Der dyrkes ikke mange grøntsager på Nørrebro i København, men taget af Blågårdsskolen er en undtagelse. Her har en gruppe frivillige urbane bønder en køkkenhave med et budskab. En dem er 36-årige Katrine Skovgaard, der er er cand. mag. i æstetik og kultur, feminist og datter af en rødstrømpe.
For Katrine er køkkenhaven og madvarerne en del af hendes politiske og feministiske projekt. Det er en tilbagevenden til en del af feminismen, der har været væk fra ligestillingsdebattens centrum. Hun har til tider haft vanskeligt ved at forklare sin mor, hvorfor hun synes, at madlavning og køkkenhave er så vigtigt, for det kan være svært at argumentere for, uden det lyder som om, man vil sende kvinderne tilbage til kødgryderne. Det er nemlig ikke meningen, for ifølge Katrine Skovgaard skal mændene selvfølgelig være med, og så handler det også om, at enhver ny generation må definere sine egne begreber.
»Det hænger sammen med ambivalensen i menneskets frigørelse. Tidligere var det nødvendigt for feministerne at frigøre sig fra husmoderrollen. I dag kan det være nødvendigt at gøre det her. Også fordi der efter finanskrisen ikke er arbejde at få. Min mor, der er gammel rødstrømpe, forbinder meget af det, vi gør, med en fattigdom, hun kan huske fra sin barndom, og hun har da haft det lidt sådan mærkeligt, med noget af det, jeg har gået og sagt,« fortæller Katrine Skovgaard.
Økofeministerne
Og Katrine Skovgaard er ikke alene i sin aktivistiske køkkenhave. Nanna Kalinka Bjerke, der er feminist, kommunikationsrådgiver og radiovært på det hverdagsfeministiske radioprogram Bom og Bjerke, fortæller, at der især blandt de unge såkaldte økofeminister er en ny dagsorden.
»Måske er det, der er sket, at man har prøvet at skabe et samfund, hvor kvinden i den hellige ligestillings navn skulle sidestilles med manden. Det har man så gjort på en eller anden fast samfundspræmis, hvor kvinderne de sidste 50 år har vist, at de godt kan være ligesom mænd. Det, jeg har kunnet mærke på de unge feminister i dag, det er, at de er meget mere søgende. Der er mange derude, der vil noget andet,« siger Nanna Kalinka Bjerke.
Hun mener, at de unge økofeminister i høj grad er skjulte, for de har ingen klar gruppering eller bevægelse at vende sig imod. For dem bliver feminismen noget de gør, og ikke en forening, de er medlemmer af.
Et feministisk tabu
Efter feminismens anden bølge i tresserne blev livet som hjemmegående husmor et feministisk tabu. Ingen ligestilling uden selvstændighed og ingen selvstændighed uden egen indtægt og økonomisk uafhængighed.
Næsten et halvt århundrede senere er moderne kvinder begyndt spørge, om det er på tide at se tilbage og overveje, hvad der i sin tid blev efterladt i køkkenet.
I en mere radikal udgave har disse tanker i USA udviklet sig til en bevægelse af kvinder og mænd, der både er veluddannede, oplyste og hjemmegående. Det fortæller Shannon Hayes, der har givet navn til de såkaldte radical homemakers. Hvis man vil tale med hende, skal man ringe inden halv otte om morgenen, før både børn og dyr skal fodres på den lille gård i delstaten New York, hvor hun bor og arbejder med sin familie. Shannon Hayes har en ph.d. i bæredygtigt landbrug, og udover husdyr, familie og have passer hun en spirrende deltidsforfatter-karriere.
»Feminisme handler om magtbalancer. Og radical homemaking handler om magtbalance på verdensplan. Hvad med de mennesker hvis land vi ødelægger, fordi vi ikke vil dyrke vores egen mad, hvis vand vi forurener for at få adgang til billig elektronik, eller i hvis lande vi driver miner for at blive ved med at forbruge,« spørger Shannon Hayes.
Hayes og de andre homemakers, er ikke ude på at vende tilbage til det stille husmoderliv, hvor man spændt venter på forsørgerens tilbagevenden fra kontoret, men samtidig køber de heller ikke det ligestillede arbejdsmarkeds krav om maksimal tilstedeværelse, første chefjob inden 35 og familieliv på karrierens præmisser med små børn og konstant dårlig samvittighed.
For hende er det bæredygtige fundamentalt hjemmet, familien og nærmiljøet, og der er her kampen for ligestilling starter. Man må nemlig ikke glemme den kritik af det maskuline, kapitalistiske samfund, der også er en del af feminismen.
Ringen sluttes
Ingen dansk Shannon Hayes har endnu givet navn til en tilsvarende bevægelse her i landet, men mange mener, at ligestillingsdebatten her også bør handle om andet end kvindekvoter og tabermænd. Og det gælder både dem, der flytter på landet og dem, der bliver selvstændige erhvervskvinder.
I nærheden af Lejre er 29-årige Marie Hertz flyttet hjem til sin fædrene gård, hvor hun nu bor med sin mand og fem sammenbragte børn. Hun er uddannet sygeplejerske, kalder sig moderne feminist, og ser intet modsætningsforhold mellem det og en midlertidig rolle som hjemmegående husmor samtidig med, at hun læser en kandidat i sundhedsfremme på Roskilde Universitet:
»For mig handler feminisme i dag også om at komme tilbage til rødderne. Man vil både give sine børn noget god mad og samtidig stå på egne ben. Jeg mener lidt, at ringen sluttes, for nu har feminismen været derude, hvor man ville droppe alt, der havde med det traditionelle at gøre, men nu er man der, hvor man fra et mere oplyst standpunkt godt kan bruge noget af det igen,« mener den nyvalgte formand for Lejre Fødevarefællesskab.
Men for at udfordre det almindelige arbejdsmarkeds krav til kvinder behøver man hverken være økofeminist, urban bonde eller flytte på landet. Det fortæller 37-årige Anette Tvedergaard Madsen, der er professionel blogger og indehaver af blandt andet Babybusiness.dk. Hun begyndte sin karriere som blogger, da hun var på barsel. Delvist på grund af en aversion mod en babyindustri, der lever af mødres frygt for ikke at give deres børn det bedste og delvist på grund af en nybagt mors interesse for børn.
»Jeg blev selvstændig for at kunne disponere over min egen tid. Jeg fandt senere ud af, at det tager mindst lige så lang tid at være selvstændig, men jeg har en frihed, jeg ikke havde som lønmodtager,« fortæller hun.
Anette Tvedergaard Madsen mener, at der en bølge blandt feminister, som kæmper for at få mere tid, og stiller sig selv spørgsmålet: »Vil jeg virkelig bruge så stor en del af min tid på arbejdsmarkedet, hvis jeg ikke synes det er sjovt?« Hun mener, at der stadig er mange feministiske kampe på hjemmefronten, som endnu ikke er taget, og at arbejdsmarkedets krav om tilstedeværelse i høj grad har givet kvinder dobbeltarbejde i stedet for at give dem frihed.
Feminismen anno 2012 er en polariseret debat, hvor man nemt kan komme til at føle sig som en elefant i en glasbutik, når man vil debattere emnet. Men samtidig er der en enorm interesse for køn, fortæller Nanna Kalinka Bjerke.
I hendes feministiske radioprogram oplever hun, at især de helt centrale emner er til debat:
»Vil man være samfundsbevarende eller samfundsændrende? Det er jo den store diskussion. Den har sin politiske rod, og i mange år har man i main-streamingens navn forsøgt at gøre så mange til feminister som muligt. Nu er det måske tid til endnu en gang at skille fårene fra bukkene og erkende feminismens politiske kontekst.«
At der er tale om gammelt tankegods, der har fået en ny form bekræfter kønsforsker og lektor på Roskilde Universitet Karen Sjørup
»Lige fra 70’er kvindebevægelsens første dage har denne økofeminisme eksisteret. Den har været mere usynlig i en del år, men har levet i for eksempel kollektivbevægelsen,« fortæller Karen Sjørup.
I dag mener hun, at de færreste har lyst til at melde sig helt ud af samfundet, men i stedet tager visse aspekter og ændrer livsstil mere end fundamental livsform.
Igen dette med at 'melde sig ud af samfundet' - det kan man slet ikke, man er dømt til at være en del af samfundet, fra man bliver født; men man er ikke tvunget til at være en del af arbejdsmarkedet, der er noget helt andet, udenfor samfundet, noget privat.
Det er ikke muligt at være feminin i et køkken?.
Ligestilling er blevet et ekstrem. Muligvis fuldkommen afsporet fra essensen, at skabe balance for mennesker.
Så kan man se på individet, og herefter mulige kønsrelaterede adfærdsmønstre.
Men væk fra køkkenet kom de færreste jo, de blev bare alene om det.
Jeg er helt med på der stadig er meget at ønske, men jeg synes det bliver grebet skævt an. Faktisk kunne jeg godt frygte det med tiden graver grøften endnu dybere. Hvis det er muligt.
Hvor langt ned i lortet skal mændene før at kvinderne er tilfredse?! Vi burde hellere diskutere hvordan kvinderne har skubbet mændene ud på sidelinjen. Tilbage til traditionelle feministiske værdier?! Tilbage til ''All men are rapists''!?
Siden 2060’erne har mandekæmperne indtaget uddannelsesinstitutioner og arbejdsmarked, men flere moderne maskulinister mener, at kampen er kommet for langt væk fra autoværkstedet, og det er på tide at finde den klassiske kritik af det feminine samfund frem igen.
Jeg kan ikke se hvad køn har med den beskrevne kulturkamp og samfundskritik at gøre. Opgør med uholdbar materialisme er da ikke kun et feministisk projekt.
Kan man reelt set overhovedet melde sig ud af samfundet?
"Man må nemlig ikke glemme den kritik af det maskuline, kapitalistiske samfund, der også er en del af feminismen."
Skriver feministen, Tja...det bliver lidt svært, med en overvægt af kvinder i uddannelsessystemet og kvindekoter, samt overvægten af kvinder i samfundets kontrolfunktioner.
Det kapitalistiske samfund er sgu blevet feminint, så der er nok feministerne selv de skal kritisere, men som hun selv skriver, så er de lidt svære at tale med.
(Hun har til tider haft vanskeligt ved at forklare sin mor, hvorfor hun synes, at madlavning og køkkenhave er så vigtigt, for det kan være svært at argumentere for, uden det lyder som om, man vil sende kvinderne tilbage til kødgryderne.)
Så måske er kvindekamp i virkeligheden frigørelseskampen fra mor.
Nu har kvinderne kæmpet i 70 år, siden tresserne - for at erhverve sig institutionernes lederposter, det politiske christiansborg, og nu også krav om større grad af erhvervslivets bestyrelsesposter. Hvad gør mændene så, ja de kaster sig over kødgryderne, den økologiske radisse, hemmeligheden bag den unikke eddike og hverdags kål for feinsmeckere.
Nu er der krise og kvinderne vil tilbage til kødgryderne - hold jer væk siger jeg bare :)
øøhh så 50 år da..
Hun må ikke være rigtig klog.
Hvem pokker har lyst til at spise noget dyrket MIDT I BYEN.
Så hellere tygge lidt på et Duracell batteri. Det kan umuligt være mere usundt.
Det hele virker enormt utilgængeligt , intellektuelt , elitært og fortænkt.
'Feminist' er en identitet som enhver anden. Det moderne menneske skal have defineret et projekt og en identitet for sig selv, for ikke at føle sig ubetydelig og overset.
Feminismen har muligvis haft en historisk berettigelse engang. Idag er den ret beset anakronistisk i vores del af verden.
Feministerne har forlængst nået deres oprindelige mål. Om det så har været ved egen fortjeneste eller de økonomiske omstændigheder, kan man diskutere - men den har reelt ingen eksistensberettigelse længere.
Dette er er imidlertid et argument, der naturligvis preller af på kvinder, der har defineret deres projekt og identitet som feminist. Men projektet må nødvendigvis redefineres, så det bliver tdssvarende.
Og så kan køkkenhaver og børnepasning, hvor ironisk det end kan forekomme, passende udgøre den nye hellige gral for feministerne.
Men man skal ikke lægge for meget i det.
Som Johannes siger, så har det bare været en lang, og måske nødvendig, omvej tilbage til det, der i virkeligheden interesserer de fleste kvinder mest.
Tillykke med det.
/O
Jeg har haft problemer med børnenes mor, og forsøgte at bringe sagen ned i familierådgivningen i Aalborg.
Det skulle jeg aldrig have gjort. Sagsbehandleren hun brugte en "institutionsregel" - til at tvinge mig i knæ og give moderen ret til at slippe.
En institutionsregel, som over-rulede loven om fælles transport og som indeholdt.
Konsekvens: istedet for 15 min. i bil til skole, skulle jeg og mine børn med 3 busskift for at nå skole og børnehave. Og jeg tre busskift tilbage. Samme når de skulle hentes igen. Moderen skulle nu hverken afhente eller levere børnene mere. Og istedet for at stå op klokken 7, skulle ungerne op klokken 6.
Da jeg undersøgte lovgivningen, fandtes denne regel ikke - og jeg forlangte en "ommer" og en mandelig rådgiver.
Mandelig rådgiver fik jeg ikke, men derimod nu 2 kvindelige rådgivere til mødet. De måtte indrømme at denne instutionsregel var løgn og latin.
Men på tværs af børnenes ønsker, vendte de efterfølgende sagen på hovedet, skrifteligt. Nu tilsidesatte de skriftligt børnenes tarv, og forfordelte moderens tarv - om at hun havde godt af at kunne sove længe på sin fridag "mandag".
I klage punkt nr. 2 fra min side - som gik på at den nuværende delng af efterårs ferien, hvor moderen havde ugerne 5 dage og jeg 4 dage. Ville moderen nu have ungerne 5.5 dag og jeg så 3.5 dage med mine børn. Igen ønskede børnene at komme over til faderen i alle 4 dage.
Det blev også vendt på hovedet, med begrundelse at børn har det bedst hos deres mor.
Så de valgte skriftligt igen, "at tilside sætte børnenes ønske".
MEN jeg kunne jo bare klage til "hoved"-Familierådgivningen i København. Men jeg skulle sende klagen til Aalborg afdelingen først. Og jeg skulle påregne at så ville børnene blive indkaldt til forhør.
Længe leve det stærke køn. Var det "manden" I sagde?
Marie Spliid Clausen.
Jeg er enig. Beklager.
@ Torben
"Længe leve det stærke køn. Var det “manden” I sagde?"
Men hele vejen igennem din kommentar siger du DE.
Med mindre du tiltaler din eks som en kongelig er det vel nærmere etablissementet du skal vende din galde imod?
Hvis man så holder sig til teksten, så kan jeg faktisk ikke se at der er nogen væsentlig forskel på hvad (tænkende) mænd og kvinder spekulerer og handler over - i en verden hvor "familien" mange steder er ved at bryde sammen - i stress og manglende tid - og hvor man glemmer at "føle på sig selv" og kunne have tid til at leve og fordybe sig, og have virkelig overskud til at "mærke hinanden" og "naturen".
Undersøgelser viser at folk med de laveste uddannelser er de bedste til at passe på deres børn. Og en af årsagerne er at de har mere tid, samt overskud til at involvere sig mere i den lokale sports forening, måske ikke som klubbens bestyrelsesformand - men som ham/hende der løber rundt med ungerne.
Kvindekampen virker meget som arbejder-bevægelsens kamp - de har begge haft deres berettigelse.
Tror flere og flere kvinder (og mænd) har det som arbejderbevægelsen må føle, blandt andet i forbindelse med ledernes og især bank-ledernes enorme lønforhøjelser i en tid hvor der skal vises mådehold. Sammenholdt med det enorme tab af tid til familie, venner og hobbies det må være at møve sig helt op til en post i bestyrelserne:
Så lad dem dog gøre det - lad dem rage til sig af magt og penge - Det er squ ikke det værd. Livet er så kort - og tiden vi har med vores børn er endnu kortere.
Jeg ved ikke hvor mange 40-50 årige "forretningsmænd" der har stået til deres jubilæum og vrælet over hvad de er gået glip af - på den konto. Skal vi til at se "karriere" kvinder på 40-50 gøre det samme.
Så hellere muligheden for at kunne slippe tastaturet, eller mureskeen - tag en pjæktime eller dag - og bage et godt brød.
Essensen er efter min mening et klart samfundsproblem der berøres - og ikke en køns problem. Tror at de fleste kvinder har et" indre følsesregister" der reagerer hurtigere, kroppen og det mentale helbred er simpelthen nødt til at sige fra noget før. Og det er noget af det vi skal frem til.
Vores samfund skal simpelthen blive mere feminint og mindre maskulint - Så jeg synes at feministerne skal åbne mere op - istedet for at lukke sig om sig selv. Det skal lykkes i fællesskab.
Hvem i hulen siger man ikke kan have en benhård superkarriere på 20-25 timer om ugen - plads til ungerne kommer hjem - og tid til fordybelse og kødgryderne.
En familie har manden som håndværker og kvinden som lægesekretær - hvor hver arbejder arbejder 25 timer om ugen - har da rigelig med indkomst.
Hæ, jeg tror sgu jeg er økofeminist og altid har været det. Der ser ud til at være vide rammer ;-)
Og selvfølgelig brokker de sædvanlige mænd sig og gør sig lystige, mens de demonstrerer med automatpiloten, at de enten ikke har læst artiklen, eller ikke har forstået den.
@Inger Sundsvald
Heh. Jeg opfatter såmænd mændenes gøren sig lystige og brokkeri, som en afart af dengang de hev pigerne i fletningerne for at få deres opmærksomhed.
Sådan lidt sødt-kejtet. :-)
Marie Spliid Clausen
Nu har jeg læst Torben Selch komentar flere gange og kan ikke se at han tilnærmesesvis skriver:
"Min ex er en beregnende møgso der har sparket mig i kronjuvelerne.
Derfor er alle kvinder løgnagtige beregnende møgsøer. Ned med dem!
Og så skide være med de kvinder der sidder og forsøger at diskutere hele samfundsstrukturer, diskurser og værdier. De er fulde af løgn er de. For jeg har selv oplevet ét tilfælde, hvor en kvinde fik medhold over mig."
Men jeg kan se at du skriver det.
Og personligt vil jeg da være tilbøjelig til at give dig ret, hun lyder ikke serlig behagelig og sagsbehandlingen ikke serlig rimelig, men selv havde jeg nok valgt et lidt mere diplomatisk ordvalg.
Og så er det dejlig befriende at alle kan skrive hvad de lyster her på information, uden at nogen gør sig til overdommer og vurdere hvad der må stå hvor....
I øvrigt syntes jeg at det hæsligste ved kvinder, er glæden ved at sparke til en som ligger ned.
Det afskære for mig en vær for for respekt og det er egnlig et stort tab.
Nu er det jo sikkert interessant at diskutere moren til Torbens børn, men da det ikke er ham der har skrevet artiklen, er det jo ikke lige emnet. Man kan godt blive lidt forvirret, når f.eks. der står at Nanna Lüders Jensen er en af personerne i artiklen under artiklens emneord.
Men kunne vi ikke vende tilbage til ”økofeministerne”, og holde de private relationer udenfor.
Inger Sundsvald
Nå... nu er det mig der er forvirret, troede de talte om Torbens kone og sagsbehandling...
Og hvad økofemenisterne angår så er der vel ikke andet at sige end: Vi lever i et frit land hvor alle må rode rundt i have og køkken alt det de løster uden at skulle spørge nogen om lov til det.
Selv har jeg såt græs i hele skidtet og dyrker kun krydreurter og chili, og det har jeg gjort helt uden at blive medlem af en mandeforening eller skrive avisartikler om det....griner
Nu er det jo Torben selv der skriver, at han ”har haft problemer med børnenes mor”.
Det kan du dårligt bebrejde mig. Det er inderligt uvedkommende i forhold til artiklen, ligesom graden af din forvirring og din græsplæne.
Marie
jeg kunne da godt tænke mig at vide hvilken samfunds model i kunne tænke jer. Hvis i altså kan blive enige om det.
Og al snak om manden som matrialist, kvinden øhh jah. Må øjeblikkeligt stoppe.
Kvinder er ligeså glade for matrialismen som mændende er, forskellen er bare at de ikke kan se det. For er der en reel forskel på at være vild med elektroniske gøjl, eller være vild med smykker, tøj, pynte genstande, blomster, få sine to latte nede på cafen hver dag, og et hjem designet ned til mindste detalje.
Nej vel. I kvinder burde klappe i jeres små hænder over matrialismen og kapitalismen, det er det der har "frigjort" jer og som nu gør det muligt for kvinder at få Opfyldt "alle" jeres "drømme"
uden alt dette selv centrering Og have mere og mere mentalitet. stod kvinderne sku stadig foran kødgryderne.
Vores nuværende samfund er da i højgrad i kvindernes interesse, og scandinavien er da om noget mere feministisk samfund end maskulint samfund.
Interessant: nogle feminister kræver lige repræsentation af virksomhedsbestyrelser mens andre som økofeministerne spørger:
' Vil jeg virkelig bruge så stor en del af min tid på arbejdsmarkedet, hvis jeg ikke synes det er sjovt?'
Der er ikke fodslav i den bevægelser mere. Man kan under sig over hvad begrebet 'feminisme' egentlig betyder i vore dage bortset fra en tomt plus ord
Der er så ingen enighed:
Selv mener jeg at både mine chiliplanter og græsplæne anlagt og plantet uden at skulle inderage mandeforeninger og avisartikler er meget relevante i denne debat.
Og jeg er desuden helt og aldeles overbevist om at min forvirring har meget mere relevant end din forvirring..griner
Men bebrejdelserne overlader jeg helt til dig,.. griner
Det er blevet sagt at i enhvert menneske findes en kvinde, en mand og et barn.
Barnet i os selv har de fleste mistet forbindelsen med.
Den største forskel mellem mænd og kvinder består i at mænd er fjolser og kvinder tåber.(ukendt)
For at danne en bevægelse behøver man kun 12 klageoggræde koner og en præst.
For at danne en bevægelse behøver man kun 12 klageoggræde koner og en præst.
Godt jeg ikke blev præst...griner
Da jeg i 1968 flyttede på et DtH-kollegium, havde man i Polyteknisk Forening været så fremsynede, at belægningen stort set var 50%-50%. Det betød at en del studiner fra KU og andre steder fandt vej helt ud til Lundtofte. Sikke nogen fester vi havde – ingen behov for kønskvotering – der var lige mange af hver slags, drenge og piger af alle køn …
Men så begyndte det – i drenge mener jo, at vi piger bare skal blive ude i køkkenet og føde vores børn dér. Det var første gang jeg begyndte at filosofere lidt mere over tilværelsens mysterier, for hvor fanden havde de nu lige det pjat fra …
Manden i kjolen kan så sætte deres hår, give dem make up på, tilpasse deres tøj,lave deres mad trøste dem når manden ikke længere vil være påklædnings dukke, deres bedste veninde.
Jeg kan godt se det. Det er svært at finde ud af det med kvinder. De passer overhovedet ikke ned i skabelonen ”kvinde”. Begrebet feminisme er slet ikke til at få styr på.
Nogle er vilde med smykker, tøj, pyntegenstande og blomstrede vattæpper, og andre er ikke. Nogle skal have en mand til at forsørge sig, og andre klarer den sag selv, og gider ikke overhovedet ikke at bruge al deres tid på arbejdsmarkedet, men vælger at prioritere.
Nogle finder at uddannelse, selvstændig virksomhed eller offentlig ansættelse er sagen, og andre har helt andre prioriteter.
Næ, det er ikke nemt. Så er mænd helt anderledes nemme og ens…
Hehe... fnis.... Inger. :-)
Ja det er jo ikke til at forstå, Jan Weis ;-)
Kære Inger et al.,
hold da kæft, sikken en travl dag I har haft, det er forstået - men hvor mange "kampe" har I så vundet ...
Gu' er vi nemme og ens og alligevel flagre kvinder rundt og kan ikke få det til at virke med nogen af os.
Det kan jo få selv den nemmeste, at undres.
Kære Jan Weis
Desværre har ”vi” ikke ”vundet” nogen ”kampe”. Det var heller ikke meningen. Jeg, for midt vedkommende, deltager, i håb om at yngre kvinder vil få lige så gode vilkår som jeg har haft. At få de gamle ronkedorer til at fatte at de graver deres egen grav, ligger over min formåen. De lærer kun på den gammeldags hårde måde: ”Den der ikke vil høre må føle”. Det er lidt synd.
Kæreste Inger Sundsvald,
sikkert stemplet som det du vidt og bredt kalder en ronkedor - der dog ikke er ens i begge ender, som visse andre skabninger - må jeg absolut fraråde Jeres døtre, at lytte alt for meget til dette uartikulerede fniseri fra deres mødre - og i stedet danne sig deres helt egen opfattelse af virkelighedens verden i dag - medens der stadig er mænd til, der kan huske historien og endnu ikke er nået helt til bunds med deres gravgraveri, og som derfor stadig kan spørges til råds ...
Inger sundsvald:
"Men kunne vi ikke vende tilbage til ”økofeministerne”, og holde de private relationer udenfor"
Øv, nu sad jeg ellers lige og ventede spændt på nye fortællinger om din mytologiske ægtemand;)
Lad os derfor sige pænt adieu til de gamle rynkedoraer og prise os lykkelige over Johanne, Pernille, Rosa og Stine fra EL – fire sande gudsbeviser …
Inger
Jeg tror lidt de kæmpende kvinder med ondt i røven, beder om at blive proppet i en bås, når nu de så flot selv propper manden i en bås.
Når kvindekamp bevæger sig fra at være en ligestillings kamp til, at bevæge sig over i forfordelings Kamp for det ene køn. Fordi man ikke har indset at Rigtig mange mænd og kvinder har stadig forskellige interesser og holdninger om hvad man skal opnå og bruge sit liv på.
Der er altså grunde til hvorfor det stadig er mænd på topposter, har en højete genemsnit. Inkomst.
Det er altså ikke fordi mænd er nogle undertrykkende onde nogle der bare vil have kvinden i hjemmet.
Men nok Snare fordi der er en str. Procentdel af mænd der er karriere Orienteret og hvoraf hovedparten arbejder i den private sektor hvorimod langt den største procentdel af kvinder stadig heri i 2012 er ansat i det offentlige, altså sociale og de tidligere sikre job.
Derfor har jeg svært ved at se den ligitime grund for kvoter og forfordelings pjat.
For kvinder i dagens Danmark er så skide previligered, at kræve mere og mere får lyd af en omgang klynk/hævn. Kald det hvad du vil.
For hulan da hele undervisning, pædagogikken er tilrettelagr til Piger, der er ikke plads til de mere udadfarene fysiske drenge.
Et andet problem er at hvorimod kvinder faktisk gerne må være dit og dat uden alt for meget panderynken, så bliver mænd i høj grad hold fast i gammle stereotyper. Nævn blot en kvinde der vil have en mand uden solid indkomst etc.
Mange Kvinder snakker stadig om de vil have en rigtig mand med en god indkomst. Hvad er det for noget pis.
Mange Mænd bliver stadig kigget ilde på fniset af eller får smækket homo/ svans markaten på ryggen hvis de vælger "forkert".
Så mandlig ligestilling kunne vi nu også godt bruge.
@Inger: Kan du give et bud på hvad det vil sige at være feminist idag?
Hvis det blot er at acceptere ligestilling og ligeværd så de de fleste af os jo feminister - men så bliver begrebet jo temmelig intetsigende
Åha, tilbage til gadekæret. Djapadjapaduuuh.
Min mor hun var en frue,
Nu gør min kone superrent,
med økosaft
og muskelkraft,
hun dyrker økologisk the
og hakker jorden med en le
for min kone er moderne
bruger aldrig mer sin hjerne
Hun er feminist med hjerte
serverer hjemmebag og tærte
Når farmand mangler energi
Så hænger hun da bare i
Hun viser aldrig hun er vred
I køkkenet hun finder fred
hun fodrer husdyr, børn og mand
med økogrønt og regnvand
Hun er en feminist af gavn
blød og rund og dejlig varm
så journalisten næsen flæber
Åh, feminist: Kys mine læber.
@ Ole Falstoff
Inger HAR givet svar på hvad "Feminist" er i dag.
Hvis det skulle være lykkedes dig at misforstå hvad det var hun skrev, så citerer jeg gerne så du lige kan få den en gang til.
Inger skrev:
Jeg kan godt se det. Det er svært at finde ud af det med kvinder. De passer overhovedet ikke ned i skabelonen ”kvinde”. Begrebet feminisme er slet ikke til at få styr på.
Nogle er vilde med smykker, tøj, pyntegenstande og blomstrede vattæpper, og andre er ikke. Nogle skal have en mand til at forsørge sig, og andre klarer den sag selv, og gider ikke overhovedet ikke at bruge al deres tid på arbejdsmarkedet, men vælger at prioritere.
Nogle finder at uddannelse, selvstændig virksomhed eller offentlig ansættelse er sagen, og andre har helt andre prioriteter.
Dvs der findes sådan ca lige så mange forskellige slags feminisme som der findes kvinder.
Kvinder er nemlig først og fremmest mennesker, og som det er almindeligt anderkendt hos de fleste, så er mennesker forskellige.
Som man siger i Feng Shui - filosofi omkring indretning af sin "bolig": En stol er en stol er en stol.
http://politiken.dk/indland/ECE1565671/filosofiprofessor-smykker-sig-med...
Jeg får mere og mere respekt for manden der i sin flugtstol drak sin øl medens hans kone ordnede have.
Han sagde: "Hvis hun har lyst,jeg har ikke" og sidegevinsten er at nabokællingen bliver helt åndsvag.!
Jeg er enig med Andreas Krog.
Derudover vil jeg gerne fremdrage min gamle kæphest - nemlig den omsiggribende brug af ævlebævle-udtrykket "at læse en kandidat", som man også kan finde i ovenstående artikel.
Jeg har tidligere gjort mig lystig over dem, der ureflekteret bruger udtrykket og retorisk spurgt, om det monstro skal forstås sådan, at man håndaflæser kandidaten eller hvorledes:
http://www.information.dk/276801
En simpel Google-søgning afslører imidlertid, at udtrykket bogstaveligt talt er eksploderet i anvendelse og nu bruges selv på Københavns Universitet.
Det er lidt paradoksalt, at selv angivelige akademikere ikke tænker mere over betydningen af deres sprog, og således er ligeglade med den sproglige betoning af sondringen mellem personen og graden.
Gik man op i en sådan sondring ville man bruge udtryk som "læser til kandidat", "studerer for at opnå en kandidat-grad" eller "læser på kandidat-overbygningen", men de er selvfølgelig meget længere og måske derfor knap så bekvemme at indtaste i en sms på en iPhone eller hvad der nu til dags måtte være ungdommens foretrukne udtryksform.