Læsetid: 6 min.

Er den enlige mor den moderne supermedarbejder?

Det er de højtuddannede og vellønnede kvinder, der i stigende grad vælger at få børn alene eller at leve alene med deres børn. Men er tendensen i virkeligheden udtryk for, at kernefamilien er blevet mindre egnet til det moderne arbejdsmarked?
Det er de højtuddannede og vellønnede kvinder, der i stigende grad vælger at få børn alene eller at leve alene med deres børn. Men er tendensen i virkeligheden udtryk for, at kernefamilien er blevet mindre egnet til det moderne arbejdsmarked?
30. marts 2012

Engang var hun en stakkel, på bunden af den sociale rangstige og med sølle udsigter på arbejdsmarkedet. I dag kan hun lige så godt være indbegrebet af den ressourcestærke kvinde og en arbejdsgivers drøm. ’Den enlige mor’ er som kvindekategori under forandring. Og måske handler den forandring mindre om kvindernes egne vundne kampe og mere om skiftende krav på et arbejdsmarked under forandring.

Kvindens rolle i samfundsøkonomien har historisk været at holde det hjem, der skulle danne rammen om reproduktionen af mandens arbejdskraft. Derefter blev hun suget ud på arbejdsmarkedet, da der blev brug for hende der, og i dag kan kvinder føler sig presset af arbejdet til at ’downsize’ på privatfronten. Og når børnene synes umulige at vælge fra, er der kun manden tilbage.

Christine Feldthaus, selvstændig konsulent og foredragsholder, er ikke i tvivl om, at en hård prioritering mellem job, børn og parforhold er blandt forklaringerne på de nye selvvalgt enlige mødre.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Information.dk

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

steen nielsen

Tja!
I dag er der jo ikke nogen rationel begrundelse for at vi skal trækkes med hinanden, hverken som mennesker, eller som mand og kvinde.
Om vi så bliver lykkeligere af, at vi ikke har brug for noget andet end at tilfredsstille vore egne behov, det er så noget andet. Tiden må vise, om der kommer mirakler eller katastrofer ud af den form for adfærd.

Nej det er ikke selv kernefamilie idéen der er noget galt med, men at opgaverne omkring kernefamilien meget ofte reelt falder tilbage på kvinden, som tager têten.

Som sætter normerne og som sørger for at tingene fungere,og får sørget for alle detaljerne vedrørende børnenes, aftaler,lægebesøg,madpakke og deres venners børnefødselsdage og gaver og resten af familiens mærkedage og familiebesøg osv osv...

Rengøring og vasketøj og planlægning og indkøb,så helheden går op for familien som helhed...

Og så tror jeg bare at så mange mennesker/kvinder oplever at det bare er endnu mere besværligt og bøvlet at have en mand med i hele menageriet, ikke at de fleste kvinder ikke ønsker parforholdet ideelt set, men der er meget langt fra drømmen og så til alt de fnidder og utilfredsheden når det meste igen hænger på kvinden også at skulle aggere igangsætter for manden og skuffes gang på gang på gang, og i det lange løb er det altså ikke nok at han bare leverer hovedparten af pengene, kvinderne vil have den ligeværdige relation med et lige så højt engagement som de selv investerer i parforholdet i det at holde sig også følelsesmæssigt på niveau med de øvrige familiemedlemmer og især da en partner som man også ind i mellem skal kunne læne sig lidt op ad den anden vej også..

Jeg tror bare at rigtigt mange kvinder har oplevet "manden" som den bøvlede ekstra-byrde rent samarbejdsmæssigt, følelsesmæssigt og mentalt. OG så er dat bare lettere at klare det hele selv...OG de der får deres børn helt alene ricikerer heller ikke at skulle skildes fra dem når parforholdet revner endnu en gang..

okay alt det jeg her skriver er jo genneraliseringer fra hvordan jeg iagttager det der sker og fra mine mange mange samtaler med fraskildte kvinder i et tidligere job..om kampen for at få manden til tilstrækkeligt regelmæssigt at tage sin del af samværet med børnene og om de skuffelser de stod med hos børnene og skule udglatte gang på gang og forklare og redegøre for hvorfor far så igen ikke havde tid...

Skal siges at jeg ikke har haft ret mange samtaler med enlige fædre...hvor børnene altså boede hos dem... det her er kun en karikatur og ikke fuldt dækkend efor alle de personlige variationer der jo er fra person til person.

Sören Tolsgaard

Er det ikke et moralsk problem at forholde sit barn retten til at vide, hvem dets fader (som har leveret halvdelen barnets gener) er?

At fortælle (især drenge-) barnet: Jeg har mødt hundredevis af mænd, men aldrig en jeg var tilfreds med som din fader. Derfor valgte jeg, at du ikke skulle vide, hvem han er.

Nogle af disse meget selvstændige (eller egenrådige) kvinder vil formentlig blive konfronteret med børnenes kritiske spørgsmål engang i fremtiden, eller vil de muligvis have tilintetgjort enhver trang til indsigt undervejs?

Også de mænd, som vælger at "donere" deres sæd (og dermed: børn) på sådanne vilkår, kan på længere sigt komme til at opleve et uventet tilbageslag. Sædbankerne påstår, at de kun anvender den enkelte donor et begrænset antal gange, men hvem ved, hvorvidt det er sandt? Og hvor ofte vil halvsøskende mon mødes og uafvidende få børn sammen?

Der skabes et moralsk dilemmma mellem forældrenes hemmelighedskræmmeri og barnets tarv.

Jens Christensen

Hvad der i dag måtte retfærdiggøres under en massiv og mangeårig selvretfærdighed og selvynk, bliver måske (eller forhåbentlig?) på et senere tidspunkt udsat for en ligeså massiv kritik.

jo helt sikkert er der et moralsk problem i at signalere over for en dreng at hans far er ligegyldig og valgt helt fra, og der er også et signal over for pigebørn i deres forståelse for at der er to forældre om at have børn.

jo.

Men det man skal have indkredset og forberet er hvor er problemerne i samlivet og hvordan forbedrer vi evnerne til at kunne være forældre i fællesskab, eller eventuelt på skift hele vejen igennem , selv om jeg nu heller ikke tror det er smart...

Hos hopi indianerne boede kvinden sammen med sin mor og hendes brødre var far for børnene...de boede så også i klyngehuse og faderen var så far for sin søsters børn...det er jo udpræget matriarkalsk struktur...

de fleste steder på planeten er det dog sammen med den rigtige far at barnet vokser op og i dag hvor vi ved med sikkerhed hvem der er far til hvem er det vel heller ikke rimeligt at prøve at foregive noget andet...

Der har altid været enlige kvinder som fik børn især i de helt unge år, der stod kvinden så med hele skammen og fordømmelsen, min egen tipoldemor blev sindsyg af samme årsag, mange andre har begået selvmord eller har i hast giftet sig med den der nu ville have dem..også selv om de slet ikke specielt kunne lide hinanden.

men ikke alle kan samarbejde og nogle mænd er jo decideret farlige at gå fra, og hvor svære er så ikke netop disse samme at skulle samarbejde med omkring børnene, når manden f.eks. ikke vil acceptere at kvinden stopper forholdet og truer hende, så er situationene jo umulig.Jeg tror det til dels er noget kønsbetinget af mandens rolle i naturen til at dominere og holde kontrol med sin flok og forsvare den mod andre hanner, det ses jo tydeligt hos vore nærmest slægtning blandt dyrene, hvor andre hanner bliver banket af banen og hunnerne bliver gennet om nødvendit med vold tilbage i flokken.

Men selv om noget er naturligt er det ikke nødvendigtvis rimeligt vel ?

Hanne Gregersen

" 400 danske børn i 2011 født uden at have en far" blot for proportionernes skyld, inden alle går helt i selvsving over en påstået ny tendens........ nu be'r jeg Dem fru Heilbuth !

Hvordan vil det lyde, hvis jeg skriver, at mænd er trætte af, at skulle trækkes med en følende og krævende kvinde derhjemme, blot for at få lov til at få børn. Det har jo ikke noget med kønnet at gøre, det har noget at gøre med, at der der både findes energiske kvinde og mænd. Og Christine gider vist ikke at bruge tiden på sofatypen :-).

Det er en meget selvcentreret beslutning, at man fra begyndelsen allerede har elimineret den ene forælder.
Der er intet ideelt i den løsning fra barnets synspunkt.

olivier goulin

"De her kvinder er nogle, der, med et populært udtryk ’går selv’. De orker ikke de fællesskabsorienterede løsninger og siger, ’det er hurtig-ere og nemmere at gøre det selv end at vente på, hvad en eller anden paphat mener om ditten og datten’. Og det kan jo være en udmærket kvalifikation i mange job,« siger Christine Feldthaus."

- som f.eks.?

Har Christine Feldthaus mon nogensinde været ansat i en virksomhed? Har hun nogen erfaring fra det virkelige arbejdsmarked? Eller er en hun bare en af disse 'selvbestaltede livstilseksperter', som trækker fikse idéer op af lommen?

Jeg kan i hvertfald forsikre Christine Feldthasu om, at samarbejdsevne er den ubetinget vigtigste generelle kompetence at besidde på arbejdsmarkedet - og i familien, i forhold til en partner for den sags skyld.

En ringe samarbejdsevne, ofte forårsaget af et stort ego, er en ubetinget diskvalifikation. Tro mig. Ingen arbejdsgivere vil se det som en styrke. Og ingen partner vil tolerere det i længden.

Men helt bortset fra det, så tror jeg hele artiklens påstand er endnu en omgang sød Powerkvinde-ønsketænkning '.

Sandheden er jo stadig, at børn er ekstremt resourcekrævende, og en enlig mor, hvor veluddannet hun end er, må alt andet lige, være et særdeles risikabelt kort for en arbejdsgiver.

Hun skal tage alle barnets sygedag, bringe og hente ungen. Hun vil være tvunget til at gå tidligt hverdag, stort set uden mulighed for undtagelser og overarbejde.

For slet ikke at tale om, at hun formentlig også må forventes at være nopget 'mentalt fraværende' på arbejde, i det mindste, hvis børnene er små.

Det er fantastisk, som der i disse år produceres alle mulige fantasifulde Powerkvinde italesættende atikler på samlebånd.

De er alle skåret over samme skabelon: Præsentation af et nyt powerkvindefænomen, en trend i tiden, understøttet af 2-3 'eksperter', for det meste selv 'powerkvinder in spe' - det hele kredsende omkring en fantasilogik, også kaldet ideologi - uden den store forbindelse til de, ofte temmelige banale og kedelige kendsgerninger i verden derude, som ikke kan følge trit med Powerkvindernes hede drømme.

Der er en god portion selvbedrag og reverie i disse artikler - og selvhøjtidelighed. Skrevet af kvinder, der synes at være mere optaget af at lufte deres pseudo-akademiske metaovervejelser over eget liv - end af at leve livet selv - direkte og nærværende.

I det mindste vil jeg opfordre forfattere af fremtidige powerkvindeartikler, at finde nogle lidt mere upartiske 'eksperter udenfor klubben', så artiklerne i det mindste kan få lidt mere toværdighed og saglig vægt.

/O

Sandheden er jo stadig, at børn er ekstremt resourcekrævende skriver olivier

Ja, der mangler helt klart et par villige bedsteforældre og/eller anden backup - eksmand, dagpleje - hvis ovenstående (dukke)konstellation skal fungere i længden.

nu er det jo kvinderne der oftest tager skridtet til skilsmisse, det må vel være undtryk for at de ikke føler at de får tilbage som de giver eller ?
Hvis mænd var så utilfreds med konstellationen , så ville de vel også søge skilsmisse eller tager jeg fejl ?

forøvrigt læste jeg engang en interessant undersøgelse fra tyskland omhvad mænd og kvinder syntes hovedproblemet/problmerne var i ægteskabet og desværre kunne jeg ikke lade være at grine , for det var noget gordisk knude over hvad de to køn svarede..

selvfølgeligt var der mange forskellige svar også men overvejende svarede kvinderne at deres mand stort set aldrig gad tale om følelser, og omvendt svarede mændene hyppigt at de fandt det anstrengende at kvinderne ville tale så meget om følelser...

okay hvad gør vi så ?

fnis..... hvis man vil projektet kvinde må man nok konkludere at det oftest indebærer at man også er villig til at ville tale om følelser i et tilstrækkeligt omfang til at kvinden gider blive i forholdet eller ?

Cecilie F K Kampmann

Jeg tror der kommer til at komme flere, der fravælger børn af miljøhensyn, fordi verden simpelthen er for kapital-fokuseret og at nogle, forhåbentligt hverken vil eller kan passe ind i det stressende system... At folk vil sætte børn i denne syge, forurenede verden, er dog for mig næsten uforståeligt..Vores evne til at selvcentrere forbløffer mig til stadighed.
Med et fald i 4000 fødsler fra 2010 til 2011, og med en nuværende procentandel på 0,6 er disse "Halvt forældreløse" vel værd at diskutere om.
Især hvis man medtænker alle de aborter, der vel sker af individets hensyn til sig selv, men dermed også det arbejdsmarked, individet ønsker at passe ind i. (og Så er det interessant, for hvorfor ikke gøre det mere socialt acceptabelt at adoptere indenlands og spare et par reagensglas? Ud af 13797 aborter i 2010, burde det da måske være muligt at spare alle reagensglas. Men den sociale accept spiller desværre en stærk og usynlig rolle i vores mærkværdige handlinger..)

Og af en eller anden mærkelig grund, synes disse intelligente kvinder værende mere optaget af at passe ind i arbejdsmarkedet end at få systemet til at tilpasse sig mennesket (fra gammel til ufødt) og især parforholdet. Førstnævnte er nu også nemmere... Mange bliver jo også skilt, for netop af få lidt pauser og tid til sig selv og karrieren, og så endda formå at være nærværende, i de ganske få timer, man har med sit barn hver dag i hveranden uge..

En stor del af grunden til, at disse kvinder, har karrieren til at kunne få (reagensglas-)børn alene, er vel også, at de ikke endte som D.U.M. (De unge mødre) vha prævention og abort i deres ungdom..... Men uanset hvordan den enlige mor blev enlig, er hun da et godt, højst sandsynligt tjenestevilligt aktiv for arbejdsmarkedet... (Selvom D.U.M. godt kan farve et andet, lettere misvisende billede)

... Langt de fleste med børn, er vel ekstra tjenestevillige. -Afkommet forpligter og skal jo forsørges..

Uanset hvilken social klasse man tilhører, forekommer det mig dog relativt vigtigt, at vide hvem både ens mor og ens far er... men jeg tænker, at vigtigst af alt er (pladsen til) kærligheden..

olivier goulin

@Maya

"okay hvad gør vi så ?"

Så enkelt. Vi respekterer mandens uvilje til at krænge sig selv ud - og taler i stedet med vore veninder om følelserne, heunder mandens følelser - kvinde til kvinde.

Det er det, I har veninder til.

Kunsten i et parforhold er, at respektere partnerens behov. Men der er forskel på behovet for at 'få noget', og behovet for at 'være fri' for noget.

Manden krænker ikke kvindens grænser ved at betakke sig for 'psykologiske samtaler'. Kvinden krænker derimod mandens grænser, ved at insistere på, at han skal føre dem.

Så det er kvinden, der har et 'positivt behov' her, og manden har ikke lyst til at tilfredsstille det- ergo, må hun få det tilfredstillet andetsteds.

Samme argument gælder naturligvis den anden vej i forhold til mænds 'særlige behov' og krav overfor kvinderne :-)

Ægteskabets fremmeste kunst er at stille minimale krav og respektere kønnenes særheder og grænser. Det er dette, der går galt i de fleste parforhold.

/O

Michael Guderup

Fair nok at modernismen erklærede Gud for død.

Men at lade pop-sociologerne gøre det samme med kærligheden, er jo absurd.

ja gid det ikke var sådan at det er de mindst egnede,der får flest børn. Måske er det bedste alligevel at lade de kvinder der elsker at være mødre får flest børn og glæde os over at de der ikke elsker det har retten til at lade være.

En anden problemstilling ved at folk i dag får kun et barn er jo at de stort set alle er forsøgs-kaniner for moderne nybegynder forældre, hvor ofte hverken far eller mor har nogen som helst erfaring med at være så meget sammen med små mennesker,hvis hele psykiske udvikling er afhængig at at mor og far gider i tilstrækkeligt omfang at se barnet dybt i øjnene og dikke dikke...
og alt det andet som nogle mennesker bare har gefühl med, men som andre opfatter som den rene tidsspild, hvorfor så deres børn bliver underligt utilpadsede .....

Før i tiden havde de fleste førstegangs-mødre deltaget på sidelinien i børneopdragelse af andre børn....

og mon ikke der hos den moderne mor a/a mand-kvinde , gælder det samme som hos menneskeaberne, at hvis moderen ikke selv har haft en god moder, så evner aben dårligere at være mor for sit eget barn... og det er ganske vist..

Det er nok ikke alt der kan kompenseres med en god lønpose gange 2.

Tænk også om det er sådan at den tidlige periodes spejling fra forældrene skal være længere gennerelt for drenge end for piger, for at de kan komme til at fungere godt senere i livet menneskeligt og følelsesmæssigt ....hvor stiller det milimeter demokratiet og pligten til at være ens på nær den ydre stafage.....?

Lise Lotte Rahbek

Jeg ser gode tegn på, at levevis bliver mere varieret og ensrettetheden bliver mindre. Ikke måske i morgen, men på sigt.

Enlige veluddannede kvinder, kernefamilier med mange børn, enefædre, kvinder og mænd uden børn, kollektiv/fællesskabsboende med og uden børn og husdyr og alskens andet habengut.

Herligt!
Flere variationer tak.
:-)

og så er der lige forskellen på emotionelt samarbejde og samarbejde for at opnå maksimal profik, hvilket ofte indebærer frasortering af følelser....

Michael Guderup

Enig med Olivier Goulin; det terapeutiske parforhold, med manden som permanent "patient", er kvælende, utåleligt. og skævvrider balancen i alle forhold.

Der må være tale om en misforstået, vulgariseret afart af psykoanalysen som subtilt er blevet indkorporeret i populærkulturen, når nogle kvinder mener sig berettiget til konstant at opdrage og rette på deres mandlige partnere.

Den bedrevidende-terapeut-tilgang, er blevet et skalkeskjul hvorfra nogle kvinder forsøger, på ganske dominerende og nedladende vis, at detailstyre deres partnere.

Lise Lotte Rahbek

*lol*

@Michal Guderup, du er sgu sjov.

Hvordan i alverden kan du springe fra enlige veluddannede kvinder, som får børn og passer dem selv,
til at kvinder bare er ude på at snige sig ind på dig og opdrage og psykoanalysere på dig og være bedrevidende???

Er du ude i noget med, at kvinder ikke må få drengebørn - eller hvordan hænger det lige sammen?

Michael , jeg tror bare ikke du forstår hvordan kvinder igennem hele liver justerer sig selv med hinanden følelsesmæssigt , det starter allerede helt nede i børnehavealderen hvor de øver sig i meget meget tætte relationer med 1 eller 2 veninder ....hvor drenge helt observerbart forholder sig løsere til hinanden og flekser ud og ind mellem lidt flere...

Man kan dårligt bebrejde det ene køn for at være i overensstemmelse med sin naturs tilbøjelighed... Men man kan måske kigge lidt på om vi nu er så ens som mange vil have det til...

For om manden er beregnet på at jage i mindre forpligtende følelsesmæssige relationer og vende hjem til mor og barn med byttet, og få lidt sex og hygge til gengæld for fangsterne....

og kvinderne er beregnet til at få selv meget tætte relationer til at fungere også selv om de sidder helt oppe på lårene af hinanden og helst løse konflikter verbalt frem for korporligt.....så har vi jo et problem Houston....efter som den moderne kabale så ikke går op....

og hvis vi så bliver lidt i Darwinismens logik, så er der jo kun den naturlige sellektion som kan sørge for at de bedst egnede er dem der bliver ført videre ........

og naturlig sellektion indebærer jo også fravalget af dem man ikke kan bruge til noget konstruktivt...også på det ubevidste plan.

nej der er meget forskellige grader i det her og masser af undtagelser, men du kan se helt forskellige typiske relations mønstre fra drenge til pige i enhver børnehave så det er altså temmeligt udbredt at trangen/lysten til relationernes opbygning er forskellig..

når jeg skrev helt oppe på lårene af hinanden... så tænkte jeg også på det som et billede af hvad der kunne være nødvendigt i stenaldersamfundet, og gentisk er det hvad vi er disponeret til endnu den dag i dag vil jeg påstå, fordi det tager meget lang tid at ændre generne så de mather så hurtige skift i livstil og kultur som vi har oplevet over de sidste 100 år...

Carsten Mortensen

Imens kvinderne står i dilemmaet om hvem som skal have deres tid, mand, barn eller arbejdsgiver.....
ser det for mig ud til at det antagelig bliver barnet som må undgælde.

jeg tror den enlige kvinde er gennerelt en enormt god lønpresser, som ikke formår at få forhandlet en høj løn for sig selv og yder en forfærdeligt masse på sit job , også gerne langt ud over jobbeskrivelsen, nurser sine kolleger og får det til at glide,måske lige på nær kravet om overarbejde.....som hun oftest ikke kan honorere....til gengæld er hun en sikker ansat, da det er voldsomt svært at få et nyt job som enlig mor, da mange mange arbejdsgivere frygter de mange barnets første sygedage........

Carsten Mortensen , ser det egentlgit ikke mere ud til at det er manden der undgælder end børnene, altså forstået på den måde at manden i kampens hede er den der blvier valgt fra og som hun helst vil undvære....?

Michael Møller

"mindst 400 danske børn i 2011 født uden at have en far" - hold nu op - alle har en far. Det er bare ikke alle der kender deres far, fordi far er for besværlig åbenbart.

Inger Sundsvald

Tiderne forandrer sig, kvinderne rykker og tilpasser sig. Hvad gør mændene?
Inspirerende artikel for yngre kvinder, tror jeg…
”Den stærke drift mod uafhængighed” bryder igennem på en anden måde end jeg lige havde forestillet mig.

Michael Guderup og Olivier Goulins

Hvor er I sjove :-) Synd for jer at I aldrig har mødt et normalt hunkønsvæsen.

Til artiklen kan man kun sige.

Hurra kapitalisternes vådeste drømme er nu gået i opfyldelse.

Ingen tid til mand, børn, familieliv, fritid, kærlighed, hygge, sammenhæng i livet.

Nej, vi har kun tid til at tjene penge, bruge penge og så dø lige bagefter.

Juhu man kan kun blive begejstret ved tanken :-)

Vibeke Svenningsen

En ting kan man i al fald ikke beskylde denne gruppe kvinder for - at ville opdrage på deres mænd. De vil ikke ha' nogen. Høhø

Vibeke Svenningsen

Det har jo længe været kendt stof, at mænd med børn tjente mere end mænd uden børn - og det forholdt sig omvendt for kvinder. Det skulle da ikke undre, at kvinder, der havde valgt at få børn alene, blev mere sammenlignelige med mænd med børn - fik en højere løn og mere målrettede mht. arbejde, og dermed attraktive som arbejdskraft, da det selvfølgelig giver en yderligere forpligtigelse at være ubetinget selvvalgt ene og alene forsørger.

En kommentar fra en af de frivilligt enlige mødre, som vi vist kaldes :-). For mig at se, så skriver Christine Feldthaus vist mest om skilsmissemødre ligesom hende selv.

Jeg kender rigtigt mange kvinder, der har fået børn alene, og ja det var et valg, men jeg kender ingen, der ikke hellere ville have været i en helt almindelig kernefamilie. Jeg kender heller ingen, der har tilsidesat familien/parforhold for deres karrieres skyld.

Det er helt almindelige kvinder, hvor forholdet er gået i stykker og man ikke kan nå at "få" en ny mand før sidste udløbsdato er nået. Kvinder der er gået fra mænd, som ikke ville have (flere) børn eller i hvert fald ikke var klar til det endnu, selvom de var 40 eller over. Kvinder, der har været single i længere tid og ikke tør vente længere på det nye forhold fordi fertiliteten er for nedadgående. Osv osv.

Så jeg ser faktisk slet ikke et mønster, der handler om hverken karriere eller at man vælger manden fra. De fleste håber at komme i et forhold igen, men hvis de skal have et barn (uden at gå ud og forføre en eller anden sagesløs mand på en bar), så bliver de nødt til at gøre det selv.

Og ja, vi er superorganiserede, for det bliver vi nødt til at være. Vi arbejder, når vi er på arbejde, strukturerer hverdagen og sørger for at have energi til at skabe en skøn hverdag for vores mirakelbørn.

Og ja vi er faktisk ret glade, for vi oplever ikke skuffelsen over, at ham vi troede skulle dele opgaver/ansvar måske ikke oplever det at dele på samme måde. Men alligevel ville de fleste af os nu hellere have været et helt alm. forhold og har også både tanker og ønsker om at komme det igen.

Om vi bliver diskrimineret eller er attraktive på arbejdsmarkedet.... Jeg ser faktisk stadig mest det første, men jeg håber da på, at arbejdsgivere får øjnene op for vores styrker (som altså ikke nødvendigvis handler om at gå uden om fællesskabsorienterede løsninger - gud ved om Christine Feldthaus nogensinde har talt med en selvvalgt enlig mor, tænker jeg...)

@Æble Kind: den med at forføre en sagseløs mand på en bar:

Han kunne jo beskytte sig selv. Det er ligeså meget hans ansvar at bruge kondom...Som er en rimelig sikker form for prævention. Så helt sagesløse er de mænd vel ikke.

@Ann Bille

Ja, helt enig i, at prævention er begge partners ansvar. Min formulering var nok mere et udtryk for, at jeg personligt ikke kunne drømme om at gå ud og bevidst ville prøve at blive gravid med en mand, der enten ikke ønskede det eller vidste det. Men det er jo blot min holdning - har fuld respekt for hvis andre har en anden holdning end mig selv ;-).

Jens Christensen

@Marie Spliid Clausen: Du er da godt nok lidt af en controlfreak nu, hvad?

Guderup's tidligere indlæg virkede ellers som en temmelig relevant reaktion på alle kommentarerne om, hvor bøvlede mænd efter sigende er. I er fuldstændig ved at kløjs i al jeres selvretfærdighed.

Jens Sørensen

Sjov artikel, når man tager i betragtning at mere end hver 3. af samtlige enlige mødre er på overførselsindkomst.

John Fredsted

@Marie Spliid Clausen: "Hvorfor blir disse mænd hængende og begærer ikke skilsmisse ..."

Mon ikke én af hovedattraktionerne for disse (i mine øjne ynkelige) mænd er adgangen til jævnlig sex, hvis deres koner altså ikke har lukket for 'det varme vand'?

Marie tror du ikke slangen er den der gemmer sig imellem mandens ben, sådan læser jeg altid det der eventyr om aben og eva.... og de lækre æbler er jo den unge jomfrus fristende atributter.... som han så lige skal have en bid af, og som hænger der og frister,"undskyld Hr. må jeg byde Dem et kirsebær, et der er sødt et der er rødt et der er.....

Og så kom den vrede jomfru´s far og smed Abam ud af rosenhaven fordi de havde syndet og Eva fik sparket efter ham da hun viste sig frugtsommelig og så ku de lære det ! og arbejde i deres ansigts sved selv.

Og se det er en opbyggelig fortælling for præpubertetsbørn i et arkæisk samfund uden prævention...

randi christiansen

Når herrerne beklager sig over de følelsesinvaderende kvinder og damerne sig over de umælende hulemænd, så skulle man måske finde sig en anden partner ? Nå, ups, hvis man i bare skruk og anden social betingning har formeret sig ? Så hænger børnene på den - især hvis de voksne ikke er følelsesmæssigt afklarede mennesker – hvilket man vel burde forvente af mennesker, der vælger at få børn. Men det kan jo smutte.

Og med hensyn til ´mænd af få ord´: kvinder har – i kraft af deres rolle som bærer af fostret – et stort behov for tryghed, og når vi ikke kan læse tanker, så spørger vi i stedet. Det kan selvfølgelig overdrives, og er typisk udtryk for usikkerhed.

Mænd, som synes, at kvinder spørger for meget, skulle måske øve sig i klare signaler.

John Fredsted

@Marie Spliid Clausen: "Det kan da ikke være nok til at blive hængende og blive ydmyget af en kvinde der opfører sig rædsomt kontrollerende ...

Jo, det er jeg alvorligt bange for, at det kan for en del af mine kønsfæller.

randi christiansen

John - Det har noget at gøre med sex - det kan være lidt svært at stå for handyret - og især hvis man er uafklaret, tror man, at man kan lave ham om - sjældent en frugtbar strategi men en klassisk fejltagelse.

Sociologisk er det da ret interessant, sagde samfundsfags-læreren og rettede brillerne, at det er de veluddannede kvinder, som får børn alene, altså bklver single-moms. Ud fra en sociologisk analyse kan man vel nærmest sige, at en større del af kvinder i den karriere-orienterede livsform får børn alene - og vælger manden fra. Hvorfor ved jeg egentlig ikke?

Mht. de problemer, det giver, at kvinder får børn alene, tror jeg egentlig ikke rigtig på det. Styrken ved de her kvinder er jo deres store veninde-netværk; svagheden er det jo så også. Netop den der med at hvis veninden har fået lyserøde gardiner eller nye puder i sofaen, så skal jeg da også have nye puder, gardiner eller noget helt tredje.

Og ang. mænds behov for at tale om følelser kan jeg kun sige, at de mænd, der indtil nu har ytret sig i denne her debat på denne her tråd må tale for sig selv.
Nogle mænd kan kan godt finde ud af at være reflekterende uden at være bløde, og at være lyttende uden at selvudslettende...

Lise Lotte Rahbek

@ John F.

Jeg tror såmænd, at mange både kvinder og mænd her det nemmere med en partner, som de kan beskylde for alle de traditionelle køns-fordommes ulemper.
Hvis nu kvinden spørger om hendes røv ser stor ud i de bukser, og manden går ud og drikker bajeren med vennerne til en fodboldkamp, og er lidt indelukket, som hun så forsøger at 'hjælpe ham ud af', så har de begge en følelse af, at de er helt normale og som alle andre par lever.
Nogle - både mænd og kvinder - gar også en illusion om, at de ikke har fortjent bedre, end at blive behandlet dårligt.

Lidt trist, men meget, meget 'normalt'.

randi christiansen

Hallo Karsten : "Netop den der med at hvis veninden har fået lyserøde gardiner eller nye puder i sofaen, så skal jeg da også have nye puder, gardiner eller noget helt tredje."

Her er vist lige nogen stereotyper, som samfundsfags-læreren skal se efter i sømmene....

John Fredsted

@Randi, Marie og Lise Lotte: Ja, jeres opfattelser af årsagen kan være mindst lige så gode som min. Idet jeg aldrig har levet sammen med en kvinde, og det er over 16 år siden, at jeg sidst har haft en kæreste, så er mit grundlag for at udtale mig firkantet om disse sager nok noget tyndt.

Inger Sundsvald

Karsten Aaen skriver:
”Styrken ved de her kvinder er jo deres store veninde-netværk; svagheden er det jo så også. Netop den der med at hvis veninden har fået lyserøde gardiner eller nye puder i sofaen, så skal jeg da også have nye puder, gardiner eller noget helt tredje.”

Du har for mange fordomme, Karsten. Kvinder der er ”selvkørende” har ikke tid til store venindenetværk, og de giver en shiit for lyserøde gardiner, pyntepuder og blomstrede vattæpper.

Det er godt nok TRÆLS!

Sider