Nyhed
Læsetid: 3 min.

Ledelsen opfordrede til mobbeanklager

Institutleder opfordrede selv musikprofessor Linda Koldau til at rejse mobningsanklager mod tre kolleger, inden der var forsøgt at mægle mellem parterne. Anklagerne blev senere brugt som bevis på, at Koldau alene var skyld i samarbejdsproblemerne
Indland
28. marts 2012

Det var på opfordring fra institutleder Niels Lehmann, at den omstridte musikprofessor Linda Koldau sidste sommer rejste officielle mobningsanklager mod tre kolleger på Musikvidenskab på Aarhus Universitet, viser institutlederens egen redegørelse til ombudsmanden. Ledelsen har senere, i den skriftlige advarsel til Koldau, brugt mobbeanklagerne som bevis på de samarbejdsproblemer, hun har forvoldt på afdelingen.

Institutleder Niels Lehmann ønsker ikke at kommentere sagen, med henvisning til at det er en personalesag. Men i sin redegørelse til ombudsmanden beklager han, at han ikke har nået at tale med Koldau specifikt om mobningsspørgsmålet. I stedet spørger han i en mail Koldau, om hun ønsker at rejse en egentlig mobningsanklage.

»Af hendes svar fremgår det, at hun ikke har blik for den situation, den anklagede kommer til at befinde sig i, idet hun anholder min anvendelse af ordet ’anklage’,« skriver Niels Lehmann i sin redegørelse.

Linda Koldau opfattede anklagerne som en del af en udredning omkring mobning og bekræfter, at hun ikke kendte til de alvorlige konsekvenser af den slags klageprocesser fra Tyskland.

»Det er jo utrolig dårlig ledelse, at institutlederen allerede dengang var opmærksom på, at jeg ikke forstod konsekvenserne af anklagerne, men bare lænede sig tilbage og lod konflikten eskalere,« siger hun og tilføjer, at mobningssagen har voldt alle involverede stor skade.

Leif Søndergaard, der er medlem af hovedbestyrelsen i Dansk Magisterforening og fællestillidsrepræsentant på Københavns Universitet, undrer sig over forløbet.

»Det ser ikke godt ud, hvis ledelsen først opfordrer hende til at klage, og bagefter klandrer hende for at fremsætte anklagerne, når det viser sig, at det ikke kan bevises, at der har fundet mobning sted,« siger Leif Søndergaard.

Begyndte med en mail

Linda Koldau gør allerede i efteråret 2010 institutleder Niels Lehmann opmærksom på, at hun føler sig talt ned til og udelukket af et par kolleger. I januar 2011 anklager hun første gang en kollega for mobning. Årsagen er, at en kollega som svar på Koldaus sygemelding til et læremøde rundsender en mail til hele lærergruppen, hvor han betvivler, at hun virkelig har influenza. Efter institutlederen har talt med de anklagede, konstaterer han, at der ikke er tale om mobning, står der i redegørelsen.

Først efter mediedebatten i sommeren 2011 tager Niels Lehman spørgsmålet om mobning op med Linda Koldau og spørger, om hun ønsker at rejse en sag. Kol-dau svarer, at der udover den omtalte mail, også har været to andre sager, hvor hun har følt sig ekskluderet, og hvor en kollega har udtrykt en nedsættende holdning til hendes tilgang til musikvidenskab. Herefter sætter institutlederen gang i konsulentudredningen af de tre mobningsanklager.

En mobningsanklage kræver som minimum af ledelsen, at man snakker med alle parter, siger lektor i psykologi Annie Høgh, Københavns Universitet, der forsker i mobning på arbejdspladsen.

»Hvis en leder kun hører dem, der bliver anklaget for mobning, kan det virke som, at man tager parti for dem. Så svigter man sit ledelsesansvar,« siger Annie Høgh.

Det samme siger Leif Søndergaard: »Den ansvarsfulde ledelse ville med det samme sige, hvad er det, der gør, at du har følt dig mobbet, og så få hjælp til mediering mellem parterne. Det virker meget nonchalant bare at sige: Klag du bare,« siger Leif Søndergaard.

Annie Høgh vil ikke anbefale mediering, hvis der er tale om rigtig mobning. Men det kan anbefales til en konflikt under optrapning, inden den udvikler sig til mobning, siger hun

Men ledelsen har ikke forsøgt sig med mediering i Koldau-sagen. Ifølge institutleder Niels Lehmann skyldes det mobningsanklagerne: »De tre mobbeanklager lagde alvorlige hindringer i vejen for straks at forsøge at mediere mellem LMK og de øvrige kolleger.«

Den eksterne konsulent fandt i december mobningsanklagerne fra Koldau grundløse. Dog konkluderer konsulenten, at den omtalte mail, der satte gang i anklagerne, var skrevet i en »respektløs sproglig tone«. Konsulentens udredning betød, at Koldau i januar fik en advarsel, hvori hun blev bedt om skriftligt at undskylde over for dem, hun har følt sig mobbet af, hvis hun vil undgå fyring. Linda Koldau har nu selv sagt op.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jan Løhmann Stephensen

Ovenstående er så endnu et eksempel på, hvordan Informations kampagnejournalister Lise Richter og Emil Rottbøll ukritisk lader sig besnære af Linda Maria Koldaus noget alternative forhold til virkeligheden. For endnu en gang er der noget der skærer i forklaringen.

Ifølge Koldau, artiklen og ikke mindst dens overskrift bør læseren således stå tilbage med det indtryk, at det er institutleder Niels Lehmann, som nærmest har lokket Koldau i en fælde, ved først at opfordre hende til at rette mobningsanklager imod 3 kollegaer, for derefter at bruge det faktum, at hun overhovedet har rejst denne — i øvrigt grundløse, ifølge konsulenterne — anklage, imod hende.

Hvis man derimod konsulterer Koldaus indlæg (“Hendersons datter, 2. episode”) på bloggen professorvælde (http://professorvaelde.blogspot.com/2012/02/nogle-professionelle-konsule...), som i denne sag har været endnu et villigt medie for Koldaus virkelighedsforvrængninger, kan man imidlertid under et “dagbogsindlæg” dateret 30. juni 2011 læse følgende:

“Kære dagbog, nu har også min institutleder truffet en rigtig klog beslutning: Han vil nu endelig ansætte en konsulent for at kigge på den der mobbende mail som jeg fik i januar! Min fagforenings-tillidsrepræsentant havde jo opfordret ham med det samme, da jeg fik mailen, men det tog nok lidt tid, indtil han kunne træffe denne beslutning. Så håber jeg, at der vil nu endelig blive kigget på de mange tilfælde, hvor jeg har følt mig mobbet af tre kollegaer. Mon der alligevel findes en bedre fremtid på min afdeling?”

Ifølge denne udlægning er det altså ikke institutleder Niels Lehmann, som er indstifter af ideen om en mobningsanklage, men derimod fagforeningstillidsrepræsentanten.

Tilsvarende lyder det på følgende vis i Koldaus egen kronologiske redegørelse, som hun linker til på forskningsfriheds-bloggen (http://ffarkiv.pbworks.com/w/file/fetch/51532413/Aarhus-kronologi-Koldau... ):

“25. juni 2011. Efter pres fra DM beslutter institutlederen at indlede en udredning af mine mobningsklager mod to kollegaer og faglederen.”

Altså: på ikke blot opfordring af, men endog efter pres fra fagforeningen (eller dens repræsentant). Og endnu en gang meget langt fra efter pres fra institutlederen. Tværtimod, tør man vel sige, hvis ellers beskrivelsen står til troende.

Det ville med andre ord næppe være misvisende at postulere, at der er en afgrundsdyb forskel på Koldaus forskellige udlægninger af forløbet. Hvilket selvfølgelig rejser spørgsmålet om, hvilken er den rigtige? Hvorfor hun giver to — så vidt jeg kan vurdere — gensidigt udelukkende forklaringer? Ligesom det vel også bør rejse spørgsmålet om hvorvidt dette er en enlig svale eller en mere systematisk tendens? Samt mere overordnet: hvorfor Information ikke har spurgt ind til dette åbenlyse misforhold i stedet for endnu en gang at agere mikronfonholder for Koldau?

Steffen Gliese

Nu er det altså, Jan Løhmann Stephensen, Niels Lehmann, der i sin redegørelse til Ombudsmanden tager ansvaret for få Koldau til at rejse egentlige anklager mod de tre kolleger.

Jan Løhmann Stephensen

Og hvor i artiklen læser du så det?

Der er da himmelvid forskel på Informations konspiratoriske udlægning og så følgende: "i sin redegørelse til ombudsmanden beklager han, at han ikke har nået at tale med Koldau specifikt om mobningsspørgsmålet. I stedet spørger han i en mail Koldau, om hun ønsker at rejse en egentlig mobningsanklage." Sidstnævnte kan kun læses som en opfordring, hvis man virkelig er opsat på det.

Resten af artiklen er så bygget op omkring Koldaus udlægning af forløbet, krydret med nogle eksperter, som udtaler sig på baggrund af, hvad de har fået at vide er sagens fakta af artiklens journalister (Jf. KU-tillidsmands formulering "det ser ikke godt ud, hvis...")

Om ikke andet jeg må beundre dig for, at du i loyalitet mod sagen har valgt at være så massivt fakta-resistent som det er tilfældet!

Steffen Gliese

"Det var på opfordring fra institutleder Niels Lehmann, at den omstridte musikprofessor Linda Koldau sidste sommer rejste officielle mobningsanklager mod tre kolleger på Musikvidenskab på Aarhus Universitet, viser institutlederens egen redegørelse til ombudsmanden."

Jan Løhmann Stephensen

Er det dokumentationen? For hvis det er det citerede, der henvises til, så viser det altså ikke det, der hævdes. Det er bare Richter og Rottbølls læsning. Det er nærmest komisk, hvis det ikke var så tragisk

Jan Løhmann Stephensen

Og hvis det skulle være så klart, at institutlederens egen redegørelse viser det, hvorfor er der så ikke citeret passager, som rent faktisk dokumenterer det?

Tine Arsinevici

Læs evt. også den anden artikel, Peter Hansen: http://www.information.dk/297202
Den svarer meget godt til den udlægning, Jan Løhmann peger på, at Koldau selv er kommet med på forskningsfrihedsbloggen.
Hvordan man kan bringe denne anden artikel samtidig med overskriften i nærværende (uden at gøre opmærksom på, at påstanden i overskriften er udtryk for det, der p.t. er Koldaus udlægning), er mig en gåde.

Hvis de nu købte både rød og blå spande, så kan de sidde i hver sin ende af sandkassen.

Birgit Eriksson

Har de sidste 4 uger haft Information på prøve, men stopper nu.
Dækningen af denne sag er så dårlig - så fyldt af slapt mikrofonholderi, sensationsjournalistisk udhængning på tyndt grundlag, urigtige oplysninger, afvisning af indlæg med andre vinkler end avisens egen etc. - at det ikke er en seriøs avis værdigt.
Håber virkelig, at Informations dækning af andre sager har mere med virkeligheden at gøre end denne.

Jan Løhmann Stephensen

Nu hvor vi er i gang med at se på Informations dækning af sagen, kunne det måske også være relevant at spørge om udlægningen i den ledsagende faktaboks faktisk er helt korrekt:

"fik i januar en advarsel for de samarbejdsproblemer, hendes offentlige kritik af det faglige niveau havde ført til"

1. Var samarbejdsproblemerne reelt affødt af hendes offentlige kritik af det faglige niveau, eller eksisterede de evt. inden Koldau gik i offentligheden?

2. Blev advarslen udelukkende givet pga. (kollegiale) samarbejdsproblemer, eller var der andre elementer, der også spillede ind?

For hvis end ikke denne formulering er korrekt, hvilket formål tjener en faktaboks så?

Sabine Behrmann

Der åbenbart rigtigt mange herinde i dag, der føler sig ramt af artiklen.

Jan Løhmann Stephensen

og hvad mener du med det?

Tine Arsinevici

Jeg vil godt indrømme, at jeg føler mig ramt af/magtesløs over for undelødig journalistik.

Emil Rottbøll

Der er ingen tvivl om, at Koldau selv ønskede at få anklagerne undersøgt. Det var det, hun havde spurgt efter i et halvt år, som det også fremgår af artiklen. Ledelsen kan jo heller ikke tvinge hende til at fremsætte en anklage.

Men faktum er, at udredningen bliver iværksat på direkte foranledning af institutlederen. Og det sker, inden han har forsøgt rent faktisk at tale med Koldau om anklagerne. Det fremgår af redegørelsen, og det fremgår af de mails, institutlederen har sendt til Koldau. Naturligvis efterprøver vi de påstande, der kommer frem, men vi kan ikke fremlægge vores fulde dokumentationsgrundlag i en artikel.

Hvad jeg kan fremlægge, er det fulde afsnit fra institutlederens redegørelse, som artiklen citerer fra:
»Jeg ville ønske, at jeg havde nået at holde et møde med LMK specifikt om mobningsspørgsmålet i løbet af foråret. Det nåede jeg imidlertid ikke, men spurgte før sommerferien juli 2011 LMK, om hun ønskede at rejse en mobningsanklage, og meddelte, at jeg i givet fald ville sætte vores procedure i gang vedr. mobbeanklager. Af hendes svar fremgår det, at hun ikke har blik for den situation, den anklagede kommer til at befinde sig i, idet hun anholder min anvendelse af ordet "anklage". LMK ønskede at fastholde anklagerne og præciserede endvidere, at der ret beste var tale om tre hinanden uafhængige mobningssager. På den baggrund lovede jeg at sætte gang i udredningen efter sommerferien.«

Om Koldau så burde have vidst, hvad det kunne få af konsekvenser for hende selv og de anklagede er et åbent spørgsmål, som læseren selv må tage stilling til.

Men jeg synes, det er fuldt dokumenteret, at ledelsen kunne have gjort andet og mere ved mobningsanklagerne end at sætte en konsulentrapport i gang, som man så fælder dom på baggrund af.

Jan Løhmann Stephensen

Kære Emil

Først og fremmest tak for svar. Et svar, som, tør jeg vel godt sige, er noget mere reflekteret og afdæmpet end ovenstående diskuterede artikel.

Dette rejser imidlertid en række nye spørgsmål — især følgende:

Hvorfor skal den for mig at se helt korrekte sagsgang (at det er Institutlederen, som formelt set skal iværksætte en udredning af forløbet og mobningssagen) udråbes i overskriften til at Institutlederen direkte "opfordrede" Koldau til at rejse mobningsanklager (for så siden hen at bruge det imod hende)? Den stærke udlægning kan jeg virkelig ikke læse ud af den passage, som du endnu en gang citerer i dit svar. Faktisk læser jeg det — måske fordi jeg kender de involverede parter, men det tror jeg nu næppe kun er derfor — i langt højere grad som en "er du nu helt sikker på, at det er det du vil"-formulering.

At Institutleder Lehmann så tidligere burde have taget sig tid til en ordentlig samtale med Koldau om dette prekære emne, er der næppe nogen i denne sag, som ikke fortryder. Men det er altså ikke ensbetydende med, at Institutlederen initierer klagesagen med det formål at blokere for en mediering, som det bl.a. også antydes i artiklen.

På samme vis kunne der i bagklogskabens lys være gjort en milliard ting anderledes.

Men når sagens absolutte hovedperson efter eget udsagn har vanskeligt ved at forstå, at en mobningsanklage mod sine nærmeste kollegaer måske vil vanskeliggøre fremtidige samarbejdsrelationer — og i øvrigt giver andre (Lehmann) skylden for, at hun ikke kan forstå dette simple faktum — ja, så er det altså vitterlig en vanskelig sag at håndtere. Hvilket efter min overbevisning langt fra blot er en omstændighed ved sagsforløbet, som "læseren selv må tage stilling", som du nonchalant formulerer det. Og når Koldau ved gentagne lejligheder giver indbyrdes modstridende forklaringer på sagsforløbet, så synes jeg bestemt også, at det ville være en journalistisk overvejelse værd, hvad der mon kunne ligge i det....

Burde hele denne sag sættes i scene og opføres som opera ?

Michael Larsen

Jan Løhmann er du part i sagen? Så vidt jeg kan se er du ansat på AU.
Jeg kan forstå at ledelsen ingen fejl har begået? Jan er du en af mobberne?

Jan Løhmann Stephensen

@ Michael Larsen: jeg går ud fra at det er en joke!

Ja, jeg er ansat som post doc på samme Institut (vi er ca. 200 VIP'ere), men ikke afdeling for Musikvidenskab. Og ja, jeg kender en lang række af de involverede parter. Så i den forstand er jeg vel part i sagen.

Hvis du læser hvad jeg skrev, så stod der eksplicit: "På samme vis kunne der i bagklogskabens lys være gjort en milliard ting anderledes." Hermed refererede jeg også eksplicit til den lokale ledelses håndtering af sagen. Hvad jeg mener om den endnu mere overordnede ledelses håndtering tåler dårligt dagens lys, så det skal jeg lade være med at belemre sarte ører og øjne med.... Så nej, jeg opfatter ingenlunde sagen som perfekt håndteret af ledelsen. Jeg kan bare dårligt forestille mig, at en sag, der involverer dette persongalleri, Koldau særdeleshed, kunne have været håndteret på en måde, hvor sagen ikke ville være eksploderet på et eller andet tidspunkt (jf. fx det faktum, at vi dagligt konfronteres med MEGET skiftende forklaringer på sagsforløbet).

Og det med om jeg skulle være en af mobberne, anser jeg som et helt useriøst spørgsmål (men desværre symptomatisk for meget der foregår "herinde"), selvfølgelig især i betragtning af at der jo viste sig slet ikke at være nogle mobbere!

Inger Sundsvald

Det er godt nok utroligt at Birgit Eriksson kan have Information på prøve i 4 uger, men først i dag melder sig på information.dk med kritik af avisen. I disse 4 uger har hun ikke følt anledning til at udtale sig, men kan nu brokke sig over at få afvist indlæg og afgøre hvad der er mikrofonholderi.

Her på netavisen skal indlæg ikke godkendes. Mon hun nogensinde har talt med professor Koldau?

Birgit Eriksson

Hvad der helt præcist er utroligt i at bruge noget tid på at sætte sig ind i noget, før man kritiserer det, ved jeg ikke. Men sådan er der jo så meget. Og dagens artikel med beskyldningerne mod institutleder Lehmann for nærmest at lægge en fælde for den uskyldige Koldau er for mig at se den foreløbige bundskraber i Informations kampagne.

Det er iøvrigt ikke mig, men flere kolleger og studerende med kendskab til Koldausagen, der ikke har kunnet få spalteplads.

Og ja, jeg har faktisk talt med Koldau - og som så mange andre oplevet, at hun har fordrejet udtalelserne til ukendelighed i medierne.

Lars Thorup Larsen

Og hvis lederen havde fået talt med Koldau i stedet for email-korrespondancen ville artiklens overskrift i stedet være:

"Ledelsen forsøgte at presse professor til tavshed"

Virkelig svært at se, hvorfor denne sagsakt fortjener en hel artikel. Hvis det er en opfordring, hvad er så ikke?

Inger Sundsvald

Jeg har meget svært ved at se, at en avis der viderebringer hvad professor Koldau siger skulle være en ”bundskraber i Informations kampagne”.

Skulle avisen lade være med at skrive om sagen? Og hvorfor kan netavisen ikke bruges til at gøre opmærksom på divergerende opfattelser?

Ursula Nielsen

"Kaspar Olsen siger:
Burde hele denne sag sættes i scene og opføres som opera "

Glimrende ide.

Og så kan man lave en ballet om forholdene på Det Kongelige Teater bagefter.

Eller hvad med en TV-serie der hedder: Dyrt, dumt og dårligt (om New Public Management).

Frederik Langkjær

Hmm... endnu engang vil jeg egentlig opfordre til, at det er den redaktionelle linje på information der skal strammes op på. Det virker på mig som om, at såvel journalister som debattører har svært ved at skille personsag, indhold og generelle antagelser om dette og hint fra hinanden, hvorfor alle parter (med lidt forskellig varians) kommer til at lyde unødigt skingre. Ingen er vel for alvor i tvivl om, at hverken Professor Koldau, hendes nærmeste ledelse eller kolleger helst havde været dette forløb forundt, og at der er tale om et meget meget uheldigt forløb, der desværre er løbet af sporet. Jeg synes - og nu er jo ikke journalist, men anser mig for almindeligt fornuftigt tænkende alligevel - at information skylder en mere klar redaktionel linje i forhold til sagen, hvor de indtager et klart standpunkt til stridens egentlige kerne. Er der tale om (som ledelsen mener) en personlaesag, som de så af gode grunde ikke kan udtale sig om i pressen, eller en personlig hetz (som Linda Koldau åbentlyst mener) mod Profesor Koldau, der fortjener en nærmere journalistisk udredning? Eller måske noget helt tredje?I tilfælde a, ville det klæde information, at respektere de ulige vilkår mellem ledelse og enkeltperson, og i tilfælde b, at forsøge at hæve debatniveauet fra personforhold til mere generelle problemstillinger.

vh
Frederik

Måske handler dette her i virkeligheden om sprog? og om sproglig virkelighed? og om sprogtone? Og om forskellen på sprog og fortolkning af sprog på danske og tyske arbejdspladser inklusive universiteter, både danske og tyske?

Det, Koldau kan have opfattet som en fornærmelse eller en direkte nedgøring af hendes fag eller af hende? ville en dansker måske have betragtet som en a) joke eller b) ironisk kommentar eller c) noget helt tredje hvor der ikke var den store grund til at mene noget som helst ondt om kommentaren eller om den person som fremsatte den.

Ofte er et af de store problemer ifht. danske arbejds-pladser udlændinges mangel på forståelse for den danske ironi, - her taler vi altså ikke kun om Koldau - at det i virkeligheden er en skjult kompliment, når man bruger ironi. (nogle gange).

Koldaus mail er skrevet i 'respektløs sproglig tone'. Heller ikke dette undrer mig, da de fleste udlændinge ikke ved, at danskerne tager sig dette meget nært, når de bliver anklaget for noget af modparten - som uden omsvøb og direkte fortæller hvad vedkommende mener om dem....

Karsten,
Du har ret i, at dansk ironi er vanskelig at forstå for ikke-danskere. I nogle andre lande bruges ironi slet ikke, bl.a. i Belgien.

Mht. ordet "anklage" i forbindelse med mobning, er det jo også et ord med mange konnotationer. I almindelighed "anmelder" man jo mobning.

t.o. så var den mail, du nævner, "i respektløs sproglig tone" ikke skrevet af Koldau men - til - Koldau.

Anne

tak fordi du vejledte mig om mailen til Koldau; mente nok det forholdt sig sådan, men det var lidt forvirrende, da artiklen fremstiller det som om Koldau havde skrevet mailen.

Ang. mobning og sprog mm. så tager jeg det op fordi jeg ved at mange udlændinge bliver overrasket over at ironi er en del af hverdagen på danske arbejds-pladser. Ofte bliver ironi sikkert også brugt som en sikkerheds-ventil til lige at få noget ud mellem sidebenene som man ellers ikke ville have sagt...

Michael Kongstad Nielsen

Hvis man nærlæser artiklens start, er der noget, der skurer i ørerne. Der står, at det var på opfordring fra institutlederen, at Koldau rejste mobningsanklager. Ordet "opfordring" anvendes også i overskriften, "...opfordrede...". Med det ord forstås normalt en tilskyndelse, en påvirkning, et ønske om, at nogen skal gøre noget. Men det kan indholdet af situationen altså ikke bære. For i institutlederens redegørelse til Ombudsmanden står der bare, at han ikke havde fået talt ordentligt med Koldau om mobningsspørgsmålet (et spørgsmål, der må have været samtaleemne i lærerkredsen på det tidspunkt, hvor skulle han ellers have hørt det fra?), men for at råde bod på denne mangel spørger han i en mail Koldau, "om hun ønsker at rejse en egentlig mobningsanklage." Er det er "opfordring", det synes jeg ikke. Det er et opklarende spørgsmål. Der ligger ikkei spørgsmålet nogen hensigt om at ville påvirke, men om at forstå.

Man skal nok passe på med at stramme fortolkningen for meget i den retning, men nu gerne vil have historien til at gå.

Aviser har en stor magt, den skal de være sig bevidse om, og gøre sig umage med at forvalte. Det ved de godt, men holder ikke altid fanen højt nok. Denne artikel er en lille bitte ting i den store sammenhæng, men det skader ikke med lidt selvkritik engang imellem.

Lene Timmermann

Der kan kløves mange ord og hugges mange pinde på denne sag..

Men sagens sørgelige udgang må skyldes
enten
dårlig ledelse
eller
meget dårlig ledelse

Curt Sørensen

Det er irriterende at det her personfnidder skal skygge for de store reelle problemer på vore universiteter i disse år: afskaffelsen af universitetsdemokratiet, indskrænkningen af forskningsfriheden, omdannelsen af universiteterne til erhvervsvirksomheder, etableringen af autoritære, bureaukratiske ledelser, centralisering, udhuling af institutternes og fagenes autonomi o.s.v.. Der er nok at tage fat på. Hvorfor denne afsporing af en seriøs debat om og kritik af disse forhold?

Curt, det er ren afledning.

Der er ikke et indlæg der vidner om interesse, eller forståelse af den virkelighed som råder. Men hvordan skulle de der mangler forståelsen, og som er op i det til halsen, også være interesseret i det....øh?

Inhabil....a va ba?

Og hvis det ikke er forsøg på afledning, så er det middels talt ynkeligt.....eller....vent...det er ynkeligt lige meget hvad.

Eksisterer der en kultur-politik i Danmark?

Nej!

Men helt specifikt, leddet mellem Koldau intrigen, og tilstandende musisk herhjemme, så er det vigtig at vide Koldau kommer fra et land hvor man starter som 6-årig, at stifte bekendtskab med hendes fag, hvor man i Danmark skraber bunden af den internationale musik division, når det kommer til undervisning (vi har ingen, før det er for sent)

Det kunne kun gå galt.

Inger Sundsvald

Vil det sige at ledelsen ikke er klar over og har taget højde for, at stort set samtlige andre nationer opfatter danskerne som uhøflige, respektløse, ubehøvlede og med en sær humor?

Hvordan mon dette opfattes?: ”Ja, klag du bare!”.