Nyhed
Læsetid: 3 min.

Fyringstruet professor siger selv op

Linda Maria Koldau siger op som musikprofessor på Aarhus Universitet på baggrund af nye oplysninger fra ombudsmanden. Oplysninger fra et lukket møde med den øvrige lærerstab i august 2011 afslører, at AU aldrig har haft til hensigt at ’genoprette det gode samarbejde’, mener hun
Linda Maria Koldau under en debat om tilstanden på de danske universiteter.

Linda Maria Koldau under en debat om tilstanden på de danske universiteter.

Keld Navntoft

Indland
27. marts 2012

Allerede i august sidste år gjorde en samlet lærerstab på Musikvidenskab det klart for ledelsen på Aarhus Universitet, at de ikke længere ønskede at samarbejde med musikprofessor Linda Maria Koldau.

Det skete på et møde mellem den øvrige musiklærergruppe, institutleder Niels Lehmann og dekan på det humanvidenskabelige fakultet, Mette Thunø, og i en samtidig skrivelse fra lærergruppen. Men sagens hovedperson, Linda Maria Koldau, hører først om mødet nu efter at have fået universitetets redegørelse til partshøring fra ombudsmanden.

Koldau føler, at ledelsen på universitetet er gået bag hendes ryg ved ikke at have orienteret hende om mødet. I stedet ventede dekanen og institutlederen fire måneder på, at en ekstern konsulent udredte situationen og konkluderede, at der var betydelige samarbejdsproblemer på Musikvidenskab, og at de hovedsageligt kunne tilskrives Linda Maria Koldau.

Derfor har Koldau mistet troen på, at ledelsen virkelig ønsker at »genoprette det gode samarbejde«. Nu har hun sendt sin opsigelse til rektor Lauritz B. Holm-Nielsen.

»Aarhus Universitet har mistet al deres troværdighed, fordi de ikke har orienteret mig om det her møde, derfor ser jeg ingen grund til at blive på universitetet og forsøge at genoprette et uønsket samarbejde,« lyder det fra Linda Maria Koldau.

»Konsulentrapporterne og advarslen er jo en ren farce, når fundamentet har været, at kollegerne på musikvidenskab har det så svært med mig, at de ikke vil samarbejde,« siger Koldau, der dog først ønsker at fratræde ved udgangen af 2012, så hun kan færdiggøre vejledningen af sine studerende og varetage undervisningen året ud.

Dårlig ledelse

Heine Andersen, professor i sociologi på Københavns Universitet, har tidligere kritiseret den måde, Koldaus ytringsfrihed er blevet begrænset på med henvisning til begrebet ’kollegial fortrolighed’. Han forstår godt, at Koldau har valgt at sige op selv.

»Men det er yderligere beklageligt af den grund, at det så muligvis ikke bliver undersøgt til bunds, om ledelsen har handlet inden for rammerne for god ledelse – de formelle såvel som de uformelle,« siger han.

Han mener, det virker som meget dårlig ledelse, set udefra, at man ikke er i stand til at håndtere sådan en konflikt.

»Hvis et samarbejde ikke kan fortsætte, så har ledelsen jo mange andre muligheder end at fyre den ene part,« siger Heine Andersen, der mener, at det mest nærliggende ville have været at flytte Linda Maria Koldau til en anden afdeling, som hun også selv havde kæmpet for.

»Jeg kan ikke forstå, hvorfor det ikke skulle kunne lade sig gøre på så stor en institution at skille parterne ad,« siger han.

Lektor på Aarhus Universitet Asger Sørensen, der er en af de AU-ansatte, der har kritiseret universitetets håndtering af sagen, mener, det er trist for det danske universitetsliv og videnskab, at Koldau-sagen får den udgang. For han anser kernen i konflikten for at være ledelsens ageren.

»Ledelsen ser bevidst eller ubevidst al form for konflikt på universitetet som samarbejdsproblemer, og Koldau-sagen er en typisk konflikt, hvor hun bliver set som ukollegial, fordi hun har kritiseret musikvidenskab offentligt. Det er ikke et samarbejdsproblem, uanset hvor svær hun er at samarbejde med, men en af den slags faglige konflikter, som videnskab næres af. Hvis en universitetsledelse ikke forstår den dynamik, så er den en trussel imod videnskaben,« siger Asger Sørensen.

Evner ikke samarbejde

Institutleder Niels Lehmann har ingen kommentarer til Koldaus opsigelse eller til spørgsmålet om, hvorfor man bad en konsulent om at bruge fire måneder på at udrede nogle samarbejdsproblemer, som medarbejderne ikke ville rette op på. Men i sin redegørelse til ombudsmanden skriver han:

»For dekanen var det imidlertid vigtigt at tilvejebringe en uvildig analyse af de sammenbrudte kollegiale relationer for at skabe sig et handlingsgrundlag (…)«.

Studieadjunkt på musikvidenskab Martin Guldberg Jensen forklarer, at lærergruppen skrev til ledelsen for at gøre opmærksom på, at samarbejdet med den nye musikprofessor ikke fungerede, og at Linda Maria Koldau havde givet urigtige oplysninger i mediedebatten, som kun gjorde situationen endnu værre.

»Vores indtryk er, at Linda aldrig har villet eller evnet at samarbejde med os,« siger Martin Guldberg Jensen.

Ledelsens reaktion på medarbejdernes henvendelse er ifølge ham, at der blev sat eksterne konsulenter ind for at mediere imellem de ansatte og Koldau.

»Vi blev banket på plads og fik at vide af ledelsen, at vi skulle samarbejde,« siger han og tilføjer, at ledelsen sagde, at de også ville orientere Linda Maria Koldau om intentionen og rammerne for konsulentforløbet. Det var på baggrund af konsulent–rapporten, at Linda Maria Koldau i januar fik en advarsel for de samarbejdsproblemer, hendes ytringer i medierne havde skabt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Så er det sandt: dansk åndsliv kan ikke rumme udenlandske kapaciteter.

For at et Dansk åndsliv skal kunne rumme en udenlandsk kapacitet, så skal der eksistere et Dansk åndsliv, og det gør der ikke.

Vi har til gengæld udenlandske virksomheder der ikke betaler skat.

Michael Kongstad Nielsen

Hvad for et åndsliv, Peter Hansen?

Nej, hør nu, en samlet lærerstab ønsker i august ikke længere at samarbejde med Koldau. Den besked bliver Koldau først bekendt med nu. Det får hende til at sige op. Ok, dråben .... Men hun må dog have været klar over problemerene, de kan ikke være som lynet fra den klare himmel, og konsulentundersøgelser igangsættes jo ikke uden grund. Jeg kan godt forstå, at Koldau siger op. Hun skulle vel have haft tilbudet om en ny placering, et eller andet sted. Der svigter ledelsen, at de ikke kunne finde på alternative løsninger i samarbejdskonflikten, men blot lod Koldau tage hele byrden.

Michael K N,
Du har ret i at fremhæve, at universitetet burde have tilbudt professor Koldau en ny placering, da hun bad om det.

Mht. Peter Hansens bemærkning om dansk åndsliv, så vidner denne sag desværre om nogle tendenser i dansk mentalitet, småstaten, hvor der ikke er højt til loftet, den manglende åbenhed over for kritik og den nogle steder autoritære ledelsesstil.

Thorsten Lind

."Aarhus, danish for progress" ......?

Steffen Gliese

Hvis man vil høre et forsvar for den misere, dansk åndsliv står i, skal man høre Krause På Tværs fra i dag, hvor Svend Erik Larsen tegner og fortæller. Ikke alt, han siger, er forkert (f.eks. er hans angreb på gymnasiereformern næsten for mild); men som alle andre for tiden er han symptomatisk ude af stand til at anlægge et helikopterperspektiv og se, at universitetet i bedste fald består, mens samfund forgår.

Nemlig Linda, "corporate university"-forestillingen bør imodsiges for det berøringsangste sludder det står for. Intet må være benævnt kritisk for 'erhvervsbestyrelses-folket', selvom store dele af forskerne og øvrige ansatte er stært utilfredse med at være underlagt en kultur, der i angst for kritisk omtale nærmer sig spin-niveauet.

Og herude i offentligheden kan vi såmænd også godt aflæse desperationen i rating-universiteternes beskårede udmeldinger. Vi tror dem slet ikke over en dørtærskel - og tar' derfor også troværdigheden med et gran salt som allerede fordøjet vidensføde.

Og dét er vel resultatet af ideen om "the corporate university". Troværdigheden af ledelsens udmeldinger nærmer sig nul. Samtidig med at kvaliteten af universitetets analyser i specielt samfundsfilosofisk øjemed har mistet al kvalitet samt betydning. Også i medimæsig forstand. Kritisk bevidsthed er et fy-ord for faktura-universitetet. Al filosofihistorie bygger på, at mangel på kritik betyder forfald. Hvilket de nye generaler naturligvis gør alt for at forsøge at misforstå og tale hen...

Med venlig hilsen

På det personlige plan, vil jeg takke Linda Maria Koldau, for at klart vise hvor mine drenge ikke skal undervises.

Jeg håber at andre drager samme konklusion, og holder deres børn væk fra den centralistiske brødfabrik, hvor forståelsen af et åndsliv, er at gennemføre en god gang mobning.

Dansk kultur årgang 2012.

Hvad er der så intimiderende ved historisk forståelse?

Man kan ikke miste hvad man har forstået, altså kan det kun ses som en angst for at historien fuldstændig klæder en af.

Krause på Tværs som Peter Hansen henviser til kan genhøres her:
http://www.dr.dk/P1/Krause/Udsendelser/2012/03/19172231.htm

Professor Svend Erik Larsen hæver sig i udsendelsen op på meta-niveau ved at give udtryk for, at man skal være berettiget til at udtale sig for at kunne gøre det på AU...

Det kunne være interessant at høre mere fra musikfaggrupens repræsentant Martin Guldborg Jensen, der ikke helt kommer i bund med disse to udtalelser:
1) Vore indtryk er at Linda aldrig har villet eller evnet at samarbejde med os
2) Ledelsen tvang os til at samarbejde med hende
Det kalder næsten på uddybende spørgsmål, hvis ikke en slags universitær X-faktor hvor man får lov til at græde ud ved hinandens skuldre.

Se dette svar på Krause Kjærs udsendelse med Svend Erik Larsen: http://professorvaelde.blogspot.com/

Mihail Larsen

Ombudsmanden

Jeg tror ikke, ombudsmanden nødvendigvis er ude. Faktisk tror jeg, han har fået ekstra stof til eftertanke. Det er jo fuldkommen uhyrligt, at ledelsen holder møder med personalet, som skjules for den person, møderne angår. Det må klart være i strid med forvaltningsloven. Kan nogen af Informations jurister blandt læserne samle op på det?

Steffen Gliese

Lovligt eller ulovligt, Mihail Larsen, så er der et ord for det: mobning.

jasper bertrand

@Klara
Hvis du bestemmer hvor dine drenge skal undervises hører de vist mere hjemme på det nye Århus end på et gammelt tysk universitet!

Prøv lige at læse historien igen. En samlet lærerstab på Musikvidenskab føler det nødvendigt at indkalde ledelsen og meddele, at de ikke magter at samarbejde med Koldau. Ledelsen tager dem ikke umiddelbart på ordet, men nedsætter en konsulentundersøgelse for at få endnu et blik på samarbejdsklimaet. Konklusionen bliver også her, at problemet er Koldau, hvorefter hun får nogle pålæg og en advarsel. Det skal desuden sammenholdes med, at hun er ude med nogle uhyrlige og fejlagtige anklager om sit eget fagmiljø i pressen. For mig at se, understreger det, at det drejer sig om en personalesag, og at Koldau faktisk har fået lang snor af ledelsen - i hvert fald i forløbet omkring mødet og konsulentundersøgelsen. Om så betingelserne i advarslen er rimelig er en anden diskussion.

Nu bliver jeg jo nok hængt ud for dette - og lad mig bare sige med det samme: Jeg er lektor på AU - siden januar 2012 på samme institut som Musik. Men jeg er ikke sendt i byen af ledelsen - som jeg forøvrigt ikke holder mig tilbage for at kritisere i andre sager - og har ikke aktier i eller detailkendskab til "sagen". Jeg synes bare debatten bliver lige vel skinger, og at journalistikken tenderer mod at være mikrofonholderi.

Steffen Gliese

Hvad vi mangler at høre noget om, er de bidrag til musikforskningen, Aarhus har bidraget med i de seneste årtier! Hvem har publiceret hvad hvor, f.eks. Jeg kan desværre ikke komme i tanker om en eneste markant forsker - måske bortset fra Ansa Lønstrup, der synes at køre sit eget, alternative løb.

Anders Ejsing

Debatten om Koldau har haft det med at være temmelig unuanceret.

Én ting er hendes kritik af det faglige indhold på Musikvidenskab. En anden ting er samarbejdsproblemerne med de andre ansatte. En tredje ting er ledelsens håndtering af først og andet punkt.

Det er ikke for at sige, at disse ting ikke hænger sammen, det er blot for at understrege, at der altså er flere sider af denne sag.

Der kan være meget rigtigt i, at 1) ledelsens håndtering af sagen er katastrofalt dårlig, 2) ledelsen handler egenrådigt og 3) ytringsfriheden på Aarhus Universitet er truet. Det et et problem, og det er jeg sådan set helt enig i.

Men det betyder altså ikke nødvendigvis, at Koldau har ret, når hun siger, at det faglige niveau på universitetet er katastrofalt dårligt. Sandheden er nærmere, at hun kommer fra en anden fagtradition, hvor tingene vægtes anderledes. At hun har gebærdet sig som hun har gjort i pressen, kunne godt tyde på, at hun ikke har været indstillet på de præmisser, forskningen og undervisningen på Musikvidenskab er bygget på. Fagets ansatte må rette mig, hvis jeg tager fejl i den observation, men man er selvsagt nødt til at tage udgangspunkt i de eksisterende præmisser og så prøve at udvikle og påvirke fagligheden derfra. Ellers er der ingen reel fremtid i det.

Derfor virker det også temmelig forhastet med så spektakulære udmeldinger som, at det er et symptom på, at der er lavt til loftet, eller at det danske åndsliv ikke kan rumme udenlandske kapaciteter. Der skal altså to til en tango.

Anders Ejsing

Jeg skal måske også lige tilføje, at mit synspunkt nok er præget af, at jeg lige er færdiguddannet på Musikvidenskab i Aarhus, og at jeg ikke har den samme oplevelse af det faglige niveau som Linda Koldau.

Steffen Gliese

Anders Ejsing, sagen er, at Koldau ikke er den første musikvidenskabsmand, der har søgt andre græsgange (det er dog nogle år siden, og det var et andet institut); men samtidig med Koldau har også andre internationale kapaciteter valgt at sige adieu, fordi de ledelsesmæssige forhold var utålelige.

Anders Ejsing

Ja det ved jeg godt, og det har jeg sådan set heller ikke anfægtet. Som jeg jo også skrev:

"Der kan være meget rigtigt i, at 1) ledelsens håndtering af sagen er katastrofalt dårlig, 2) ledelsen handler egenrådigt og 3) ytringsfriheden på Aarhus Universitet er truet. Det et et problem, og det er jeg sådan set helt enig i."

Jeg prøver bare at sige, at Koldau nok også har en del af skylden for samarbejdsproblemerne. Dermed har jeg jo ikke sagt, at ledelsens håndtering af sagen ikke er kritisabel.

Steffen Gliese

Anders Ejsing, det kommer muligvis an på, hvilken studieordning, du har fulgt.

Anders Ejsing

Med mit kendskab til de nyere studieordninger for det toårige grundfag i Musikvidenskab (gennem yngre studerende, der læser der nu), adskiller de sig ikke grundlæggende fra den, jeg studerede under.

Her snakker vi grundfaget. Jeg startede i 2004 med en ordning fra 2002. Kandidatordningen laves om hvert år, så da jeg begyndte på kandidaten i 2008, var det 2008-ordningen, jeg studerede under.

Hvorvidt man anser indholdet af uddannelsen som kritisabelt eller ej, afhænger jo af, hvilke forventninger man har til det.

Sådan som jeg husker Koldaus kritik, var det bl.a. noget med mindre berøringer af mange forskellige fagområder (dvs. både musikhistoriske, teoretiske og praktiske fag i alle mulige afskygninger) i stedet for grundige berøringer af få fagområder. Det kan hun godt have en pointe i, men jeg må på den anden side sige, at jeg er glad for at kunne "lidt af hvert". Det giver større fleksibilitet, og man har flere udgangspunkter, man kan bygge videre fra, alt efter hvad der nu er behov for.

Det er lidt synd medierne har taget Linda Maria Koldau's side i en sag, der egentligt drejer sig om Linda Maria Koldau mangel på evne til omstilling.

I Danmark arbejder vi sammen anderledes end de gør I udlandet, og når en ansat nægter at deltage i obligatoriske personale møder er det da klart der opstår interne gnidninger imellem kollegaerne.

Når man så oven i købet bliver enige om, ikke at bræge omkring disse interne problemer til medierne og Linda Maria Koldau vælger at gøre det alligevel burde hun jo egentligt bare være blevet fyret på stedet.

Det er især ærgerligt for de gode mennesker, der arbejder på Aarhus universitet (der iøvrigt ikke må udtale sig i personale sager), som bliver uretfærdigt hængt ud til en hungerne overskrifts pøbel.

Steffen Gliese

Jacob Hansen, tak for at pege på det væsentlige: "I Danmark arbejder vi sammen anderledes end de gør i udlandet" - og det just hele problemet, nemlig at vi er endt i en masse påklistret mødeaktivitet.

Det er jo en diskussion vi kunne have Peter Hansen. Det nytter bare ikke, enkelte børn vredt krydser armene og bliver i sandkassen mens pædagogen tvinger alle de andre til, at dele ugens oplevelser med hinanden.

Og det nytter slet ikke, at vi sviner pædagogen til fordi denne udfører sit job efter de retningslinjer der nu engang er.

Mihail Larsen

Skyld?

Der er skrevet flere tankevækkende ting om forskellene mellem tysk og dansk universitetskultur, som jeg fra min egen tid ved tyske universiteter kan nikke genkendende til. Og det er da også meget muligt, at det er den egentlige baggrund for det, der nu formuleres som 'samarbejdsproblemer'.

Men det er stadigvæk ikke til at bortforklare, at Maria Koldau i over et halvt år har været holdt i komplet uvidenhed om et møde, som ledelsen har holdt om hendes person med resten af personalet. I al den tid har man ladet Koldau føre sig frem i medierne, uden at hun havde mulighed for at forholde sig til den skjulte dagsorden, der blev fastlagt på dette møde.

Det er ikke bare kritisabelt; det er fuldkommen uacceptabelt og uværdigt.

Det har ikke noget at gøre med, at man blev enige om "ikke at bræge omkring disse interne problemer til medierne". Man kunne – i det mindste – have orienteret Koldau personligt og diskret.

Der er for mit at se ikke noget mærkeligt, at hun, siden sagen startede, er blevet mere og mere radikal i sin sprogbrug, når hun har fornemmet, at hun var omgivet af en tavshedens kultur – et Kafkask helvede.

Michael Kongstad Nielsen

Enig med Mihail Larsen, Koldau skulle selvfølgelig have været orienteret om mødet.

Jeg tror nu nok Ombudsmanden kan fortsætte sagen, selvom Koldau har sagt op (til 1. januer næste år), dels fordi han har taget den op af egen drift, og dels fordi den både er principiel og konkret.

Jeg skal ikke udtale mig om hvor studie-miljøet på musik-videnskab var på Aarhus Universitet inden 1970-1972; dengang var der professor-vælde og professorerne bestemte - alt! Også hvad de studerende skulle undervises, hvad de skulle op i til eksamen og om de skulle bestå eller dumpe.

Efter studenteroprøret (fra 1968-1972) kom der andre boller supper, de studerende skulle høres. Studie-ordningerne skulle godkendes af studienævnet mm.
Og den 40-årige tradition har Koldau ikke ønsket at indordne sig under. Hun ville, sådan jeg læser et af hendes indlæg omkring dette i enten Weekend-Avisen eller Politiken selv bestemme kursernes indhold, altså hvad hun skulle undervise i - uden at studienævnet skulle godkende hendes semesterplan? eller hyr?

Mht. selve essensen af Koldau's kritik, altså at de studerende får berøring med mange forskellige fag-området i stedet for en grundig indføring i få fag-området, må jeg sige, at allerede i 1980erne, da jeg studerende¨på Aalborg Universitet var det sådan.

På dansk-studiet på AAU fik vi de to-tre første år en berøing med mange forskellige fagområder, som f.eks. teksthistorie, tekst-analyse, sproghistorie, sprog-analyse, og også en del om fortolkning af tekster. Herefter gik vi mere i dybden med et emne om dette eller hint på kandidaten. Og det er vel præcist det samme, der sker på musik-videnskab i Århus. De studerende introduceres på bachelor-delen for mange forskellige berørings-flader ifht. musik, både den moderne musik og den klassiske musik samt til fag so musikhistorie og musikformidling. På kandidaten - går jeg ud fra - at man så går mere i dybden med få ting.

I andre lande, f.eks. Tyskland m.fl. får man sikkert først en meget grundig indføring i musikteori, musikhistorie og man går i dybden med at spille et instrument, klaver f.eks. Sådan har det ikke været i Danmark i 40 år - eller mere - måske?

Mht. Koldaus ansættelse på et dansk universitet er det desværre sådan at Koldau ikke har forstået de uskrevne spilleregler der gælder i Danmark. Mange udlændinge (ikke kun tyskere) forstår ikke den der med at når danskerne siger 'det ville være godt hvis du kom til mødet', ja så er der ikke tale om en henstilling eller en opfordring, der er tale om en skjult ordre. Og megen kommunikation gå bedre hvis man er sig dette bevidst. Dertil kommer, at Koldau måske heller ikke er vant til at selv kolleger eller studerende siger Linda? til hende, thi selv i tyske tv-udsendelser sige værterne 'Sie' og Ihren til unge tyske kvinder - og ældre såmænd også. Kort sagt: Ingen har givet Koldau et kursus i dansk arbejdsplads-kultur.

Mihail Larsen selvfølgelig har Linda Maria Koldau ikke krav på, at blive informeret om hvordan ledelsen irettesætter andre ansatte. Heller ikke selvom irettesættelsen bunder i, de andre ansatte har nægtet og samarbejde med Linda Maria Koldau.

For det første er det menneskeligt uforsvarligt, at fortælle andre de har opført sig så elendigt, samtlige af deres kollegaer klager og nægter samarbejde. For det andet ville det totalt underminere ledelsens autoritet i forhold til de andre ansatte.

Selvfølgelig skulle Linda Maria Koldau informeres om, at der var problemer og involveres i en løsning af disse. Hvilket jo faktisk var præcis hvad der skete.

At Linda Maria Koldau så direkte nægter, at deltage i løsningen af problemerne, ved f.eks. at bryde aftalen om ikke at involvere medierne, er jo udelukkende hendes eget problem.

Mihail Larsen

Jacob Hansen

Jeg har ikke sagt, at ledelsen skulle informere Koldau om, HVORDAN den irettesatte andre medarbejdere. Men at holde det skjult for Koldau, at der har været et møde, kan ikke bortforklares.

Karsten Jachs

10 års forfejlet undervisningspolitik kommer til at kaste lange skygger.

Ursula Nielsen

Skoleeksempel på hvordan ledere tyer til konsulenter, når de ikke selv tør tage et ansvar! Og så kan de, med en bestilt rapport i ryggen, gøre det nødvendige. (Hvad får de deres løn og bonusser for)?

Jan Løhmann Stephensen

Er jeg den eneste der undrer mig over, at Ombudsmanden orienterer den ene part (Koldau) i en verserende sag om indholdet af et fortroligt møde, som den anden part (det resterende lærerkollegie) havde holdt med ledelse?

Men bortset fra det havde Koldau — så vidt jeg er orienteret — jo også allerede på det tidspunkt, hvor mødet fandt sted, selv givet udtryk for, at hun ikke kunne samarbejde med kollegaerne på musikvidenskab, og at hun gerne ville flyttes et andet sted hen. Hvorfor det faktum, at hendes kollegaer på Musik gav udtryk for det samme, vel næppe kan have kommet som så stort et chok, som hun lader os forstå. Det var vel nærmest at forvente....

Michael Kongstad Nielsen

Ombudsmanden orienterer ikke, han partshører. Når en forvaltningsmyndighed i en sag er i besiddelse af oplysninger, der har betydning for sagens afgørelse, og en af parterne ikke er bekendt med dem, skal myndigheden forelægge disse oplysninger for parten til eventuel udtalelse inden sagen afgøres.

Mødet - var det fortroligt? Hvad betyder det? Hvorfor skulle Koldau ikke have at vide, at et sådant møde havde været afholdt?

Koldau havde åbenbart givet udtryk for, at hun ikke kunne samarbejde med kollegerne. Men kollegerne havde dog fået denne melding oplyst. I modsætning hertil ville den enige lærerstab åbenbart ikke åbent ville lade Koldau vide, at de holdt møde med ledelsen, og hvad de gav udtryk for ved dette møde, det skulle holdes hemmeligt, må man forstå. ledelsen. .

Jan Løhmann Stephensen

Hun fortalte dem det selv, men har — så vidt jeg er orienteret — forinden holdt møder med forskellige folk om selvsamme, uden at lærerkollegiet var blevet informeret herom...

(tak for afklaring vedr. ombudsmand i øvrigt=

Frederik Langkjær

Nu er jeg heldigvis hverken klog eller højt nok på strå til at kende detaljerne i Linda Koldaus ansættelsesforløb på AU. Som ansat i administrationen hører jeg dog jævnligt til sagen, der selvsagt går alle involverede parter på, og fylder rigtig meget i pressen (særligt her på information). Jeg skal som nævnt ikke blande mig i debatten om Professor Koldaus specifikke ansættelsesforløb, men undrer mig en smule over informations dækning af sagen, som, set fra min stol, primært gengiver hendes (utvivlsomt vanskelige) udlægning af forløbet. Var det ikke muligt, at få en redaktionel tilbagemelding på dækningen af sagen, der tilsyneladende konsekvent strander i enkeltpersoners kritiske indspark mod universitetsloven (som man så kan være enig eller uening i), eller mere ender i flamboyante udgydelser om alskens dårskab på de danske universiteter (særligt på humaniora).
Det ville være meget belejligt, hvis informations redaktører kunne hjælpe med at adskille debatatområderne, frem for at agere (sådan ser det altså ud) mikrofonholdere for partshavere i debatten.

mvh
Frederik

Henrik Bødker

Jeg er meget enig i Frederik Langkjærs kommentar. Informations dækning af denne sag har fra starten været en doven og slatten journalistik. Sidste uge drog de til Århus "to round up the usual suspects" fristes man til at sige. Det kom, der som forventeligt, intet nyt ud af; man fik dog bekræftet den vinkel man havde kørt fra starten. I dag holder man så mikrofon. I sandhed doven journalistik. Det ville klæde Information med lidt selvkritik her.

Mihail,

Mens vi venter på Ombudsmanden, kan jeg da linke til:

Moderniseringsstyrelsens håndbog i afskedigelse, dec. 2011, hvor der bla. på side 9-10 står:

1.2.1.8 God forvaltningsskik

Der er i ombudsmandens praksis fastslået en række principper for god forvaltningsskik. Ombudsmanden har endvidere peget på det ønskelige i, at offentlige arbejdsgivere fører en hensynsfuld personalepolitik.

Det er god forvaltningsskik, at ansættelsesmyndigheden:

• Inddrager den ansatte i beslutningsprocessen, også udover forvaltningslovens regler

• Holder den ansatte orienteret om sagens gang

• I et vist omfang på eget initiativ vejleder den ansatte om den pågældendes retsstilling

• Sørger for, at sagsbehandlingen ikke trækker unødigt ud.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg forstår godt de seneste indlæg om Informations dækning af sagen. Alle aviser vinkler og giver en version, de synes passer til deres linje og (desværre) deres formodning og læsernes linje. Derfor er det alligevel godt, at aviserne tager sådanne sager op, der både indeholder risiko for magtmisbrug og personforfølgelse, men også helt generelt universitetspolitik, styrelseslov, fagligt niveau osv.

Faktisk har Information vel ikke været mere sensationshungrende eller skævvredet i dækningen end Politiken og Weekendavisen, men bortset fra alt det, så mangler man stadig stærke modindlæg fra ansatte og studerende, der kunne tage tråden om de mere generelle ting - universitetsstyrelse, fri debat, fagligt niveau mv.
(eller også har jeg ikke fulgt ordentligt med)

Jan Løhmann Stephensen

Til støtte for Frederik Langkjærs bemærkning om, at Information efterhånden skylder en udmelding vedrørende den redaktionelle linje, vil jeg gerne pege på, hvordan en af de journalistiske hovedkræfter bag denne Koldau-kampagne, Lise Richter, i en anden debattråd under et interview med dekan Mette Thunø (vedr. ytringsfrihed på AU), anbefaler et indlæg af studerende Marie Spliid Clausen, som — symptomatisk for niveauet i denne debat — ikke handler om artiklen ovenfor, men derimod om universitetsbibliotekerne! (se http://www.information.dk/293307#comment-513879)

Er det en bevidst strategi fra Informations side, at decideret opmuntre debatører til at hive ned fra alle hylder af relevante og irrelevante emner, eller hvad har vi at gøre med her?

Christian Salling

Jeg må tilslutte mig Frederik Langkjærs m.fl. undren over mediedækningen af denne sag. Som studerende ved Institut for Æstetiske Fag, hvorunder musikvidenskab også hører, har jeg igennem medstuderende, såvel som bekendte andetsteds i hierarkiet, efterhånden hørt en del udlægninger af problemstillingerne i denne sag. Og det undrer mig derfor at se misforholdet imellem disse tilkendegivelser, og den dækning jeg har kunnet følge i bl.a. information, som primært har bestået af uredigerede, eller i begrænset omfang kommenterede udsagn fra sagens parter. Hvis man fra redaktionens side faktisk mener at denne sag fortjener den spalteplads som den har fået, havde det været klædeligt for den danske presse, om man havde forsøgt sig med såkaldt kritisk journalistik, der rent faktisk forsøger at efterprøve nogle af de påstande som sagens parter på mere eller mindre elegant vis har kastet i hovedet på hinanden. Det havde ligeledes været almindeligt godt journalistisk håndværk at forsøge at adskille de tre problemstillinger, som sagen handler om. At det er i kommentarfelterne man finder de mest begavede udsagn omkring en kompliceret sag er ærligt talt beskæmmende, og vidner om en pressekultur der synes lige så degenereret som universitetskulturen udlægges til at være.

Steffen Gliese

Jeg synes faktisk, at man er meget uretfærdig imod pressen i denne sag, da det jo er tavsheden fra kolleger, ledelse og ikke mindst studerende, der først og fremmest har medført den énsidige dækning.
Man skal imidlertid ikke være blind for, at Koladau-sagen først og fremmest er den bedste anledning i flere år til at skyde imod den uheldige udvikling, vort videregående uddannelsessystem er blevet påført. Herunder det faktum, at Koldau formodentlig aldrig ville være blevet ansat under det gamle system, da vi jo ikke ligefrem mangler talentmasse i den hjemlige pool af musikvidenskabsmænd.

Jan Løhmann Stephensen

@ Peter Hansen: Jeg har en konkret påvisning af endnu en faktuel "fejl" fra Informations og Koldaus side i en anden tråd:
http://www.information.dk/297201#comment-543003

mvh Jan

Tine Arsinevici

Både kolleger og studerende har, da de første angreb kom, skrevet saglige indlæg, som gav et langt mere nuanceret billede. Når beskyldningerne så alligevel gentages - ofte mod bedre vidende - og stort set hver gang med journalisterne som totalt ukritisk og sensationshungrende talerør og uden nogen som helst krav om dokumentation for påstandene, er det vanskeligt at se, hvordan man skal trænge igennem, hvis man gerne vil have en saglig debat.

Tine Arsinevici

Både kolleger og studerende har, da de første angreb kom, skrevet saglige indlæg, som gav et langt mere nuanceret billede. Når beskyldningerne så alligevel gentages - ofte mod bedre vidende - og stort set hver gang med journalisterne som totalt ukritisk og sensationshungrende talerør og uden nogen som helst krav om dokumentation for påstandene, er det vanskeligt at se, hvordan man skal trænge igennem, hvis man gerne vil have en saglig debat.

Christian Salling

@ Peter

Jeg synes sådan set at diskussionen om pressens rolle er principiel og meget relevant. Skal et nyhedsmedie blot referere HVAD der bliver sagt, eller skal det kritisk bedømme OM det der bliver sagt faktisk holder vand? Risikoen er at man havner i meningsjournalistik, hvor markante holdninger og sensationelle overskrifter er vigtigere end saglig argumentation og kildekritik.

Som kandidatstuderende skal jeg ikke gøre mig til dommer for hvorvidt afskaffelsen af professorvældet i 68, indfasningen af New Public Managment i den offentlige forvaltning, eller rekalibreringen til et erhvervsrettet folkeuniversitet, der skal hive så mange studerende som muligt igennem maskinen, historisk set er et tab eller en gevinst for universitetet, eller det danske samfund som helhed. Der er absolut en interessant diskussion om vægtning af viden og kompetencer i de studieordninger der nærmest årligt laves om pga. skiftende politiske krav.

Som det ofte er blevet påpeget, er den tyske universitetstradition anderledes, og vægter tingene forskelligt fra den danske. Forskelligheder er en god ting. Debat omkring disse forskelle ligeså.

Problemet er når man blander denne diskussion sammen med en personalesag, og bruger førnævnte faglige debat (som er reel og interessant) som dække for noget, der snarere handler om kulturelle såvel som personlige forskelle på en arbejdsplads.

Jeg savner ikke tilkendegivelser fra sagens parter. Der har været flere læserbreve fra de studerende, såvel som lektorer og medlemmer af administrationen.

Det har ikke altid været lige kønt, og så meget desto mere grund til at man fra redaktionel side skærer igennem og spørger: Hvad er den reelle historie her? En personalesag? Eller en løbende diskussion af fagligheden i de seneste 40 års universitetskultur?

Hvis debatten handler om dansk universitetskultur og det faglige niveau, hvorfor skriver man så ikke komparative artikler, der reflekterer over de erfaringer man har gjort sig med eksempelvis den tyske universitetsmodel overfor den danske og hæver debatniveauet en smule fra den rene mudderkastning?

Hvorfor ikke spørge erhvervsliv eller udenlandske universiteter hvad de mener om danske kandidaters kvalifikationer i forhold til udenlandske? Hvorfor ikke diskutere politiske prioriteringer: Skal Danmark uddanne eliteforskere inden for ALLE områder, eller har en befolkning på 5 millioner måske ikke resourcer, talentmæssigt, såvel som økonomisk, til at være i front overalt?
Man kunne se på arbejdsløshedsstatistikkerne: Skal optagelseskvoterne ændres eller skal det faglige indhold justeres så kandidaterne kan varetage en bredere vifte af jobs inden for forholdsvis snævre fag (mere bredde vs. dybde)? Giver det mening at uddanne så mange i italiensk, hvis det der efterspørges er kinesisk, indisk, russisk og brasiliansk? Hvis debatten handler om universitetsledelse, så lad os snakke offentlig administration generelt. Hvad gjorde New Public Management og de politiske målsætninger om øget erhvervsretning? Der er masser af interessante spørgsmål at gribe fat i vedrørende faglighed og struktur.

Med andre ord: Substans og retning, frem for gentagelser og let skøjten hen over et hvert tilløb til at bringe denne diskussion op på et sagligt niveau!

Hvis denne sag rent faktisk er så vigtig som dens synlighed i mediebilledet synes at indikere, og hvis folk ikke vil tale, er det vel journalisternes opgave at afdække historien via andre kanaler, frem for at copy/paste debattørernes postulater fuldstændigt ukritisk.
For resultatet, som det ser ud lige nu, er som sagt mikrofonholderi og mudderkastning. Og det er ikke journalistik, men litterært reality-TV.

Michael Kongstad Nielsen,

Alle Informations artikler fra 12.2.2012 om sagen mm. kan ses her.

Mere generelle indlæg fra ansatte og studerende på AU kan findes på AU's egen debat-side, og samtlige indlæg i pressen, der er online ligger også her.

Studenterrådet AU's oversigt inkl. ikke online-artikler. Listen er dog stoppet 18.3.2012.

Artiklel "Musikvidenskab på forsiden" i Omlyd, 14.10.2011:

"En længere debat om musikvidenskab, humaniora og deres rolle i samfundet udspillede sig i sommerens løb i flere landsdækkende aviser. Debatten begyndte i Weekendavisen, hvor den også fik sin mest substantielle udformning. Omlyd bringer her en gennemgang af de centrale dele af debatten, som den forløb i Weekendavisens spalter".

Nogle af Weekend-avisens artikler kan læses her

Sten Christensen

Sådanne konflikter vil altid opstå, det vil være forkert at sige at det er nogens skyld. Skylden ligger nok i landets tradition, hvor Tyskland har en tradition for autoritær elite har vi i Danmark en tradition for autonom brede. Hidtil har den tradition jo været helt fin for Danmark, vi finder små nicher vi bliver gode i, vores bredde har gjort at det er nicher spredt hid og did, nicher som har gjort at vores 'storhed' i forhold til størrelse nok ikke er den mindste. Og vores generelle dannelse gør jo at der fra tid til anden popper genier, 'storheder', op på områder man nok ikke ville forvente.
Man ville, det ville jeg ihvertfald, nok forvente at en autoritet inden for et musiks område havde været en smule mere lydhør overfor det særegne i det land autoriteten vil berige med sin viden.
SC
.

Steffen Gliese

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at der også er tale om en generationskonflikt, hvor det er brede kredse af dansk musikvidenskab betragtes med stor forfærdelse, at nutidens unge tilsyneladende vælger faget for at studere popmusik.

At musik giver andre indgangsvinkler, kan man helt konkret forstå, når stjerners indre resonans fra den lyd der skabes i processerne, måles i overtoner. for at som eksempel finde størrelsen på stjernen.

Der er ingen sammenhæng, mellem ingen undervisning i skolen, og elendig undervisning i gymnasiet, til pludselig at finde de gyldne toner........

Vi starter med at lære at læse i de små år, vi stifter bekendtskab med tallene, men om systemet der lægger grund for den vesteuropæiske musik tradition bliver introduceret, nej.

Og nu er det så degenereret at de politikere der repræsenterer os, selv ikke har den fjerneste forståelse af det, andet end som underholdning, så nedlæg det dog, og lad udlandet sørge for musikken.

Mit eget møde med en fra universitetet, som underviser, var til et nervesammenbrud.

Vi har ingen kultur, og har ikke haft det i mange år, og med et universitet der dyrker mainstream, så er det ikke det værd.

Sider