Læsetid: 2 min.

Ministerpopularitet er en flygtig størrelse

Ministrenes placering på de tilbagevendende popularitetslister hører til på den seriøse politiks overdrev. Men selvfølgelig spiller de en rolle – ikke kun i medierne
13. marts 2012

Griner de, græder de, ministrene, når de ser de målinger, der med jævne mellemrum offentliggøres over regeringsmedlemmernes popularitet? Det afhænger selvfølgelig af, hvor på listen de står. For bundskraberne er det svært at finde en grimasse, der kan passe, og topscorerne går også stille med dørene vel vidende, at popularitet er en flygtig størrelse. Mens et enkelt fejltrin kan sende en minister ned ad rangstigen, er det anderledes svært at arbejde sig væk fra bunden.

Grundlaget for sådanne opinionsundersøgelser er nemlig ganske sammensat. Mens faglig indsigt i ministerområdet sjældent er afgørende, er evnen til at kunne operere i det politiske miljø på Christiansborg ofte vigtigere. Ministre på de tunge ministerposter med stor medieomtale har lettere ved at komme op i toppen af listen, simpelthen fordi de bliver kendte i offentligheden. Det at være en kendt person er alt andet lige helt afgørende.

Men alt andet er ikke lige, for stor medieeksponering kan også have den modsatte effekt, hvis den skyldes en såkaldt ’dårlig sag’, der i dage eller uger har gjort ministeren til jaget bytte. Om kritikken er berettiget eller ej, er her ikke så vigtigt. Det er heller ikke afgørende, om ’sagen’ drejer sig om håndteringen af ministerhvervet eller har med privatlivet at gøre. Det er i politik ikke, som Simon Spies påstod, sådan at dårlig omtale er bedre end ingen omtale.

Hvor lidt en lav placering på popularitetslisten behøver at have med selve ministergerningen at gøre, er den tidligere videnskabsminister Helge Sander et eksempel på. Ud fra alle sædvanlige succeskriterier for anerkendt embedsførelse på Slotsholmen burde han have stået i høj standing. Der blev på hans ministerområde gennemført flere større reformer sågar i samarbejde med oppositionen.

Ministeriet fik i hans tid tilført mange flere penge, og der var efter almindelig målestok ingen skandaløse sager, før Penkowa-sagen i slutningen af den niårige ministerperioden kom til at tære på renommeet.

Kulturfolket

Alligevel rangerede han i hele sin ministerperiode lavt på popularitetslisten, måske fordi han aldrig rigtig blev accepteret blandt de standsbevidste og medieeksponerede universitetsfolk, der udgjorde en vigtig del af ministerområdet. Omvendt kan Per Stig Møllers høje placering på listen i hele hans ministertid næppe forklares med dyb faglig indsigt eller imponerende resultater som henholdsvis miljø- og udenrigsminister. Ved udnævnelsen til kulturminister blev han modtaget med åbne arme af ’kulturfolket’ som en af dets egne og toppede i alle målinger derefter. Men der udover er forklaringen nok mere fraværet af dårlige ’sager’ og alvorlig kritik end åbenlyse landvindinger i kulturpolitikken.

Og det må give stof til eftertanke for hans efterfølger, Uffe Elbæk, der uden forgængerens identitet som højprofileret kulturpersonlighed ikke har mange popularitetsskabende greb at ty til. Flere støttekroner og øgede tilskudsmidler har traditionelt været den sikreste vej til popularitet blandt kulturfolket, men den er ikke fremkommelig lige for tiden. Perspektivrige reformer og en ny ministeriel identitet med mere kreativt, ’kulturelt kaos’ og mindre bureaukratisk stivhed er måske en vej frem. Men den er meget lang og usikker. Og samtidig gælder det om noget så kedeligt som at holde tungen lige i munden og administrere forretningen, så man undgår slemme ’sager’ på ministerbordet.

Mon det var det, kulturministeren tænkte på, da han af den nye, meget aktive bestyrelsesformand på Det Kgl. Teater forlangte ro i lejren inden for to måneder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Hm.
Politikere er en slags "paradise-hotel" - medvirkende?

Tjah.
Jeg havde dog håbet på, at deres popularitatsbarometer blev målt med større intervaller end det er tilfældet for tiden.

De er der jo ikke for at være PÅ men for at arbejde for folket, og det kan vel godt foregå i relativ ro og fred.

....og der var efter almindelig målestok ingen skandaløse sager, før Penkowa-sagen ....

Hvis man ikke lige medregner slagtningen af universiteternes selvstyrer.

- men det var jo nok ikke på grund af standsbevidstheden og medieeksponeringen at universitetsfolket ikke kunne lide ham.