Nyhed
Læsetid: 4 min.

I husarrest på eget kontor

Musikprofessor Linda Maria Koldau er tilbage på Aarhus Universitet. Hun har været sygemeldt med rygsmerter og stress siden januar, mens sagen om hendes fyringstrussel har rullet i medierne. Mandag havde hun første arbejdsdag på musikafdelingen
Indland
26. marts 2012

Jeg er blevet raskmeldt. Men jeg er stadig fyringstruet. Rektor siger, at man afventer ombudsmandens udtalelse om min advarsel, men advarslen står stadig ved magt, ligesom sanktionerne om, at jeg har mødepligt på universitetet og skal overholde den kollegiale fortrolighed.

Mandag

Der er tavst på gangene på Musikvidenskab. De få kolleger, jeg møder, kigger bare væk, når jeg siger hej. Nogle af de yngre forskere på instituttet, som jeg ikke kender, hilser dog igen. Det er mærkeligt at være tilbage. Jeg føler lidt, jeg har husarrest på mit kontor. Jeg har ikke nogen undervisning, men jeg går i gang med at se på en publikation om musik i den middelalderlige klosterkultur. Meget af arbejdet kan jeg lige så godt lave hjemme som på kontoret. Det meste af mit materiale ligger derhjemme.

Det administrative personale er søde. Vi snakker om alt muligt, men ikke om debatten.

Om eftermiddagen har jeg et møde med en studerende, som jeg underviste i efteråret. Hun vil gerne have tilbagemelding på en eksamensopgave. Det er fint at snakke med hende.

Om aftenen sover jeg i Aarhus, hvor jeg har en seng.

Tirsdag

Jeg vågner med ekstremt svære muskelspændinger og en hovedpine, der tager til i løbet af dagen.

I forbindelse med min publikation om klosterkultur skal jeg til København og studere tre vigtige manuskripter, der ligger på Det Kongelige Bibliotek. Jeg skriver min institutleder en mail om, at jeg tager derover. Egentlig befaler advarslen mig at spørge ham om lov først, men det er latterligt, synes jeg. Jeg tænker, at det er et tegn på imødekommenhed, at jeg i det mindste giver ham besked.

Det er fantastisk at se manuskripterne. Jeg har set foto af dem før, men det er en utrolig oplevelse at sidde med originalerne fra middelalderen. Og så elsker jeg bare København.

Om aftenen er der debatmøde om min sag i Politikens Hus. Jeg er bange for, at der skal komme nogle af mine kritikere og angribe mig med argumenter, som ikke handler om det faglige. Det gør der ikke. Der er stor interesse, og jeg glæder mig over, at der endelig er kommet gang i den debat, som jeg prøvede at rejse i sin tid. Der er også to musikforskere fra Københavns Universitet, som stiller kritiske, faglige spørgsmål. Det kan jeg svare på.

Onsdag

Jeg vågner med smerter igen.

Om morgenen ligger der en mail fra min institutleder. Han mener, jeg har brudt et af punkterne i advarslen ved at tage til København uden at spørge om lov. Han ser sig nødsaget til at give dekanen besked.

Vi har også aftalt et møde om mine fremtidige opgaver på universitetet. Institutlederen har taget kammeradvokaten med, en personalejuridisk konsulent og en sekretær til at tage referat. Jeg har taget en kollega med som bisidder, en advokat fra Dansk Magisterforening i København og to DM-repræsentanter fra Aarhus.

Der er en venlig stemning på mødet. Jeg får to minikurser, som jeg skal undervise i efter påske. De svarer til mine kvalifikationer, og jeg har frihed til selv at tilrettelægge undervisningen. Det er jeg rigtig glad for.

Institutlederen spørger, om jeg er villig til at opretholde det gode samarbejde. Det er jeg selvfølgelig. Han gentager også beskeden fra sin mail om, at jeg har brudt et punkt i advarslen. Jeg siger, at jeg må have samme rettigheder som alle andre til at bevæge mig frit og passe mit arbejde. Han siger, der gælder særlige omstændigheder for mig.

Et kritisk punkt i mødet handler om en mediator, der skal hjælpe afdelingen til at komme videre. Dekanen og institutlederen vil bruge en af konsulenterne bag rapporterne, som jeg har fået min advarsel på baggrund af. Jeg har ingen tillid til hende. DM-repræsentanterne foreslår, at der kommer en professionel mediator udefra. Det forslag bliver nu sendt videre til dekanen.

Mødet varer indtil kl. 14. Jeg bliver på kontoret og arbejder lidt. Så cykler jeg hjem, så jeg kan få lavet noget. Gad vide, om der er nogen, der iagttager min færden og giver meldinger til institutlederen. Jeg har ikke set nogen.

Torsdag
Der er mere liv på gangene i dag. Folk snakker mere med hinanden, end de gjorde før. Jeg tror, min sag har sat nogle positive ting i gang.

Jeg møder ind på kontoret og går i gang med at forberede mig på den nye undervisning. Mens jeg står i kopirummet, kommer en kollega ind. Han ser helt overrasket ud, da han får øje på mig. Han siger hej og skynder sig ud igen.

På biblioteket falder jeg i snak med nogle af de administrative medarbejdere, som jeg har kendt i længere tid. De spørger som de første, hvordan jeg har det oven på min sygdom.

Om aftenen tager jeg hjem til Tyskland til min mand.

Fredag
Jeg arbejder lidt om formiddagen, inden jeg skal på ortopædisk klinik i Kiel. Jeg har en række efterbehandlinger, som det heldigvis ser ud til, at jeg får lov at følge.

Det føles helt o.k. at være rask og tilbage på arbejde igen. Men tankerne, om jeg nu gør noget ulovligt, kører hele tiden rundt i hovedet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Utroligt.

Steffen Gliese

Og nu har Svend Erik Larsen lige hos Krause fået lov at hælde vand ud af ørerne og tale om de mange opgaver, universiteterne har i dag, som umuliggør den helt grundlæggende fordybelse, der er universiteternes eneste raison d'être.
Man må være blind for de arbejdsmuligheder, der er mest nærværende for musikvidenskabsstuderende, når man desavouerer Koldau.
I det hele taget er der en kedelig tendens til ikke at tage de helt nødvendige faglige bidrag fra de specialiserede forskningsområder alvorligt. Men hvis man vil have et andet job end det, som man må formode, at den studerende brænder for, er det jo dét, der bør studeres i stedet. Som studerende ved et universitet er det en kedelig og opgivende holdning, der har bredt sig - for faktisk er det meningen, at man med sit studium også pointerer, hvad der skal lægges vægt på i samfundet - og det har man al mulig ret til at kræve indfriet.

Hun skal da se at få anmeldt den dårligdom som en arbejdsskade, og så skal arbejdstilsynet se på de psykiske arbejdsmiljø i Århus.

Det er forstemmende læsning. Jeg genkender ikke det universitet jeg har gået på, nu er man magtfuldkomne, forfølger folk og skaber medløberstemning på gangene.

I dagens Krause på Tværs udstiller professor Sv.E. Larsen sig selv: han gentager den nedladende holdning, han gjorde sig til talsmand for i en tidl. artikel i Information, hvor han udtalte, at hans kollega professor Koldau ikke har pondus til at udtale sig. I Krause på Tværs siger professor Larsen, at nogle kolleger og andre, der er gået i bladene med det der i hans øjne er løse påstande, ikke har den baggrund for at udtale sig så generelt som de gør.

Radioudsendelsen har foranlediget et Et åbent brev til Niels Krause Kjær.

Linker til en anden blog-artikel på Folkeskolen: Kritik af kritikken

Mht. sanktionen "fast ophold på kontor" så viser den, hvor desperat universitetet har været. Der er langt til verdensklasse, når et universitet vælger at udsende et så anakronistisk signal til omverdenen. Jeg kommer til at tænke på Diderots "Nonnen", hvor Søster Suzanne Simoni isoleres, da hun protesterer over forholdene.

Henning Kjær

Kaldau virker klynkende, selvmedlidende og intrigant. Hun har fået nogle få enkle påbud, men kan ikke forstå en klar besked og overholde dem.
Tirsdag skal hun til København for at kombinere et besøg på Det Kongelige Bibliotek med en debatmøde om aftenen. Det er først samme dag hun meddeler det til sin institutleder og synes det er et tegn på imødekommenhed. Hun kunne ligeså godt have givet besked/spurgt 1-2 dage tidligere.
Det ene sted har hun en seng i Århus, et andet sted cykler hun hjem (Århus?).

Hun siger til sig selv, at hun må have samme rettigheder som alle andre til at bevæge mig frit og passe mit arbejde. For en professor er det åbenbart i kategorien "husarrest" at arbejde på sit kontor på universitetet. Helt ærligt er der nogen der tror Kaldau friviligt ville bruge tid på universitetet og møde kollegaer igen.

Mht. påbud:
Universitetsavisen:
Administrative law expert, Sten Bønsing, a researcher at the Faculty of Law at Aarhus University, comments to Politiken that Aarhus University's new demands are somewhat odd.
Compulsory attendance cannot be given to one employee, without being given to the others, he reckons.

http://universitetsavisen.dk/node/13650

Henning Kjær

Anne Albinus.
Hvis Kaldau ikke opholder sig på universitetet er der ikke noget samarbejde der kommer til at fungere. Så er det jo fint nok at påberåbe hendes ret til fri bevægelighed/at arbejde hjemme, men det skader Kaldau selv i det lange løb. Hun er nødt til at se sine kollegaer i øjnene, og bidrage til konfliktløsning.
Sidste nyt er at Kaldau siger op, men mon ikke nissen flytter med hende.

Tine Arsinevici

Det er nu heller ikke let at være kollega/medarbejder på samme institut, når - bl.a. - Information, Weekendavisen og Politiken så ukritisk bringer ensidigt udvalgte, og i flere tilfælde fordrejede eller direkte forkerte påstande om studierne, mulighederne for at undervise inden for ens felt, studienævnet, ledelsen, administrationen, kollegerne, de studerende... Ikke, at der ikke er noget at kritisere, men flere af os ville deltage langt mere aktivt i en konstruktiv debat, hvis vi ikke hele tiden skulle læse om eller høre på ukorrekte beskyldninger.
Også her er der flere af den slags:
http://arkiv.radio24syv.dk/video/4726590/2003-highlight-koldau
Det er også lidt vanskeligt at se det som et ærligt forsøg på at genoprette et godt samarbejde, at enhver bevægelse, hilsen, bemærkning eller mangel på samme, næste dag kan ses beskrevet i avisen, hvis den altså lige passer ind i den historie, medierne på forhånd har valgt, er den rigtige.

Steffen Gliese

Det er fuldkommen bizart, at en professor, et menneske i den højeste akademiske stilling, vi har, kan blive underlagt sanktioner som disse. Faktisk er det mig uforståeligt, at nogen kan blive underlagt sanktioner som disse, hvor er fagforeningen?

Lene Timmermann

"Forstemmende læsning", skriver Victor Hjort så præcist ovenfor. Selv får jeg desuden associationer til Sibirien - ydmygelse, ufrihed o.lign.
Yderligere forstemmende er indlæggene fra en Henning Kjær og fra en "kollega" - gudhjælpme! - Tine Arsinevici.
Fra min egen studietid i København og Odense husker jeg professorer som nogle meget intelligente, dygtige og inspirerende fagnørder, som ikke forventedes også at være gode til almindelig small-talk og hygge. Og universitets-ledelsen gav dem ihvertfald ikke meningsløse og ydmygende påbud! For hvordan kan et højt fagligt og åndeligt niveau bestå i en sådan atmosfære af smålig nedrighed?

Hvis forholdene på Musikvidenskabeligt Institut er illustrative for den fremherskende ånd på Aarhus Universitet (eller dele heraf), vil det være mest barmhjertigt - og økonomisk - straks at nedlægge det/dem.