Læsetid: 3 min.

Kaos i kulissen på Det Kongelige Teater

Tillidskrisen på Det Kongelige Teater skaber dårligt arbejdsmiljø og i sidste ende ringere produktivitet, mener professor
6. marts 2012

Siden sommeren sidste år har der været rumlen og rumsteren i kulisserne på Det Kongelige Teater. Balletdansere og medarbejderrepræsentanter ruster nu op og holder møder med bestyrelsesformand Stine Bosse uden om den øverste daglige ledelse i form af teaterdirektør Erik Jacobsen.

Men det er hverken sundt eller konstruktivt for arbejdsmiljøet, og det kan i sidste ende fører til dårligere teateroplevelser, mener professor i ledelse og økonomi ved Aalborg Universitet Anders Drejer.

»I sådan en situation holder medarbejderne op med at tale med ledelsen, men giver sig til at tale om ledelsen. Og det stjæler jo en masse tid, og så falder produktiviteten og kvaliteten af det arbejde, der udføres,« siger Anders Drejer.

Han mener, at konflikten kan føre til, at de, der bruger Det Kongelige Teater, kan finde det mindre attraktivt at besøge teatret.

Samtidig kan det blive sværere for teatret at rekruttere de dygtigste i branchen, når arbejdspladsen er præget af ballade.

Holder niveau

Den mangeårige balletkritiker og forfatter Erik Aschengreen mener dog ikke, at miseren i kulissen kan mærkes, når man gæster de gamle teaterscener.

Han er flittig gæst i Det Kongelige Teater, Operaen og Skuespilhuset og mener fortsat, at niveauet er højt på de mange forestillinger, der ryger ud over rampen.

»Både de ældre klassiske forestillinger og de mere eksperimentelle opsætninger har et højt niveau. Som publikum får man fortsat fuld valuta for pengene. Det kan på ingen måde mærkes, at de skændes derinde i øjeblikket – det mangler da også bare, når vi betaler for at komme og se dem optræde,« siger Erik Aschengreen.

Derfor skal man som publikum ikke være nervøs for kvaliteten indtil videre, mener forfatteren.

Danserne formår at holde facaden, så snart de står på scenen, og det kommer ikke bag på Erik Aschengreen.

Disciplin

»I 1950’erne havde de også en misere, hvor balletten var delt i to lejre. Der skete også det ejendommelige, at når de gik på scenen, kunne det ikke mærkes. Så der er altså en professionel disciplin, det må jeg sige. Og det er da imponerende,« siger forfatteren.

Han understreger dog, at anmelderkorpset vil være på vagt overfor staben på Det Kongelige Teater i den kommende tid. Professor Anders Drejer mener også, at der er grund til at holde et vågent øje.

De mange møder og snakken i krogene vil uundgåeligt stjæle tid fra stabens træning. Derfor er det også vigtigt, at teatret som arbejdsplads kommer videre, mener han.

»Det, det handler om nu, er, at ledelsen skal gå i dialog med medarbejderne. Så må man som ledelse tage de tæsk, der kommer fra medarbejdere, der er frustrerede og kede af det. Hvis man vælger at ignorere det, tage diskussionen i aviserne eller tie det ihjel, så bliver situationen kun værre,« siger Anders Drejer.

Striden har stået på siden sidste sommer, da en intern rapport afslørede, at der var voldsomme ledelsesproblemer på teatret med blandt andet kokainmisbrug, mobning og dårligt arbejdsmiljø.

Ifølge bestyrelsesformand Stine Bosse har en fyringsrunde på teatret i januar fået bægeret til at flyde over for medarbejderne.

Hun erkender, at der er en tillidskrise, men mener samtidig, at den massive kritik af direktøren ikke er fair.

»Man er flere om at samarbejde. Jeg ved, at ledelsen vil det her, og jeg stoler på den. Der er en god vilje fra begge sider,« sagde Stine Bosse i aftes, efter at hun havde holdt møde med balletten.

 

 

 

Leder side 2

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu