
30. marts 2012

Engang var hun en stakkel, på bunden af den sociale rangstige og med sølle udsigter på arbejdsmarkedet. I dag kan hun lige så godt være indbegrebet af den ressourcestærke kvinde og en arbejdsgivers drøm. ’Den enlige mor’ er som kvindekategori under forandring. Og måske handler den forandring mindre om kvindernes egne vundne kampe og mere om skiftende krav på et arbejdsmarked under forandring.

Kvindens rolle i samfundsøkonomien har historisk været at holde det hjem, der skulle danne rammen om reproduktionen af mandens arbejdskraft. Derefter blev hun suget ud på arbejdsmarkedet, da der blev brug for hende der, og i dag kan kvinder føler sig presset af arbejdet til at ’downsize’ på privatfronten. Og når børnene synes umulige at vælge fra, er der kun manden tilbage.

Christine Feldthaus, selvstændig konsulent og foredragsholder, er ikke i tvivl om, at en hård prioritering mellem job, børn og parforhold er blandt forklaringerne på de nye selvvalgt enlige mødre.

»Ressourcestærke, veluddannede kvinder går all in og har ikke tid til at finde manden, og når de gør, vil de ikke gå på det traditionelle kompromis for at give plads til hans karriere. De vil have børn, og det er alt andet lige nemmere at rekvirere en klat end at skulle trækkes med en følende og krævende mand derhjemme,« siger Christine Feldthaus.

Og tendensen knytter sig tæt til vores økonomiske udviklingstrin, understreger hun, og den er også begrænset til en vis klasse:

»Havde vi ikke haft kassen, havde det jo ikke været muligt. Og havde vi ikke fleksibiliteten på arbejdsmarkedet, ville det også være svært. Så et senkapitalistisk symptom er nok en meget god beskrivelse.«

Uafhængighed

Anna Pedersen, selvstændig tekstforfatter, valgte for seks år siden at få et barn alene med en ukendt donor. Resultatet blev Søren, som nu er næsten fem. Hun husker faktisk ikke, at hun gjorde sig de store bekymringer om, hvordan det ville påvirke hendes position på arbejdsmarkedet.

»Jeg tænkte, at mit barn ville blive et af dem, der blev hentet sent, fordi jeg var alene, men så måtte det være sådan.«

Anna Pedersen havde i hvert fald ikke nogen forestilling om, at det ville være en fordel på arbejdsmarkedet ikke at få børn.

»Hvis der er noget, der stritter ud, så er det jo snarere ikke at have børn.«

Hun oplever dog ikke sin egen situation som udtryk for, at hun har fravalgt en mand. Ikke bevidst, i hvert fald: »Jeg mener jo selv, at jeg godt ville og stadig gerne vil have én. Men jeg kan da godt se, at mange af mine valg har været præget af en stærk drift mod uafhængighed. Og det har jeg jo i forhold til både mit barn og mit arbejdsliv i dag,« siger Anna Pedersen, der som selvstændig kan tillade sig at arbejde færre timer og mere fleksibelt.

»Og så prioriterer jeg tid frem for penge. Jeg har endnu ikke købt en ny flyverdragt, så de penge har jeg ikke brugt tid på at tjene. Dem bruger jeg hellere på rengøringshjælp, så jeg har den ekstra tid til min søn,« siger hun. »På den måde er der jo i dag en række af opgaverne i hjemmet, som kan lægges ud til andre.«

LEAN-uddannelse

Lene Eriksen er selvvalgt alenemor og har slået sig ned som coach for andre kvinder, der står med lignede overvejelser. Coachingen foregår både ved individuelle samtaler, men også i såkaldte beslutningsworkshops for singlekvinder, der ønsker sig et barn, i donorfar-workshoppen ’Hvem er min far?’ og gennem netværksgruppen for gravide selvvalgte enlige mødre, Klub Enestående Mor.

Lene Eriksen møder derfor mange kvinder, der står midt i at skulle vælge mellem at få børn eller lade være. Og kvinderne er i høj grad bekymrede for, at et barn kan devaluere dem på arbejdsmarkedet. Det mener Lene Eriksen dog langtfra er tilfældet: »Der er noget praktisk, der skal regnes ud. Men med de stigende muligheder for f.eks. hjemmearbejdsdage og muligheden for at arbejde på andre tidspunkter af døgnet – der er f.eks. mange gode timer om aftenen, når børnene er lagt – er det nemlig bare det: praktik«.

Og den logistiske udfordring kan faktisk gøre den selvvalgt enlige mor til en stærk spiller på et konkurrencepræget arbejdsmarked, mener Lene Eriksen: »Selv om gruppen af kvinder, der vælger selv at få barn, er bred, er der typisk tale om kvinder med etablerede økonomiske og karrieremæssige forhold. Og så skal man jo besidde en vis kreativitet for at kunne forstille sig lykke under alternative former.«

Og så klæder oplevelsen dem ofte yderligere på: »Jeg siger nogle gange, at det at være enlig mor er en LEAN-uddannelse. Du lærer at sortere hårdt i opgaverne, arbejde effektivt på kortere tid og organisere dit arbejde optimalt.«

Fuld raket på halv tid

Christine Feldthaus blev faktisk til dels selv skilt, fordi der ikke var tid og overskud til både karriere, børn og parforhold. Samme konflikt har hun set hos flere kvinder omkring sig.

»Mange kvinder vælger jo også at blive skilt, ikke nødvendigvis fordi kærligheden er væk, men for at få tid til det hele. Når ungerne så er hos faderen, kan de jo rigtig arbejde igennem. Fuld raket på karrieren, men kun hver anden uge, er en ny model,« siger hun.

Når hun er enig i, at den nye enemor er en overraskende arbejds-giverdrøm, er det, fordi barnet i endnu større grad bliver ’et projekt’, der kræver planlægning og stram logistik: »De her kvinder er nogle, der, med et populært udtryk ’går selv’. De orker ikke de fællesskabsorienterede løsninger og siger, ’det er hurtig-ere og nemmere at gøre det selv end at vente på, hvad en eller anden paphat mener om ditten og datten’. Og det kan jo være en udmærket kvalifikation i mange job,« siger Christine Feldthaus.

Hos dem, der formidler kontakterne på arbejdsmarkedet, kan man godt genkende den beskrivelse. Administrerende direktør Christian Kurt Nielsen har været ansat i Danmarks største rekrutteringsfirma, Mercuri Urval, i over 20 år. Og han har bemærket en markant udvikling:

Ingen kigger skævt

»For en årrække siden ville det automatisk være blevet betragtet som en ulempe og en forhindring, at en kandidat var enlig mor. I dag vil det ikke være noget, man ville fravælge på baggrund af. Man vil spørge dem, hvordan de får de praktiske ender til at mødes på hjemmefronten, men det ville man også gøre med en mand. Vi kan ikke længere tillade os at gå ud fra, at det er kvinden, der f.eks. henter og bringer børn,« siger Christian Kurt Nielsen. Han mener, at arbejdsmarkedet, som det i dag er skruet sammen – i hvert fald for en del af arbejdsstyrken – har åbnet nye muligheder for forskellige liv.

»Stadig flere job kræver jo ikke, at man helt geografisk møder ind på et sted på et særligt tidspunkt hver dag, og arbejdet kan udføres alle timer i døgnet.«

Og synet på ’en god arbejdskraft’ har også ændret sig – i eneforældrenes favør: »Der er ingen, der i dag kigger skævt til, at man går tidligt for at hente børn, fordi man så går ud fra, at kollegaen bruger timerne om aftenen til at svare på mails og lignende,« siger Christian Kurt Nielsen.

Parforhold er arbejde

Lene Eriksen tror, at det ofte undervurderes, hvor mange kvinder der faktisk synes, at parforholdet er hårdt arbejde, ikke mindst følelsesmæssigt: »Man siger, at en baby tager 37 timer om ugen. Jeg ved ikke, hvad en mand koster i tid, men hvis han ikke bidrager betydeligt til de 37 timer, kan det nok opfattes som en ekstra belastning.«

Og så undgår kvinderne den klassiske købmandsbutikdiskussion om, hvem der gør hvad og hvor meget. I hvert fald har Lene Eriksen gjort sig nogle interessante iagttagelser i diverse mødregrupper, herunder sin egen: »Når man hører på kvinder i parforhold, får man jo oftest det indtryk, at det er så hårdt at få børn, at man selv ikke kan begribe, at nogen overhovedet gør det. Og de bruger utrolig meget tid på at brokke sig over deres mænd. Man hører sjældent singlemødrene brokke sig. De har foretaget et oplyst valg, forberedt sig og anser det, der opstår, som praktik frem for store følelsesmæssige udfordringer. Og så kan de jo bruge den energi på f.eks. arbejde.«

 

Anna og Søren Pedersens navne er opdigtede af hensyn til barnet. Deres rigtige navne er redaktionen bekendt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for steen nielsen
steen nielsen

Tja!
I dag er der jo ikke nogen rationel begrundelse for at vi skal trækkes med hinanden, hverken som mennesker, eller som mand og kvinde.
Om vi så bliver lykkeligere af, at vi ikke har brug for noget andet end at tilfredsstille vore egne behov, det er så noget andet. Tiden må vise, om der kommer mirakler eller katastrofer ud af den form for adfærd.

Brugerbillede for Maya Nielsen

Nej det er ikke selv kernefamilie idéen der er noget galt med, men at opgaverne omkring kernefamilien meget ofte reelt falder tilbage på kvinden, som tager têten.

Som sætter normerne og som sørger for at tingene fungere,og får sørget for alle detaljerne vedrørende børnenes, aftaler,lægebesøg,madpakke og deres venners børnefødselsdage og gaver og resten af familiens mærkedage og familiebesøg osv osv...

Rengøring og vasketøj og planlægning og indkøb,så helheden går op for familien som helhed...

Og så tror jeg bare at så mange mennesker/kvinder oplever at det bare er endnu mere besværligt og bøvlet at have en mand med i hele menageriet, ikke at de fleste kvinder ikke ønsker parforholdet ideelt set, men der er meget langt fra drømmen og så til alt de fnidder og utilfredsheden når det meste igen hænger på kvinden også at skulle aggere igangsætter for manden og skuffes gang på gang på gang, og i det lange løb er det altså ikke nok at han bare leverer hovedparten af pengene, kvinderne vil have den ligeværdige relation med et lige så højt engagement som de selv investerer i parforholdet i det at holde sig også følelsesmæssigt på niveau med de øvrige familiemedlemmer og især da en partner som man også ind i mellem skal kunne læne sig lidt op ad den anden vej også..

Jeg tror bare at rigtigt mange kvinder har oplevet "manden" som den bøvlede ekstra-byrde rent samarbejdsmæssigt, følelsesmæssigt og mentalt. OG så er dat bare lettere at klare det hele selv...OG de der får deres børn helt alene ricikerer heller ikke at skulle skildes fra dem når parforholdet revner endnu en gang..

okay alt det jeg her skriver er jo genneraliseringer fra hvordan jeg iagttager det der sker og fra mine mange mange samtaler med fraskildte kvinder i et tidligere job..om kampen for at få manden til tilstrækkeligt regelmæssigt at tage sin del af samværet med børnene og om de skuffelser de stod med hos børnene og skule udglatte gang på gang og forklare og redegøre for hvorfor far så igen ikke havde tid...

Skal siges at jeg ikke har haft ret mange samtaler med enlige fædre...hvor børnene altså boede hos dem... det her er kun en karikatur og ikke fuldt dækkend efor alle de personlige variationer der jo er fra person til person.

Brugerbillede for Sören Tolsgaard
Sören Tolsgaard

Er det ikke et moralsk problem at forholde sit barn retten til at vide, hvem dets fader (som har leveret halvdelen barnets gener) er?

At fortælle (især drenge-) barnet: Jeg har mødt hundredevis af mænd, men aldrig en jeg var tilfreds med som din fader. Derfor valgte jeg, at du ikke skulle vide, hvem han er.

Nogle af disse meget selvstændige (eller egenrådige) kvinder vil formentlig blive konfronteret med børnenes kritiske spørgsmål engang i fremtiden, eller vil de muligvis have tilintetgjort enhver trang til indsigt undervejs?

Også de mænd, som vælger at "donere" deres sæd (og dermed: børn) på sådanne vilkår, kan på længere sigt komme til at opleve et uventet tilbageslag. Sædbankerne påstår, at de kun anvender den enkelte donor et begrænset antal gange, men hvem ved, hvorvidt det er sandt? Og hvor ofte vil halvsøskende mon mødes og uafvidende få børn sammen?

Der skabes et moralsk dilemmma mellem forældrenes hemmelighedskræmmeri og barnets tarv.

Brugerbillede for Jens Christensen
Jens Christensen

Hvad der i dag måtte retfærdiggøres under en massiv og mangeårig selvretfærdighed og selvynk, bliver måske (eller forhåbentlig?) på et senere tidspunkt udsat for en ligeså massiv kritik.

Brugerbillede for Maya Nielsen

jo helt sikkert er der et moralsk problem i at signalere over for en dreng at hans far er ligegyldig og valgt helt fra, og der er også et signal over for pigebørn i deres forståelse for at der er to forældre om at have børn.

jo.

Men det man skal have indkredset og forberet er hvor er problemerne i samlivet og hvordan forbedrer vi evnerne til at kunne være forældre i fællesskab, eller eventuelt på skift hele vejen igennem , selv om jeg nu heller ikke tror det er smart...

Hos hopi indianerne boede kvinden sammen med sin mor og hendes brødre var far for børnene...de boede så også i klyngehuse og faderen var så far for sin søsters børn...det er jo udpræget matriarkalsk struktur...

de fleste steder på planeten er det dog sammen med den rigtige far at barnet vokser op og i dag hvor vi ved med sikkerhed hvem der er far til hvem er det vel heller ikke rimeligt at prøve at foregive noget andet...

Der har altid været enlige kvinder som fik børn især i de helt unge år, der stod kvinden så med hele skammen og fordømmelsen, min egen tipoldemor blev sindsyg af samme årsag, mange andre har begået selvmord eller har i hast giftet sig med den der nu ville have dem..også selv om de slet ikke specielt kunne lide hinanden.

men ikke alle kan samarbejde og nogle mænd er jo decideret farlige at gå fra, og hvor svære er så ikke netop disse samme at skulle samarbejde med omkring børnene, når manden f.eks. ikke vil acceptere at kvinden stopper forholdet og truer hende, så er situationene jo umulig.Jeg tror det til dels er noget kønsbetinget af mandens rolle i naturen til at dominere og holde kontrol med sin flok og forsvare den mod andre hanner, det ses jo tydeligt hos vore nærmest slægtning blandt dyrene, hvor andre hanner bliver banket af banen og hunnerne bliver gennet om nødvendit med vold tilbage i flokken.

Men selv om noget er naturligt er det ikke nødvendigtvis rimeligt vel ?

Brugerbillede for Hanne Gregersen
Hanne Gregersen

" 400 danske børn i 2011 født uden at have en far" blot for proportionernes skyld, inden alle går helt i selvsving over en påstået ny tendens........ nu be'r jeg Dem fru Heilbuth !

Brugerbillede for Dennis Holm

Hvordan vil det lyde, hvis jeg skriver, at mænd er trætte af, at skulle trækkes med en følende og krævende kvinde derhjemme, blot for at få lov til at få børn. Det har jo ikke noget med kønnet at gøre, det har noget at gøre med, at der der både findes energiske kvinde og mænd. Og Christine gider vist ikke at bruge tiden på sofatypen :-).

Brugerbillede for Uffe Gisuah

Det er en meget selvcentreret beslutning, at man fra begyndelsen allerede har elimineret den ene forælder.
Der er intet ideelt i den løsning fra barnets synspunkt.

Brugerbillede for olivier goulin
olivier goulin

"De her kvinder er nogle, der, med et populært udtryk ’går selv’. De orker ikke de fællesskabsorienterede løsninger og siger, ’det er hurtig-ere og nemmere at gøre det selv end at vente på, hvad en eller anden paphat mener om ditten og datten’. Og det kan jo være en udmærket kvalifikation i mange job,« siger Christine Feldthaus."

- som f.eks.?

Har Christine Feldthaus mon nogensinde været ansat i en virksomhed? Har hun nogen erfaring fra det virkelige arbejdsmarked? Eller er en hun bare en af disse 'selvbestaltede livstilseksperter', som trækker fikse idéer op af lommen?

Jeg kan i hvertfald forsikre Christine Feldthasu om, at samarbejdsevne er den ubetinget vigtigste generelle kompetence at besidde på arbejdsmarkedet - og i familien, i forhold til en partner for den sags skyld.

En ringe samarbejdsevne, ofte forårsaget af et stort ego, er en ubetinget diskvalifikation. Tro mig. Ingen arbejdsgivere vil se det som en styrke. Og ingen partner vil tolerere det i længden.

Men helt bortset fra det, så tror jeg hele artiklens påstand er endnu en omgang sød Powerkvinde-ønsketænkning '.

Sandheden er jo stadig, at børn er ekstremt resourcekrævende, og en enlig mor, hvor veluddannet hun end er, må alt andet lige, være et særdeles risikabelt kort for en arbejdsgiver.

Hun skal tage alle barnets sygedag, bringe og hente ungen. Hun vil være tvunget til at gå tidligt hverdag, stort set uden mulighed for undtagelser og overarbejde.

For slet ikke at tale om, at hun formentlig også må forventes at være nopget 'mentalt fraværende' på arbejde, i det mindste, hvis børnene er små.

Det er fantastisk, som der i disse år produceres alle mulige fantasifulde Powerkvinde italesættende atikler på samlebånd.

De er alle skåret over samme skabelon: Præsentation af et nyt powerkvindefænomen, en trend i tiden, understøttet af 2-3 'eksperter', for det meste selv 'powerkvinder in spe' - det hele kredsende omkring en fantasilogik, også kaldet ideologi - uden den store forbindelse til de, ofte temmelige banale og kedelige kendsgerninger i verden derude, som ikke kan følge trit med Powerkvindernes hede drømme.

Der er en god portion selvbedrag og reverie i disse artikler - og selvhøjtidelighed. Skrevet af kvinder, der synes at være mere optaget af at lufte deres pseudo-akademiske metaovervejelser over eget liv - end af at leve livet selv - direkte og nærværende.

I det mindste vil jeg opfordre forfattere af fremtidige powerkvindeartikler, at finde nogle lidt mere upartiske 'eksperter udenfor klubben', så artiklerne i det mindste kan få lidt mere toværdighed og saglig vægt.

/O

Brugerbillede for Bill Atkins

Sandheden er jo stadig, at børn er ekstremt resourcekrævende skriver olivier

Ja, der mangler helt klart et par villige bedsteforældre og/eller anden backup - eksmand, dagpleje - hvis ovenstående (dukke)konstellation skal fungere i længden.

Brugerbillede for Maya Nielsen

nu er det jo kvinderne der oftest tager skridtet til skilsmisse, det må vel være undtryk for at de ikke føler at de får tilbage som de giver eller ?
Hvis mænd var så utilfreds med konstellationen , så ville de vel også søge skilsmisse eller tager jeg fejl ?

forøvrigt læste jeg engang en interessant undersøgelse fra tyskland omhvad mænd og kvinder syntes hovedproblemet/problmerne var i ægteskabet og desværre kunne jeg ikke lade være at grine , for det var noget gordisk knude over hvad de to køn svarede..

selvfølgeligt var der mange forskellige svar også men overvejende svarede kvinderne at deres mand stort set aldrig gad tale om følelser, og omvendt svarede mændene hyppigt at de fandt det anstrengende at kvinderne ville tale så meget om følelser...

okay hvad gør vi så ?

fnis..... hvis man vil projektet kvinde må man nok konkludere at det oftest indebærer at man også er villig til at ville tale om følelser i et tilstrækkeligt omfang til at kvinden gider blive i forholdet eller ?

Brugerbillede for Cecilie F K Kampmann
Cecilie F K Kampmann

Jeg tror der kommer til at komme flere, der fravælger børn af miljøhensyn, fordi verden simpelthen er for kapital-fokuseret og at nogle, forhåbentligt hverken vil eller kan passe ind i det stressende system... At folk vil sætte børn i denne syge, forurenede verden, er dog for mig næsten uforståeligt..Vores evne til at selvcentrere forbløffer mig til stadighed.
Med et fald i 4000 fødsler fra 2010 til 2011, og med en nuværende procentandel på 0,6 er disse "Halvt forældreløse" vel værd at diskutere om.
Især hvis man medtænker alle de aborter, der vel sker af individets hensyn til sig selv, men dermed også det arbejdsmarked, individet ønsker at passe ind i. (og Så er det interessant, for hvorfor ikke gøre det mere socialt acceptabelt at adoptere indenlands og spare et par reagensglas? Ud af 13797 aborter i 2010, burde det da måske være muligt at spare alle reagensglas. Men den sociale accept spiller desværre en stærk og usynlig rolle i vores mærkværdige handlinger..)

Og af en eller anden mærkelig grund, synes disse intelligente kvinder værende mere optaget af at passe ind i arbejdsmarkedet end at få systemet til at tilpasse sig mennesket (fra gammel til ufødt) og især parforholdet. Førstnævnte er nu også nemmere... Mange bliver jo også skilt, for netop af få lidt pauser og tid til sig selv og karrieren, og så endda formå at være nærværende, i de ganske få timer, man har med sit barn hver dag i hveranden uge..

En stor del af grunden til, at disse kvinder, har karrieren til at kunne få (reagensglas-)børn alene, er vel også, at de ikke endte som D.U.M. (De unge mødre) vha prævention og abort i deres ungdom..... Men uanset hvordan den enlige mor blev enlig, er hun da et godt, højst sandsynligt tjenestevilligt aktiv for arbejdsmarkedet... (Selvom D.U.M. godt kan farve et andet, lettere misvisende billede)

... Langt de fleste med børn, er vel ekstra tjenestevillige. -Afkommet forpligter og skal jo forsørges..

Uanset hvilken social klasse man tilhører, forekommer det mig dog relativt vigtigt, at vide hvem både ens mor og ens far er... men jeg tænker, at vigtigst af alt er (pladsen til) kærligheden..

Brugerbillede for olivier goulin
olivier goulin

@Maya

"okay hvad gør vi så ?"

Så enkelt. Vi respekterer mandens uvilje til at krænge sig selv ud - og taler i stedet med vore veninder om følelserne, heunder mandens følelser - kvinde til kvinde.

Det er det, I har veninder til.

Kunsten i et parforhold er, at respektere partnerens behov. Men der er forskel på behovet for at 'få noget', og behovet for at 'være fri' for noget.

Manden krænker ikke kvindens grænser ved at betakke sig for 'psykologiske samtaler'. Kvinden krænker derimod mandens grænser, ved at insistere på, at han skal føre dem.

Så det er kvinden, der har et 'positivt behov' her, og manden har ikke lyst til at tilfredsstille det- ergo, må hun få det tilfredstillet andetsteds.

Samme argument gælder naturligvis den anden vej i forhold til mænds 'særlige behov' og krav overfor kvinderne :-)

Ægteskabets fremmeste kunst er at stille minimale krav og respektere kønnenes særheder og grænser. Det er dette, der går galt i de fleste parforhold.

/O

Brugerbillede for Michael Guderup
Michael Guderup

Fair nok at modernismen erklærede Gud for død.

Men at lade pop-sociologerne gøre det samme med kærligheden, er jo absurd.

Brugerbillede for Maya Nielsen

ja gid det ikke var sådan at det er de mindst egnede,der får flest børn. Måske er det bedste alligevel at lade de kvinder der elsker at være mødre får flest børn og glæde os over at de der ikke elsker det har retten til at lade være.

En anden problemstilling ved at folk i dag får kun et barn er jo at de stort set alle er forsøgs-kaniner for moderne nybegynder forældre, hvor ofte hverken far eller mor har nogen som helst erfaring med at være så meget sammen med små mennesker,hvis hele psykiske udvikling er afhængig at at mor og far gider i tilstrækkeligt omfang at se barnet dybt i øjnene og dikke dikke...
og alt det andet som nogle mennesker bare har gefühl med, men som andre opfatter som den rene tidsspild, hvorfor så deres børn bliver underligt utilpadsede .....

Før i tiden havde de fleste førstegangs-mødre deltaget på sidelinien i børneopdragelse af andre børn....

og mon ikke der hos den moderne mor a/a mand-kvinde , gælder det samme som hos menneskeaberne, at hvis moderen ikke selv har haft en god moder, så evner aben dårligere at være mor for sit eget barn... og det er ganske vist..

Det er nok ikke alt der kan kompenseres med en god lønpose gange 2.

Tænk også om det er sådan at den tidlige periodes spejling fra forældrene skal være længere gennerelt for drenge end for piger, for at de kan komme til at fungere godt senere i livet menneskeligt og følelsesmæssigt ....hvor stiller det milimeter demokratiet og pligten til at være ens på nær den ydre stafage.....?

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Jeg ser gode tegn på, at levevis bliver mere varieret og ensrettetheden bliver mindre. Ikke måske i morgen, men på sigt.

Enlige veluddannede kvinder, kernefamilier med mange børn, enefædre, kvinder og mænd uden børn, kollektiv/fællesskabsboende med og uden børn og husdyr og alskens andet habengut.

Herligt!
Flere variationer tak.
:-)

Brugerbillede for Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid
Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid

Hvis en enlig mor er den moderne supermedarbejder er det nok fordi hun har noget at miste, noget at beskytte, og få eller ingen til at bakke sig op.

Så hende kan man presse rigtigt, RIGTIGT hårdt, uden at hun brokker sig eller f.eks. forlanger mere i løn eller sådan noget.

Men det er vist også den moderne definition på 'supermedarbejder' hvis man skal forstå samfundsudviklingen ret...

Brugerbillede for Maya Nielsen

og så er der lige forskellen på emotionelt samarbejde og samarbejde for at opnå maksimal profik, hvilket ofte indebærer frasortering af følelser....

Brugerbillede for Michael Guderup
Michael Guderup

Enig med Olivier Goulin; det terapeutiske parforhold, med manden som permanent "patient", er kvælende, utåleligt. og skævvrider balancen i alle forhold.

Der må være tale om en misforstået, vulgariseret afart af psykoanalysen som subtilt er blevet indkorporeret i populærkulturen, når nogle kvinder mener sig berettiget til konstant at opdrage og rette på deres mandlige partnere.

Den bedrevidende-terapeut-tilgang, er blevet et skalkeskjul hvorfra nogle kvinder forsøger, på ganske dominerende og nedladende vis, at detailstyre deres partnere.

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

*lol*

@Michal Guderup, du er sgu sjov.

Hvordan i alverden kan du springe fra enlige veluddannede kvinder, som får børn og passer dem selv,
til at kvinder bare er ude på at snige sig ind på dig og opdrage og psykoanalysere på dig og være bedrevidende???

Er du ude i noget med, at kvinder ikke må få drengebørn - eller hvordan hænger det lige sammen?

Brugerbillede for Maya Nielsen

Michael , jeg tror bare ikke du forstår hvordan kvinder igennem hele liver justerer sig selv med hinanden følelsesmæssigt , det starter allerede helt nede i børnehavealderen hvor de øver sig i meget meget tætte relationer med 1 eller 2 veninder ....hvor drenge helt observerbart forholder sig løsere til hinanden og flekser ud og ind mellem lidt flere...

Man kan dårligt bebrejde det ene køn for at være i overensstemmelse med sin naturs tilbøjelighed... Men man kan måske kigge lidt på om vi nu er så ens som mange vil have det til...

For om manden er beregnet på at jage i mindre forpligtende følelsesmæssige relationer og vende hjem til mor og barn med byttet, og få lidt sex og hygge til gengæld for fangsterne....

og kvinderne er beregnet til at få selv meget tætte relationer til at fungere også selv om de sidder helt oppe på lårene af hinanden og helst løse konflikter verbalt frem for korporligt.....så har vi jo et problem Houston....efter som den moderne kabale så ikke går op....

og hvis vi så bliver lidt i Darwinismens logik, så er der jo kun den naturlige sellektion som kan sørge for at de bedst egnede er dem der bliver ført videre ........

Brugerbillede for Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid
Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid

Jeg har heller ikke set nogen kvinder herinde der har boret og og pirket og tvunget Hr Guderup (eller Hr Goulin) til at dele sine følelser med os.
Det lader så sjovt nok ikke til at stoppe d'herrer.

Brugerbillede for Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid
Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid

Sidder satme heller ikke oppe på lårene af mine veninder. Det er altså en misforståelse at det er noget kvinder er biologisk determineret til at gøre, vil jeg vove at påstå.

Men nu var det den enlige mor som supermedarbejder vi kom fra....

Brugerbillede for Maya Nielsen

og naturlig sellektion indebærer jo også fravalget af dem man ikke kan bruge til noget konstruktivt...også på det ubevidste plan.

Brugerbillede for Maya Nielsen

nej der er meget forskellige grader i det her og masser af undtagelser, men du kan se helt forskellige typiske relations mønstre fra drenge til pige i enhver børnehave så det er altså temmeligt udbredt at trangen/lysten til relationernes opbygning er forskellig..

når jeg skrev helt oppe på lårene af hinanden... så tænkte jeg også på det som et billede af hvad der kunne være nødvendigt i stenaldersamfundet, og gentisk er det hvad vi er disponeret til endnu den dag i dag vil jeg påstå, fordi det tager meget lang tid at ændre generne så de mather så hurtige skift i livstil og kultur som vi har oplevet over de sidste 100 år...

Brugerbillede for Carsten Mortensen
Carsten Mortensen

Imens kvinderne står i dilemmaet om hvem som skal have deres tid, mand, barn eller arbejdsgiver.....
ser det for mig ud til at det antagelig bliver barnet som må undgælde.

Brugerbillede for Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid
Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid

Jeg vil i øvrigt tro at forskellen på en enlig mor og en enlig far er, at det at være far på arbejdspladsen er årsag til højnelse af status, mens det at være/blive mor generelt gør at man mister status.

Og jeg tror altså ikke at det udelukkende er på grundlag af at 'det er jo fordi konen tager alle sygedagene. Jeg vil ikke blive overrasket hvis undersøgelser viste at denne forskel bliver transfereret også til enlige forældre.
Selvom en enlig far jo som udgangspunkt selv skal tage sygedage osv, så tror jeg dels at disse enlige mænd er bedre til at involvere deres omgivelser i at hjælpe dem med det, og har nemmere ved at gøre det (for den enlige far er en sjældnere race, og som sådan er han jo så DYGTIG at han har børnene helt selv).
Mens enlige mødre, som er en knap så sjælden race, kæmper mod narrativet om velfærds-myre-dronningen, og derfor ofte kan lide af et stolthedssyndrom, hvor de hellere vil æde sand end have hjælp eller ligge nogen 'til last'. Kvinder blir jo generelt opdraget til ikke at 'ligge til last', og skal kun bede om hjælp til helt bestemte socialt 'scriptede' ting (såsom handyman arbejde - som så naturligvis medfører en diskurs hvor der skal vises stor taknemmelighed og beundring for handymandens handyhed).

Så ja, for mig at se er det indlysende, i et samfund hvor lønarbejderes rettigheder i stigende grad er under pres, og hvor principperne som mange kvinder genkender fra 'flinkeskolen' vinder stadig mere frem, at en enlig mor kan ende med at være en 'supermedarbejder'. Hun vil have langt sværere ved at kende sine egne grænser og sætte dem, en en anden type forældre, inkl. (vover jeg at påstå) en enlig far.

Brugerbillede for Maya Nielsen

jeg tror den enlige kvinde er gennerelt en enormt god lønpresser, som ikke formår at få forhandlet en høj løn for sig selv og yder en forfærdeligt masse på sit job , også gerne langt ud over jobbeskrivelsen, nurser sine kolleger og får det til at glide,måske lige på nær kravet om overarbejde.....som hun oftest ikke kan honorere....til gengæld er hun en sikker ansat, da det er voldsomt svært at få et nyt job som enlig mor, da mange mange arbejdsgivere frygter de mange barnets første sygedage........

Brugerbillede for Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid
Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid

Hæhæ ja Carsten Hansen, det er hårdt at være populær.

Tid er noget næsten alle kvinder har for lidt af. Krav på deres tid og udelte opmærksomhed derimod, det er der vist masser af. Der er altid noget nyt der skal gøres, et nyt ansvar der skal æres, en ny opgave der skal løses.

'Tid til og for sig selv' er et fabeldyr. Der er vist nok en veninde af min veninde der kender nogen der har set det...engang.

Om det er kvinderne selv der skal 'lære at sige fra' kan så diskuteres. Det sjove er bare at de kvinder der siger fra (så vidt jeg er informeret og som jeg selv oplever det) ofte oplever tunge og øjeblikkelige sociale sanktioner og domme som effektueres det sekund de 'træder ved siden af'.

Brugerbillede for Maya Nielsen

Carsten Mortensen , ser det egentlgit ikke mere ud til at det er manden der undgælder end børnene, altså forstået på den måde at manden i kampens hede er den der blvier valgt fra og som hun helst vil undvære....?

Brugerbillede for Michael Møller
Michael Møller

"mindst 400 danske børn i 2011 født uden at have en far" - hold nu op - alle har en far. Det er bare ikke alle der kender deres far, fordi far er for besværlig åbenbart.

Brugerbillede for Inger Sundsvald
Inger Sundsvald

Tiderne forandrer sig, kvinderne rykker og tilpasser sig. Hvad gør mændene?
Inspirerende artikel for yngre kvinder, tror jeg…
”Den stærke drift mod uafhængighed” bryder igennem på en anden måde end jeg lige havde forestillet mig.

Brugerbillede for Mette Olesen

Michael Guderup og Olivier Goulins

Hvor er I sjove :-) Synd for jer at I aldrig har mødt et normalt hunkønsvæsen.

Brugerbillede for Mette Olesen

Til artiklen kan man kun sige.

Hurra kapitalisternes vådeste drømme er nu gået i opfyldelse.

Ingen tid til mand, børn, familieliv, fritid, kærlighed, hygge, sammenhæng i livet.

Nej, vi har kun tid til at tjene penge, bruge penge og så dø lige bagefter.

Juhu man kan kun blive begejstret ved tanken :-)

Brugerbillede for Vibeke Svenningsen
Vibeke Svenningsen

En ting kan man i al fald ikke beskylde denne gruppe kvinder for - at ville opdrage på deres mænd. De vil ikke ha' nogen. Høhø

Brugerbillede for Vibeke Svenningsen
Vibeke Svenningsen

Det har jo længe været kendt stof, at mænd med børn tjente mere end mænd uden børn - og det forholdt sig omvendt for kvinder. Det skulle da ikke undre, at kvinder, der havde valgt at få børn alene, blev mere sammenlignelige med mænd med børn - fik en højere løn og mere målrettede mht. arbejde, og dermed attraktive som arbejdskraft, da det selvfølgelig giver en yderligere forpligtigelse at være ubetinget selvvalgt ene og alene forsørger.

Brugerbillede for Æble Kind

En kommentar fra en af de frivilligt enlige mødre, som vi vist kaldes :-). For mig at se, så skriver Christine Feldthaus vist mest om skilsmissemødre ligesom hende selv.

Jeg kender rigtigt mange kvinder, der har fået børn alene, og ja det var et valg, men jeg kender ingen, der ikke hellere ville have været i en helt almindelig kernefamilie. Jeg kender heller ingen, der har tilsidesat familien/parforhold for deres karrieres skyld.

Det er helt almindelige kvinder, hvor forholdet er gået i stykker og man ikke kan nå at "få" en ny mand før sidste udløbsdato er nået. Kvinder der er gået fra mænd, som ikke ville have (flere) børn eller i hvert fald ikke var klar til det endnu, selvom de var 40 eller over. Kvinder, der har været single i længere tid og ikke tør vente længere på det nye forhold fordi fertiliteten er for nedadgående. Osv osv.

Så jeg ser faktisk slet ikke et mønster, der handler om hverken karriere eller at man vælger manden fra. De fleste håber at komme i et forhold igen, men hvis de skal have et barn (uden at gå ud og forføre en eller anden sagesløs mand på en bar), så bliver de nødt til at gøre det selv.

Og ja, vi er superorganiserede, for det bliver vi nødt til at være. Vi arbejder, når vi er på arbejde, strukturerer hverdagen og sørger for at have energi til at skabe en skøn hverdag for vores mirakelbørn.

Og ja vi er faktisk ret glade, for vi oplever ikke skuffelsen over, at ham vi troede skulle dele opgaver/ansvar måske ikke oplever det at dele på samme måde. Men alligevel ville de fleste af os nu hellere have været et helt alm. forhold og har også både tanker og ønsker om at komme det igen.

Om vi bliver diskrimineret eller er attraktive på arbejdsmarkedet.... Jeg ser faktisk stadig mest det første, men jeg håber da på, at arbejdsgivere får øjnene op for vores styrker (som altså ikke nødvendigvis handler om at gå uden om fællesskabsorienterede løsninger - gud ved om Christine Feldthaus nogensinde har talt med en selvvalgt enlig mor, tænker jeg...)

Brugerbillede for Ann Bille

@Æble Kind: den med at forføre en sagseløs mand på en bar:

Han kunne jo beskytte sig selv. Det er ligeså meget hans ansvar at bruge kondom...Som er en rimelig sikker form for prævention. Så helt sagesløse er de mænd vel ikke.

Brugerbillede for Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid
Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid

Hvor er det i øvrigt morsomt den dér vinkel man læser med, at de enlige kvinder 'forholder børnene en far'.

Den eneste der forholder børnene en far, er som oftest far selv. Han har ikke liiiiige tid til at have børn.....det må du lige spørge mor om, ikke skat? Far skal til fodbold med gutterne.

Men DET er guddødeme også kvindens ansvar (den kontrollerende kælling!).

Så er det man har lyst til at spørge: har den type mænd overhovedet ansvar for noget som helst her i verden - ud over altså at gå til fodbold med gutterne?
Er vi virkelig stadig ude i den dér bekvemme fantasi med Eva og slangen? Og hvis ja, hvorfor er det så at den er så skide bekvem?
Hvorfor blir disse mænd hængende og begærer ikke skilsmisse, selvom de (åbenbart) hader den sure kontrollerende kran af et godt hjerte og det hele er hendes skyld?
De må jo få et eller andet ud af det, siden de blir hængende, og ikke bare blir skilt.
Børnene kan det vel ikke være - så ville denne type mænd jo nok engagere sig noget mere i dem end de gør.
Så hvad er det?

Brugerbillede for Æble Kind

@Ann Bille

Ja, helt enig i, at prævention er begge partners ansvar. Min formulering var nok mere et udtryk for, at jeg personligt ikke kunne drømme om at gå ud og bevidst ville prøve at blive gravid med en mand, der enten ikke ønskede det eller vidste det. Men det er jo blot min holdning - har fuld respekt for hvis andre har en anden holdning end mig selv ;-).

Brugerbillede for Jens Christensen
Jens Christensen

@Marie Spliid Clausen: Du er da godt nok lidt af en controlfreak nu, hvad?

Guderup's tidligere indlæg virkede ellers som en temmelig relevant reaktion på alle kommentarerne om, hvor bøvlede mænd efter sigende er. I er fuldstændig ved at kløjs i al jeres selvretfærdighed.

Brugerbillede for Jens Sørensen
Jens Sørensen

Sjov artikel, når man tager i betragtning at mere end hver 3. af samtlige enlige mødre er på overførselsindkomst.

Brugerbillede for John Fredsted
John Fredsted

@Marie Spliid Clausen: "Hvorfor blir disse mænd hængende og begærer ikke skilsmisse ..."

Mon ikke én af hovedattraktionerne for disse (i mine øjne ynkelige) mænd er adgangen til jævnlig sex, hvis deres koner altså ikke har lukket for 'det varme vand'?

Brugerbillede for Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid
Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid

@John Fredsted:

Det håber jeg da ikke for dem. Det kan da ikke være nok til at blive hængende og blive ydmyget af en kvinde der opfører sig rædsomt kontrollerende - hvilket der stensikkert er kvinder som gør, jeg kender skam flere, og det er ikke fordi jeg skal betvivle at denne dynamik findes.
Mit spørgsmål er såmænd ærligt, selvom jeg kan se på Jens Christensens reaktion at han tror jeg er ironisk (jeg må i øvrigt skuffe dig, Jens - jeg kan ikke kontrollere dig, vi er ikke gift. Men det varmer da at jeg sådan bliver drømt om ude bag de små skærme - og angående selvretfærdighed - det man siger er man vist selv, det har jeg lært i børnehaven).

Men jeg forstår vitterligt ikke hvorfor folk bliver i situationer der er destruktive og som de ikke bryder sig om. Og derfor tvinges jeg til at konkludere at 'folk', i dette tilfælde de omtalte typer mænd, får noget ud af det. Og derfor ikke er de uskyldige ofre de giver sig ud for at være, medmindre altså at dét de får ud af det er at kunne iscenesætte sig selv overfor sig selv og andre, som uskyldige og forfulgte ofre.

Sjovt nok på den baggrund, at man altid skal høre om hvordan feminister trækker 'offerkortet' og er 'klynkere'....piv piv patteprins.

Brugerbillede for Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid
Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid

Jeg mener det er så vidt jeg forstår sådan at de fleste skilsmisser instigeres af konen, ergo at kvinder reagerer på forhold de finder uudholdelige ved at ændre på deres situation: tage deres tøj og gå deres vej.
Det er alt andet end offeragtigt i min bog, men det er så bare mig....

Sider