Nyhed
Læsetid: 7 min.

Helten, der endte som skurk

En overlæge i Arbejdstilsynet med en fortid som modstandsmand hemmeligholdt for de arbejdere, han skulle beskytte, at de blev syge af asbeststøv
Indland
22. marts 2012
Overlægen Aage Grut kom fra en slægt med maskuline traditioner. Dem levede han op til som modstandsmand under besættelsen, men som berømt arbejdsmediciner i efterkrigstiden endte han med at hemmeligholde for arbejdere hos Dansk Eternit-Fabrik, at asbesten gjorde dem syge. Aage Grut døde i 1977.

Overlægen Aage Grut kom fra en slægt med maskuline traditioner. Dem levede han op til som modstandsmand under besættelsen, men som berømt arbejdsmediciner i efterkrigstiden endte han med at hemmeligholde for arbejdere hos Dansk Eternit-Fabrik, at asbesten gjorde dem syge. Aage Grut døde i 1977.

Vittus Nielsen

I april 1968 deltog den velestimerede danske overlæge i Direktoratet for Arbejdstilsynet Aage Grut i den 2. Internationale Asbestkonference i den østtyske by Dresden.

I et notat et par måneder efter hjemkomsten konkluderede Aage Grut, at hvis asbest var så farlig, som forskningen viser, burde stoffet forbydes:

»Er det rigtigt, at de små mængder, der fremkommer i omegnen af asbestvirksomheder, vil kunne fremkalde i hvert fald mesotheliom (uhelbredelig lungehindekræft, red.) mener jeg ikke, at det er muligt ved industrielle beskyttelsesforanstaltninger at forebygge erhvervsbetinget optræden af disse lidelser. Konsekvensen må blive et forbud.«

En af Gruts embedsopgaver havde i årevis været at fastlægge retningslinjer for den store virksomhed, der fremstillede asbest i Danmark, den F.L. Smidth-ejede Dansk Eternit-Fabrik i Aalborg. Han skulle beskytte arbejderne mod de livsfarlige partikler. Alligevel nåede han frem til, at eternitproduktionen ikke skulle forbydes, da han afrapporterede asbestkonferencen til Direktoratet:

»Det er indiskutabelt, at det vil være urealistisk af tilsynet at forbyde anvendelsen både af økonomiske og tekniske grunde.«

Ifølge professor i virksomhedshistorie på CBS Kurt Jacobsens nye bog, Asbest – Magisk mineral og dræberstøv, var det hverken første eller sidste gang, Aage Grut forklejnede eller bortforklarede de livsfarlige skader, som blev registreret hos et stigende antal arbejdere på eternitfabrikken i Aalborg. I høj grad synes overlægen ligefrem at have sørget for, at eternitproduktionen i Aalborg – trods myndighedernes erkendte, men hemmeligholdte viden – kunne vokse og vokse gennem 1960’erne, hvor skoler, hospitaler, boligblokke, villaer, indkøbscentre, stalde og industribygninger blev dækket med de brandsikre tagplader.

Mænd med fejl

Kurt Jacobsen beskæftiger sig ikke yderligere med Aage Grut, men hans personlige historie var usædvanlig og dramatisk.

Fjernt fra de ufaglærte eternitarbejdere i Nordjylland boede overlægen selv i en 389 kvadratmeter stor patriciervilla med udsigt til Øresund på Hambroes Allé i Hellerup, efter sigende landets dyreste villavej. Ejendommen er for nylig sat til salg for 38 millioner kr. af den senere ejer, Bent Fabricius-Bjerre.

Aage Grut var vokset op i en velhavende familie i Holte. Familien var en del af Grut Hansen-slægten, der siden 1800-tallet har haft en fremtrædende plads inden for dansk politik, økonomi og kultur, og i hvis besiddelse man finder københavnske palæer og større landejendomme, fortrinsvis i Nordsjælland. En slægt, der tæller landstingsmedlemmer, direktører, højesteretssagførere, professorer, admiraler, konsuler, borgmestre, en enkelt nationalbankdirektør og kendte forfattere som Karen Blixen og Piet Hein.

Om mændene i den Grut Hansen’ske slægt skrev en unavngiven forfatter i Illustreret Tidende i 1912, at »Det var Mænd med gode Egenskaber og med mindre gode. Men ikke med smaa. Det var Mænd, med Mænds Dyder og Mænds Fejl.«

Arresteret af Gestapo

At Aage Grut selv levede op til familietraditionerne synes tydeligt. Han var en mand med gode egenskaber. Men også med mindre gode.

Under besættelsen blev han arresteret af Gestapo på sin arbejdsplads på Hygiejnisk Institut ved Rigshospitalet. I sin bog Birkedal om den danske torturbøddel i tysk tjeneste Ib Birkedal Hansen beskriver forfatteren Peter Øvig Knudsen, hvordan den da 37-årige Aage Grut havde haft kontakt til modstandsbevægelsen siden 1941, og tyskerne sigtede ham nu for at have udlånt sin lægebil til illegale formål.

Gestapo torterede Aage Grut gennem flere dage, fordi han ikke angav sine medsammensvorne. Han fik tæsk med en ståltråds-wire omviklet med gummi og bagefter anbragt på en stol, hvor hans ene ben blev bundet fast til et stoleben. Forhørslederen klemte en pind ind langs stolebenet og drejede rundt, så snoren blev strammet, indtil Aage Grut besvimede. Som læge vurderede han selv senere, at det ikke var de kraftige smerter fra benet, men de voldsomme indre blødninger efter mishandlingen, der var årsagen til besvimelsen.

Efter krigen forklarede den tyske øverstbefalende, general Günther Pancke, at han havde modtaget en henvendelse fra Aage Gruts far, der som dansk generalmajor i hæren havde bedt Pancke sørge for, at sønnen ikke blev sendt til en tysk koncentrationslejr.

I stedet blev Aage Grut overført til Frøslevlejren, hvor han virkede som læge 1944-45.

’Bevidst misinformation’

Under besættelsen havde FLSmidth-koncernens administrerende direktør og storaktionær Gunnar Larsen gjort sig uheldigt bemærket som ivrig fortaler for et dansk-tysk samarbejde. Af egen lomme betalte cementdirektøren endda den berygtede stikker Hestetyven. Desuden havde koncernen med dansk direktør drevet en cementfabrik i Estland ved hjælp af jøder, romaer og andre tvangsarbejdere, .

Som tidligere modstandsmand havde Aage Grut al mulig grund til at lægge afstand til FLSmidth-koncernen. Alligevel skulle det gå anderledes.

Inden for lægevidenskaben tog erkendelsen af farerne ved asbest fart i årene efter besættelsen. Aage Grut gjorde i disse år karriere inden for arbejdsmedicin og blev chef for Det Internationale Arbejdsbureau i Genève, før han vendte tilbage til Danmark og i 1954 blev udnævnt til overlæge i Direktoratet for Arbejdstilsynet.

Året efter begyndte den lurende asbestfare at manifestere sig ved de årlige røntgenfotograferinger af et udvalgt antal arbejdere fra eternitfabrikken i Aalborg. Røntgenbillederne viste, at arbejdere begyndte at udvikle lungesygdommen asbestose, der ofte går forud for kræft i lungerne. Fra to sikre, tre begyndende og fem usikre tilfælde i 1955 til 10 sikre, seks begyndende og seks usikre i 1960.

Men over for offentligheden blev risikoen nedtonet. Ifølge Kurt Jacobsen skrev Direktoratet i årsberetningen for 1955 om undersøgelsen, at den kun havde fundet »1 arbejder lidende af let asbestose.« Og i mange år fik de undersøgte arbejdere ingen besked om, at de havde asbestose eller forstadier. Lægerne, der skulle sikre arbejdernes sundhed, hemmeligholdt oplysningerne om, at en dødelig sygdom udviklede sig i deres lunger. I stedet blev de yngre arbejdere på Aage Gruts forslag flyttet til mindre støvfyldt arbejde, mens overlægen ikke så grund til at flytte ældre arbejdere.

Udmeldingerne fra Direktoratet for Arbejdstilsynet havde »karakter af bevidst misinformation« over for både offentligheden og eternitarbejderne, og desuden var det i strid med Arbejdstilsynets eget etiske regelsæt ikke at orientere de syge, skriver Kurt Jacobsen.

I et andet tilfælde skulle Aage Grut lave en generel redegørelse om asbestfaren på fabrikken, og her »pyntede« han på tallene og udelod nogle af de konstaterede tilfælde af asbestose samt alle de usikre.

Alle de konstaterede tilfælde burde som et minimum være indberettet til Direktoratet for Ulykkesforsikring, ikke mindst af hensyn til eventuel erstatning, men det skete først adskillige år senere. I stedet aftaltes det ikke at indberette noget som helst, da det let ville kunne vække »en vis uro« blandt arbejderne, som en læge skrev.

En moderat mand

Kurt Jacobsen afdækker, hvordan der i løbet af årene synes at have udviklet sig et venskabeligt forhold mellem Aage Grut og direktøren for eternitfabrikken i Aalborg, William Johnsen, der beskrev overlægen som »ekstrem positiv« og i besiddelse af »rimelige og moderate synspunkter«.

Og Aage Grut var rigtignok moderat i sit syn på beskyttelsen af arbejderne. Måske var det, fordi han selv havde været så meget igennem, at arbejdernes langsomt udviklende lungesygdomme ikke gjorde det store indtryk på ham. Eller måske fordi han var optaget af udbygningen af velfærdsstaten, der for alvor tog fart i 1960’erne. Han mente, man måtte »afveje det fra arbejderen rimelige krav om total afskaffelse af alvorlige sundhedsfarer med de økonomiske konsekvenser«, som han skrev i et notat til Direktoratet for Arbejdstilsynet.

Sidst i 1960’erne opstod der bekymring om asbestfaren hos organisationer, som Direktoratet for Arbejdstilsynet ikke kunne holde hen med snak og uvidenhed. Skibsværftsforeningen var alarmeret over en advarsel fra WHO om sammenhængen mellem asbest og lungekræft. De frygtede for deres skibe, hvor der var asbestholdige skillevægge og paneler.

I England havde myndighederne fastsat grænseværdier for antal asbestfibre i luften, men Aage Grut modsatte sig ideen om at nedsætte en gruppe under Arbejdstilsynet for at udarbejde retningslinjer for anvendelse af asbest i Danmark. Et sådant tiltag ville ifølge overlægen blot »komplicere tingene«, som overlægen skulle have sagt under et møde med en engelsk læge, der arbejdede som lobbyist for den europæiske asbestindustri. I stedet burde udarbejdelsen af retningslinjer overlades til ham alene. Han ville personligt foretrække »en rimelig og ikke for drastisk« regulering, og som han skrev i sin rapport fra konferencen i Dresden, burde der under alle omstændigheder »samarbejdes med industrien« om reguleringen.

’Så vidt muligt’

Da der i 1970 endelig blev fastlagt et dansk regelsæt for anvendelse af asbest, var Aage Grut hovedarkitekten, og mens reglerne blandt andet indeholdt hensigtserklæringer om »så vidt muligt« at erstatte asbest med mindre farlige materialer ved særligt støvende arbejde, blev der ikke indført grænseværdier efter engelsk forbillede.

For som Aage Grut skrev til Direktoratet, var han »modstander heraf, fordi disse værdier ofte misforstås«.

Først da Direktoratet for Arbejdstilsynet tre år senere insisterede på at indføre en grænseværdi ligesom i England, erklærede han at kunne »acceptere« en gennemsnitsgrænseværdi, »men det må præciseres«, tilføjede han, »at der er tale om et gennemsnit«.

Bogen 'Asbest – magisk mineral og dræberstøv' er netop udkommet på Informations Forlag. Du kan finde mere information om bogen og asbest-sagen på Facebook.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tom W. Petersen

"Han mente, man måtte »afveje det fra arbejderen rimelige krav om total afskaffelse af alvorlige sundhedsfarer med de økonomiske konsekvenser«".
DET er sagens kerne - præcis det.